|
Nationaløkonomisk Tidsskrift, Bind Ny række, 2 (1884)Det formaalstjenligste Apotheksystem.Af Fredrik Bajer Hvad er
Formaalet? — Hvilken Ordning tjener Formaalet
Det er et
Spørgsmaal, som man kun altfor ofte At Apothekvæsnet
trænger til at omordnes, — Skulde denne
Uenighed ikke kunne nærme sig til Apothekvæsnet er
et Led i Kampen mod Sygdommen, Om denne Lignelse end — som enhver anden — viser sig at halte, naar man vil føre den videre, end den i Følge sin Natur taaler, saa passer den dog langt. Ligesom de militære Laboratorier, i Særdeleshed ad kemisk Vej, tilvejebringer en meget stor Del af de Midler, som under Officerernes Ledelse bruges til at bekæmpe Fjenden, saaledes frembringer Apothekerne, ad samme Vej, de Midler, som under Lægernes Anvisning i Kampen mod Sygdommen. Side 338
Skal Krigen imod den ydre Fjende føres saa eftertrykkelig muligt, er det vigtigt, at Tropperne bliver let og rigelig som muligt forsynede med de Kampmidler, der tilvirkes i de militære Laboratorier. Derfor har Staten ogsaa sørget, idet den leverer Tropperne Kampmidler uden Betaling, vaager over, at de fører dem med sig i rigelig Mængde, og at der er lettest mulig Adgang for dem til at forsyne sig med flere, naar det behøves. Saaledes bærer Staten sig ad, naar Talen er om Forsvaret, om den Kamp mod Krigens hvis eneste fornuftige Formaal er: Fredens Gjenoprettelse. Men hvorledes bærer Staten sig ad, naar Formaalet Sundhedens Gjenoprettelse? Sørger Staten tilstrækkelig for, at Kampen mod Sygdommen kan føres med det størst mulige Eftertryk? Sørger den for, at Kampmidlerne i dette Tilfælde, nemlig Lægemidlerne, saa lette at komme til som muligt? Uddeler Staten dem frit, hvor de behøves, — eller lader den dem betale dyrere end næsten alle andre Varer? Svarene paa disse Spørgsmaal er lette at give. Men hvad er da Grunden til, at Staten stiller sig saa forskjellig lige over for Løsningen af Opgaver, som har saa meget tilfælles med hinanden? Baade er Lægemidler (Medicin) forholdsvis nogle af de dyreste Varer, og de er tillige nogle af de vanskeligst fordi Apothekerne eller Oplagsstederne Lægemidler er altfor tyndt eller ujævnt spredte iblandt Befolkningen. Og dog er vel Apothekerne for Befolkningens Skyld, og ikke Befolkningen for Apothekernes. Man kunde i Sandhed fristes til at Side 339
tro det sidste,
naar man betragter den nuværende Ordning. Dyre er
Lægemidlerne. «Den danske Medicinaltaxt er faktisk den billigste, der findes i noget Land». Saaledes svarede «Apothekerforeningens« den u/iu/i 1884 «Sygekassernes Fællesudvalg», der fik et afslaaende Svar paa sit Andragende at Rabatten paa den Medicin, der udleveredes Sygekassernes Regning, og som Apothekerne havde formindsket fra 33 til 20 pCt., dog maatte forhøjes til 30 pCt. Deraf, at Lægemidler i Danmark muligvis er billigere nogensteds i hele den vide Verden, følger ingenlunde, at de er billige. Derfor kan de godt være dyre. Deraf følger kun, at de andensteds er endnu dyrere. At en Vare er dyr, vil vel efter almindelig Sprogbrug at den koster meget i Forhold, til sin Værdi. At dette er Tilfældet med Medicin i Almindelighed, næppe nogen nægte. Et enkeltstaaende, men meget oplysende Exempel har Grosserer Th. Giessing meddelt i «Nationaløkonomisk Tidsskrift« (1884, S. 175): For et Pulver var Apothekerens Indtægt 1 Kr. 56 Øre, medens hans Udgift havde været 24 Øre. Ingen vil forlange, at Apothekerne skal sælge til Indkjøbspris, men derfra er ogsaa et stort Spring til at tage halvsyvende Procent, saaledes som i dette muligvis enestaaende Tilfælde. At lignende Exempler kan fremdrages og forblive staaende uimodsagte, sætter ondt Blod, især iblandt den uformuende Befolkning, — noget, som Apothekerne selv skulde synes at maatte Side 340
være de første til at ville forebygge. Maa det saaledes ikke være haardt for ærekjære Mænd at læse, hvad der har staaet i et meget udbredt kjøbenhavnsk Blad som Text til et Billede: Karl (i Apotheket):
»Hvad koster Medicinen?» Apothekeren: «1
Krone«. Karl: «Det er
mere end nok!« Han kaster 10 Øre paa Bordet, og løber sin Vej. Apothekeren kalder paa sin Provisor, som strax løber efter Drengen. Apothekeren venter ved Døren, og da han ser, at Provisoren ikke kan faa fat i Drengen, raaber han: «Aa, kom blot tilbage — lad den Slyngel løbe! Vi har dog tjent de 5 Øre». — Maa det ikke være haardt at tie stille til slige Overdrivelser? — Tie stille, fordi man føler, at der dog er nogen Sandhed paa Bunden. — Maa det ikke være haardt for Apothekerne i Danmark, hvis Medicinaltaxt »faktisk er den billigste, der findes i noget Land«? Hvorledes maa det da
