JL/en politiske Stilstand, der æder som en Kræftskade paa saa mange Forhold, har ogsaa maattet skade en fornuftig Diskussion og en saglig Behandling af Toldloven.Der været gjort en modsat Mening gjældende,idet har sagt, at netop fordi man maatte vide, at man havde Tiden for sig, kunde man, medens Partierne udfægtede deres storpolitiske Stridigheder, med desto større Ro og Tryghed hengive sig til en rationel og alsidig Drøftelse af de foreliggende Sager og derved forberede disse saa godt, at de var lige til at gjennemføreuden Tidsspilde, naar roligere Forhold igjen indtraadte. Saa længe en Sag endnu ikke har været for, kan dette maaske siges med en vis Eet, men er den først bleven trukket ind i den politiske Malstrøm, gjælder det ikke mere. Ved Toldloven har saaledes Spørgsmaalet om Kompensation naturlig slugt al Interessepaa Sider, og man er ikke kommen synderligvidere i det Saglige end til Striden om, hvilke af de store Konsumartikler, der skulle gives fri. Under

saadanne Forhold blive de enkelte Sporgsmaal ikke alene forsømte, men hvad der er værre: præjudicerede. Naar vi en Gang skulle have en Toldlov, vil der sandsynligvisblive Tid efter saa megen Tale til at tage Spørgsmaalene op til nye, grundige Undersøgelser — og i 9 af de 10 Tilfælde ere saadanne endnu ikke anstillede — og under saadanne Omstændigheder vil meget kunne komme til at løbe ind med i Farten, som oprindelig syntes mindre væsenligt, men som man under roligere Forhold havde faaet undersøgt og ændret.

Man kunde have tænkt sig, at Spørgsmaalet om Beskyttelse under normale Forhold var blevet skudt stærkt frem i Forgrunden. Det havde været naturligt efter Tysklands forudgaaende Exempel og de seneste handelspolitiske Strømninger. Som Forholdene nu have udviklet sig, har det ikke bragt Andre i Effekt end de Industridrivende. Der har vel nok været Nuancer at spore i Opfattelserne, som under andre Omstændigheder kunde være blevne uddybede til vigtige principielle Forskjelligheder; ogsaa kun Nuancer. Landsthingets Flertal syntes at være saa temmelig beskyttelsesvenligt, i Kraft af vidtrækkende socialpolitiske Betragtninger, end ud fra en farveløs Konservativisme. Til Gjengjæld var man i Folkethinget noget mere stemt for Frihandel, men, som det synes, mere som et Slags Liebhaveri, villig til foreløbig at slaa helt af paa Meningsforskjellighederne uden Forhandling, og, naar det kom til Stykket, formodentlig ogsaa villig til definitivt Afslag igjennem en Forhandling, der bød Imødekommen paa de store Differenspunkter.

Vi tro altsaa at kunne gaa ud fra, at der let vil
kunne opnaas Enighed paa dette Omraade om Bevarelsenaf

elsenafstatus quo. Dette stemmer ogsaa ganske naturlig med vore Traditioner og vor Frygt for at komme ind paa Nogetsomhelst, der kunde ligne en radikalExperimentering.Imidlertid jo Sagen den, at der efter Alles enstemmige Mening i første Række bør finde Lettelser Sted i Afgifterne paa IndustriensRaa og Hjælpestoffer — Noget, som jo unægtelig ogsaa er af den største Betydning for Industrienogganske for dens Udvikling i Retning af Export. Da nu imidlertid en Del af den bestaaende Beskyttelse kun har til Hensigt at kompensere de nævnte Afgifter, bliver man altsaa, selv om, eller netop fordi, man i det Væsenlige kun vil bevare det Bestaaende, nødsaget til at røre ved Beskyttelsessatserne. Denne Situation giver i sig selv en naturlig Anledning til at komme noget nærmere ind paa Spørgsmaalet om Beskyttelsens Størrelse i en'Række Enkelttilfælde, end hvis man ved Behandlingen af Toldreformen ganske rolig kunde have ladet denne Del af Sagen helt ligge. Det er jo nemlig umuligt, selv med et langt mere indgaaendeDetailkjendskabtil Forhold end det, man for Tiden har, nøjagtig at udmaale i de enkelte Tilfælde,hvorstor Nedsættelse i Beskyttelsestolden der svarer til Frigivelsen af Raastoftolden. Det er saaledes paa Forhaand givet, at man — og da navnlig saa længe vi ganske savne en almindelig Industristatistik — maa gaa rent skjønsvis tilværks, og man kan da skjønne mere flot, mere kulant i den ene eller i den anden Retning.Dethavde været alle Parter kjærest, hvis man havde kunnet liste udenom den hele Sag og ladet den hvile i stille Fred — der er Tvistemaal og Tvivlsmaalnokforuden men er man først bleven nødsagettilat

sagettilatrøre ved det ømme Punkt, saa kan selv den mest varsomme og delikate Berøring ikke undgaa at vække Smerte et eller andet Sted, og selv den mest loyale Beslutning om at holde sig strængt til det Bestaaendemaablive for uimodstaaelige Fristelser til paa et eller andet Punkt at gaa over Stregen — navnlig da man famler i Halvmørke og ikke rigtig véd, hvor Stregen egenlig gaar. — Det er da Hensigten med de følgende Bemærkninger at søge i faa, spredte Træk at give nogle enkelte Antydninger af, hvilke Maximer der bør være de ledende ved en saadan nødtvungenReguleringaf *

Som Hovedmaxime bør det efter vor Mening fastslaas,at i Reglen bør holde sig saa tæt op til Beskyttelsessiden som muligt for ikke at fejle i Retningaf Nedsættelser i Beskyttelsen. Vi kunne til Begrundelse heraf ganske tiltræde Prof. Scharlings Udtalelse i hans Artikel om «Beskatningsreformen» (Nat. Tidsskr. 1882 19. Bind), at selv om man føler sig fuldstændig overbevist om det Urigtige i at skabe en ny Industri ved Hjælp af Beskyttelse — en Overbevisning. iøvrigt for vort Vedkommende ikke übetingetdele «saa maa man dog erkjende, at Stillingen bliver en helt anden overfor en i en beskyttende LovgivningsLy og opvoxet Industri, og at man altsaa kun med stor Varsomhed bør gribe ind i de saaledes tilvejebragte Forholde Og vi kunne tilføje, at man bør være saa meget mere varsom — i Reglen et evfemistisk Udtryk for den størst mulige Passivitet — overfor saadanne Nedsættelser i Beskyttelsen, hvorved der vilde risikeres en virkelig stærk Indgriben, som netop det nuværende Tidspunkt vilde

være særlig uheldig til at foretage saadanne. Vi skulle nu her saa meget som muligt undgaa at komme ind paa eller fordybe os i de store principielle Stridsspørgsmaal mellem Frihandels- og Beskyttelsesmænd,men nøjes med lige at pege paa tvende Momenter, som forekomme os i denne Sammenhæng at være af afgjørende Interesse.

Det første er dette, at Strømningen i Verdens Handelspolitik for Øjeblikket gaar imod Frihandel. Vi vide nu fuldt vel, at der gives Folk, som strax forarges den Grad over at høre Sligt, at al videre Diskussion er forbi. Den Tanke, at et lille Land skulde lade sin økonomiske Politik influere af almindelige og af, hvad andre Lande gjøre, forekommer saa absurd, at det ikke er Umagen værd at spilde et Ord derpaa. For vort Vedkommende nære vi derimod den beskedne Tro, at det ikke er noget blot Tilfældigt, en ren Modesag eller et Statsmandslune, at Strømmen snart gaar mod Frihandel, snart mod Beskyttelse, at dette viser noget relativt Berettiget i begge, der passer til forskjellige Tiders og Forholds forskjellige økonomiske Trang. Men selv bortset herfra, vi det, rent praktisk taget, under en Situation som den nuværende med dens hele industrielle Kampsystem, dens Toldkrig, for umuligt eller i alt Fald uklogt at vælge et saadant Moment til at afvæbne, naar man da ikke med Held kan sikre sin Nevtralitet ad Traktaternes Vej, der jo imidlertid ikke hidtil synes at have Udsigt til at blive «Danskens Vej til Ros og Magt».

Vi skulle imidlertid saa meget mindre dvæle ved
eller lægge Hovedvægten paa denne Side af Sagen, som

en anden forekommer os at have ulige større praktisk Interesse. Vi tænke herved paa det af Prof. Scharlingien Artikel i Nat. Tidsskr. — 1883: «Hvor længe vil Danmark kunne forblive et kornudførende Land?» — for første Gang skarpt fremhævede Moment, som jo har været Gjenstand for saa megen Diskussion i Blade og Tidsskrifter, og som navnlig ogsaa har faaet en saa interessant Belysning i «Nationaløkonomisk Forening«.Det,der Kjærnen i denne Sag, og efter vor Mening Eesultatet af den hele Debat, er da dette, at hvor gjerne det end skal indrømmes, at Landbruget herhjemme hidtil i en ganske overvejende Grad har været Landets Hoved-Erhvervskilde, og hvor dygtigt vore Landmænd end maa siges selv under de sidste for EvropasAgerbrugsaa Tidsforhold at have hævdet deres Position, og hvor berettigede Forventningerne end kunne være om, at Landbruget i den nærmeste Fremtidendnuvil yde Landet betydelige økonomiske Resourcer gjennem dets opsparede Gødningskraft — saaledessomnylig af Kontorchef Rubin — gjennem nye Forbedringer, rationellere Sædskifter, større Benyttelse af Brakken, Roedyrkning osv= — saa stiller defe sig dog ikke desto mindre, alt vel overvejet, som i høj Grad sandsynligt, at det Tidspunkt ikke er overdreventfjærnt,da vil være et Livsspørgsmaal for Danmark at staa vel økonomisk udrustet paa de andre Erhvervs Omraader. Dette Tidspunkt vil sandsynligvis kunne udskydes betydelig længere, end man først saa og kunde se — og vi ville selv have det delvis i vor Magt *) —, men hvad man nok skal lade staa, det er

---

*) Se «Politiken» for den 11. Decbr. 1884.

det, at det nævnte Tidspunkt maa indtræde, og at det derfor næppe er for tidligt allerede nu eller saa snart som muligt at gjøre de kraftigste Anstrængelser for Udviklingen af vore øvrige Hjælpekilder, vor Handel, Skibsfart og Industri. Og denne*'afhænger for en væsenligDelaf selv, nemlig for saa vidt som vi kunne støtte og fremhjælpe dem ved vor økonomiske Lovgivning.

