I.

JL/en Strøm, der gaar igennem den moderne, evropæiske Literatur om Landkrediten, bevæger sig tydeligt nok bort fra Realkrediten og i Retning af Personalkrediten. Det er Navne som Conrad, Goltz, Held, Kraus, Nasse, Ruhland, Schmoller, Marchet, Vogelsang, osv. — De Reformforsøg, der ske paa dette Omraade, styre aabenbart den samme Kurs; det er den amerikanske Homestead-Lov, det er de Raiffeisenske Kasser, de østerrigske Bestræbelser, de ungarske Planer.

Man kunde forme denne Tanke paa en noget anden

---

*) Nærværende Afhandling falder i det væsentlige sammen med et Foredrag, der blev holdt som Indledning til en Diskussion Nationaløkonomisk Forening den 8. Novbr. d. A. Da jeg imidlertid ved denne Lejlighed maatte begrænse mit temmelig store Stof forholdsvis stærkt af let forstaaelige Hensyn, imidlertid i mindre Grad have været til Stede ved den skriftlige Udarbejdelse til Tidsskriftet, er omstaaende Behandling fyldigere end Foredragets, men Tidens Knaphed dog forhindret mig fra at gøre den saa meget fyldigere, jeg af mange Grunde kunde have ønsket, navnlig i Betragtning af de Opfordringer, der i den Ketning skete til mig under den efter Foredraget stedfundne Diskussion. Jeg forbeholder mig derfor muligvis ved Lejlighed at vende tilbage Æmnet for at gøre nærmere Eede for enkelte Punkter.

Maade. Det gamle Spørgsmaal om Landkredit har for Tiden to Faser: paa den ene Side drejer Spørgsmaalet sig um, hvorledes Landbrugernes Personalkredit bør organiseres; paa den anden Side er Spørgsmaalet i sin Grund og Kærne ikke saa meget et Spørgsmaal om Kredit, om Stiftelsen af Laan og Gæld, som meget mere en anden,_} moderne Form af det gamle Problem om, hvorledes man befrier Landejendommene for Grundbyrder.

Disse to ifølge deres hele Natur saa forskelligartede Spørgsmaal lade sig ikke fuldstændig skille, men ere i dette Øjeblik knyttede sammen gennem Kreditens ydre Form: Hypotheket. Denne formelle, juridisk-historiske Sammenhæng gør enhver Drøftelse af Landbrugets Kredit vanskelig og usikker, forvirret og famlende. Ord, der have den samme Klang, betegne det ene Øjeblik ene, det andet Øjeblik det andet. Begreber, der pege i stik modsat Eetning, ere fuldstændig nittede sammen gennem de overleverede Hetsformer, og leve dog, skønt saaledes sammenvoxede, hver for sig sit eget Liv som de siamesiske Tvillinger.

For nærmere at faa set, hvad der i denne Sammenhæng er Form og Skal, og hvad der er Indhold og Kærne, for at faa Rede i dette sammenfiltrede Garnnøgle, Tiderne have vundet og spundet og vævet sammen til et Virvar, maa vi vikle det op Traad for Traad, maa vi analysere de enkelte Begreber. Som Udgangspunkt for Undersøgelsen vælge vi da Begrebet Realkredit.

Det viser sig da ved første Øjekast, at dette Ord rummer forskellige Betydninger, dækker over forskelligartede For det første betegner det blot en vis ydre Form for Kredit, betegner blot den Omstændighed, der for et Laan er stillet Pant, givet en real Sikkerhed, taget Prioritet i en Ejendom. Det er da aabenbart ikke bort fra Realkredit i denne Betydning Ordet, at Strømmen gaar, det er ikke imod, hvad man maaske med et andet Ord kan kalde Prioritetskredit, at den moderne Kritik rettes. Intet Menneske tænker paa at foreslaa Prioriteternes Afskaffelse eller, rettere sagt, da udenlandske Theoretikere vist undertiden have haft slige slemme Planer: intet Menneske tænker for Alvor paa at sætte et saadant Forslag under Debat som en praktisk

Mulighed i det Herrens Aar 1886 i Kongeriget Danmark.

Det er da altsaa ikke dette at give Pant, som man i og for sig har noget imod; men naar fremragende Forfattere i Nutiden se en Fare i Realkrediten, saa er det fordi denne Form saa let lader sig misbruge, idet den muliggør en urigtig Benyttelse af Kredit derigennem, den tillader, ja frister til, at man ved Laangivningen de personlige Garantier for Laanets rette Anvendelse til Side og ene tager Sigte paa Realsikkerheden. kan altsaa ikke blot betegne den ydre Form, men naar man særlig adskiller Realkredit al anden Kredit, tænker man derved ofte paa en Kredit, hvor Synspunktet for Bedømmelsen og Afgørelsen hvor vidt Laan i det enkelte Tilfælde bør gives eller ikke, udelukkende bestemmes af Hensynet til, om der kan bydes Laangiveren en real Sikkerhed, et Pant, og om dette Pant har den tilstrækkelig høje Bytteværdi. Hvad der er sket paa Landbrugskreditens er da netop dette, at man efterhaanden i Tidens Løb har ladet Landkreditens Brug beherskes og ledes af den Maxime: er dit Pant tilstrækkelig fint, falder Prioriteten indenfor en rimelig Grænse af Taxationsværdien, du faa Kredit lige saa meget og lige saa galt, du vil. Derved er imidlertid det oprindelige og rette Synspunkt for Kreditgivningen fuldstændig forrykket, er flyttet fra et Væsensmærke til en tilfældig ydre Form, og de Normer og Grænser, som Samfundet maa sætte for Kreditens rette Brug, ere efterhaanden forvitrede og have forskudt sig eller ere blevne erstattede med andre Normer og andre Grænser, der ere bestemte af helt andre Hensyn end dem, som Samfundet fornuftigvis maa og bør tage, hvis det tveæggede som man kalder Kredit, ikke skal saare og skade i Stedet for at gavne og glæde.

Spørge vi nu, hvad der da er det rette Synspunkt i denne Sammenhæng, da maa Svaret blive dette: den samfundsnyttige Kredit, den Kredit, der har Krav paa Samfundets Beskyttelse, er kun den, der betyder Overladelse af Kapital til produktiv Brug. Kun i det Øjeblik, Kapitalen forbruges i Produktionen til Hjælp og Støtte for det produktive Arbejde, kan der være Tale om, at Kapitalen fornys, endsige da giver Udbytte. Betingelsen for, at

en Skyldner kan betale den laante Kapital tilbage med Renter, er saaledes i Regelen udelukkende den, at han har Evne og Vilje til at anvende Kapitalen paa en økonomisk Maade, saaledes at den frugtbargør hans Arbejde, ved hvilken Samvirken af Kapital og Arbejde et Udbytte først vindes, Kapitalen reproduceres og kommerigen Renter. Den faktiske Forudsætning for Kreditens Nødvendighed og Grunden, hvorfor man har indført den, er simpelt hen Adskillelsen imellem Kapital og Arbejde, at nogle have Kapital uden selv at kunne frugtbargøre den, andre have Arbejdskraft uden at være i Besiddelse af den nødvendige Kapital til at udnytte deres tekniske Duelighed paa behørig Maade, og Opgavenfor fornuftig Ordning af Krediten er da netop at tilvejebringe en frugtbar Forbindelse imellem disse tvende Kategorier i saadanne Former, som betrygge begges Interesser.

