Arbejdernes Kaar nu og for 50 Aar siden.

Jl or et Par Aar siden holdt Eobert Giffen i det londonske Statistiske Selskab et Foredrag over Fremgangen i de arbejdende Kaar i det sidste halve Aarhundrede. Foredraget vakte overordentlig Opmærksomhed, men mødte ogsaa endel Modsigelse. Han havde i sit Foredrag gjort gældende: at Arbejderne i Storbritannien nu faar en Pengeløn, der er 50_—100 pCt. større end den, de fik for 50 Aar siden; at deres Arbejdstid samtidigt er blevet formindsket 20 pCt.; at de vigtigste af deres Forbrugsartikler Undtagelse af Kød og Husleje) nu er billigere (eller i alt Fald ikke dyrere) end dengang; at Dødelighedens det. forøgede Forbrug pr. Hoved af Artikler som The, Sukker osv.. Fremgangen i Undervisningsvæsenet, Aftagningen af Forbrydelser og Fattigdom, Forøgelsen af Sparekasseindskud o. lign. tyder paa, at de store Massers Kaar nu er langt bedre end da; og at Kapitalen og Kapitaludbyttet er voxet nær saa stærkt som Arbejdernes Indtægt. Disse overordentligt smukt udseende Resultater blev Genstand for endel Modsigelse, og den berømte Statistiker da anset det for heldigt endnu en Gang at prøve dem. I Marts-Heftet af »Journal of the Statistica! Society«, 1886, findes hans fornyede, meget interessante Undersøgelser de arbejdende Klassers økonomiske Fremgang det sidste halve Aarhundrede.

Han mener ved sine Undersøgelser at have slaaet fast:

Det er ikke overdrevent, tværtimod det er for knapt beregnet, naar ro an anslaar den gennemsnitlige Stigning af Arbejdslønnen i det sidste halve Aarhundrede til 50_—-100 pCt. — De slettest stillede Arbejderes Pengeløn er gennemgaaende forbedret med 60, 70, 100 (eller endnu flere) pCt. — Det lader sig godtgøre, at Fremgangen i Arbejdernes ikke er noget for Storbritannien Ejendommeligt, ogsaa ses i andre Lande (Frankrig, Tyskland m. fl. Lande). — For 50 Aar siden kunde man antage, at de arbejdende Masser i Storbritannien, ialt 9 Millioner, tilsammen 171 Millioner Pd. Sterl. aarlig, eller 19 Pd. Rterl. pr. Hoved; — nu derimod, da deres Tal er voxet til 13 Millioner, tjener de 550 Mill. Pd. Sterl., eller 42 Pd. Sterl. pr. Hoved, en Fremgang paa adskilligt mere end 100 pCt. — Kapitalens Udbytte er steget fra 190 til 400 Mill. Pd. Sterl. (omtrent 100 pCt.); Udbyttet af Arbejde i de højere Klasser og i Middelklassen fra 154 til 320 Mill. (omtrent 100 pCt.); men den Indkomst, som de Arbejdere, der arbejder med Haanden, opkræver, er stegen fra 171 til 550 Mill., eller mere end 200 pCt.

»Hvad der i de sidste 50 Aar er vederfaredes de arbejdende er i det Hele ikke saa meget, hvad passende kaldes en Forbedring, men snarere en Revolution af den mærkeligste Art. De ny Muligheder, der ligger i de Forandringer, som i 50 Aar i Stedet for Millioner af Mennesker, bestandigt var paa Hungersdødens Rand, og som led usigelige Savn, har sat ny Millioner af Haandværkere godt betalte Arbejdere, — burde vække Menneskevenners Statsmænds Forhaabninger. Fra at have været en haab- og fremtidsløs Klasse, er Arbejderne naaede ind i en Stilling, hvorfra de kan rykke frem næsten til hvilkensomhelt af Civilisation. De har deres Skæbne i deres egne Hænder.«

