Lovforslaget om billig Alderdomsforsørgelse.

lMaar jeg paa Opfordring har paataget mig i Nationaløkonomisk at indlede en Diskussion om det af Regeringen fremlagte Forslag til Lov om en Anstalt for billige Alderdomsforsørgelse!¹, er det med fuld Bevidsthed om, at jeg til at udføre dette Hverv tilfredstillende savner en væsenlig Betingelse, det grundige Kjendskab til Nationaløkonomien og dens videnskabelige og Methoder. Jeg maa indskrænke til at se paa Sagen, saaledes som den i den praktiske Administration opdragne Mand maa hjælpe sig i en Sag, hvor han paa Forhaand savner nogle af de nødvendige Forudsætninger; det vil sige: jeg vil fremdrage de Synspunkter, som Sagen frembyder for den praktiske Mand, og rejse de Spørgsmaal, som maa søges besvarede af den mere indgaaende Indsigt, inden jeg og den store Mængde kunne indlade os paa at have en bestemt Mening. Hvad jeg udtaler udover rent

positive Oplysninger, inaa altsaa ikke betragtes som
Postulater, men kun som Diskussionsæmner.

Først skal jeg da bemærke, at jeg i Øjeblikket i oafor lægger mindre Vægt paa, om forskjellige Enkeltlieder Forslaget maa anses for mer eller mindre heldige, eller om Lovforslaget i det Hele er mer eller mindre heldigt redigeret. Hovedvægten lægger jeg paa, at Regeringen i dette Forslag bryder en helt ny Bane, at Regeringen — om end foreløbig under visse og betydelige — udtaler som sin Anskuelse, at Staten af sin Formue skal give positive Tilskud til sine Borgeres Alderdomsforsørgelse, uden at disse derfor lide Skaar i deres borgerlige Rettigheder; vel er Statens Tilskud hertil foreløbigen indskrænket til 2 Mill. Kr., men Lovforslagets Motiver forudsætte, at Staten vil gaa videre i samme Retning, og Finansministeren jo efter Bladenes Referater udtalt, at. hvis Tanken viser sig rigtig, kan der senere blive Spørgsmaal endog meget store Beløb; det forudsættes altsaa, at Staten i Tiden kan betragte det som sin berettigede Opgave at anvende endog store Beløb af de gjennem Skatter og Afgifter indkommende Indtægter for at forsørge Landets gamle Borgere. Der kunde være skrevet tommetykke Bøger af lærde Folk og Masser af Avisartikler om det Rigtige i denne Tanke, uden at den derfor i vor Levetid vilde rykke sin Realisation et Hanefjed nærmere; men naar en Regering gjør Tanken til sin og frembærer den i et Lovforslag, den med et Slag bleven aktuel og vil meget vanskeligt kunne slaas ihjel igjen; ja, jeg tror endog, at, selv om man ved at forkaste det foreliggende Lovforslag foreløbig kan udsætte Tankens praktiske Gjennemførelse,

vil man kun meget vanskelig kunne hindre, at den uafbrudt dukker op igjen, ene og alene fordi den éngang været frembaaret af en Eegering. Det er Tidens mest brændende Spørgsmaal, der røres ved, og undlader man nu at tage det under Debat hos os, kunne vi maaske senere blive nødt til at behandle det under langt ugunstigere Forhold; thi det kan neppe være Tvivl underkastet, at der er langt større Forudsætning for en lidenskabsløs Forhandling paa et Tidspunkt, hvor det er Staten, der gjør et Tilbud, som efter Tidens øjeblikkelige Tankesæt maa betragtes som en Begunstigelse, hvis den udsættes til et Tidspunkt, hvor de mindre heldigt stillede Samfundslag under en uklar Erindring og uklar Forstaaelse af et tidligere Tilbud begynde at opstille übillige Fordringer; og at Fordringerne, de fremkomme som saadanne, ville blive übillige eller i hvert Fald uopfyldelige, er der neppe Tvivl om, da den store Mængde kun vanskeligt vil kunne bedømme sine egne Fordringers Rækkevidde.

Grundtanken i Lovforslaget er, at den übemidlede eller Kvinde sættes istand til ved sit 55de Aar at naa en Alderdomsforsørgelse af 200 Kr. ved at Staten betaler 1I_H af, hvad denne Alderdomsforsørgelse imod at han eller hun selv betaler 2/₃ igjennem Indskud, der erlægges fra det 18de eller senest fra det 45de Aar og forrentes med 4 °/0/₀ (nøjagtigt % halvaarlig), og hertil vil Staten foreløbig stille en Kapital af 2 Mill. til Disposition. Dør Vedkommende det 55de Aar, betales Indskuddene tilbage 4 % Rente og Rentes Rente. Der forlanges dernæst, at Interessenten ved sin Indtrædelse skal opgive

a) i hvor lang Tid og til hvilke Terminer han vil gjøre
Indskud og

b) disses Størrelse, idet han dog ikke er forpligtet til
at fastsætte dem til ligestore Beløb.