Alt dette er simple økonomiske Sandheder, nationaløkonomisk men af disse elementære Sætninger lader der sig med fuldkommen Paalidelighed uddrage den for denne Sag saa vigtige Følgesætning, at Sikkerheden Krediten udelukkende er at søge i den laante Kapitals forstandige (produktive) Naar Kapitalen forødes, enten af den ene eller anden Grund, enten fordi den svires eller kludres bort, er Muligheden for en ordinær Tilbagebetaling og Renteydelse borte; naar Laantageren derimod har Lyst og Evne til at »arbejde med« Kapitalen, dermed Sikkerheden af Laanet af sis selv given. Dette vil altsaa med andre Ord sige, at Sikkerheden er af ren personlig Art, altid er at søge i Laantageren selv, da selvfølgelig kun levende Personer og ikke døde Ting kunne producere, og de rette Garantier for Laanets forstandige Anvendelse og dermed for Laanets Sikkerhed maa altsaa, nærmere bestemt, først og fremmest gaa ud paa, at denne enkelte bestemte Person er i Stand til og villig til at anvende Kapitalen produktivt.

Pantet har da ogsaa oprindelig kun haft den Betydning Bestemmelse at tilvejebringe en slig personlig idet man til Pant valgte Genstande af en saadan Natur, som Personen satte megen Pris paa, nødig vilde miste af rent subjektive Grunde, for derigennem lægge et rent personligt Pres paa Laantag-

eren, saa at han satte al sin Flid og Energi ind paa at generhverve, hvad der var ham kært og dyrebart, hvad der jo kun kunde ske ved en saa forstandig Brug af Kapitalen, at han kunde tilbagebetale Laanet. Det kommer saaledes ikke an paa Hensynet til Pantets Bytteværdi, æstimatio qvanta omnibus valet, men paa dets Værdi for Besidderen, æstimatio qvanti alicujus interest, hvorfor i tidligere Tid endogsaa Genstande, som aldeles ikke vare sælgelige — res qvarum non est commercium — men kun havde en ren Affektionsværdi. ere blevne brugte som Pant, f. Ex. de ægyptiske Familjegrave*).

Den Kredit, hvis produktive Anvendelse ikke saaledes eller indirekte er sikret ved personlige Garantier**), er ikke alene uøkonomisk, den er værre endnu, den er umoralsk og fordærvelig. Den Laantager, der laaner Penge til Luxus og Unytte, er en letsindig Ødeland, og den Laangiver, der forsyner Ødelanden med Midler til Svir og Sværm, vel vidende, hvad Pengene gaa til, men maaske stolende paa rige Slægtninge, Arv eller saa, er simpelt hen en Aagerkarl. saadan Kredit har ikke alene intet Krav paa Samfundets Beskyttelse, men det er netop omvendt en af de vanskeligste Opgaver for den moderne Lovgivning at finde Maaden, hvorpaa saadanne Udvæxter paa Krediten bortskæres.

Det vil utvivlsomt efter denne Udvikling være let forstaaelig, at naar man, som det kan ske ved Realkrediten,aldeles det økonomisk vigtige Hensyn til Kapitalens forsvarlige Anvendelse til Side, og gør Hensynet til den rent subsidiære Sikkerhed: Pantet, og det oven i Købet dets Bytteværdi, til den eneste Rettesnorfor og Optagelsen af Laan, saa skaber man i Virkeligheden derved et Kreditinstrument, »der vipper og vender, som Kniven i Barnets legende Hænder«, og

---

*j Jfr. Ruhland: Agrarpolitische Versuche vom Standpunkt der Socialpolitik. Tübingen 1883. S. 12.

**) Foruden ved Pant kan Laan ogsaa indirekte sikres vedKavtion, altsaa vil sige, at naar Laangiveren ikke personlig Debitor tilstrækkelig godt nok til at vide om hatn, hvor vidt han vil gøre sig Umage for Laanets Tilbagebetaling, andre Mænd for ham, som have dette personlige denne Forvisning om Kapitalens forstandige

hvorom det en Gang med Eette er blevet sagt, at det kunde og maatte være en Pantekreditor ligegyldigt, om denne tveæggede Kniv blev brugt af Skyldneren til at skære Halsen over paa sig. Den naturlige, instinktmæssigeFølelse hvad der er det rette Forhold i denne Sammenhæng, vil vel i mangfoldige private Forholdaf selv tvinge det rigtige Synspunkt frem, og derved have heldigvis Ulæmperne ved de nuværendeFormer Realkreditsystemet f. Ex. her i Landet vist næppe været større, end at Prioritetslaanene i et særdeles stort Antal Tilfælde maa antages at have faaet en produktiv Anvendelse; men en saadan systematisk Forsyndelse mod de økonomiske Krav hævner sig imidlertidstedse, hævnet sig og vil maaske gøre det endnu mere i Fremtiden, og som altid ved en misforstaaetBenyttelse Kredit, vil dette kunne ses paa tvende Maader, i Forholdet til Kreditorerne og i Forholdet til Debitorerne.

For La an gi vernes Vedkommende viser det sig bedst, paa hvor usikker en Grund de bygge, naar de saaledes blot stole paa Ejendommenes Værdi, hver Gang de store Ejendomskriser med visse Perioders Mellemrum drage hærgende hen over Evropa, og netop de allersidsteAaringer vel skikkede til at vække Tvivl hos Prioritetsejerne, om virkelig ogsaa den hellige Grav er vel forvaret, naar blot Pantets Taxationsværdi i det Øjeblik, Laanet stiftes, er betydelig højere end Laanesummen.— er det ogsaa at se, at selv om Kapitalisten nok saa meget vil skyde Undersøgelsen af det personlige Moment fra sig under Paaskud af, at det personlige er noget altfor løst og forgængeligt, er altfor udsat for Omskiftelser, og selv om han nok saa meget søger at klamre sig til det objektive, til AndenmandsEjendom Kraft af det gamle Ord, at »alting forgaar, men Svinelæder bestaar«, saa kan han dog paa ingen Maade slippe for det subjektive, den personlige Hensyntagen, men Nissen flytter med og stikker med et Hovedet op af Bøtten. Bøtten, der skjuler Nissen, er i dette Tilfælde »Taxationsværdien«; thi hvorledes bestemmesnemlig ? Kan det vel undgaas, eller er det vel ikke meget snarere selvfølgeligt, at en Ejendom taxeres under Hensyn til Ejerens forstandige Brug af Ejendommen, under Hensyn til, hvad en jævn, flittig og dygtig Mand er i Stand til at bringe ud af Gaarden

ved sædvanemæssig Drift? Og, hvad vil dette vel sige andet, end at Sikkerheden for, at man faar sine Renter paa en skikkelig, ordinær Maade, ligger i Ejerens Brug af Ejendommen og ikke i Ejendommens Salgsværdi?

Hvis man herimod vilde indvende, at en Gaard har sin Værdi ganske uden Hensyn til, om den drives rationelt ikke, at selv den forsømte Gaard har en Værdi i og for sig, og at denne vel er lavere end Taxationsværdien, at man derfor ogsaa holder sig indenfor Grænse af V2^{— 3}/s af Taxationsværdien, saa er det klart, at hvis Sikkerheden virkelig skulde bero paa denne Værdi, maatte dette være enstydigt med, at en Prioritetsejer saa at sige maatte være forberedt paa, at komme til at stille Laantagerens Ejendom til Avktion, eller at dette i alt Fald ikke kunde staa for ham som en afskrækkende og übehagelig Mulighed. Under normale staar denne Eventualitet imidlertid som noget overordentlig pinligt og extraordinært for den almindelige Kapitalist, som en Nødhjælp, man kun griber til i yderste Øjeblik, og ejendommeligt vilde det ogsaa unægtelig være, hvis Samfundet beskyttede og begunstigede Laaneformer, under hvilke det var normalt og regelmæssigt, at Vejen til at skaffe Kapitalen tilbage, over ruinerede Existenser. Übevidst vil den hæderlige Laangiver i alle Tilfælde altid stole paa, at Kapitalen bliver anvendt forstandig, og i Pantet kun se en Betryggelse imod det uforudsete og uventede.

