I. Indledning.

Isen tyske Banklov er af 14de Marts 1875. Dens Forløber, Møntloven, der forberedte Bankloven, er af 9de Juli 1873. Det er den første Lovs § 18, der i Forbindelse med det gennem Bankloven stærkt nedsatte, tilladte udækkede Notebeløb, fuldstændigt — man kan sige revolutionerede — de hidtil bestaaende Bankforhold i Tyskland.

Møntlovens § 18 lyder saaledes:

»Inden Iste Januar 1876 inddrages alle Bank»ers der ikke lyde i Rigsmark (Reichs»wåhrung). denne Tid af maa kun saadanne »Banknoter, som lyde i Rigsmark og ikke ere »under 100 Rigsmark, blive i Omløb eller ud»

Paragrafens sidste Del bestemmer, at inden samme Termin skal alle Forbundsstaternes Statspapirsedler inddrages, erstattes ved nye Sedler efter nærmere Bestemmelse ny Lov.

Den samlede Sum af de 33 tyske Bankers udeløbende var pr. 31te December 1873 Rmk. 1,352,548,000, hvoraf dækket ved Metal Rmk. 925,740,000, altsaa udækket Rmk. 426,808,000.

Da Møntloven udkom, var efter Dr. Soetbeer — Deutsche Bankverfassung, Erlangen 1875 — mere end 140 forskellige Slags Papirpenge i Omløb. Medens samtlige i Omløb værende Banknoter i Femtiaarene ikke overskred 120 Millioner Mark (hvoraf kun 15 Millioner udækket), forøgedes samme i de følgende to Aartier ganske overordentlig, saaledes at Summen af

Under 15. Januar 1875 bekendtgjorde Rigskansleren,
der den 31te December 1874 var i Omløb
Rmk. 1,325,441,699*), hvoraf

Følgende Tal — efter Hirths Annalen, Aargang
1873 — viser Seddelstokkens uhyre Stigning:

---

*) Dr. Soetbeer siger i ovenfor nævnte Afhandling: »Der circulerer 539 Millioner Sedler under 100 Mark. Kun en Del vil blive optaget af 100 Mark Noter. Rest maa dækkes med 300 Millioner Metal.«

Samtidig naaede Staternes Papirpenge, for hvilke
ingen Dækning var til Stede, et Beløb af 156,400,000
Reichsmark.

Tyskland bar saaledes paa en udækket Papirmasse
omkring 681 Millioner*) eller 17 Reichsmark
pr. Individ af Befolkningen.

Dette var Forholdet, da Møntloven 9de Juli 1873,
Loven om Rigskassesedler (Reichskassenscheine) 30te
April 1874 og Bankloven 14de Marts 1875 udkom.

Den første berøvede, som foran berørt, alle Banker Retten til at udstede Sedler under 100 Mark. Den anden bestemte, at Staterne skulde udstede og fordele mellem sig efter Befolkningens Størrelse 120 Millioner Mark i Sedler paa 5, 20 og 50 Mark, og den sidste tildelte seddeludstedende Banker — Lovens § 9

— 385 Millioner Reichsmark (den saakaldte direkte
Kontingentering.)

Ved disse Love fastsattes altsaa en samlet Sum af 505 Millioner som det største Beløb, der af Stater og Banker normalt kan sættes i Omløb af Noter og Papirpenge, ikke ere dækkede af Metal.

---

*) Til Sammenligning kan anføres, at Beløbet af de i England, Skotland og Irland circulerende Noter udgjorde 28. Decbr. 1872 Lstrl. 43,388,000 med en Beholdning af Guld alene i Bank of England af Lstrl. 21,379,000, altsaa henholdsvis Rmk. 867,760,000 og Rmk. 427,580,000.

Af de 385 Millioner, der tildeltes Bankerne gennem den direkte Kontingentering, tilfaldt 250 Millioner den nystiftede tyske Rigsbank, der er en Privatbank under Statens Opsigt. De øvrige 135 Millioner kontingenteredes de 32 Banker, der havde Udstedelsesret, da Bankloven udkom. Af disse 32 Banker havde de fire og ligeledes den preussiske Bank übegrænset Seddelret.

