Nationaløkonomisk Forening.

r redagen d. 17. Oktober afholdt Foreningen sin aarlige Generalforsamling, paa hvilken den afgaaende Bestyrelse (Prof. Falbe Hansen, Etatsraad, Nationalbankdirektør Levy, Handelsbankdirektør Levy, Grosserer Oskar B. Muus og Prof. Dr. Will. Scharling) gjenvalgtes ved Akklamation.

Derefter indledede Kontorchef Rubin en Diskussion om
de sidste Aars Bygge- og Botigforhold i Kjøbenliavn, idet
han som Grundlag benyttede den foran aftrykte Afhandling.

Naar det af de meddelte Oplysninger fremgik, at der var en Nedgang i Bygning af 1-Værelses-Lejligheder, saa bemærkede Etatsraad Levy dertil, at det turde være, at det for Byggeentreprenørerne betalte sig bedre at bygge 2-Værelsesend1-Værelses-Lejligheder. fulgte, at der kom færre 2-Værelses-Lejligheder paa Markedet, og i denne Omstændighed(— _— ikke i nogen stigende Evne til at skaffe sig bedre Boliger —) kunde det da maaske ligge, at Forholdstallenetog for 1-Værelses- og til for 2-Værelses-Lejlighederne.For vidt betød altsaa Stigningen i Tallet paa 2-Værelses-Lejligheder ingenlunde noget Glædeligt. Det var utvivlsomt, at de mindre bemidlodes Tal tog særligt stærkt til, og dette betød for Kommunen: større Udgifter uden nogen tilsvarende Stigning af Skatteindtægten. Derimod var det glædeligt, at man, som de meddelte Oplysninger ogsaa udviste, syntes at have begyndt at tage Eeb i Sejlene med Hensyn til Ejendommenes Prioritering. Her havde man tidligereværet paa den Vej at prioritere Ejendommene lige

op til Skorstenen; at dette i de senere Aar mindre fandt
Sted, syntes at tyde paa, at Ejendommene befandt sig paa
solidere Hænder.

Overretssagfører Fr. Wulff bemærkede, at da det var vanskeligere at faa Prioriteter i Huse med 1-Værelses-Lejligheder, der deri en Opfordring til at bygge forholdsvis mindre af den Slags Huse. Han bemærkede endvidere, da der i de sidste Aar i det Hele er blevet bebygget værdifulde Grunde end tidligere, laa deri en medvirkende Grund til Nedgang i Prioriteringen, der jo tog Hensyn ikke alene til selve Husets men ogsaa til Grundens Værdi. Hvad han ganske særligt kunde ønske, at Statistiken skaffe Oplysning om, var dette: hvilket Kvadratindhold 1- og 2-Værelses-Lejlighederne, og af hvormange Personer bebos de? Imellem Arealindholdet og Beboernes Tal var der vistnok gjennemgaaende et meget sørgeligt Misforhold, og at faa dette statistisk oplyst vilde være af den største sociale Interesse.

Grosserer O. B. Muus udtalte, at man i England boede forholdsvis billigere, og at det engelske Byggesystem saaledes ogsaa med Hensyn til Billigheden syntes at være at foretrække; men Vexellercr G. Hubin svarede dertil, at Lejens Billighed i England tildels blot var tilsyneladende, idet Lejerne foruden Lejen havde en Mængde andre Udgifter, saasom Vedligeholdelsesudgifter, Vandskat etc. Ogsaa spillede i de engelske Byer en stor Bolle: de mindre godt beliggende Lejligheder vare billigere, men de godt beliggende til Gjengjæld dyre.

Etatsraad Levy drog en Sammenligning mellem de engelske og de kjøbenhavnske Arbejderes Boliger, og udtalte, at han nærmest havde faaet det Indtryk, at de engelske Arbejdere boede nok saa godt og billigt. For en Del bar den danske Byggelov Skylden for vore Boligers Dyrhed.

Grosserer Neiiendam bemærkede, at de Folk, der bo i de saakaldte «Arbejderboliger» («Burmeister & Wains-), i Virkeligheden i Almindelighed ikke vare. hvad man plejede at forstaa ved Arbejdere, men derimod mindre Bestillingsmænd,Postbude,

mænd,Postbude,Smaaborgere o. s. v. Han omtalte Prisstigningenfor Lejligheder, hvor slette disse vare, og hvor ønskeligt det var, at man ved at fremme Kjendskab til Sundhedslæren udviklede Arbejdernes Sans for en nogenlunde ordenlig Bolig. Han udtalte det som sin Overbevisning, at det Offenlige burde søge at hjælpe paa Forholdene, f. Ex. ved at rasere Terræner i Byens stærkest og slettest bebyggede Kvarterer, ved at udlægge Plæner og Legepladser til Børnene o. s. v.

Kommunelæge Ulrik mente, at Beboerne af vore Arbejderboliger virkeligt maatte betragtes som Arbejdere, selv om det ikke netop særligt var Fabriksarbejdere, der boede i dem. I Modsætning til Etatsr. Levy udtalte han, at det ikke saa meget var vor Byggelov som vor uretfærdige (særligt Arealskatten), der uforholdsmæssigt tyngede paa de smaa Lejligheder.

Professor Scharling kunde ønske det oplyst, om Arealskattefritagelsen de smaa Lejligheder (resp. paa 64 og 80 ? Alen) virkeligt kom Lejerne tilgode. Han betvivlede det, — og hvis Fritagelsen ikke kom Lejerne til G-ode, var det bedst helt at opgive den.

Direktør Hein havde den aldeles bestemte Overbevisning,
Fritagelsen ikke kom Lejerne til Gode, hvad han
nærmere oplyste ved Exempler.

Ulrik betragtede Bestemmelserne om Fritagelse som
et Slags Udtryk for Erkjendelsen af Skattens Uretfærdighed.

Kontorchef Rubin afsluttede Diskussionen med at udtale, Statistiken dog vidnede om nogen Fremgang, ihvorvel ganske vist ikke vilde bestride den indre Berettigelse de rejste Anker mod de bestaaende Forhold og de fremsatte Antydninger af de Reformer, der maatte ønskes.