Selvmord i Norge.

Danmark og Norge danne for saa vidt Modsætninger til hinanden, som hint Land er et af de Lande, hvor der begaas forholdsvis flest Selvmord — og drikkes mest Brændevin — medens der i dette Land begaas forholdsvis meget faa Selvmord. Bo di o har («Movimento stato eivile») for en Række af Stater beregnet Forholdstal:

Afvigelserne ere saa store, at man ledes til at formode at Selvmordsstatistikens Tal ikke ere ganske ensartede i de forskjellige Stater, og altsaa ikke indbyrdes men saa meget tør man dog nok fastholde: at Forholdstallet for Danmarks Vedkommende meget højt, for Norges derimod meget lavt.

Om den norske Selvmordsstatistik bringer det Statistiske Centralbureau i Kristiania en Afhandling i sine «Meddelelser» Nr. 10—12 for 1883. Af denne have vi øst det Følgende.

I de 55 Aar 1826^—80 er der i Norge ialt blevet konstateret 7296 Selvmord. Vi sige <konstateret- eller bragt til Myndighedernes Kundskab; men hvor stort det hele Tal af bcgaaede Selvmord er, lader sig selvfølgelig sige, saalænge man ikke har nogen Forestilling hvor stort Tallet af de Selvmord, der forblive er. Man maa imidlertid bruge Tallene saaledes som de ere, og stole paa, at i det Mindste Forholdet mellem de opgivne og de virkelige Tal har holdt sig nogenlunde uforandret gjennem Tiderne.

Altsaa 7296 Selvmord i 55 Aar, eller gjennemsnitligt Selvmord aarlig, et Gjennemsnitstal, der har holdt sig temmelig konstant i de enkelte Aar siden 1866, medens det i de tredive foregaaende Aar var adskilligt større, endnu længere tilbage i Tiden derimod mindre. Men vil man vide, om Selvmordshyppigheden er i Tiltagen eller i Aftagen, maa man selvfølgelig betragte Selvmordene i Forhold til Befolkningsstørrelsen. Det viser sig da nu, at der i Norge i nedennævnte Aar blev begaaet følgende Tal af Selvmord pr. 1 Mill. Indb. (Norges Middelfolkemængde voxede fra 1,090,000 i 1826—30 til 1,870,000 i 1876—80.)

Man vil af denne Talrække se, at tog Selvmordshyppigheden til i Aarhundredets første Halvdel saa er den Gjengjæld i den sidste Menneskealder taget af aldeles jævnt og stadigt. Naar man nu betænker, at den almindelige Regel udenfor Norge ellers er, at Selvmordenes i den sidste Menneskealder er taget til, "bliver Nedgangen i Norge saa meget mere paafaldende. Da nu de norske Selvmordstal ere temmelig smaa, kunde man vel fristes til at tro, at Nedgangen er en Tilfældighed, der ikke bør tillægges større Vægt. Men paa denne Opfattelse vil Hr. Boye Strøm, Forfatteren til den Afhandling, som vi her gjøre Uddrag af, ikke gaa ind. Han nærer ingen Tvivl om, at der maa være en bestemt paaviselig Aarsag til den særlige Udvikling i Norge, og Aarsagen er da, efter hans Formening, dels Brændevinsdrikkens Aftagen dels den oversøiske Udvandring.

Til Støtte for denne Formening anfører han følgende

«At overdreven Brændevinsnydelse medfører Armod
og Elendighed i mere end en Henseende, ved Enhver,
og at Fattigdom og Næringssorger, navnlig de selvforskyldte,er

