I. Udskrivnings-Statistik.

Værnepligten — hvorved sædvanligvis forstaas Pligten til med sin Person at bidrage til Fædrelandets Forsvar siges at være «almindelig». Imidlertid vil det ved en Betragtning af de faktiske Forhold vise sig, at den Brøkdel af Befolkningen — selv om der kun tænkes paa den mandlige —, der aldrig kommer til at opfylde denne Pligt, er særdeles stor. I «Almindeligheden* gjøres der saaledes et betydeligt Skaar, og for den mandlige Befolkning i Værnepligtsalderen, der aldrig kommer til at opfylde Værnepligten, bliver der kun en Sessionspligt tilbage, en Pligt til at fremstille sig paa Sessionen for der at lade sig underkaste den Bedømmelse, hvilken Udskrivningen til Soldatertjeneste er afhængig. Saaledes er det baade i Danmark og i de andre Lande, hvor den saakaldte «almindelige» Værnepligt lindes.

Vi meddele her Hovedresultaterne af den sidst afholdteSession,
for 1883 x. Vi forudskikkestrax

---

1 Ministerialtidende for 1883. B. Nr. 8.

skikkestraxher den Bemærkning, at den Brøk, der paa denne Session erklæredes tjenlig til egenlig Krigstjeneste var betydeligt større, og den Brøk, der kasseredes, betydeligt mindre end i de nærmest foregaaende Aar.

Antallet af de Værnepligtige, der skulde have givet Møde paa Sessionen for 1883, enten efter deres Alder, eller fordi de for Tiden vare kasserede, og af dem, som frivilligt mødte, udgjorde ialt

28,560.

Men en betydelig Brøk heraf blev ikke bedømt. Ikke
bedømt blev nemlig:

Trække vi disse 7,830 fra hine 28,560, faa vi altsaa,
de paa Sessionen Bedømte udgjorde

20,730.

Procentvis udtrykt var Forholdet saaledes: Ikke bedømt

Bedømt blev altsaa af det samlede Tal kun

72.5 8 pCt.

Men af de Bedømte blev atter en ret anselig
Mængde ikke endeligt behandlede. Forholdet var
saaledes:

Af de ikke endeligt Behandlede blev:

Vi have endelig tilbage at se, hvorledes det gik
dem, der baade blev bedømte og endeligt behandlede.
Af dem blev

Altsaa: selv efter at have reduceret det først nævnte Tal 28,560 (det hele Sessionstal) til 20,730 (Tallet paa Bedømte), se vi, at af dette saaledes reducerede Tal blev kun

49,3 5 pCt. erklærede tjenlige til egenlig Krigstjeneste,

medens

23,6 r pCt. kasseredes og udslettedes,

og, som vi strax skulle se, og som alt antydet, var Forholdet i de foregaaende Aar endnu langt ugunstigere. Først ville vi endnu indskyde den Oplysning, at af dem, der nu i 1883 udskreves til egenlig Krigstjeneste, var det kun et ringe Tal, der tidligere var blevne behandlede en Session og dengang forbigaaede: tidligere nemlig blevne forbigaaede, men udskreves nu:

Af dette Tal var tidligere blevne forbigaaede:

Se vi nu, hvorledes Forholdet stillede sig paa Sessionerne de ti Aar 1874^—1883 2, viser det sig først, at Tallet paa dem, der skulde møde -f- dem, der frivilligt saavelsom Tallet paa de Bedømte i 1883 ikke var meget forskjelligt fra de tilsvarende Tal i de foregaaende Aar. Derimod gav Bedømmelsen i de foregaaende Resultater, der vare væsenligt forskjellige fra dem i det sidste Aar: Af de Bedømte blev nemlig

---

2 Minist. Tid.s forskj. Åarg.

Naar man gjennemløber denne Tabel, vil man se, at der i det Hele er en ret rimelig Konstans i Tallene før 1883; kun fra 1882 til 1883 er der et ganske paafaldende Tallet paa dem, der erklæredes tjenlige egenlig Krigstjeneste, springer med ét Sæt fra 36,?? til 49,3 5 pCt. (næsten 13 pCt.), medens Tallet paa de Kasserede (og Udslettede) falder fra 37, is til 23,6 7 (ligeledes omtrent 13 pCt., lidt over). Disse Spring ere af en saadan Beskaffenhed, at man strax maa faa en Formodning om, at Differencen mellem de to, ved Siden af hinanden liggende, Aar ikke kan hidrøre en Forskjel i selve det behandlede Materiale, men maa hidrøre fra en Forskjel i Behandlingsmaaden. saaledes er Forholdet faktisk ogsaa; man har paa Sessionen for 1883 været mindre rundhaandet med Kassationer, og adskillige af de Værnepligtige, der mødte paa denne Session, vilde have haft langt bedre Chancer til at opnaa Kassation, hvis de vare mødte paa Sessionen for 1882, hvor man var betydeligt mere kræsen i sit Valg.

At det forholder sig rigtigt med hin Formodning,
bekræfter Stabslæge Salomon3 med følgende Ord:

---

3 Ugeskrift f. Læger 1883, Nr. 8.

«Granden til at der iaar er udskrevet næsten 13 pCt. flere Kombattanter og- kasseret noget over 13 pCt. færre Utjenstdygtige, maa vistnok hovedsagelig søges i de Forandringer, der i Løbet af dette Aar ere foretagne ved den hidtil gjældende Anordning om de Regler, der skulle iagttages ved Bedømmelsen af værnepligtigt MandskabsTjenestedygtighed, ved det til denne Anordningknyttede for Bedømmelsen af de VærnepligtigesTjenestedygtighed; vel ogsaa for en Del i den Konference, der iaar for første Gang afholdtes umiddelbart forinden Sessionernes Begyndelse imellem alle Sessionernes Medlemmer og Læger, Chefen for Udskrivningsvæsenets Revisionskontor og Chefen for Hærens Lægekorps, uagtet Hensigten med denne Konferencevæsenligst den, ved mundlig Forhandling om muligt at tilvejebringe en større Ensartethed i Anskuelserneom Principer, der burde følges ved de Værnepligtiges Behandling paa Sessionerne.^

En af de foretagne Forandringer bestaar deri. at medens Højden for en Kombattant (egenl. Krigstj.) tidligere var sat til mindst 61", er den nu nedsat til 60". «Denne Forandring har medført, at der paa den sidste Session blev udskrevet 783 med en Højde af fra 60" til 60³/₄". Endvidere gjaldt det tidligere som Regel, at de Værnepligtige, der ikke fandtes tjenlige til Fodfolket, heller ikke ansaas for at være tjenlige til de andre Vaaben (Rytteri, Artilleri, Søværn); disse Værnepligtigemaatte enten udskrives som Militærarbejdereeller I Erkjendelse af, at en Mand, der lindes uskikket til Fodfolket, derfor meget vel kan tænkes at være tjenlig til et andet Vaaben eller til Søværnet, er der nu truffet den Bestemmelse, at det

Mandskab, der ikke findes tjenligt til Fodfolket, men vel til Rytteriet, Artilleriets Trænkonstabler og Fæstningsartillerietseller tekniske Afdelingers Konstabler, eller endelig til Søværnet, skal udskrives til disse Yaaben med Tillægs-Vedtegning: «Ikke E. K. 5» (o: Ikke Fodfolket).Med Vedtegning er der paa Sessionen for 1883 udskrevet ialt 723 Mand.« Endvidere er der blevet foretaget en Ændring af Synsprøven, «navnlig af Hensyn til, at enkelte Tjenestegrenes Mandskaber, der tidligere udtoges af Militærarbejderklassen, nu udtages af Kombattantstyrken.» «Blandt de Legemsfejl og Svagheder,der Udygtighed til al Krigstjeneste, fandtes hidtil ogsaa et Omfang af Brystkassen under 30". Denne Bestemmelse er nu, tildels af Hensyn til MinimumshøjdensNedsættelse 61 til 60", forandret derhen,at Omfang af Brystkassen under 30" vel i mange Tilfælde maa anses for at begrunde Udygtighed til al Krigstjeneste, men at dog et mindre Brystomfang ved en ringe Legemshøjde kan betragtes som uhinderlig for Anvendelse til Krigstjeneste, naar Legemsbygningen iøvrigt er god og kraftig.» «Endelig er der i det ny Regulativ til Bestemmelserne om, hvilke Legemsfejl og Svagheder, der begrunde Udygtighed til Krigstjenesten, blevet føjet Bestemmelser om, hvilke Legemsfejl og Svagheder der maa anses for at være uhinderlige for al Krigstjeneste eller til visse Grene af samme.» Ved saaledes at nedstemme Fordringerne til Soldaternes fysiske Egenskaber er det lykkedes i den Grad, som ovenfor er angiven, at faa Forholdet mellem Kombattanterog forandret fra, hvad det var i det foregaaende Aar.

De Legemsfejl, der hyppigst begrunde Kassation,

ere Fejl paa Underextremiteterne, især Platfodethed. Saaledes er det regelmæssig; i 1883 var det, vel paa Grund af den forandrede Bedømmelsesmaade, i betydeligtmindre Tilfældet end ellers. Alligevel kasseredesogsaa dette Aar over en Tredjedel paa Grund af Fejl i Underextremiteterne: af 4743, der betegnedes som utjenstedygtig, angives 1610 at lide af nævnte Svagheder. Derefter var Deformiteter af Rygrad og Brystkasse, spinkel Legemsbygning, Tarmbrok og Synssvaghedde Fejl. Undermaalere vare 135. Mere detailleret Oplysning herom giver nedenstaaende Oversigtsliste over de Fejl og Svagheder, som begrundedeUtjenstedygtighed Sessionen for 1883, hvilken Liste er bygget paa de af Sessionslægerne indsendte Rapporter over Udfaldet af Sessionsbehandlingen⁴. Utjenestedygtige erklæredes paa Grund af

---

4 1. c.

Disse Fejl have altsaa begrundet, at Vedkommende befandtes at være uskikkede til Militærtjeneste. Men hvorvidt Fejlene afficere deres Stilling udenfor det militære særlig i Erhvervslivet, lader sig ikke afgjøre, naar man ikke véd noget Nøjere om Fejlens Grad og Beskaffenhed. Der er imidlertid ingen Tvivl om, at en meget stor Mængde af Fejlene slet ikke i nogen væsenlig vil influere paa de Paagjældendes Erhvervsevne. Dette kan man slutte baade af, hvad der i Almindelighed til Forholdene hos os, og gjennem Analogier, kunne drages fra Udlandet, hvor mere specielle Undersøgelser paa dette Punkt ere blevne anstillede, og hvor disse Undersøgelser have konstateret, at den Brøk af de kasserede Værnepligtige, der mere eller mindre mangle Erhvervsevnen paa Grund af de Fejl, der have medført deres Kassation, er meget lille. At det forholder paa en lignende Maade hos os, er vistnok udenfor al Tvivl; men noget Exakt lader der sig ikke sige herom paa Grund af manglende Materiale.

