Skrifter om Rodbertus.

Adolf Wagner s Artikel om Eodbertus i »Zeitschrift ftir die ges. Staatswissensch.«, 1878, har ien iøjnefaldende Grad faaet Tyskerne til at interessere sig for den tidligere kun lidet paaagtede Forfatter paa Jagetzow. Wagner kaldte ham i denne Artikel »den økonomiske Socialismes

Ricardo«, betegnede ham som »den betydeligste og mest originale, rent videnskabelige Repræsentant for den økonomiskeSocialisme«, ham overhovedet som »en Mester af allerførste Eang i den theoretiske Nationaløkonomi«.Wagner, selv i væsenlig Grad er bleven paavirket af Rodbertus og ved ham havde ladet sig rive bort fra den indtil ind i Treserne herskende Smithianisme, var ikke den Første, der udtalte en saadan Anerkjendelse; det var sket længe før, bl. A. af Lassalle, der havde kaldt R. »den største tyske Nationaløkonom« og stillet ham ved Siden af Ricardo, og ogsaa Rudolf Meyer havde i sin »Emancipationskampf des vierten Standes« kaldt R. »den moderne Socialismes Fader« ; — men først Wagner lykkedes det ret at slaa til Lyd. Fra da af kom Rodbertus ganske anderledes paa Tale.

Yderst karakteristisk for det ringe Hensyn, der før 1878 toges til denne Forfatter — der ganske vist ikke skrev for det store Publikum, denne Forfatter, hvis Sprog oftest er tungt, hvis Emner væsenligt ere strengt theoretiske, hvis Anskuelser gik imod Strømmen, hvis Liv var ensomt — er det, at endog Ro se her undlader at omtale ham i sit store Værk »Geschichte der Nationalokonomik in Deutschland«, kun temmeligt flygtigt behandler ham i Afsnittet om »den historiske Skole.« Havde Roscher skrevet efter 1878, vilde han ganske sikkert have handlet anderledes. — Eautz synes neppe nok at have kjendt ham. — OgDiihring hvem R. i sine Breve retter Sigtelser for Plagiat) nævner ham kun ganske en passant.

Anderledes efter 1878!

Da Eisenhart i 1881 udgav sin »Geschichte der Nationalokonomik«, maatte han i dette dog kun lidet omfangsrige indrømme R. en anselig Plads, — omend tilsyneladende med nogen Uvilje; »thi vanskeligt er det at afgjøre«, mener Eisenhart, »om vi [Tyskerne], TænJcerfolket, mere skulle regne os det til Berømmelse eller til Skændsel, at Kommunismen kunde fejre sin videnskabelige Rehabilitation, man har kaldt det, i vort Fædreland.«

