Lettres inédites de Stuart Mill. Par Émile de Laveleye. Extrait de «Eevtie de Belgique«. Bruxelles <Sr Paris. 1885. (23 S.)

JJisse Breve, som Emile de Laveleye nylig offenliggjorde i det belgiske Tidsskrift «Eevue de Belgique», og derefter lod udkomme som Brochure, ere ikke mange — et Par Stykker — og heller ikke lange : Broderparten af den lille Brochure optages af Laveleyes Bemærkninger til dem; og i Virkeligheden læses ogsaa disse Bemærkninger med større Interesse end Brevene.

Det første af Brevene er ikke engang «inédite». Det er nemlig det samme Brev, der findes aftrykt i Indledningen Laveleyes bckjendte Værk «la Propriété primitive^ Laveleye har her gjenoptrykt det, fordi det nævnte Værk — skjønt oversat paa Dansk, Engelsk, Tysk og Russisk — «ikke er blevet synderligt læst i Belgiens, maaske fordi det, som Laveleye selv udtrykker det, er <-mal compose et alourdi par la citation d'une masse de faits tres peu coordonnés». Stuart Mill bemærker i dette Brev, at Laveleyes Skildring af Grundejendommens Historie og hans Beskrivelse af de forskjellige Former, under hvilke denne Institution til forskjellige Tider er fremtraadt og endnu fremtræder, ere meget skikkede til at vise, at Ejendomsretten er noget Fast og Uforanderligt, men tværtimod er en mangeformet Institution, der har undergaaet store Ændringer, og som med stor Fordel fremdeles lader sig give andre Former end de nu herskende. Stuart Mill

udtaler endvidere, at man ganske sikkert ikke kan nægte «que les reformes a faire dans l'institution de la propriété consistent surtout å organiser quelque mode de propriété collective, en concurrence avec la propriété individuelle*. Men Stuart Mill udvikler ikke denne Tanke nærmere. og jeg har derfor ikke fundet nogen Anledning til at gjengive hans Brev i den forkortede Fordanskning af Laveleyes Bog om Ejendomsretten, som jeg i sin Tid udgav. De Anskuelser Kollektivejendommen, som Laveleye gjorde gjældende sin Bog, have forøvrigt været Gjenstand for Misforstaaelser fra Paul Leroy-Beaulieus Side), og Laveleye nu Lejligheden til at tydeliggjøre sin Mening herom.

Det næste Brev angaar Kolonialspørgsmaalet. I 1869 havde man i Belgien begyndt at diskutere Spørgsmaaletom af at erhverve Kolonier, der skulde tjene som Marked for Hjemlandets Industriprodukter. Laveleye havde forespurgt Mill om hans Mening, og Mill udtalte sig imod Kolonierne. Deraf tager Laveleye nu Anledning til at lade nogle Ord falde om Øjeblikkets Kolonialspørgsmaal. «For at sikre sine Besiddelser i Kotschinkina, der koste meget og indbringe intet, annekterer Frankrig Tonkin, og kommer derved i Krig med Kina, en Krig, der kan vare længe, ikke at tale om Udsigterne til Konflikt med neutraleMagter. utaknemlige og golde Foretagende paa Madagascar. Frankrig har meget at passe hos sig selv. Som hele vort Kontinent sukker det under en haard industriel og landøkonomisk Krise. Dets forfærdelige Budgetpaa tre Milliarder forlanger ny Skatter, naar Balanceskal Det trænger i Evropa til sine militære Kræfter af Hensyn til de frygtelige Eventualiteter, der bestandigthænge vore Hoveder. De republikanske Institutionermøde Modstand og trues aabenlyst. Det parlamentariske Maskineri arbejder paa en saa ufuldstændigMaade, Alle vaander sig derunder. Hvert Øjeblikstaar foran en ny Krise. Den « esprit de suite», som koloniale Foretagender forlange, kan ikke findes

under det parlamentariske Demokrati med de idelige Ministerskifter,der deraf. Republiken kan, naar den ledes økonomisk, sikre Folkets Lykke; men den egner sig ikke for den store Udenrigspolitik og fjerne Annektioner.Det dette, som de Forenede Stater hidtil have forstaaet saa godt. Og uagtet man befinder sig ien Situation,der saa rig paa alle Slags Vanskeligheder, føjer man dertil de ikke mindre store Vanskeligheder, der følge med de store fjerne Expeditioner, og hvis Udgang Ingen kan forudse. Alligevel blænder Kolonialannektionernes Gjøglebillede i den Grad, at endog Folk som Paul Bert og P. Leroy-Beaulieu yde den æventyrlige Politik deres Bifald.,

. . . Hvormeget Blod, hvormange Peuge har ikke Cuba kostet Spanien, — Cuba, som Spanien dog vil have meget ondt ved at beholde! Og alle disse Ofre falde paa de spanske Skatteydere, der ingen Fordel have deraf. . . .