For en økonomisk Betragtning maa defc desuden siges at være aldeles vilkaarligt at sætte en rimelig Begrænsning Krediten til Summer, dér holde sig indenfor /₅ af Taxationsværdierne. Den rette Grænse ligger naturligvis der, hvor Kapitalanvendelsen paa Ejendommen at være produktiv, at betale sig, men hvor denne Grænse ligger, lader sig selvfølgelig ikke bestemme en ren formel, talmæssig Norm, men er forskellig i ethvert enkelt konkret Tilfælde.

For Laantagernes Vedkommende indeholder ogsaa den Omtændighed, at Opnaaelsen af Kredit kun er afhængig af, hvorvidt de ere i Stand til at byde en fin Realsikkerhed, en let paaviselig Fare, idet derved hele Synspunktot for, hvornaar der bør optages Laan, bliver fuldstændig forrykket. Naar man saaledes forholdsvisbillig faa saa mange Penge, man vil, hvis

man blot kan give en god Prioritet i Sikkerhed, uden at man iøvrigt behøver at gøre Rede for Anvendelsen, uden at stilles under nogen som helst Kontrol og uden nogen som helst Antydning af et generende Spørgsmaalom, Pengene senere ere blevne af, saa ligger der heri en Fristelse til i flotte Perioder at benytte sig af den gunstige Lejlighed til at indlade sig paa Udvidelserog Udgifter af en saadan Natur, som mere have Karakteren af Luxus end af Økonomi. Man bygger elegantere og større end egentlig nødvendigt, holder flere Heste, mageligere Køretøjer og indretter sig i det hele rummeligere og bekvemmere. Selv om saadanne Udgifterkun have Præget af Luxus, selv om de ske paa Omraader, hvor Grænsen herimellem er flydendeog at drage, saa er det dog saa, at under vanskelige og trykkede Tider finder man denne Grænse forholdsvis let, i gode Tider, hvor Kreditens Kilde flyder rigelig, er det forklarlig, at den bliver dragen videre, end heldigt er. Den megen Tale om Betydningen af »billige Penge« har derfor altid en Hage ved sig; i og for sig ere »billige Penge«, hvad enten de ere til 3 pCt. eller til 4 pCt., intet Gode; de blive det kun, naar der er Trang og Evne til at anvende dem i Produktionenmed lagttagelse af den rette Begrænsning.

Hvis det er sandt — hvad det vistnok i alt Fald delvis er — naar det ofte gøres gældende, at Landbrugetsnuværende for en stor Del kan føres tilbagetil, Landmændene i de flotte Dage fra Slutningenaf til Midten af 70erne paa en altfor pludselig os: overdreven Maade søgte at hæve hele deres sociale og økonomiske Niveau, saa ligger det overmaade nær at sætte dette Udsagn i Forbindelse med en anden Paastand, som man ligeledes ofte hører praktiske Folk fremsætte, og som gaar ud paa, at Landbrugets Ulykke har været en altfor let Adgang til Kredit. Denne Adgangtil kan nemlig i Virkeligheden ikke betyde andet end Adgang til Realkredit, som Landmanden netop har haft siden 50erne i større Omfang end nogensindetidligere, medens den virkelig produktive Optagelseaf vel aldrig kan betegnes som en Ulykke, saa lade disse Paastande sig netop fortræffelig rime sammen, naar man erindrer den Mangel paa Hensyntagentil produktive Anvendelse, som just

Prioritetskrediten tillader. Saa meget er i alt Fald vist, at Kreditforeninger og andre lignende Institutioner i denne Periode have øst Millioner ud til Landbruget med begge Hænder*), uden at bryde sig det fjærneste om, hvor Pengene blev af eller hvortil de gik, naar blot Prioriteten laa indenfor Halvdelen af den tvivlsomme Taxationsværdi. Hvis det tør antages, at det gamle Ord om den Stolthed, som Bonden i fordums Dage satte i at have sin Gaard gældfri og kunne overgive den til sin Søn kvit og fri, virkelig har noget paa sig, saa at der her har været en vid, udyrket Mark for Realkrediten, saa aabner unægtelig de senere Aars Forøgelsei Gældsbyrde — fra 1867^— 82: ca. 600 Mill. Kr. — sammenholdt med disse mange Historier om Bønder, der havde 2 Fortepianoer i én Stue for Symmetriens Skyld, og om Proprietærernes Champagnegilder og Luxusheste. et ret ejendommeligt Perspektiv over Realkreditens gode Virkninger og giver mindre Anledning til at rose dens Fortræffelighed end Lyst til at faa undersøgt, hvor stor en Andel denne ofte saa højst priste »lette Adgang til Kredit« har haft i, at Gaardene ere blevne belastede paa en uheldig Maade.

I nærværende Sammenhæng vil det imidlertid være tilstrækkelig at slaa den Mulighed fast, der theoretisk til Stede, for at Realkrediten kan muliggøre, at der i flotte Tider optages letsindig Kredit, og som Modstykket staar paa den anden Side den lige saa uheldige Eventualitet, at naar de daarlige Tider bagefter og man for at imødegaa det stigende Tryk ved større Intensitet i Driften, ved at producere mere og bedre, trænger til Forøgelse af sin Driftskapital, brister Realkrediten, strækker ikke til længer eller fordyres i alt Fald, fordi Realsikkerheden nu er delvis forskertset.

Hvor meget eller hvor lidet man nu end tror sig berettiget til at skrive paa det omtalte Forholds Regning,saa det dog udenfor al Tvivl, at den omtalte uhyre Forøgelse i Landbrugets Gældsbyrde saare langt fra kan forklares heraf, ja end ikke udelukkende kan stamme fra Kapitalanbringelser overhovedet, hvad enten nu disse ere produktive eller uproduktive. I »Danmarks

---

*) I Aarene 1869—75 oversteg alene de nyindtegnede Prioriteter de udslettede med over 250 Mill. Kr.

Statistik« 2detßind, S. 248—49, gør Prof.Falbe-Hansen da ogsaa opmærksom paa, at naar Landejendommene ere behæftede med Prioriteter, saa betyder det ikke alene Optagelseaf men er »for største Delen kun et Udtrykfor Omfang, i hvilket de tidligere Ejere eller Medarvinger ikke ere udløste fra deres Forhold til Ejendommene«,eller andre Ord: »den overvejende Del af Gælden er Rester af Købesummer eller Arv«. — »Prioritetsrenterne ere saaledes hovedsagelig et Tilskud, som Landbruget aarlig maa yde til de andre Samfundsklasser.«

Dette vil jo med andre Ord sige. at Realkrediten er en Form, der ej alene, som vi have set, muliggør en urigtig Benyttelse af Krediten, men ogsaa tillader, at der under Navn af Kredit indsmugles en Kontrebande, i Virkeligheden ikke er Kredit. — Denne Kvasikredit bærer ikke desto mindre ofte særlig Navn af »Realkredit«, er Realkredit i Ordets snævrere Forstand, skønt den, som sagt, i de fleste Tilfælde snarere har Karakteren af en Grundbyrde end af en Kredit i dette Ords moderne tekniske Forstand (jfr. ovfr.). Hvad der sker ved en Prioritering af denne Art, er altsaa en Slags Mobilisering af den faste Ejendom; Pantebrevets Udstedelse er en Maade, hvorpaa man har kunnet drage Stykker af Ejendommen ind i den almindelige og hvorved man, saa at sige, har kunnet slaa Ejendomsretten i Stykker, medens Gaardens Brug dog bevaredes samlet. Det Spørgsmaal, der ligger ved denne, den egentlige Realkredit, er altsaa ikke et Spørgsmaal om Maaden for Laans Optagelse, Maaden at tilføre Jorden Kapital paa for at gøre den produktivere, men et andet og i Grunden dybere Spørgsmaal, nemlig dette: skulle de, der besidde og bruge Jorden og frugtbargøre den ved deres Arbejde, i Virkeligheden ogsaa eje denne Jord.