Lovens § 9 bestemmer, at den kontingenterede Seddelret, som saaledes er tildelt andre Banker, skal gaa over paa Eigsbanken, naar disse Bankers Ret maatte ophøre. — Strax ved Lovens Ikrafttræden opgav 13 Banker med tilsammen Rmk. 22,561,000 sin Seddelret senere 2 Banker med tilsammen Rmk. 1,314,000. Disse Beløb gik saaledes over paa Rigsbanken, hvis Seddelret i Henhold til den direkte Kontingentering er Rmk. 273,875,000. Der er saaledes nu i Tyskland foruden 17 Seddelbanker, der have Ret til at udstede Rmk. 111,125,000 i udækkede Noter.

De ovenfor angivne Tal vise, at det Nedslag i Seddelmassen, som disse Love bestemme, var stort nok til at flere tvivlende Stemmer rejste sig. Udfaldet viste imidlertid, at de tyske Bankmænd magtede den store Opgave, der forelaa. De indsaa, at saa store Beløb Sedler ikke kunde inddrages uden Ulemper. De søgte Midler, ved hvilke Seddelbehovet kunde indskrænkes, og de fandt dem i en Udvikling af Girovæsenet.

Rigsbanken begyndte sin Virksomhed Iste Januar 1876, og allerede dens første Aarsberetning indeholder interessante Meddelelser om Giroværkets Udvikling. Direktionen siger: »Bankdirektionen havde at kæmpe med særlige Vanskeligheder for i rette Tid at vinde de

nødvendige Midler til Forretningernes Drift, idet BankonsVirkekreds bleven udvidet uagtet Noterettens Indskrænkning. Dette Øjemed kunde ikke naas blot ved Indførelse af Giro- og Check-System efter engelsk Mønster, da Brugen af Checks som Betalingsmiddel ikke kan indføres i kort Tid. Man har derimod efter faa Maaneder fundet en Erstatning deri, at Bankstyrelsenhar Konto-Indehavere uden Betaling at benytte Giro-Overførsler paa alle Tysklands Bankpladse. Hvor gennemgribende denne Forholdsregels Gennemførelsehar viser sig bedst deraf, at Omsætningerne i denne Forretningsgren allerede i de 9 første Maaneder beløb sig til 16 Milliarder og stedse er stigende. Saaledessom Overførsler nu ere ordnede, er det hele Tyskland bleven en eneste Giroplads, paa hvilken RigsbankensGirokunder uden Omkostninger eller Omstændigheder udjævne Betalinger ved simpel Overførsel.«

Udviklingen af Girovæsenet fremgaar af følgende
Oversigt over Omsætningen gennem Giro:

II. Den engelske, preussiske og franske Banks Seddelsystem.

Den tyske Banklov af 14de Marts 1875 indførte et fuldstændig nyt Princip i Bankvæsenet. Den er dervedbleven største Interesse for Udviklingen af det evropæiske Bankvæsen, da det har vist sig gennem Erfaringi 9 A ar, Loven har været i Kraft, at det nye

Princip har virket til Fordel saavel for Bank og' Stat som for den store Almenhed. Det er saaledes rimeligt,at Stater, naar de omskrive sine Banklove, ville benytte den gennem den tyske Rigsbank vundne Erfaring.

Det nye Princip var den saakaldte »indirekte Kontingentering« Banknoterne, gennem hvilken Bankerne erholdt Ret til midlertidig at overskride sin direkte kontingenterede mod en bestemt Afgift til Staten.

Da den tyske Banklov udkom, exisfcerede der iire
store Systemer for Noteudstedelse:

1) De nordamerikanske Bankers,

2) Den engelske Banks,

3) Den preussiske Banks, og

4) Den franske Banks System.