Under den Diskussion, der i det londonske Statistiske
Selskab udspandt sig om Mr. Giffens Foredrag, anførtes

bl. a., at af særlig Interesse vilde det være at se Bevægelsernei f. Ex. fra Femaar til Femaar. Rigtigheden i den Bemærkning kunde Mr. G. naturligvis ikke bestride; men han. svarede han, havde ikke Tid til at optage saa detaillerede Undersøgelser; han havde maattet indskrænke sine Undersøgelser til kun at gælde det halve Aarhundredes første og sidste Aar, trods det Misvisende, der kunde komme frem ved blot at holde sig til to (maaske ikke normale) Aar og springe alle de mellemliggende over. — Forøvrigt gik de fleste Indvendinger ud paa, at Mr. Griffen havde malet med altfor straalende Farver; man benægtedeikke, der havde fundet Fremgang Sted, men man betvivlede, at dens Omfang var saa stort som hævdet af Mr. G. Man henpegede bl. a. til, at Mr. G. havde undladt at medregne visse Fordele (Naturalydelser), som Arbejderne for 50 Aar siden almindeligt havde, nu derimod ikke. Omvendt havde Mi-. G. ikke taget i Betragtning, at der for Nutidens Arbejdere er voxet en Mængde Udgifter frem, som Fortidens Arbejdere havde været fri for. Balancen vilde saaledes, retteligt opgjort, ikke stille sig nær saa gunstig for Nutiden, som forment af Mr. G. Imidlertid kan Mr. G. altid henvise til det store Stof, han har bearbejdet, medensOpponenterne ikke havde noget lignende parat.

Lad os imidlertid gaa ud fra, at Mr. Giffens Eesultater, som Diskussionen i alt Fald kun har rokket noget ved, ikke omstyrtet — i Hovedsagen og nogenlunde stemmer Virkeligheden. Saa opstaar Spørgsmaalet: hvorledes denne Fremgang for Arbejderne kommen i Stand? Dette Spørgsmaal, som dog har sin Interesse, lod Diskussionen

Man kan sige: Dette Aarhundredes store Fremskridt paa Teknikens Omraade og i Gennemførelsen af en forstandigNationaløkonomi fri Konkurrence!) har haft en ganske overordenlig Stigning af Produktionen til Følge. Vel er Befolkningen voxet stærkt; men Produktionen er voxet efter et endnu langt stærkere Forhold, og der

er forsaavidt Mulighed for, at hvert enkelt Individ nu kan faa mere end tidligere. Mulighed, tilvisse; men Virkeligheden afhænger ikke blot af Produktionen, men ogsaa af Fordelingen. Nu siger Mr. Giffen os imidlertid, at Virkeligheden netop er, saaledes som vi kunde ønske den. Han gør gældende, at den store Fremgang ikke udelukkecdeer Kapitalisternes Side; at den tværtimod for Størstedelen er paa Arbejdernes Side: Arbejderne har ikke blot ligesom Kapitalisterne haft Fremgang, men de har endog haft mere Fremgang. Hvis vi akcepterer dette Resultat, saa maa vi spørge om, hvorledes det er kommet frem. Naar de rige Kapitalister og Driftsherrer for 50 Aar siden aflagde deres Arbejdere saa elendigt, at Millioner af disse »bestandigt befandt sig paa Hungersdødens Rand«, hvorfor ex de da nu blevne saa rundhaandede? At Haardhjertethedog Egoisme for 50 Aar siden skulde have været mere udbredt end nu i Kapitalistklassen, er i og for sig en urimelig Antagelse. Og selv om vi antager, at Almenaandog for de Laverestillede var taget til, saa er det jo dog en bekendt Sag, at netop Nutidens skarpe Konkurrenceforhold ofte gør det umuligt for Driftsherrerne i Lønningsspørgsmaalet at følge de filanthropiske Tilbøjeligheder,de have. Nej, Forbedringen af ArbejdernesKaar noget andet end Kapitalisternes Filanthropi.R. siger med Hensyn til Fremtiden: »the working men have the game in their own hands.« Men denne Bemærkning holder ogsaa Stik for Fortidens Vedkommende.Arbejderne blot er, men ogsaa har været »deres egen Lykkes Smed.« De har sig selv at takke for, hvad de har opnaaet. Først ide sidste 50 Aar har deres Associationer opnaaet nogen Betydning; tidligere stod Arbejderne isolerede, alene hver for sig, og var derfor ofte redningsløst prisgivne for Kapitalisterne. Uden de Associationer,der samler Arbejderne, vilde den uhyre Stigningaf der skyldes tekniske og økonomiske Forbedringer, være gaaet Arbejdernes Næse forbi. Arbejder- Associationerne har, naturligvis indenfor visse Grænser,