ikke være andre Steder? I England skal det være et gammelt Ord paa Landet, at Apothekerens Bod er det eneste Sted i Landsbyen, af hver 12 Skilling, som tages ind, de 11 er tjente af Ejeren.*) I Tyskland er man endnu haardere imod Apothekerne.Saaledes man i Dr. Daniel Sanders' store »Wörterbuch der Deutschen Sprache« under «Apotheker«følgende: Viel (99 Procent, wie es heiszt) verdienenden Apotheker, die 99procentigen Apotheker (Auerbach Leben 2,161) neunt der Volkswitz auch *) Jf. norsk Storthingsdokiiment Nr. 30 (1884) fra Næringskomiteen 2, i Eerners Forslag om Kvinders Adgang til farmaceutisk Examen, Öp. 3. Side 341
kurzweg
Neunundneunziger . . .« Og paa et andet I Frankrige maa Befolkningen nære lignende Anskuelser Apothekerne, siden E. Littré i sin udmærkede de la langue francaise» opfører; «Mémoire d'apothicaire, compte sur lequel il y a beaucoup rabattre«. Det samme Udtryk har A. F. Dalin i sin 1842—44 udgivne fransk-svenske Ordbog, hvor det forklares som «en för högt uppsatt räkning». — Muligvis kan disse Udtryk have medvirket til, at «apothicaire« er gaaet af Brug, medens »Pharmacien« er almindeligt. Det gaar maaske med Apothekere som med Toldere: det bibelske «Toldere og Syndere« har givet «Tolder» en Bibetydning af noget mindre hæderligt, hvorfor en Toldembedsmand i vore Dage næppe vilde synes om at blive tiltalt som »Hr. Tolder«. Apothekerne i vore Dage er lige saa uskyldige som Oldtidens Toldere. Det er Staten eller dens Myndigheder, som bærer Skylden for alt, hvad der i denne Henseende kommer over Apothekernes Hoveder. «Medicin sælges her i Landet efter en bestemt Taxt, som fastsættes af Sundhedskollegiet», siger bemeldte Skrivelse af 14/x 1884 fra «Apothekerforeningen« til »Sygekassernes Fællesudvalg». En saa fint udviklet Æresfølelse maa man ikke vente af nogen Klasse, som Staten har udrustet med forholdsvis altfor indbringende Privilegier, at den af sig selv skulde ønske en Nedsættelse. En saadan Klasse véd, at Befolkningen, som maa betale Gildet, nok omsiderskal for, at Indtægterne bliver bragte i et Side 342
rigtigere Forhold til de Tjenester, der ydes for dem. Af Apothekernes Æresfølelse kan man derimod vente, at de indrømmer, at for de flestes Vedkommende er Vederlagetfor Tjenester, der ydes Befolkningen, altfor stort, og at de derfor ikke modsætter sig, at Lønnen kommer til at staa i et mer passende Forhold til Arbejdet. At ville tilsløre det omtalte Misforhold imellem Arbejde og Løn vilde være forgjæves: de offenlige Blade taler altfor højt om de svimlende Kjøbesummer, hver Gang et Apothek er solgt, og ved ISTyaarstid vil man blandt Skatteansættelserne i næsten alle større Kjøbstæder eller i saadanne, der ligger i velbefolkede Egne af Landet, kunne finde Apothekernes blandt de højeste. Derfor kan det godt være sandt, hvad man læser i Apotekerforeningens merbemeldte Svar af 14/i 1884 til Sygekasssernes Fællesudvalg, at den af Apothekeme hidtil ydede Moderation er et Bidrag til Sygekasseinstitutionen, er «saa betydeligt for flere af Apothekcrne, disse ikke kunne bære et yderligere Offer«. Thi Ordet »flere» behøver jo ikke at betyde flere end 3, eller nogle faa af alle, hvorom her er Tale. Paa nogle faa nær vil sandsynligvis alle Apothekerne let kunne bære det omtalte Offer. Men, hvor bagvendt Ordningen er, viser sig bedst, naar man lægger Mærke til, at her retter alle sig efter nogle faa, medens ellers i Reglen det lille Mindretal maa rette sig efter det store Flertal. Ved Fastsættelsen af den danske Medicinaltaxt følges, saa vidt vides, den samme bagvendte Fremgangsmaade.Der hvorledes maa Taxten være, naar den uheldigst stillede Apotheker skal kunne sultefødesig? denne ene retter sig alle andre; thi Side 343
Taxten maa være ens over hele Landet. Ved at kjøbe hos den uheldigst stillede Apotheker bliver Lægemidlet i Almindelighed ikke betalt for dyrt; thi Varens Pris paavirkes jo i høj Grad af Stedet, hvor den sælges. Men paa alle andre Apotheker betaler man Lægemidlet over dets Værdi, og i de store og folkerige Handelsstæder, der tillige som oftest har den fattigste og usundeste Befolkning, betaler man de fleste Lægemidler saa langt over deres Værdi, at som Følge deraf Apothekerne skovler Penge ind, for hvilke de i Virkeligheden ingen tilsvarendeTjenester ydet den medicinforbrugende Befolkning,medens paa sin Side i Grunden er gjort skatskyldig til Apothekerne. Disse oppebærer en Skat i Kraft af sine Privilegier. Det Beløb, der betales for meget for hvert Lægemiddel, er et af Staten avtoriseret Paalæg af samme Slags som den Told, man betaler ved at kjøbe toldpligtige Varer hos en Kjøbmand. Der er kun den væsentlige