At begynde et Landbrug med Gaarden behæftet med Rester af Købesummer eller Arvegæld, er jo nemligaabenbart samme som kun delvis at eje sin Gaard og delvis at bestyre den paa den tidligere Ejers eller paa Medarvingers Vegne. Ofte illuderer nu imidlertiddet juridiske Forhold Ejeren og frister ham ind paa at indrette hele sin Husholdning og Livsførelse,som han virkelig ejede det hele. Hvor tidt er ikke Sønnen, der har arvet en større Gaard, men for

at udbetale Broderen hans Halvdel strax har maattet optage en Prioritet, mangfoldig Gange flottere, end Faderen, der dog ejede dobbelt saa meget? Men selv om det faktiske Forhold staar Landmanden fuldkommentklart, Muligheden for nogen Sinde at slippe denne Byrde ofte være den nuværende Ejer afskaaren, fordi han i sin Tid har overtaget og maatte overtage Ejendommen til for høj en Pris eller har købt den for dyrt. Det er jo nemlig saa, at naar man købte en Landejendom for nogle Aar siden, var man saaledes vænnet »til Tanken om, at Landejendomme vedblivende maatte stige i Pris, at man uden videre som noget ganske selvfølgeligt tog Prisstigningen med i Betragtning.Man Ejendommen ikke alene efter dens nuværende Værdi, men kapitaliserede ogsaa ;til en vis Grad den forventede Prisstigning.«*) Dette Surplus have i Regelen de tidligere Ejere inddraget i Form af en Prioritetsfordring paa den nuværende Ejer, og denne Hypothek er i alt Fald en Grundbyrde, som det er umuligt at komme af med under de senere Aaringers nedadgaaende Prisbevægelse og som altsaa repræsenterer en stadig staaende Fordring paa Ejerens Arbejdskraft. Naar man derfor saa ofte lader Landmændene høre, at naar de have haft de gode Aar, saa maa de ogsaa finde sig i de magre Aar, saa forglemmer man derved ofte, at Forholdet i alt Fald delvis er dette, at de, som have skummet Fløden i de gode Aar, nu ikke længere ere Landmænd, men sidde som Prioritetsejere i Byerne.

Det er imidlertid ikke alene den Omstændighed, at Bester af Købesummer og Arvegæld fra først af tynge som en værdiforringende Grand byrde paa Besiddelsen, der gør Stillingen vanskelig for de Landmænd, der have overtaget deres Gaarde i Slutningen af de gode Aar, men det er tillige klart, at en saadan Landbruger, der begynder med en større Førsteprioritet i sin Gaard, for at faa Driftskapital meget hurtig nødsages til at optage sekundære Prioriteter.**)

---

*) Danm. Stat. 11. Side 257.

**) »Dot er indlysende, at denne voxende Afkastning inaa bidrage til at forringe Landmændenes pekuniære Stilling og gøre det vanskeligere for dem at rejse Kapital til at gennemføre alle de Forbedringer og Fremskridt, som maatte være ønskelige, og for saa vidt skader den Landbruget.« Danm. Stat., 11. Bd. Side 250.

Vi komme her endnu til en Side af den nuværende Realkredit, som er yderst uheldig, idet nemlig det overvejendeAntal de sekundære Prioriteter gives i en for Landmanden ganske særlig byrdefuld og uheldig Form, idet de ere opsigelige og ikke-amor tisable. — At Kapitalen er opsigelig til enhver Tid kan jo i Virkeligheden give Anledning til de uheldigste Forhold, idet Landmanden jo netop derved overmaade let kan risikere en Opsigelse paa de übelejligste Tidspunkter, maaske midt i den Rotation, hvori den laante Kapital er anvendt, og altsaa førend Kapitalreproduktionen er færdig, ja, han vil endogsaa med Sikkerhed kunne vente en Opsigelse i de allervanskeligste Perioder, hvor alle og altsaa ogsaa Prioritetsejeren har Brug for Penge, men hvor det naturligvis ogsaa kniber haardest for Landmanden, og han maa da være glad til, om han faar Lov til at beholde Kapitalen mod at svare en betydeligforhøjet og Provision, hvad der yderligere svækker Muligheden for Amortisation. Naar Laanet saaledes er opsigeligt, er jo Landmanden netop derved fuldstændig afhængig af Kapitalmarkedets Rentebevægelser; hver Gang, Renten stiger, kan Forholdet nemlig ligge saaledes,at for ikke at faa Prioriteten sagt op, maa finde sig i at svare højere Rente, medens Udbyttet af hans Jord kun er det samme. Han kan med andre Ord tvinges til paa Grund af hans Produktion uvedkommendeOmstændigheder Rentestigningen paa Kapitalmarkedet — med ét at udlevere sine Prioritetshavereen Andel af sit Arbejdsudbytte end oprindeligstipuleret, at hans Ejendoms Produktivitet,er det allermindste forøget. At Ejerens Udsigt til at blive af med sin Prioritet herved rykkes endyderligere ud i det uvisse, er jo ganske øjensynlig, men selv om den faar Lov til at blive indestaaende til den oprindelige Rente, og selv om Laanet i sin Tid virkelig er optaget til en Grundforbedring, saa kan dog en saadan Prioritet alligevel ofte gaa over til at blive en Grundbyrde, fordi Gælden ikke er tvungent amortisabel.Ifølge Landbrugets Produktionsmaade vil det Tilfælde yderst sjældent indtræffe, at Landmanden kan betale hele den laante Kapital tilbage paa én Gang, og naar Landmanden paa Forhaand intet véd om, hvor længe Kapitalen kan faa Lov til at blive indestaaende, vil en Plan over, hvor meget han aarlig maa lægge til

Side for paa denMaade selv at opspare Kapitalen, savne ethvert Holdepunkt. Kommer der saa til trykkede Tider med vigende Priser, saa ville saadanne Sparemidlervære første, der gaa, idet man da overfor Prioritetsgældentrøster med Haabet om, at den nok aar Lov til at blive staaende, og at man derfor foreløbigikke at skøtte videre om den end blot at Iklare de paaløbende Renter. Det kan saaledes meget let ske, at naar den produktive Kraft, som Laanet har tilført Jorden, forlængst er udtømt, hviler Gælden endnu bestandig paa Ejendommen, medens altsaa Produktionsmulighedenfor er forspildt, og Gælden faar herved den fuldstændigste Karakter af en Grundbyrde.

Det nuværende Realkredit-System rned dets uproduktive der paa Grund af deres Oprindelse Køb, Arv osv. i sig selv ere Grundbyrder, og dets tyngende Sekundærprioriteter, der paa Grund af deres uheldige Form tendere hen imod at blive Grundbyrder, saaledes Muligheder for, at Ejendomsretten og umærkelig glider bort mellem Hænderne paa de nuværende Ejere, og at disses Arbejdskraft efterhaanden mere og mere tributpligtig til Kapitalisten, at der under Skjul af juridiske Former sker en stadig Overgang til Fæste.