Det nordamerikanske Banksystem ligger udenfor alle Omraader. Det er et udvidet Grreenbacksystem. Et Aktieselskab paa 100,000 Dollars kan danne en Nationalbank, og af disse gives der flere Tusinder. De deponere hos Staten amerikanske Statspapirer og udstede 9/₁₀ af Beløbet i Noter. Disse trykkes af Staten, ere altsaa ensartede, men udstedes individuelt af den enkelte Nationalbank, og kan kun af denne fordres eventuelt i Greenbacks.

Den engelske Banklov — Peels Bankakt af 19de Juli 1844 — bemyndigede Englands Bank til at udgive Millioner Pund Sterl., nu 15,750,000 Pund Sterl., mod Værdipapirer, af hvilke engelske Statspapirer udgjorde den allervæsentligste Del, og forøvrigt kun mod Metal.

Den preussiske Bank afløste den Iste Januar 1847,
som Privatbank, den gamle preussiske Statsbank af 1765.

De private Aktieejere indskød 10 Millioner Thaler i Aktier paa 1000 Thaler, og Staten indskød 1,260,000 Thaler. Banken begyndte saaledes med en Kapital af 11,260,000 Thaier. Den erholdt Tilladelse til at udstede21 Thaier Noter, af hvilket Beløb stadig mindst 2/₆ Dele skulde være tilstede i Kontanter eller Sølvbarrer, 3/₆ i Vexler, 1/₆ i Lombardfordringer, og hvilket Beløb, 21 Millioner, aldrig maatte overskrides.

Denne Regel forandredes væsentlig i 1856. Banken opnaaede da gennem Overenskomst med Finansministeriet, det foran nævnte Maximum af 21 Millioner ophævedes. Den erholdt uindskrænket Ret til at udstede alt eftersom Forholdene krævede det, kun med den Indskrænkning, at l/_s Del af Noternes Beløb skulde være tilstede i Metal, Resten i gode Vexler.

Den franske Bank endelig har uindskrænket Ret til at udstede Noter. For den existerer ingen anden Regel end at den, saalænge den indløser sine Noter og har Dækkelse for samme i korte Vexler og godt Underpant, kan udstede Noter uden Begrænsning.

Tyskland forkastede baade sit eget tidligere System og det franske. — Det vendte tilbage til de Regler, som i 1847 vare blevne vedtagne for den preussiske Bank, hvilke Regler i Principet knyttede sig til den engelske Bankakt af 1844 — dog med det ganske væsentlige at Maximum af udækkede Noter under visse Betingelser kunde overskrides (indirekte Kontingentering), at Tredjedels-Dækning fastsættes.

Tysklands Statsmænd og Lovgivere tog Varsel af de Erfaringer, som England havde gjort med Hensyn til sin Bankakt, idet Regeringen siden sammes Ikrafttrædentre nemlig i 1847, 1857 og 1866 havde

set sig nødsaget til at suspendere Bankakten for at hindre en det hele Land omspændende Ruin. Der forelaa Beviser gennem de af Parlamentet igangsatte Enqueter, at den raadende Panik øjeblikkelig ophørte, efter at Tilladelse til øget Seddeludstedelse var given, og at samme kun var opstaaet gennem Frygten for Bankaktens Virkninger. Der forelaa Bevis for, at det skærpende Moment i Krisen, det, der ledede til Paniken. var Nedgangen i Bankens Seddelbeholdning, som ikke kunde erstattes uden gennem Lovbrud. Der forelaa Bevis for, at Paniken fremskyndtes derved, at Masser af Sedler bortgemtes af Private som Reserve — i 1847 ansloges dette Beløb til henimod 5 Millioner — hvorvedBankens næsten aldeles tilintetgjordes, og at dette var ligefrem Følge af Bankakten.

De tyske Banklovstiftere havde i de engelske Enqueter storartet Materiale til sin Belærelse. De havde Udtalelser fra de forskellige Kriser af Englands største Åvtoriteter i Bankvæsenet.

Her skal kun anføres nogle enkelte Udtalelser for at vise, at det var magtpaaliggende at træffe Lovbestemmelser, kunde forskaane Tyskland for at gennemgaa saadanne Prøvelser, som England maatte gennemgaa med Diskonto til 8, 9, 10, ja 12 pCt. — forinden Bankaktens skaffede Bedring.