Man kan imidlertid ogsaa se Sagen paa en noget anden Maade, hvorved det maaske bliver endnu tydeligere,hvor ville hen. Det er jo et i Øjne faldende Faktum, at Befolkningen i Byerne, navnlig i Kjøbenhavn,voxer stærkere end Landbefolkningen, idet der ved den stedse stigende Indvandring finder en Omfordeling Sted mellem By og Land. Tendensen gaar med andre Ord i Retning af, at Landbruget ernærer forholdsvis færre og færre af den tiltagende Befolkning.Selv Landet er jo Forholdet dette, at flere og flere af den lavere Landbefolkning blive Professionister.*) Dette opvejes maaske noget af, at en Del af Bybeboerne atter omvendt kan siges at leve af Landbruget (Prioritetshavere!)**); for den ganske overvejende Del forøger Indvandringen til Hovedstaden de brede, kapitalløseLag,Arbejderstanden***). Forholdet altsaa er dette, at Landbruget, saa at sige, skyder flere og flere Smaakaarsfolk og Arbejdere fra sig, og Byerne i stigendeGrad til at sørge for Samfundets

---

*) Jfr. Danm. Stat. II Bd. S. 243.

**) Jfr. Prof. Falbe-Hansen Danm. Stat. II Bd. og Nationaløk. Forhandl. Nat. Tidsskr. 1884, S. 429.

***) Jfr. Kubin: De sidste Aars Bygge- og Boligforhold i Kjøbenhavn. Tidsskr. 1884.

brede, übemidlede Lag, der øve større og større Pres med deres berettigede Krav paa Beskjæftigelse, saa maa Byerne ogsaa have et naturligt Krav paa, at der i første Række gjøres destørst muligeAnstrængelser for, at de Erhvervsgrene, de Former for Beskjæftigelse, som de kunne raade over, blive frugtbringende og fyldig udviklede.Arbejderspørgsmaalet i særlig Grad akut for Hovedstaden (og Kjøbstæderne), og de sociale Farer ophobe sig ligefrem her gjennem de nuværende Tendenser.Selve Forøgelse, Byggevæsenet, skaffer kun Arbejde for en Tid, men det, hvortil der er Trang, er stadig, regelmæssig, produktiv Beskjæftigelse, der udviderog sig med Befolkningen. Jo mere klart det bliver, at Udviklingen af de demokratiske, progressiveElementer Samfundet i sund og nyttig Retning er afhængig af Byernes økonomiske Fremgang, desto mere maa ogsaa den Erkjendelse slaa Rod i den almindeligeBevidsthed, det er en bydende Nødvendighed i Tide at søge at udvide og styrke de Erhverv, som egne sig for en Stad. Og her er det da navnlig Udviklingenaf det gjælder om først og fremmest, da dette Erhverv i og for sig kan beslaglægge — og jo allerede beslaglægger — den største Arbejdskraft fra de übemidlede Samfundsklasser paa en nogenlunde ordenlig Maade. (Jfr. forøvrigt herom nærmere nedenfor).

I den nævnte Artikel af Prof. Scharling peges der nu kun paa den ene Side af Sagen: Lettelser for Industri, Handel og Skibsfart. Hvad de to sidste Erhverv angaar, da har jo disses Udvikling selvfølgelig ogsaa sin store Betydning og bør upaatvivlelig fremmes ved talrigeLettelser,vedOphævelsen Skibsafgiften, NedsættelseafHavneafgiftenog af alle saadanne

Toldsatser, der enten have en usædvanlig ringe finansiel Betydning, eller ved Etableringen af hvilke man oprindelighartilsigteten som imidlertid slet ikke er bleven effektiv, hvorved de altsaa hæmme uden at fremme. Der er imidlertid endvidere en Række Tilfælde, hvor de nævnte, for Danmark saa vigtige ErhversgrenesInteresserkommei ganske særlig skarp Kollision med Industrien, hvor Beskyttelsestolden ikke blot generer, men positivt skader disse Interesser, uden at andre væsentlige Hensyn øve nogen afgjørende Modvægt.Dadetjo er saa, at Skibsfarten hos os er støttet af bedre Naturbetingelser end Industrien, og har bedre umiddelbare Chancer i Øjeblikket, saa maa vistnok i skarpe Kollisionstilfælde Valget rettest træffes i dens Favør, naar ikke specielle Grunde tale derimod. Vi se altsaa her en ny Regel, der delvis, paa enkelte Punkter modificerer den opstillede Hovedmaxime. Dette fører med andre Ord til Nedsættelser i eller Ophævelse af Tolden paa Skibe, Sejldug, Pak- og Sækkelærred, YellowpladertilSkibsforhudning,Tovværk lign. til Trods for, at dette vil gaa noget ud over en Del Haandværkere og Industridrivende, saasom Skibsbyggere, Metalarbejdere, Rebslagere, Vævere osv. Af endnu større Betydning for Udviklingen af Handel og Skibsfart ville dog andre Foranstaltningervære,somikke omtales nærmere i denne Sammenhæng, og deriblandt først og fremmest Oprettelsen af en Frihavn. I det Hele taget tro vi, at hvad der bør gjøres for vor Handel, ikke saa meget er at forøge Mulighederne for Forsyningen af Landet med fremmede Produkter, som for Alvor at aabne den et helt nyt Omraade: Mellemhandelen. Her vilde Handelsstanden kunne faa en værdifuld Forøgelse af sit

Virkefelt, som ikke vilde kunne komme i Strid med den hjemlige Industris Interesser. Efter disse Erhvervskilder er der imidlertid god Grund til at fæste sin OpmærksomhedpaaIndustrien,navnlig højere Grad end man hidtil har gjort. Der foreligger i saa Henseende to übestrideligeFakta,somtilsammentagne os at tale tydelig nok. Det ene er det, at vi endnu kun have en lille, übetydelig Industri, det andet er det, at vor Industrierien fortsat Udvikling til det Bedre. Den kjøbenhavnske Industristatistik har vist os, hvor rent haandværksmæssig, hvor primitiv vor Industri endnu er, men paa den anden Side vil det, — for at citere den nævnte Afhandling — «allerede nu kunne paavises hvorledes vor Industri i de senere Aar har begyndt at faa en større Betydning for vor Omsætning med Udlandet, hvorledes vor Udførsel af Industrigjenstande paa forskjelligePunktereri Indførselen af FabrikatapaaandrePunkter alt Fald forholdsvis er aftagende, men Tallene ere endnu saa smaa. at denne Udvikling tildrager sig mindre Opmærksomhed.» Det synes os, at der heraf naturlig lader sig drage den Slutning, at vi kan og bør støtte vor Industri, række den en hjælpende Haand. Dette bør da ske paa dobbelt Maade: 1) Ved de allerede af alle Lovgivningsmagtens Faktorer vedtagne Lettelser af Industriens Kaa- og Hjælpestoffer, idet Tolden paa disse fordyre Produktionen, komplicere Forholdet og navnlig vanskeliggjøre Exporten; 2) ved at bevare den nuværende Beskyttelse, hvis fulde Virkninger netop først ville kunne indtræde og bedømmes, naar saadanne Nedsættelser i Forvejen have fundet Sted. Disse Lettelser og den derved tilvejebragte Overskuelighed og Klarhed over Forholdene vil i VirkelighedenførstgjøreBeskyttelsen

lighedenførstgjøreBeskyttelseneffektiv som OpdragelsesmiddelforIndustrien.Der ikke at mangle god Jordbund og naturlige Betingelser for denne, men det, det skorter paa, er mere Mod, Foretagelseslyst, Opfindsomhed,tekniskDygtighed,Energi Driftighed, og netop herpaa kan en moderat Beskyttelse hjælpe ved at yde en foreløbig Sikkerhed og derved give en gavnlig Invitation. I en skarp Kritik af Beskyttelsestolden indrømmerHeldudtrykkelig,at Beskyttelsestold*) er fuldt forsvarlig, naar Sagen stiller sig saaledes, «dass fur einen Produktionszweig im Inland alle naturlichen Bedingungengegebensind— fehlt nur der Muth zum Anfang, es fehlt die nothige Uebung und Erfahrung,esfehltder Absatz». — Og for at nævne et andet endnu mere berømt Navn, hvis Nationaløkonomi ingen skal kunne henregne til «Bismarckiader», hvad der maaskekunde siges om en Mand som Schmoller, skulle vi endnu minde om, at ogsaa Rosener igjen fornylig har udtalt sig for en saadan Opdragelsestold, for BeskyttelsensHensigtsmæssighed,netopi saadan Overgangsperiodefraetagerbrugende til et industrielt Land. Under saadanne Forhold bør vi pleje og frede om den Mylr af zarte Spirer, der gro paa Industriens Mark, værne og lune om dem, fordi vi da kunne have sikkert Haab om at faa Væxt og Grøde.

