Det femte danske Industrimøde i Odense 1885.

JO.vad der udmærkede dette Aars Industrimøde, var hverken et imponerende Medlemsantal eller opsigtvækkende Resolutioner. var ingen af Delene! Det ringe Medlemsantal skyldtes vistnok ikke mindst den bramfri og fordringsløse Maade, hvorpaa Odensianerne havde arrangeret de indledende Beskedent og stilfærdig undgik man al opsigtvækkende og skyede alt, hvad der kunde minde om Eeklame. Eesultatet svarede til Anstrængelserne: der var i Odense Haandværkere og Industridrivende, som ikke havde Anelse om, at der var Industrimøde i Byen, før de læste i Aviserne, at det havde været. Odense stillede ogsaa kun 14 egenlige Industridrivende paa Benene, og hele det øvrige Fyn mødte med — 3 Repræsentanter, hvoraf den ene var Redaktør.

løvrigt mødte der ialt 30 fra Kjøbenhavn, 2 fra Aarhus, Maribo og Nakskov og 1 fra Grenaa, Holbæk, Horsens, Kolding, Kjøge, Roskilde, Silkeborg, og Storeheddinge. Medlemsansallet var i det hele: 75, hvoraf ca. 3/s (46) var Industridrivende.

Hvad der gav Mødet dets Betydning, var saaledes ikke
den fyldige Repræsentation eller det ydre Apparat; det var

derimod den Tone og den Stemning, der beherskede alle Sammenkomster, baade de alvorlige og de festlige. Industrimødetvar denne paa politisk Larm og hidsig Partifebersaa Sommer en fredlyst Plet, en venlig Oase i den politiske Ørkens golde, haabløse Sandflade; det var et Sted, hvor Folk af de forskjelligste Afskygninger mødtes i enig Samdrægtighed og forhandlede Kealitetsspørgsmaal med hverandre i et hensynsfuldt og urbant Sprog.

Under vore nuværende Forhold var dette ligesaa mærkeligt som glædeligt. Der var jo Fængstof nok: Toldspørgsmaal, o. s. v. Naar det alligevel lykkedes at holde alle Kumlerier borte og give det hele det rette rolige og saglige Præg, saa skyldtes dette i første Bække Direktør Ph. Sehous Ledelse. Det er ikke saaledes forstaa, at han omhyggelig glattede al Meningsforskjel og paa Forhaand dæmpede alle Mislyde, men ved sin værdige og til alle Sider hensynsfulde personlige Optræden gav han stedse den rette Tone an med en Finhed, Sikkerhed og en Smag, som gjorde det umuligt for Medlemmerne at synge falsk eller falde ud af Harmonien.

Den ulykkelige Situation fandt dog sit Udtryk ved Mødet, men heldigvis rent negativt: man holdt med Vilje omhyggelig alle Kesolutioner borte. Intet kunde tydeligere vise Øjeblikkets triste Haabløshed og stumme Kesignation end netop dette. Danske Industridrivende holde Sammenmenkomst diskutere Varetagelsen af deres Interesser, men intet Ønske formuleres, ingen Anmodning frembæres, ingen Forventning udtales, ingen Henvendelse besluttes, hverken til den ene eller til den anden. Man kom sammen skiltes, blottet for enhver Illusion om Nytten i saa Henseende.

Allerede ved sin Mangel paa Kesolutioner danner dette Industrimøde en Modsætning til det forrige, Industrimødet i 1872, det første nordiske Industrimøde. Ogsaa den Gang kunde en og anden vel stille sig lidt ironisk overfor Nytten af Kesolutioner; men da det kom til Stykket, nægtede man

sig ikke nogetsomhelst i den Eetning. Der var Eesolutionerom Maal- og Vægtspørgsmaalet, om Skolesagen,Børns i Fabriker, Sukkerroekulturen, Toldsagen,Industrimusæer, Husflidsspørgsmaaletog

Forskjellen mellem nu og da strækker sig imidlertid betydelig videre. Af de nævnte Æmner vil man kunne faa et Indtryk af, hvor meget der i Grunden den Gang stod paa Dagsordenen. I 1885 stod der i Grunden intet andet Spørgsmaal paa Dagsordenen i den Forstand, at der knyttede nogen aktuel Interesse dertil, end Spørgsmaalet om Kunstindustriens Stilling og Udvikling. Toldsagen staar vel endnu paa Dagsordenen, om man vil, men er i alt Fald ikke brændende. Det hører netop kun hjemme paa en Dagsorden, og det vil blive staaende der til det næste Industrimøde og det næste Industrimøde med.

