Bidrag til Vagabonderings-Spørgsmaalet.

llaandværkssvende-_Vandringen er Et, og Vagabondagen noget Andet; men det Første gaar faktisk let over til at blive det Sidste, og en bestemt Grænse mellem de to Ting lader sig ofte ikke drage. I vor Afhandling«Hvad Industridrivende forlange af Staten» (Nationaløkonomisk Tidsskrift XX) omtalte vi i et særligtAfsnit de danske Haandværkeres Bestræbelser for at bringe Orden i Haandværkssvende-Vandringen, dels de af adskillige danske Politimestre vedtagne Resolutionervedrørende Det var to væsenligt forskjellige Synspunkter, vi her havde at gjøre med — Haandværker-Synspunktet og Politi-Synspunktet; men Sagen kan ses fra endnu andre Synspunkter, som vi skulle erfare i det Følgende — f. Ex. ogsaa fra «den indre Missions». Og naar vi i nysnævnte Afhandling udelukkende holdt os til Danmark, skulle vi nu paa de følgende Blade se paa Noget af det, der er kommet frem i andre Lande. Vi ville dog ikke her dvæle videre ved de fremkomne Forslag om Forandringer i de respektiveLandes vi ville holde os til det, der har

en mere almindelig Betydning, og ville særligt dvæle
ved nogle Forholdsregler, der alt ere komne til praktiskUdførelse.

I Frankrig er det navnlig siden den tysk-franske Krig, at man har følt Vagabondagen som en Landeplage.Som eneste virksomme Middel herimod anbefalerman Deportation paa Livstid — «transportation»,som kalder det. Vel at mærke skulde dette Middel kun anvendes mod dem, der gjentagne Gange ere blevne straffede for Løsgængeri og Betleri. Naar en Mand, saaledes ræsonnerer man, gjentagne Gange forgæves er bleven straffet for den nævnte Forseelse,saa sikkert Vagabonderingen bleven en rodfæstetVane ham; sædvanlige Straffe ere da virkningsløse,og maa gribes til overordenlige Forholdsregler.Lad sende saadanne Folk bort til en eller anden Koloni! Interneres skulle de ikke, ejheller skal der paalægges dem Tvangsarbejde. Saasnart de ere blevne transporterede over til Kolonien, skulle de overlades til sig selv paa samme Maade som de frivilligeKolonister, med den Forskjel, at der maa føres Polititilsyn med dem for at forhindre deres Undvigelse.Men maatte være paa Livstid! Der vilde ikke være nogen Mening i at lade de Deporteredevende efter en vis Tids Forløb. De vilde jo komme tilbage blottede for Subsistensmidler og vilde ganske naturligt tvinges ind i deres gamle Spor. Desudenvilde i Kolonien ikke arbejde ordenligt paa at skaffe sig en ny Existens, naar de bestandigt havde deres Tilbagevenden til Moderlandet i Tankerne. Deportationenaf

portationenafVagabonder vilde være en Velgjerning for Samfundet, og dette vilde være fuldt berettiget til at benytte et saa radikalt Middel. Thi Samfundet kan ikke være forpligtet til at bevare i sin Midte Individer, der gjøre Rebellion mod den sociale og økonomiske Orden, og som forlange at leve paa deres Medborgeres Bekostning uden selv at bidrage ISTogetsomhelst til det almene Vel.

Saaledes Alfred Lagre sille i sin Bog «du vagabondage de la transportation», Nancy, 1881 (citeret efter K. Brauns nedenfor anførte Skrift). Hans Ræsonnementer selvfølgelig ikke paa Lande, der mangle Kolonialbesiddelser eller Besiddelser, hvortil Deportationen kunde dirigeres; men det har dog altid sin Interesse at se, hvorledes man i Frankrig tænker sig Vagabondagen ryddet af Vejen.

Ogsaa i England anbefales Deportationen. Overhovedet man sig ogsaa i England meget med Vagabonderingsspørgsmaalet. Den engelske Howard-Association, Opgave det er at granske de bedste Midler til at forhindre og straffe Forbrydelser, har saaledes offenliggjort en Kommissions-Beretning, der fører Titlen: «Vagrancy and mendicany, a report based on a general inquiry instituted by the committee of the Howard-Association.»

Der er vel næppe noget civiliseret Land, der ikke har Spørgsmaalet for, men af fremmede Lande skulle vi her dog kun nævne Tyskland, og det af disse Grunde: der er intet Land, hvor der er indsamlet et saa stort Materiale til Belysning af Spørgsmaalet som i Tyskland, og de <vandrende Svendes» Forhold i Tysklandere det Store og Hele paa det Allernøjeste beslægtedemed

slægtedemedde tilsvarende Forhold i Danmark. Dertilkommer: har i Tyskland ikke blot diskuteret Spørgsmaalet, man har ogsaa handlet, og der er i den sidste Tid blevet gjeimemført til Bekæmpning af Vagabonduvæsenetforskjellige som det kan interessere Tidsskriftets Læsere at høre lidt Nærmere om.

Først Diskussionen.

Diskussionen er bleven ført i Avisartikler og Tidsskriftartikler Bøger. Vi nævne længere fremme Titlerne paa endel Bøger fra det sidste Par Aar, som ere komne os i Hænde. Men Diskussionen er ogsaa bleven ført i offenlige Forsamling, paa Nationaløkonomernes i Forsamlinger af Politimænd og af Industridrivende, Kongresser for Fattigpleje og Velgjørenhedsvæsen, de lovgivende Forsamlinger.

I det preussiske Deputeretkammer bragte Grev PosadowskiSpørgsmaaletfrem 28. Novbr. 18S2. En Række af Tysklands bekjendteste Politikere tog Del i Forhandlingen. Man kan ikke sige, at Resultatet af Forhandlingerne var en Enighed om, at Ondets Rod maa søges i den mangelfulde Lovgivning. Hvad særligt Straffeloven angaar. benyttes den (som det ogsaa fremhævesiflere de nedenfor anførte Skrifter) ingenlunde fuldt ud, og saalænge dette ikke er Tilfældet, savner man Ret til at betegne Straffebestemmelserne som værendeforslappe. Hr. v. Puttkamer,ønskedeen af Grensdarmerne; men ganske sikkert vil dette Middel langt fra forslaa til at faa Bugt med Ondet. Det maa gribes langt dybere an. Windthorst, den tidligere hannoveranske Justitsminister,