Hvorvidt denne Fordring er mer eller mindre hensigtsmæssig, jeg foreløbig forbigaa; jeg gaar ud fra den som noget Givet, og jeg ser ogsaa bort fra, at Forsørgelsen visse Tilfælde kan stige til 300 Kr.

De Spørgsmaal, der først maa ønskes belyste, ere: hvad koster Livrenten, og hvad Indflydelse faar Indtrædelsesalderen Indskuddets Størrelse, samt hvilken Indflydelse faar den større eller mindre Aarrække, hvori Indskuddene gjøres?

I denne Henseende kan bemærkes, at, hvad en Livrente paa 200 Kr. ved det 55de Aar skulde koste, rettelig burde gjøres afhængig af Dødeligheden blandt de Klasser, der ville benytte Anstalten, men den kjender man jo ikke, og man maa derfor, eller i hvert Fald kan man ved en almindelig Betragtning af Anstalten foreløbig holde sig til de Dødelighedstavler, der benyttes i Statens uagtet man vel paa Forhaand kan være temmelig vis paa, at de ikke ville stemme med de indtrædende Forhold, hvis Anstalten vinder Indgang i den arbejdende Klasse; efter disse Tavler kan en Livrente paa 200 Kr. ansættes

heraf skal der ved Interessenternes 55de Aar være opsparet
/3 gjennem egne Indskud, altsaa

og Staten skal altsaa tilskyde, men først ved Vedkommendes
Aar

og diskonteret tilbage til Indtrædelsesdagen bliver disse
Tilskuds Værdi

Disse sidste Tal repræsentere altsaa den Gave, som Staten ved Interessentens Indtrædelse i det 18de eller 45de Aar skænker under Forudsætning af, at han opfylder sine Forpligtelser og oplever sit 55de Aar; men allerede heraf vil man kunne se, at det Tilskud, som Indtrædelse i den unge Alder giver Ret til, kun er ringe sammenlignet med det, som Indtrædelse i en højere Alder, giver Ret til.

Naar jeg for Simpelheds Skyld forudsætter, at Indskuddeneskulle ved Aarets Begyndelse, og at de forrentes med 4 % pCk aarlig, blive deres omtrentligeStørrelse forskjellige Indtrædelsesaldere følgende:

Det faktiske Forhold er altsaa det, at for disse Indskud opnaar en Mand ved sit 55de Aar 2276 Kr. og en Kvinde 2524 Kr.; det ligger derfor nær at spørge, hvad Rente han faar af sine Penge, og dertil maa svares, at det er meget forskjelligt efter den valgte Betalingsmaade; en ISaarig Mand faar kun übetydeligt over 6 % Rente, en 45aarig Mand, der gjør et Kapitalindskudaf Kr. faar 87t °/o Rente af sine Penge, og gjør han et aarligt Indskud af 122 Kr., faar han over 13 °/₀.

Naar der dernæst spørges om, for hvormange Interessenteret af 2 Mill. kan slaa til, er det klart, at det først og fremmest afhænger af, hvor hurtig en Indgang Anstalten faar i Befolkningen; om Tilgangen bliver saa stor, at de 2 Mill. blive fuldt optagnestrax det første Aar, eller om den vil udstrække sig over flere Aar; i sidste Tilfælde ville jo de Dele af de 2 Mill., som ikke blive optagne i det første Aar, voxe med deres egne Renter og Renters Rente og derigjennemtilstede af et noget større Antal Interessenter. For Overblikkets Skyld vil det være bedst at gaa ud fra, at de 2 Mill. blive fuldt optagne i det første Aar. Dernæst kommer det an paa, i hvad Alder de indtrædende Interessenter ere; i denne Henseende vil det være tilstrækkeligt at betragte de tvende Yderpunkter for Indtrædelsen, 18 og 45 Aars Alderen. Hvis de Indtrædende ere lutter ISaarige, ville de 2 Mill. kunne betale Indskuddene for 11,200 Mænd eller 10,200 Kvinder ved deres 55de Aar; ere de Indtrædende lutter 45aarige, ville de strække til for 3900 Mænd eller 3500 Kvinder; men her maa nu vel bemærkes, at det jo ikke er alle de Indtrædende_r

der faa Andel i Statens Tilskud, men kun dem af disse, der opleve deres 55de Aar; der kan altsaa indtræde betydeligtflere, det afhænger af, hvor hurtigt eller langsomt de dø ud. Her maa altsaa tages Hensyn til Dødeligheden, og dette vil mest passende kunne ske ved at gaa ud fra den sidste Folketælling, da den vistnok vil udtrykke de sande Forhold nærmere end Livsforsikringsanstaltens Tabeller. Gjør man den Forudsætning,at imellem Befolkningsmængden i de forskjellige Aldersklasser holder sig nogenlunde uforandret, vil man i Antallet af Levende i de forskjelligeAldere et Billede af, hvorledes Befolkningenefterhaanden bort med den voxende Alder. Forudsætningen er vel ikke rigtig, da Befolkningstilvæxtenhar paa Aldersgrupperingen: men, naar vi som her kun betragte Sagen i store Træk, ville vi ad denne Vej faa fuldstændig tilstrækkelig nøjagtige Resultater.