Forskjel, at Toldbeløbet indflyder i Statskassen, hele Folkets offentlige Kasse, medens det Beløb, som betales Apothekeren over Lægemidlets virkelige Værdi — Tolden paa Apothekervarer fraregnet —, indflyder i Apothekerens private Lomme; og det kommer saaledes ikke den til ham skatskyldige Befolkning til Gode, med mindre han bruger hele sit Overskud udtrykkelig paa en for denne nyttig Maade. Saa overmenneskelig uegennyttiger nogen eneste Apotheker; men, om det ogsaa var Tilfældet, vilde det saaledes Befolkningen tilbagegivne ydes af Naade og ikke som en Eet. Saa meget uretfærdigere viser sig denne alt andet end nationaløkonomiske Ordning af Apothekvæsnet, naar man lægger Mærke til, at denne «Skat» — mindst 1 Million Kroner, som Befolkningen aarlig betaler for Side 344
meget for Medicin — egenlig kan siges at være paalagtiomvendt til Skatteevnen. De sundeste, arbejdsdygtigste og derfor i Almindelighed mest skatteevnendePersonermedvirker til at bære denne «Skat», uden for saa vidt de maa betale for Andre, hvis Forsørgere de er, og i hvis Sygdom de i de allerflesteTilfældeer Skyld. Skatten tynger derimod haardest paa de sygeligste, kraftesløseste, elendigste, usleste, fattigste og derfor i Almindelighed mindst skatteevnende Personer. Fattigdom avler ofte Sygdom, og Sygdom ofte Fattigdom. Jo sygeligere et saadant stakkels Menneske bliver, des mere maa han udrede i Skat af denne Natur, uagtet hans Skatteevne aftager, i samme Forhold som hans Sygelighed tiltager. Naar hans Skatteevne helt er ophørt, er Sygdommen maaske netop paa det Højeste; han er mer end nogensinde trængende til Lægemidler, og har i samme Øjeblik vanskeligst ved at faa dem. Enten kastes den Skattebyrde,hanikke selv kan bære, over paa Andre — i visse Tilfælde paa Fattigvæsnet, hvorved han uskyldig kan lide Tab i borgerlige Rettigheder —, eller han segner under Byrden, bukker under for Sygdommen, Nøden og Elendigheden. Og ikke han alene gaar til Grunde. Han river som oftest Andre med sig i sit Fald, ej alene Børn eller andre Nærpaarørende, hvis naturlige Støtte han er, men Sygdommen kan, hvis den er smitsom, virke tilbage og vende sig straffende imod den Befolkning, der for længe har taalt en saa uretfærdigOrdningaf Apothekvæsen. Var Sygdommen ikke smitsom, kan denne Skat til Apothekerne, for hvilken disse Intet yder til Gjengjæld, dog have gjort det saa vanskeligt for den Syge, i Tide og tilstrækkelig, Side 345
at forsyne sig med Lægemidler, at disse er komne for sent, og at som Følge deraf den Syges Arbejdsevne vedvarende er bleven svækket. Og da dette utvivlsomt gjælder en Mængde Syge, er det ikke overdrevent at sige, at derved er foraarsaget et Nationaltab af meget stor Værdi. Paa den hygiejniske Kongres i Haag i Avgust d. A. har Dr. Jules Rochard fra Paris paavistdels,hvilke Summer Sygdommene har kostet, dels hvilke uhyre Summer det i Fremtiden vil være muligt at spare, naar man kun virksommere end hidtil fører Kampen imod Sygdommene. Men dertil hører ogsaa, at Kampmidlerne — d. v. s. Lægemidlerne—bliver tilgængelige ved at ydes for billigere Pris eller endog for intet. Dersom det overvejende store Flertal af Apothekere, Varer betales langt over disses virkelige Værdi, levende kunde forestille sig, med hvilken Sum af Lidelser Andre deres egen Velstand er kjøbt, vilde de næppe saa stærkt som hidtil modsætte sig en retfærdigere De vilde desuden indse, at den nu gjældende ikke lader Apothekernes vigtige Samfundsklasse til sin Ret, — sin Ret til at indtage den Plads i Kampen mod Sygdommen, som den ifølge Apothekvæsnets Formaal burde. De maatte netop sætte en Ære i at indtage den værdigere Stilling i de Kæmpendes Rækker, hvorfra de saa virksomt og eftertrykkelig som muligt kunde deltage i denne Kamp. Saa længe derimod Apothekernes overflødige Brød er en Frugt af de Syges stigende Nød, saa længe er Apo thekvæsnet uretfærdig ordnet. Side 346
De egenlige Lægemidler (Medicin) ere ikke alene paa Grund af Dyrheden nogle af de vanskeligst tilgængelige men ogsaa af den Grund, at de tit maa hentes meget langt borte til de Syge. Hvilken Uret begaas der ikke mod disse, hvis Liv endog i visse Tilfælde kan afhænge af, om Lægemidlet rækkes dem en halv Time før eller senere! Det er i Almindelighed Hensynet til, at de bestaaende Apotheker ikke maa lide Skaar i sin Næring, som hindrer ny Apothekers Anlæg. aabenbar Trangen til et Apothek end er i hele Befolkningens Øjne, kan vedkommende Myndighed dog tit ikke se Trangen, og altsaa kan heller ikke Justitsministeren, plejer at se med sine underordnede «sagkyndige» Myndigheders Øjne. Det bliver derfor, efter en hel Del Skriveri