saa en Hovedaarsag til Ondet i en formentlig tilstedeværende«Overbefolkning-,der
være Skyld i, at
der findes saa mange erhvervsløse Mennesker. Men K.
jiraun minder ligeoverfor denne Paastand om, at ThomasMorusfor
å 400 Aar siden i en lærd Afhandlingsøgteat
at der allerede da herskede en
saadan Overbefolkning i England, at det ikke kunde
blive ved at gaa saaledes i ti Aar: Folk vilde æde
hverandre op. Imidlertid er den engelske Befolkning
siden da voxet til det Sexdobbelte, og Folk æder endnu
ikke hverandre; tværtimod leve de bedre end paa Moms'sTid;thi
Befolkningen voxet til det Sexdobbelte,saaer
og Velstanden voxet til langt,
langt mere end det Sexdobbelte, og i alle andre Lande
med nogen Kultur ser man ligesom i England, at Produktionenmedden
Udvikling voxer efter
en større Maalestok end Befolkningen. Men AVindthorst
tror nu paa Overbefolkning, og anbefaler som Middel
mod den Indskrænkninger i den Lethed til at indgaa
Ægteskab, som den bestaaende Lovgivning sanktionerer;
— Historien viser imidlertid, hvad saadanne Indskrænkninger,deri
Tider vare velkjendte, føre til:
ikke færre Børn, men flere uægte. Endog i de kirkepolitiskeStridighedervil
se en Aarsag til
*
den store Vagabondage, — uagtet en saadan ogsaa
findes i Stater uden «Kulturkamp». I Mangel paa ReligiøsitetogDisciplin,
Liberalisme og Socialisme vil
han ogsaa finde Aarsager. Frihr. v. Schorlemer-Alst
finder ligeledes i Nutidens Mangel paa Disciplin en
Hovedaarsag, — og det bedste Middel synes ham at
være at byde Vagabonderne Velkommen med en dygtigDragtPrygl.
det lyder grusomt», hedder det

i et af de os foreliggende Skrifter (Dr. J. Post, Arbeit statt Almosen. Bremen, C. W. Roussel), «men det er dog et Udtryk for den mest hengivende Interesse, naar vi sige: det er oftest gavnligere at give en übekjendt Tigger en korporlig Revselse end en Almisse». Meget sandt, — kun har det i Praxis sine Vanskeligheder at benytte dette Middel. Ogsaa andre Talere raabte paa «Prygl, Prygl og atter Prygl!» — uden dog at have store Udsigter til at faa deres Bøn opfyldt. Af forskjeiligeTalerehenvistes ogsaa til de opløsende Virkninger, der maatte følge af at, Lavene afskaffedes;—de kun, at i Lavstiden florerede Vagabondagensaalystigt vel muligt, ja blev under den endog bragt i System.

Af Skrifter fra den nyeste Tid til Belysning af
Spørgsmaalet nævne vi:

Et i det berlinske nationaløkonomiske Selskab holdt Foredrag har Dr. Karl Braun offenliggjort under Titlen «Die Vagabundenfrage» (Berlin 1883, Verlag von Leonhard Simion, 35 S.) i Hefte 36 af de af det nævnte Selskab udgivne «Volkswirthschaftliche Zeitfragen».Karl opstiller følgende Definition: «En Vagabond er et Menneske, der under det Paaskud, at han søger Arbejde, med Flid, Omhu, Frækhed og List gaar af Vejen for Arbejdet». Han betragter denne Definitionsom mere træffende end den juridiske,hvorefter Vagabond er et for Subsistensmidler og Erhverv blottet omstrejfende Menneske. Han berører Midlerne imod Vagabondagen, — denne absolut uøkonomiskeLandeplage, er «en Planteskole for Tiggeri,

for Rov, for Tyve og Hælere. Thi alt dette grænser jo tæt op til hinanden. Allerede Tiggeriet lægger jo, naar det udøves med en vis Energi, en vis moralsk Tvang paa den, hos hvem der tigges; navnlig naar det drives af flere Personer i Fællesskab, grænser det tæt op til Pengeafpresning, Tvang og Rov. Og ud af Vagabondagenudvikler sig let Røverbander; thi naar man ikke med det Gode sætter sin Vilje igjennem, plejer man at gaa over til Tvangsmidler. Det bliver da en Art Rekvisitionsvæsen i Fredstid.» Braun dvæler i sit Foredrag forøvrigt særligt ved de tyske parlamentarisk-dogmatiskeKontroverser Vagabondagen.

Samme Forfatter har i «Vierteljahrschrift für Volkswirtschaft Kulturgeschichte» offenliggjort en historisk om Vagabondagen i Tyskland. Han viser her, at Vagabondagen periodisk stiger og falder, og paaviser særligt, at den i Tyskland i tidligere Aarhundreder langt værre end nu, ja han mener at kunne hævde, at den overhovedet tager stedse mere af, efterhaanden som Kulturudviklingen stiger, saaledes dog at forstaa, at der indenfor den nedadgaaende Bevægelse, i det Store og Hele kan konstateres fra Aarhundrede til Aarhundrede, findes bølgeformige Bevægelser og ned. Historien viser fremdeles, at forskjellige og Forhold, saasom økonomiske Kriser, Dyrtidsaar, visse gjennemgribende Forandringer i Lovgivningen, store politiske og religiøse Bevægelser, Krige osv., have Tendens til at give Vagabondagen større Omfang, — den store Vagabondage efter Trediveaarskrigen, vaarskrigen, de napoleonske Krige. I Frankrig erkjendes det ogsaa, at Krigen i 1871 øvede sin Indflydelse paa den stigende Vagabondage.

Ogsaa andre af de af det berlinske nationaløkonomiske udgivne «Volkswirtschaftliche Zeitfragen» berøre Vagabonderingsspørgsmaalet, saaledes navnlig flere Afhandlinger af A. Lammers, især «Die Bettelplage» (anmeldt i Nationaløkonomisk Tidsskrift XIV, 374 fg.) og det sidstudkomne Hefte (Hefte 40) af nævnte »Zeitfragen», er betitlet «Armenbeschäftigung» (31 Sider), og som indeholder en interessant Oversigt over endel af de i de senere Tider paa forskjellige Steder gjorte Bestræbelser for ligeoverfor Indrømmelsen af Fattigunderstøttelse hævde Fordringen paa en vis Arbejdsvdelse.

Særlig ved Forholdene i Sachsen dvæler «Amtshauptmann»von i sin Afhandling: «Die Vagabondennothund innere Mission» (Dresden & Leipzig, Comm.verl. d. Buchh. d. Vereinshauses, 1881 , 36 S.). Af nogen sachsisk Vagabond-Statistik uddrager han den Slutning, at den i de sidste c. ti Aar saa stærkt stegne Vagabondage har den økonomiske Krise i Midten og sidste Halvdel af Halvfjerdserne til Hovedaarsag, at den «med andre Ord maa betragtes som et Tegn paa en Forarming af Folket». Han nægter imidlertid ikke, at ogsaa andre Aarsager kunne have været medvirkende, saasom: større Udbredelse af materialistiske Livsanskuelseri lavere Lag, Næringsfriheden, Friheden til frit at vælge sit Opholdssted, Ophævelsen af Pastvang, Bortfaldet af Vandrebøger og andre af Liberalismens Bedrifter, Grundersvindlens uheldige moralskeVirkninger Af Lovgivningen kunde der vel gjøres Adskilligt for at bøde paa Ondet (Forf. ønsker Indskrænkning af Vandrefriheden), men Forf. tror ikke, at Lovgivningsmagten i længere Tid vil bringe Noget i