Folketællingen viser

Gaar man ud fra, at disse Tal repræsentere den Regel,
hvorefter Befolkningen dør, vil der kunne indtræde

Det Antal Interessenter, som Kassen kan optage, ligger altsaa imellem 4300 og 22,100, og af disse vil et Antal imellem 3500 og 11,200 komme til Livrentehævning.

Hvor længe det vil vare, inden de 2 Mill. ville blive tagne fuldt i Beslag, afhænger naturligvis dernæst af det Forhold, hvori Antallet af de Interessenter,som optages, sta ar til det Antal Individer i Befolkningen, der har Evne til at indgaa paa Anstaltens Betingelser. I LovforslagetsAnmærkninger vel, at der kun sigtes paa Personer henhørende til den übemidlede Klasse, men i og for sig giver det Enhver Retten til at indtræde, og det er ganske naturligt, da Lovforslaget i sin nuværende Form umuligt kan gjøre Adskillelse imellem Bemidlede og Übemidlede og heller ikke burde kunne gjøre det, da der jo ingen Sikkerhed haves for, at en i Øjeblikket bemidlet Mand ikke vil være en fattig Mand, naar han bliver 55Aar; men deitil kommer endnu, at Udtrykket «übemidlede Klasser» er et noget übestemt Begreb. Hvis man vil henregne en Formand eller en særlig flink Haandværkssvend, der sammen med sin Kone tjener 1600 Kr., til de übemidlede Klasser, maa man sikkert ogsaa medtage Bestillingsmanden med en Indtægt af 2 til 3000 Kr.. thi som vore sociale Forholdnu ere — og vi maa gaa ud fra de bestaaendeForhold og naar der henses til, hvad det koster ham at leve, er det rimeligt at antage, at han i Regelen vil være fattigere end denne Haandværkssvend eller Formand. Kunne vi ikke udelukke Bestillingsmandenmed å 3000 Kr. Indtalt, kunne vi heller ikke udelukke Gaardmanden, hvis Gjennemsnitsindtægt dog vistnok falder under 3000 Kr., og dette vil have stor Betydning; thi der er vistnok Ingen, der kan drage saa stor Nytte af Lovforslagets Anstalt som Gaardmanden,naar blot rigtig forstaar Sagen. Begynder han

i sit 45de Aar at sætte 122 Kr. aarligt ind, vil lian, som berørt for lidt siden, faa over 13% af sine Penge, hvis han oplever sit 55de Aar, og dør han forinden, faar han 4 °/0/₀ ligesom i mange andre Sparekasser. Uden at vove Nogetsomhelst vil han altsaa, hvis han lever, kunne opnaa en Aftægt saa billig, at der ikke kan tænkes nogen anden Maade, hvorpaa han kan faa den billigere; ban vil derhos med samme Fordel kunne benytte Anstalten for sin Hustru; Gaardmanden vil med andre Ord ved paa en enestaaende billig Maade at erhverve en Livrente paa 200 Kr. kunne skabe sig en af Gaardens nye Ejer uafhængig Stilling, naar han gaar paa Aftægt, istedetfor at gaa ind paa de usle Aftægtsforhold,som nu hyppigt maa finde sig i for at kunne sætte sine Børn i Vej.

Embedsmanden, den bedre stillede Bestillingsmand og rimeligvis ikke ganske faa mindre Kjøbmænd, med andre Ord den übemidlede Del, af det, man hos os med et mindre heldigt Ord kalder den dannede Klasse, ville benytte Anstalten som Alderdomsforsørgelse for deres Døtre. I disse Klasser have Døtrene jo den Skjæbne at faa en Opdragelse, der kun gjør dem lidet skikkede til Livets Kamp; blive de ikke gifte, skulle de tjene Brødet som Lærerinder, Husbestyrerinder eller ved Syning og Broderi,og, de blive gamle, er deres Lod meget ofte sørgelig; de kæmpe i den højere Alder ofte en haardere Kamp for Livet end den pjalteklædte Fattigdom. Jeg antager, at de fleste af os kjende flere saadanne Exemplerpaa trængende Damer, og tænk blot, hvad 200 Kr. om Aaret vil være for dem, naar de blive 55 Aar og altsaa have naaet den Alder, hvor man ikke gjerne paa Arbejdsmarkedet indlader sig med dem, saalænge yngre

Kræfter kunne faas; 200 Kr. om Aaret ville for disse være en sand Velsignelse. Kan en Fader skrabe 394 Kr. sammenved 18de Aar, vil han kunne sikre hende de 200 Kr.; kan han blot naa den halve Sum, vil han kunne lære hende, at hun af den Løn, hun tjener, maanedlig maa sætte 2 Kr. ind i Anstalten fra sit 20de til 30te Aar, (Nytten heraf vil hun let bringes til at forstaa, langt lettere end f. Ex. en Tjenestepige). Et lille Beløb til Indsættelse i denne Anstalt kunde være en udmærket Konfirmationsforæring af en mere velhavende Onkel eller Tante. Mange Fædre af den saakaldte bemidlede Klasse ville gjøre Indskud for deres Døtre, da de kunne afse Beløbet og erkjende ikke at kunne vide, hvad Fremtiden vil bringe Børnene.