Bankens Guvernør Mr. Morris svarede saaledes i Underhusets Enquete-Komite i 1848 til Spørgsmaal 3372: »Medførte den almindelige Tro, at Bankaktens Ophævelse sætte Banken i Stand til at tilfredsstille Publikums til Laan, at Paniken ophørte?«

Mr. Morris: »Ja«.

Spørgsmaal 3798: »Havde Regeringens Meddelelse

om Bankaktens Ophævelse Panikens øjeblikkelige Op
hør til Følge?«

Mr. Morris: »Ja«.

Til Tomas Tooke, en af Bankaktens indflydelsesrigeste . rettedes Spørgsmaal 5336: »Jeg behøver ikke at spørge Dem, om De bifalder Regeringens da De er en Modstander af Bankakten'?« Mr. Tooke: »Jeg er saameget mod Bankakten, at man efter min Mening skulde have ophævet den længe før. De største Onder ere foraarsagede ved, at man tøvede forlænge. De Stød, ja den Ruin, som den merkantile Kredit udsattes for fra Enden af September og de 23 Dage af Oktober, maa hovedsagelig tilskrives Bankakten.«

Lord Overstone svarede for Överhusets Komite paa Spørgsmaal 1499: »De har sagt, at De fuldkommen billigede Ministrenes Handling, og at, hvis denne var udebleven, Landet vilde være blevet styrtet i den største Forvirring (Konfusion)?« Lord Overstone: »Det er min Mening.«

Som bekendt var Lord Overstone — den Gang Mr. Samuel Jones Lloyd — den, til hvem Sir Robert Peel især støttede sig ved Gennemførelsen af Bankakten.

Under Enqueten oplystes, at Konsols kun paa
Rygtet om, at Bankloven vilde blive ophævet, steg fra
795/s til 813,V (Enqueten Nr. 3767).

Der er vel faa Love, om hvis Virkning der har været større Strid, end Peels Bankakt. Forsvarere og- Modstandere gaa til Yderlighederne. De første mene, at det er en reddende, de sidste, at det er en ødelæggende De første have uden Tvivl Ret. Loven er vistnok, som ovenfor paavist, bleven brudt tre Gange, men det har dog vist sig, at Loven i det store og hele har været nyttig og god. De Kommissioner, der have været nedsatte hver Gang, Loven var bleven brudt, har udtalt sig for, at ingen Forandring bør foretages. Imidlertid der selvfølgelig oftere været Forslag fremme omen Forandring af Loven, og i 1871 havde den daværende Mr. Lowe, udarbejdet et Forslag, dog indeholdt Bestemmelser, t. Ex. at Diskontoen have naaet 12 pCt., forinden Overskud af Noter udstedtes, der gjorde dets Antagelse umulig. Saameget er givet, at Bankakten var en velsignelsesrig Lov, der gjorde en Ende paa en utaalelig Tilstand, idet Enhver, Bank eller Privat, indtil 1844, da Loven traadte i Kraft, kunde udstede Papirpenge. De mange Kriser, som England havde geimemgaaet før 1844, havde vist, at saadanné Ulykker ejheller holdes borte gennem übegrænset

Det er overhovedet en Misforstaaelse, naar man tror, at nogensomhelst Banknotetheori kan hindre Kriser. Alle disse Theorier skulle kun finde den nyttigste og bedste Methode for at erstatte Metalcirkulation, medens det maa være indlysende for enhver, at selv om der ikke fandtes Banknoter, men kun Metalvaluta — saaledessom for kort Tid siden i Hamburgs Bank — vilde der desuagtet, saaledes som nu, snart være Overflod af Circulationsmiddel. snart Mangel med følgendeKrise.

endeKrise.Tngen Bankstyrelse kan regulere Behovet for Byttemiddel, hvad enten det er Metal eller Noter. Forholdenes Natur, Foretagendernes Størrelse, KornhøstensUdfald, Statslaan og en Mængde andre Faktorervirke en Naturkrafts Magt. Følgerne kunne ikke hindres, men vel deres Kraft søges svækket.