I Forhold til det forrige Mødes Eigdom paa særlig betydningsfulde Æmner — man tænke paa Møntsagen, Sukkerroefabrikationen og Arbejderspørgsmaalet — var dets Medlemsantal imidlertid langtfra overvældende stort. Man kan ikke umiddelbart sammenstille det sidste Mødes 75 med det forrige Mødes 239 og drage deraf Slutninger om, at Interessen er gaaet tilbage el. lign. Mødet i 1872 var et almindeligt nordisk Industrimøde og afholdtes i Hovedstadensamtidig den store nordiske Kunst- og Industriudstilling;det sociale Spørgsmaal henledede netop Opmærksomheden stærkt paa Industrien, og det var endelig glimrende Tider, hvor de Industridrivende havde god Fortjeneste og store Forhaabninger — og vel ogsaa af og til, som de fleste af deres Medborgere den Gang, flotte Tilbøjeligheder.Ikke skrabede man altsaa ikke mere sammen fra alle de tre nordiske Eiger end et Par hundrede Stykker — og deriblandt kun 131 Industrifolk —, hvad man da ogsaa den Gang fandt yderst tarveligt. Mødet i Aar var derimod kun en Sammenkomst for danske Industridrivende, faldt i en politisk og økonomisk Stilstandsperiodeog i en Provinsby, en Stad af anden Eang, med

en forholdsvis übetydelig Udstilling. Under disse Forhold kan
de 75 næppe siges at betegne en Tilbagegang.

Først egentlig slaaende bliver dog Forskj ellen mellem de to Møder, naar man nærmere gaar ind paa Forhandlingernes og de herskende Stemninger og Anskuelser. Man mærker ikke alene ved at sammenligne Møderne 1872 og 1885, at der er over et Decennium imellem, men man sporer tillige tydelig, at der netop i dette Tidsrum er foregaaet betydningsfuldt Omslag paa afgj ørende Punkter. I Forbigaaende kan det maaske her nævnes, at Spørgsmaalet Begrænsningen af Børns Arbejde i Fabriker jo i Mellemtiden har fundet en Løsning i Loven af 23. Maj 1873 og derved er gaaet ud af Dagsordenen paa en relativt Maade. Hertil gav hint Industrimøde utvivlsomt Stødet, hvad der skal nævnes med Ære. Ligeledes jo Møntspørgsmaalet faaet en Afgjørelse, men Sagen er dog nu atter oppe, om end i en anden Form, som f. Ex. paa Mødet i Aar kun tillod, at man lige strøjfede Spørgsmaalet. I de fleste andre Spørgsmaal er der derimod, til Trods for de Forhaabninger og Forventninger, man den Gang nærede om, at Løsningen stod nær, i Virkeligheden intet eller saa godt som intet udført. Hovedsynspunkterne overfor nogle af disse Æmner er imidlertid blevne stærkt forrykkede. Jeg skal nævne to Exempler: Arbejderspørgsmaalet Toldbeskyttelsen,

C. V. Rimestad var den Gang Ordfører i Arbejderspørgsmaalet, man den Gang troede at kunne sluge paa én Gang, medens man i Aar knap vovede en stykkevis Behandling. Han udtalte, at Historien ikke kjendte nogen Tid, da Livsvilkaarene for Menneskeslægten og særlig for den arbejdende Klasse vare saa gode som nu (1872), og at Arbejdernes Kaar vel kunde trænge til nogen Forbedring ved Arbejdernes egne Bestræbelser, men at det dog bestemt maatte hævdes, at der »ikke existerer« et almindeligt Arbejderspørgsmaal som Problem, »ikke noget Arbejderspørgsmaal som saadant (!)«.