Stand, og han henviser derfor til Selvhjælpen, f. Ex. til Foreninger mod Tiggeri ved Dørene og ganske særligttil württembergske Naturalforplejningssystem. Hvad angaar den indre Mission, der ikke raader over Tvangsmidler , og hvis Magtmiddel kun er den kristeligeKjærlighed, vil den ganske vist i det Store og Hele være ligesaa magtesløs overfor Vagabonderingen som overfor Forbrydelserne i Almindelighed; men i enkelte Ketninger vil den kunne virke: arbejde for en kristelig Børneopdragelse, for Fængselsselskaber, for Asyler, for Maadeholdsbevægelsen, for Oprettelsen af kristelige Gjæstehjem osv. Navnlig bør det være en Hovedopgave at se at skille de bedre Elementer ud fra de slette i Vagabondbefolkningen, og se at føre hine tilbage til et ordenligt Liv; i denne Retning skulde ¦der navnlig arbejdes ved de kristelige Gjæstehjem. Ogsaa bør den indre Mission erkjende det som sin Opgave at støtte Bestræbelserne imod den planløse Almissegivning: den bør oplyse Publikum om, at det er en Vildfarelse at mene, at det skulde være stemmende med kristelig Barmhjertighed uden Forskjel at give Almisse til alle Vagabonder,ogsaa saadanne, der kun søge Almissse for at faa Midler til Brændevinsdrik. «Værer barmhjertige» betyder ikke: «understøt de Dovne!», men: «øver Barmhjertighedmed Her gjælder det at opdrage Publikum, og her har den indre Mission en stor Arbejdsmarkfor

I andet forøgede Oplag foreligger: «Die Vagabimdenfrage.Erortert Pastor H. Stursberg in Diisseldorf. . Dusseldorf, in Comm. von L. Voss & Co. 1882». Det er en videre Udførelse af et Foredrag, som Pastor Stursberg, den bekjendte Fængselspræst og

Agent for det Rhinsk-Westfalske Fængselselskab, holdt paa det nævnte Selskabs Generalforsamling i Düsseldorfi 1882. Et meget betydeligt Materiale er her bearbejdet. Afhandlingen (c. 80 Sider stor) indeholder en Mængde Statistik, en Mængde meget interessante Data vedrørende Yagabonderingen i Tyskland, og bør ikke forblive upaaagtet af hvem, der beskjæftiger sig med denne Sag.

I samme Bog findes endnu et Par Foredrag indførte: ene af G-ehejmeraad Lützen om de i Hannover Erfaringer med Hensyn til «Selvhjælp og Statshjælp ved Bekæmpningen af Vagabonderingen», det andet af Grubedirektør Knops om, hvad en i Siegen bestaaende Fattigunderstøttelsesforening har udrettet i Kampen mod Vagabonderingen.

Den første Halvdel af «Staatsanwalt» P. Chuchuls Skrift «Zum Kampf gegen Landstreicher und Bettler. Kassel, Gr. H. Wigand, I.BBl* (48 S.) har navnlig Interesse Jurister og Politimænd. Støttende sig til egne Erfaringer udvikler Forfatteren her, hvad Staten gjennem sin Strafferetspleje kan og bør gjøre for at bekæmpe Vagabonderingen. I sit Skrifts anden Halvdel udvikler han, hvorledes de Privates Foreningsbestræbelser Tiggeriet formentligt bedst organiseres. Skriftet er affattet med tyske Forhold for Øje. men kan ogsaa udenfor Tyskland læses med Nytte.

Ligeledes en Jurists Betragtninger byder Amtmand A. de la Che v allerie os i sit Skrift «Zur Bekämpfung Bettelei und Vagabondage» (Münster i W., H. Schöningh, 1882, 48 S.) Kritik af de hidtil benyttede og Anbefaling af ny kraftigere Forholdsregler.

Paa den Kongres, som den tyske Forening for Fattigpleje og Velgjørenhed afholdt i Darmstadt i Oktober 1882, fremlagde Landraad Dr. E. Elvers sin Betænkning Vagabondenfrage» (Berlin, Fr. Kortkampf, 59 S.). I tolv Tbeses formulerede Dr. Elvers sine Betragtninger. forlangte ny Straffebestemmelser, i det Hele ny Lovbestemmelser, særlig visse Indskrænkninger Vandrefriheden, Indførelsen af Vandrebøger, skarp Kontrol med Herbergerne. let Lovudkast, som han meddeler i sit Skrift, har han nøjere præciseret, hvad han forlanger af Lovgivningen.

Et saare übetydeligt Skrift er Karl Fulda: «Das Verbrecherthum. Drei Vorträge. Heidelberg, C. Winter, 1883» (80 S.). Det første Foredrag handler om Forbrydervæsenets Tiltagen og Midlerne derimod, det sidste om Deportation, det mellemste om Vagabondspørgsmaalet. dette sidste Foredrag har Fulda navnlig det af Stursberg samlede Stof, og særlig anbefaler han her Arbejdskolonier efter det Wilhelmsdorfske

Det württembergske, nu et Par Aar gamle, System for kommunal Naturalforplejning af fattige Rejsende har i vide Kredse vakt Interesse og tildels fundet Efterligning.Overamtmand i Blaubeuren har skildret dets Beskaffenhed og Resultater i sin fortræffelige, meget lærerige Bog: «Das System der communalen Naturalverpflegungarmer zu Bekämpfung der Wanderbettelei.Nach bisherigen Erfahrungen in Württembergdargestellt» W. Kohlhammer. 1883. 114). Den lille Bog, der ikke blot giver Oplysning om de i Württemberg gjorte Erfaringer, men som ogsaa giver udførlig praktisk Vejledning med Hensyn

til den kommunale Naturalforplejnings Organisation,
er i høj Grad at anbefale dem, der beskjæftige sig
med Vagabonderingsspørgsmaalet.

Det Samme gjælder om Pastor von Bodelsehwinghs «Die Ackerbau-Kolonie «Wilhelmsdorf» ihren bisherigen Erfahrungen. Zweite Auflage. Bielefeld. Verlag der Schriften-Niederlage der Anstalt Bethel. 1883» (32 S.).

De to sidstnævnte Bøger føre os fra de theoretiske Udviklinger og fra Udviklingerne af, hvad der kunde være ønskeligt, over til hvad der faktisk er sket. De bringe os over paa Erfaringernes sikre Grund. Vi dvæle her først ved de «wilhelmsdorfske» Arbejderkolonier, Resultat Pastor von Bodelschwingh har skildret i den ovennævnte Brochure, men som forøvrigt ogsaa omhandles i flere af de andre ovenfor citerede Skrifter, navnlig i Huzels. Der er ikke mange lignende almennyttige Anstalter, der i saa kort Tid har tildraget sig en saa almindelig Opmærksomhed og vundet saa meget Bifald som disse Arbejderkolonier. Begyndelsen for et Par Aar siden, og allerede nu findes der i Tyskland adskillige af dem, eller Anlæget af dem er dog paatænkt, — saaledes i Slesvig, Holsten, Sachsen, Württemberg, Hannover, Oldenburg, Schlesien.