Er nu den tyske Lovs indirekte Seddelkontingering
en saadan Dæmper?

Vi tro Ja, og tillige, at de Lande, der ikke ville følge det franske Banksystem, ville, naar Anledning gives, optage det tyske Princip. Vi tro ogsaa, at den engelske Bankakt vil blive modiiiceret i denne Retning, — saafremt Forholdene endnu en Gang ville gøre Lovens Ophævelse nødvendig.

Som Bevis for, hvad ovenfor er sagt, at Kriser heller ikke da kunne undgaas, naar Byttemidlet er udelukkende Metal, tjener den første store Pengekrisis, som er kendt i den moderne Tid. Det er Krisen i Amsterdam og i Hamburg i 1703. Bankerne i disse Byer udstedte ikke Sedler; de havde kun Sølvvaluta, og dog opstod der en overvældende Krise, der bragte Ruin over begge Byer. Krisen forplantede sig over hele Tyskland og til England, hvor Banken, efter Adam Smith, maatte yde Handelsstanden store Forskud, for at svække Krisens Virkning. Alle Forfattere ere enige i, at Krisen blev saa stærk, fordi Bankerne ikke kunde udstede Sedler. Under Krisen i Hamburg 1857 maatte Senatet træde til for at bøde paa denne Mangel ved

Bankloven, og udstedte Statsobligationer, med hvilke det
kom Handelsstanden til Hjælp.

Om England med sin nuværende Banklov skal kunne undgaa en Gentagelse af Kriserne fra 1847, 1857 og 1866, derom ere de størte Forfattere uenige. Wirth, Macleod og Tooke anse det bestaaende Restriktions-System aldeles forkasteligt, medens andre Forfattere hele Ansvaret paa Bankbestyrelsen. Det kan vel heller ikke bestrides, at denne har haft meget at svare for ved de tidligere Kriser, thi dens Diskontosatser viste Stormsignalerne for sent.

Forøvrigt bør man erindre, at den engelske Banklov er bleven, »brudt« i det, som er det væsentlige for en seddeludstedende Bank, nemlig Noterne Vexlingskraft. som har været Fejlen, er, at Banken — som Bankier — har laant bort formeget af de den betroede

Overhovedet benyttes her Ordet »Brud« i en ganske uegentlig Betydning. Ingen Forpligtelser ere brudte, ingen Løfter svegne. Lovbruddet har tværtimod hjemlet mere end før var lovet, idet Banken gennem samme erholdt Tilladelse til at udstede saamange Sedler, den vil, uden Metaldækning, for dermed at komme Almenheden Hjælp. End rigtigere er det at sige, at Hjælpen kom Banken selv først og fremmest tilgode; thi den fik derved Midler, ved hvilke den i Tilfælde kunde afgøre sin Gæld til Foliohavere, til hvis Dækkelse, nedenfor paavist, før kun ringe Beholdning var tilstede.

Man vil erindre, at den engelske Bank ikke har
nogen Magt over Seddeludstedelsen. Hverken Guvernøren,Styrelsen
nogen Bankembedsmand har Befatningmed

fatningmedeller Myndighed ligeoverfor Seddeludstedelsen.Udstedelsen avtomatisk og ligger uden for Bankens Styrelse. De af »issue Departement« udstedteNoter hovedsageligen i »banking Dei)artement«,og disse Noter og øvrige deponerede Midler driver saa Banken Diskonteringsforretninger, som enhver anden Bankier.

Hvad man med Rette har bebrejdet Banken er, at den til enkelte Tider har laant formeget ud af de hos den deponerede Midler, og ikke itide beskyttet sin Beholdning at forhøje Diskontoen.

Som Bevis for denne Paastands Rigtighed skal exempelvis anføres, at det har hændt, at Banken ikke en Gang har haft saameget i Kasse, som den samlede Sum af hvad alene Londoner Bankiers og Privatbanker havde staaende paa Folio, ja til enkelte Tider har haft en stor Deficit i Forhold til disse.