Jeg er forberedt paa, at der maaske vil blive bemærket, det egenlig ikke er disse Klasser, som Lovforslaget paa, og at det navnlig ikke tænker paa, at Forældre skulle benytte det som Alderdomsforsørgelse Døtre. Hertil vil jeg svare, at dette vistnok er rigtigt, og i den første Begyndelse vil denne Opfattelse nok afholde nogle, fordi det maaske ikke vil blive betragtet som «fint» i den saakaldte dannede Klasse; men det vil snart glemmes. Man vil betragte Anstalten som et lille Vallø eller Vemmetofte, og kan den formuende Del af de højere Rangklasser være bekjendt indskrive deres Døtre i disse, kunne vi Andre ogsaa være bekjendt at indskrive vore Døtre i Lovforslagets Jeg vedkjender mig, at, hvis Lovforslaget igjennem, vil jeg ikke blot ikke genere mig for at gjøre Indskud for mine Døtre ved deres 18de Aar, men jeg vil anse det for min ligefremme Pligt.

Alt i Alt tror jeg, at hvis Anstaltens Indretning bliver rigtigt opfattet, ville de 2 Hill. i meget kort Tid blive optagne af Samfundsklasser, for hvilke de opstillede ikke blot ere af mindre Betydning, men maaske endogsaa fordelagtige; thi, naar de vide, at de have Baandet til at betale paa de bestemte Tider, ville de kunne rette sig derefter, ja jeg tror endog, at de ligefrem ville betragte det som en Fordel, at de have Baandet paa sig. Navnlig vil det gaa hurtigt, hvis Gaardmændene gribe Anstalten, thi som bemærket ville henved 5000 45aarige Gaardmænd eller det halve Antal med Koner være tilstrækkelige til at optage det hele Beløb. Saalænge Statens Tilskud er begrænset til 2 Mill., vil der altsaa neppe kunne fremkomme nogetsomhelst Bevis — hverken for eller imod med Hensyn til hvorvidt en Anstalt som den paatænkte kan faa nogen Betydning for Smaakaarsfolk i dette Ords strængere Betydning.

Jeg tror derfor, at det vilde have været heldigt, om Regeringen istedetfor simpelt hen at foreslaa et Tilskudaf Mill. af Statens Midler med Udsigt til en senere Forøgelse af dette Beløb, havde formuleret det som et Tilskud af det i Statens Livsforsikringsanstalt fremkomne Overskud. Jeg skal indrømme, at en saaclanRedaktionsforandring og for sig ikke vil have stor reel Betydning, da Staten jo har Ret til ved Lov at inddrage dette Overskud i sin Kassebeholdning, men naar det fremtraadte for den almene Bevidsthed, at der foreløbig kun var Tale om at anvende en Del af LivsforsikringsanstaltensOverskud Fordel for nogenlunde de samme Klasser, som have frembragt Overskuddet, og med den Bitanke derigjennem at gjøre et Forsøg paa

at finde en Vej, hvorefter man kunde hjælpe Smaafolk, kunde det dog være muligt, at de lavere Lag med den Billighedsfolelse, som Arbejdsklassen maa erkjendes hidtilat været gjennemtrængt af hos os, uden Vrede ville se paa, at de 2 Mill. maaske slet ikke kommer den egenlige Arbejdsklasse til Del; men nu er det engangikke og saa kan det ikke nytte, at dvæle derved; og at det ikke er sket, ligger vistnok ganske naturligt i, at de uafhængigt Stillede ikke have noget rigtigt Begreb om, hvor stor en Vægt der i den dannedeMiddelklasse paa en fast Indtægt af 200 Kr.

Men det, at den foreløbig foreslaaede Ordning ikke kan give noget Bevis for eller imod, bliver jo ikke det Afgjørende; thi der er jo ikke Tvivl om, at Enhver maa anse det for ønskeligt, om det skulde blive muligt ved fremtidige Udvidelser at faa Anstalten til at omfatte alle eller i hvert Fald den største Del af de mere übemidlede Jeg skal derfor gaa over til at gjøre det Tankeexperiment, at hele Befolkningen indtraadte i Anstalten, og vise, hvorledes Forholdene da vilde stille sig.

For at lette Oversigten skal jeg dele Betragtningen. Lader os først antage, at det bliver vedtaget, at første Gang iaar og saa fremdeles hvert Aar skulle alle de Individer, der fylde .18 Aar, indtræde i en Anstalt under Forudsætninger for at opnaa en Livrente 200 Kr. ved deres fyldte 55 Aar. Efter sidste Folketælling er der her i Landet af 18aarige

af disse kan der, som allerede foran nævnt, antages at
være i Live ved det 55de Aar

og for hver af disse skal Staten gjøre et Tilskud, som vil kunne afgjøres ved at der strax indbetales c. 313¹/₃ Mill. Kr., og dette vil gjentage sig hvert Aar. Om 37 Aar vil der saa med Renter og Rentes Rente være opsamlet i Anstalten

og Formuen vil endnu i nogle Aar voxe yderligere.