Man har ofte fremhævet imod vor Beskyttelse, at den paa mange Punkter netop ikke var saa opdragendeendda,dels den væsentlig gives i Form af Vægttold, dels fordi den som oftest er for moderat til

---

*) A Held: Schutzzoll u. Freihandel. Jahrbuch f. Gesetzgebung, u. Volkswirthschaft. 111. 1879.

at virke fuldt effektivt og, hvad der jo hænger noget sammen hermed, spreder de produktive Kræfter i for høj Grad. Hvad den første Anke angaar, da maa det i Tilslutning til Prof. Falbe Hansen i Danm. Stat. IV. (S. 308) bemærkes, at her utvivlsomt er et Punkt, som er af den største Betydning, og hvor Reformer burde indtræde, idet en mere udstrakt Brug af Værditold og klassificeret Vægttold unægtelig synes at hænge paa det nøjeste sammen med Beskyttelsens Øjemed. «Det er ganske vist», som det hedder i Danm. Stat., «at Værditolden altid frembyder store praktiske Vanskeligheder, men det maa dog erindres, at der, naar Talen er om en industriel Toldsats, ikke behøves den Ensartethed og Nøjagtighed i Ansættelsen som ved en finansiel Toldsats. > Vi anse dette for ganske overordenligvæsenligt,ikke fra Industriens, men ogsaa fra Beskatningens Synspunkt, og vi tro ikke, at de praktiske Vanskeligheder med de moderne Hjælpemidler paa nogen Maade ere uoverkommelige. Selvfølgelig staa vi i de enkelte Tilfælde overfor Spørgsmaal af saa speciel teknisk Natur, fordi en Kontrol med Fakturaopgivelserofteer at kun sagkyndige Kommissionermenikke kunne formodes at kunne løse dem. Forbavsende er det imidlertid, at der ikke har rejst sig Stemmer for at faa dette Forhold nøje undersøgt netop for Industriens Skyld, og navnlig da fra den Side, som prætenderer særlig at varetage Industriens Interesser. Forklaringen hertil kan ene søges i den politiske Situation. Som Punkter, hvor en saadan klassificeret Vægttold eller Værditold maaske lod sig indføre, skal her blot rent antydningsvis nævnes saadanne finere Metal- og Glasarbejder, som henhøre

under Luxus-Galanterivarer — hvor Regeringen i det Hele synes os at have foreslaaet en altfor ringe Told —, Handsker, Fodtøj, færdigsyede Klæder, Bundtmagerarbejde,Kunstdrejerarbejde,Snedkerarbejde, osv. For flere af disse Artiklers Vedkommende have vi ogsaa før haft Værditold. Folkethinget synes i det Hele at stille sig velvillig over for denne Tanke, jfr. f. Ex. Tolden for Klæde, Skotøj og Cigarer i dets Forslag.

Hvad den næste Anke angaar: Spredtheden, da er denne jo utvivlsomt i Strid med en virkelig rationel Opfattelse af Beskyttelsen; men da Forholdene først ville kunne bedømmes i deres Renhed, naar den ofte omtalte Ophævelse af Tolden paa Industriens Hjælpemidler er gjennemført, vilde det dog maaske være klogt at udskyde Tidspunktet for vidtrækkende Reformer paa dette Omraadenoget indtil man havde set, hvilke Retninger,der de fremherskende. Med den Udvikling, som Industrien i vor Tid har taget, hvor nye Opfindelser spille en saa stor Rolle, og hvor saa tidt nye Stoffer med ét inddrages under Industriens Bearbejdelse og Omdannelse,og en Tid, hvor Industrien er saa rig paa uforudsete og uforudsigelige Muligheder, er det vanskeligt forud at angive, hvilke Virksomheder der have de fleste Chancer for sig, og netop hvor Industrien som hos os famler omkring i saa mange Retninger, er det vistnok bedst at holde flere Muligheder aabne. Dette bør dog naturligvis ikke udstrækkes til de Satser, om hvilke det er godtgjort, at de ikke have haft nogen Virkning. Paa den anden Side er det ogsaa heldigt, at Tolden under saadanne Forhold i Almindelighed er moderat, og en saadan mere maadeholden Told er i Regelen ogsaa tilstrækkeligog være det, naar den paagjældende Industrivirkelig

strivirkeligmaa siges at have nogen gunstig Chance. Det er ofte mindre Beskyttelsens absolute Højde, som er det Bestemmende, end selve den Omstændighed, at der overhovedet er Beskyttelse, at Indførselen er hæmmet og generet og Forholdene derved ere blevne komplicerede, kombinerede, vanskelige at overskue og regne med for de fremmede Producenter, og at der overhovedeter en Skranke mellem Ud- og Indland, som for Konsumenterne gjør Forbindelsen med den indenlandskeFabrikant natmiigere og mindre vidtløftig. De indenlandske Producenter have altid en Række af Omstændigheder i deres Favør, personlige Forhold, lettere Krediteringsforhold, den størreßekvemmelighed, den lettere Adgang for Konsumenterne til at fastholde Ansvaret for de leverede Varers Godhed, for nu slet ikke at tale om Fritagelsen for Transportomkostninger osv., og kun en ringe Haandsrækning er derfor ofte nok, men i de fleste Tilfælde ogsaa nødvendig, blot f. Ex. en saa lav Beskyttelsestold,at ihjelslaar en Mellemhandlergevinst, da Producenterne i et Land i Regelen ikke ville kunne dethillere deres Salg i et andet Land.

Det maa nu videre i denne Sammenhæng bemærkes, at den Omstændighed, at Tolden er lav, ogsaa ofte gjør det i sig selv vanskeligt at komme bort fra den, fordi en Ophævelse deraf da sandsynligvis ikke vil faa nogen Virkning for Konsumenterne, thi idet Prisformindskelsen spredes gjennem forskjellige Hænder over et Detailsalgs smaa Kvanta, bliver Fordelen sandsynligvis hængende paa Vejen. — Hvad der nu end kan være Tanken med Ophævelsen af Told, saa er det sikkerlig ikke Meningen at fodre de Handlende med Toldens Beløb. Hvor Forholdet stiller sig saaledes, at

Tolden kun gavner lidet eller intet, men derimod skader Omsætningen i særlig Grad, saa at en Ophævelse vil aabne Mulighed for en mere fuldstændig og omfattende TilfredsstillelseafKonsumenternes og disses Forbrug ved noget større Prisbillighed kan formodes at ville stige, dér vil Fordelen for de Handlendes Vedkommende netop væsenligst ligge i den lettere Adgang til at tilfredsstille dette Forbrug og den ved en udvidet Omsætning vundne større Fortjeneste selv ved en noget lavere Pris, og ikke i at holde Prisen oppe med Toldens Beløb. Her er altsaa Toldens Fjernelse til Gavn for alle Parter. Hvor derimod en noget større Prisbillighed ikke kan faa nogen videre Indflydelse paa Forbruget, hvor dette er af en mere konstant Natur, dér indtræder netop det Tilfælde, at Ophævelsen af en lav Told ganske naturlig kun bliver en Present til Mellemhandlerne, ja maaske ikke en Gang kan parteres ud til de mindste Salgskvanta. Det forekommeros,at overhovedet gjør disse Spørgsmaal om Nedsættelse af Tolden og Indførelse af den fri Konkurrencesaaprekære, Fordringerne altid stilles med Indignation i Konsumenternes Navn, men at Nedsættelserne, naar Toldens Fordyrelse da ikke er ganske særlig stor, ikke desto mindre slet ikke kommer til at gavne det store Antal Forbrugere det ringeste. At lade Tolden vandre fra Statskassen over i de Handlendes Lommer, er en Foranstaltning, som ikke bør kunne begejstre noget andet Menneske end de Handlende, og der vilde utvivlsomtkunnespares hel Del Indignation paa de stakkelsKonsumentersVegne. er nu f. Ex. SpørgsmaaletomNedsættelse Glasværkernes Beskyttelse for Medicinglas og Medicinflasker. Tolden var foreslaaet nedsat pr. Pd. fra 7 Skill. til 2 Øre. Hvor betydelig

Nedsættelsen end er, synes en deraf følgende Nedsættelse i Prisen dog kun at komme Mellemhandlerne o: Apothekerneog ikke rorbrugerne til Gode. Det enkelte Glas vejer saa lidt, og i dets Pris indgaar ogsaa Arbejdspenge for Skylning og Rengjøring samt Prisen for Propper og Etiketter, saa at Nedsættelsen ikke vil spille nogen Rolle paa det enkelte Glas d. v. s. for Konsumenten. En Prisforringelsevildejo friste Folk til at kjøbe mere Medicin.Menderimod det stor Betydning paa Apothekernes Tusinder af Flasker, at de i det Hele blive 10 til 12 pCt. billigere. Det er et lignende Forhold som det, der nu kan iagttages paa et andet Omraade, nemlig med Hensyn til Brødpriserne. Hvad nytter Etableringen af den fri Konkurrence for Konsumenternes Skyld, naar det dog er Apothekerne og Bagerne, der stikke Profiten i Lommen? Det er i Sandhed et højst alvorligt Spørgsmaal,derkaster grelt Lys over den økonomiske Friheds Fortræffelighed i dens praktiske Virkninger. Man beskatfcerdefattige til Fordel for d'Herrer Apothekere, og nu vil man sætte Kronen paa det Hele ved at tage Fortjenesten fra de stakkels Børn i Glasværkerne og forære den til Apothekerne, disse vor Lovgivnings Kjæledægger.

Ved Undersøgelsen af de enkelte Industriers Berettigelsetil at beskyttes, bør Hensynet til den Betydning, de allerede have vundet, spille en væsenlig Rolle, og da navnlig i hvilket Omfang, de have mægtet at knytte Arbejderbefolkningen til sig, hvor mange Arbejdere de ernære. Det er det saakaldte sociale Hensyn, der nu til Dags naturlig skydes stærkt i Forgrunden.Efter moderne Omformning af Lønningstheorienmaa jo nemlig anses for givet, at en stærk

Nedsættelse eller Bortkastelse af en Beskyttelsestold kan have den mest skæbnesvangre Indflydelse paa Arbejdslønnen.Er virkelig effektiv og altsaa forhøjerProdukternes saa vil dette jo med andre Ord sige, at der er mere til Deling mellem Arbejdsgiver og Arbejdere, at der er Mulighed — mere kan man selvfølgeligikke — for en højere Arbejdsløn end ellers. Hvor meget af Beskyttelsen der kommer Arbejderne til Gode, beror i de enkelte Tilfælde paa deres Organisation, deres Evne til at begrænse Udbudet osv. osv. Beskyttelsenforhøj saa at sige Maximalgrænsen og aabner derved Chancerne for at bringe Lønnen højere op. Mulighedenfor at udøve en gavnlig Indflydelse paa Arbejdslønnens Fastsættelse gjennem en fornuftig Benyttelseaf beror jo paa, om en Overvæltningaf paa Konsumenterne gjennem en Prisforhøjelse lader sig sætte igjennem, og dette beror jo atter paa, hvor vidt og i hvilken Grad man er udsat for Udlandets Konkurrence eller ikke. I de saakaldte lokale Erhverv, hvor denne selvfølgelig er afskaaren f. Ex. Bygningsfagene, kunne Arbejderne gjennem Fagforeningerøve største Indflydelse paa Fastsættelsen af Arbejdslønnen. Beskyttelsestolden er nu netop en saadan Foranstaltning, som kunstig skaber en relativ Uafhængighed af Udlandets Konkurrence og derved er Muligheden for en Paavirkning af Lønningsspørgsmaalet i Arbejdernes Favør eo ipso given, og mere kan der ikke sikres Arbejderne herigjennem.

