Engels. Stuttgart. Verlag von J. H. W. Dietz. 1885. (XXXVII + 209 S).

Denne Titel oplyser altsaa, at der i 1885 er udkommet en tysk Oversættelse af Marx's bekjendte, i 1847 paa Fransk udgivne Skrift mod Proudhon, og at Engels har forsynet denne Oversættelse med et Forord. Men desforuden Bogen et Par Smaating:

S. 183—187 findes aftrykt nogle Sider af Marx's i 1859 udgivne »zur Kritik der politischen Oekonomie«. — paa hvilke Sider det omtales, at John Gray allerede i 1831 (altsaa længe før Proudhon og Eodbertus) systematisk udviklede, Metalpengene skulle afløses af »Arbejdspenge« »Utopi«, et »fromt Ønske!«), — hvorledes en national Centralbank skal udstede til Arbejderne officielle Certificater for den Arbejdstid, som de af dem producerede Varer repræsentere, hvilke Certificater, der altsaa kommer til at lyde paa 1 Arbejdsuge, 1 Arbejdsdag, 1 Arbejdstime osv., skulle tjene som Anvisning paa de i Bankdokkerne lagrede Varer.

S. 188^—209 findes en tysk Oversættelse af den Tale, som Mars holdt om Frihandelsspørgsmaalet den 9. Januar 1849 i det demokratiske Selskab i Bruxelles. Talen er her optrykt, fordi »den tilhører samme Udviklingsperiode« som Skriftet om »Filosofiens Elendighed«. Talen gaar ud paa at rakke Frihandlen, eller rettere sagt: Frihandelsmændenened. selv synes Marx jo godt om: »Beskyttelsessystemet er konservativt, Frihandelssystemet splittende. Det ødelægger de tidligere Nationaliteter og driver Modsætningen mellem Proletariat og Bourgeoisie til Yderlighed. Med ét Ord: Frihandelssystemet begunstiger den sociale Eevolution. Og kun med denne revolutionære Bagtanke stemmer jeg for Frihandlen.« Hvordan end Resultatet kommer frem, — det bliver dog det, at Marx stemmer for Frihandlen. Men Frihandels mændene er Storborgere og Kapitalister, — følgelig mener Marx, at naar Frihandelsmændene hævde, at Frihandlen er i ArbejdernesInteresse, det slet og ret Hykleri, Talen af 1849

er ikke blot karakteristisk for den »Udviklingsperiode«, Marx dengang var i. Den Aand, der gaar igjennem den, er den, som Marx altid var opfyldt af. Det var ham aldrig muligt at tænke sig Andet end, at hans Modstanderelod drive af gemene Motiver, og udelukkende af gemene Motiver. Talen af 1849 vidner imod Marx's Karakter, — som forøvrigt saa meget af hvad han har skrevet.

Endelig indeholder Bogen (S. XXVI—XXXVI), hvad heller ikke kan ses af dens ovenanførte Titel, en, naturligvis Artikel om Proudhon, som Marx i Januar 1865 — faa Dage efter Proudhons Død — offenliggjorde i det berlinske Blad »Der Socialdemokrat«. M. fortæller her, at han under sit Ophold i Paris i 1844 plejede Omgang Proudhon, og at han »i lange Debatter, der ofte trak langt ud paa Natten, til Proudhons store Skade inficerede med Hegelianisme, som P. dog paa Grund af sit Ukjendskab til det tyske Sprog ikke kunde studere ordenligt. jeg begyndte, fortsatte efter min Udvisning af Paris Karl Griin. Han havde som Lærer i tysk Filosofi endnu det Fortrin for mig, at han selv ikke forstod Noget deraf.« M. anfører dette, fordi det deraf fremgaar, at han til en vis Grad var medskyldig i Proudhons »Sophistication«. Da nu Proudhon udgav sin »Philosophie de la misere ou systéme des contradictions économiques«, tilskrev han Marx et langt Brev, hvori disse Ord fandtes: »J'attends votre férule critique«. Men Marx's »kritiske Ferie« faldt snart over Proudhon (nemlig i Marx's »Misere de la philosophie«) paa en saadan Maade, at »der for stedse blev gjort Ende paa vort Venskab.« Ja, naturligvis maatte Venskabet være ude efter en ien saa übehagelig Tone holdt Kritik. Abstraherer fra Tonen, vil man forøvrigt endnu den Dag idag med megen Interesse læse Marx's nu næsten fyrretyve Aar gamle Modskrift. Oversættelsen aabnes af Engeis's ovenfor omtalte Forord (S. V^—XXV) mod Eodbertus.