Nationaløkonomisk Eorening.

lil Etatsraad Levys foran aftrykte Foredrag om Spørgsmaalet:
Stigningen i Toldindtægterne til Landets
økonomiske Situation ? knyttede der sig følgende Diskussion:

Professor Falbe Hansen takkede Etatsraad Levy for det interessante Foredrag. Ogsaa han troede, at vi stod overfor alvorlige Tider, der opfordrede til Overvejelser; men man kunde dog fra en forøget Brug af fremmede Artikler ikke i og for sig drage sikre Slutninger; den behøvede ikke at udvise andet end en forandret international Ombytning. Han gjorde opmærksom paa, at ifølge sidste Hæfte af Stat. Tabel værk for 1882 er Indførselen af Forbrugsartikler for de sidste 5 Aar kun steget 15 pCt., Produktionsfornødenhedersom Jern, Tømmer o. s. v. derimod 55 pCt. Det er vist utvivlsomt, at Balancen havde været i Landets Disfavør i de sidste Aar; men samtidig havde vi dog betydeligforøget Aktiver. Vi havde forholdt os som et Aktieselskab, der anbragte sin Eeservefond i Forretningen, og søgt at forøge og forbedre Produktionen. I Danmark havde man endnu ikke som andre Steder fra hørt om Nedgang i Landejendomspriser eller Forpagtningsafgifter. Der var opdyrket store Arealer fra 1876^—81 ikke mindre end 22 Kv. M., et Areal som Lolland. Som Følge heraf var Kornproduktionenforøget: var en Fremgang af ll^ Mill. Tønder. I Kreaturbestanden var der i de sidste 5 Aar sket

en Forøgelse med 103,000 Stk. Ogsaa Assuranceværdien pa§ Landbrugets Bygninger var steget i de sidste 10 Aar, ikke mindre end 400 Mill. Kr. De Penge, der vare skaffede til Yeje ved at sende Værdipapirerne til Udlandet, vare altsaa ikke forduftede. Ogsaa i Kjøbstæderne og Kjøbenhavn var der betydelig Fremgang. Men Fremgangen kunde end yderligere været bleven forøget, naar vor Lovgivningsvirksomhedhavde ordinær. Men trods det, at Basis for Forretningerne var den samme, var Byerne dog stegne i Folkemængde. For en stor Del kommer den voxende Prioritetsbyrdepaa Byerne til gode, men ogsaa den indenlandske Industri synes at have hævet sig, ikke til Export,men at den indadtil havde faaet en noget fastere Eod. En Fare laa i det saa stærkt stegne Byggeri i Byerne; saa snart der kommer en Standsning heri vil brede Samfundslags Indtægter formindskes. Byggeriet beskæftigemange men Byerne levede jo ved det væsenlig af deres egen Tilvæxt. Dette var den ene Fase, den anden var, at det var tvivlsomt, om Priserne paa Landejendommene kunde holde sig.

Professor W. Scharling udtalte, at han saa Forholdene væsenlig paa lignende Maade som de to foregaaende Talere, om han end med Hensyn til Nuancer kunde afvige fra dem. Der var et betænkeligt Misforhold mellem Indførsel og Udførsel.Det ikke den Omstændighed, at Udførselen ikke dækkede Indførselen, men den stigende Difference, der var betænkelig. Paa den anden Side var der den Modvægt til Stede, at der var nedlagt ikke saa ringe en Kapital i vor forøgede Virksomhed, men det var dog et Spørgsmaal, om alle de af Falbe-Hansen som Kapitalforøge]ser fremdragne Momenter kunde betragtes som saadanne. Det var saaledes et stort Spørgsmaal, om den store Mængde nye Landbrugsbygningerkunde som saadan. Man havde vistnok i det hele i de senere Aar troet sig rigere, end man var, og Reduktionen maatte vist navnlig lægges paa Luxusforbruget. Særlig Vægt maatte lægges paa Prisbevægelserne, der jo havde været nedadgaaende i de sidste Aaringer; her maatte

man vistnok søge en Hovedaarsag til det økonomiske Tryk. De synkende Priser var enstydige med en Stigning i Guldets Værdi, men formentlig havde denne ikke saa meget sin Grund i en Nedgang i Guldproduktionen, men snarere deri, at der ikke havde været en saadan Fremgang i denne, at den havde kunnet holde Skridt med den stærke Udvikling i de fleste andre Produktioner og den deraf resulterende Forøgelse af Omsætningsgjenstandenes Masse.