Den af Pastor v. Bodelschwingh ved Bielefeld anlagte Koloni «Wilhelmsdorf» er Mønstret for de andre. Den aabnedes d. 17. Avgust 1882. I Stiftelsens StatuterfastsættesdensForma saaledes: «Arbejderkolonien«Wilhelmsdorf»hardet Eormaal: 1. at sysselsætte (med Landarbejde og andet Arbejde) arbejdsvilligeogarbejdsløseMænd

villigeogarbejdsløseMændaf enhver Alder, enhverTrosbekjendelseogenhver forsaavidt de virkelig endnu ere arbejdsdygtige, saalænge indtil det er blevet muligt at skaffe dem andet lønnende Arbejde, og saaledes hjælpe dem med at slippe ud af Vagabondlivet;2.atgjøre umuligt for arbejdssky Vagabonderatkommemed Undskyldning, at de intet Arbejde havde.» Koloniens Midler bestaa i: a. frivillige Bidrag fra samtlige Foreningens Medlemmer; b. TilskudfraKredsdageneog ; c. KolonisternesArbejdsfortjeneste.Forat Kolonien er der dannet en Forening under Navnet «Forening til Understøttelse af arbejdsvillige men arbejdsløse Mænd i Kolonien Wilhelmsdorf.» Medlem af denne Forening bliver man, naar man 1. forpligter sig til ikke at give nogen fremmed, übekjendt Tigger Almisse, være sig i Penge eller Naturalier; 2. forpligter sig til i Stedet derforatgiveham Anvisning paa Kolonien Wilhelmsdorfellerpaaet hvor den Rejsende modtagerenRejseunderstøttelsebestaaende Næringsmidler eller Nattekvarter for en Nat; 3. forpligter sig til at betale et aarligt Bidrag paa mindst 50 Pfg., dog er det Forudsætningen, at ethvert Medlem taxerer sig selv og indbetaler saa meget som han efter sin Beregning hidtil har bekostet paa de fremmede Tiggere ved Døren. Denne Forening er atter sammensat af en Række lokale Filialforeninger, og til disses Formænd henvises de rejsendeArbejdere.Enhver,der et Foreningsmedlem gjennem den paagjældende Filialforenings Formaal henvisestilKolonien,modtages dennes Bestyrer eller «Husfader- og optages i Kolonien, saafremt der er Plads til ham. Er dette ikke Tilfældet, gives der ham

en Anvisning paa Nattekvarter for en Nat i det nærmesteafForeningensHerberger. raske og arbejdsdygtigePersoneroptagesi Optages en ArbejderiKolonien,saa følgende: Har han ikke tilstrækkeligeKlæder,givesder saadanne, mod at han udsteder et Bevis for, at de ikke tilhøre ham. De modtagne Klædningsstykker sættes til en vis Værdi, og saa snart han har fortjent deres Værdi, blive de hans Ejendom; men gaar han. inden dette Tidspunkt er naaet, bort med de ham overladte Klæder, straffes han som Tyv. Strax efter sin Tiltrædelse underskriver Arbejderendenhamforelagte og Husorden, og i Henhold til den kan han øjeblikkelig sendes bort, uden nogensomhelst Godtgjørelse for muligt ydet Arbejde, i det Tilfælde at han ikke retter sig efter den. I denne Arbejds- og Husorden er der fastsat en vis Dagløn pr. Sommerdag og pr. Vinterdag, og denne Løn skrives Kolonisten tilgode i hans Lønningsbog, og i Forhold til den Paagjældendes Arbejdsdygtighed fastsættes en Kontrakt,derligeledesunderskrives hver enkelt. Lønnen er sat saaledes, at en flittig Mand, der andet Steds kan finde Arbejde, ikke vil føle Lyst til at træde ind i Kolonien; men paa den anden Side dog saa højt, at en flittig Mand i Løbet af 3—4 Maaneder kan fortjene sig en ordenlig Arbejdsdragt og desuden det nødvendige Værktøj. Lønnen sættes i Forhold til Tilstrømningen til Kolonien, men Akkordarbejde skal saa vidt muligt benyttes, saa at flittigere Folk hurtigere kunne kjøbe sig løs. Aabenbart dovne og arbejdsuvillige Personer har Husfaderen Ret til at sende bort. Arbejdet bestaar især i Spadekultur og Dyrkning af Handelsplanter, Rodfrugter,Kaalosv.,i samt i Kultivering af

Hedejord. Har Arbejderen tjent saameget, at han er kommen i Besiddelse af en anstændig Dragt og af eget Værktøj, er det Husfaderens Pligt saa vidt muligt at skaffe ham lønnende Arbejde andet Steds, og i dette Øjemed er et Arbejdsanvisningskontor forbundet med Kolonien. Er saadant Arbejde fundet, er det KolonistensPligtatforlade

Hvorledes Arbejderne ere stillede i Kolonien, vil
ses af den Kontrakt, som de maa indgaa med Koloniens
En saadan Kontrakt lyder saaledes:

«Undertegnede Arbejder forpligter sig under de
nedenfor angivne Betingelser til at tiltræde Arbejde i
Kolonien Wilhelmsdorf:

1. Han erklærer hermed udtrykkelig, at han, der ikke har kunnet finde andet Arbejde, af Barmhjertighed bleven optaget i Kolonien Wilhelmsdorf, og at han ved sit Ophold her aldeles ikke erhverver noget retligt Krav, at han er tilfreds, naar han blot kan arbejde Kost og Logis, og at alt, hvad der ydes ham mere end dette, skyldes Bestyrelsens frivillige Godhed. I det Tilfælde, at han paa en eller anden Maade ved utilbørlig Opførsel el. Lign. paadrager sig Husfaderens Utilfredshed, kan han ikke blot til enhver Tid sendes bort, men har da ogsaa forbrudt alle de Belønninger for flittigt Arbejde, der frivilligt maatte være bleven ham tilsagte.

2. Han underkaster sig i alle Henseender de Forskrifter,som ved sin Tiltrædelse gjennemlæste, samt den bestaaende Husorden, hvorefter alle Koloniarbejderne have at rette sig. Først maa han underkaste sig en grundig Renselse. Sine Klæder maa han indtil videre Afbenyttelse afgive til Husfaderen, og hvis denne betragterdem

tragterdemsom übrugelige, overlader Kolonien ham de nødvendige Klædningsstykker i Stedet, mærkede med Stemplet «Wilhelmsdorf», foreløbig tillaans. For Modtagelsenheraf han med den udtrykkelige Erklæring,at Borttagelse af dem fra Kolonien, inden de endnu ere fortjente, maa ventes at blive betragtet som Tyveri og straffet som saadant af de vedkommende Myndigheder. Naar han atter vil forlade Kolonien, inden han har fortjent de modtagne Klæder, har han kun Krav paa de Klæder, som han bragte med, og dette ogsaa kun forsaavidt de ikke tidligere var blevne betegnede som übrugelige.