Der har allerede rundt omkring i Evropa lydt Røster om, at den eneste Maade, hvorpaa vi igen kunde faa sunde økonomiske Tilstande i Landbruget, var ved atter at faa sunde Ejendomsforhold, og hertil var da kun Vejen den, at man rolig lod de nuværende Ejere gaa deres Ruin imøde, lod Prioritetshaverne, BykapitaliSterne Gaardene, og saa atter fik et fornuftigt Fæstesystem. Bevægelsen kan imidlertid ogsaa ske paa en anden Maade, idet Ejerne vedblive nominelt at være Ejere; men idet Gældsbyrden voxer efterhaanden, reduceres lidt efter lidt til faktisk at blive Panteejernes Fæster.

Der er saaledes en Tendens i den nuværende Udvikling,der nok ad en ny Omvej igen gaar i Retning af Fæste, i Retning af Samfundstilstande, hvorunder den, der driver Jorden, kun delvis faar Udbyttetaf Arbejde, men maa aflevere en Del af dette til den fremmede Ejer i Staden (Absenteisme). Det er i Virkeligheden kun det samme, der her gentager sig,

som man saa ofte har set i Historien, at der fra andre Samfundsklassers Side strækkes graadige Fingre ud efter Jorden; snart er det Kirken, snart Herremanden og for Tiden Pengekapitalisten, der vil nyde Frugten af Bondens og Landmandens Arbejde.

Det er i Virkeligheden kun en Anerkendelse af, at Udviklingen gaar i denne Retning, naar tyske Økonomer som Schäffle og Ruhland have foreslaaet, at man lige saa godt strax kunde lade Bønderne gaa over til at blive Fæstere*), men vel at mærke af lokale Landmandskorporationer af Kommunerne. Man skulde kun tillade Gaardes Overgang til Selvejendom imod fuldstændig kontant Udbetaling og naar denne ikke kunde præsteres, skulde vedkommende Korporation eller Kommune Gaarden ti] en af den selv fastsat Værdi og saa fæste den bort.

Om denne Forholdsregel vilde nytte noget, hvad der i sig selv er meget tvivlsomt, skal man imidlertid ikke her gaa nærmere ind paa, dels paa Grund af Tankens hele utopiske Karakter, dels fordi det ikke i nærværende Undersøgelse er Meningen at fordybe sig i hele det store Spørgsmaal cm Jordens rette Fordeling, Vi have kun fundet det nødvendigt og nyttigt lige at tangere det, for at vise, i hvor høj Grad disse Spørgsmaal Landkreditens rette Ordning vanskeliggøres ved deres Sammenhæng med store og vidtrækkende Problemer, bunde i saadanne Dybder som Befolkningslæren, osv.

Saa meget vil imidlertid allerede kunne indses af det udviklede, at naar saaledes den stigende Befolknings- Forøgelse og Prioritetsforholdenes Ordning stiller os overfor en Udvikling, der rummer Tendenser til at føre os hen imod Tilstande, hvor Jordbrugernes Selvejendom faktisk Stykke for Stykke gaar over til Panteejerne, da er det aabenbart, at vi her overfor i Tide maa træffe

---

*) Den Mand, der sidder med opsigelige Prioriteter op i Skorstenen, er jo nemlig langt, langt uheldigere stillet end en hvilken som helst Fæster, thi over dennes Forhold er der dog Ro og Tryghed; han kan dog ikke med ét risikere ot Forlangende at han skal udbetale sin Fæsteafgift kapitaliseret, det maaske paa det uheldigste Tidspunkt. En Ejer som den nævnte er derimod prisgiven sine Prioritetshavere en Grad, der tager aldeles det tillokkende bort ved at kunne kalde sig »Ejer«.

vort Valg. Enten maa vi lade den nuværende Udvikling fortsættes, og da er det naturligt, at den Dag vil komme, da man for Alvor vil drøfte fantastiske som Schaff les, der fuldstændig stride mod vore nedarvede Begreber om den individuelle Selvejendoms eller vi maa give alle Baand paa Ejendommen løs og standse vore hidtidige Bestræbelser at opretholde de middelstore Jordbrug; eller ogsaa maa vi — og det er den sidste Vej, der forekommer den naturligste — søge i Tide at modarbejde de farlige Tendenser i den nuværende af Real krediten. Dette vil kun være i fuld Overensstemmelse med vore nationale Traditioner, med vore gamle Skikke og Sædvaner og vor hele agrarpolitiske Lovgivning, og vilde kun være en virksom Fortsættelse af den betydningsfulde sociale og økonomiske Udvikling, der har skabt vort Landbrugs og som i Fremtiden nok skal vise sig at være det bedste Bolværk mod den sociale Revolution.

En saadan Bestræbelse maa aabenbart gaa i dobbelt : paa den ene Side er der Tale om at vanskeliggøre egentlige »Realkredit« i snævrere Forstand, en Opgave, der i alt Fald for en stor Del kun lader sig løse gennem Arvelovgivningen *), og som vi derfor ikke her skulle komme nærmere ind paa; paa den anden Side er Maalet imidlertid dette: i Tide at afstikke rette Vej for en fornuftig Udvikling Landbrugskrediten. — Det vil indirekte og modsætningsvis af det foregaaende fremgaa, hvilke Fordringer man maa stille til en virkelig rationel Landbrugskredit, en Driftskredit i Ordets

---

*) Arveforordningen af 22de Novbr. 1837, om Selvejerbøriders Testationsret, er forøvrigt allerede inde paa det rigtige, idet den giver en uhindret Tilladelse til at bruge Testamentet til Gunst for en enkelt Arving. — Dot er aabenbart, at denne Torordning er udsprungen af en Aandsretning, der anser det for naturligt, at Staten griber særlig ind for at værne om den socialt heldigste Fordeling af Grundejendommen som den mægtigste nationale Faktor i vor Produktion. — saa vist som det ogsaa altid har været Sæd i Danmark at anse Familjens Forhold til Grundejendommen for et andet og inderligere end det, hvori man ellers træder til en almindelig »Vare«, som man køber, naar den er billigst, og sælger, naar den er dyrest.

videste Forstand. Hovedfordringen maa jo være, at der skaffes Sikkerhed for den økonomiske Anvendelse af den laante Kapital. Denne Sag har en subjektiv og en objektiv Side. Krediten niaa for at opfylde dette Krav for det første være personlig, der maa tages Hensyn til, om denne enkelte bestemte Person har Evne og Vilje til at anvende Kapitalen produktivt; man maa kende sin Mand og kunne følge hans Færd. Krediten maa dernæst tage et objektivt Hensyn til Produktionens den maa rette sig efter den forskellige af Kapitalens Anvendelse i Produktionen. Bom en almindelig Betingelse for alle Tilfælde kan det nævnes, at Laanet maa være uopsigeligt indenfor Periode, som Produktionen repræsenterer; saa længe som den produktive Anvendelse varer, hvortil Laanet er givet, maa Producenten have Ro over sine Forhold. Denne Periode er imidlertid meget forskellig selv indenfor Landbruget. Kortere Laan ere derfor ikke udelukkede i Landbruget; men i Almindelighed maa dets Driftslaan selv i snævrere Forstand dog være forholdsvis hvorfor Vexlen ogsaa i de allerfleste Tilfælde er et uheldigt Kreditinstrument for Landmanden, Rotationerne ofte strække sig endogsaa over flere Aar. Da Landbruget, ifølge sin Natur, desuden at sige aldrig reproducerer den anvendte Kapital én Gang, men kun efterhaanden, bør Laanets Tilbagebetaling ske afdragsvis, gennem mindre aarlige Afdrag *).

