Ebbe Hertzberg, Professor Schweigaard i hans offenlige Virksomhed 1832—70. Kristiania. Forlagt af Alb. Cammermeyer. 1883. (154 S.) (2 Kr. 20.)

Denne Bog er, som Forf. fremhæver, et Lejlighedsarbejde-, ikke blot det: den er et Arbejde fremkommet i Anledning af en festlig Lejlighed: Afsløringen af Schweigaards Dette maa tages i Betragtning ved Bedømmelsen Bogen.

Forf. stiller sig, som man altsaa herefter kunde vente, i ingen Ketning kritisk, men helt igjennem berømmende ligeoverfor den «Nationalliberalismens» Repræsentant, der er Bogens Gjenstand. Om dette Standpunkt i større eller i mindre Omfang maatte trænge til nogen Modifikation, derom kan Anm., der ikke selv har noget Førstehaandskjendskabtil ikke ytre nogen Mening. Det Eneste, han altsaa kan sige om Bogen, er, at den læses med Interesse, og at den kan anbefales ikke blot som et Bidrag til Kundskab om Schweigaard specielt, men overhovedetsom Bidrag til Kundskab om Norges almindelige indre Udvikling i næsten et halvt Aarhundrede. Thi Schweigaardhar et saadant Omfang virket i Norges offenligeLiv, en Oversigt over hans offenlige Virksomhed nødvendigvis udvider sig til at blive et omfattende Bidrag til en Skildring af Norges indre Historie i den sidste Menneskealder, og Prof. H. mener, at i Schw.s Taler og

Afhandlinger ville fremtidige historiske Forskere finde den bedste Vejledning med Hensyn til Bedømmelsen af Norges Udvikling i den sidste Menneskealder. Ikke blot virkede han som juridisk og økonomisk Professor, men den Del, han tog i det politiske Liv (forøvrigt ogsaa i Kristianias kommunaleLiv), større end maaske nogen Andens. Først og fremmest virkede han i det økonomiske Lovgivningsarbejde,arbejdede som Frihandelsmand — for Eeformer af Handels-, Told- og Søfart s væsen, for Reformer af Skatte-, Penge- og Bankvæsen, for Reform«: af Samfærdselsvæsenet, for Reformer i Brændevinslovgivningen etc. etc., men dernæsttog ogsaa en meget vigtig Del i de almindelige politiske Spørgsmaal, og i specielle politiske Spørgsmaal, Over hele denne Virksomhed giver Prof. H. en fyldig Oversigt; men denne omfatter, som Titelen udsiger, kun den offen lige Virksomhed; Bogen giver altsaa ikke nogen Biografi.

Prof. H. protesterer meget levende mod den Opfattelse, efter hvilken Schw. var «Forkæmperen for et stokkonservativt, og kommercielt Aristokrati». Han hævder tværtimod, at han var «den udprægede Friheds- og Fremskridtsmand, Anskuelser og Evner i betydningsfulde Retninger gjorde ham til Bærer af den nationale Udvikling». Det at være «Fremskridtsmand» var, efter Prof. H.s Opfattelse, Schw.s «politiske Hovedegenskab», og det eu meget optimistisk anlagt Fremskridtsmand, — ikke nogen gnaven Fremskridtsmand, hvad «Fremskridtsmændene af sekunda Sort» pleje at være. «Naar> — skriver Prof. H. — «de frisindede og reformatoriske Synsmaader, hvortil Schw. sluttede sig, ikke desto mindre gjennem hele hans Levetid maatte udholde livlige Meningsbrydninger med det Parti inden vor Nationalforsamling, som særlig betragtede sig som Frihedens rette Talsmænd, viser dette nærmest kun, at der fra Trediveaarene af i Norges offenlige Liv fremtraadte tvende af hinanden væsenlig uafhængige, liberale hver med sine Maal og Idealer, og at Tidens foregik gjennem en fortsat Række af Styrke-

prøver mellem disse. I sin dybeste Grund kan Forskjellen mellem de to Fraktioner betegnes saaledes, at for den ene var de demokratiske Magtspørgsmaal Hovedsagen, for den anden de almenmenneskelige Kultursporgsraaal. Medens Heland interesserede sig for at overføre de forskjellige Myn dighedsarter fra Staten og Centralstyrelserne til Kommunerne de decentraliserede Afgjørelsesformer, fra Embedsmænd saakaldte Avtoriteter til Ombudsmænd og saakaldet Folkeopinion, sysselsatte Schweigaard sig med Tilstandens umiddelbare Forbedring ved Hjælp af de besluttonde Kræfter, som Forfatningen og Forvaltningen allerede konstituerede, bekymrede sig kun forsaavidt om Myndighedstvisten, lian stadig holdt paa, at Afgjørelsen burde tilligge den præsumptivt største Sagkundskab og Indsigt. Ueland opfattede Friheden som den videst mulige Adgang for Alle til, uanset deres individuelle Skjønsomhed, at øve Indflydelse paa Samfundets Anliggender, Schweigaard opfattede den som den videst mulige Adgang for hver Enkelt til at raade sig selv i sine egne Anliggender. Schweigaard tilhørte i Kraft af sine Studier og selvstænddige væsenlig den engelske Liberalisme, hvis Standpunkt i andre Lande som bekjendt nærmest er blevet betegnet ved Ordet «Nationalliberal»; Ueland var, som overhovedet en vigtig Part af de norske Oppositionsmænd, dels gjennem Læsning, men navnlig gjennem Tredje- og Fjerde-Haands Indsugning af, hvad man ynder at kalde «Tidens almindelige Ideer*, bleven Demokrat efter den velbekjendte Opskrift. Og ligesom Ueland manglede Blik for det for hele Samfundet Frigjørende i Schweigaards mangesidige Virksomhed, saa den sidste med ironisk Forundring hins ivrige Anstrængelser for at unddrage sig de smaa Virkninger af den saa frygtede Embedsvælde. Embedsmændene havde jo dog under Grundlovens Frembringelse «det avlende Element;, som han lejlighedsvis det. «Han kunde», sagde han ved en anden Anledning, «ikke begribe, hvorledes disse Mennesker tænkte, der kunde gaa Dag efter Dag og være misfornøjede med

Arveafgifter, Auktionssalarior og Sportler, skjønt det var Noget, der som oftest ikke kunde vedkomme dem mere end én Gang i deres Liv. De Fleste arvede jo Intet, de Fleste holdt heller ingen Auktioner, de Fleste fik Intet med Retssportler bestille.»» Dette var jo unægtelig fra Schweigaards en Embedsmands-Opfattelse af Forholdet, men ikke nogen meget dyb Opfattelse; ved en lidet dybere Betragtning de «smaa Virkninger» maaske vise sig at være ikke saa ganske smaa.