3. Han forpligter sig til de første 14 Dage at arbejde Kost og Logis, som han faar i Kolonien. Efter denne Frists Udløb faar han, saafremt Flid og Opførsel har været tilfredsstillende, i de følgende 4 Uger foruden Kost og Logis en frivillig Godtgjørelse af 25Pfg. daglig. Bliver han endnu længer i Kolonien, og er hans Arbejde tilfredsstillende, forhøjes denne til 40 Pfg. Men er hans Arbejde efter Husfaderens Skjøn ikke mere værdt end hans Kost og Logis, har han ingen Udsigt til at opnaa saadan Overtager han Akkordarbejde, eller befordres til Forarbejder, kan undtagelsesvis en yderligere finde Sted; men det gjentages endnu en Gang, at alle disse Tillæg til Kost og Logis ere fuldstændig frivillige Gaver, og at de til enhver Tid atter kunne inddrages.

4. Det er ham bekjendt, at det paa det strengesteer Husfaderen ikke at overlade ham rede Penge; derimod bliver enhver ham tiltænkt Godtgjørelseskrevet tilgode først og fremmest for at bringes

i Afregning1 for de modtagne Klædningsstykker. Et
muligt Overskud indsættes for ham i en Sparekasse.

5. Husfaderen er til enhver Tid berettiget til at sende Arbejderen bort og behøver ikke at angive nogen særlig Grund hertil. Dog er det, hvis Arbejderen har opfort sig dadelfrit, Bestyrelsens Ønske, at han bliver saa længe i Kolonien, indtil han har fortjent Klæder og Værktøj, saa at der andet Steds kan anvises ham lønnende hvortil Bestyrelsen dog ikke er forpligtet. har at gjøre sig Umage for, at der desuden kan medgives ham et godt Vidnesbyrd. Vil Arbejderen af egen Drift forlade Kolonien, skal han give Husfaderen Meddelelse derom 3 Dage iforvejen, for at hans Papirer osv. i Tide kunne bringes i Orden.

6. Ikke blot er Arbejderen, naar han har fortjent sig tilstrækkelige Klæder, forpligtet til at forlade Kolonien at overtage andet for ham passende Arbejde, men han er ogsaa forpligtet hertil, naar han opfører sig slet og opfordres til at forlade Kolonien. I ethvert Tilfælde faar han ved sin Afgang fra Kolonien foruden Vidnesbyrd om Flid og Opførsel Bevis for de af ham tjente Klæder og Redskaber.

7. Enhver Vægring ved at adlyde Befalingen til at forlade Kolonien betragtes som Brud paa Husfreden, og der vil, hvad der er Arbejderne bekjendt, hos de kompetente Myndigheder blive andraget om hans Afstraffelse Overbærenhed.»

Saavel denne Kontrakts Indhold som de Udtryk, hvori den er affattet, gjør det tydeligt nok, hvorledes Arbejderen skal opfatte Kolonien. Næsten endnu skarpereaffattede de «Forskrifter, hvorefter Arbejderne i Kolonien Wilhelmsdorf have at rette sig». I 27 Punkter

gives her detaillerede Bestemmelser, der aabnes med et almindeligt Paabud om übetinget Lydighed mod de Foresatte og ender med at foreskrive Husandagt og Kirkebesøg. Af Nydelser er Tobaksrygning tilladt, men Brændevin übetinget forbudt.

Arbejdskontrakten og Husordenen ere saa strenge, at en Tvivl om, at vagabonderende Arbejdere overhovedet indfinde sig i Wilhelmsdorf, ligger nær. Taktisk har imidlertid Tilstrømningen af Arbejdere været særdeles anselig.

Det Arbejde, der hidtil især er blevet udført i Kolonien, Hedeopdyrkningsarbejde, som ogsaa har kunnet udføres om Vinteren. Kolonien har paa den westfalske Hede («Senne») kjøbt et Areal paa 500 Morgen (232 Tdr.) Land, hvoraf omtrent Halvdelen nu næsten er opdyrket, saa at der enten kan avles Korn og Kartofler, anlægges Enge, da Arealet gjennemstrømmes af flere Bække. En nogenlunde tilstrækkelig Høst vil dog først kunne paaregnes i 1884. Kolonien gjør Regning at have omtrent 200 Arbejdere Aaret rundt; men da Opholdet i Gjennemsnit kun varer 3 Maaneder, vil den altsaa i Aarets Løb kunne vente at besøges af 800 Personer, til hvilke der i Almindelighed maa anskaffes Klæder.

Til de første Udgifter have de westfalske Stænder givet Kolonien et rentefrit Laan paa 40,000 Mark. I frivillige G-aver er der indkommet 29,638 M. De westfalskeByer givet 2240 M., og fra Rhinprovinsen, Bremen og Braunschweig er der kommet 4150 M. Dette giver en samlet Indtægt af 76,026 M. Men det kjøbte Areal kostede 60,000 M., Opførelsen af forskjelligeBygninger M. og Anskaffelsen af Inventarium(deriblandt

ventarium(deriblandt215 Senge) m. m. 25,976. Disse Udgifter en Gang for alle løbe altsaa op til 118,954 M. De løbende Udgifter til Føde, Klæder m. m. udgjorde 24,314 M., saa at den samlede Udgift altsaa blev 143,268 M. eller omtrent 67,000 M. mere end den samlede Indtægt, hvilken Difference maatte dækkes ved Optagelsen af et Laan. Af de ovenstaaende Tal vil man se, at Foretagendet just ikke er billigt. Men det har dog, som de ovennævnte store Bidrag udvise, mødt megen aktiv Interesse hos det Offenlige saavel som hos Private, og Bestyrelsen nærer ingen Tvivl om, at det i ethvert Tilfælde vil koste betydeligt mindre, end hvad Befolkningen faktisk maa ofre paa den Vagabondage,som skal afhjælpe.

Vagabondklassen bestaar af to Bestanddele: Der er for det Første de Personer, der uden egen Skyld ere komne paa Landevejen, og som endnu have en ærlig Vilje til at forlade det omstrejfende Liv, naar man blot rækker dem en hjælpende Haand. Der er for det Andet de Personer, der ikke ville andet end føre et dovent Tiggerliv. Disse sidste have ogsaa engang haft bedre Dage; men de kom ind paa Skraaplanet; ingen Hjælp bød sig til, eller i alt Fald for sent, — og de gik til Grunde. Det, Kolonien Wilhelmsdorf vil gjøre, er nu at sætte en Dæmning for den stedse bredere Strøm af Personer af den sidstnævnte Kategori derved, at man saa hurtigt som muligt kommer Personerne af den første Kategori til Hjælp.