Hvad Sikkerheden angaar, da skal denne jo i første Linje ligge i Laanets Individualisering efter Personen Anvendelsesmaaden i det enkelte Tilfælde; men da der tillige maa kræves en objektiv Sikkerhedsstillelse uforudsete Tilfældes og bristende Forudsætningers saa kan der jo selvfølgelig særdeles godt tages Prioritet i Ejendommen, idet jo en saadan Pantsættelse ikke vil kunne komme til at medføre saa-

---

*) Naar det ofte siges, at en solid og dygtig Landmand for Tiden med Lethed kan faa gode og billige Laan, naar han enten kan byde en nogenlunde anstændig sekundær Prioritet eller stille to gode Kavtionister, da er Sagen jo den, at den første Laaneform, som vi have set, i Kegelen er afgjort uheldig, medens Kavtionslaanene i Almindelighed hverken ere tilstrækkelig lange, ej heller, hvad der er det vigtigste, amortisable.

danne Ulemper som de ovenfor omtalte, naar der er tilstrækkelige, personlige Garantier til Stede for Kapitalens Anvendelse, og naar Laanet i det hele er afpasset efter Landbrugets Produktionsmaade ved at have den tilbørlige Varighed og ved at være uopsigeligt amortisabelt. Naar Krediten er rationelt vil Pantet netop have den rette subsidiære ved kun at virke betryggende og ikke forandrende Kreditens Natur. For at gentage det, er det jo nemlig selvfølgelig ikke Prioritetsformen i og for sig, men kun visse Misbrug, der let kunne klæbe ved dens Benyttelse, har givet Anledning til Angrebene paa Kealkrediten*).

Som Forholdene ligge for Tiden, maa det vel nærmest antages, at en saadan Driftskredit dels vil komme til at udfylde den Plads indenfor Prioritetskrediten, de sekundære Prioriteter nu indtage, dels vil komme til at erstatte de uheldige Former af svævende Gæld, som Landmanden netop i de senere Aar er blevet betynget med ien uforholdsmæssig Grad. Man vil altsaa, i alt Fald delvis, kunne udtrykke Tanken saa-

---

*) Naar Direktør P. G. C. Jensen under Diskussionen i Nationaløkonomisk troede at finde en Modsigelse mellem Falbe-Hansens Bemærkninger og mit Standpunkt, fordi Prof. F.-H. følte sig tiltalt af Tanken om at give Driftslaan særlig fin Eealsikkerhed, endogsaa forud for Førsteprioriteten, jeg formentlig kun lagde Vægt paa det personlige Moment i Krediten, saa er dette mig kun en Bekræftelse hvorledes Forvexlingen af det formale og det reale i denne Sammenhæng ligger snublende nær selv for ellers skarpsindige Mænd. — I Virkeligheden er nemlig den af Prof. Falbe-Hansen fremsatte Tanke ganske den samme som den af mig hævdede, nemlig at naar den laante Kapital virkelig en produktiv Anvendelse, saa er Sikkerheden for Laanets Tilbagebetaling dermed given, fordi den produktiv anvendte Kapital forøger Ejendommens Udbytte og derigennem Værdi. Om Kapitalisterne saa selv ere saa indsigtsfulde ville lade sig nøje med en sekundær Prioritet, Kavtion el. lign., eller om Staten nødsages til, fordi Kapitalisterne forstaa det korrekte Synspunkt, at friste dem til at give Driftslaanene ved at tillade Landmanden at skyde en Prioritet ind foran de tidligere Prioriteter i Erkendelse af, at dette er uden Betænkelighed for de tidligere Pvioritetsejere, — det bliver, begrebsmæssig set, kun en Forskel af rent formel Natur, som ikke vedrører Sagens Kærne, der i begge Tilfælde er den: at Laan til kontrolleret produktiv Brug ere sikre, fordi de forøge Produktionsudbyttet og derved Debitors

ledes, at Formaalet er at give de sekundære Prioriteter
de samme Fortrin, som Kreditforeningerne for Tiden
give Førsteprioriteterne.

Hvorledes er det nu imidlertid muligt at indføre dette personlige Moment i Kreditgivningen paa en for Kreditor betryggende Maade? Hvorledes vil man kunne afpasse Laanene efter de enkelte Forbedringers forskellige og Perioder? Det er klart, at der hertil vil kræves særlige Institutioner, og som et Exempel paa, hvorledes saadanne kunne tænkes indrettede, nævne vi de Raiffeisenske Laaneforeninger, saaledes benævnte öfter deres Stifter Raiffeisen.

II.

Karakteristisk er allerede den Maade, hvorpaa disse Foreninger opstod. Efter at Høsten i 1847 var slaaet fejl i Tyskland, indtraadte der paa mange Egne en stor Nød, og i Vinteren 1847^—48 dannede da nogle velstaaende i Westerwald paa den højre Rhinbred en mindre Forening, der væsentlig sørgede for at skaffe Omegnens Bønder godt og billigt Sædekorn, Læggekartofler — De følgende Foreninger i Flammersfeld Heddesdorf havde et lignende Præg, og først efterhaanden gik man over til en regulær ITdlaansvirksomhed. efter 1864 tog Bevægelsen rigtig Fart og er siden da stadig gaaet frem, men stødvis og i Spring, særlig takkende de mindre gode Aar for sit Omfang og sin Styrke.

Den første store Ejendommelighed ved disse Kasser er deres snævre lokale Begrænsning. Hver Forening omfatter kun 1, højst 2 Landkommuner. Dette er i Virkeligheden Hemmeligheden ved Systemets gunstige Virkninger, denne ligesaa geniale som simple Tanke, at saaledes som Forholdene ligge i Landvæsenet, hvor hele Bedriften og til Dels Mandens hele Liv og Færden saa at sige ligger aaben for alles Øjne i den paagældende Egn, og hvor enhver kyndig Mand blandt Naboer ug Genboer Aar for Aar kan se, hvorledes Markerne drives, Jorden behandlers, Kvæget passes osv., er det netop muligt

gennem den stærke Lokalisering af Laangivningen at tilvejebringe det personlige Kendskab til og den indgaaendeKontrol Laansøgernes personlige Dygtighed, som er Nerven i hele dette Forhold. Naar de fleste og bedste Landmænd indenfor et Sogn ere Medlemmer af en saadan Forening, saa betyder dette, at Foreningen er i Stand til i ethvert enkelt Tilfælde at erhverve sig det nøjeste Kendskab til Laansøgernes Personer, til deres Dygtighed og Flid og føre en paalidelig Kontrol med Laanets forstandige Anvendelse, og det ikke under nogen übehagelig og indiskret Form eller nogen bureaukratiskIndgriben, under det daglige Livs jævne Gang.