De ovenfor anførte Sessionsresultater lade sig ikke ligefrem sammenligne med de Sessionsresultater, den udenlandske Udskrivningsstatistik beretter om: Talleneere ganske ensartede. Men saa meget lader sig dog med Sikkerhed sige, at ogsaa i Udlandet er der et stort Spring fra Værnepligtens nominelle «Almindelighedstil reelle. Exempelvis skulle vi anføre, hvorledes Forholdene stille sig i det tyske Rige⁵. Paa de tyske Sessioner i 1881 blev der definitivt bedømt378,153

---

5 Statistisches Jahrbuch fur das Deutsche Reich 1883. S. 151.

dømt378,153Værnepligtige. Af dette Tal blev kun 140,988, altsaa kun lidt over en Tredjedel, udtagen til Militærtjeneste; Resten blev enten kasseret (og udslettet),paa af permanent Uskikkethed til Krigstjeneste,eller til Erstatningsreservens 1. eller 2. Klasse eller til «Søværnets 2. Klasse«, paa Grand af betinget Skikkethed eller paa Grund af Overtallighed. I de foregaaende Aar var Forholdet et lignende. Vi anføre her Forholdstallene for de ni Aar 1873 til 1881: Af 100 definitive Sessionsbedømmelser lød i de respektiveAar Kassation (og Udslettelse), paa Henvisningtil og paa Militærdygtighed:

Man ser deraf, at selv i den tyske Militærstat erklæredeskun under eller, naar det kommer højt, lidt over 40 pCt. af det værnepligtige Mandskab tjenlige til Militærtjeneste. Ganske lignende Resultater træffes i andre Stater med <-almindelig* Værnepligt, ligegyldigt forøvrigt om deres Hærforhold ere mere eller mindre forskjellige. Saa meget siger Rekruterings-Statistiken

os i ethvert Fald. selv om denne end for øvrigt er meget
ufuldkommen6.

Dette har altsaa Statistiken vist os: at en meget anselig Del af Befolkningen i Værnepligtsalderen slet ikke kommer til at aftjene Værnepligten. Men det næste Spørgsmaal er: i hvilket Omfang er Fritagelsen for Aftjeningen af Værnepligten en Fordel ? eller i hvilket Omfang er Værnepligten en Byrde for dem, der komme til at aftjene den? Her lader Statistiken os i Grunden ganske i Stikken; saa meget oplyser den kun, at Forskjellighederneere et Sted trykker Byrden haardt, og naar den fjernes, gives der en saa stor Begunstigelse,at nok kunde fortjene at erstattes med noget Klækkeligt; et andet Sted spiller den en mindre Rolle, og skulde der her overhovedet gives et kvivalentaf der befries fra den, maatte dette udmaalesmed For Danmarks Vedkommendekan siges — naar man betragter Forholdene i det Store og Hele —, at Byrden kun er forholdsvis ringe. I Tyskland for Exempel, er den af en ganske anden Beskaffenhed, og kom man i disse to Stater til den Beslutning at forlange en særlig Pengeydelse (en «Værneskat«) af dem, der slippe for Værnepligten (saaledessom kjendes i Schweiz og Østrig), maatte denne Ydelse ganske sikkert udmaales saare forskjelligt i Stater med saa forskjellige Hærforhold. Forøvrigt er

---

6 Dr. Wolzendorffs Artikel «Rekrutirung» i Eeal-Enc. d. ges. Heilk. t. XI, 1882. Jfr. Rotb und Lex, Handbuch 111.

det klart, at Byrden trykker paa én Maade i Fredstid, og paa en ganske anden i Krigstid, under Krigsforhold paa saa forskjellige Maader, at der her umuligt lader sig opstille bestemte Regler.

En Brøkdel af Befolkningen er erklæret tjenestepligtigt,ogmaa sig i en 16-aarig »Tjenestetid*, 8 Aar i Linjen, 8i Forstærkningen. Saaledes i Danmark.Menden Mandskabet er under Fanerne, er faktisk kun kort. Uddannelsestiden (som Menig) er ved Fodfolket 6 Maaneder, ved Livgarden 5, ved Rytteriet 9, ved Feltartilleriet 5, ved Trainafdelingen 1, ved Artilleriets øvrige Afdelinger 4, ved Ingeniørtropperne5,ved 1, for Hestepasserne 2 Maaneder. Naar denne Uddannelsestid er tilbagelagt, udtages — forsaavidt dertil egnede Frivillige ikke melde sig i tilstrækkelig Mængde — det fornødne Antal Befalingsmandselever,der,i med et vist Antal Menige, forblive til fortsat Uddannelse, Befalingsmandselevernesædvanligti Aar, de Menige i Tidsrum paa fra 212¹/_i Maaned til 1 Aar, forskjelligt efter de forskjellige Vaaben. De øvrige Menige hjemsendes.Tilat til fortsat Tjeneste udtages forlods de Menige, der ikke have opnaaet tilstrækkelig Uddannelse. Ordensfølgen mellem de øvrige Menige, der forblive, og dem. der hjemsendes, bestemmes ved Lodtrækning, saaledes at Bytning af de trukne Numre kan tillades. Til fortsat Øvelse ved Afdelingerne indkaldes aarlig: a. ved 5 Fodfolksregimenter i 30 Dage de 2 yngste Aargange til de Linjebatailloner, der ikke have uddannet Aarets Rekruttilgang; dog indkaldes de Menige, der have ligget til fortsat Tjeneste i 5 Maaneder,kun1 til disse Øvelser; b. ved Livgarden

de hjemsendte Menige af sidste (2den) og Mandskabet af næstsidste (3dje) Aargang i 30 Dage; dog forbigaas ved Indkaldelsen af 3dje Aargang de Menige, der have ligget til fortsat Tjeneste; c. ved Rytteriet alle hjemsendteMenigeaf (2den) Aargang i 5 Maaneder og Mandskabet af 3dje og 4de Aargang i 30 Dage; d. ved Feltartilleriet det hjemsendte Mandskab af sidste (2den) samt Mandskabet af 3dje Aargang i 30 Dage; ved Fæstningsartilleriet Mandskabet af 3dje Aargang i 20 Dage; e. ved Ingeniørtropperne Underkorporaler og Menige af Linjekompagniernes sidst hjemsendte 3dje Aargang i 4 Maaneder. Desuden afholdes i hver 4 paa hinanden følgende Aar 2 Aar Øvelser ved Garnisonerneog2 større samlede Lejr- eller Kantonnementsøvelseri Dage, de sidstnævnte Øvelser med de 5 Fodfolksregimenter, der have indkaldt det hjemsendte Mandskab, 2 Rytterregimenter, 1 Afdeling Artilleri paa 3 Batterier og 2 Ingeniørkompagnier, eventuelttilligeLivgarden. Saaledes for det til egenlig Krigstjeneste udskrevne Mandskab. Endvidere er at bemærke, at Forstærkningsbataillonernes 3 yngste Aargange1Gang skulle sammenkaldes til Mønstring, der ikke maa vare over 1 Dag. Hvert andet Aar kan der ved Forstærkningsbataillonerne afholdes større Øvelserpaa15 med indtil 400 Underkorpnraler og Menige af de yngste Aargange. — De indkaldte Militærarbejderegjennemgaaen paa 1 Maaned, hvorefter de forblive til fortsat tiddannelse i indtil 6 Maaneder. — Paa Krigsfod menes Linjen at kunne bringes op til 33,000 Mand foruden omtrent 4000 faste og værnepligtige Officerer og Underofficerer; dertil kommersaaForstærkningsbataillonerne

mersaaForstærkningsbataillonernemed henved 13,000
Mand, samt Militærarbejdere.

Alt dette er beskedent, naar det sammenlignes med
Mi]itærforholdene i andre Lande.

II.

Værneskattens almindelige Begrundelse.

De i det Foregaaende meddelte Tal pege paa et Misforhold. De vise, at selv ide Lande, hvor Værnepligten at være almindelig, forlanges den kun opfyldt en mindre Del af Befolkningen, medens der af hele den øvrige Befolkning ikke forlanges nogen særlig Ydelse til Fædrelandets Forsvar. Dette besynderlige Forhold har ikke kunnet Andet end hendrage Opmærksomheden sig, og baade Videnskaben, især i Tyskland, den praktiske Lovgivning i flere Stater har beskjæftiget sig hermed.

Som den Nationaløkonom, der først indgaaende og videnskabeligt har behandlet Spørgsmaalet, bør vi sikkertnævne den berømte Professor af den historiskeSkole. sit Skrift om Soldatertjeneste og Konskriptionspraxis 7 gaar han ud fra den Opfattelse, at

---

7 Knies, die Dienstleistung des Soldaten und die Mangel der Konskriptionspraxis. Eine volkswirtschaftlich-finanzielle Erorterung. — Jfr. Lesigang, da.s Wehrgeld oder die Ausgleichsbelastung der mchtdienenden Wehrpflichtigen, i Jahrbticher fur Nationalokonomie und Statistik XXXII, S. 174 fg., og Cohn, volkswirthschaftliche Aufsatze. 1882, S. 213 fg. Cohns Afhandling i -volksw. Aufs.» er en Sammensmeltning af to tidligere Afhandlinger af ham i Zeitschrift flir die gesammte Staatswissenschaft, 1879, og i Jahrbucher fur Nationalokonomie Statistik XXXVII, 1881.

naar Staten udskriver sine Borgere til Soldatertjeneste, saa foretager den en Expropriation, omtrent paa samme Maade som naar den af Hensyn til Bygningen af Jernbaner eller i andre almennyttige Øjemed expropriererMarker, osv. Hin «Expropriation* foretagesnu, han, fordi Staten ikke ved frivillig Overenskomst vilde kunne forskaffe sig det fornødne Antal Soldater, og hvis en Udjevning af de ved den foraarsagede Tab skal finde Sted, bør denne da ikke ske derved, at man paalægger de Borgere, der ikke udskrives, en «Værneskat», eller hvorledes man nu vil titulere denne «Ausgleichsbelastung», men derved, at man giver dem, der udskrives, en Betaling, der fuldstændigdækker af de Ofre, de bringe. Kun hvor Almenvellet kræver det, og kun mod fuld Erstatning,kan tilpligtes at afstaa sin Ejendom; — det er den for Ejendoms-Expropriationen gjældende Grundsætning, og den Sætning vilKnies nu ogsaa have anvendt paa Soldaterudskrivningen.

