Handels_mødet 1885.

JL/er var mellem Industrimødet og Handelsmødet i Aar den samme typiske Forskjel som mellem den jævne, stilfærdigeHaandværker den driftige Grosserer. Industrimødethavde Tilfældighedens og Hj ærtelighedens Prægsomet Sammenstød, efter mange Aars Forløb,, mellem gode Venner, der beskedent og prunkløst tilbringeetPar sammen med at tale om fælles Interesser. Handelsmødet optraadte med en ganske anderledes repræsentativVærdighed, og officielt, og derfor ogsaa med større Prætensioner. De Industridrivende lavede en hyggeligFamiliesammenkomst, man nøjedes med at tale om Tingene og diskret forsikrede om sin Tillid baade til Folketingetsog gode Hensigter. Handelsmødet var derimod som en Festmiddag, hvortil man baade havde inviteretMinistre Excellencer, og hvor man ikke alene holdt Taler, men slog i Bordet baade for Regering og Rigsdagog rask væk ind Toldforbund, Akkordkommissionerosv. Der er under nærværende Forhold ea F-rejdighed i dette, saa at man ikke tager Fejl af, hvem der har været vant til herhjemme at sidde med de økonomiskeTrumfer Haanden og tage Stikkene hjem. Håndeisstandentænker

eisstandentænkerikke paa at dukke med Hovedet i stum
Resignation; den bærer sit Hoved højt og kjækt — og den
taber det aldrig.

Der er noget dygtigt og prisværdigt heri, som man skal have Eespekt for. Dette stadig at kunne begynde forfra, dristig og selvtillidsfuldt, er et Karaktertræk af høj Værdi, ikke mindst her i Landet. Det giver en Indflydelse, fra et vist Synspunkt nok kan siges at være lidt uforholdsmæssig ligeoverfor Fortjenesterne, men som utvivlsomt har sin Berettigelse.

Der hørte virkelig meget af denne Evne til for atter i Aar at holde Handelsmøde. Det sidste Mødes matte Præg fristede ikke meget til Efterlignelse. Det var et Opkog af gamle Sager fra Børsudvalgsbetænkningen, som tog sig fornemt ud paa det tykke Velin, men tillige saa lidet livligt, at det hele alene af den Grund faldt virkningsløst Jorden. Der er dog ingen Tvivl om, at det alligevel var klog Politik at gjentage Forsøget i Aar. Det blev derved slaaet fast, at hvordan det end gaar, kommer Handelsmødet; det kommer ikke iNyog Næ, ved en tilfældig men det er en af Aarets staaende Begivenheder, Institution. Der er en Selvvurdering i dette: hvert Aar at holde Møde og fordre og forlange og reklamere, vidner om en sikker Kjendskab til sin Tid. Handelsmændene Folk, der som Mænd af Erfaring vide, at de artige Børn aldrig faa noget, fordi de aldrig bede om noget. I dette Stykke kunne de Industridrivende lære meget af Merkurs Sønner; thi for at gjentage det: der er noget i denne sangvinske Ihærdighed, der hænger sammen med vor Handelsstands bedste Egenskaber, og som har bidraget til at stille den paa den fremragende Plads, som den med Dygtighed hævder.

Men det var ikke alene af den nævnte, almindelige Grund rigtigt at holde Handelsmøde i Aar. Man havde tillige noget særligt at holde Møde paa: Etatsraad Tietgen Formand.

Tietgen var da ogsaa Sjælen i dette Handelsmøde.

Hans Foredrag have altid et Intelligensens og Aktualitetens Præg, som har noget overordentlig forfriskende ved sig; men ved denne Lejlighed havde de ganske særlig Krav paa Opmærksomhed i vide Kredse.

I første Kække har det sin Interesse, at Tie tg en erklærede sig for Beskyttelse, uforbeholdent, helt ud, »brutalt« for at bruge hans eget Udtryk. Det har sin Betydning, Tiet gen gjør det, men det har dobbelt Betydning, han gjør det i sin Egenskab af Handelsstandens formelle og reelle Leder.

Den Forvaring, som man paa Industrimødet fra en enkelt Side — der iøvrigt selv var stemt for Beskyttelse — mente at maatte tage overfor Beskyttelsen, som jeg forstod det: paa Handelsstandens Vegne eller for dennes Skyld, kunde man gjærne have sparet sig. Handelsstanden véd bedre, hvad Tidens Udvikling kræver end, at den paa et Tidspunkt som det nærværende skulde fordre sine Særinteresservaretagne Frihandels-Doktriner paa Bekostningaf vigtigste Produktioner. Men selvfølgelig kan den ifølge Handelens Natur og sit Virksomhedsomraade umulig gaa ind paa Beskyttelsesmaximerne sans phrase. Beskyttelsen er jo imidlertid, ret beset, kun et enkelt Udtrykfor Princip, hvis almindelige Indhold er Statens positive Forpligtelse til at ophjælpe og støtte sine Borgeres Erhvervsvirksomhed. De Skridt, som fra Statens Side kunne gjøres til Fremme af Handel og Skibsfart, ere nu af en anden Art end den industrielle Beskyttelse, hvad der jo simpelthen følger af disse Virksomheders fra Industrienforskjellige For disse Erhverv gjælder det væsenlig paa den ene Side om direkte, positive Foranstaltningertil Udvikling og Betryggelse, paa den anden Side om Lettelse i saadanne Skatter og Afgifter, hvis Nytte for det offentlige — hvor megen principiel Berettigelsede maaske, fra visse almindelige Skattesynspunkter,kunne en og anden at have — ikke staar i noget fornuftigt Forhold til deres Mangler, som nemlig bestaa i en særlig hæmmende Indflydelse paa Handelensog