Da det saaledes har været nødvendigt at gøre Foreningernesaa som muligt, har den naturlige Følge været den, at Medlemmerne for at skaffe Kassen Indlaan, have maattet hæfte solidarisk med hele deres Formueoverfor for alle Foreningens Forpligtelser, da dette navnlig i Begyndelsen var et nødvendigt Vilkaarfor at kunne skaffe en saa lille ForeningKredit. var endogsaa fra først af ikke tilstrækkeligt,at gerne alene hæftede solidarisk, men for at overvinde Kapitalisternes Betænkeligheder er det blevet almindelig Skik og Brug i de Egne, hvortilKasserne udbredte, at de velhavende Mænd i vedkommende Egn ere traadte ind som Medlemmer af Foreningerne og derved have paataget sig den uindskrænkedesolidariske sammen med de øvrige Medlemmer, uden altsaa som disse at trænge til Laan*). Dette Forhold har ikke alene direkte været af Betydningfor Kredit, men ogsaa indirekte fordi denne Solidaritetsforpligtelse bevirker, at Medlemmerne og Bestyrelsen i deres egen Interesse passe paa at vise Forsigtighed ved Bevillingen af Laan og kontrollere hverandre nøje indbyrdes. Solidariteten er altsaa ogsaa en Garanti for Laanenes forsvarlige Anvendelse. Denne vidtgaaende Forpligtelse har derfor aldrig kostet noget Medlem en Øre og har altsaa saaledes vist sig fuldstændigfarefri.

---

*) Ifølge den tyske Genossenschaftsgesetz af 1868 § 51—52 betyder solidariske Hæftelse ikke, at en utilfredsstillet Kreditor kan vende sig mod den af Medlemmerne, han lyster, men Foreningens Tab skal først søges ligelig fordelte paa alle Medlemmerne.

stændigfarefri.Forøvrigt har den jo ogsaa kun aktuel Betydning ved Begyndelsen af en Kasses Liv, da Kassen nemlig forholdsvis hurtig opsparer sig en Reservefond,og skal altid være udelelig og maa ingen Sinde anvendes til andet end Dækning af Foreningens mulige Tab. Opløses Foreningen, skal dens opsparede Formue deponeres i Rigsbanken og kan da kun komme til Anvendelse paany, naar der danner sig en ny Kasse paa samme Sted.

Foreningernes Organisation er fuldstændig demokratisk. vælger en Bestyrelse paa 5 Medlemmer af sin Midte, og denne bevilger Laanene, kontrollerer deres Anvendelse og er iøvrigt pligtig at bistaa Medlemmerne med Raad og Daad, navnlig i landbrugsteknisk Henseende. Den maa herfor ikke modtage Løn, Dividende eller lign., men Hværvet skal betragtes som et Æreshværv. Derimod modtager Regnskabsføreren, der ikke maa være Medlem af Foreningen, men derimod skal overvære Bestyrelsens Møder og give alle de Oplysninger, han er i Stand til, et moderat Vederlag for sit Offer af Tid og Arbejde. I Almindelighed beklæder Skolelæreren i vedkommende Kommune denne Post. — Ved Siden af Bestyrelsen staar der i Regelen et kontrollerende »Verwaltungsrath«.

Laanene, der gives, ere i Regelen Driftslaan i Ordets Betydning, altsaa Penge til Anskaffelse af Gødning, Kvæg, Maskiner, Grundforbedringer, Opførelsen Stalde, Svinehuse osv. Laanene gives enten paa kortere Frister indtil I—21_—2 Aar eller paa længere Tid indtil 10 Aar. Hvert Fjerdingaar bliver samtlige Debitorers Forhold prøvede, og hvis Bestyrelsen finder, at Laanesummen ikke anvendes forsvarlig og i nøje Overensstemmelse med den Plan, som enhver Laansøger maa forelægge Bestyrelsen over Laanets Anvendelsesmaade, Laanet opsiges med 4 Ugers Varsel. Laanene selvfølgelig afdragsvis, og Amortisationsmaaden Laanetidens Længde er i ethvert enkelt Tilfælde Genstand for særlig Aftale mellem Laantageren Bestyrelsen under Hensyn til, hvad Kapitalen skal bruges til. — Laanenes Størrelse er højst forskellig, fra et Par Hundrede til en 7—7^— 8000 Kr.*)

---

*) Udiaansrenteu er i Keglen 4V_{2—52 —}5 pCt.

Som Sikkerhedsstillelse fordres enten Hypothek, Deponering af Værdipapirer eller Kavtion. Der gives selvfølgelig ogsaa Laan paa sekundære Prioriteter, men da Realsikkerheden indenfor en passende Grænse jo særdeles ofte er udtømt, ere de fleste Laan Kavtionslaan. Den væsentligste Sikkerhed søges i vedkommende personlige Dygtighed og Flid, og det skarpt gennemførte Laaneprincip er, anskueligt udtrykt, dette, at den flinke og respektable Mand, der maaske sidder haardt i det med høje Prioriteter i Gaarden, faar Laan, medens den Mand, der mangler Dygtighed og Flid, nægtes enhver Kredit, selv om han har en gældfri Ejendom, selv om han har Millionærer til Kavtionister.

Spørges der nu, hvorledes Kasserne skaffe Pengene til Veje, da maa det først bemærkes, at dette i Begyndelsenhavde Vanskeligheder, -og at Midlerne fra først af væsentlig kom fra rige Filanthroper og formuendeVelyndere. som det imidlertid viste sig, at disse regelmæssig fik deres Eenter og Afdragog som helst Tab led, kom Tilliden efterhaandentil af sig selv, og Pengene flød stedse rigeligere ind i Kasserne. Da der i Midten af 70erne i Rigsdagen blev rejst hæftige Angreb paa disse Kasser som formentlig farlige for Kreditorerne, blev Opmærksomhedenstærkt paa dem, der skete offentlige Undersøgelser af deres Virksomhed, og da disse viste, at Foreningerne hidtil havde vist sig fuldstændig betryggende,slog endelig fuldstændig om, fordi man lidt efter lidt fik Øje for, at Grunden til, at disse Kasser aldrig led Tab, var den, at de Laaneprinciper,som deres Virksomhed, i Virkeligheden vare særlig rationelle,*) Siden den Tid ere disse Foreninger blevne egentlige smaa Sparekasser, som OmegnensFolk betro deres Spareskillinger imod en Rente af 37_2—3%2 ^—3% pCt. og en Opsigelsesfrist paa 6

---

*) Naar Direktør P. G. C. Jensen i Nationaløkonomisk Forenings troede at kunne betegne det Kaiffeisenske System et System, hvori der var mere Filanthropi end Økonomi, saa er Sandheden jo meget mere den, at dette System, fordi det gennem Lokaliseringen muliggør den indgaaende til Laantagerens Person og den nøjagtige med Laanets Anvendelse, netop er i særlig fortræffelig med den økonomiske Videnskabs Fordringer (jfr. Økonomer som Held, Nasse, Schmoller osv., Forhandlingerne i Verein für Socialpolitik f. 1884).

Maaneder. Ad denne Vej faa Foreningerne i dette Øjebliksaa
Penge, at de ofte ikke have Anvendelse
for dem alle.

Efterhaanden som imidlertid de mere tekniske og forretningsmæssige Momenter vandt Overhaand over de mere tilfældige og filanthropiske, følte de mange smaa Foreninger mere og mere Trang til en organisk Sammenknytning en Centralinstitution. Denne kom til Stede 1876 i Neuwied som en Slags Aktiebank, hvori de enkelte Foreninger ere Aktionærer, idet hver ejer 5 Aktier å 1000 Mk., hvoraf de 10 pCt. ere indbetalte. Denne Bank modtager Overskudet fra saadanne Kasser, have Overflod paa Indlaansmidler, og udlaaner dem til Kasser, som endnu ikke have tilstrækkeligt med Penge. Hertil knytter sig saa det saakaldte »Anwaltschaftsverband«, de enkelte Foreninger ere Medlemmer, gennem Delegerede Yælge det saakaldte »Anwaltschaft«, som har til Opgave at organisere nye Foreninger, give Kaad og Vejledning i alle Retninger til de bestaaende, saavel i kreditteknisk som landboteknisk Henseende, udbrede landøkonomisk Oplysning til Foreningernes osv. osv. En særlig Betydning har dette Anwaltschaft ved at besørge Fællesindkøb af Produktionsfornødenheder, navnlig Kunstgødning og Kvægfoder, for Foreningernes Medlemmer, hvorved der sikres disse baade billige og gode Varer. Endelig skal dette Raad nu til aarlig at udsende Revisorer til de enkelte Foreninger, og disse skulle da ved en indgaaende Prøvelse undersøge vedkommende Forenings Principer for Udlaan, gennemgaa dens Bogholderi og Regnskabsvæsen, de enkelte Laans Anvendelse og saaledes i det hele taget øve et særlig kyndigt Tilsyn med Kassernes baade i Henseende til Kreditgivning og Fremme af den landøkonomiske Udvikling.