Ligheden er dog kun saare ufuldkommen. Medens det ved Expropriation af Ejendomme i de fleste Tilfældeladersiggjøre bestemme Ejendommens Værdi i Handel og Vandel med temmelig god Nøjagtighed, er en lignende Værdibestemmelse ganske umulig med HensyntildeOfre, maa bringe. Dertil kommer, at Statens finansielle Formaal med Soldaterudskrivningen jo ganske vilde forfejles, naar Staten skulde give de Udskrevne fuld materiel Erstatning. Knies svarer rigtignokdertil,atSkatterne af den Grund behøvedes

---

7 Knies, die Dienstleistung des Soldaten und die Mangel der Konskriptionspraxis. Eine volkswirtschaftlich-finanzielle Erorterung. — Jfr. Lesigang, da.s Wehrgeld oder die Ausgleichsbelastung der mchtdienenden Wehrpflichtigen, i Jahrbticher fur Nationalokonomie und Statistik XXXII, S. 174 fg., og Cohn, volkswirthschaftliche Aufsatze. 1882, S. 213 fg. Cohns Afhandling i -volksw. Aufs.» er en Sammensmeltning af to tidligere Afhandlinger af ham i Zeitschrift flir die gesammte Staatswissenschaft, 1879, og i Jahrbucher fur Nationalokonomie Statistik XXXVII, 1881.

at sættes i Vejret; thi Borgerne maa jo dog i ethvert Fald udrede, hvad Soldatervæsenet koster, og det drejer sig kun om at lade den Naturalskat, der nu udredes gjennem Soldatertjenesten, afløse af en Pengeskat. Altsaa,efterdenneOpfattelse, en Forandring af Formen,—men,selv saa var, dog en Forandring af en saadan Betydning, at man rolig kan betegne den som umulig under de nuværende Forhold i næsten alle evropæiske Lande. Der er imidlertid andre Grunde, hvorfor en Analogisering af Soldaterudskrivning med Ejendoms-Expropriation ikke er tilstedelig. Staten forlangerafSoldatenpersonlige ikke saglige Værdier, og ikke blot Tjenester men det, at Soldaten med hele sin Person stiller sig til Statens Disposition. Min Ejendom over min Person lader sig dog nu ikke vel paralellisere med min Ejendom over min Mark, mit Hus osv. Dog ikke nok hermed. Hvorfor expropriererStaten,modfuld en eller anden Ejendom? Fordi Enkeltmand, naar han fastholder sin Vægring mod efter mindelig Overenskomst at afhænde den Ejendom, der f. Ex. er absolut nødvendig for Anlægetafensom almennyttig betragtet Jernbane,kantrædei som en absolut Hindring for Opnaaelsen af hvad der betegnes som «Almenvel«. Paa saadan Modstand skal Expropriationen gjøre Ende: men den tilsigter ikke at skaffe Samfundet EjendomsgjenstandeunderderesVærdi Handel og Vandel; tværtimodtilstaasderi fleste Tilfælde vistnok dem, til hvem Expropriationsfordringen rettes, en særdeles rundeligErstatning.«Ganskeanderledes Sagen sig ved Militærtvangen. Denne indførtes, fordi Staterne ikke engang vare i Stand til at betale blot den sædvanligePris,tilhvilken

vanligePris,tilhvilkende kunde faa Soldater paa det aabne Arbejdsmarked, eller fordi de følte sig ude af Stand til at paalægge Borgerne de Skatter, der vare nødvendige til at holde en tilstrækkelig stærk hværvet Hær, og fordi de vidste, at en tvungen Hær vilde komme til at staa dem billigere end en hvervet. Vilde man, med Knies, tro, at en tvungen Hær faktisk koster ligesaa meget som en hvervet, saa vilde dette Motiv ganske vist falde bort; — men saa vilde der forsaavidt ogsaa være al Anledning til at opgive den tvangsmæssige Soldaterudskrivning.» Imidlertid er det dog klart, at foretog man Experimentet med at opgive Militærtvangen,vildedetsnart sig, at Staten ikke vilde være i Stand til at stille de fornødne Hære paa Benene. Thi Sagen er den. at Staten ikke udbetaler, ikke vil og ikke kan udbetale sine Soldater fuld Erstatning, hvorimodden,frahvem Ejendom exproprieres, faar fuld Erstatning, ofte mere end fuld Erstatning. Og endnu en Forskjel er at notere: Expropriationen har til Formaalatforhindre,at almennyttigt Foretagende skulde strande paa en Enkelts eller nogle Enkeltes Modstand; Militærtvangen derimod hviler paa hver Enkelts statsborgerligePligttilat Fædrelandet. Medens en enkelt Ejendomsbesidders Vægring ved at afstaa en Stump Jord ligefrem kan umuliggjøre et almennyttigt Foretagendes Gjennemførelse, vilde nogle Enkeltes ProtestmodMilitærpligtenikke Landets Forsvar.«Hererder ikke Tale om at muliggjøre Almenvellets Fremme imod Enkeltes Modstand, men om at tvinge Alle til Fædrelandets Forsvar; ikke Tale om blot at overvinde Enkeltes Trods, men om at holde Alle til Opfyldelsen af den højeste Borgerpligt. Expropriationenhviler,kortsagt,

propriationenhviler,kortsagt,paa rent økonomiske, Militærtvangen desuden paa ethiske Motiver.^ Til Knies's Undskyldning maa det dog fremhæves, at han skrev sin Afhandling, ikke med den almindelige Værnepligt, men med Konskriptionssystemet, der ganske vist har mere Lighed med en Expropriation, for Øje. Den almindeligeVærnepligtsForudsætninger almindelige Statsborgerpligt til at forsvare Fædrelandet med Liv og Gods, hvorimod Konskriptionssystemet, i indre Modsætninghertil,skyldesStatens til tvangsmæssigt at udskrive, et vist Antal Soldater, fordi Hvervning af Frivilligeikkeforslaar,medens paa den anden Side dog kun er nødvendigt at en Del af de vaabenføre Mænd udskrives⁸.

Efter Knies var det Lederen af den preussiske Statistik Dr. Engel, der optog Værneskatspørgsmaalet til Behandling. Imidlertid tilsigtede denne Forfatter ikke saa meget at give det en theoretisk Belysning, men mere at samle endel det vedrørende Materiale, en preussisk Udskrivningsstatistik, Angivelsen af den vedkommende og Lovgivning⁹. Derimod gik Prof. Jolly ind paa en theoretisk Undersøgelse af det¹⁰.

Jolly betegner, idet han henholder sig til Raus bekjendte — men i Virkeligheden yderst magre — Skattedefinition¹¹, Militærtjenesten som en Skat, — ganske vist en Naturalydelse, medens de fleste Skatter

---

8 Lesigang 1. c. p. 174—180.

9 I Zeitschr. d. preuss. statist. Bureau, 1864.

10 I Zeitschr. d. preuss. statist. Bureau, 1869. — Jfr. Lesigang 1. c. p. 180 fg. ni. fi. St., og Cohn, volksw. Aufs. S. 258 fg.

11 Skat defineres som -eine Entrichtung, die den Biirgern von der Staatsgewalt zur Befriedigung von Staatsbedtirfnissen aufgelegt

nutildags præsteres i Penge; «men dette kan ikke begrundenogen tidligere erlagdes de fleste Skatter i Form af Naturalydelser, og Ingen tvivler om, at disse Ydelser maatte betragtes som Skatter. Da Pengeøkonomien trængte mere igjennem, kom man mere og mere bort fra Skatterne som Naturalpræstationer, men dette er aabenbart her ligegyldigt.« Er Militærtjenestenen maa de for Skattepaaligningen i Almindelighedgjældende ogsaa komme til Anvendelseligeoverfor Imidlertid har Dr. Lesigang i sin anførte Artikel rejst en heftig Oppositionmod Betegnelse af Militærtjenesten som Skat, og foretrækker at karakterisere den som en Byrde, der «løber ved Siden af Skatten«. Dette Definitionsspørgsmaalhar neppe den Interesse, som Lesigang tillægger det.

En Byrde er i ethvert Tilfælde Militærpligten. Der hvor den almindelige Værnepligts Principer er godkjendt, skulde Byrden bæres af alle Statsborgere; — faktisk bæres den dog kun — som den ovenfor meddelte Statistik tydeliggjør — kun af en Brøkdel af Befolkningen. En stor Del af Befolkningen holdes ude fra Militærpligten paa Grund af manglende fysiske Betingelser.Og angaar de Individer, der baade ere vaabenføre og i værnepligtig Alder, ser Staten sig kun foranlediget til at holde en lille Procent under Yaaben; for de øvrige (en Del af Linjen, endnu mere Reserven, Forstærkningen, Landeværnet, Landstormen og hvad alle disse Hærens forskjellige Bestanddele nu hedde) er Militærpligten kun latent. Af de Individer, der saaledesslippe Militærbyrden, eller i alt Fald af visse Klasser af dem, er det da, at man har forlangt en

Erstatning, en anden Ydelse, der kan bruges til FædrelandetsForsvar, Ydelse, der i de fleste Tilfælde maa blive en Pengeydelse¹². Naar man motiverer denne Fordring ved at henvise til, at man ikke uden Uretfærdighed kan paalægge en Klasse af Borgere en Byrde og lade de andre gaa fri, saa opponerer Jolly i den anførte Afhandling imod en saadan Motivering og paastaar, at det vilde være absurd om Staten vilde søge at tilvejebringe «Lighed» paa den Maade. at den tilføjerde der ere fri for en Übehagelighed, som andre Borgere maa finde sig i, en Übehagelighed af en anden Art. De Ofre, der ere nødvendige for Statens Existens, maa saa vidt muligt fordeles ligeligt paa alle Undersaatter. Er Fordelingen paa dem alle ikke mulig, saa er dette meget at beklage, men der er ingen Mening i at ville afhjælpe Ulighederne paa den Maade, at man opfinder særegne Statsbyrder for dem, der ikke kunne rammes af hine Ofre.» Men hertil er at svare, at Værneskatten har en højere Opgave end blot at agere Kontravægt: igjennem Værneskatten søger man at realisere den almindelige Værnepligts Grundtanke:at Mand enten med sin Person eller gjennem en anden særlig Ydelse giver sit Bidrag til Fædrelandets Forsvar 13.

---

12 Lesigang 1. c. p. 187 fg.

13 Naar Joliv i anf. Afh. tillige udtaler den mærkelige Frygt, at Staten ved en Tærneskat skulde kunne komme i Besiddelse langt større Pengemidler, end den kan bruge, have baade Lesigang (S. 192 fg.) og Cohn i anf. Skr. gjort sig den overflødige Ulejlighed at vise det Urimelige i en saadan Bekymring. Det ligger jo lige tor, at hvis det Umulige skulde indtræde, at Værneskatten gav et Overskud udover hvad Staten overhovedet paa en nyttig Maade kan bruge, kunde Overskudet jo meget passende fordeles mellem dem, paa hvem Militærpligten tynger.

En Byrde er Militærpligten, — og i forskjellige
Retninger føles dens Tryk.

1. Soldaterne overlade, saalænge de ere i Tjenesten,Staten hele Arbejdskraft og hele Tid; til Gjengjæld modtage de af Staten Alt, hvad der er nødvendigtfor leve, — men heller ikke mere. De faa den nødvendige Føde, de nødvendige Klæder, Bolig, Belysning, Brændsel, kort sagt Alt hvad der nødvendigvismedgaar at leve paa den Maade, som en Soldat menes at burde leve. Men noget Overskudbliver ikke; om at spare, om at lægge op kan der ikke være Tale. Nu er der ganske vist blandt Soldaterne adskillige Individer, der ved deres eget Arbejdeudenfor ikke fortjene saameget, at de derfor kunde forskaffe sig ordenlig Føde, gode Klæder, en god Bolig, kort sagt et Livsunderhold, der er lige saa godt som det, de have, saalænge de ere i Tjenesten. For disse Individer er Soldatertjenesten altsaa for saa vidt en økonomisk Profit. Men de fleste eller dog mange Soldater vilde ganske vist ved deres fri Arbejde kunne fortjene saa meget, at de ikke blot kunde leve deraf, men endog kunde lægge Noget til Side, især hvis de udenfor Soldatertjenesten vilde anstrængesig saa meget, som de maa gjøre det i Tjenesten. For disse Individer medfører Tjenesten altsaai Eetning et Tab. Tabet er Differencen mellem, hvad de vilde have tjent udenfor Tjenesten og, hvad de modtage i denne. At denne Difference — der maaske er det Tab, der først viser sig for Betragtningen,men

---

13 Naar Joliv i anf. Afh. tillige udtaler den mærkelige Frygt, at Staten ved en Tærneskat skulde kunne komme i Besiddelse langt større Pengemidler, end den kan bruge, have baade Lesigang (S. 192 fg.) og Cohn i anf. Skr. gjort sig den overflødige Ulejlighed at vise det Urimelige i en saadan Bekymring. Det ligger jo lige tor, at hvis det Umulige skulde indtræde, at Værneskatten gav et Overskud udover hvad Staten overhovedet paa en nyttig Maade kan bruge, kunde Overskudet jo meget passende fordeles mellem dem, paa hvem Militærpligten tynger.

ningen,mensom ganske sikkert ikke er det vigtigste
—, er en saare forskjellig Størrelse for de forskjellige
Individer, er klart.