frem og tilbage, paa de fleste Steder ved det Gamle. Det er andensteds oplyst, at der i Danmark (1879) havdes 1 Apothek paa 14,000 Mennesker i Gjennemsnit, medens Tyskland (1875) havde 1 paa 9500, Schweiz (1876) 1 paa 8000, Frankrig (1876) 1 paa 6000, Holland 1 paa 5000, Grækenland (1875) 1 paa 4000 og England 1 paa 2000 Indbyggere*). Af denne Statistik bør man dog ingenlunde uden videre slutte, at Danmark i denne Henseende vilde komme omtrent i Højde med Udviklingen i det øvrige Evropa, hvis det f. Ex. fordoblede Antallet af sine Apotheker. En saadan vilde uden Tvivl hilses med Glæde af de farmacevtiske Kandidater, som endnu ikke er Apothekere. Men Hensynet til dem maa staa tilbage *) Farmacevtisk Stat, udg. af Jordening og Seehusen (Kbhvn. 1879) S. 65. Side 347
for det langt vigtigere Hensyn til Befolkningen. Og denne vilde kun have Fordel af Apothekernes Forøgelse i Antal, for saa vidt de ny Apotheker tillige blev anlagt paa Steder, hvor der trænges til dem. Vilde man derimod i en lille Kjøbstad oprette et nyt Apothek Siden af det gamle, hvis hele Indretning var upaaklagelig og Betjening tilstrækkelig, vilde derved snarere tabes end spares, set fra et almindeligt nationaløkonomisk Ingen vilde derved faa synderlig til Apothek, men Driftsomkostningerne vilde stige, idet meget maatte være dobbelt, hvor enkelt kunde gjøre Fyldest. Det gjælder mindre om en Forøgelse af Apothekernes end om en ligelig, jævn Fordeling eller Spredniug af Oplagssteder for Lægemidler hele Landet. I samme Grad som Samfærselsmidlerne i Mængde og Godhed, kan Tilvirkningsstedernes inskrænkes. Yed den store Drift spares Omkostninger. Det er derfor økonomisk at have nogle faa store Laboratorier for den Medicin, som taaler Forsendelse og Henliggen i længre Tid, og som hører til de staaende Varer, der kan sammensættes faste (trykte) Eecepter. Derimod maa der være mange Gange flere spredte Oplagssteder endt nu. Især vilde det være i Befolkningens Interesse, om Lægernes Dispensationsret blev betydelig udvidet, saa at paa Landst, og især i dets tyndere befolkede Egne, Lægen mer end hidtil havde Medicinen lige ved Haanden. Og med visse Lægemidler burde det vel endog paabydes ethvert Hjem at være forsynet. I alt Fald burde Staten sørge for, at der indenfor visse Grænser var let og hurtig Adgang til efter Recept at Side 348
blive forsynet med de vigtigste og almindeligste Lægemidler. passer Fremgangsmaaden ved Soldaternes med Munition i alt væsenligt ogsaa paa Befolkningens Forsyning med Medicin. Naar denne kun indskrænkes til Apothekvarer i strængeste Forstand, saadanne, som kun maa udleveres efter Lægerecept, bruges under Lægens jævnlige Tilsyn og Vejledning, da bør disse Varer iøvrigt spredes saa meget som muligt. Husapothekerne svarer til Patronerne i Soldatens Tornyster. By-, Sogne-, Kommune-Oplagsstederne Landet — med eller uden Laboratorium og Apotheker —, samt Landlægernes Dispensationsanstalter, til Patronkærrerne bag Linien. Kjøbstadsapothekerne, efter Omstændighederne større eller mindre Laboratorier, svarer til de mindre Depoter. Et eneste stort Laboratorium for hele Riget — eller i det højeste for hver Hovedlandsdel — vilde svare til Hoveddepotet. Et saadant efter militært Forbillede indrettet vilde være formaalstjenligst i Kampen mod Sygdommen. Lignelsen med de militære gjælder ogsaa i denne Henseende. Forud for Kamp — militær, politisk, sanitær — maa der gaa Organisation. Hvor kan man tro, at Kampen mod Sygdommen kan føres virksomt, uden at man bruger samme Fremgangsmaade som ved al anden Kamp! Hvor kan man tro, at Forsyningen med Kampmidlerne Krigen mod Sygdom kan blive rigelig og tilstrækkelig, naar Hovedhensynet vedbliver at være Apothekernes og ikke Befolkningens Tarv! Hvor bagvendt det
nuværende Apotheksystem er, Side 349
tion blev gjort til en privat Sag, dog naturligvis under statsordnet Kontrol. Vel udkrævedes en Prøve for at kunne blive Forstander for et militært Laboratorium, Posten var iøvrigt forbunden med et Privilegium, som i visse Familier var arveligt, og kunde være Gjenstand for Kjøb og Salg. Et saadant militært Laboratorium vilde være som et Fideikommis. Hvad enten Forstanderne for disse Laboratorier havde reelle eller personlige Privilegier, vilde de dog være interesserede at Munitionen blev saa dyr som mulig, og at ingen ny Laboratorier oprettedes, i alt Fald ikke i deres Nærhed. Kun hos dem maatte Munition kjøbes, og Betalingen var i de fleste Tilfælde langt over Værdien. Krigen og »den væbnede Fred« ikke blive endnu meget dyrere med et saadant Laboratoriesystem? — Utvivlsomt! Ja, men i saa Fald vil Kampen mod Sygdom, nationaløkonomisk set, ogsaa blive meget billigere — foruden, at den bliver meget virksommere og eftertrykkeligere —, naar man omordner Apothekvæsnet et lignende Statssystem som det, hvorefter militære Laboratorievæsen er indrettet. Naturligvis kan