\j v* i ¦ i vliiiiX v vi iUii i lCiii.i\A.xJ Xx.\JLX\JXi.LÅ.ijJ\\j kJ \JL i JLIViJ. L±£L •
Til Centralinstitutionen i Neuwied have de rhinske,
hessiske og elsassiske Foreninger sluttet sig. Kasserne i
Westfalen og Baiern danne derimod Kredse for sig.

Disse Kassers gode Virkninger ligge ifølge deres Organisation ikke alene i, at de have befriet Landbruget i de paagældende Egne i Tyskland for Aager og skaffet det en forholdsvis billig Driftskredit, men ogsaa i, at de i en væsentlig Grad have bidraget til at forbedre Driften. De have i den Henseende den betegnende Grundsætning, at det ikke nytter noget at belære Folk

om, hvorledes de skulle bære sig ad med at bringe mere ud af deres Jord, naar man ikke samtidig kan skaffe dem de pekuniære Midler til at føre Theorien ud i Praxis; men at det paa den anden Side nytter ligesaa lidet, at man laaner Folk Penge, naar man ikke samtidigsørger at de ere i Stand til at bruge dem fornuftig. Det hedder udtrykkelig i disse Foreningers Statuter, at Laanet kun er et Middel, men at Maalet er Forbedring af Medlemmernes hele økonomiske Status, og der udfoldes derfor en rig og frugtbar Virksomhed, for at Kreditgivningen kan komme til at gaa Haand i Haand med selve det landbrugstekniske Fremskridt. De Midler, der i saa Henseende anvendes, ere Oplysning og Kontrol. Ved enhver Generalforsamling skal der afholdes landøkonomiske Foredrag, og Medlemmerne have den videst mulige Adgang til at kræve Raad og Vejledning i første Række af den lokale Bestyrelse, i anden Række af Anwaltschaft'et, der iøvrigt ogsaa uden direkte Henvendelser stadig søger igennem Foredrag, Smaaskrifter, Plantningsforsøg osv. at udbrede Oplysningblandt Denne Raadgivning og Vejledning, som Bestyrelserne og Anwaltschaft'et er forpligtettil yde Laantagerne, er imidlertid kun den ene Side af en Medaille, hvis Revers er en stadig samtidigKontrol Laantagernes Driftsmaade, og de Vink, der gives om den teknisk rigtigste Maade at anvendeLaanet faa særlig Vægt, fordi de 4 Ugers Opsigelsesfrist i Virkeligheden staar bagved.

Disse Foreninger have da ogsaa opnaaet at fremme Landbruget ved baade at forøge Landmandens Indtægt og formindske hans Udgift. De have i første Linje sørget for en bedre Behandling af Jorden, for Gennemførelsen en fuldstændig Erstatningsdrift, særlig ved at lærs Bønderne at passe paa og være omhyggelig for den naturlige Gødning og dernæst ogsaa at anvende Kunstgødning. De have endvidere bidraget til at forbedre Kvægbesætningen i høj Grad ved at faa Haand i Hanke med hele Kvæghandelen, sætte Landmændene i Stand til at købe kontant under kyndige Folks personlige Vejledning >under Garanti« — saa at Handelen gaar tilbage, naar Kvæget ikke opfylder visse Betingelser —, dernæst ved at oprette Tyreforeninger, lokale Kvægforsikringsforeninger en skarp Kontrol af Egnens Kvægbestand

Igennem de store Fællesindkøb af Kraftfoder, Kunstgødning osv. spare de tillige Landbrugerne for mange Penge og skaffe dem garanterede Yarer. Disse Køb foregaa saaledes, at der aarlig sker offentlige Licitationer, Prøver undersøges af Kemikere og Fagmænd, de største Handelshuse kappes her om at faa Leveringen, da de vel maa sælge til en lav Pris, men strax faa kontant Betaling og slippe for Ulejligheden med Opkrævningen af deres Tilgodehavende hos de enkelte

Ogsaa i mangfoldige andre Eetninger have Foreningernes strakt sig. I flere Egne have de med Held grundet Fællesmejerier og Winzervereine, Produktionsforeninger af smaa Vinbønder, hvis Vine nu ere fine Exportvine, medens de tidligere vare »herbe« Landvine. De have sørget for at trænge Realkrediten tilbage, hjulpet Folk skikkelig fra deres Tvangsavktioner, sørget for Livsforsikrings Udbredelse, og endelig bidraget til at fremme Solidaritetsfølelsen imellem store og smaa Landbrugere.

Naar disse Kasser saaledes paa saa mangfoldige Maader have virket til Gavn og Glæde for Landboere, og i mange af de Egne, hvor de have virket længst, have skabt sande sociale Idyller, saa kan det ikke nægtes, at disse gode Virkninger for en væsentlig Del skyldes den brændende Aposteliver, hvormed Ideens oprindelige Forkæmpere have baaret Sagen frem. Der har aabenbart en dyb religiøs Understrøm, ikke af konfessionel ikke katholsk, ikke protestantisk, men almenkristelig, dette har selvfølgelig givet Bevægelsen en særlig Spænstighed og Styrke. Efterhaanden som Kasserne ere blevne mer og mer teknisk fortræffelige, efterhaanden som Udviklingen har bredt sig til større og større Kredse, er imidlertid dette religiøsfilanthropiske stedse traadt mere og mere i Skygge, og paa Steder som i Westfalen og Baiern er det fuldstændig forsvundet. Den yngre Slægt, som er voxet op, har vel ikke mindre varme Hjærter for Sagen, men koldere Hoveder, den interesserer sig mere for det teknisk fortræffelige, det økonomisk fine, det rationelle og dygtige i disse Kassers Organisationsmaade.

Spørge vi nu om Muligheden for disse Institutioners Overførelse paa dansk Grund, da er det jo klart, at Betingelserne mange Henseender ere yderst gunstige, da Ideen om Sammenslutning jo allerede er frugtbar udviklet vore talrige og dygtige Landboforeninger, medens det dog paa den anden Side er givet, at Systemet ved en saadan Overførelse paa en ny national Jordbund maatte undergaa Modifikationer i forskellige Ketninger. Vi skulle imidlertid ikke ved denne Lejlighed gaa nærmere ind herpaa, saa meget mindre som vi senere haabe at kunne vende tilbage til dette Æmne. Det har ikke her været Meningen at komme med Reformforslag i positiv Udformning, men kun »at sætte Problemer under Debat«, kun at bidrage til at kalde Interessen til Live for et Spørgsmaal, der ikke blot er noget Døgnspørgsmaal, et Spørgsmaal om i Dag og i Morgen, men et Spørgsmaal om Landbrugets Fremtid, og som ikke er et Spørgsmaal om »Højre« og »Venstre«, men i dybeste Forstand et nationalt Spørgsmaal.