2. Større er vistnok det Tab, der lides derved, at Soldaten, saalænge han er i Tjenesten, fordi han ikke kan arbejde videre i sit Fag, taber en Del af den Øvelse, han alt havde erhvervet, glemmer en Del af sine Kundskaber, gaar tilbage i Arbejdsdygtighed. Naar han forlader Tjenesten, vil han derfor en Stund maatte arbejde videre, inden han atter kan naa op til det Dygtighedsstandpunkt, han indtog, inden han trak i Trøjen. Selvfølgelig vil Størrelsen af dette Tab stille sig i yderste Grad forskjelligt for de forskjellige Individer; nogle er det omtrent Nul, for andre derimod særdeles anseligt. Tabets Størrelse vil afhænge dels af Vedkommendes Fag, om det er et simpelt Fag, hvor der overhovedet ikke er meget at glemme, eller et Fag af højere Art, dels af Vedkommendes personlige af det Udviklingstrin, han alt var naaet op til, af hans Hukommelse, Lærenemme osv. Selvfølgelig bliver dette Tab betydeligt reduceret, hvor Tjenestetiden kun er kort. Nogen brugbar Maalestok det lader sig neppe tænke.

3, Dertil kommer, at Militærtjenesten for særdeles medfører en Afbrydelse i Læretiden; de fleste unge Soldater eller dog mange af dem have jo endnu ikke tilbagelagt deres hele Læretid. Denne Afbrydelse kan for Mange repræsentere et meget stort, for Andre et ganske forsvindende lille Tab. Ogsaa her gjælder det, at Fagets Beskaffenhed og Personlighedens Beskaffenhed influerer umaadeligt. Selvfølgelig ogsaa Tjenestetidens Længde.

4. Et ikke übetydeligt Tab kan opstaa derved, at der oftere vil hengaa nogen Tid, inden de Folk, hvem Militærtjenesten rev bort fra deres Erhverv, efter gjennemgaaet Tjeneste atter kunne finde sig en Plads eller Erhverv.

5. Ny Forstyrrelser kan der paaføres de Værnepligtige, de ikke blot indkaldes til Rekrutuddannelse, ogsaa i de senere Aar til Øvelser, ikke at tale om de Forstyrrelser, der finde Sted ved de rent extraordinære Indkaldelser, og i den mest potenserede ved Krigstjeneste.

6. Foruden alle hine materielle Ofre paafører Militærlivet en Række ikke-materielle Ofre, der ere uadskilleligt forbundne med den militære Disciplin. Ogsaa disse stille sig meget forskjelligt for de forskjellige man kan maaske i Almindelighed sige, at de ville føles i desto haardere Grad, jo mere Soldatens Stilling er forskjellig fra Soldaterstillingen .

Ligeoverfor alle hine Ofre kan der nu nævnes Fordele af materiel og immateriel Natur, som Soldaterstandenbringer sig; men selv om disse Fordele ikke ere saa ganske ringe, saa ere dog omtrent Alle, Militære saavel som Civile, enige om, at de ikke opvejeÜbehagelighederne, med andre Ord, man er enig om: at Soldatertjenesten lægger et Tryk paa dem, der maa paatage sig den. At udjævne dette Tryk, — det er, efter Manges Opfattelse, Værneskattens Opgave. Men hvis denne Udjævning skal være blot nogenlunde

---

14 Lesigang 1. c. p. 278—320 giver en omstændelig Udvikling og Vurdering af de her kun i største Korthed antydede Ofre.

fuldstændig, maa Værneskatten, da de ovennævnte Ofre i Virkeligheden ofte tynge stærkt i mange Tilfælde, blive meget betydelig. Imidlertid er det jo slet ikke Værneskattens Opgave ad en Omvej at skaffe Staten forøgede Indtægter, og dens Gjennemførelse vil da kunne lettes derved, at Staten, der igjennem Værneskattenfaar ny Indtægtskilde, benytter Lejligheden til at fjerne trykkende og ufornuftige Skatter, af hvilke der i de fleste Stater findes et temmeligt rigt Udvalg.

At formulere Værneskatten som en Pengeydelse vil (jfr. Lesigang 1. c.) i Almindelighed være nødvendigt, de fleste af de Forfattere, der have undersøgt ogsaa erkjende. Men ere de enige herom, hersker der mere Tvivl om, hvorledes Afgiftens Højde skal normeres. Enkelte have taget denne Side af Sagen temmelig let, f. Ex. Dr. Engel, og endnu mere den wiirttembergske Lov, der, ligefrem under Navn af «"Wehrgeld» en Kopskat paa 20 Gylden (jfr. nedenfor); andre have taget den mere alvorligt og indladt paa meget minutiøse Undersøgelser, saaledes navnlig Dr. Lesigang.

Denne Forfatter søger at vise, at der ved Normeringenaf, han kalder «Wehrgeld», maa skjelnes mellem «Friedenswehrgeld« og «Kriegswehrgeld», mellemde og de ikke-økonomiske Ofre. Forskjellenmellem Friedenswehrgeld* og «Kriegswehrgeld»er kun en kvantitativ, ikke nogen kvalitativ. Derimod gjælder der for Udjævningen af de økonomiske Ofre ganske andre Principer end for Udjævningen af de ikke-økonomiske. Principielt set maa man ved de økonomiske Ofre væsenligt holde sig til den økonomiskeSituation

iskeSituationi det Hele taget, hvori de Borgere, der skulle udrede Værnepenge, befinde sig, ikke derimodslet ret til deres Formue. Man maa søge at udforske, paa hvilken Maade Borgerne i de forskjellige Livsstillinger og i de forskjellige Erhvervsklasser rammes i deres økonomiske Forhold, naar de personligt aftjene Værnepligten, og efter de Resultater, som disse Udforskninger maatte give, ville de enkelte Befolkningsklasservære dele i Kategorier, hvorunder de enkelte Værnepenge pligtige da indrulleres. Naar Talen derimod er om at udjævne de ikke-økonomiske Ulempee ved den personlige Militærtjeneste, vil der, foruden Hensynettil Værnepligtiges Livsstillinger, være at tage et principielt Hensyn til deres Formueforhold. I Praxis vil imidlertid Hensynet til Formuen ogsaa komme til at spille en betydelig Rolle ved Udmaalingen af de økonomiske Ofre. For den Rige vil den personlige Aftjening af Værnepligten dog næsten altid i alle Refc ninger være forbunden med langt større Ofre end for den Fattige, og da det praktisk taget vil være uhyre vanskeligt (eller umuligt) at udmaale alle de Momenter, der efter Theorien egenlig skulde tages med i Beregningen,bliver i det Store og Hele sikkert nødt til hovedsagelig at holde sig til Formuen, hvad der jo ogsaa væsenlig vil lette Værnepengenes Opkrævning. Saaledes Lesigang i anf. Afhandling.

Anderledes Engel (og tildels Knies). Engel foreslaarganske at Værneskattens Højde maales med, hvad det koster at stille en Mand i Ens Sted. Nu er det strax klart, at hvor Stilling ikke er tilladt — og Stillingsretten er i Virkeligheden uforenelig med den almindelige Værnepligts Princip, rettelig forstaaet —

er det umuligt at bruge denne Maalestok. Men selv der, hvor man véd, hvad det koster at stille en Mand, kunne Omkostningerne herfor slet ikke siges at være et Maal for de Ofre, den personlige Tjeneste fører med sig. Endelig vilde Værneskatten jo derved blive en Kopskat, saa uretfærdig som vel muligt, og en Kopskataf saadan Størrelse, at Befolkningens mindre velstillede Medlemmer umulig kunde overkomme den.

Hvorledes Værneskatlovgivningen faktisk har stillet sig til dette Spørgsmaal om Værneskattens Højde saavel til de andre herhenhørende Detailpunkter, vil fremgaa af den længere fremme givne Fremstilling af den paagjældende Lovgivning.

Knies, Engel, Jolly, Lesigang og Cohn ere de nationaløkonomiske Forfattere, hvis Bidrag til Belysningaf navnlig fortjene Opmærksomhed. Mindre Bidrag ere fremkomne fra en Række andre Forfattere. Og endog fra et naturvidenskabeligt Standpunkt har Skatten fundet sit Forsvar. I et Foredrag,et Foredrag «über den Einfluss der Naturwissenschaft auf das Recht»¹⁵ hævder den zurichskeProfessor H. Fick, at naar en fuldkommen økonomisk og retlig Ligestillethed mellem Vaabenføre og Ikke-Vaabenføre bibeholdes, kan der udvikle sig en Fare for Befolkningens fysiske Degeneration. Den af de store Militærstater, der først erkjender dette og ved en klog Lovgivning modarbejder det truende Onde, vil, mener han, faa et stort Forspring i den store Kamp om Overvægten i de civiliserede Staters Samfund. Denne

---

15 Jahrbficher fur Nationalokonomi und Statistik 1872 (18. B.)

kloge Lovgivning kunde nu bestaa enten deri, at det oldgermaniske Princip, at de Ikke-Vaabenføre erklæres arveløse, atter kaldes til Live, eller — endnu mere radikalt — deri, at kun Vaabenføre faa Lov til at gifte sig, eller deri at de Ikke-Vaabenføre yde en Militærpligt-Erstatning.Om tre Udveje lod der sig sige meget; men den sidste er at foretrække, forsaavidt den i mindre Grad end de andre krænker de moderne Begreberom Frihed; — men rigtignok maatte Militærpligt-Erstatningen i saa Fald nornieres saa højt, at det Forspring, som den Ikke-Vaabenføre nu har i den fredelige Konkurrence om Midlerne til at stifte Familie, saa vidt muligt blev nevtraliseret.«