Hvad kan man nu gjøre for at skille de to Klasser ud fra hinanden? Man maa for det Første sørge for, at der virkelig bydes dem Arbejde, og for det Andet se at indrette det saaledes, at den ydede Almisse ikke

gaar til Brændevin. Den professionelle Vagabond hader Arbejde lige saa inderligt, som han elsker Brændevin. Byder man ham Arbejde, og tager man Brændevinen fra ham, saa forsvinder han fra den Egn, hvor saadanne Forholdsregler bruges, og tilbage bliver kun de vandrendeSvende, virkelig søge Arbejde. Den ene Side af Sagen — Arbejdstilbudet — søger Kolonier som Wilhelmsdorf at overtage. Den anden Side maa klares derved, at Befolkningen i By og Land kommer overens om, at Almisser til rejsende Svende kun ydes i en Naturalf ning, og at denne kun gives paa Steder, hvor Brændevin übetinget er udelukket. Udover Landet bør der i dette Øjemed spændes et Net af Svendeherberger, hvor den rejsende Svend kan faa Nattekvarter og tilstrækkeligFøde.

Man vil her strax indvende: det nytter ikke at byde Vagabonderne Arbejde; enten indlade de sig slet ikke derpaa, eller ogsaa gjøre de det kun paa Skrømt eller tvungne af den alleryderste Nød og med den Bagtanke ved første Lejlighed igjen at forlade det. «Denne Paastand», svarer Pastor v. Bodelschwingh, «er fuldstændig rigtig, naar man ikke byder dem et sikkert Hjem, hvor de kunne leve aldeles adskilte fra deres tidligere Kammerater. Ligeledes er det nødvendigt strax at give dem anstændige Klæder, at befri dem fra Utøj osv., for at de kunne faa Følelsen af atter at føre en menneskelig Tilværelse. Arbejdet maa übetinget gives dem som en Barmhjertighedsgave og maa paa ingen Maade faa Karakter af Statshjælp, saaledes som Socialdemokraterneville det. Ej heller bør der være Tale om nogen Forpligtelse til at give enhver ArbejdsløsSysselsættelse; derved vilde man faa en

Koloni af uvillige og utaknemmelige Dagdrivere. Det maa altsaa være en fri velgjørende Forening, der byder Arbejdet, og det er ogsaa nødvendigt, at denne fortrinsvis bæres af frivillige Gaver, omend en kraftig Understøttelse med Statsmidler er tilstedelig. Det at det er en frivillig velgjørende Forening, der byder Arbejdet,og at samtlige Husejere hvert Aar erlægge deres Bidrag hertil, er ogsaa nødvendigt af den Grund, at kun saaledes vil den største Vanskelighed ved hele Foretagendet ryddes bort, nemlig den Vanskelighed, der ligger i den fordærvelige Almissegiven til fremmede Tiggere ved Dørene.»

Det Arbejde, Wilhelmsdorf kræver, er væsenlig Landarbejde. Ganske vist er det store Flertal af vandrende Svende Haandværkssvende af forskjellige Fag; men Arbejdet i Arbejdskolonier som de her omhandlede dog væsenlig være Landarbejde, fordi kun dette Arbejde med største Lethed i kort Tid læres af alle de forskjellige Arbejdsløse og fordi det baade økonomisk og moralsk og i legemlig Henseende er det bedste. Arbejdet ledes i Wilhelmsdorf af Brødre fra det westfalske Brødrehus Nazareth. «Kolonien», mener Pastor 8., «maa nødvendigvis bygges paa afgjort kristelig og dens Husorden maa indrettes derefter, naar virkelig det store Maal skal naas.»

«I afgjort Modsætning til Fængslerne og Fattighusene»,bemærker B. videre, «maa der her herske den største Frivillighed. Enhver Kolonist skal betragte det som en Velgjerning og som en frivillig Gave, naar Kolonien giver ham Husly og selvfortjent Brød; enhver skal betragte det som en Straf, naar han

sendes bort før Tiden. Hverken Kolonisterne eller Almenhedenudenfor betragte Kolonien som en Forbryder-Koloni.Kolonisternes Følelse skal hæves; Samlivet skal være fredeligt og familieagtigt, saa at det strenge Arbejde derved kan mildnes.»

At Arbejderne strods det strenge Liv ere strømmede til Kolonien, bemærkede vi ovenfor. Noget udretter den altsaa i ethvert Fald. Men man vil maaske indvende,at «Noget» dog kun er en Draabe i Havet. I Virkeligheden er det dog ikke saa ganske übetydeligt. Kolonien er kjendt over hele Tyskland af alle vandrendeSvende. Maaneder før den egenlige Aabning fandt Sted, var Kolonien bleven diskuteret i alle Herberger, og fra alle Kanter af Tyskland kom der vandrende arbejdssøgende Svende til den. Vilde enhver af de preussiske Provinser, bemærker Pastor 8., blot oprette en Koloni som den westfalske, beregnet paa omtrent 200 Kolonister, og vilde man, saaledes som i Wilhelmsdorf, vexle Kolonister fire Gange om Aaret, vilde 800 vandrende Svende paa den Maade blive hjulpne i hver af de 10 preussiske Provinser, — 8000 Personer, der ellers maaske eller rettere rimeligvis vilde synke tilbunds i Vagabondstrømmen. Naturligvis koster Indretningen af store Arbejderkolonier Penge; men den Vagabondering, som de skulle afhjælpe, koster endnu mere. Om Sagens økonomiske Side bemærker Pastor 8., at, om det end er ønskeligt, at Kolonisterne ved deres Arbejde dække Omkostningerne ved deres Underhold, er dette dog slet ikke nødvendigt. De vilde jo for største Delen være daarlige Arbejdere, baade legemligt svage og uden Kjendskab til det Arbejde, de

skulle udføre (Landarbejde). Derfor kan deres Arbejde ikke vurderes meget højt. maaske neppe til stort mere end Halvdelen af, hvad deres Underhold koster. Dereftermaatte da ydes Kolonien et Tilskud, — sikkert dog et langt mindre Tilskud end, hvad Vagabonderingen nu direkte og indirekte koster Befolkningen.

Skulle Arbejderkolonier som de wilhelmsdorfske ret trives, er det en Betingelse, at der over hele Landet findes et rationelt organiseret Understøttelsesvæsen for rejsende Svende, er oprettet saakaldte Naturalforplejningsstationer. om dem udtaler Pastor B. sig ret udførligt i den citerede Brochure, men den bedste Belæring med Hensyn til «den kommunale Naturälforplejning fattige Rejsende» faar man af de i Württemberg Erfaringer, som Overamtmand Huzel skildrer i den tidligere nævnte Bog.