ene og alene Staten magte den 1) Al Medicin
(Ordet taget i strængeste Forstand 2) Apotheker
(tilvirkende kun egenlige Lægemidler)og Side 350
ler)ogOplag af
Medicin fordeles jævnt alene med Siger man, at et saadant System vilde blive meget dyrt, da har man næppe Ret, med mindre man alene tænker paa Omkostningerne ved Systemets Indførelse, som dog kun er en Udgift én Gang for alle. Vil Staten ved Indløsningen af de reelle Apothekerprivilegierog af alle Apothekerejendomme og Vareoplaggive Erstatning, vil den — efter et Overslag,som er for lavt*) — have at udrede en Snes Millioner Kroner. Det er ikke mere end, hvad et Par større Søforter koster. Og hvor kan nogen, som tilraader at bevilge flere Gange saa meget til Befæstningerimod Fjender, betænke sig paa at stemme for dette meget mindre Beløb en Gang for alle til Indførelsenaf nyt Forsvarssystem imod den Fjende af Menneskeheden, som hedder Sygdom? Desuden skal Beløbet jo ikke udredes paa en Gang, men — efter mit Lovforslag (i «Ugeskrift for Læger» d, 24/2 1883 Nr. 10) — i Løbet af en saa lang A årrække, som indtilden private Apotheker dør, idet i Eeglen kun ved Dødsfald et Apothek skulde overgaa fra privat Drift til Statsdrift. Byrden kunde muligvis fordeles bedre; det er jo et Systemskifte, som er bestemt til at gavne alle kommende Slægter. Men Fordelingsmaaden er et underordnet Spørgsmaal, som man let vil komme over, naar man først er enig om Systemskiftet. — Hvor vidt Apothekerne med Rette kan kræve Vederlag for den »Skat paa Sygdom«, de hidtil uden at yde noget til Gjengjæld har oppebaaret af Befolkningen, er *) Se *Ny Pharmaceutisk Tidende» d. 12/4 1883 Nr. 7 Sp. 104. Side 351
et Spørgsmaal, som jeg har besvaret bekræftende. En senere Tid kan besvare det benægtende. Tager Apothekerneikke Tide imod, hvad de kan faa, vil det muligvisgaa med de Sybillinske Bøger: hvert nyt Tilbudvil dem ufordelagtigere. I den Henseende er det ikke vanskeligt at være Spaamand. Vil man ogsaa kalde Systemets Indførelse dyrt betalt, saa vil det ny System til Gjengjæld spare Befolkningen 1 Million Kroner om Aaret*), og Afløsningssummen for Privilegierne vil altsaa være dækket i Løbet af de følgende tyve Aar. Dette Beløb af 1 Million Kroner eller «den Skat, som svares til Apothekerne», disse nu faar højere Betaling for Yarerne end disses Værdi, vil nemlig efter Systemets Indførelse ikke længer blive udredet, men derimod kunne anvendes af Befolkningen til nyttige Formaal, til at tilfredsstille Trang af forskjellig Art, alt efter Enhvers bedste Skjøn. Selve det indførte System vil gjøre Befolkningen en Million rigere om Aaret — hele den medicinbrugende Befolkning med Undtagelse af det halvandethundrede Apothekere, som nu deler Millionen. Nationaløkonomisk er det et Fremskridt, at Formuen bliver jævnere og moralsk er det et Fremskridt, at ikke længer en Skat opkræves, for hvilken intet ydes til Gjengjæld. At Statsdriften i og for sig skulde blive mindre økonomisk end privat Drift, slutter mange f. Ex. af, at de sjælandske Jærnvejes Drift koster mere nu, end da de blev drevne privat. Men dette sidste kan meget vel *) 1,076,719 Kr. ifølge Th. Giessings Beregning i Nationaløkonomisk 1884 S. 167. Side 352
følge af andre Aarsager, som det uden Tvivl vil være muligt at ophæve ved en skarpere Kontrol og andre Midler. Naar — som i det foregaaende antydet — Apothekerne under Statsdriften, indskrænkes til at fremstille egentlige Lægemidler, Receptmedicin i snævreste og denne mer end hidtil bliver tilvirket i det store, vil Driftsomkostningerne sikkert kunne indskrænkes Men, selv om Statsdriften alligevel skulde blive dyrere end den hidtidige private Drift, vilde dette Hensyn være forsvindende lige over for de andre store Groder, som opnaas ved Statsdriften — ikke for de faa, men — for Befolkningens overvejende store Flertal. Og Hensynet til Sygdommens kraftigst mulige Bekæmpelse i alle Samfundslag er og bliver dog det vigtigste. Man maa ikke lade sig narre af, at Statskassen maa udrede et Beløb af 2—32—3 Millioner Kroner aarlig *), naar Medicin herefter udleveres fra Apothekerne eller Oplagene til Befolkningen uden Betaling, I Virkeligheden Medicinen naturligvis betalt, hvad enten Betalingen ydes umiddelbart af de Syge og disses Forsørgere eller middelbart af den skatydende Befolkning Statskassen. At Statskassen maa udrede mere, er ikke det samme som, at Befolkningen betale mere. For Befolkningen som Helhed Medicinen ikke dyrere, fordi Betalingen under Statssystemet udredes middelbart gjennem Statskassen, medens den under det nuværende Privatsystem umiddelbart til Apothekerne. Dyrere *) 2,871.252 Kr. efter Th. Giessings Beregning i Nationaløkonomisk 1884 S. 165. Side 353