«Medens den Vaabenføre», bemærker den schweiziske Professor,«er for at sætte Livet til ved Krigsøvelser eller i selve Krigen, og saaledes miste Muligheden til at nedarve sine Egenskaberpaa og medens han i det Mindste ikke kan hellige Stiftelsen af Familie sit Livs bedste Aar [Prof. Fick tænker her aabenbart paa Lande med lang Militærtjeneste], — har den Ikke-Vaabenføre Sikkerhed, Eo og Tid til at forvalte og forøge sin arvede Formue, til at sørge for sig selv, for sine Børn og Børnebørn Ganske vist leve vi her — i Schweiz — i et Land. der ved en vidunderlig Sainmenkjædning af Forhold har faaet den lykkelige Lod at være i højere Grad end nogen anden Stat sikret mod Krigens Storme. Vi kjende ikke noget til en staaende Hær og meget lidt til sundhedsskadelige Krigsøvelser, og dog har der netop i vore Ketsindretninger holdt sig en — ganske vist forsvindende lille — Kest af det oldgermaniskePrincip Begrænsningen af de Ikke-Vaabendygtiges Eet til Existensmidler. Det er Militærpligt-Erstatningen, hvorefterden Tjenesteudygtige har at betale en rigtignok meget moderat Afgift .... I vore store Nabostater rives den vaabenføre Mand allerede ved Krigsøvelserne i Freden, netop i sine bedste Aar, bort fra den fredelige økonomiske Konkurrence om Midler til at stifte Familie og udsættes for de forskjelligste Farer for Liv og Sundhed. Statistiken udviser, at selv i Freden er Dødeligheden blandt Soldater større end Dødeligheden blandt Civilister i samme Alder. Men Krigen bortriver hele Skarer, — medens den Ikke-Vaabenføre faktisk kan glæde sig over Beskyttelseaf

telseafalle sine økonomiske Bestræbelser. Vil man have gjort det klart, hvilke ødelæggende Virkninger den fuldstændige økonomiskeog Ligestillethed mellem Vaabenføre og Ikke- Vaabenføre i de store Militærstater hinsides vore Grænser inden kortere eller længere Tid vil faa, skulde man, hvad jeg hver Sommer gjør, foretage sig en Fodtur til Tyskland, og man skulde omgaas med Bønderne og de smaa Landejendomsbesiddere, med disse Folkeklasser, der dog altid udgjøre Nationens sande Kjerne. Her vil man visselig ofte høre Husfaderen ganske naivt sige: * Blandt mine Sønner er der desværre kun én, der er bleven erklæretfor til Tjenesten. Han alene er i Stand til ret snart at føre mig en Svigerdatter ind i Huset, saa at jeg kan overgive de unge Folk Gaarden og selv trække mig tilbage. De andre maa i Soldatertjenesten; de maa se, hvorledes de kan klare for sig.» Af en forstandig Fader i Thiiringerwald maatte jeg høre en saadan Bemærkning, der i den Grad betog mig, at den blev Anledningen til dette Foredrag. Han forestillede mig sine ni Sønner, lutter prægtige, sunde, intelligente Fyre. Kun den ene havde lidt Kejtet ved sig: han var tunghør. «Ser De», sagde han, «her til Lands er det ellers Skik, at den yngste arver Gaarden; maa imidlertid gjøre den ældste til Arving', da han paa Grund af sin Tunghørighed, der forøvrigt slet ikke er til nogen Hinder i Landbruget, vil blive kasseret som Soldat*. . . . Saadanne Hensyn, der bestemte Bonden i Militærstaten til at overlade Gaarden til den ringeste blandt Sønnerne og til at gjøre de kraftigste Sønner arveløse, skulde gjøres til en faktisk Umulighed— en meget stærk Militærpligt-Erstatning. Den Indtægt, Staten kunde faa gjennem en saadan Afgift, burde da helst anvendes til Forøgelse af Invalideunderstøttelsen og til Understøttelseaf Faldnes Efterladte.«

Paa den politiske Arena har Værneskatspørgsmaalet den seneste Tid været fremme i Tyskland. Under 17. Marts 1881 forelagde Regeringen den tyske Rigsdag et Lovforslag om Indførelsen af en Værneskat. Det forkastedes d. 7. Maj s. A. af Rigsdagen, men havde i alt Fald givet Anledning til, at Politikerne fik udtalt om Sagen.

Som almindelig Motivering af Indførelsen af en
Værneskat anførte den tyske Regering, — og denne

Betragtning har ikke blot Gyldighed for Tyskland, men i Hovedsagen for alle Lande med saakaldet almindelig Værnepligt — «at Tallet paa de unge Mænd, der befriesforMilitærtjeneste Lodtrækning, eller paa Grund af en übetydelig Legemsfejl eller af andre G-runde, der ikke udelukke Erhvervsdygtighed, regelmæssigt er meget stort.« Den Statistik, vi ovenfor have meddelt,giverOplysning denne Retning. «Men heraf følger da», fortsætter Regeringen, «en meget ulige Fordeling af de med Hærvæsenet forbundne Byrder paa Landets Borgere, og da det ikke in natura er muligt at fjerne eller væsenlig formindske denne Ulighed, er det en berettiget Fordring, at den paa anden Maade søges udjævnet efter RetfærdighedensGrundsætninge ¹⁶. Men dette Maal kan nu ikke søges naaet derved, at der forlangtes en Pengeydelse,derskulde at opfatte som et Ækvivalent for den personlige Tjenesteydelse, og som skulde være nøjere at bestemme fra dette Synspunkt. Et Pengeækvivalent,derskulde sammenstilles med den personlige Militærtjenestes Ærespligt og de deri liggende Ofre, gives ikke, og et saadant kan altsaa aldrig træde i hin Pligts Sted. Den Grundtanke, hvorpaavorthele hviler, den glimrende

---

16 Til yderligere Støtte herfor henvistes til § 58 i den tyske Rigsforfatning, der lyder saaledes; «Omkostningerne og Byrderne ved Eigets hele Krigsvæsen er ligeligt at bære af alle Forbundsstater og deres Undersaatter. saa at der principmæssigt hverken tilstedes Begunstigelser eller Prægravationer enkelte Stater eller Klasser. Hvor en ligelig af Byrderne ikke in natura lader sig gjenneraføre uden at skade Almenvellet, skal en Udligning efter Retfærdighedens Grundsætninger gjennemføres ved Lov.

Maade, hvorpaa det har staaet sin Prøve, og hvorom mere end tresindstyve Aars Historie vidner, den übetingedeAnerkjendelse,som yder det, vil forhindreenslig i at opstaa og vil beskytte mod den Misforstaaelse, at man skulde ville forsøge paa gjennem at normere en nok saa høj Pengebetaling at lade den Ene yde Fædrelandet det, som den Anden har at yde med sin Person og ved at vove Sundhed, Blod og Liv.» At forlange samme Pengeafgift af alle de Værnepligtige, der fritages for Militærtjenesten, vilde staa i aabenbar Strid med al Retfærdighed. Afgiften bør tværtimod staa i Forhold til de Paagjældendes Evne. Den Værnepligtige, der fritages for Militærtjenesten,faaret Forspring for de andre, der ofte ved Militærtjenesten i høj Grad hindres i deres økonomiske Virksomhed. Til dette økonomiske Forspring svarer der da for saa vidt en større Skatteevne, og at en særlig Skat søger at ramme denne særlige Skatteevne, er vel kun billigt.

Af Talerne i den tyske Rigsdag mod dette Lovforslags
Grundtanke var von Treitschkes
den mærkeligste.

«De Grunde«, bemærkede Treitschke, «de Grunde, som KrigsministerenogEegeringens til Lovforslaget have anført, ere altfor gode, altfor bestikkende, — og netop derfor forekommedemig betænkelige. Thi den store Ulighed, der fremgaar af Umuligheden af at gjennemføre den almindelige Værnepligt bogstaveligt, er jo iøjnefaldende, og er jo Alle bekjendt.DetteSpørgsmaal sig da ikke afvise: hvorledes var det da muligt, at ingen af de tre Organisatorer af vort Hærvæsen, hverken Scharnhorst eller Boyen eller Roon, staaende ligeoverfor denne aabenbare Kjendsgjerning, faldt paa den Tanke at indføle en Værneskat? — De tre Mænd have aabenbart haft deres gode Grunde dertil; de have været af den Anskuelse, at en hvilkensomhelstFormaf vilde kunne fordunkle den store

Grundsætning, hvorpaa vort hele Hærvæsen hviler: den Grundsætning,atTjenesten
blot er en Pligt, men fremfor Alt en
Ære. Nu véd jeg vel, at Eegeringen bestrider, at den vil have
Værneskatten opfattet som et Ækvivalent for den enkelte Mands
Tjenestepligt. Men De kan vende og dreje Dem, hvorledes De
vil, — det kommer dog ud paa Et. Motiverne sige, at der ikke
skal betales et Ækvivalent, men at der skal ske en Udjævning af
Uligheden. Denne Distinktion er for fin for min Logik, og jeg
spørger: hvorledes skal denne Udjævning finde Sted. Sikkert dog
gjennem et Ækvivalent, der betales i Penge. Holder man sig til
dot Tilfælde, at der aarlig kun betales 4 M. i Skat, er Forholdet
vel ikke saa iøjnefaldende; men naar en velhavende ung Kjøbmand
for Exempel maa betale 500 M. aarlig i Værneskat, saa vil han,
naar han i 12 Aar har betalt denne Skat, utvivlsomt mene: «med
mine 6000 M. har jeg ligefrem kjøbt mig fri fra min Tjenestepligt«,
og alle hans Naboer ville tænke paa samme Maade. Ganske uvilkaarligtvilden
da sætte sig fast: hvem der ikke
tjener, betaler, og man vil tro, at man ved en Pengebetaling
kan frigjøre sig fra sin lovbestenite Pligt. Men naar en saadan
Forestilling kommer op, afficeres ligefrem det moralske Fundament
for vort Hærvæsen. Paa visse af Statslivets moralske Omraader
lader der sig imidlertid overhovedet intet udrette uden Idealisme.
Scharnhorst's ledende Tanke var at komme bort fra Soldaterhaandværketsomet
og i Stedet derfor at
vende tilbage til de gamle Folks simple, naturlige moralske Begreber,saaat
atter blev den fri Borgers Æresret.
Paa denne Betragtning hviler vort hele Hærvæsen, og ikke paa
et Tilfælde, thi den Forestilling, at man — om end blot tilsyneladende—skulde
kjøbe sig fri fra Opfyldelsen af en almindeligBorgerpligt,er
opdukket i den preussiske Stats
Historie. Vi kjendte i den gode gamle Tid Exemtioner fra Kantonspligten,—f.
af Hensyn til Standsinddelingen den Undtagelse,atAdelen
tjente sammen med de menige Soldater,
hvad Tidsaanden ikke tillod, og af økonomiske Hensyn andre
Exemtioner for at den borgerlige Virksomhed i de store Byer ikke
skulde blive for stærkt forstyrret; — men den Tanke, at man
skulde betale for at fri sig for en almindelig Borgerpligt, er i
Preussen ganske ny Dertil kommer Übilligheden i ligesomatpaalægge
der kasseres paa Grund af Legemsfejl, en
Pengestraf gjennem Værneskatten Og hvad Forbryderne
angaar, straffes de allerede derigjennem, at de ikke optages i
Hæren; heller ikke ligeoverfor dem gaar dem gaar det an gjennem
Værneskat at paalægge dem en Art Pengebøde: ne bis in idem
Alt i Alt er Lovens Grundtanke forfejlet; den er helt
igjennem utysk; den stemmer kun med denne skablonmæssige

ydre égalité, der i Frankrig forherligedes i Konventets og BonarpartismensDage.»t7

Paa lignende Strenge slog andre Talere. Dr. Boretiustalte «Lighedsfanatisme«. I Schweiz var Værneskatten blot «et Produkt af en Lighedsfanatisme af tvivlsomt Værd, der ganske vist fuldkomment passedei demokratisk Samfund ifølge Definition: la démocratie c'est l'envie», men som udenfor demokratiskeSamfund være ganske malplaceret. De civile Talere oprørtes over, at man ved Indførelsen af en militær Udligningsskat vilde berøve Hærvæsenet dets «Idealisme», — og ligeoverfor Deklamationerne herover fandt den daværende Statssekretær (nu Finansminister) Scholz, der talte paa Regeringens Vegne, Anledning til at udtale, at «det dog var paafaldende, at Rigsdagstalernelod Ytringer, der næsten tydede paa, at man udenfor Militæretaten tænkte mere militærisk end i selve Militæretaten, der ikke havde nogen Betænkelighedved Lov.> < Gjennem Skatter», bemærkede Scholz videre, «søgte man ikke en Udjævning af Militærtjenesten,men Udjævning af visse økonomiske Tab», som Militærtjenesten paafører. Og et andet Sted^] 8 hedder det herom: Værneskatten kan hverken reelt eller formelt stilles sammen med det, at man kjøber sig fri fra sin Værnepligt, og hvis den Omstændighed,at gjennem en Beskatningsform søger at finde en Udjævning af de med Militærtjenesten forbundneøkonomiske i Folket skulde føre til den