Nu i 1885, hvor vi sidde lige til Halsen i Arbejderspørgsmaalet,er

spørgsmaalet,erder noget burlesk, noget tragikomisk i dette Forsøg paa at faa skubbet et stort Problem fra sig ved denne flade Theoretisering, der minder om Strudsens Maade at skjule sig paa. De positive Midler, man den Gang fandt tilstrækkelige til at raade Bod paa det sociale Onde, vare ligeledes i Sammenligning med Nutidens mærkeligeog uskyldige. Man vedtog en Eesolution om, at man ansaa »Udbredelsen af Oplysning og Dannelse« — navnlig Fædrelandshistorie fik Eosenberg tilføjet_— »som Hovedmidlet til atforbedreArbejdernesKaar«og anbefalede iøvrigt en Industristatistik. Heldigt er det da ligeoverfor disse Løjerligheder at træffe Prof. Scharlings Kedegjørelse for Produktionsforeningerne og hans bestemte Paavisning af, at Arbejderne i 1872 netop vare særlig daarlig stillede paa Grund af det skrigende Misforhold mellem Arbejdsløn og Priser. Fra nærværende Tidsskrifts Eedaktør fremkom der ogsaa en skarp Protest mod RimestadsBetragtninger, med Bestemthed hævdede han, at der »existerer et Arbejderspørgsmaal i den Forstand, hvori det almindelig tages«, og at Oplysning vel var en god Ting, men hverken »Hovedmidlet« eller »det eneste Middel«.

I Aar var enhver Tvivl om Årbejderspørgsmaalets Existens komplet fordunstet. Hensynet til Industriens Arbejderbefolkninggik en rød Traad gjennem alle Forhandlinger,hvad ogsaa til Slutning udtrykkelig betonede. Industridrivende kommer man ikke mere og fortæller,at ikke existerer noget Arbejderspørgsmaal »som saadant« — end ikke de lærdeste Beviser, hentede fra Slavernes Tilstand i det gamle Eom, vil gjøre det fjærnesteIndtryk dem. Omfattende Skadeforsikring, Statstilskud til Sygekasser, Statsbegravelseskasser o. s. v. o. s. v. diskuteredes og foresloges som noget saa selvfølgeligt,at alene deraf kunde se, hvor langt man er kommen ud over den naive Tro paa, at lidt forbedret Skoleundervisning var det højeste, man behøvede at drive

det op til. I 1872 talte man blot om de iDdustridrivendes Beredvillighed til at yde Tilskud til en forbedret Almueskoleundervisning,sammen andre Borgere; i 1885 erklæredeen under Forsamlingens Bifald, at han vel ikke ønskede nogen Tvang paa Skadeforsikringens Omraade, men at han ansaa de Industridrivendes Pligt til at komme Arbejdets Invalider til Hjælp for hævet over enhver Tvivl. — I 1872 udtalte Rimestad sig med Begejstringom, man aldrig havde haft det ligesaa godt som nu; i Aar var Betragtningen af, hvad der maatte anses for den naturlige Forudsætning i den Grad vendt om, at Nyrop fandt det nødvendigt at paa vise, at man altid havde haft det ligesaa galt som nu.

Paa Toldpolitikens Omraade se vi en lignende iøjnefaldende mellem nu og da. Man sige, hvad man vil: vor sydlige Nabos Svingning paa dette Omraade har ganske drejet Bevidstheden. Hvor underligt forekommer det os nu ikke at høre, at Toldsagen den Gang, paa et Industrimøde, indlededes af en — Grosserer (Thune), der selvfølgelig var ivrig Frihandelsmand, og at de Industridrivende paa deres eget Møde maatte værge deres Existens i yderst sagtmodige og spagfærdige Vendinger. De endte med at røre to forskjellige Resolutioner — den ene stillet af en Frihandelsmand, den anden af en Beskyttelsesmand sammen i én Vælling, der sandsynligvis har været lige usmagelig baade for Handelsmænd og Industridrivende.

I Aar havde Piben en anden Lyd. Ingen tvivlede om Beskyttelsens Nødvendighed, ingen saa meget som antydede Eeduktion. Beskyttelsen fik endogsaa et rationelt i den hævdede Betragtning om dens relative Gyldighed og Industriens gode Berettigelse at existere uden at haanes som en taalt Parasit.

Dette laa vel ikke alene i den forandrede nationaløkonomiskeOpfattelse,
ogsaa noget i, at dette Møde

var fuldt ud de Industridrivendes eget. Ingen Handelsmandspillede første Violin. Men den Fristelse, der heri kunde ligge til nu at tage Eevanche for tidligereYdmygelser at angribe andre Samfundsklasser, modstod man heldig. Mødets Mangel paa Klasseegoisme og dets Hensyntagen til alle Sider, Handel, Skibsfart og Landbrug, er dets største Ære.