Direktør Philip Schon, der henviste til en interessant Artikel om Landboproblemer i Dagsnumret af «Politiken-», ved Kontorchef Eubin, mente, at vor Fremtid her i Danmark kunde bygges paa Landbruget, men Spørgsmaalet var, om Handlen og Industrien kunde holde Landet oppe. Hertil vilde en ny Toldlov og muligvis en Udvidelse af vore Toldgrænser af Betydning, saaledes at vi fik udvidet vort Marked til Sverig og Norge. Alle tre Lande vilde herved vinde i Styrke og i Kraft.

Kontorchef Rubin skulde overfor Etatsraad Levys Fremstilling af det stigende Forbrug herhjemme ønske præciseret, der var gjort Forskjel mellem Forbrug af tarveligere Forbrug af finere Manufakturvarer. Thi en Stigning Forbruget af de førstnævnte Varer vildo ikke — ligesaalidt f. Ex. en Stigning af Sukkerforbruget — kunne kaldes et forøget Luxusforbrug, eftersom det kun skrev sig fra, at Arbejderbefolkningen ved den forøgede Arbejdsløn i de sidste Aar — netop de Aar Etatsr. Levy omhandlede — havde faaet Eaad til bedre Klæder og Føde; men samtidig var det sandsynligt nok, at de bedre Stilledes Indtægter vare forholdsvis aftagne, og i saa Fald blev det selvfølgeligt saa meget mere berettiget at paaanke et forøget Forbrug af Luxusvarer.

Hvad dernæst Etatsr. Levys Opgjørelse af Import- og Exportforholdene som Helhed angik, mente ogsaa Taleren, i Lighed med de foregaaende Talere, at man ikke kunde opgjøre Balancen uden at lægge megen Vægt paa den store Forøgelse af de fastere og for en stor Del produktive Kapitaler,derhar Sted her i Landet. Exempelvis vilde

han anføre, at efter Arbejdsinspektørenes nys udkomne Beretningvarover Fjerdedel af de faste Dampkedler, som her fandtes i Landet, indforskrevne fra Udlandet, han kunde dernæst minde om de store Jernbaneanlæg, hvortil Materialet for en stor Del var kommet fra Udlandet osv. Men endelig og mest maatte man erindre, hvilke uhyre Kapitaler, der i de senere Aar aarlig bleve bundne i Landbruget. Taleren kunde i saa Henseende henvise til sin, af Dir. Sehou saa venlig omtalte, Artikel i Dagsnumeret af «Politiken», af hvilken det fremgik, at vi i Sammenligning med den øvrige Verden — hvis Produktion af Korn pr. Individ var under Halvdelen af vor — spiste op samt brændte, bryggede og fodrede op uhyre Kornmængder. Det var umuligt at faa en paalidelig Opgjørelse af Landets finansielle Tilstand uden at tage Hensyn til det Moment, at vi aarlig indførte Foderstoffer for meget betydelige Beløb og undlod at udføreKornfor større Beløb, for at staldfodre dermed. Vi forøgede ganske vist herved i Længden vor Produktionsevne,men hele denne Fremgangsmaade betalte sig — hvad man maatte haabe — saa maatte man i hvert Fald være klar paa, at den i en Del Aar vilde bidrage til en ugunstig «Handelsbalance» , indtil de Aar kom, da man kunde, faa de opsparede Kapitaler tilbage. Ved vor nuvæ* rende Fremgangsmaade vilde det let gaa omvendt af tidligere,hvorRovdriften, Falbe Hansens Citat, skabte en rig Fader men en fattig Søn — vor nuværende Fremgangsmaadeskabtederimod en fattig Fader, men til Gjengjældenrig Det var sandt nok, at man maaske hurtig maatte se de opfodrede Værdier komme tilbage i Form af Kvægavisprodukter, og at forsaavidt Balancen hurtig maatte kunne opgjøres, men den anden og nok saa væsenligeGrundtil vi anvendte vor nuværende Driftsmethode var jo for at forøge Jordformuen og Givtigheden, skaffe større Mængde af naturlig Gjødningsstof og formere FoldenesAntal.Udbyttet kunde vi imidlertid ikke faa i en Hast. Spørgsmaalet var, om vi kunde holde Pinen ud til vi fik de i Jorden nedlagte Kapitaler tilbage. Vi

