Nationaløkonomisk Tidsskrift, Bind Første række, 20 (1882)
Ølskatten.
En Undersagelse af
cand. polit. J. Schovelin.
Imedens Undersøgelserne om specielle Skatter under almindelige Forhold føre en mere beskeden, tilbagetrukkenTilværelse finansvidenskabelige Lærebøger, er Forholdet et ganske andet, naar Spørgsmaalet bliver aktuelt, naar man med ét staar overfor Indførelsen af ¦en ny Skat. Diskussionen faar nyt Liv, der kommer virkelige Interesser med i Spillet, og det bliver da pludselig af Vigtighed at komme paa det rene med en saadan Skats videnskabelige Berettigelse, nationaløkonomiskeEetfærdighed, Nødvendighed og sociale Hensigtsmæssighed. Et saadant Tilfælde foreligger nu ved Regeringens Forslag om Indførelsen af en Ølskat*). som Led i en omfattende Skattereform, der næsten berørerhele økonomiske Interesser, og gjør det i en saadan Grad, at Opmærksomheden paa enkelte Punkter, som f. Ex. netop Ølskatten, er trængt noget
*) Med dette Ord vil i det følgende for Nemheds Skyld den foreslaaede Skat paa saakaldt bajersk 01 (undergæret eller i alt Pald mere alkoholholdigt 01) blive betegnet.
tilbage overfor Helheden. Det er da ogsaa klart, at Spørgsmaalet, især ogsaa ved denne sin Sammenhæng med Toldrevisionen, har flere Sider, som f. Ex. den politiske, hvis Behandling ligger udenfor et videnskabeligtTidsskrifts Vi skulle derfor i det Følgende saavidt muligt søge at se bort fra saadann& Momenter og blot stræbe efter at undersøge Ølskattens systematiske Berettigelse, at belyse dens principielle Fortrin og Mangler og drage nogle enkelte Sigtelinjer fra mere almindelige Synspunkter.
Idet vi nu altsaa gaa over til nærmere at undersøge systematiske Berettigelse, bliver det for det første Opgaven at prøve, hvad der kan tale tii dens Forsvar. Den væsenligste Grund til den foreløbige Enighed, synes at være tilvejebragt om Ønskeligheden, ja Nødvendigheden af Indførelsen af en Ølskat, synes nærmest at bero paa en vis übestemt Sympathi, en Forelskelse Tanken om at faa en saadan europæisk Skat. En saadan Stemning er selvfølgelig en mesret vigtig og betydningsfuld Faktor i en slig Sag, men i denne Sammenhæng det imidlertid, at man har Ret til at se bort derfra. Kun i Lovforslagets Motiver gives der en Begrundelse, der gaar løs paa selve Sagens Realitet, og som vi senere skulle komme nærmere tilbage
I første Række lader der sig da til Forsvar for en Ølbeskatning anføre de Grunde, man i Almindelighedanførertil for indirekte Forbrugsskatter, og som vi her skulle dvæle et Øjeblik ved, fordi de ogsaa herhjemme ere blevne løselig antydede under ForhandlingerneomSkatteomlægningen. er da først det saakaldte «psykologiske Moment*, man har draget frem,
den Omstændighed, at man føler Skattens Tryk mindre, fordi dens Beløb smelter sammen med Prisen — et Moment, man heller ikke bør undervurdere, især naar det fremhæves i Forbindelse med en Henvisning til den Lethed, hvormed Skatten navnlig som Følge heraf indvindes. Det kan jo ikke nægtes omvendt at være den store Mangel ved den direkte Beskatning, at dens Udførelse i Livet ofte støder paa store tekniske Vanskeligheder,vedat forstyrrende ind i Skatteydernespersonligeog Forhold, og fordrer en skarp Kontrol med Almenheden — Vanskeligheder, som det ved den stærkere og stærkere Fordeling af Nationalindkomsterne bliver besværligere at overvinde. Det er især overfor de lavere Klasser, at disse Mangler træde saa skarpt frem og virke saa generende.EnSkat Ølskatten henvender sig derimod kun til en lille Kreds af Producenter, c. 40 Bryggerier,iStedet til hver enkelt, saaledes at ForholdetmellemStaten Skatteyderne tilsløres og skjules. Dette bliver ligesom den tredje Hovedfordel: at Skatteydelsenfaldermed Kvotadele til belejlige Tidspunkter, afgjørende i Forhold til Smaakaarsfolk,somdet bliver sværere og sværere at ramme ad anden Vej end netop gjennem Skatter paa saadanne meget almindelige, billige og stærkt udbredte «Massekonsumartikler», som bajersk 01 jo synes at være. Det er saaledes for den store Mængde af mindre bemidlede,der fra Haanden i Munden, en stor Vanskelighedattilbageholde Beløb til et senere Tidspunkt,somdet f. Ex. ofte er nødvendigt ved Indkomstskatter—noget, jo, som Wagner bemærker, allerede viser sig i den almindelige Husholdningsøkonom!,