Saaledes viste 20 Ugeopgør i 1866, at Banken ikke havde de af Londons Banker paa Folio indsatte Midler i Behold, men en Deficit alene paa denne Konto varierende 186,000 Lstlr. (6te Jan. 1866) til 7,021,000 Lstrl. (31te Maj 1866).

De fuldstændige Tal fra den sidste Dag — 31te
Maj 1866 — ere*);

---

*) Efter Mr. Aichinsons Foredrag den 20de Maj 1885 i »Institute Bankers«.

III. Den tyske Rigsbanks Seddeludstedelsesret.

Reglerne for de tyske Bankers Noteudstedelse indeholdes
Banklovens §§ 9, 10 & 44,

§ 9 bestemmer, at Bankerne, foruden den dem meddelte Ret til at have et i Loven bestemt Beløb udækkede Noter — Rigsbanken, som allerede ovenfor anført 250 Millioner — senere ved Inddragning af andre Bankers Noteret, forøget til Rmk. 273,875,000, tillodes at udstede Noter mod deres Beholdning af

1) i Omløb gyldige tyske Mønter,

2) Rigskassesedler,

3) andre tyske Bankers Noter,

4) Guld i Barrer eller i fremmede Mønter, 1 Pd.
fint Guld beregnet til 1392 Mark.

Hertil føjes i § 10 den Bestemmelse, at hvis den
saaledes hjemlede Noteret overskrides, betaler Banken til
den tyske Rigskasse en Afgift beregnet efter 5 pCt. pro anno.

Denne Afgift beregnes efter de hver 7de, 15de, 23de og sidste Dag i hver Maaned opgjorte Beregninger for Noteomløbet, og betales da hver Gang 5/₄₈ Procent til Staten af det overskredne Beløb.

Den tyske Rigsbank har siden Lovens Ikrafttræden
fem Gange benyttet den Ret, som ovennævnte § 9
giver den, nemlig:

Disse Overskridelser vare ganske forbigaaende, idet
ISTotereserven var:

Overskridelserne vare foranledigede ved det overordentlige som Berliner Fondsbørs's Ultimoregulering og øvede ingen Indflydelse paa Diskontosatsen, der i hele December 1881 og Januar 1382 var 5 pCt. for Vexler og ligeledes 5 pCt. i September Oktober 1882. Fra Begyndelsen af Januar 1883 var Bankens Diskonto 4 pCt., og den foretog ingen Forandring deri ved Aarsslutningen 1884, uagtet den betydelige Noteoverskridelse.

§ 44, indeholdende Reglerne for den saakaldte Tredjedels-Dækning, bestemmer, at den seddeludgivende Bank er forpligtet til »at have til enhver Tid mindst en Tredjedel i sine Kasser af

1) i Omløb gyldige tyske Mønter,

2) Rigskassesedler,

3) Guld i Barrer eller fremmede Mønter, 1 Pd. fint
Guld beregnet til 1392 Bigsmark,

og Resten i diskonterede Vexler, som have en Forfaldstid
højst 3 Maaneder.«

Det vil heraf ses, at Tredjedels-Dækningsregelen er noget strængere end den, der gælder for Noteudstedelse der, som i det foregaaende er paavist, tillige hjemler Ret til at udstede Sedler paa andre tyske Bankers Behold værende Noter.

Da den tyske Rigsbank imidlertid siden dens Stiftelse har haft mindre end 62,4 pCt. i Behold (7de Jan. 1876 og 7de Jan. 1882), medens den gennemsnitlig haft 77,54 pCt. metallisk Dækning, og til enkelte t. Ex. 31te Marts 1879 havde 96,3 pCt., den 6te Juni 1885 95,14 pCt. i Behold, har denne Bestemmelse aldrig øvet nogen Indflydelse paa Bankens Forhold.