En fyldestgjørende statistisk Paavisning af BeskyttelsensIndflydelse Arbejdslønnen vilde naturligvis være forbunden med saa at sige uoverkommelige Vanskeligheder.Arbejdslønnen et kompliceret produkt

af mange Faktorer, og Beskyttelsen kan jo, som ovenfor udviklet, næppe tænkes at yde en direkte Virkning paa Arbejdslønnen, men skaber kun Betingelser, som maa benyttes og udbyttes. T>et maa jo desuden erindies, at Spørgsmaalet om, hvorvidt og i hvor høj Grad Beskyttelsener maa afgjøres forud og paa Grundlag af helt andre Momenter end det, som netop tilbyder sig som naturligt, og som ofte anvendes: Arbejslønnens Højde, og at man altsaa vel maa vogte sig for et almindeligtSkjøn dette Forhold, hvori Hensynet til ArbejdslønnensHøjde selv uafvidende spiller ind med; thi derved vilde man jo simpelt hen gaa i en skuffende Cirkel. Yi skulde derfor blot indskrænke os til at nævne et Par enkelte Exempler, hvor Forholdene lade sig nogenlunde let oplyse. Det tør vistnok saaledes anses forgivet, at Gørtlerne og Naalemagerne ere stærkt trykkede af den udenlandske Konkurrence (lavt beskyttede),og disse er Arbejdslønnen ogsaa forholdsvis lav, langt under det almindelige Gjennemsnit. — For SkomagernesVedkommende andre forstyrrende Momenter til, men vi haabe i en anden Sammenhæng at faa Lejlighed til netop her ogsaa at eftervise Beskyttelsens Indflydelse paa Lønningsforholdene. — I Fag som Bundtmageriet,Kunstdrejeriet Guldsmedeprofessionenskulde paa Grund af Arbejdets mere kvalificeredeNatur en forholdsvis højere Løn, men de ere øjensynlig trykkede af Konkurrencen ude fra, og Arbejdslønnen er da ogsaa kun lig med eller endog under det almindelige Gjennemsnit. Omvendt have Erhvervmed Beskyttelse som Porcellænsindustrien og Pianofortefabrikationen særlig høje Lønningssatserat

Vi have troet, at det kunde være af Interesse at se Forholdet imellem Arbejdslønnen i de beskyttede og übeskyttede Erhverv, for saa vidt dette lader sig oplyse. Vi have derfor i det vedføjede Tabelbilag — paa Grundlag af Lønningsopgivelserne i Tabelværk t. Kbhvns. Stat. Nr. 7 — foretaget en Sammenstilling af Gjennemsnitslønningernefor henholdsvis i de beskyttede og übeskyttede Erhverv i Hovedstaden 1882. Vi have selvfølgeligpaa Sider udskilt saadanne Fag, i hvilke Lønningsatsens Højde væsenlig er paavirket af, at der i vedkommende Fag i Modsætning til det almindelige som Regel kun arbejdes en Del af Aaret.*) Dernæst have vi bortset fra saadanne Fag, hvor en stærk Indstrømningaf i Erhvervet gjør Forholdene anormale(jfr. t. Tab. t. Kbh. Stat. Nr. 7) eller vanskelige at overse (som f. Ex. hvor Lønnen snart er et Produkt af Mandens og Hustruens forenede Arbejde, snart ikke). Resultatet af denne Sammenstilling er da denne, at medens det almindelige Gjennemsnit for Daglønnen i samtlige Haandværk og Industrier er c. 3Kr. (3.04), er Gjennemsnitssatsen i de beskyttede Erhverv: 3.05 Kr., i de übeskyttede 2.93 Kr. For Akkordbetalingens Vedkommendeer dette, at medens den i Gjennemsnitfor Erhverv er 20.13 Kr. ugenlig, er den for de beskyttede Fags Vedkommende 20.52 Kr., for de übeskyttede 20.60 Kr.; hvilket sidste Tal jo forøvrigt er paavirket af en enkelt usædvanlig høj og næppe normal Sats — se vi bort fra denne, bliver Resultatet 19.75 Kr. —

---

*) Det vil jo erindres, at de i nævnte Tab elv. opgivne Lønningssatser fremkomne gjennem Skjønsopgivelser over, hvor meget der kan tjenes paa en enkelt Dag, og ikke ere = Aarsfortjenesten, divideret med 300 Arbejdsdage.

og i denne Gruppe er desuden Dagløn det almindelige. Vi se altsaa, at Arbejderne i de beskyttede Erhverv snarest ere en Smule bedre økonomiske stillede end i de übeskyttede og i alt Fald ligesaa godt. — Vi have troet, at det har sin Interesse at faa disse Data frem, og uden paa nogen Maade at tillægge dem nogen sær Beviskraft skulle vi dog bemærke, at de forekomme os at vælte Bevisbyrden over paa den, der vil paastaa, at Beskyttelsessj'stemet herhjemme har været til Skade for Arbejderne, og at Beskyttelsen kun kommer Fabrikanternetil

Man vil maaske gjøre gjældende mod Betydningen af disse Tal, at da de beskyttede Erhverv udgjøre c. 4/₅ af samtlige Haandværk og Industrier, er det i og for sig naturligt, at disse Lønningssatser maa udøve en væsenlig, ja, den væsenligste Indflydelse paa Arbejdslønnens almindeligeGjennemsnitsniveau,saa det numeriske Udtrykfordenne komme Gjenncmsnittet for de beskyttedeFagsArbejdsløn nær. Vi skulle derfor føre Sammenligningen mellem de lavere Klassers økonomiske Stilling i forskjellige Erhverv udenfor IndustriensKredsog Stedet for at sammenstille Industri med Industri jævnføre Arbejdslønnen i de beskyttede Erhverv paa den ene Side med Lønningsfoden i et ErhvervsomLandbruget den anden Side. 'Imedens den gjennemsnitlige daglige Fortjeneste Aar 1882 i de beskyttede Fag i Hovedstaden var: for en Svend o: 3 Kr. (a 3.42 i Akkord) — og nu vistnok snarest maa sættes noget højere — og for en Arbejdsmand 2.36 0., har Daglønnen i de sidste Aar for en Landarbejder — det er jo nemlig væsentligst de jordlwse Landarbejdere, som de kapitalløse, industrielle Arbejdere maa sammenstilles med —

efter Prof. Falbe Hansens Opgivelse i Danm. Stat. kun været 1.29 Kr. Se vi paa Aarsindtægten, da kan denne beregnes til henholdsvis c. 900—1000 Kr. og c. 700 Kr. for Svenden og Arbejdsmanden og kun til c. 425 Kr. for Landarbejdere, altsaa knap 61 pOt. af Arbejdsmandens Indtægt. Selv rigelig Hensyn taget til, at det er billigere at leve paa Landet, *) og at der her undertidenbødespaa lave Løn ved en Gave af lidt Mælk, Kartofler o. L, saa kan dette ikke opveje den store Forskjel,navnligda sidste Moment Aar for Aar faar mindre Betydning, og det tør vistnok derfor fastslaas som uimodsigeligt, at den egentlige Arbejderklasse, der maa leve ved sit legemlige Arbejde, fra Haanden og i Munden, er langt slettere stillet i Landbruget end i den beskyttede Industri. Det er derfor naturligt, at Smaakaarsfolk strømme til denne altsaa med andre Ord til Byerne, og naar Agerbruget ikke direkte vil bidrage mere, end det gjør, til de brede Samfundslags Ernæring maa det finde sig i indirekte, ad en Omvej, nemlig gjennem den Skat, som Beskyttelsen paalægger det til Bybefolkningen, at yde den übemidlede Arbejderstand den økonomiske Støtte, som det dog som Helhed betragtet

---

*) Dette, at man kan leve billigere paa Landet er forøvrigt ofte kun et forkert Udtryk for, at man faktisk lever nøjsommere, en lavere «standard of life» end i Kbhvn. og derfor naturligvis lever billigere. — Nogen Forskjel paa Pengenes Værdi er der imidlertid utvivlsomt mellem Land og By, men medens Forholdet i Almindelighed — jfr. saaledes Scharling: Best. af en Fam. Indtægt. Nat. Tidsskr. 1881 — anslaas til at være som 3/₄ (for hver 3 Kr., man har paa Landet, maa man have 4 i Kbhvn.), er jo Forholdet mellem en Landarbejders og en kjøbenhavnsk Arbejdsmands Indtægt ogsaa som 3/₅ (Kjøbenhavneren faar 5 Kr. for hver 3 Kr. som Markarbejderen faar).

maa være fuldt ud i Stand til at bære, saa længe det
prætenderer at være Landets Hovederhverv.