skyldte,eret af de hyppigste Motiver til Selvmord, derpaahar leveret fuldgode Beviser. Men nu forholder det sig saa, at netop i det Tidsrum, da Selvmordsfrekvenseni stod paa sit Højeste, altsaa i Tredive- og Firtiaarene, just da havde Brændevinsdrikkeni taget en saadan Overhaand, at det paakaldtealle Borgeres højeste Opmærksomhed, og Midlerne til at bekæmpe Ondet var bleven et af de store Spørgsmaal saavel i den offenlige Diskussion som i den lovgivende Forsamling. Hvilke radikale Midler man dengang ansaa nødvendige, fremgaar bedst af det paa Storthinget i 1842 vedtagne Lovforslag, hvorefter saavel Brændevinsbrænden som Indførsel af Brændevin skulde være aldeles forbudt. Saavidt kom det nu ikke, eftersom Loven ikke blev sanktioneret men til Gjengjæld udgik der i den følgende Tid flere Bestemmelser, der dels virkede til at indskrænke Produktionen af Brændevin,dels Adgangen til at faa det kjøbt, ligesom der ved Siden heraf stiftedes Afholdsselskaber, der søgte at paavirke den offenlige Opinion. Følgerne af disse forenede Bestræbelser viste sig da ogsaa temmeligsnart. af Brændevin, der i Midten af Trediveaarene beregnedes til omtrent 16 Liter aarlig for hvert Individ af Landets samlede Befolkning, antogesallerede 1843 at være gaaet ned til 10 Liter og sank senere stadigt, indtil det i Femaaret 1861—65 i Gjennemsnit alene androg til 4,4 Liter aarlig pr. Individ.Fra af indtraadte atter en Stigning, der varede indtil Aarene 1875_—76, da Forbruget beregnedes til ca. 6V2 Liter, hvorefter det igjen sank, saa at det i de sidste Par Aar neppe har udgjort over Sl^ Liter. [I Danmark derimod c. 20.]

Netop den samme Nedgang, som her er paavist for Brændevinsforbruget, viser foranstaaende Tabel med Hensyn til det relative Antal af Selvmord. Et Par Ejendommeligheder fortjener dog her nærmere at omtales. det første ser man, at Vendepunktet for Selvmordsfrekvensen indtraadte senere end for Brændevinsforbruget, Antallet af Selvmord naaede sit Maximum adskillige Aar, efter at Brændevinsdrikken havde kulmineret. Dette foranlediger imidlertid kun den Bemærkning, at Virkningen ganske naturligen først kan komme efter Aarsagen. Dernæst vil det bemærkes — og dette synes ved første Øjekast mere uforstaaeligt — at Selvmordsfrekvensen ikke fulgte den opadgaaende Bevægelse, der for Brændevinsforbrugets Vedkommende indtraf i Slutningen af Sextiaarene og den førte Halvdel Syttiaarene. Men ogsaa denne Uregelmæssighed lader sig meget vel forklare. Tingen er nemlig, at den forøgede Brændevinsdrik i disse Aar aabenbart var en Følge af den stærke Stigning i Arbejdspriserne, som da fandt Sted og som satte Arbejdsklassen i Stand til i alle Retninger at øge sit Forbrug. At de højere Indtægter en stor Del gik med til Brændevin og andre berusende Drikke, maa vistnok beklages, men saa længe Arbejderen hertil i det store taget alene anvendte sit Overskud, kunde alligevel ikke Følgerne blive saa sørgelige, om han i videre Udstrækning havde tilfredsstillet Lyst paa det almindelige Velværes Bekostning.

Forresten har i Virkeligheden, naar Alt kommer til Alt, det stærke Brændevinsforbrug i 1871^—75 efterladtet Spor i Tabellen over Selvmord. Vistnokbragte ikke Antallet af disse til igjen at stige;

men at det har forsinket Nedgangen, ser man let ved at
sammenholde Tallene i Tabellen for de fire sidste Femaar.

Skjønt det ligger noget udenfor Sagen, kan jeg ikke undlade at omtale et med disse Forhold ganske analogt Fænomen, som man gjenfinder paa KriminalstatistikensOmraade. tør være bekjendt, at man i flere Lande gjennem Statistiken har paa vist, at Antallet af Forbrydelser staar i nær Sammenhæng med Priserne paa de vigtigste Livsfornødenheder, navnlig Kornpriserne,saaledes det voxer, naar disse stige, og omvendt.Dette der selvfølgelig hidrører derfra, at det overvejende Antal Lovovertrædelser bestaar af Tyverier og dermed beslægtede Ejendomsindgreb, og at Fristelsen til at forøve saadanne er des stærkere, jo vanskeligere Adgangen er til lovligt Erhverv, fremtræder ogsaa meget tydeligt i Norges Statistik. Gjennem hele det Tidsrum, for hvilket man har nogenlunde ensartede Kriminaltabeller, det vil sige fra Begyndelsen af Firtiaareneog Nutiden, vil man finde en slaaende Overensstemmelse i den Maade, hvorpaa det aarlige Antal af Justitsforbrydelser stiger og falder med Gjennemsnitsprisenpaa Kun to kortere Perioder — og det er netop dette, som jeg her særlig vil henledeOpmærksomheden — danner en Undtagelse herfra, nemlig Aarene 1853^—57 og 1872^—75. I disse Aar var der nemlig usædvanligt høje Kornpriser, men alligevel faa Forbrydelser. Denne Uregelmæssighed lader sig nu forklare ganske paa samme Maade som Forholdet mellem Brændevinsforbrug og Selvmord i Begyndelsen af Syttiaarene. Kornets Dyrhed i hine Aar stod nemlig i Forbindelse med Pengenes sunkne Yærdi og opvejedes fuldkommen ved de højere Arbejdslønninger,der