Det er indlysende, at det historiske og statistiske Materiale, som Bankregnskaberne afgive, er af største Interesse, og de Tabeller, der følger nedenfor, giver en klar Indsigt i dette Forhold. De ere udfærdigede efter Bankens Aarsregnskaber fra 1876_—1884 og senere efter de offentliggjorte Ugeregnskaber. Metalvaluta er Summen de i Aarsregnskaberne opførte Beholdninger af Metal, Rigskassesedler og andre Bankers Sedler. En Oversigt over Notereserven findes, som ovenfor berørt, ikke i Aarsregnskaberne, men fremkommer let ved Beregning.

Det i Tabellerne angivne gennemsnitlige Forholdstal
Noter og Metal samt Diskontosatserne er
gengivet efter de officielle Aarsberetninger.

Endelig skal her bemærkes, at det oprindelige Lovforslagfastsatte

forslagfastsatte1 pCt. for alle direkte kontingenterede udækkede Noter og et Tillæg af 4 pCt. for de indirekte kontingenterede, men man blev med stor Majoritet staaendeved kun at skatlægge de indirekte kontingenterede Noter.

IV. Slutningsbemærkninger.

I samlet Sum fremgaar det af, hvad ovenfor er
meddelt:

1. At den tyske Banklov har det tilfælles med den engelske,

a) at begge fastsætte en fast Sum af udstedte Sedler,

som ikke behøver at være dækket med Metal,
b) at alle øvrige Sedler maa være dækkede ved Metal.

2. At de ere forskellige deri, at:

a) den tyske Bank ikke har nogen anden Dækkelse
for Kontingenten end sine almindelige Fordringer
og Aktiva, medens

b) den engelske Banks Kontingent skal være dækket
med Fordringer paa Staten og med Statspapirer;

c) at den engelske Bank ikke har nogen Pligt til at
holde en vis Del af de udeløbende Sedler i Metal,
medens

cl) den tyske Bank skal holde V3 Del i Metal og
Reichscassenscheine.

Den tyske Bank er saa ung, at den ikke har oplevet
almindelig Handelskrise. Dens Princip, 1/,i
Dels Dækning, har saaledes ikke været sat paa Prøve.

Paa den anden Side er det Tilfælde indtraadt, at
Englands Bank, der i Almindelighed har omkring 90
pCt. af sine Noters Beløb i Guld, ofte endog større

Beløb i Guld end i Noter, til enkelt Tid ikke har haft mere end 26.9 pCt. Guld i Reserve mod sine omløbende Noter. Den 25de Juli 1857 havde Banken udstedt Lstrl. 22,555,000 i Noter og havde kun Lstrl. 6,080,000 i Guld.

Det Spørgsmaal opstaar da, hvad vilde have sket, hvis Englands Bank havde været pligtig til at have 1/_{[ >} Dækning? I hvilken Stilling vil den tyske Rigsbank komme, om et saadant Tilfælde indtræder? Skulde Banken standse Noteindfrielsen, eller maatte Lovens Regel ophæves?

I England var der Ingen, der nærede Tvivl om, at Noterne vare fuldt sikrede ved ovenstaaende Tilfælde. var under en Krise, men Mr. Aitchison siger uimodsagt i et Foredrag i Bankers Institute, ved et Møde af Londons første Bankmænd: »Der var tilstrækkeligt forhaanden; det var Banknoter, der manglede.«

Det Spørgsmaal opstaar nu: Bør en ny Banklov
for Norge indeholde Bestemmelsen om Tredjedels-
Dækning?

Vi ere tilbøjelige til at svare Nej af følgende Grunde:
Mod Indtagelse af Bestemmelsen taler:

1) At der er en Sammenblanding af Principer, idet det
hverken er Differenssystemet eller Forholdssystemet.
Det første System er i Princip det bedste, naar
Maximumsgrænsen for udækkede Noter er grundet
paa Erfaring og klogt forsvares gennem Bankens
gode og let realisable Aktiver.

2) Yed Tredjedelsdækkelsen kommer Forholdssystemet
til mulig Anvendelse netop paa en Tid, da det vil
gøre størst Ulykke.

Hvis med 20 Millioner Fixum Norges Banks udeløbende
gaa ned i 30 Millioner, da vilde den
forcerede dobbelte Seddelinddragning begynde.