bliver Statssystemet altsaa ikke af denne Grund. Forskjellen kun i Udredelses maaden. Hvorvidt en Udgift, som hidtil har været udredet privat, fremtidig bør lægges over paa Staten, maa afhænge af, om denne sidste Udredelsestnaade er retfærdigere. Men dette er den uden Tvivl i det her omhandlede Tilfælde. En Skat paa Sygdom er i og for sig uretfærdig, fordi den Syge er ude af Stand til at arbejde. Af det bestaaende private Apotheksystem følger, at Skatten paa Sygdommeni stiger med dennes Forværrelse,hvorved altsaa lægges stigende Hindringer i Vejen for Helbredelse. Vil man holde sig for Øje, at Formaalet er Sygdommens Bekæmpelse paa den kraftigste,virksomste, Maade, maa man gjøre Adgangen til Lægemidlet saa let som muligt ogsaa derved,at bliver saa billigt som muligt for den Syge, eller aldeles intet koster Forbrugeren. Uden Betaling bør dog kun egenlige Lægemidler ydes, ikke saadanne, som — naar et tilstrækkeligt Tilsyn med Salg af Levnedsmidler,Haandkjøbsmedicin lignende Varer lovfæstes— Fare kan forhandles af Andre end Apothekere,og ved Systemskiftet bør udskilles fra Apothekerne. Der kunde spørges, hvorfor de rige Syge under Statssystemet skulde fritages for at betale den Medicin, de lader hente paa Apothekerne; de har jo dog Eaad dertil. Dertil skal svares, at det er baade retfærdigst og mest praktisk at stille Fattig og Rig lige for Loven ogsaa i dette Tilfælde. Det er retfærdigst, fordi den Rige i Virkeligheden vil komme til at betale mere end den Fattige for Medicinen middelbartgjennem skal denne udrede 2—32—3 Millioner aarlig til et sligt, nyt Formaal, bør Beløbet ikke Side 354
tages af Indtægtskilder som Told eller lignende, hvortilde maa yde forholdsvis mere end de Eige, men derimod tilvejebringes ved Paalæg af en FormueogIndkomstskat, vil hvile tungere paa de Formuende,medens Fattige helt eller delvis vil være fritagne for at udrede den. Og mest praktisk er det: lige saa lidt af de Rige som af de Fattige at tage Betalingfor thi — hvor skulde Grænsen drages imellem disse og hine? At afstikke denne ved Lovbestemmelserpaa nogenlunde praktisk og retfærdig Maade vilde være overmaade vanskeligt, for ej at sige umuligt. Og at overlade Lægerne i de enkelte Tilfælde at drage Grænsen vilde let føre til de største Vilkaarlighederog Lægerne for Übehageligheder, som disse helst bør skaanes for. Statssystemet vil saaledes ej alene vise sig at være virksommere med Hensyn til Formaalet: Sygdommens men tillige billigere for Befolkningen endelig retfærdigere end det nuværende Privatsystem. Hvad man har
indvendt imod Overgangen til Statssystemet, Kun et Par af de
væsentligste Invendinger skal Man har næret Frygt for, at Apothekerne som statslønnedeEmbedsmænd blive utilstrækkelig aflagte. Unægtelig vilde de kjøbenhavnske Apothekere ikke faa Ministergager, ja endog dobbelte eller tredobbelte Side 355
Ministergager (hvilke de efter Skattebogen nu synes at have), men til Gjengjæld vilde adskillige Landapothekere faa større Indtægter end hidtil, og i det hele taget vilde Lønnen kunne bringes i et retfærdigere Forhold til Arbejdetog Vil man i øvrigt gaa ind paa Statsystemet, kan Lønningsspørgsmaalet dog næppe blive nogen uoverstigelig Hindring. Selv om Apothekernes Lønninger, paa Grund af Traditionen, gjennemsnitlig skulde blive sat forholdsvis højere end alle andre Embedslønninger,vilde dog næppe være for dyrt kjøbt ved en saadan Indrømmelse. Lægerne har indvendt, at under Statssystemet vilde Samarbejdet mellem dem og Apothekerne næppe blive saa frugtbart for Videnskaben som hidtil. For saa vidt det gjælder videnskabelige Forsøg, hvortil der maa ydes Tilskud af Statskassen, har Bevillingsmyndigheden ikke været paaholdende. Og det er næppe troligt, at den private Apotheker, som af egen Lomme maa afholde Udgifterne ved slige Forsøg, er villigere til at sætte sig i stor Bekostning for Lægevidenskabens Skyld end Bevillingsmyndigheden, raader over offentlige Midler. Desuden er det et Spørgsmaal, om et saadant Samarbejde Læge og Apotheker altid er til Befolkningens Hvor uegennyttige og hæderlige end de fleste Læger og Apothekere ere, kunde man maaske dog med Hensyn til nogle fristes til at spørge: naar Apothekeren Lægen saa mange Tjenester, hvad yder da Lægen Apothekeren til Gjengjæld? — «Vi ere jo alle Mennesker», og «den ene Villighed er den anden værd». Ikke alene undgaas under Statssystemet snarere slige Fristelser, men de videnskabelige Forsøg kan ikke saa let som hidtil unddrage sig en Kontrol, som Staten maa Side 356
