Emile de Laveleye, le socialisme comtemporain. 2e éd. Paris, Germer Baillére et Cie. 1883. (XLIV + 333 S.) (3 fr. 50).

Som Alt hvad der udgaar fra den berømte Forfatters Haand, udmærker ogsaa dette Værk sig ved sin klare, livligeFremstillingsmaade. er derhos i dette Bind blevet samlet et betydeligt Stof, Afhandlinger om den nutidige Socialisme i Tyskland, om dens Forløbere, Fichte og Mario, om Rodbertus , Karl Marx, Lassalle, de konservative, de evangeliske og de katholske Socialister, om Internationales Storhed og Fald, om de Bakunin'ske Bestræbelser, om de engelske Forslag om Jordens Nationalisering, endelig om Kathedersocialismen. Til den er det, at Forf. bekjender sig. «Hvis Menneskehedens Fremskridt ikke er en Chimære», skriver han, «maa der blive tilvejebragt stedse større Lighed;— ikke ved Vold ville de sociale Transformationerfuldbyrdes. og Oprør kunne kun have ét Resultat: at opfordre til Undertrykkelser til det Yderste og at hidføre Despotiet. Hvorledes have ikke Hödel og Nobilingskadet Sag, hvis Forkæmpere de gav sig ud for at være! Hvis Socialisterne udviklede deres Ideer med Nidkjærhed,men Maadehold og med Videnskabens mægtige Argumenter, vilde de styrende Klasser lytte til dem; thi de kunne ikke unddrage sig den ligelige Eetfærdigheds Følelser, som Evangeliet har nedlagt i dem. De irske

agrariske Love, som Gladstone endog har frayristet Overhuset, vise, hvorledes Socialismen ad fredelig [?!] Vej kan gjøre afgjørende Erobringer. Det er rimeligt, at den lidt efter lidt vil trænge ind i Lovene gjennem den saakaldte Statssocialismesstigende Dens Svaghed er begrundet deri, at den, da den navnlig har hjemme i Arbejderkredsene,sjeldent Organer blandt oplyste Mænd som Lassalleog Hvis der, som fordum i Israel, opstod Profeter,opflammede religiøs Retfærdigheds-Tørst, vilde den sociale Kristendom, idet den bemægtigede sig Aanderne, kunne hidføre dybe Ændringer i den økonomiske Orden. Men det er umuligt, at en voldsom socialistisk Revolution varigt kan sejre. Muligt er det derimod — eftersom Nihilismen,lig brændende Lava, overalt gjærer i Samfundets underjordiske Lag og dér vedligeholder en Art satanisk Ødelæggelses-Raseri — at man under en af disse Kriser, hvor Øvrigheden er magtesløs og den repressive Magt lammet, vil se vore store Stæder blive ødelagte ved Dynamitog paa en langt vildere og navnlig paa en langt mere systematisk Maade end det skete i Paris i 1871.»