---

17 Jfr. i samme Retning en Artikel af Trcitscbke i Decemberheftet af Preuss. Jabrbiicher.

19 Jahrbiicher fur Xationalokonomi und Statistik. N. F. II S. 307 fg.

Antagelse, at de, der betale Skatten, netop fordi de betale den, slippe for Militærtjenesten —, saa maatte Følelsen af, at den personlige Militærtjeneste er en «Ærespligt», kun have lidet dybe Rødder; thi det svagesteStød jo i saa Fald være nok til at kaste den omkuld. Og naar Treitschke mener, at det at forlange en Udligningsskat af dem, der slippe for Militærtjenesten, er übilligt, da disse Personer jo lide af Legemsfejl, der gjør deres Stilling i Erhvervslivet vanskeligere, saa overserhan, de, der kasseres paa Grund af saa betydeligeLegemsfejl, de derved væsenlig hindres i de almindelige økonomiske Virksomheder, kun udgjøre en lille Procent¹⁹ af alle dem, der af den ene eller anden Grund, ikke udskrives. Er endelig Legemsfejlen af økonomisk Betydning, saa kan man jo, saaledes som det tyske Værneskatlovforslag vilde det, fritage de paagjældende Individer for Skatten. — I lignende Retning udtalte ogsaa Krigsminister von Kameke sig og fremhævede særligt med Hensyn til den «Idealisme»,man paakaldt, at «man dog kunde være overbevist om, at den, der har helliget Hæren sit Liv, med en vis Skinsyge vaager over, at Hærtjenestens ideale Standpunkt ikke afficeres.» Militærforvaltningen og Ministeren personlig opfattede den foreslaaede Skat blot som et Forsøg paa at opnaa en Udligning af visse økonomiske Ofre; men intet fornuftigt Menneske kunde falde paa at betragte en Übetydelighed som den foreslaaedesom Ækvivalent for den fulde personlige Militærtjeneste.

---

19 Zeitschr. d. pr. stat. Bur. 1881.

NaaT Treitschke aabnede sin Tale med at spørge: hvorledes var det muligt, at de store Organisatorer af det preussiske Hærvæsen, Generalerne Scharnhorst_r Boyen og Koon, kunde glemme Værneskatten, hvis denne virkelig er et nødvendigt Supplement? — saa ligger Svaret nær, og blev ogsaa givet af Kegeringens Ordførere. Hine Mænd, der gjorde sig saa fortjente af Hærvæsenets Eeorganisation vare — Soldater, kun Soldater,Soldater ikke Nationaløkonomer eller Finansmænd.Men berører i den Grad Statslivetsetniske, politiske, sanitære og økonomiskeOmraader, dets Ordning ikke bør træffes med udelukkende militære Synspunkter for Øje. «Ved Organisationenaf fleste evropæiske Staters Forsvarskræfterblev af de Soldater, der udarbejdede den, kun set hen til, at de til Opnaaelsen af den nødvendige Hærstyrke nødvendige Mænd skaffedes tilveje. Paa hvilken Maade dette skete, var dem ligegyldigt, og derfor valgte de den Vej, der var dem bekvemmest og som beredede dem færrest Vanskeligheder ved Gjennemførelsenaf Ideer. Denne Vej var: simpelthen at erklære, at enhver Mand i en vis Alder skulde møde paa Session, hvor der efter en foretagen Lægeundersøgelseaf Duelighed og efter Lodtrækning bestemtes,om skulde udskrives.« Kun i ganske enkelte Tilfælde, hvor det var iøjnefaldende, at den absolute Gjennemførelse af den almindelige Værnepligt vilde skade de økonomiske Interesser langt mere end den vilde gavne de militære, blev der gjort Nationaløkonomienvisse (i Tyskland f. Ex. ved at afkorte Tjenestetiden for «Einjåhrig-Freiwillige«); —

forøvrigt var det de exklusivt militære Synspunkter, der
vare de raadende20.

Ligeoverfor dette Forhold er det da af Interesse at se, hvorledes højtstaaende Militære i de senere Aar vise sig stedse tilbøjeligere til at tage økonomiske Hensyn,særlig den Eetning, som disse Blade have for Øje. Vi kunne her henvise foruden til andre Militærforfatteretil de i vor tidligere Afhandling om «Hær og Folk» oftere nævnte Officerer Kaptajn Ratzenhofe ²¹ og General von Hartmann²². Hartmann udvikler,hvorledes mellem Værnepligt og Tjenestepligti virkelige Liv stiller sig saare forskjelligt, og hævder, at Staten har en Interesse i at lade Forskjellighederneforsvinde i alt Fald i efter Evne at søge dem formindskede. Men dette Maal tør man ikke søge at nærme sig ad den Vej, at man ved en mindre rigorøs Sessionsbehandling søgte at formindske Tallet paa de Kasserede: Sessionsbehandlingerne ere snarest allerede for lemfældige: der klages ofte over, at der tilføres Hæren et i legemlig Henseende for svagt Mandskab. Hos det store Flertal af de Mange, der kasseres paa Grund af Legemsfejl, ere Fejlene imidlertidaf saadan Natur, at de vel gjøre de Paagjældendeuskikkede det militære Liv, men at de i det økonomiske Erhvervsliv ikke føles som nogen Hjemsøgelse. Her bliver da Fejlen blot til en Assurancepræmiemod og hvor Forholdet er et saadant, kunde en Værneskat vel være paa sin Plads. At den skulde være uforenelig med den

---

20 Lesigang 1. c. p. 159 fg.

21 Katzenhofer, die Statswehr, navnlig §§ 61—65.

22 Hartmann, allgem. Wehrpflicht passim.

patriotiske «Ehrenpflicht» at forsvare Fædrelandet og den «Ehrenrecht« at bære Vaaben, — derimod protestererGeneralen. at Værneskatten — en Tvangspligt,der visse bestemte Tilfælde paalægges Borgerne — skulde have Noget tilfælles med den Borgerne tidligereindrømmede til at kjøbe sig fri eller stille for sig — derom kan der tilvisse ikke være Tale.

Saaledes have vi da set Værneskatten i nationaløkonomisk Vi have hørt en naturvidenskabelig af den. Vi have set den fremdraget i de politiske Forsamlingers Forhandlinger. vi have hørt militære Avtoriteters Udtalelser den. Vi skulle nu gjøre Rede for, hvorledes af forskjellige Landes Love er søgt gjennemført, komme derved til at berøre forskjellige Detailpunkter Interesse.

III. Værneskat-Lovgivning.

Frankrig er det Land, hvor man først har paalagtdeMilitærpligtige, ikke komme til at opfylde Militærpligten, en særlig Skat, der skulde danne Modvægtmodden Befrielsen fra Opfyldelsen af hin Pligt forbundne Fordel. Allerede i det fjortende Aarhundredeskalman indført en saadan Udlignings- Skat, formet som en Art progressiv Indkomstskat, —

hvor Progressionen rigtignok gik i den gale Ketning²³. Af mere Interesse end dette primitive Forsøg er det, at Frankrig, kort efter i Slutningen af forrige Aarhundredeathave den almindelige VærnepligtsPrincip,erkjendte, Retfærdigheden kræver, at de Værnepligtige, der ikke komme til at opfylde Værnepligten,tilGrjengjæld et andet særligt Bidrag. Vel indeholdt den organisatoriske Militærlov af 5. Sept. 1798 ikke nogen Bestemmelse herom — hvad man²⁴ tidligere har ment ¦*-; men i Loven af 8. Marts 1800 (17. Ventose Aar VIII) bestemmes det, at de Værnepligtige,derdispenseres Militærtjenesten — enten fordi de ere legemligt uskikkede til den, eller fordi de ville kunne være Staten nyttigere, naar det til] odes dem uden Afbrydelse at fortsætte deres Studier ell. Lgn. — skulle stille en Mand i deres Sted; og kun Fattige, indigents, d. v. s. Folk, som ikke betale, og hvis Forældrehellerikke mere end 50 Francs i direkte Skat, fritoges ogsaa fra Forpligtelsen til at stille en Erstatningsmand, saa at de — men ogsaa kun disse Personer —, naar de ikke vare vaabenføre, ganske slap for Militærpligten. To Aar senere blev Erstatningens Form forandret, — men Principet opretholdtes: Loven af 18. Maj 1802 (18 Floréal Aar X) forlangte, at de fra Militærpligten Befriede i Stedet for, som ved den foregaaendeLovbestemt, stille en Remplacant, skulde erlægge et Pengebidrag paa fra 50 indtil 1200 Francs, i Forhold til de mindre eller større Bidrag, de Paagjældende(ellerderes erlagde i direkte Skat.

---

23 Prenssische Jahrbiicher Jahrg. 1880, H, 4, S. 383.

24 Dr. E. Engel i Zeitschr. d. pr. statist. Bur. 1864, S. 81.

Den store Rekruteringslov af 26. Avg. 1805 (6. FructidorAarXIII) yderligere denne progressive Værneskat, og modificerede den kun ved den Bestemmelse,atKrigsministeren visse Betingelser skulde kunne tilstaa Eftergivelse af den. Naar Skatten kun indbragte Statskassen übet3^rdelige Summer, er Grunden den, at det var en Skat, der erlagdes en Gang for alle, — ikke aarligt²⁵. Og allerede i Aaret 1818 ophørte Frankrig med at opkræve den, — men Tanken havde dog rundt omkring fundet Bifald,.og senere hen blev den ogsaa af andre Lande bragt til Udførelse.

Ja, Skatten kom i Grunden aldrig ganske ud af Virksomhed, thi Schweiz, der under den franske Tid havde modtaget den, holdt fast paa den og udviklede den videre, netop da Frankrig var i Færd med at opgive Det er nemlig, som paavist af den zurichske nationaløkonomiske Professor ©r. G. Cohn²⁶, en Misforstaaelse, man²⁷ efter en flygtig Betragtning af den Sammenstilling af de schweiziske Militærskattelove, som Engel har givet²⁸, har forment: «at til virkeligt Liv er Tanken først vaagnet op igjen dengang, da man d. 3. Febr. 1846 i Kanton Vaud udstedte en Lov sur Vimpot militaire, der blev Forløberen for en Række af lignende Love ide øvrige Schweizer-Kantoner.» Militærskattelovene i Virkeligheden videre i den schweiziske lige fra Aarhundredets Begyndelse Forbundsmagten i den nyeste Tid tog Sagen i sin Haand.

---

25 Cohn, volkswirthschaftliche Aufsiitze, S. 189 tg.

26 1. c. p, 192 fg.

