Ewiger Krieg: Studien eines deutschen Offiziers. Berlin 1885 (Verlag von Fr. Luckhardt). VIII + 148 S.

IN aar en Bog som denne sendes til Anmeldelse i et »Nationaløkonomisk maa Meningen vel være, at den har Berøringspunkter med Tidsskriftets Formaal, og at disse ønskes fremdragne.

Skulde man billige Forfatterens nationaløkonomiske Stade, maatte man imidlertid selv staa paa et lignende som Skriverhans (i Hostrups »Æventyr paa Fodrejsen«). Denne udbrudte Slave siger til Per: »Kan du ikke faa ind i dit tykke Hoved, at naar ingen vil være Tyv, saa blive mange Mennesker brødløse?« Og han udvikler nærmere, hvor megen Næring mangen Haanuværker har for Tyvenes Skyld, f. Ex. Klejnsmeden.

»Ak, thi hans Nøgler, hans Laase og Slaaer
af Mode gaar«,

hvis det ikke længer blev nødvendigt at gjemme noget
under Laas og Lukke;

»aaadan man fræmmer sit Lands industri
ved Langfingeri«.

Hvor vidt nu »ein deutscher Officier« staar over
Skriverhans som Nationaløkonom, vil kunne dømmes af et
Par Prøver (i ordret Oversættelse).

I Afsnittet om Krigens Forhold til Kunsterne siger han (S. 94), at »hele Vaabensinedekunsten er jo uden Krigen, intet, den havde ej engang kunnet opstaa!« (mod vilde Dyr bruges der dog ogsaa Vaaben!). Og i Afsnittet om Krigens Forhold til Handel, Industri og Fabrikvæsen læses (S. 103): »Ikke alene indirekte, ved Understøttelse af Handelen, fremmes Industri og Fabriksvæsen ved Krigen: alt tilintetgjort maa dog frembringes paany« (man tænker uvilkaarlig paa Bastiats ironiske Opmuntring til at slaa Ruder itu for at give Glarmesteren noget at fortjene); »derhos maa meget gammelt og forældet falde, for at give Plads for det ny og formaalstjenligere* (kunde noget lignende naas ved at afskaffe Brandvæsnet, for at der kunde blive større Ildebrande?), »Foretagelsesaanden befordres eminent« ... Og han fortsætter: »Klædeindustrien Læderindustrien er i høj Grad virksomme for Krigens Skyld; Geværfabrikerne, Krudt- og Patronfabrikerne med alt, hvad de fordrer, vilde uden Krigen næppe være i Stand til at udfolde videre Virksomhed; Jærnbane- og Vejbygningen levende ved Krigen« (hvad vi her i Danmark har erfaret bl. a. ved at bygge en ny, meget kostbar ved Langaa i Stedet for den, som Fjenden sprængte i Luften 1864), »Kanonstøberierne og Projektilfabrikerne med det sidste Skud definitivt gaa ind« (stakkels Krupp!) o. s. v<

Forfatteren betragter virkelig Krigens Gudinde som en af Menneskeslægtens største Velgjørerinder. Han haaber derfor, at hun skal leve evig. Hans Bog er en Lovprisning af den »evige Krig«. Titlen er aabenbart valgt med Flid som Modsætning til Kants »Zum ewigen Frieden«. Af denne Afhandling fremdrager han en hel Del Sætninger og stiller dem i Gabestokken. Den store tyske Tænker behandles(Side ^—20) omtrent som en Skoledreng, der ej har kunnet sine Lektier, og bør læse om igjen. John Bright kaldes »Humaoitetsfilister«. Den tidligere schweizerskeForbundspræsident faar den Tale, hvormed han den 4. Avgust 1884 aabnede Fredskongressen i Bern,

aftrykt med mange indskudte Bemærkninger, Udraabstegn
og Spørgsmaalstegn. Fredsvennerne vil han latterliggjøre.

Ligesom Kant skrev Filosofi om Freden, har en »tysk Officer« aabenbart i Sinde at skrive Filosofi om Krigen. Uden Tvivl er hans Filosofi lige saa tynd som hans Nationaløkonomi, kun den sidste foreligger her. Han trænger til en filosofisk Anmelder.

Ved sin Lovprisning af »den evige Krig« som Livskraften Menneskehedens — ogsaa økonomiske — Udvikling han langt over Maalet. En taknemligere Opgave han have sat sig, om han havde indskrænket sig til at paavise,, at det er en daarlig Økonomi at anskaffe slette eller slet ingen Vaaben, saa længe den mellemfolkelige er saa ringe; men at ellers Krig i det hele taget er uøkonomisk, og at det er bedre, saa vidt muligt, at forebygge Krig ved Voldgift, Nevtralisering og lignende Fredsmidler end altfor udelukkende at sætte sin Lid til egentlige Krigsmidler, den råa Magts Virkemidler, i hvis Udfoldelse den lille Magt dog ikke i Længden kan hamle op med Stormagterne. Fredrik Bajer.