Den udførligste Udsigt over E.s socialøkonomiske Anskuelserhar leveret i Bogen »Eodbertus-Jagetzow's socialokonomische Ansichten« (1882, 374 S.), — jfr. Nationaløk.Tidsskr. 76. — I en ganske velskreven »socialøkonomisk Studie«, kaldet »Eodbertus, der Begrunder der wissenschaftlichen Socialismus« (Leipzig, Duncker & Humblot, 1884, 90 Sider) har Dr. Georg Adler, seende bort fra E.s agrarpolitiske og nationaløkonomisk-historiske Værker, søgt at udvikle hans Socialtheori systematisk, at eftervise dens Kilder i den forudgangne økonomiske og socialistiske Literatur og at kritisere den. — Den rodbertus'skeJordrentheori bl. A. Schippel behandlet i en Afhandling i »Staatswirthschaftl. Abhandl., herausg. v. Seyfferth, 2den Serie, Hefte 9—lo.9_—10. — I sin »Allgem. philos. Ethik« (1880) har Ziller betragtet E.s socialistiskeTheori den videnskabelige Ethiks Standpunkt. — I anden Halvdel af sin »Kredit« har Knies gjort E. til Gjenstand for Kritik. — Zuns »Einiges tiber Eodbertus« (Puttkammer & Muhlbrecht, Berlin, 1883, 71 S.) indeholder et Afsnit om E.'s Jordrentelære og en Kritik af hans »Creditnoth«.— skrev et maadeligt Skrift: »Der Sozialismus,Eodbertus-Jagetzow, Manchesterthum und der Staatssozialismus« (C. Tappen, Sigmaringen, 1885, 130 S.). — Hos J. Zel ler, »Zur Erkenntniss unserer staatswirth. Zustande« (H. Bahr, Berlin, 1885, 305 S.) finder man først et Uddrag (S. 1—34) af E.s ældste Skrift af 1842, dernæst(S. ^—129) en kritisk Belysning og Udvidelse af dette Skrift, fremdeles et Par Artikler (S. 130—226) om Kriser m. m., endelig som Anhang et Optryk af E.s første sociale Brev (om Handelskriser) og af hans Afhandling om Normalarbejdsdagen. — Et ret dygtigt lille Arbejde, der i Et og Alt slutter sig til E., har »Bauinspektor« Peters leveret i »Em Beitrag zur Lohnreform unter Zugrundelegung der socialokonomischen Ansichten von Eodbertus-Jagetzow« (H. Laupp, Tiibingen, 1884, 67 S.). — Særligt E.s Handelskrise-Theorihar Bahr kritiseret i sit fortræffelige lille Foredrag: »Eodbertus's Theorie der Absatzkrisen«

(Carl Konegen, Wien, 1884, 33 S.). Bahr giver E. Ret i: at Arbejdslønnen er en Andel af Produktet, at Produktivitetenstiger er stegen stærkt, og at Arbejdslønnenaabenbart nær er stegen i samme Grad som Produktiviteten, at tværtimod den relative Arbejdsløn er falden stærkt. Han indrømmer fremdeles R., at den Omstændighed,at relative Arbejdsløn falder, medens Produktivitetenstiger, trækker Jorden bort under Driftsherrernes Fødder. Han indrømmer altsaa, at R. har paavist en vigtig Aarsag til Indtrædelsen af Nutidens »Absatzstockungen«,og denne Aarsag vilde fjernes, naar Forholdet ordnedes saaledes, at den relative Arbejdsløn holdt Skridt med Produktiviteten. Men dermed ere aabenbart ikke alle Handelskrise-Aarsager udtømte. Saalænge Produktionenmangler maalbevidst, ensartet Ledelse; saalængeden splittet og i Hænderne paa Private, af hvilke den ene ikke véd, hvad den anden gjør, — vil der ganske naturligt fra Tid til anden ske Brud paa den økonomiske Harmoni. Under den individualistiske Produktionsmaade kunne Handelskriser umuligt absolut forhindres. Deri har Bahr Ret. Men ej heller den »planmæssigt« regulerede Produktion, Statsproduktionen, kan absolut sikre mod Kriser. Disse kunne jo ogsaa skyldes pludselige Forandringeri — Forandringer, som ikke i Tide lade sig beregne. Bahr skulde, naar han vilde være konsekvent, altsaa være gaaet et Skridt videre: have forlangt ikke blot en »planmæssig« Produktion, men ogsaa en planmæssig Konsumtion, — den rene og skjære Kommunisme i det Ene som i det Andet.

Medens de foregaaende Forfattere, om de end forholde sig mer eller mindre kritiske ligeoverfor R., dog alle anerkjendeham en sand Videnskabsmand og som en stor, original Tænker (Bahr siger endog, at Wagners Betegnelse af R. som »den økonomiske Socialismes Ricardo" er en større Ros for Ricardo end for Rodbertus!) anslaar FriedrichEngels ganske anden Tone. Den i 1885 udkomnetyske af Karl Marx's »Filosofiens

Elendighed« (jfr. nedenfor) har Engels forsynet med et udførligereForord. Skrift, der i 1847 udkom paa Fransk, var et Modskrift modProudhons netop da udkomne »Systéme des contradictions économiques, ou philosophie de la misere«; — men nu træffer det sig saa, at Marx uden at ane det — thi han kjendte dengang slet ikke E., end ikke af Navn — i visse Henseender har skrevet et Modskriftmod — og derved, mener Engels, "bliver den tyske Oversættelse af »Filosofiens Elendighed« netop særlig å propos.