27 Navnlig Prof. Jolly i Zeitschr. d. pr. stat. Bur. 1869.

28 Engel 1. c. p. 82.

Dette skete først ved Forbundsforfatningen af 1874, der i sin Art. 18 foreskriver, at Forbundet vilde have at give ensartede Bestemmelser om Militærpligterstatning, dernæst ved Forbundsloven «betreffend den Militårpflichtersatz«af Juni 1878, der afløste alle de tidligere Kantonallove om denne Sag. Disse Love behandledeSkatten en kantonal Formue- og Indkomstskat,og ny Forbundslov behandler den paa samme Maade som en Forbunds-Indkomstskat, der erlæggessom fordi man paa Grund af Uskikkethedfritages Militærtjeneste; men Forbundsloven har — i Overensstemmelse med de større Fordringer, som den ny schweiziske Militærorganisation stiller — drevet Skatten betydeligt højere op end de kantonale Love gjennemgaaende gjorde det, — og i finansiel Henseende er Resultatet derfor nu ikke saa ganske ringe. Efter Cohn var nemlig i 1872 det samlede Udbytteaf kantonale Militærskatter, der dengang udrededes af 182,683 Militærskattepligtige, 1,385,491 Francs brutto og 1,263,236 Fr. netto, eller pr. Hoved af Befolkningen 0,4 4 Fr. (i Aargau 1,02, i Neufchatel 0,9 3, i Ziirich 0,8₁ Fr., i de øvrige Kantoner lavere Beløb); — men Forbundsloven beregnedes at skulle indbringe 2 Millioner, og indbringer faktisk noget mere. Efter Finans- og Tolddepartementets Beretning for 1881 anfører Cohn, at samtlige Kantoner havde indbetalt i Forbundskassen det halve Bruttoudbytte for Aaret 1880 med 1,047,313 Francs eller, da de Skattepligtiges Tal var 230,000, gjennemsnitligt 4,s 4 Francs for hver Skattepligtigfor altsaa for hele Aaret 9,₀ s Fr. pr. Hoved af de Skattepligtige eller 0,74 Fr* pr. Hoved af den schweiziske Befolkning. Og ifølge det schweiziske

Statsregnskab for 1881 indbragte den halve Militærpligt-Erstatningsskatendog Mill. Fr.²⁹. Skatten har altsaa en ikke saa ringe finansiel Interesse; i andre Retninger er dens Interesse endnu større.

Vi skulle da her gjengive Lovens Hovedpunkter, og forudskikke kun, for at stille dem i det rette Lys, de korte Bemærkninger³⁰: at Værnepligten i Schweiz er almindelig og varer 24Aar, fra det 20. til det fyldte 44. Aar; — at de 13 yngste Aargange udgjøre Linjen («Auszug»), de 12 ældste Landeværnet; — at Rekrutundervisningen Fodfolk, Artilleri og Rytteri gives i henholdsvis 43, 55 og 60 Dage; — at Fodfolkets yngste og Rytteriets 10 yngste Aargange i Reglen hvert andet Aar indkaldes til 10 å 18 Dages Øvelser, de saakaldte «Wiederholungskurse»; — at der desuden gives en særlig, men meget übetydelig, Øvelse i Skydning; — og endelig at der for Underofficerer Officerer bestaa særlige Kursus og Skoler, der dog alle, ligesom Mandskabets, ere beregnede paa en saare kort Tjeneste- og Øvelsestid. Landeværnsaargangene Del i «Wiederholungskursus«, saafremt de ikke allerede tidligere have gjennemgaaet to saadanne Kursus; men større Øvelser finde forøvrigt kun Sted, naar et Opbud af den paagjældende Aldersklasse forestaaende.

Forbundsloven af 28. Juni 1878 opstiller da i sin
Art. 1 følgende Grundsætning;

Enhver Schweizerborger i tjenestepligtig Alder, boende
indenfor eller udenfor Edsforbundets Omraade, skal. naar han

---

29 Gotha-Kalenderen 1883.

30 Loven, tillige med Udførelsesforskrifter m. ni., findes aftrjkt hos Marcinowski, die Wehrsteuer im deutschen Reiche (Berlin 1881), S. 150—165. Ogsaa Cohn 1. c. p. 200 fg.

ikke personlig gjør Militærtjeneste, derfor erlægge en aarlig Erstatning i Penge. Denne Erstatning skulle ogsaa de i Schweiz bosatte Udlændinge svare, forsaavidt de ikke ifølge Statstraktat ere befriede derfra eller tilhøre en Stat, hvor Schweizerehverken til personlig Tjeneste eller til at svare nogen Erstatning i Penge.

Fra denne Hovedregel gjør imidlertid den følgende
Artikel nogle Undtagelser, idet Art. 2 bestemmer:

Fra Militærpligterstatningen ere fritagne: a. de offenligt understøttede Fattige, saavel som de, der paa Grund af aandelig eller legemlige Svagheder ere erhversudygtige, og som ikke besidde nogen Formue, der er tilstrækkelig til at underholde dem og deres Familie; — b. Værnepligtige, der som en Følge af Tjenesten ere blevne uskikkede for Militærtjeneste; c. de i Udlandet fraværende Schweizerborgere, der paa deres Opholdssted have at gjøre regelmæssig personlig Tjeneste at betale en tilsvarende Erstatning i Penge; — d. de fra personlig Tjeneste fritagne Jernbane- og Dampskibsfunktionærer, de Aar, i hvilke de ifølge den schweiziske Militærorganisation til Tjeneste i Anledning af Jernbanernes og Dampskibenes — e. Landjægere og Politifunktionærer saavelsom Grænsevagt [kfr. Loven om Militærorganisationen].

Om Skattens Størrelse bestemmer Art. 3 og4:

Art. 3: Militærpligterstatningen bestaar i en Personaltaxt paa 6 Francs og i en Tillægsafgift, der staar i Forhold til Formuen og Indkomsten. En Pligtigs aarlige simple Skat skal ikke overskride en Sum af 3000 Francs.

Art. 4: Som Tillæg (Art. 3) beregnes: a. af hvert 1000 Francs ren Formue 1,5₀ Francs; b. af hvert 100 Francs ren Indtægt 1,50 Francs. Beløber en Pligtigs rene Formue sig til mindre end 1000 Francs, udgaar den af Beregningen. Af den Pligtiges rene Indkomst holdes 600 Francs udenfor Beregningen.

Om Bestemmelsen af Formue og Indkomst handler
den følgende Artikel:

Art. 5: Ved Bestemmelsen af den Erstatningspligtiges Formue og Indkomst gjælde følgende Grundsætninger: A. Formuen: Ved «ren Formue* forstaas fast og rørlig Formue med Fradrag af Gjæld. Dog er Formue i landøkonomiske Bygninger og Jorder efter Fradrag af Hypothekgjælden kun at beregne til 3/₄ af Salgsværdien.Værdien de til Husholdningen nødvendige Løsøregjenstandesaavelsom

gjenstandesaavelsomaf de nødvendige Haandværks- og Markredskaberregnes med. 2. Endvidere medregnes Halvdelen af Forældrenes Formue eller, hvis Forældrene ikke leve, Halvdelen af Bedsteforældrenes, i Forhold efter Børnenes, resp. BørnebørnenesAntal, det Tilfælde dog undtaget, at den Skattepligtiges Fader gjør personlig Militærtjeneste eller betaler Erstatningsskatten.— Indkomst: Ved «ren Indkomst* forstaas: a. det Erhverv, der er forbundet med Udøvelsen af en Kunst, Driften af en Forretning eller Haandværk, eller med et Embede eller en Ansættelse.De Erhvervet forbundne Omkostninger (Husholdningsomkostningernedog saavelsom 5 pCt. af den i en Industriforretning staaende Kapital — trækkes fra; b. U byttet af Livrenter, Pensioner o. lgn.

I enkelte Tilfælde kan den skyldige Afgift moderer
til det Halve, nemlig:

Art. 6: Værnepligtige, der mindst have gjort 8 Aars Tjeneste, og som blive tjenesteudygtige for Eesten af deres militærpligtige Alder, eller som ifølge Militærorganisationslovens § 2 midlertidigt fritages, have at svare Halvdelen af den for den paagjældende Aldersklasse fastsatte Erstatning, forsaavidt denne ikke efter Art. 2 ganske rnaa eftergives dem.

Art. 7: Fra det fyldte 32. til det fyldte 44. Aar svare de
Pligtige kun Halvdelen af det efter Art. 3 og 4 paa dem faldende

Omvendt skærpes Erstatningen i et enkelt Tilfælde,

Art. 8: Forbundsforsamlingen er berettiget til at forhøje Militærpligt-Erstatningen indtil det Dobbelte for Aargange, i hvilke der ved aktiv Tjeneste i en overordenlig Grad lægges Beslag paa den større Del af Linjetropperne.

De derefter følgende Artikler give i Korthed Bestemmelserom, hæfte for de mindreaarigeSønners og ogsaa for de fuldmyndige Sønners, naar disse leve hos Forældrene (Art. 9); — om det Kanton, hvor Afgiften betales (Art. ] 0); — om 5 Aars Præskriptionsfrist for dem, der bor i Landet, 10 Aars for dem, der ere fraværende (Art. 11); — om aarlige Skatteansættelser ved de kantonale Myndighederog

ighederogom Rekursinstanser (Art. 12); — om Skatteansættelsen af de i Udlandet boende Schweizere,event, Medvirkning af Schweizes Repræsentanteri (Art. 13); — om*at Kantonerne til Forbundet skulle afgive Halvdelen af Skattens Bruttoudbytte, og om at Forbundsforsamlingen vil bestemme, hvilken Kvotadel af de Forbundskassen til— flydende Bruttobidrag, der skal anvendes til Forstærkningaf (Art. 14); — om Forbundets Overtilsynsret og Ret til at fælde Kjendelser i tvivlsomme Spørgsmaal (Art. 15 og 16); — endelig om Udførelsesbestemmelser og Lovens Ikrafttræden(Art. og 18). —

I Østrig bestemte Værnepligtsloven af 5. Debr.
1868 i sin § 55:

De Værnepligtige, der ikke kunne udskrives til Tjeneste i den staaende Hær eller i Landeværnet, have at erlægge en tilsvarende til Militærinvalideforsørgelsen. Denne Taxts Størrelse og Indkrævelsesmaade bestemmes ved en særlig Lov.

I Henhold hertil udkom Loven af 13. Juni 1880 om Militærtaxten, Militærtaxtfonden og Understøttelse af de Mobiliseredes trængende Familier. Efter denne Lov skal der, i de tjenestepligtige Aar, erlægges en Militærafgift af de ikke-udskrevne Værnepligtige.Afgiften gradueret i 14 Klasser, fra 1 til 100 fl. aarlig, saaledes at Minimums-Afgiften (altsaa 1 fl.) svares af saadanne Afgiftspligtige, hvis Indkomst svarer til almindelig Dagløn, og hvem der tillige ikke er paalignet nogen direkte Skat. Forøvrigt træffes Bestemmelsenom, hvilken Klasse Afgiften skal erlægges,hvert i Forhold til den AfgiftpligtigesFormue og Indkomstforhold og den direkte Skat, han svarer. Fri tagne for at svare Afgiften ere

de, der paa Grund af aandelige eller legemligeSvagheder ude af Stand til at skaffe sig ogFamilie det nødvendige Underhold, samt de under Fattigvæsenet hørende Personer. Af MilitærafgiftensUdbytte først et særligt Fond, Militærafgifts fondet, der forvaltes af Finansministeren,og benyttes til at forbedre Invalideforsørgelsensamt Understøttelser til de Faldnes Efterladte. Den Del af Udbyttet, der ikke indflyder i dette Fond, behandles som almindelig Statsindtægt,men overtager Forpligtelsen til dermed at understøtte Mobiliseredes trængende Familier. — Den detaillerede Lovs øvrige Bestemmelser have mindre principielInteresse, forbigaas derfor her³¹.