I Württemberg erkjendte man, som i andre Lande, Nødvendigheden af, at der ved Siden af Politiets, Domstolenes, Statens Bestræbelser i Kampen mod Vagabondagen bør gaa private Selvhjælpsbestræbelser. Først forsøgte man det med Anti - Tiggeri - Foreninger,Foreninger«zurAbschaffung Häuserbettels».Detgikher, andetsteds: i Begyndelsen ret gode Resultater, senere, da Interessen slappedes,ingenResultater.I Byer holdt Foreningernesigogvirkede men saa blev blot Følgen, at Vagabond skarerne blev saa meget mere nærgaaendepaaLandet.Paa søgte nu enkelte

Kommuner at omdanne Anti-Tiggeri-Foreningerne til kommunale Instituter. Kommunaløvrigheden indsamledehosBeboernefrivillige til den kommunale Fattigkasse, af hvilken der da ydedes de fattige RejsendesmaaUnderstøttelser,— i Penge, ikke, som man havde anbefalet, i Naturalier. Rundt om i KommunenfandtesOpslagom mod Tiggeri, og baade kommunale Myndigheder og Befolkningen følte sig interesserede i at overholde Forbudet. Men snart kom ogsaa disse Indretninger i Forfald. Bønderne, der just ikke udmærke sig ved deres bløde Hjærte, naar Talen er om Sognets egne Fattige, som de kjende, nægtede ikke Understøttelse, baade i Penge og Naturalier,tildefremmede som de ikke kjende. Og snart var «de fattige Rejsende», som de efter deres egen milde Sprogbrug kalde sig, atter Herrer over Situationen. Disse Penge understøttelser, der blev givet dem, maatte nu, hvad enten de gaves af EnkeltmandellerafForeninger, demoraliserende, og i Erkjendelsen heraf besluttede adskillige Foreninger i Stedet for Pengehjælp at yde Naturalunderstøttelser, under forskjellige Former. Resultatet var paa de forskjelligeStederendelforskjelligt; selv i det heldigsteTilfældeopnaaedeskun, den enkelte Kommune forskaanedes for Vagabonderne, — medens andre KommunersaatilGjengjæld desto flere af dem. Et betydeligtFremskridtopnaaedesførst, Spørgsmaalet om en ensartet Organisation af Bestræbelserne kom til Forhandling paa et Møde af Fattigvenner i Cannstadt d. 24. Novbr. 1880. Paa dette Møde vedtoges en Række af Theses (forelagt af Dekan Kemmler). Disse Theses

udtale først almindelige Betragtninger vedrørende VagabondagensAarsager,Naturog De opstille dernæst specielle Forslag, ledsagede af en kort Motivering.Deudsigebl. at «Understøttelsen af Gjennemrejsendekunbørske at der gives dem umiddelbare Livsfornødenhedsgjenstande, og dette, saavidtmuligt,modYdelse Arbejde. Umiddelbare Pengegaver skulle übetinget ophøre. Thi Penge betyder for Vagabonden Frihed, medens han netop trænger til Tugt. Hvem der forlanger Penge, kan faa dem ved Arbejde. Saasnart de egenlige Vagabonder ikke mere faa Penge, saasnart Friheden i Bevægelse, Lejligheden til uden Arbejde at tilfredsstille Drikkelyst og andre Lyster saaledes begrænses, saasnart de især henvises til ordenlige, kontrollerede Herberger, taber Vagabondagen sin Tillokkelse; Vagabonderne udeblive, og kun de skikkeligeArbejdere,derfortjene understøttes, blive tilbage.»»DenneUnderstøttelseskal ydes af de enkelteBeboere,menførst fremmest af Kommunen, og, hvor dette støder paa Vanskeligheder, af lokale Foreninger. Oprettelsen af et vist Antal Understøttelsesstationerkanbestemmesaf kommunale Myndigheder.» «Skal den Enkelte med god Samvittighed kunne vise Tiggeren fra sig, maa der ydes denne Kost og NattekvarteriOverensstemmelsemed Fornødenheder. Begge Dele skulle, hvor det er muligt, kun ydes (mod et Tiggeren overleveret Mærke) i en dertil bestemt Spiseanstalt og Herberge, eller, hvor saadant ikke tindes, i et paalideligt Værtshus, med hvilket Overenskomst i Forvejen er truffen.» For Beværtning og Logis er det vel ikke muligt at forlange Arbejde, derimod skulde

Arbejde i Almindelighed forlanges, naar der overladesTiggerenKlæder.«For skaffe Personer, der søge Arbejde i deres Fag, Beskjæftigelse, skulde der i de større Kommuner indrettes Arbejdsanvisningskontorer,derdogsom kun skulde tage Hensyn til Rejsende, der ere i Besiddelse af Legitimationspapirer.»

I Løbet af 1881 og 1882 blev der nu over StørstedelenafWürttembergudspændt to Systemer. Nogle Steder fulgtes det saakaldte «Kommunesystem»: i hver enkelt Kommune oprettedes der en Forplejningsstation, hvor Spise- og Nattekvarter fäas; — andre Steder fulgtes «Stationssystemet»: kun et begrænset Antal af Forplejningsstationer(iAlmindelighedmed Afstand paa 2å3 Mil) fordeltes over Distriktet. Klædningsstykker leveres kun i enkelte Stationer, navnlig i de større Byer. Omkostningerne bæres paa forskjellig Maade; undertiden udredes de af Fattigkassen, undertiden yde Amtskommunerne et Tilskud til Sognene, i enkelte Kommuner indkræves særlige Bidrag, hvilket har sine særlige Fordele, bl. A. den, at de, der erlægge Understøttelsesbidrag,blivemeretilbøjelige at afvise Tiggere.LigesomBefolkningenopfordres ikke at give Almisse, saaledes er der ved Opslag paa offenlige Bygninger,Værtshusem.fl. givet de Rejsende Advarsel mod at betle, og de opfordres til, naar de ønske en Naturalforplejningsanvisning, at henvende sig til den Funktionær, der udsteder disse Anvisninger. Denne har, efter at have undersøgt den Rejsendes Forhold, at afvisehamellerat ham med en Anvisning, der

lyder paa Spise og Nattekvarter. Hvor «Kommunesystemet»findes,gjældeAnvisningerne udenfor den Kommune, i hvilken de ere udstedte. Hvor «Stationssystemet»findes,henvenderden sig til den nærmeste Understøttelsesstation. Betingelserne for UdleveringafForplejningsanvisningerere overalt ordnedepaasammeMaade. forlanges Legitimationspapirer(Pas,Hjemstedsbevis,Arbejds eller Skudsmaalsbøger)ogArbejdsattesterfra sidste 2—32_—3 Maaneder; Personer, der mangle saadanne, henvises til Politiet som mistænkte for Løsgængeri. Undertiden udelukkes fra Understøttelse ogsaa Personer, der bo i en Omkreds af 2—32^—3 Mil, eller som komme igjen efter en for kort Tidsfrist (2 —6 Maaneder), eller som vægre sig ved at udføre det dem anviste Arbejde, eller som opføre sig frækt og uanstændigt, særlig møde berusede. Paa nogle Steder forlanges et vist Arbejde (f. Ex. Brændekløvning, Stensiagning o. L.) udført, — et Arbejde, der varer 1 å 2 Timer. I Stuttgart forlanges dette Arbejde kun, naar de Paagjældende have faaet Nattekvarter, og det skal da udføres tidlig om Morgenen før Frokosten, der nægtes dem, hvis de vægre sig ved at arbejde. I et enkelt Distrikt er Udførelsen af et lille Arbejde den eneste Betingelse, der stilles; i andre stilles snart flere, snart færre af de ovennævnte Betingelser. I Tübingen udelukkes bl. A. ogsaa de Personer, der ere svinske eller behæftede med smittende eller væmmelige Sygdommeelleridet mistænkelige. Desuden skulle Anvisningsfunktionærerne prøve de Rejsendes Trang og bortvise de Personer, der aabenbart ville misbrage Forplejningsindretningerne.IdetteØjemed det oftest