Men nu skulle jo ogsaa i det mindste de, der iaar ere mellem 19 og 45 Aar have Adgang til Anstalten; for dem maatte Staten strax tilskyde 165 Mill. eller hvis den foretrækker at udstrække Betalingen over en længere Aarrække, f. Ex. 26 Aar, c. lOV 2 Mill. Kr. om Aaret i 26 Aar, og naar der hertil kommer Interessenternes Indskud, vil det være klart, at Anstaltens Kapitaler ville voxe endog betydeligt over 1000 Mill.; livormeget har jeg ikke regnet ud, men jeg antager, at det vil blive c. 1300 Mill. Kr.

Man kunde maaske tro, at Grunden til, at de opsamledeBeløb blive saa store, maatte søges i, at ogsaa alle Landets bemidlede Klasser ere tagne med; men at dette ikke forholder sig saaledes, vil \ære klart, naar jeg oplyser, at efter Prof. Scharlings og Falbe Hansens «Danmarks Statistik» var der kun c. 140,000

---

*) Statens Tilskud vilde altsaa blive i2H Aar 13V2 Mill. og derefter 3½ Mill. aarlig.

Tndivider, der bleve satte i Indkomstskat efter Loven af 1870, og af disse Skatteydere bleve kun 1/_{; ansatte til en aarlig Indtægt af over 2400 Kr. og kun 1._1S til en Indtægt af over 4000 Kr. Vel kan det være muligt, at Indtægterne have været ansatte for lavt, men selv om saa er, ville dog de Individer, der have en nogenlunderigelig udgjøre et saa lille Antal, at de ingen væsenlig¹ Indflydelse kunne faa paa Anstaltens Kapitalopsamling.

Disse store Midler maatte saa. anbringes i Værdipapirer; hvad Betydning vil det have for vort lille Land, at der sker en saadan Forøgelse af Værdipapirernes uden at der er sket nogen tilsvarende af den i Landet tilstedeværende Kapital? savner fuldstændig nationaløkonomisk Indsigt rigtigt at bedømme det, men det forekommer mig dog, at der let kan ske en fuldstændig Forrykning Kapitalforholdene; særlig kunde jeg tænke mig, at Prioritetsrenten maaske maatte gaa ned, og det forekommer mig dernæst, at betydelige Beløb, der nu cirkulere i de smaa Bedrifter, ville blive overførte paa Kapitalens Haand.

Men der er ogsaa Anledning til flere andre Betragtninger.Jeg saaledes henlede Opmærksomhedenpaa, om det end kan siges, at en aarlig Indtægt af 200 Kr. i den ældre Alder er et lille Belob til at leve af navnlig for Bybeboerne. viser den Kapitalopsamling, der er nødvendig, naar denne Indtægt skal opspares i de yngre Aar for hele Befolkningen,at Kr. maa anses for et meget stort Beløb. Da denne Anstalt ikke — som Lovforslaget forudsætter — kan tave Hensvn til. hvorvidt Interessenterneere

erneeremere eller mindre trængende, ligger det dernæstnær spørge, hvem der vil have størst Fordel af den, de bedre Stillede eller de Fattigere; hertil maa svares, übetinget de første. For det Første ville de have den Fordel, at de med de nu opstillede Indskudsbestemmelserlettere de Fattigere ville kunne opsætte Indskudsti den til det 45de Aar, hvorved de gjøre 13 % a^ deres Penge; men dernæst ville de ogsaa tjene paa Livrentens Pris. Det er nemliguomtvisteligt, Dødeligheden mellem de ringere stillede Samfundslag er større end imellem de bedre stillede Klasser og Forskjellen er vistnok stigende med den stigende Alder. Heraf bliver Følgen, at naar begge Klasser ere i den samme Anstalt og denne efter nogen Tids Forløb fastsætter Livrenteprisen efter den indtrufne Dødelighedserfaring, bidrager den større Dødelighed imellem de lavere Lag til at sætte Livrenteprisen ned for de bedre Stillede; disse ville altsaa faa Livrenten for en billigere Pris, end hvis de dannede en Kasse for dem selv, og omvendt maa de Andre betale mere.

Ved at tænke sig en hele Befolkningen omfattende Anstalt, falder det altsaa stærkt i Øje, at det i sin Kjærne er uheldigt, at Lovforslaget ikke kan udelukke (ie mere bemidlede Klasser.