lønninger,dertillod selv de laveste Klasser af den proletariskeBefolkning
ærlig Maade at tilfredsstille
sine Behov.

Men ved Siden af Brændevinsdrikke ns Aftagen kan det, som foran antydet, vanskelig betvivles, at ogsaa Udvandringen i dette Forhold har været en medvirkendeAarsag, vist som det neppe er nogen Tilfældighed,at Land i Evropa, som har den største Udvandring, nemlig Irland, ogsaa af alle opviser det mindste Antal Selvmord. Der er overhovedet mellem disse to Fænomener en aabenbar indre Sammenhæng, forsaavidt nemlig begge er Udslag af en Disharmoni mellem de Krav, som den Enkelte stiller til Samfundet, og de ydre Forhold, hvori han i Virkeligheden nødes til at bevæge sig. Er denne Disharmoni ikke stærkere, end at den kan haabes udjævnet under nye Livsvilkaar, saa leder den til Udvandring, men er enten Adgangen hertil stængt, eller er Kløften saa dyb, at den sondrer Individet ikke blot fra det enkelte Samfund, men fra den hele Menneskehed, da fremkalder den Selvmord. Nu er det Tilfældet, at i hine Aar, da Antallet af Selvmordvar det højeste, netop da har sandsynligvis en saadan Disharmoni været temmelig udbredt i vort Samfund. «Den forandrede politiske Forfatning — siger Eilert Sundt — havde i høj Grad fremkaldt en saadan Forandring i den sociale Tilstand, der i Korthed kunde betegnes som en større Bevægelighed i Folket, en Bevægelighed,som bragt Flere og Flere til at forladesit Hjem og opgive sin tidligere Livsstillingfor søge sig en ny og bedre Plads i Landet og i Samfundet. Denne Bevægelighed, denne forhøjede Iver havde paa den ene Side befordret Nationens

Fremgang i Velvære og Kultur, men vel ogsaa paa den anden Side udsat Mange for store Fristelser, beredt dem bitre Skuffelser og styrtet dem i borgerligog Ulykke.» Saa længe nu Udvandringenvar, just ikke stængt, saa dog lidet paaagtet,lidet op for Folkets Bevidthed i det store taget, maatte disse Forhold fremkalde mange Selvmord. Men saa snart Yejen over Atlanterhavet blev mere almindeligkjendt, Udvandringsstrømmen begyndte at skyde stærkere Fart — og det var netop i Begyndelsen af Halvtredserne —. blev den ligesom en Ventil, hvorigjennemSamfundets Elementer fandt Udgang,og samme Tid daterer sig et Vendepunkt med Hensyn til Hyppigheden af Selvmord.« —

I de sidste 25 Aar er der gjennemsnitlig for hvert
100 Selvmord paa Landet blevet begaaet 147 i Byerne. —

Med Hensyn til Aarstidernes Indflydelse viser Forf., at Selvmordene ere sjældnest i Efteraars- og Vintermaanederne (især i Februar), hyppigst derimod i i Foraars- og Sommermaanederne, især Maj, Juni og Juli: Juni har et mere end to Gange større Antal Selvmord end Februar. «Dette mærkelige Fænomen >, bemærker han, «har ikke altid været erkjendt. Tvertimodmente længe, at Selvmordene vare hyppigst i de kolde Vintermaaneder, fordi man tænkte sig, at Sindet da maatte være lettest modtageligt for mørke Livsbetragtninger. Men efter at nøjagtige statistiske Undersøgelser ere blevne anstillede, er det for Norge paaviste Forhold gjenfundet overalt. Selvfølgelig er dette ikke saa at forstaa, at Talforholdet mellem de forskjellige Maaneder stedse er nøjagtigt det samme. Medens saaledes Maximum hos os falder i Juni, kan