Som Erhverv, hvor Hensynet til Arbejderbefolkningen gjør sig særlig stærkt gjældende, skal nævnes Blikkenslagerne,Handskemagerne, , Skomagerne, Skrædderne, Snedkerne, Tobaks- og Cigararbejderne. Væverne og Maskinfabrikanterne. For disse sidstes Vedkommendekan imidlertid strax bemærkes, at afgjørendeHensyn tale imod Beskyttelse. Det er navnlig Tolden paa Symaskiner, der synes at interessere disse, men, som man rigtig har gjort opmærksom paa. her er modstaaende sociale Hensyn, der tale stærkere: Hensynet til den store Klasse af Syersker. For de tungere og grovere Maskiners Vedkommende er det Landbrugets Interesser, det gaar ud over. Agerdyrkningsmaskinerbør i et Land som vort fordyre* saa lidt som mulig, og paa disse spiller allerede Fragten ogsaa i sig selv en betydelig Rolle til Gunst for den indenlandske Industri. — Cigararbejderne, Handskemagerneog ville blive omtalte neden for. — For SkomagernesVedkommende baade Folkething, Landsthing og Regering enige om at forhøje Tolden. Det er betydeligeArbejderinteresser, her drejer sig om, Landets største Erhverv, der i 1880 alene beskjæftigede 11—12,000 Svende. Forholdene i Fagene ere yderst daarlige. Indførslenaf maskinsyet Fodtøj er stadig i Tiltagendeog det indenlandske Haandværk haardt. Arbejdslønnen er yderlig lav, i Gjennensnit c. 13 Kr. om Ugen. Baade Arbejdere og Mestere ere enige om at forlange Toldforhøjelse. — Hvad Skrædderhaandværketangaar, beskjæftiger ogsaa dette et meget betydeligtArbejderantal, at det ikke gaar an at røre

Beskyttelsen, men Forholdere ere dog her i Faget saa meget gunstigere, naar Svendene forstaa at gribe Sagen lidt forretningsmæssig an, at det næppe er tilraadeligt at forhøje Beskyttelsen, som det fra en enkelt Side er paatænkt.

Paa den anden Side er der ogsaa Erhverv, hvor den Arbejdermængde, der beskjæftiges, er saa ringe, som f. Ex. ved Fabrikationen af Cikorie, Træmasse Papir osv., at naar intet Andet taler for Opretholdelsen af Beskyttelsen for disse, og oven i Kjøbet som f. Ex. ved Cikorie, meget taler derimod, se vi ikke rettere end, at Samfundet kan finde sig i det mindre Tab ved disses mulige Forsvinden.

Men, vil man maaske sige, det er jo dog saa, at Beskyttelsen vel fordyrer Varerne til Gunst for den store Arbejderbefolkning, men ogsaa til Skade for denne, der jo ligesaa godt bestaar af Konsumenter som af Producenter. Arbejderne betale hinanden gjensidig Beskyttelsen,og er den Historie færdig, og Alle lige rige. De faa flere Penge, men maa ogsaa give flere ud. Ja, for saa vidt Arbejderne kjøbe beskyttede udenlandske Produkter, er dette tildels rigtigt, men dette er uden Tvivl den mindste Del af deres Forbrug. Paa Brød og Kjød, Fedevarer og Æg slaa de flere Penge, som de faa ved Beskyttelsen, bedre til, thi Landbruget er ikke beskyttet, og store Mængder af vigtige Konsumartikler, som f. Ex. Kolonialvarer, Stenkulog maa jo indføres, og heller ikke her spiller Beskyttelsen nogen fordyrende Rolle. Ja, kan man sige, men er det da nu ikke i Grunden übilligt, at der saaledes tages fra Landbruget og de andre übeskyttede Erhverv og gives til de Beskyttede, at der paalægges

Befolkningen en Skat til Fordel for nogle Industrier.
Dette fører os til en noget nærmere Betragtning af
Beskatningssynspunktet.

Det er efter vor ILening af megen Vigtighed at faa denne Side af Beskyttelsen fuldt ud belyst. Hvad er det vel nemlig ved Beskyttelsen, naar vi gaa til Bunds i Sagen, som er Manchestermændene den værste Torn i Øjnene, den værste Anstødssten — hvad er det vel i Grunden Andet end dette: at Staten gjennem en Skat griber ordnende ind i Produktionen til Bedste for Fordelingen? Det er i Virkelighedenpunctum den egeniige JHLoveddifferens imellem de stridende Grupper, dette Spørgsmaal om Statens Eet til Indgriben. Er man først klar over dette Forholds Berettigelse, naar der deraf resulterer en bedre Fordeling, saa gaar det let med det Andet, saa glider Beskyttelsen nok ned. Vi staa i Virkeligheden her overfor Spørgsmaalet om Berettigelsen til at bruge Skatterne i andre Øjemed end til at skaffe Staten Penge. Beskyttelsestoldens Existens er det historiske Bevis for, at man saa at sige til alle Tider har haft øje for, at Skatterne kunde og burde bruges til Andet end til at skaffe Staten Indtægt, og det moderne socialpolitiskePrincip Modarbejdelsen af de bestaaende Indtægtsuligheder igjennem Skatteordningen viser sig saaledes i Virkeligheden at være et saare gammelt Princip, som Manchestersystemet vel har skudt til Side, men ikke gjort det af med. Det vikle have været absurdt, om Smithianismen ikke skulde have rokket ved Beskyttelsen,da var trængt sejrrig igjennem, ikke alene paa Grund af dennes Stillen sig i Vejen for den fri Konkurrence, men væsentlig ogsaa fordi det havde været

übilligt at forlange, at man den Gang skulde have fundet sig i, at ens «Natvægter* blandede sig i Forretningerneog ens Penge bort til uheldigt stillede Medborgere. Den engelske Økonomi gik jo ud fra, at den økonomiske Frihed med Nødvendighed maatte fremkalde en retfærdig Formue- og Indtægtsfordeling,og Pengene som Regel fik den bedste Anvendelsei Privates Hænder, hvorfor Staten burde tage saa lidt som muligt i Skat. Den moderne tyske Økonomi er imidlertid vaagnet op af den dogmatiske Slummer med en bitter Smag i Munden, er bleven forbavsetover at finde Alt i den bedste Orden ved den fri Konkurrence, har henvendt sin Opmærksomhed paa Fordelingsprincipet og har som Middel til at korrigerede Uligheder blandt andet fundet Beskatningen.

Hvad der sker ved Beskyttelsen er altsaa en Slags Beskatning til Fordel for en anden Fordeling. Hvis Staten ikke havde gjort det muligt for den beskyttede Industri at bestaa, vilde de indtægtsgivende Kapitaler, som ved Statens Hjælp ere anbragte i denne, være blevne anbragte i andre Erhverv, der ikke behøvede Beskyttelse, og vilde altsaa have forøget disse ProducentersIndtægter. Indkomster, der sandsynligvis vilde være gaaede i deres Lommer, ere nu komne andre, mindre heldigt stillede Medborgere til Gode, og dette Forhold vedbliver. Saa længe Beskyttelsen bestaar, gaa bestandig Indtægter, som uden Beskyttelsen vilde være gaaede i de fordelagtigt stillede Producenters Lommer, i andre Folks Lommer. Hvad vil dette vel sige Andet, end at man tager fra dem, som have Eaad, som sidde i gode Stillinger, og giver til de daarligere stillede.

Det er den drivende Tanke, det stadige Princip i al Socialpolitik, i alle Socialreformer, og os forekommer det at være et fortræffeligt Princip. Man kunde uden Tvivl gjennemføre det paa anden og bedre Maade. Hvis det var praktisk muligt, burde det vistnok foretrækkes,at indkrævede progressive Indkomstskatterog Industrien ved direkte Tilskud. Dette vilde have mange Fordele, men ogsaa den nuværendeMethode sine Fortrin, og deriblandt den übestridelige, at det er den, der er i Brug i Øjeblikket, at den har historisk Hævd, og at god Konservativisme forbyder at røre den. Den gjør desuden ikke Statskassennogen den skaffer endogsaa lidt Indtægt,medens anden Maade kun volder Udgift og Besvær, og den har alle den indirekte Skats gode Egenskaber:den ikke, den falder i smaa Kvotadele paa belejlige Tidspunkter osv. osv. Omfordelingen foregaargjennem jævnt og rolig, sagte og umærkelig, uden at støde og genere nogen, uden at hidse Samfundsklasserneimod

Denne Indførelse af Beskatningssynspunktet forekommeros gjøre meget klart med Hensyn til Beskyttelsen, ellers maa siges at staa taaget og dunkelt. Herud fra lader Beskyttelsen sig regulere paa fornuftig Maade. Spørgsmaalet om, hvem man kan beskatte, bliver først ved Hjælp heraf klaret, idet det nemlig efter almindeligeBeskatningsgrundsætninger besvares med: de, som have Evne dertil. Dette er imidlertid ofte blevet realiseret paa en højst ufuldkommen Maade, og det er vistnok denne Omstændighed, der mange Gange har gjort Beskyttelsen forhadt som en højst udemokratisk Forholdsregel, ligesom det jo i det Hele taget maa indrømmes,at

rømmes,atPrincippet kun lader sig gjennemføre i Beskyttelsenpaa noget kluntet Maade — om end ikke mere kluntet end ved de fleste andre Erhvervs- og Toldskatter.Det imidlertid ses heraf, at en prisforhøj ende Beskyttelsestold paa Fattigmands Forbrug ikke lader sig retfærdiggjøre af noget Hensyn til Industrien, fordi den er et Brud paa almindelige Skatteprinciper, og dermed falder ogsaa af sig selv al Beskyttelse for Landbrugsprodukter,Korn, osv. til Jorden. Omvendt er Beskyttelsenmest hvor den ydes Industrier, der beskæftige sig med Frembringelsen af Produkter, som have en større eller mindre Karakter af Luxus, og hvor altsaa den højere Pris ogsaa rammer en større Skatteevne; thi dér er man med andre Ord vis paa, at den tilsigtedeOmfordeling sker paa den Maade, at man tager fra de mere Bemidlede og giver til de mindre Bemidlede.

Det vil heraf være indlysende, at man i vore Øjne ikke kan rejse nogen Anke saa haard mod den bestaaende her hjemme, som den, der utvivlsomt er rejst mange Gange, at den fortrinsvis hviler paa den Fattige , thi da ikke alene strider den mod Principet om, at man kun bør beskatte efter Evne, men den bliver særlig absurd, saa vist, som det er absurdt at paalægge de Übemidlede en særlig Byrde til Fordel for andre Übemidlede. vilde jo være det samme som at paalægge Folk, der selv ere nær ved at drukne, at holde Andre oven Yande i Stedet for at overlade det til dem, som selv have deres paa det Tørre. Hvorledes stiller da Sagen sig i saa Henseende?