Endelig er der god Grund til at overveje, hvad Mulighed der er for, at den fattigere Mand eller den Mand, der taber en Dagløn for hver Dag, han er forhindretiat har for at høste Nytte af Anstalten, hvis han en lang Aarrække i Forvejen skal binde sig til bestemte Indskud. Jeg anser det for ligefrem stridendeimodden Natur, om en ISaarig Arbejderførstskulde tage og dernæst skulde kunne

gjennemfore en saadan Beslutning. Kommer han fra et fattigt Hjem, trænger lian, saasnart han selv tjener Noget, til at blive udspist; man kan hundrede Gange paastaa, at det er urigtigt, saa vil han alligevel i flere Aar bruge forholdsvis meget til Mad og Drikke, og det er ikke blot for Nydelsens Skyld, men fordi Naturen kræver det; hvorledes vilde det ellers være muligt, at vore smaa spinkle 16aarige Fattigmændsbørn i Løbet af et Par Aar for en Tid kunne udvikles til kraftige og arbejdsføre Skikkelser. Kan han undvære lidt, gaar det til Forældrene og de smaa Sødskende. og, naar han bliver 22 Aar, skal han være Soldat. Det maa absolut staa som en Umulighed for en saadan ung Mand at kunne binde sig til bestemte Indskud, og saa opgiver han det aldeles; kunde han derimod gaa hen med en Krone og sætte den i Sparekassen, vilde det vel være muligt, at man kunde lære ham at tage saa sparsomt som muligt til sin Spareskilling, for at der om muligt kan blive Noget tilbage til de gamle Dage, men i hvert Fald er det hans Pligt først at tænke paa Nutiden og at spare for at kunne sætte Foden under eget Bord; før det mest Nødtørftige hertil er samlet, kan og bør han ikke direkte tænke paa Alderdommen.EnTjenestepige maaske nok gjøre nogle Indskud i sin yngre Alder; men det ligger dog nærmere for hende at spare til et Udstyr; saa kan hun lettere faa sig en Mand. Jeg mener altsaa, at hvis en Alder doms forsørgelse,støttet paa egne Indskud, skal kunne gjennemføres for den arbejdendeKlasse,maaArbejderenkunne med sine Indskud ligesom i en Sparekasse. Dernæst forekommer det mig. at Statens Tilskud burde

være procentvis stigende efter Tiden, hvori de indbetalte Beløb have henstaaet urørte i Kassen; thi der er dog noget Übilligt i, at en Mand, der gjør faste Indskud, fra sit 18de Aar, kun faar lidt over 6 %? medens den, der først begynder i sit 45de Aar, faar 13 °/0;/₀; i hvert Fald skal dette Forhold da ikke opmuntre Arbejderen til at begynde tidligt. Jeg vil snarere finde, at det ligger nærmere for den fornuftigt tænkende Arbejder at sige til sig selv, at det vil være urimeligt af ham i sine unge Dage at tænke paa sin Alderdomsforsørgelse, naar han har dobbelt Fordel af at opsætte dette til sit 45de Aar; til den Tid kan han desuden haabe at have Børnene fra Haanden og derigjennem at naa en forøget Evne til at ofre Noget paa sin egen Alderdomsforsørgelse; ja Børnene kunne maaske endog hjælpe ham dertil. Men, ere disse Betragtninger rigtige, er det øjensynligt, at Arbejderen vil være bedst tjent med, at Anstalten først og fremmest virker som en ganske almindelig Sparekasse,hvorhan indsætte og udtage sine Penge, og Staten vil kunne opmuntre ham til ikke at tære mere end højst nødvendigt paa sin Spareskilling ved efter nærmere bestemte Regler at tilbyde de Beløb, der forblive indestaaende urørte, Fordele, som stige med Tiden, hvori de forblive urørte. Jeg kan ikke anse det for rigtigt at berøve Arbejderen Muligheden af i et givet Øjeblik at kunne disponere over et af ham selv opsparet Beløb, da hans hele Velfærd maaske kan komme til at bero paa at have Raadighed over et mindre Beløb, og i Praxis vil og maa Nutidens Krav altid staa over Fremtidens.

Jeg anser det for umuligt, at nogen væsenlig Del
selv af de bedst stillede Arbejdere ville kunne indgaapaafasteIndskud

gaapaafasteIndskudfor en længere Aarrække, naar der ikke tilvejebringes passende Mellemled imellem dem og Anstalten. I tidligere Tid fandt Arbejderen en Bistandideexisterende der jo virkede baade som Syge- og Understøttelseskasser, og der maatte tænkes paa, om der ikke kunde lindes Former for noget lignendeIndretninger,derkunde som Mellemled og som maaske tillige paa anden Maade kunde støtte ArbejdereniKampenimod Overmagt. Som Forholdene have udviklet sig, maa vi indrømme, at den arbejdende Klasses Stilling ser sørgelig ud: Paa Grund af de forbedrede sanitære Forhold voxer Befolkningen og Konkurrencen bliver større og større. Dampmaskinen har tilvejebragt Forhold, som vore Forældre ikke drømte om; den større Intensitet i Arbejdet frembringer større Kapital; Kapitalerne konkurrere indbyrdes; den større Kapital og Industri knuser og absorberer den mindre, og Arbejderen synker mere og mere ned til at blive et viljeløst Hjul i det hele Maskineri; ganske vist kan han nu kjøbe visse Fornødenheder forPrisei, som man tidligereikkedrømteom, tidligere kjendte han ikke disse Fornødenheder, og derfor savnede han dem ikke, men nu savner han Midler til at kjøbe dem. Foranlediger Kapitalen Overproduktion, maa Daglønnen sættes ned; beskjæftiger en Fabrik 1000 Arbejdere, vil en Nedsættelse af 20 Ore paa Daglønnen i et Aar udgjøre 60,0m» Kr. for Fabriken og denne kan være nødsaget til enten at forlange en saadan Nedsættelse eller at stoppe. I begge Tilfælde maa Arbejderen bukke under, og selv kan han ikke gjøre Modstand:mendetligaer Naturens Orden, at Arbejdslønnendo ¹ ikke kan gaa ned under, hvad der udfordres