Dens Forniaal er ikke at favorisere et enkelt Folks exklusiveInteresse, Hjælp af Monopoler og Forrettigheder, men at aabne et helt Kontinent for hele Evropas civiliserendeVirksomhed, Forskjel: en stor og ædel Tanke, som enhver Menneskeven maa bifalde, og som den civiliseredeVerden har stadfæstet.» . . .

Det næste Brev vedrører Spørgsmaalet om Indrømmelse Valgret til Kvinderne. Laveleye er naturligvis Tilhænger af den almindelige Valgret, ikke mindst fordi denne er et virksomt Opdragelsesmiddel; men karakteristisk ham, den liberale Belgier, er det, at han mener, at det i et katholsk Land ikke gaar an at indrømme Kvinderne Valgret, — fordi de staa under deres Skrifteladers ; dette er Noget, skriver han, som protestantiske og maaske heller ikke Fritænkere til— fulde kunne bedømme. Særligt i et Land som Belgien vilde Kvindernes Valgret ikke kunne gaa an: Landet vilde komme ganske under Vatikanets Indflydelse, og Ufred vilde opstaa i Familiernes Skjød. Dette Sidste betvivler Mill, og med Hensyn til Faren ved den klerikale Indflydelse svarede han meget rigtigt, at denne sikkert dog kun er af forbigaaende naar Kvinderne nu staa under Præsternes Indflydelse, er en Hovedgrund maaske netop den, at Mændene dem ude fra det hele offenlige Liv.

Efter nogle Bemærkninger oia det orientalske Spørgsmaai
Laveleye saaiedes:

«Jeg har kun to Gange truffet Stuart Mill. Den første Gang var i 1873 ved et Møde, som afholdtes af Associationen for de agrariske Loves Reform. Mill udvikledeher Yndlingstanke om en særlig Skat paa Ejendommensunearned d. v. s. paa den Mer-Værdi, der skyldes ikke Ejendomsbesidderens Arbejde, men hele Samfundets Virksomhed og Fremskridt. Dette Mills Forslag have de franske Nationaløkonomer altid angrebet voldsomt. Og dog lindes Principet allerede i Loven af 16. Septbr. 1807. § 3, der indeholder Følgende: «Naar private Ejendommeerholde betydeligt forøget Værdi, fordi ny Gader

anlægges eller ny Quai'er bygges eller som en Følge af andre offenlige Arbejder, kunne disse Ejendomme forpligtes til at betale en Godtgjørelse, der kan stige indtil den halve Værdi af de Fordele, som de have opnaaet.» Og hvad er retfærdigere eller bedre stemmende med selve de Motiver, man paakalder til Støtte for Ejendomsretten? Hvis dot er Arbejdet, der skaber Ejendomsretten, maa enhver Forøgelse af Jordens Værdi, der skyldes Ejeren, tilfalde ham. Men, omvendt, maa da ogsaa hele den Værdiforøgelse, der er Kesultataf sociale Arbejde, under den ene eller den anden Form vende tilbage til Samfundet.

«Mill talte med en beundringsværdig Klarhed men uden Varme. Hans Stemme naaede, skjønt den var pibende, fordi dens Tone var høj og bidende. Hans Argumentation var strængt logisk. Nogle Data nævntes, men udvikledes kun lidet Skjønt han talte til en demokratisk appelerede han slet ikke til Foleisen. Han vilde overbevise og oplyse, ikke bevæge eller rive med. Hans Tale vilde have passet bedre i et videnskabeligt Akademi end i denne folkelige Forsamling. Men han vilde det saaledes. vilde have skammet sig over at have gjort Lykke ved Hjælp af det, vi kalde Veltalenhed.

«Han opfordrede mig til at besøge ham i Blackheath ved Grreenwich. Han beboede der en Villa ide Maaneder, han tilbragte i England; den største Del af Aaret boede han i Nærheden af Avignon, hvor han havde kjøbt en Ejendom for at kunne opholde sig ved sin tilbedte gtefælles Laveleye omtaler derefter sit Besøg hos Mill, Mills ydre Fremtoning, hans Samtale etc, «Jeg talte til ham om de tyske Socialister. Han var ikke übekjendt med deres Navne, men han havde ikke studeret deres Bøger. Han opfordrede mig til at skrive om dem, og derved var det, at jeg førtes til at offenliggjøre i «Revue des deus Mondes» den Kække Artikler, som, omformede og fuldstændiggjorte, ve til min nylig udgivne Bog «le Socialisme

«Paa de sociale Videnskabers Omraade ere Toc-

queville og Stuart Mill, efter min Opfattelse, de to Forfattere som vor Slægt skylder de fleste nyttige Sandheder. Begge prøvede grundigt vor Tids store Problem, Demokratiets Men Tocqueville saa ikke klart de økonomiske af Lighedens Fremskridt, og hvad han skimtede deraf, fyldte ham med Uro. Mill derimod saa klart, at en social Keform-Æra nærmede sig, og han hilste den med Tillid, med Sympathi, undertiden endog med Begejstring.»