E. har lejlighedsvis anklaget Marx for at have »plyndret« ham og for »i sin »Kapital« ganske net at have benyttet E.s Skrift af 1842 (Zur Erkenntniss), uden at have citeret det.« Dermed forholder det sig saaledes, oplyser Engels, — at Marx overhovedet aldrig har set dette Skrift, og imod E.s urigtige Anklage har han aldrig forsvaretsig, den simple Grund, at den aldrig kom til hans Erfaring. Derimod har Marx i sit Modskrift mod Proudhon godtgjort, at naar Proudhon bildte sig ind, at den socialistiskeAnvendelse, gjorde af de ricardoske Sætninger om Værdiens Bestemmelse ved det til Tårernes Produktion nødvendige Arbejde og om Produktets Fordeling mellem Grundbesiddernes, Kapitalisternes og Arbejdernes tre Klasser, var noget Nyt, — saa fejlede han: disse Sætninger blev, som paavist af Marx, allerede fra 1821 af med stor Bestemthedudnyttede England i socialistisk Aand. Men Eodbertus begyndte først et Par Aar før Udgivelsen af Proudhons ovennævnte Skrift sin Forfattervirksomhed, og naar han forstod at drage socialistiske Konsekvenser af de ricardoske Sætninger, »saa var dette sikkert for en Tysker dengang et meget betydeligt Skridt fremad, men kunde i det Højeste blot for Tyskland gjælde som ny Opdagelse.« Saaledes om E.s Fordringer paa »Prioritet«. Og deri har Engels Eet. Engels reducerer E. til at være »den egenligeBegrunder den specifik preussiske Socialisme.« Han har som den Første i Preussen uddraget socialistiske Konsekvenser af ovennævnte Sætninger; Andre have gjort det

i andre Lande, — den Ene uafhængigt af den Anden. Et
ingenlunde usædvanligt Fænomen.

I Prioritets-Spørgsmaalet har Engels Ret. Ligesaa han med Rette det af R. anbefalede »Arbejdspenge«-System, skulde afløse vort Metalpenge-System, som en »Utopi«. Derimod fjerner han sig fra Sandhedens Vej, naar han lader os forstaa, at R. i Grunden slet ikke mente det ærligt med sin Arbejdervenlighed, at han tværtimod — som ægte Preusser eller, endnu værre: som pommersk Junker — vilde gaa med til en skændig Udsugelse af Arbejderne, Producenterne, ved Ikke-Producenterne.

Engols's Forord er paa sine Steder brutalt. Den Skrivemaade har Engels nu engang vænnet sig til, og den behøve R.s Venner ikke at tage sig nær. R. var Socialist, — men lian var bestemt imod den politiske Arbejderbevægelse. tillod han sig af og til at have andre Meninger end Guden Marx. Tilstrækkeligt gyldige Grunde for Engels til at frakjende R. baade Ærlighed og Tænkeevne til at betragte ham som en almindelig pommersk Godsejer, uvidende, borneret, uforskammet. Adolf Wagner kan stikke følgende lille Ord i sin Lomme: »Denne Kraft i abstrakt Tænkning, som der tales saa meget om, kan man hos Rodbertus kun opdage ved Hjælp af den mest konkrete Tankeløshed.« Saadan er Tonen.

Og hvad Engels har skrevet om R. i dette Forord, fortsætter han i et andet Forord: Forordet til dot af ham nysudgivne andet Bind af Marx's »Das Kapital« (Marx: Das Kapital 11. Der Cirkulationsproeess des Kapitals. Herausgegeben von Friedrich Engels. Hamborg, O. Meissner.

---

Karl Marx, das Elend der Philosophie. Antwort auf Proudhons Philosophie des Elends. Deutsch von E. Bernsteia und K. Kautsky. Mit Yorwort und Noten von Friedrich