til Sulteføde. Det, som det kommer an paa, er altsaa at tvinge Kapitalen til altid at holde Daglønnen mindst noget over Sulteføden, og det vilde kunne ske, hvis der fandtes organiserede Mellemled eller Gildelag, som enhverArbejderentenefter eller Sædvane var forpligtettilatindtræde , og til hvilken han maatte afgiveenvislille af sin Dagløn; saadanne AssociationermaatteKapitalenog bøje sig for, og Afgiften til dem maatte der i Praxis altid tages Hens}^Tn til ved Daglønnens Ansættelse. Yar der kun Tale om, at saadanne Associationer alene skulde være Mellemled imellem Arbejdsgiveren og Arbejderen, kunde man theoretisk vel lige saa godt ved Lov paalægge Arbejdsgiveren at svare et vist Beløb for hver Arbejder, han beskjæftiger, eller Husbonden et vist Beløb for hvert Tyende han holder, men det vilde dog altid have sine Vanskeligheder at opkræve disse Afgifter, og desuden skulde saadanne Associationer ogsaa sætte sig til Formaal at støtte Arbejderen paa andre Omraader. For mig og mange andre af det praktiske Livs Mænd stiller det sig som en Nødvendighed, at man nu, da det sociale Spørgsmaal faktisk er rejst hos os i praktisk Form, maa forlange Associationsspørgsmaalet indgaaende drøftet og behandlet af den tekniske Indsigt; først, naar der fra denne Side foreligger nogle praktiske Resultater eller Forslag til praktiske Indretninger, ville vi kunne begyndeatskimte,i Retning vi skulle vende vore Tanker. For ikke at blive misforstaaet. skal iee" dos: endnu tilføje, at, hvorvel jeg mener, at Arbejderen maa beskyttes mod Dampmaskinens og Kapitalens Magt, anser jeg i Virkeligheden begge disse for i højere Forstand at have været en stor Lykke for Arbejderen

under Befolkningens stigende Tilvæxt; thi Landbrugets Benyttelse af Arbejdskraft synes jo at forblive temmelig konstant, og kunde Kapitalen og Industrien ikke beskjæftigeOverskuddetafBefolkningen, dette Overskud enten udvandre eller dø af Sult.

Efter denne lille Digression skal jeg vende tilbage til Spørgsmaalet om en Anstalt til Alderdomsforsørgelse for hele Landet. Jeg antager vel, at man igjennem organiserede Mellemled vilde kunne faa direkte Indskud af en meget stor Del af Befolkningen, men langtfra alle ville kunne komme ind under disse, og for dem, hvem dette gjælder, maatte da f. Ex. Kommunerne overtage Forpligtelserne, men det vilde let føre til, at mange i Virkeligheden vilde faa en helt gratis Alderdomsforsørgelse.

Imod en Alderdomsforsørgelsesanstalt for hele Landet
gjennem Opsparing af Indskud fra Ungdommen kan
altsaa anføres:

at den vil give Anledning til en vistnok uheldig
Kapitalkoncentration;

at den ikke udelukker eller kan udelukke de bedre
Stillede og derhos byder disse de største Fordele;

at det vil være forbundet med store Vanskeligheder
og tildels vil være umuligt at faa det direkte Indskud
fra hele Arbejdsklassen.

Det ligger derfor nær at spørge, om der ikke kan lindes helt andre Former end de i det foreliggende Lovforslag angivne for at skaffe Landets gamle Borgere en Alderdomsforsørgelse, og Former, hvorunder det er muligt at gjennemføre, at Forsørgelsen indskrænkes til de virkeligt Trængende. Man maa jo erkjende, at ethvert har et mer eller mindre berettiget Krav

paa i den højere Alder at faa det til Livets Ophold mest Nødtørftige, og Grundloven anerkjender jo ogsaa dette; Samfundet maa paa sin Side forlange — saaledes som ogsaa Lovforslaget opstiller som Grundtanke —, at hver enkelt Arbejder selv skal bidrage til at naa dette Maal, men det maa støtte og staa ham bi i at kunne ¦opfylde denne Pligt; Samfundet eller Statsmagten maa tilvejebringe saadanne Forhold, at Kapitalen i sin Konkurrence gjør det umuligt for ham at betale sin Andel. Det eneste praktiske Middel, som jeg med mit populære Syn paa Sagen kan faa Øje for, er den indirekte Beskatning; skulde man ikke ved at lægge indirekte Skatter paa de store Brugsartikler tilvejebringe de Beløb, der behøves at give de trængende Gamle en Forsørgelse, saa vilde Opgaven være umulig; men den maa være mulig, thi det Offenlige liar jo allerede Forpligtelsen til at yde Fattigforsørgelsen, Spørgsmaalet bliver jo kun, hvormeget der behøves for, at Fattigforsørgelsen for den værdige Trængendes Vedkommende kan gaa over til en noget større, om jeg saa maa sige, Legatforsørgelse, hvorunder han bevarer sine borgerlige Rettigheder Vanskeligheden ved i Øjeblikket føre denne Tanke videre er, at man først gjennem nærmere Undersøgelser kan naa til en Anskuelse hvor store Beløb, der vil kunne blive Tale om; men der kan altid dog anføres saa meget, at man kan begrunde Ønskeligheden af en Undersøgelse.