I Tyskland havde tidligere to Stater, Bayern og Wurttemberg, Love³² om den omhandlede Skat. — I Bayern havde Loven af 30. Jan. 1868, der indførte almindelig Værnepligt, bestemt, at «Militårentlass- und Freischeine» skulde stemples med Stempel til 10 Gylden,samt de Værnepligtige, der ikke indkaldtes, endviderede Værnepligt helt eller delvis fritagne, og de, der ikke aftjente deres Værnepligt enten paa Grund af Fejl, som ikke tilintetgjorde Erhvervsevnen,eller Grund af Uværdighed — skulde svare et Bidrag til Statskassen. Nøjere Bestemmelser herom skulde gives ved særlig Lov. og denne udkom da under 29. April 1868 og bestemte, at en Skat, kaldet «Wehrgeld»,vilde at erlægge af de ovennævnte Personer i den lovbestemte Tjenestetid, sex Aar, i 8 efter

---

31 Loven findes hos Marcinowski 3. c.165

32 Ogsaa disse Love findes aftrykte paa anf. Sted S. 138 fg.

Formue- og Indkomstforhold afmaalte Klasser, med et Maximumsbeløb paa 100 Gylden aarlig. Udbyttetskulde anvendes til «Kapitulationsvergiitungen»i aktive Hær og Gendarmerietefter Bestemmelser. — I "Wurttemberg strax efter at Lov af 12. Marts 1868 havde indført almindelig Værnepligt, under 19. Marts 1868 en Lov om Erlæggelsen af Afgift paa 20 Gylden af kasserede Værnepligtige, naar de da ikke vare kasseredepaa af en Svaghed, som i en betydelig Grad vilde hindre dem i deres Erhverv. — Men disse to sydtyske Love traadte meget snart efter at de vare kaldte til Live ud af Kraft, nemlig da det tyske Rige konstitueredes og en fælles tysk Militærlovgivning som en Følge deraf blev gjennemført.

Snart efter optog imidlertid den tyske Rigsregering til Overvejelse. Overvejelsen førte til, at Regeringen, som ovenfor nævnt, under 17. Marts 1881 forelagde Rigsdagen et Lovforslag om denne Skat, som i Schweiz fører Navnet «Militårpflicht-Ersatz», i Østrig «Militårtaxe», i Bayern «Wehrgeld», medens den nu i Tyskland døbtes «Wehrsteuer». Men, som ligeledes Rigsdagen gik ikke ind paa Forslaget: ved anden Behandling d. 7. Maj 1881 forkastedes det³³.

Efter det tyske Forslag skulde Værneskatten erlægges:1.af Mænd i Værnepligtsalderen (fra det fyldte 17. til det fyldte 42. Aar), der ikke komme til at aftjene deres Militærpligt eller dog ikke fuldt ud; —2. subsidiært af disse Personers Forældre, saafremt de have økonomiske Fordele af de VærnepligtigesFritagelsefra

---

33 Marcinowski 1. c. p. 13^—126.

pligtigesFritagelsefraMilitærtjeneste. Disse Værnepligtige(ellerderes skal der paalægges Skat i Forhold til den Grad, i hvilken de ikke fyldestgjøre den lovbestemte Tjenestepligt i den staaende Hær, i Flaaden, i Landeværnet eller i «Seewehr I. Klasse»³⁴. Personlige Tjenesteydelser for Rigets Forsvar forlanges ganske vist ogsaa af de Værnepligtige udenfor den staaende Hær, Flaaden, Land sværnet eller «Seewehr I. Klasse«; nemlig: 1. Mandskabet i «Ersatzreserve I. Klasse» er undergivet visse Kontrolbestemmelser og tjener til at fuldstændiggjøre Hæren ved Mobiliseringer eller til Dannelsen af «Ersatztruppentheilen» m. m.; 2. Mandskabet i «Seewehr 11. Klasse » kan i Nødsfald, naar Krig udbryder, indkaldes til Tjeneste, og kan midlertidigenogsaaudskrives kortere Øvelser ombord; 3. «Ersatsreserve 11. Kiasse» kan i Nødsfald, naar Krig udbryder, anvendes til at supplere Hæren, men er i Fredstid fritaget for al Militærtjeneste; 4. Mandskabet i Landstormen kan kun udskrives, naar Riget trues af et fjendligt Indfald, og tjener i overordenlige Tilfælde til at supplere Landeværnet. De Værnepligtige i disse fire Kategorier have altsaa hovedsagelig kun at gjøre personlig Tjeneste i Tilfælde af Krig, eller naar den hele Nation maa opbyde sine yderste militære Kræfter. Derimod maa de Værnepligtige, der gjøre Tjeneste i Hær eller Flaade — bortset fra de Fordringer, der stilles til dem i Tilfælde af Mobilisering og Krig —

---

34 Tjenestepligten i den staaende Hær eller i Marinen varer 7 Aar, hvoraf 3 Aar aktiv Tjeneste og 4 Aar Eeservepligt (d. v. s. som Regel; men der er Undtagelse herfra f. Ex. de «etaarige Frivilliges« Tjeneste). Landeværnspligten varer o Aar.

ogsaa i Fredsperioden i en Række af Aar ofre det Almene deres Arbejde. Da Værneskatten, efter det tyske Forslag, navnlig skal bidrage til at fjerne de Uligheder,, der paa de økonomiske Omraader udviklesigderaf, de Værnepligtiges Tjenestepligt bliver af et saa forskjelligt Omfang, saa maa der ved Skattens Normering navnlig ses hen til Forholdene i Fredstid, og dette fører da dertil, at de Værnepligtige, der forpligtestilat Værneskat, blive: »Erstatningsreservens«,'«Søværnet Klasses* og Landstormens Mandskab, da disse Værnepligtige som Regel ere fritagneforpersonlig

Der kunde nu spørges, om Værneskatten bør udredesmed Beløb én Gang for alle, eller om den skal erlægges i flere (og foranderlige) Beløb gjennem et længereTidsrum. eller næsten Alle (den besynderlige wurttembergske Lov om en Kop-Værneskat paa 20 Gylden danner en Undtagelse) have nu været enige i at foretrækkedet Alternativ, fordi Grunden til Beskatningen,— den Omstændighed: at de for Militærtjeneste fritagne Værnepligtige uforstyrret kunne fortsætte deres Erhvervsvirksomhed — og dennes Virkningerstrække over et Tidsrum paa flere Aar, under hvilket de Fritagnes Forhold kunne undergaa væsenlige Ændringer, og fordi en Overbebyrdelse af de Skattepligtige bedre kan undgaas, naar Skattepræstationener aarligt tilbagevendende. Da nu i Tysklandden Tjenestepligt i Fredstid rækker over et Tidsrum paa 12 Aar, bestemmer det tyske Forslag,at ogsaa kan vare 12 Aar, — det vil sige: som Maximum. I de Tilfælde, i hvilke den personlige Tjenestepligt for en Del opfyldes, bør

det Tidsrum, hvorover Skattepligten rækker, reduceres
i en tilsvarende Grad.

At Værnepligtige, der komme til Skade i Tjenesten og derved blive uskikkede til yderligere Militærtjeneste, fritages fra Skatten, er kun billigt. Mere tvivlsomt er det, om ogsaa de Værnepligtige, der kasseres paa Grund af saadanne aandelige og legemlige Svagheder, at de ved dem hindres i deres Erhvervsvirksomhed, übetinget bør fritages for Skatten. Det tyske Forslag stemmer herfor, den schweiziske og den østrigske (og den tidligere bayerske) Lov betinge Fritagelsen af, at de paagjældende Værnepligtige ikke blot ere ude af Stand til at arbejde, men tillige ere uden Formue. Til Forsvar det tyske mildere Forslag bemærkede Statssekretær at «det kun er en logisk og nødvendig Konsekvens af den Tanke: at Værneskatten skal tjene til at udjævne de økonomiske Uligheder, som Værnepligtens eller Ikke-Aftjening fører med sig. Hvem der ikke er erhvervsdygtig, har med Hensyn til sin Erhvervsvirksomhed heller ikke nogen Fordel af ikke at udskrives, og han har derfor heller ikke at overtage nogen Udligningsskat; han maa altsaa fritages for Skatten. Hvad den Indvending angaar, at han dog ved Arv etc. kunde erhverve, saa hindrer Militærtjenesten jo ikke i sligt Erhverv, og derfor vilde dette Erhverv ikke kunne komme i Betragtning i denne Forbindelse.» Imidlertid er dette et Punkt, hvorom Meningerne ere meget delte.

Pligt for de ikke udskrevne Værnepligtiges Forældretil at erlægge Skatten er bleven statueretaf forskjellige Landes Værneskatlove, men under meget forskjellige Former. Da en stor Mængde af de unge Værnepligtige, der kasseres, endnu ikke ere

i Besiddelse af selvstændige Subsistensmidler, og da paa den anden Side Forældrene, der ere pligtige til at sørge for dem, faa Del i den gunstigere økonomiske Situation, som deres Sønner komme i, naar de fritages for Militærtjeneste,synes rimeligt at statuere en Skattepligt ogsaa for Forældrene.

Det Omfang, hvori Hæren lægger Beslag paa de Værnepligtiges personlige Arbejde, er ganske vist meget forskjelligt i den hele Tjenestetids forskjellige Afsnit, alt eftersom Vedkommende staa i Linjen, i Reserven eller i Landeværnet. Saalænge den aktive Tjeneste varer, er den Værnepligtiges økonomiske Virksomhed fuldstændig standset, medens den senere kun i en übetydelig Grad hemmes ved den Kontrol, den Værnepligtige er undergiven,og de Indkaldelser til Øvelser, der nu og da finde Sted. Der kunde da være Tale om at forlange en højere Skat for det Tidsrum, der svarer til den aktive Tjeneste, og derimod moderere Skatten i den derefter følgende Tid. Det tyske Forslag renoncerede imidlertidpaa tage Hensyn hertil, og normerede derimod en for hele den tolvaarige Skatteperiode ensartet Skat, men saa til Gjengjæld ogsaa en lav Skat. Efter schweizisk Mønster foresloges der dels en lav fast Skat, dels en ligeledes temmelig lav progressiv Tillægsskat,der rette sig efter de Skattepligtiges Indkomstforhold.Den Skat sattes til 4 Mark aarlig, hvorimod den faste Personal-Værneskat i Schweiz er 6 Francs, hvilket jo er et betydeligt højere Beløb, naar man tager Hensyn til, at Skatteperioden i Schweiz er længere end den i Tyskland foreslaaede, og endnu mere naar man tager i Betragtning, at de Indgreb i de økonomiske Forhold, der ved Skatten skulde nogenlundekontrabalaneeres,

lundekontrabalaneeres,i Schweiz med den korte Tjenestetidere mindre end i Tyskland, hvor Hæren i saa høj Grad lægger Beslag paa Borgernes Kræfter. Foruden den faste Skat skulde der altsaa erlægges en Tillægsskat, der foresloges saaledes normeret, at naar de Skattepligtiges Indtægt overstiger 6000 M., skulde aarlig erlægges 3 pCt. af Indtægt, hvorimod Skatteprocenten for Indtægter mellem 1000 og 6000 M. gradvis skulde stige fra 1 pCt. til 3 pCt. Ifølge den schweiziske Lov er 3000 Francs sat som Maximum for Skatten; det tyske Forslag har her ingen Maximumsgrænse.Derimod det at indrømme visse mindre Moderationer, naar særlige økonomiske Forhold (f. Ex. mange Børn, Forpligtelse til at underholde fattige Paarørende,vedvarende Gjæld, Ulykkestilfælde), der betydeligt maatte afficere de Paagjældendes Skatteevne,vare Stede. Skatten antoges at ville paa de Værnepligtige, der ikke aftjene Værnepligten, lægge en Byrde paa ikke faa Millioner, usikkert hvormange; — dertil vilde da svare en Skattelettelse for de Værnepligtige,der Værnepligten.