kunne kræve paa Samfundets Vegne. Det være langt fra mig at mistænke Nutidens eller Fremtidens Apothekere Læger for at gjøre Forsøg med Gifter eller lignende, som kunde misbruges i statsfariige Øjemed! Men derimod kan jeg ikke værge mig imod den Mistanke, at Lægerne kunde bruge private Apotheker til Dyreplageri ved vivisektoriske lignende Forsøg, efter at vi havde faaet et lovordnet Tilsyn med Vivisektioner. Den tilbørlige Kontrol med Apothekerne kan selvfølgelig meget lettere føres, naar disse ere Statsanstalter og ikke private. Ovenstaaende og
lignende Indvendinger imod Statssystemet Af andre Apotheksystemer, hvorom der kunde være Tale, har det rene Personal-Koncessionssystem de reelle Privilegiers Ophævelse og Indførelse udelukkende personlige — været anbefalet. En saadan Reform vilde vel være et Fremskridt fra det bestaaende, men en saa ringe, at man næppe i længre Tid vilde føle sig tilfreds derved. Erfaringen andensteds fra, hvor man ikkun har omdannet Realprivilegierne til personlige, afskrækker. I Bayern og Würtemberg f. Ex. næres saaledes temmelig almindelig den Anskuelse, at der «intet uretfærdigere og for Apothekernes Interesser mindre heldigt • (efter en Udtalelse af würtembergske Apothekere endog for Apothekerenkernes Sædelighed mer faretruende) System gives end Personalkoncessionens» *). *) Dr. H. Boettger: Geschichte der Apothekenreformbewegung ia Deutschland von 1862—82 (Berlin 1882) S. 108. Side 357
Den Forfatter, som meddeler dette, er vel selv Apotheker, og saaledes næppe nogen aldeles uhildet Dommer, men som Redaktør af en tysk farmacevtisk Tidende, som Udgiver af store Haandbøger i den tyske Apothekerlovgivning, som en Sagkyndig, der særlig har studeret den mer end tyveaarige tyske Reformbevægelse, maa der dog tillægges hans Dom en ikke ringe Vægt. Dr. Boettger*) siger endvidere, at i denne lange Kamp om en Reform «gives der næppe nogen Myndighed, som staar i en eller anden Forbindelse med Apothekspørgsmaalet, parlamentarisk Afdeling, intet politisk og økonomisk Parti, som ikke allerede har ytret sig i Spørgsmaalet, Reformforslag, der ej allerede har været opstillet, ingen Side af eller Hensyn til Apothekvæsnet, som ikke allerede er undersøgt, ingen Fordel eller Ulæmpe ved Systemskiftet, som ikke allerede i alle tænkelige Retninger bleven belyst». Udbyttet af Dr. Boettgers historiske Undersøgelse er, at som Formaal eller Grundlag for en Apothekreform nu «kun Statsapotheksystemet eller Nedsættelsesfrihed i Betragtning« **). Selv erklærer han sig for det sidste System, og han fremsætter et i Lovform udarbejdet Forslag***), i Følge hvilket den, der vil nedsætte sig som Apotheker, skal udrede et passende Beløb til de i Nærheden bestaaende Apothekers Besiddere for at holde disse skadesløse. I Anledning af,
at Dr. Boettger mente, at Af løsningsspørgsmaalet
*) Dr. H. Boettger: Geschichte der Apothekenreformbewegung in Deutschland von 1862—1882 (Berlin 1882) S. 112. **) Sammesteds S. 109. ***) Sammesteds S. 113—115. Side 358
talerenanden sagkyndig Forfatter, Professor i Nationaløkonomived i Straszburg, GustavSc li moller:«At for de fleste besiddende Apothekeres Agitationerog Apotekerforeningernes Overvejelser var Kjærnepunktet, er rigtigt. At det er eller skulde være det for Spørgsmaalets Løsning fraAlmenvellets Standpunkt, kan vi ikke indrømme. ... Og derfor forholder vi os dog endnu noget skeptisk ligeoverfor Forfatterens Slutninger. Han forekommer os, idet han erklærer Afløsningsspørgsmaaletfor Kjærne, at lade Publikums Interesserog berettigede Hensyn til Sundhedspolitiet træde altfor meget i Baggrunden lige over for Apothekerinteresserne(uagtet anerkendelsesværdig Stræben efter at være objektiv)» *). Deraf, at Professor Schmoller ikke vil gaa ind paa det ene af de to Apotheksystemer, hvorom der efter Dr. Boettgers Mening alene kan være Tale, følger imidlertid at han er en übetinget Tilhænger af det andet: Statssystemet. Han synes vel ikke at have videre imod, at det Offentlige overtager Apothekernes Drift, men han mener, at denne da maa paalægges Kommunerne, medens Staten kun skulde øve et Overtilsyn Kommunerne i denne Henseende, samt give Lovbestemmelser om, hvad der skulde kræves som Betingelse at blive Apotheker, hvorledes Apothekerne skulde indrettes og drives af Kommunerne o. s. v. **) Dette