maatte huske, at en af Aarsagerne til, at Beløbene i LandetsSparekasserikke saa stærkt som tidligere, var, at vi for en stor Del havde gjort selve Jorden til Sparekasse.Vihavde maaske nok Kapitalerne, men de vare ikke mobile. — Taleren vilde sluttelig anmode Dirigenten,Chefenfor statistiske Bureau, om at interesseresigfor, vi i Forbindelse med vor Høststatistik fik en Staldfodringsstatistik. Han havde Grund til at tro, at dette ikke var urealisabelt. Da det jo dernæst var en forholdsvisletSag faa at vide, hvor meget vi brændte og bryggede op, vilde herved Vejen være banet til en fyldig agrarisk Statistik, ved Hjælp af hvilken vi, paa Grundlag af det alt tilstedeværende Materiale, kunde erfare, hvor meget vi producerede, konsumerede, exporterede, opsparede osv. Først da kunde man faa rigtig Eede paa den agrariskeoghermed en stor Del ogsaa paa hele Landets økonomiske Balance.

Etatsr. Levy bemærkede, at han ikke havde lagt Hovedvægten paa, at vor Udførsel ikke var stor nok, men paa, at Indførselen navnlig af Forbrugs- og Luxusgjenstandevar uforholdsmæssig. Han udtalte, at naar Positionen Manufakturvarer var tiltagen saa paafaldende, skyldtes dette unægtelig de brede Samfundslags større Forbrug, hertil bidrog særdeles meget den tiltagende Luxus og det ved de uendelig skiftende Moder fremkaldte vel overdrevne Hang til Pynt hos de højere Klassers Damer, som virkede smittende nedad. Naar Kvinderne saa stærkt fordrede Ligestillelse med Mændene, var det ønskeligt,om vilde tilegne sig noget af den blandt Mændene i alt Fald i denne Retning herskende større Tarvelighed. Ogsaa Sukkervarefabrikationen havde udviklet sig hos os aldeles uforholdsmæssigt.Han til de forskjeilige foregåaende Talere, men mente, at man ikke kunde komme ud over den nuværende Tilstand uden ved en gjennemgaaende Sparsommelighed.Skulde tvinges til at forhøje Diskontoen — hvad en Bankdirektør ikke, som en Indsender i »Morgenbladet»nylig ment, gjorde «for sin Fornøjelse» —

vilde Keduktionen nok komme af sig selv, men saa vilde
meget gaa tabt, som kunde været sparet, hvis man indførte
Sparsommeligheden uden en saadan Forhøjelse.

Der vexledes endnu forskj eilige Bemærkninger mellem flere af de foregaaende Talere, hvorefter Dirigenten, Bureauchef afsluttede Diskussionen med at udtale som Resultat samme, at den fast anbragte Kapital var steget betydelig ligesom det personlige Forbrug, samt at samtidig hermed den disponible Kapital er aftaget. Dette var betænkeligt af den Grund, at man ikke vedblivende kan forøge den faste Kapital og sit Forbrug og lade den disponible Kapital formindskes. Dette, mente han, var det af Vigtighed for Publikum at blive opmærksom paa.