Efter Folketællingen er der her i Landet c. 274,000
Mennesker over 55 Aar; at give hver af disse 200 Kr.
vilde medføre en aarlig Udgift af c. "55 Mill., altsaa et

ligefrem umuligt Beløb, men det er der heller ikke Tale om, thi der skulde jo kun være Tale om de virkeligt det er naturligvis noget vanskeligt at præcisere dette Begreb, som et Tankeexperiment vil jeg dertil regne dem, som ikke paa anden Maade, uden en Hjælp af 200 Kr., kunne bringe deres samlede Indtægt op til 300 Kr., og med denne eller en lignende Forudsætning Forholdet vistnok stille sig helt anderledes. Vel udgjøre Smaakaarsfolkene den langt overvejende Del af Befolkningen, men det indbyrdes Forhold imellem de forskjellige Aldersklasser er meget forskjellig, og, som allerede før bemærket, er Dødeligheden, naar man kommer over Middelalderen, langt større i Arbejdsklassen hos den mere velstaaende Del af Befolkningen; den Forudsætning jeg har gjort, antager jeg, at man næppe vilde komme til en aarlig Udgift 20 til 25 Millioner om Aaret og maaske endog meget mindre, men det maatte nærmere undersøges; kunde jo være Spørgsmaal, om ikke Kommunerne overtage noget af denne Udgift, da deres Fattigbyrde upaatvivlelig vilde blive lettet betydeligt, Sagen kom altsaa til at dreje sig om, hvorvidt Del af de 20—25 Mill., som Staten skulde udrede, kunde fremkomme gjennem indirekte Skatter uden at tilsidesætte Statens Tarv paa andre Omraader.

Alle disse Spørgsmaal behøve imidlertid en Undersøgelseog forekommer mig at kunne være en smuk Opgave for Nationaløkonomisk Forening at tage denne Undersøgelse i sin Haand, ihvorvel den vil fordre megen Tid og meget Arbejde; vi have jo den fornødne Dygtighed til Ledelsen af saadanne Arbejder, og vi

Andre kunne jo besørge hver sin Del af Detaillen, men
vi maa være Mange om det.

Det, som Arbejdet skulde rettes paa, er

at undersøge de pekuniære Forhold, hvorunder vort
Lands Befolkning over 55 Aar leve, og da Antallet kun
er 274,000, er Opgaven overkommelig;

at samle og bearbejde de Oplysninger, der vistnok tildels alt haves, om Dødelighedsforholdene i de forkjellige samt at tilvejebringe yderligere Oplysninger

paa ét Sted at samle, hvad der vides om Fortidens og Gilders Virksomhed i Retning af at understøtte Medlemmer, og endelig at prøve paa at udarbejde Former for Syge- og Understøttelseskasser.

Yort Lands Lidenhed vil tillade os at foretage en saadan Undersøgelse, som vilde være umulig i større Lande, og vi ville upaatvivlelig være istand til at tilvejebringe godt Materiale til Belysning af Arbejder- Spørgsmaalet.

Først naar saadanne mere indgaaende, men dog indenfor Rimelighedens Grænser liggende Undersøgelser af Forholdene ere tilvejebragte, vil man kunne danne sig nogen virkelig Mening om, hvorledes man rettelig skal gjennemføre Tanken om at understøtte de værdigt Trængende i deres Alderdom, uden at Understøttelsen bliver til Fattighjælp.

Efter min Mening er man altsaa i Virkeligheden ikke tilstrækkeligt forberedt til at begynde med en Foranstaltning,som under den ene eller den anden Form vil bidrage til at rejse det sociale Spørgsmaalunder akut Form, men paa den anden Side tror jeg heller ikke, at Faren afværges ved, at Lovforslagetf.

slagetf.Ex. rent ud blev forkastet; Tanken vil altid dukke op igjen, efter at den er vakt af Regeringen,-og jeg vil derfor finde det ret rimeligt, at Alle, der efter deres Følelse mene, at Staten bør understøtte sine gamle Borgere uden at berøve dem deres borgerlige Rettigheder,maa det foreliggende Lovforslag; de kunne altid beholde den Bagtanke: «have vi faaet Fingeren, skulle vi nok senere faa hele Haanden». Det vilde næsten være heroisk, om Gaardmændene ikke med begge Hænder vilde gribe dette Lovforslag.