Ved nærmere Betragtning viser det sig, at her er
4 Grupper af Tilfælde at skjelne imellem. Der er for

det Første en Del Industrier, ved hvilke den ved BeskyttelsenbevirkedePrisforhøjelseafderesFrembringelservanskeligkanefterspores,fordidenspredes og ligesom gaar op og forsvinder i andre Priser, hvis Dannelse væsenlig er afhængig af andre, derfra forskjelligeMomenterogBevægelser.Vitænkeherved Haandværk og Industrier som Tagpapfabrikationen, Bygningssnedkeriet,Hvidtglasfabrikationen,Tapetpapirfabrikationen,ForfærdigelseafGørtler ationen,ForfærdigelseafGørtler- og Klejnsmedarbejde osv. Fordyrelse af disses Arbejder paavirker næppe i nogen betydelig Grad Opførelsen af nye Bygninger i Sammenligning med de øvrige Omkostninger, og Huslejeniveaueterjounderheltandre,uden langt stærkere Indflydelser, saa at dette Moments definitive Betydning vistnok er saare ringe, og man kan i alt Fald ikke her tale om nogen særlig Overbebyrdelse af de Fattige. Noget Lignende gjælder med Hensyn til Tilvirkningen af Flasker og Propper, idet en mindre Fordyrelse af disse ikke kan paavirke f. Ex. Ølpriserne. — Vi have dernæst en Række Industrier, hvis Produkter væsenlig maa betragtes som Luxus, saaledes at ForbrugetderaferEnhversfrivilligeSagog Almindelighedmaasigesatrøbeenforholdsvis Skatteevne, medens det i ingen Henseende kan anses hverken for fysisk eller social nødvendigt. Herunder falder f. Ex. Fag som Bundtmagerne, Chokoladefabrikanterne, Cigarmagerne,Elektropletfabrikanterne,Forgylderne,Guldsmedene,Handskemagere,Kunstdrejerne,Monumenthuggerne,Pianofortefabrikanterne,Terrakottafabrikanterneosv.Manvilvistnokaleneaf erneosv.Manvilvistnokaleneafdenne Opregning faa et fyldigt Indtryk af, at det ikke er faa af de beskyttede Haandværk, som det her drejer sig om, og

som altsaa ere af den Natur, at Beskyttelsen for dem maa siges ganske væsenlig at ramme de mere velstaaendeKlasser,idetdeproduceredeArtiklerenten kun forbruges af disse eller i alt Fald i en i Forhold, til Velstanden stærkt stigende Grad. — For det Tredje er der en Del Erhverv, som forsyne Befolkningen med Gjenstande, om hvilke det ganske vist maa indrømmes, at de ogsaa findes i de mindre Bemidledes Hjem, men om hvilke det gjælder, at det for de bedre stillede Klassers Bevidsthed staar som saa nødvendigt at have dem i rigeligt Omfang, at Brugen deraf voxer langt mere end Indtægterne, —ganske bortset fra, at de ofte ogsaa bruge bedre Kvaliteter, hvilket undertiden rammes gjennem klassificeret Vægttold, undertiden ikke — idet den mere stadige og regelmæssige Anvendelse deraf paa en vis Maade kan siges at danne Skjelnemærket mellem Arbejdernes Hjem og Middelklassens Hjem, mellem Smaakaarsfolks Hjem og Bourgeoisiets Hjem. Vi tænke her paa Ting, der dels ligefrem bidrage til det daglige Livs Komfort, dels høre til, hvad man anser for at være nødvendigt «til Huset», som det hedder, altsaa Ting som Møbler, Lamper, Knive og Gafler, Dækketøj, Porcellæn, Drikkeglas, Gardiner, Kogekar, Kasseroller, Gryder, alt muligt Køkkenudstyr i det Hele osv. Under samme Kategori falder jo Ting som Baljer, Flasker, Skriverekvisiter, Papir osv. Det er den Slags Gjenstande,somdethørermedtilBourgeoisiets of life» at have iet smukt og rigeligt Udvalg: KøkkenudstyrtilBekvemmelighedforHusmoderen,solide, smagfulde og bekvemme Møbler, i alt Fald i én Stue til at byde Fremmede ind i, flere Lamper, hele PorcellænsstelafetkjøntUdseende,Sølvgafler,slebne

Papir til Korrespondance osv. I de Fattiges Hjem maa man ogsaa have noget af alt dette, men i et forholdsvis langt ringere Omfang: man nøjes med de tarveligste Spiseredskaber og Dækketøj, spiser maaske uden Dug paa Bordet og Servietter, har kun én Lampe, hjælper sig saa godt man kan med et Par enkelte Kogekar, en enkelt Spand, lidt simpelt Stentøj, tillader sig sjælden den Luxus at skrive til Slægtninge osv. Med Hensyn til Kopper, Tallerkener og Sligt nøjes den Fattige med Fajance, der fortoldes lavere og altsaa har mindre BeskyttelseendPorcellæn;forMøblererligeledes for de simplere og tarveligere, der findes hos Smaakaarsfolk. I en Række af andre Tilfælde er Kvaliteten mere ensartet,menForbrugetsKvantumstærkerestigendeend Velstanden. Det staaT unægtelig for os som utvivlsomt, at for denne store Gruppe af Artiklers Vedkommende bære de mere velhavede Klasser, især Middelstanden, den tunge Ende af Beskyttelsen, der sandsynligvis er rent progressiv. For flere af disse Varers Vedkommende er der forøvrigt Enighed om nogen Nedsættelse. — Den fjerde Gruppe har mere Karakteren af Nødvendighedsgjenstande,menhervildernetopogsaa alle OmstændighederfindeenRækkebetydningsfuldeNedsættelserSted.BeskyttelsenforSaltraffinaderierne trykker næppe i nogen paafaldende Grad, men gjør den det, saa er man jo ogsaa fra alle Sider enig om SalttoldensOphævelse.—VirkeligBetydningharderimod Beskyttelsen for Tilvirkningen af Skotøj og Manufakturvarer.FodtøjfortoldesforTidenmed c. 67 Øre pr. Pd., ganske bortset fra dets bedre eller daarligere Kvalitet. Da alle Individer jo bruge Skotøj,

og de Fattige maaske oven i Kjøbet slide mere, hviler Beskyttelsen for dette Haandværk baade absolut og forholdsvisstærktpaadeübemidledeKlasser.Som have set, gaar det imidlertid ikke an at nedsætte eller ophæve Tolden, da dette vilde være i høj Grad skadeligtforenmegetstorDelArbejdere. skulle vi henlede Opmærksomheden paa den i forskjellige AndragenderfraSkomagereudtalteogiFolkethingets Lovudkast optagne Tanke, at dele Tolden i 3 Klasser efter Fodtøjets forskjellige Kvalitet, eftersom det er af Læder i Forbindelse med vævede Stoffer eller af finere, farvede Skindsorter (højeste Sats) eller af Gede- og Kalveskind, Hestelæder og lign. (Middelsats) eller af grovere og stærkere Lædersorter saasom Fedt- og Fahllæder(lavesteSats).DervedvildejoBeskyttelsen forholdsvis stærkere for det finere Fodtøj, der bruges af de mere Velhavende, og Skatten altsaa stige med Velstanden.Skomagernehaveforeslaaethenholdsvis3—2 _—2 og 1 Kr., Folkethinget mener at kunne nøjes med 2^—L og 1/₂ Kr. — Hvad Manufakturvarer angaar, er Forholdet her af den største Interesse. Sagen er jo nemlig den, at for en stor Del af disse Varers VedkommendeerForholdetsaaledes,atdetpaa af, at Beskyttelsen gives i Form af en Vægttold, væsenligst er de tungere og simplere Sorter, der fabrikeres her i Landet — og disse fordyres altsaa ved Beskyttelsen for Arbejderbefolkningen. Om nu end Konsumenternes Interessejoforsaavidtmaasiges være den største, som disses Antal jo übestridelig er det største, saa maa det dog paa den anden Side erindres, at de forskjellige Slags Vævere, Hvergarnsvævere, Damaskvævere, Ravndugsvævere,Bomuldsvævereosv.netophøretilde trykkedeErhverv,ogatdetvirkeligher

kedeErhverv,ogatdetvirkeligherdrejer sig om betydeligesocialeInteresser,idethenimodenSnes Forsørgeres Velfærd ere knyttede til disse Satser. Ved Afvejningen af disse modsatte Interesser kan det nu strax i Almindelighed bemærkes, at de her i Landet tilvirkede Manufakturvarer, som det hedder i Danm. Stat. Side 432 Anm., «vel ere tarveligere» men «stærkere end de indførte Varer», hvilket vel med andre Ord vil sige, at de udenlandske Varer i Almindelighed have en langt større Soliditet i Forhold til Prisen end de indførte og altsaa for saa vidt en større Brugsværdi, hvad der strax tager noget af det odiøse bort. Det maa dertil holdes for Øje, at selv om disse Varer altsaa skulde være noget dyrere end de vilde være uden Beskyttelse, og selv om dette ikke fuldt opvejes ved en større Holdbarhed, saa er overhovedet denne Udgiftspost meget langt fra en saadan, der tynger stærkt end sige uforholdsmæssig stærkt paa Arbejderbefolkningens Budget. Paa Hverdagsdragten vises der i denne Samfundsklasse den allerstørste SparsommelighedogØkonomi,ogStadstøjetbrugeskun Helligdagene. Hvis man kunde regne nøjagtig ud, hvor stor en Kvotadei Beskyttelsen for Tilvirkningen af BeklædningsgjenstandeudgjordeienArbejderfamiliesUdgiftsbudget,føleviosoverbevisteom,at giftsbudget,føleviosoverbevisteom,atvi ville komme til et latterlig ringe Procenttal. Det er overhovedet ikke Udgiften hertil, der tynger, det er Fødevarer, Brændsel og Belysning og i Kjøbenhavn navnlig ogsaa Huslejen, som det kniber med at skaffe Penge til. Derfor maa det hævdes i principiel Almindelighed, at enhver Toldforanstaltning,derbidragertilatgjøreFødemidlerne og de øvrige nævnte Fornødenheder mere prisbillige, f. Ex. Nedsættelser paa Kaffe, Sukker, Ris, Petroleum,

Kul osv., übetinget forslaar langt bedre end noget saadant som Nedsættelser af Beskyttelsestolden paa Klædevarer, Metalvarer, Papir og lign., som der ofte er gjort en Del Postyr med paa krænkede demokratiske Følelsers Yegne. Vi tro, at det vilde være heldigt for Arbejderbefolkningen,ommananvendteenhelDel den Iver, hvormed man for selve denne Samfundsklasses Skyld arbejder imod Beskyttelsen for Industrien, til at sørge for at faa hævet Sygeskatten til Apothekerne, og til at skaffe Arbejderne billigere Brød, naar Kornpriserne virkeligtilladedet;thidetskalman alt Fald ikke komme fra, at Beskyttelsen dog delvis kommer Mængden af Arbejderne til Gode qva Producenter, imedens de nævnte Skatter kun bringe dem Tab.