Hvor dette fører hen, er indlysende. Det vilde
medføre Ruin rundt det hele Land.

Omvendt maa der spørges, om Nogen tror, at naar Circulationen var gaaet ned i 30 Millioner med Beholdning 10 Millioner, der da kunde tænkes, at videre 10 Millioner bleve udvexlede, og at Seddelstokken kunde gaa ned i 20 Millioner.

Intet af dette vilde ske, og i ethvert Fald vilde
Bankens Styrelse gennem sin Portefeuille og paa andre
Maader se sig istand til at forøge sin. Guldbeholdning.

Til Fordel for Tredjedelsdækningen kan kun anføres:

1) At det er en Advarsel, hvilken dog efter vor Mening
anses overflødig, om at Bankstyrelsen stedse
skal have dette Forhold for Øje;

2) At det skulde berolige Seddelindehaverne ved, at der efter Loven — der dog kan suspenderes og vistnok ogsaa vilde blive suspenderet — stedse maa være noget Guld tilbage.

Det maa vistnok indrømmes, at denne Regel er adskilligt bedre end t. Ex. den, der raader i Sveriges Riksbank, hvor mindst 10 Millioner Guld skal være i Behold, thi hvortil skal dette Guld tjene ligeoverfor Seddelomløbet, naar det ikke kan røres? Det skønnes ikke andet, end at ligeoverfor Vexlingen vilde dette

Guld ikke have mere Værdi end samme Vægt i
Graasten.

Har Norges Banks Forhold nogensinde været saadanne, en Regel om Tredjedels Dækning vilde være nødvendig? Dertil kan svares aabent Nej, og Begrundelsen af følgende Kendsgerninger:

Exempelvis sammenstilles følgende Tal for Seddelomløbet:

Fra dette Aar begyndte Omløbet at synke, skønt
ganske übetydeligt, og gik

det laveste Beløb, det har naaet siden 1831, med
Undtagelse af 1849, i hvilket Aar det var Kr. c. 130,000
lavere.

Da Banken samtidig havde Kr. 11,224,118 i Kasse,
vilde altsaa denne, hvis en Lovforandring fra samme

Dag var indtrandt med 20 Millioner, Kontingenten have
vist en Forøgelse af nævnte Kr. 685,403.

Da det vilde være af Interesse at se Bankens Stilling de Tider, da vor Banklov er bleven »brudt«, idet en Del af Seddelomløbet savnede Lovhjemmel, anføres følgende Tal (000 udeladt) fra de Gange, da dette Tilfælde indtraf:

Det vil ses, at med en fast Kontingent af 20 Millioner
Alt have været i god Orden; i de 3 første
Tilfælde endog med en Kontingent af 18 Millioner.

Vi slutte med nedenstaaende Oversigt over Norges
Banks Forhold fra 1857 til ultimo September 1885.

I Tabellen er 0,000 udeladt, altsaa er 11,86 —
11,860,000 Kroner.

Foruden de tyske, engelske og franske Bankrapporter
Materialet til denne Afhandling med dertil

---

*) mod 1873 ophørte den siden 1857 gældende Eet til forøget Seddeludstulelse 50 pCt. over Kxtrafondet.

hørende Tabeller samlet fra følgende Blade og Tidsskrifter

»The Economist«, The Statist«, »The Bankers Magazine«, »Journal of the Institute of Bankers«, > Statistical abstract 1840^—1884«, »Vierteljahresschrift für Volkswirtschaft;, »Dr. Soetbeers Bankverfassung«, >Hirths Annalen«, »Palgraves Bankrates«, »Bankers almanac« etc.

Vi lade som Anhang følge Tabeller over den tyske
Rigsbanks Metal, Seddelomløb og indre Økonomi samt
Tabeller over den franske og engelske Banks Forhold.

De første 6 Oversigter ere givne for Perioden før Peels Bankakt af 1884 for enkelte Dage, der vise en yderlig gaaende Stilling. Fra 1840 til 1884 er Aarets Gennemsnit givet.