Æren af, at en stor Del af Produktionsstigningen er kommen til Gode. Vil man ikke indrømme dette, maa man paavise en anden Grund til, at Arbejderne har vundet »mere end Kapitalisterne«. En saadan anden Grund or endnu ikke bleven paavist. Mod Arbejderassociationerne man naturligvis indvende, at de i mange enkelte Tilfælde har paaført deres Medlemmer store Tab. »Det er det, man ser.« Man ser, at de har arrangeret som, uden at føre til Sejr for Arbejderne, har kostet Hundredetusinder af Kroner og givet Tusinder af tidligere Arbejderfamiljer et økonomisk Knæk. Man ser, at de har arrangeret andre Striker, der vel er blevne sejrrigt gennemkæmpede, men som har kostet saa meget, at do Arbejdere, der deltog i dem, i Virkeligheden, Tab og Vinding retteligt opgøres, intet har vundet ved dem. Man ser, at do ogsaa udenfor Strikerne paalægger deres Medlemmer meget generende Baand, »tyraniserer« som man kalder det. Alt Sligt ser man, fordi det fremtræder i bestemt paaviselige Tilfælde og umiddelbart, ved Haanden. Men der er ogsaa noget, >som man ikke ser«. Det er alle de Virkninger, som ligger lidt længere borte, alt det, der bestaar i en Forandring af den almindelige en Forbedring af Tilstanden for andre Arbejdere end dem, der i Øjeblikket bidrager til Associationerne, Forbedring af Betingelserne for de kommende Arbejdere, en Forbedring af Konjunkturerne for Arbejderne i Almindelighed. »Man ser det ikke«, undertiden fordi man ikke kan se, hvad man ikke netop selv har lige ved Haanden, og undertiden ogsaa, fordi man — ikke holder af at se det; for det uskønne Syn lukker Øjet sig gerne. Nu kommer E. Giffen og fortæller os, omend vel med nogen Overdrivelse, hvor store Forandringerne i et halvt Aarhundrede Almindelighed har været. Eobert Giffen! Englands Statistiker og den højtstaaende Embedsmand her, naturligvis uden at tilsigte det, givet Arbejderassociationerne et Testimonium af en Vægt og en Værdi, som de ikke kunde ønske sig solidere. Og hvilke

Arbejdersociationer? Vel at mærke: af de fæle! De, der paa Dansk kaldes Fagforeninger. Ikke de pæne »Arbejderforeninger«, hedder »Arbejder «-Foreninger i Følge Reglen -»lucus a non lucendo«.

Der har igennem vort Aarhundrede gaaet baade en individualistisk og en socialistisk Bevægelse. Den første skaffede den fri Konkurrences Princip op i Højsædet. Og vi skylder den fri Konkurrence uraaadeligt: i Forening med de tekniske Opfindelser har den, som anført, fremskaffet tidligere ukendte Rigdomme. Men saa rejste Socialismen sig, peaede paa Individualismens Ensidighed, og formaaede ved mange Lejligheder at give Lovgivningen og Ledelsen af de offentlige Anliggender sit Præg. Den, der nægter det, den. der paastaar, at Socialismen intet har gennemført, den kun har præsteret en gold Kritik, kun har vakt Misfornøjelse, Utilfredshed, uopfyldte og uopfyldelige Forhaabninger, er enten en Ignorant eller skriver mod bedre Vidende. Men paa et andet Omraade ryddede Individualismen for Socialismen: de individualistisk-sindede Lovgivere fjernede tidligere bestaaende Forbud mod Arbejder-Koalitioner. socialistisksindede Arbejdere benyttede i rigt Omfang af den Frihed, individualistisk-sindede havde skaffet dem. En Masse af Arbejderassociationer op, først i England, saa i andre Lande, først smaa og tilbageholdende, siden store og respektindgydende. respektindgydende, at alene Associationens i mange Tilfælde forslog til at blødgøre Driftsherrens Sind. Man komme nu ikke mere og sige, at Socialismen og de af de slemme Socialister ledede Foreninger ikke har udrettet noget for Arbejderne. Robert Griffen vil med al den Avtoritet, han raader over, raabe: af den 100 pCt.s Lønningsforhøjelse, af den 20 pCt.s Forkortelse af Arbejdstiden falder i alt Fald en Broderpart paa Arbejderassociationerne. workingmen have the game in their own hands.«