lensogSkibsfartens Virksomhed. Saadanne Afgifter (Skibsafgifter,Havneafgifter kunne da fra Handelsstandens Side med Kette fordres fj ær nede, og, hvis det er finansielt nødvendigt, erstattede paa Maader, som give det samme finansielle Resultat uden at have lignende skadelige Bivirkninger.Lettelser nogle, Beskyttelse for andre bliver da i Virkeligheden kun forskjellige Udtryk for det samme Princip.

Det er en saadan gjennemført Statshjælp paa ErhvervslivetsOmraade, Tiet g en, efter min Opfattelse, har fordret — ikke paa Basis af nogen stræng, principiel Begrundelse, men simpelthen som en økonomisk Nødvendighed.Det som Foif. af disse Linjer har udtrykt det i Januarhæftet af nærværende Tidsskrift, »under en Situationsom nuværende med dens hele industrielle Kampsystem,dens umuligt eller i alt Fald uklogt at vælge et saadant Moment til at afvæbne«. Da imidlertid»Beskyttelsen det nationale Arbejde« unægtelig for saa vidt gaar imod Handelens Særinteresser, som den indskrænker Indlandets Forsyning med udenlandske Produkter,maa bydes paa anden Maade: nemlig ved Udvidelse af det indenlandske Afsætningsomraade. Det er dette, der er Tanken i Planen om et skandinavisk Toldforbund med stærke Beskyttelsesskranker udadtil, og UDder Forudsætning af den derved bevirkede Udvidelse af Toldomraadet kan Handelsstanden lettere acceptere de for Landets Produktioner nødvendige Beskyttelsesskridt. Den gamle Tanke om et skandinavisk Toldforbund faar herved en ganske ny Form og Betydning. Det er i Virkeligheden noget af det samme, man rundt omkring i Evropa er inde paa, og som maaske snart vil ske for Tysklands og ØsterrigsVedkommende: den ene Side forskanser man sig med stærke Skranker overfor Udlandets Overgreb, paa den anden Side søger man at udvide det »indenlandske« Konsumomraadeog at give de indenlandske Produktioner en bredere Basis og den indenlandske Handel et betydelig større Virkefelt. Der er en Foragt for Doktriner, en

praktisk Eklekticisme i dette, som naturlig maa ligge for en Mand som Tietgen; men der er tillige heri noget, som vi tro kan faa en Fremtid for sig, og som er klart sét og genialt tænkt, ikke mindst fordi der herigjennem aabnes Udsigt for en solidarisk Sammenknytning mellem Handelens og de andre Erhvervsgrenes Interesser.

Det har ved denne Lejlighed atter vist sig, hvor stort et Held det i Grunden er for Danmark, at vort første Handelsgeni er en Mand, hvis Interesse og Syn rækker over videre Felter, end ensidige Handelskrav kunne spænde over. Det er ikke for intet, at store Fremskridt i vort Lands industrielle Udvikling knytte sig til Tietgens Navn. Atter her have vi nu faaet Bevis for, at han har etaabent Blik for, hvad der tjener hele Landets, og ikke blot en enkelt Vel, og det er derfor glædeligt ved denne Lejlighed at have set den Mand, som længe reelt har været vor Handels første Kapacitet, nu ogsaa formelt fremtræde som dens første Repræsentant.

Man saa ogsaa hans omfattende Blik i hans oplysende Foredrag om den ny tyske Kanal. Man fik en trykkende Fornemmelse af, hvor hurtigt vi maa skynde os med at faa vor ulykkelige Forfatningsstrid tilendebragt, hvis vi i Tide ville være forberedte paa at kunne tage den skarpe Konkurrence af hvilken vor fremtidige økonomiske Existens i alt Fald delvis vil afhænge. Der taler en advarende og manende Røst ud fra disse Skridt fra Tysklands Side, og der var en Gjenklang af denne Røst i Tietgens Tale, som gav den en særlig Betydning.

Det samlede Indtryk af Aarets tvende Møder, Industrimødet Handelsmødet, er et Indtryk af, hvorledes to betydningsfulde herhjemme baade føle Tidens Alvor udadtil og Nødvendigheden af frugtbart Samarbejde indadtil stærkere end nogen Sinde før. I det almindelige Mørke, der for Tiden hviler over vort Land, er der heri ligesom et Lysglimt, der varsler om bedre Tider.