Hvad nu de enkelte Manufakturvarer angaar da kan det jo først bemærkes, at ved Tolden paa Pak-, SækkelærredogSejlduger til Handel og Skibsfart jo saa fremtrædende, at den, som oven for omtalt, bør hæves. Herunder falder imidlertid i den nuværende Toldlov ogsaa Bomulds-Ravndug, der finder megen AnvendelsetilKlæderog en stor Del Vævere. Saa vidt det kan skjønnes af Regeringsforslagets Motiver, vil dette dog vistnok blive henført under den almindelige Position for vævede Bomuldsvarer. Den for Fabrikationen af Trikotage og filerede og hæklede Bomuldsvarer for Tiden givne Beskyttelse maa utvivlsomt erkjendes at være urimelig stor, og her bør der da ogsaa finde en betydeligNedsættelseSted.For falde disse Varer ind under Toldlovens Position 147, med en Told af 32 Skill. pr. Pd. Regeringen har foreslaaet en Nedsættelse af 25 Øre og mener endda, «at en ikke ganske ringe Del af Beskyttelsen vil bibeholdes*. Landsthinget følger Regeringen,ogFolkethingetgaar

geringen,ogFolkethingetgaarendogsaa ned til 20 Øre — Nedsættelser, der i Virkeligheden ere saa betydelige at de ville være til virkelig Gavn for den store Konsum. — Interessen koncentrerer sig dog navnlig om ensfarvede og flerfarvede Bomulds- og Linnedvarer samt ufarvede, mønstervævede Bomuldsvarer og Uldgods. Trykkede Bomuldsvarer spille derimod i denne Sammenhæng en mindre Rolle, da der saa godt som ingen Trykkerier lindes her i Landet. Hvad nu ufarvede, mønstervævede Varer angaar, da ere disse jo i Regelen finere Ting, der, som Damask og Drejl, væsentlig maa siges dels at være ligefremLuxusartikier,delsat ind under de Artikler, der, som det blev omtalt ovenfor, væsentlig kun konsumeresinogetbetydeligere af Bourgeoisiet og op efter, saaledes at Kvantiteten stiger meget stærkt med Velstandeu og er lav i Arbejderklassen. Naar Manufakturhandlerforeningenderforisit vilde «anse det for meget heldigts, at disse Varer, saa vidt man da kan forstaa af Andragendet, nedsættes fra en Told af 42 Øre -- 20 Skill. — til 25 Øre, saa kan det Heldige herved vel være fuldkommen indlysende fra et merkantilt Standpunkt, men maa derimod siges at være mere problematisk fra et almindeligt Standpunkt, navnlig da Damaskvæverne høre til de mest trykkede af alle Arbejdere, og at foretage denne Nedsættelse, som AndragendetmedrørendeHensyntagen for Toldvæsenet udtaler, for at «faa en ensartet Fortoldning bragt til Veje>, vilde jo rigtignok være yderst affabelt over for Toldvæsenet, men d'Hrr. Toldmænd ville vistnok utvivlsomtvideatfinde i en mindre ensartet Fortolkning, da de sikkert bedre end nogen anden ere komne til Klarhed over, at Toldloven overhovedet ikke er gjort for

deres Bekvemmeligheds Skyld. Det kan i og for sig være skjønt, at have en simplificeret Toldlov, at have mange Manufakturvarer slaaede sammen under én Position med en lavere Told. Det er navnlig ikke mindst skjønt for de Handlende, men Fordelene ved at have en virkelig rationel Beskatning synes unægtelig at maatte kunne sættes ikke alene ved Siden deraf, men langt derover. Ved Omredigeringen af Manufakturvarepositionerne i RegeringensForslagerf. ogsaa en Mængde værdifulde Varer, ja, «endogsaa rene Luxusstoffer, især Gardintøjer, Tøjer til Baldragter osv.» nedsatte fra 1 Kr. til 25 Øre pr. Pd. Ganske vist vil man derved for Fremtiden undgaa en Mængde «Bryderier og Tvistigheder mellem ToldvæsenetogdeKlarerende», Bestemmelsen i den nuværendePos.146om og aabne Varer» synes at kunne give Anledning til «Tvivl», men dette vindes paa Bekostning af, at Tolden, som Motiverne selv med øjensynligForbavselsetræffendeudtrykke «egentlig bliver uforholdsmæssig lav», hvilket Ord «egenlig» synes os ret egentlig at vise, hvor megen «Tvivl» man bør nære om denne Bestemmelses Fortræffelighed. Af de andre under Pos. 146 opførte Varer vil en stor Del gaa ned fra 1 Kr. til 42 Øre pr. Pd., skjønt den væsentlig omfatter rene Luxusartikler. Disse Bekvemmelighedshensyn,derbrydetværs alle Beskatningsprincipper,burdevirkeligikke Ret til at raade saa frit ved Udarbejdelsen af Toldloven. Hvor vigtig en VaretagelseafHandelstandensTarv maa siges at være, maa det dog erindres, at her staar den i det Hele og Store dog ret velhavende Handelsstand overfor de fattige Vævere. — Tolden paa kulørte, vegetabile Varer var i Regeringsforslaget af 1871 sat til 33 Øre pr. Pd. hvilket

er en Nedsættelse fra 24 og 20 Skill. henholdsvis for flerfarvede og ensfarvede Bomuldsvarer. I det sidste Forslag er Tolden sat til 42 Øre, hvilket altsaa kun for flerfarvede Varer er en Nedsættelse; Folkethinget gaar ned til 40 Øre. Dette kunde ogsaa gaa uden at træde Vævernes Interesser for nær, hvis Tolden paa Garn tilligeblevnedsat,hvorved Beskyttelsen vel ikke vilde blive mindre, men den absolute Pris dog forringes en Del. — Eor Klædevarernes Vedkommende er det socialpolitiskeHensynmindre,medens saa godt som udelukkende hviler paa den daarlig stillede Del af Befolkningen, og vi kunne derfor slutte os til Folkethingets Forslag om nogen Nedsættelse, men med en samtidig Indførelse af en Værditold (40 Øre pr. Pd. -j- 5 pCt. af Værdien) *). — Beskyttelsen for Skrædderhaandværketkanjo,som have set ikke opgives, men det er ogsaa tvivlsomt, om den særlig hviler paa den übemidledeDel;tværtimodindføres jo netop simple og daarlige færdigsyede Dragter, medens Fordringerne til at en Klædning sidder godt og har et godt Snit, stige med den sociale Stilling.

Der er endnu nogle store Forbrugsartikler tilbage, hvor Beskyttelsen kan siges at hvile tungt paa Smaakaarsfolk,nemlig Sukker, Ost og Røgtobak. Ostetolden vil imidlertid efter al Sandsynlighed blive hævet og dermed ogsaa Beskyttelsen for Ostetilvirkningen, og fra alle Sider har der været Enighed om Nedsættelseaf

---

*) Man bør saa meget mindre krympe sig ved at foretage denne Nedsættelse, som vi her staa overfor en Fabrikindustri — medens Bomuldsvæveriet derimod væsenligst er Haandværk . og Beskyttelsen vanskeligere kommer Arbejderne til Gode i en saadan.

telseafBeskyttelsen for raffineret Sukker under Henvisningtil af Tolden paa Raffinaderiernes Hjælpestoffer. Hvis det virkelig er Meningen med den rejste Bevægelse ikke alene at ville have Nedsættelse paa uraffineret Sukker eller i Eoesukkerafgiften, men paa al Sukker, falder Übilligheden paa dette Punkt jo ogsaa bort, hvis disse Forslag følges. For Eøgtobaks Vedkommende burde der maaske finde nogen Nedsættelseaf Sted, hvad der ogsaa har været paatænkt baade af Regeringen og Folketinget.

Det viser sig saaledes, at naar Tolden paa Skotøj klassificeres, Ostetolden hæves, og Tolden paa raffineret Sukker, Røgtobak — og vi kunne tilføje Symaskiner jfr. ovf. — nedsættes, kan det saa langt fra siges, at Beskyttelsen hviler særlig paa den mindre bemidlede Del af Befolkningen, at der egenlig kun bliver Beskyttelsen nogle Beklædningsgjenstandes Tilvirkning tilbage, dette kan siges med Rette — og hvad denne angaar skulle vi henvise til de almindelige Bemærkninger Manufakturtolden. Vi se derfor ikke rettere end, at naar en Del Reformer gjennemføres, vil der ud fra dette Beskatningssynspunkt Intet være at indvende imod at bevare Beskyttelsen som en Beskatning de Velhavende, af Besidderne af de lukrative Erhverv, deriblandt ogsaa Landbruget, til Fordel for de Erhverv, hvori en overvejende Del, netop af Bybefolkningen, sit Udkomme.