paalagt Anvisningsfunktionærerne at anføre paa de RejsendesPapirerBemærkningom dem givne Forplejningsanvisning,ForplejningensTidog SpirituøseDrikkeudleveres,med faa Undtagelser, aldrig; forøvrigt er Forplejningens Art og Omfang (NattekvartermedAftensmad,Frokost Middagsmad) forskjelligideforskjelligeEgne. det Sted, hvor den ydes, er forskjelligt. Oftest i Værtshuse, men undertiden i kristelige Svendeherberger eller «Herbergen zur Heimath» (< Gjæstehjem»); enkelte Steder fäas Nattekvarterietkommunalt Tilsynet med Herbergerneføresafkommunale og Politimyndigheder,undertidenogsaaaf og andre Fattigvenner.PaaenkelteSteder der Søn- og HelligdagenesærligeBestræbelserfor give de Rejsende god Underholdning, Belæring osv. Da det er de Rejsendeforbudtatløbe det ene Sted til det andet for at spørge om Arbejde, giver Anvisningsfunktionærerne dem Underretning om, hvor der er ledige Pladser, eller ogsaa er der ligefrem indrettet Arbejdsanvisningskontorer. Paa enkelte Steder maa Anvisningsfunktionærerne desudenføreLister,hvorpaa Rejsendes Alder, Fag og Hjemstavn anføres, og som afgive et godt Grundlag for en Vandringsstatistik. For Regnskabsaaret 1. April 1881 til 31. Marts 1882 beregner det württembergske Indenrigsministerium, at der i hele Württemberg uddeltes1,046,420Naturalunderstøttelsertil Værdi af 287,268 M. (gjennemsnitligt 27 Pf. pr. Understøttelse). Dertil kom saa 395,277 Pengeunderstøttelser til en Værdi af 42,544 M. (Gjennemsnit noget over 10 Pf.). Tilsammen altsaa 1,441,697 Understøttelser til en Værdi

af 329,812 M. (Gjennemsnit 23 Pf.). Daglig bliver der saaledes i Gjennemsnit givet næsten 4000 UnderstøttelsertilenVærdi omtrent 900 Mark. Hvormeget Privatpersoner give i Almisse, lader sig naturligvis ikke beregne; ejheller er det muligt at sige, hvormange Gange i Dagens Løb den samme Rejsende modtager Forplejning eller Understøttelse, og deres Tal lader sig derfor ikke med Sikkerhed bestemme. Hvis hver Rejsendedagligfik4 Understøttelse (gjennemsnitligt), skulde der altsaa i Württemberg være gjennemsnitligt c. 1000 fattige Rejsende, der fik den omhandlede Understøttelse.(ForheleTyskland flere Forfattere det samlede Tal af rejsende Svende og Vagabonder til 200,000 [?]).

Om Resultaterne af det gjennemførte Naturalforplejningssystemudtalede det württembergske Indenrigsministerium indsendte Beretninger sig i det Hele anerkjendende. Systemet siges at have medført en betydelig Nedgang i Tallet paa Vagabonder og en betydelig Forbedring af de Rejsendes Kvalitet. Publikumfølersig med Systemet, fordi det skaffer det af med det besværlige Tiggeri ved Dørene, og selv adskillige af de Rejsende have erklæret sig tilfreds med det, fordi det fritager dem for at fægte sig frem ved Tiggeri. Men det maa indrømmes, at de gode Virkningertildelssynes have været af en mere øjeblikkeligendvarig Tiggeriet ved Dørene ophørtenæstenganske, da Naturalforplejningssystemet gjennemførtes, — men nogen Tid efter begyndte det igjen, og Vagabondernes Tal tog ogsaa til igjen. Der klages over, at man ikke kan faa hele Almenheden til tilstrækkeligt konsekvent at vise Vagabonderne fra sig

og henvise dem til Naturalforplejningsstationerne. Der klages over, at Vagabonderne, der i Begyndelsen fandt sig godt i det nye System, senere tildels forlange Naturalforplejningensomen samtidigt med at de med vanlig Frækhed forlange Penge i Husene. Undertidensøgerman undskylde dem, idet man anfører, at ISTaturalforplejningen vistnok ofte er for knap og Understøttelsesstationerneoftesaa fra hinanden, at de Kejsende, især naar Vejret er daarligt, ikke kunne nøje sig med den modtagne Forplejning men nødes til at tiltigge sig et Tilskud. Sogneraadene have ofte klaget o ver Nabosognenes egennyttige Kniberi. Det siges endog, at enkelte Sogne have brugt at sende deres ikke-arbejdsdygtigeFattigebort i andre Sogne at lade sig underholde ved den der ydede Naturalforplejning. Værst er Forholdet i de Amter eller Distrikter, hvor nogle Sogne have Naturalforplejningssystem, andre Pengeunderstøttelsessystemogatter slet ingen Indretninger:hertigge i de Sogne, hvor Tiggeriet er muligt, og søge derefter frit Nattelogis i Sognene med Naturalforplejning. Naturalforplejningssystemetmaavære og saa vidt muligt ensartetgjennemført,over hele Land; ellers forfejles Maalet. Men er der end store Ufuldkommenheder ved Systemet, saaledes som det findes i Württemberg, saa har det dog i det Store og Hele virket heldigt. Naar de egenlige Vagabonder — i Modsætning til de hæderligevandrendeSvende ere misfornøjede med Naturalforplejningssystemet,saaer jo i Virkeligheden en Anbefaling for Systemet. Og denne Misfornøjelse er oftere kommet til Orde, af og til paa en ret pudsig Maade. Paa en Grænsepæl mellem Amterne Ulm og

Blaubeuren stod nylig to Indskrifter: Paa den Arm, der peger mod Ulm, stod følgende Ord: «Dieser Oberamtmannistzünftig» Ulm er Naturalforplejningen ikke gjennemført); paa den Arm, der peger mod Blaubeuren(hvorNaturalforple ningen er gjennemført) læstes følgende Dom: «Dieser Oberamtmann muss G-lied für Glied verrissen werden».