Kommunesystem har været Dr. Boettger *) «Jahrbuch für Gesetzgebung, Verwaltung und Volkswirthschaft» 1882) S. [1086]. **) Dr. Boettger anfører S. 111 Schmollers tidligere Ytringer i «Gutachten deutscher Nationalökonomen». Side 359
mindre finder —
som Udbytte af den tyveaaarige tyske Selve O ver g ang en er den største Vanskelighed, naar man vil sætte Statssystemet i Stedet for det bestaaende Privatsystem. Den Snes Millioner Kroner, som en Gang for alle skal udredes af Statskassen, lader sig imidlertid fordele paa en saa lidet trykkende Maade, at det vil man nok komme over, naar først selve Systemskiftet er besluttet. *) At Danmark uden Vanskelighed han bære en saadan Udgift — en Forsvarsudgift i Kampen mod Sygdom —, er gjentagende og fyldestgjørende bevist af Sagkyndige, f. Ex. i Bladet «Vort Forsvar». *) En tiltalende Afløsningsmaade — gjennem rentebærende, af Staten garanterede Obligationer, som skulde udstedes til Apothekernes Besiddere imod Afstaaelse af deres Ejendomsret er foreslaaet af E. I\ Kempf, den Apotheker, som varmest har kæmpet for Statssystemets Indførelse i Tyskland, hvis særlig udgivne Skrifter herom nævnes af Boettger, Preussens Apothekenverfassung und deren nothwendige Königsberg 1866; Deutschlands Apothekenreform Pelplin 1872. I Andragender til den tyske Bigsdag — senest d. 6/s 1884 — synes Hr. Kemp (Pelplin) vel at ville nøjes med et midlertidigt Personalkoncessionssystem, han har derfor «ingenlunde opgivet Ideen om Statsapotheker» (privat Brev af n/9 1884), hvortil han mener, at hint følgestrængt vil føre, ssa snart den af ham foreslaaede er fuldendt. Side 360
Vanskeligheden bestaar i Særdeleshed i at faa de besiddende, konservative, privilegiehavende Personer til selv at interessere sig for en Reform i den antydede Eetning. Efter de hjemlige Forholds Natur maa dette navnlig anses som en Betingelse for, at alle Lovgivningens kan enes om Reformen. Dertil vil muligvis et moralsk Tryk. Grosserer Th. Giessing har (i Nationaløkon. Tidsskr. 1884 S. 174 fg.) foreslaaet Dannelsen af Forbrugsforeninger, Medlemmer skulde have Medicin uden Betaling, men efter Lægerecept, fra et særligt Officin. hedder sig, at Sygekasserne allerede forbereder til at føre Tanken ud i Virkeligheden. Apothekerforeningens juridiske Raadgiver, Højesteretsadvokat Hindjenburg har (i N. T., S. 224 fg.) bestridt Lovligheden af slige Forbrugsforeninger. Da hans Bevisførelse ikke har overbevist Forslagsstilleren (se N. T., S. 232), men tværtimod dennes Anskuelse senere er bleven offentlig godkjendt af Retskyndige, er det sandsynligt, Tanken alligevel vil blive virkeliggjort, i alt Fald forsøgsvis for at faa en Højesteretsdom i Sagen. Gaar Dommen
Forbrugsforeningerne imod, kan Lovgivningsmagten kan paakaldes. Og lykkes det ved dens Medvirkning at faa den gjældende Ret saaledes ændret, at der herefter ingen Tvivl kan være om slige Forbrugsforeningers Lovlighed, er dette den heldigste Vej i moralsk Henseende. Forbliver de gamle Lovbestemmelseruændret efter en Højesteretsdom af den nævnte Natur, er det nemlig sandsynligt, at man vil fristes til at omgaa dem, hvilket næppe vil være Side 361
vanskeligt.
Dette er den anden af de to Veje, og paa Hvilken Fremgangsmaade man end vil vælge, er det højst usandsynligt, at Apothekreformens Modstandere i Længden vil kunne udholde en voxende offentlig Menings Tryk. Og lige saa lidt vil Apothekerne kunne udholde det økonomiske Tryk, som de vil komme til at føle mer og mer, jo længer Reformen udsættes, medens Lovfortolkninger det store Flertals Skade frister dette til at omgaa forældede Lovbestemmelser. Enhver nogenlunde talrig Forening, f. Ex. Socialdemokratisk Forbund, kan jo nemlig bære sig ad som en Forbrugsforening uden at kalde sig saaledes; ved en lille aarlig Forhøjelse af Medlemsbidraget kan den skaffe sine Medlemmer — ved Siden af mange andre Goder — fri Medicin. Kan det end ved Administrationens Hjælp forhindres, at den opretter sit eget Officin, vil det dog være saa fristende alle større Apothekere at levere Medicinen til en saadan Forening, at kun en eneste behøver at give efter for Fristelsen og indrømme betydelig Rabat, — han kan bryde Ringen og staa sig ypperlig derved. Derved vil de øvrige Apothekere efterhaanden blive moralsk eller økonomisk tvungne til at følge efter. Og det gamle System har faaet Grundskud. Overgangen til det ny er betydelig lettet. Man er da paa god Yej til det ovenfor foreslaaede foimaalstjenligste Apotheksystem, Statssystemet. I Følge Forslaget kommer derved i Grunden hele Folket til at udgjøre en eneste stor Forbrugsforening, hvis Medlemmer fri Medicin imod Lægerecept, medens Staten selv driver Apothekerne, og fører nøje Tilsyn med dem. |