Som allerede oven for antydet, finder Beskatningssynspunkteten særlig Anvendelse paa en Række Erhverv, som vi kortelig kunne betegne som Luxusproduktioner.Ved af disses Artikler kommer der nemlig en Skatteevne til Syne, som Beskyttelsestoldenrigtig

toldenrigtigtager Sigte paa. — Det er rimeligt, at Folk, der have Raad til et regelmæssigt Forbrug af forskjelligefysiske sociale Nydelsesgjenstande, bidrage noget klækkeligt til de Arbejdere, der ved deres Virksomhedforskaffe disse Nydelser. Et almindeligt Ræsonnement over for Beskyttelse er jo dette, at naar alle Folk vilde gjøre sig klar over, at de, idet de kjøbte en vis Vare, maatte betale den dyrere for lige frem at «fodre» nogle enkelte Fabrikanter, som det mere agitatorisk end korrekt udtrykkes, saa vilde der derved vækkesenHarme stor, at den nok skulde feje al Beskyttelse over Ende. Vi tro, at denne Betragtning her kan vendes om: hvis det blev gjort klart for de Folk, der ryge fine Cigarer og gaa med Glacéhandsker, at de ved at give nogle Øre mere vilde bidrage til at mildne Tilværelsen noget for en Del fattige Handskemagere og Cigarrullersker,vilde den tarveligste Grad af Skamfølelse forbydedem harmes derover, ja, det vilde maaské endogsaa give dette at ryge Cigarer og gaa med Handsker ligesom en Charme mere, saa at denne Skat uden Tvivl vilde blive baaren med større Taalmod end nogen anden. En saadan behagelig Maadc at bidrage til de Fattige paa, som er forbunden med selv at skaffe sig Nydelser, viser sig overalt at være den, der tiltaler Publikum mest. Det er saaledesdet Princip og den samme, psykologiske lagttagelse, hvorpaa Basarer og Forestillinger i veldædigt Øjemed beror.

Fra en anden Side lader Retfærdigheden af denne Art af Beskyttelse sig dog endnu klarere godtgjøre. Nogen individuel Ulighed i Indtægts- og Formuefordelingenmaasikkerlig for nødvendig, dels som en

Forudsætning for Kulturen*), dels som en gavnlig Spore for Kappestriden og Energien. Ulighederne i Indtægtsfordelingenbørderfor modvirkes af Staten, naar og for saa vidt som de bringe Nød og Elendighed eller de benyttes til Luxus i Stedet for til at fremme Kulturøjemed.Naarden Tendens skal modvirkes, maa man særlig tage Indtægternes Anvendelse med i Betragtning, og gaar denne til en vis Tid stærkt i Retningafvisse Arter af Luxusforbrug synes Luxusskatter at være det naturligste og virksomste Middel at gribe til. Indretter man nu saadanne Skatter til Staten, behøver kun den ene Side af Sagen at ske Fyldest, nemlig at der tages fra de mere Velstaaende, men man løber Fare for, at de derved indvundne Penge bruges til andre Øjemed, eller som for Tiden her i Landet: hobes op, saa at den anden Del af Opgaven ikke bliver løst: at der gives til de mindre Bemidlede. Ved Beskyttelsen af Luxuserhverv slaar man derimod paa én Gang begge Fluer med et Smæk, idet der her baade tages og gives. Ved Beskyttelsen sker der stadig en Omfordeling af Indkomster i den rigtige Retning, den til Luxus benyttede Ulighed modarbejdes umiddelbart herigjennem. Man indvende ikke herimod: hvorfor skal denne Omfordeling netop komme de Arbejdere til Gode, der ere beskjæftigede i disse Erhverv og ikke andre? — Her er jo nemlig ikke Tale om at indføre ForanstaltningertilFordel enkelte Arbejdere fremfor andre, men om at beholde eller fuldstændiggjøre de Foranstaltninger,somvi

---

*) Herpaa beroede jo i Oldtiden Slaveriets relative, historiske idet kun den Omstændighed, at saa mange slæbte og sled, under de daværende slette Produktionsforhold kunde skabe det Otium, der var nødvendigt for Udviklingen af en saa høj Kultur.

staltninger,somviallerede have, og som dog gavne nogle Arbejdere ved at hæve Standard-Niveauet i Erhverv, der ere daarlig stillede i sig selv, hvilket jo alene den Omstændighed, at de behøve Beskyttelse, tilstrækkeligbeviser;her kun Tale om i det hele at opretholde enhver Foranstaltning, som allerede modarbejderdennuværende Hvad der videre bør gjøres i denne Retning for andre Arbejdere eller Arbejderne overhovedet, er jo et Spørgsmaal, som ikke hører her ind under.

Vi skulle særlig henlede Opmærksomheden paa Cigararbejdernes Stilling, Hvis den afFolkethinget vedtagne Toldsats af Raatobak og Cigarer, nemlig henholdsvis25Øre Pd. og 40 Øre + 5 pCt. af Værdien, var bleven gjennemført, vilde dette uden Tvivl have haft en højst sørgelig Indflydelse paa Arbejdslønnen i dette, allerede i Forvejen stærkt trykkede Fag. Den nominelle Beskyttelse er for Tiden Kr. 7.06 pr. 1000 Cigarer; hvis Folkethingets Lovforslag var bleven Lov, vilde den for Cigarer til en Værdi af henholdsvis 35^—40_—45 Kr. pr. 1000 være sunket ned til resp. 1.55^—1.80—2.05. Det vil let indses, at en saa stor Nedsættelse vilde have været aldeles ødelæggende for Erhvervets Arbejdere. For Tiden er jo Forholdet saa, at Kvinder med disses lavere Fordringer til Livet i større og større Omfang trænger sig ind i Faget og trykke Arbejdspriserne ogsaa for Mændene. Det er vel især kun de simplere Sorter, som Kvinderne forarbejde, men under den nuværende Vægttold synker Beskyttelsenstærktjo og finere Cigarerne blive, d. v. s. det er paa Kvindernes Arbejde den spiller nogen Rolle og ikke paa Mændenes. Den store indbyrdes KonkurrenceimellemCigarfabrikanterne

kurrenceimellemCigarfabrikanternebevirker at CigarerneiAlmindelighed kunne fordyres med hele Beskyttelsens Beløb, c. 7 Kr. pr. Mille. Allerede ved Cigarer til en Engrospris af c. 50 Kr. pr. Mille, hvor jo endogsaa de fulde 7 Kr. kun udgjør 14^—15 pCt., hvilket jo næppe svarer til Driftsherrens almindelige Avance, end sige levner Noget til Arbejderne, begynder altsaa Beskyttelsen, saa at sige, at slippe op, og Udlandets Konkurrence at blive effektiv. Hvis man vilde beholde den nuværende Beskyttelse for de simplereCigarsorter— der er god Anledning, da ogsaa disse ere Luxus i alt Fald i ModsætningtilRøgtobak , men akceptere Folkethingets Værditold, vilde et retfærdigt Forhold fremkomme. Satte man, som foreslaaet, Raatobaktolden til 25 Øre pr. Pd. og Cigartolden til 40 pCt. af Værdien*), vilde Beskyttelsen bevares uforandret for de daarligere Slags, medens den derimod vilde stige med Kvaliteten, og saaledesveden til 60 Kr. pr. Mille blive til 31 å 32 pCt. af Værdien. Selv om Konkurrencen naturligvis vil forhindre, at Fordyrelsen bliver lige saa stor, vil der dog herved være givet betydelige Chancer for, at Fabrikanterne kunne give noget højere Arbejdsløn for de bedre Sorter o: til de mandlige Arbejdere, hvis økonomiskeExistensellers mere og mere truet paa den ene Side af den paa de bedre Sorter bristende Beskyttelse,paaden Side af den for de daarligere Sorters Vedkommende indtrængende kvindelige Arbejdskraft.Ogsom

---

*) Dette vilde paa ingen Maade blive for høj en Beskatning, da den væsenligst vilde ramme Importen af Havannacigarer.

kraft.Ogsombekjendt er det store Arbejderinteresser,
det her drejer sig om.

For ganske kort at resumere de foranstaaende Betragtninger
vi sluttelig samle disse i følgende
Sætninger:

1) Beskyttelsen bør som Hovedregel bevares i sit nuværende Omfang og altsaa blot nedsættes i et Forhold, som nogenlunde svarer til Lettelserne paa Industriens Raa- og Hjælpestoffer. Navnlig bør den übetinget fastholdes

a) hvor den allerede har vist sig effektiv ved at
samle en betydelig Årbejdermængde.

b) Selv hvor dette ikke er Tilfældet, bør den fastholdes, Toldens Ophævelse ikke kan antages ville have en Lettelse for Konsumen til Følge, men blot vil gavne en enkelt Samfundsklasse Skade for det Almene (Statskassen).

2) Som Undtagelse fra den almindelige Regel
bør der finde Nedsættelser i, ja endog Ophævelse
af Beskyttelsen Sted

a) paa en Række for Skibsfarten og Handelens
uhindrede Udvikling særlig vigtige Punkter
(Sejldug, Skibe, Sækkelærred osv.),

b) hvor Beskyttelsen væsenligst hviler paa de Fattige eller tynger disse i uforholdsmæssig høj Grad (Ostetolden, Skotøjstolden osv.), og endelig selvfølgelig

c) hvor overvejende Sandsynlighed kan tilvejebringes at en Industri kan staa sig uden Beskyttelse (hvilken Regel mere har theoretisk end praktisk Betydning for Tiden her i Landet).

3) Beskyttelsen kan, hvor særlige Hensyn tale

derfor (specielt daarlige Arbejdsforhold som f. Ex.
hos Cigarmagerne og Handskemagerne), forhøjes
i Luxusproduktioner.

Tabelbilag.

Anm.

1. * Jfr. Tabelv, t. Kbhvn.s Stat. Nr. 7 Anni. t. Kurvemagerne.

2. -) Tabelværket opgiver kun Lønningssatserne uden Kost og Logis. Her er Kosten beregnet til c. 67 0. pr. Dag, Logis til c. 33 0. dgl. (jfr. Tabelværk t. Kbhvns. Stat. Nr. 6 og Prof. Scharling: Om Best. af en Pam. Indtægt [Nat. Tidsskr. 1881]).

3. For Barberere,Chokoladefabrikanter,Cindersfabrikanter, Hattemagere, Eebslagere, Spillekortfabrikanter og Straahattefabrikanter foreligger ingen Opgivelse af Grjenn m s n i t s lønnen.