det i andre Lande falde en Maaned tidligere eller senere, ligesom ogsaa Minimum vexler mellem December og Februar. Paa samme Maade vil man finde, at Forskjellenmellem ikke overalt er lige stor. Men alt dette er kun mindre Uregelmæssigheder, og at Forholdet i det Yæsenlige er ganske det samme overalt, vil allerbedst fremgaa af nedenstaaende Tabel, hvor jeg saa vel for Norge som for en Del fremmede Lande har fordelt det samme Antal (1200) Selvmord paa de fire Aarstider. De ved hvert Land tilføjede Aarstal betegne de Perioder, for hvilke Opgaverne gjælde.

For samtlige disse Lande — og det skulde ikke have været vanskeligt at nævne endnu mange flere — finder man altsaa, at det største Antal Selvmord falder om Sommeren, det mindste om Vinteren, og naar man ordner alle fire Aarstider efter det Antal, som enhver af dem har at opvise, følge de uden Undtagelse efter hinanden i den samme Rækkefølge. Den indbyrdes Afvigelsemellem er heller ikke meget stor.

Størst Indflydelse viser Aarstiderne sig at have i Sverig. Derefter tommer Norge, medens Danmark danner Overgangentil og Syd-Evropa, hvor Forholdet er mindre udpræget.

Det er saaledes aabenbart, at «Mennesket ogsaa i dette Stykke for en Del paavirkes af de samme Naturomstændigheder, bestemmer Aarstidernes Vexlen».- Gjennem hvilke Mellemled denne Indflydelse gjør sig gjældende, er imidlertid neppe endnu tilstrækkelig belyst, men man har dog ment at kunne sætte den i Forbindelse visse Forstyrrelser i Hjernens Funktioner, som antages at være en Følge af Temperaturens hurtige Stigning i Foraaret og de første Sommermaaneder. Den officielle Statistik indeholder for Norges Vedkommende en Oplysning, som paa dette Punkt ikke er uden Interesse. sigter til den i Beretningen om Sindssygeasylernes meddelte Tabel over Fordelingen paa de forskjellige Maaneder af de i Asylerne indlagte Syge.»

Forf. meddeler til Belysning af dette Forhold følgende
Tabel, hvor Overensstemmelsen er iøjnefaldende:

I Norge som i alle andre Lande begaas Selvmord naturligvis langt hyppigere af Mænd end af Kvinder. For 100 Mænd. der begaa Selvmord, begaa kun omtrent 30 Kvinder Selvmord. Bylivet synes i Norge ikke i nogen

kj endelig Grad at forøge Selvmordshyppigheden blandt Kvinder saaledes som blandt Mænd; derimod gjør Aarstidernesovenfor Indflydelse sig langt stærkere gjældende blandt Kvinder end blandt Mænd. LignendeForhold i de fleste andre Lande.

Ogsaa Alderens Indflydelse undersøger Forf. Jo ældre, desto større Selvmordstilbøjelighed. — Ligeledes paavises, hvorledes «Ægteskabet virker beskyttende mod Selvmord,» især dog for Mandens Vedkommende. Enkemandsstanden for Manden endnu farligere end Ungkarlestanden; Kvinden er derimod Enkestanden at foretrække for Cølibat. — Forholdsvis særdeles mange Selvmord begaas i Sindsforvirring og Tungsind, — samt af Drikfældige: forøvrigt ere Motiverne — forsaavidt de overhovedet kjendes — især Næringssorger; dernæst ulykkelige Familieforhold, Frygt for Straf, ulykkelig Kjærlighed, religiøse Skrupler osv. — Med Hensyn til Valget af Aflivelsesmaade afviger Norge ikke væsenlig fra Danmark: altsaa især Hængning, dernæst Drukning; kun sjeldentSkud (næsten aldrig blandt Kvinder; blandt dem, derimod, forholdsvis nogen mere Anvendelse af Gift, Kuldamp o. lign.) Om alt dette nærmere Detailler hos Forf.