hvor de daglige Udgifter bestrides med forholdsvis- LethediSammenligning de større Terminbetalinger, Husleje o. s. v. Smaakaarsfolks Skatteevne er med andre Ord større, hvor Skatteydelserne falde i smaa Bidrag. Man kan endelig ogsaa lægge Mærke til de Kontrolvanskeligheder, som et Forhold som de Fattiges stadige Omflytninger lægge f. Ex. en IndkomstskatiVejen*), omvendt de indirekte Forbrugsskatterikkekjende Vanskelighed. De direkte Skatters stærke Indtrængen, generende Kontrol, deres Følge af hyppige Paamindelser, Exekutioner o. lign. overfor de mindre bemidlede danner unægtelig et slaaende Modbillede tii den Umærkelighed og Lethed, hvormed f. Ex. en Ølskat vilde blive inddrevet.
Som man alt vil have set, ere disse enkelte Fordeleimidlertid forskjellige Sider af den samme Sag, forskjellige Udtryk for den samme Hovedfordel: Evnen til at ramme de mindre bemidiede Samfundsklasser**).Den Forbrugsskat skaber saa at sige en effektiv Skatteevne hos den Fattige, saaledes at Staten paa den ene Side faar Pengene, paa den anden Side hverken volder Gene eller fremkalder Utilfredshed. Den indirekte Forbrugsskat indeholder det skattetekniske Middel til at drage den lave Skatteevne frem for Lyset og ramme den paa en hensigtsmæssig Maade. Deri ligger da ogsaa, væsenlig set, dens principielle Berettigelseog Betydning, idet Skatter af denne Art
*) Jfr. angaaende dette Punkt Prof. Scharlings Tale i Folkethinget Forhandlingerne om den kommunale Formueog
**) Jfr. med Hensyn til dette Punkt og det følgende Stein og Wagner (Finanzwissenschaft II S. 310 o. a. S.)
saaledes vise sig i Stand til at udfylde en Lakune i Beskatningssystemet, og dette er da ogsaa deres Mission i Nutiden. — Denne deres Evne til at ramme Indkomstsdele,der forblive übeskattede, og til derved at danne et Supplement til Indkomst- og Erhvervsbeskatningen,faar Betydning om end ikke i saa høj Grad paa et andet Punkt, end hvor Talen er om Beskatning af de arbejdende Klasser, idet visse Forbrugsskatterpaa Luxus artikler kunne ramme en særlig Skatteevne, der netop kan røbe sig ved saadanne specielle Luxusforbrug, men som for det meste undslipper de ovennævnte Beskatningsarter.
Hvad det altsaa her er af Interesse at lægge Mærke til, er det ovennævnte Hovedresultat, at de forskjellige Fortrin, man fra forskjellige Sider peger paa ved de indirekte Forbrugsskatter, alle i Virkeligheden kun fremhæve en og den samme Hovedegenskab, kun i forskjellige Relationer og Retninger. Fuldstændig forfejlet er derimod det Forsvar, man fornylig herhjemme har draget saa stærkt i Forgrunden, at disse Skatter til— lode en vis «Frivillighed», idet man selv var komplet Herre over, hvorvidt og i hvilket Omfang man overhovedet vilde betale Skatten; ved at regulere sin Konsum, reguleredemantillige Andel i Beskatningen. Vi skulde ikke her have draget denne Betragtning frem, hvis det ikke netop kunde synes, som om den havde nogen Vægt overfor en Skat som Ølskatten, og i Virkeligheden,rigtigopstillet gjennemført, ogsaa har en vis Berettigelse paa dette Punkt. Ved Skatter paa nødvendigeForbrugsartiklersom Brød o. s. v. falder selvfølgelig denne Begrundelse strax til Jorden, idet den forudsatte mulige Indskrænkning i Forbrugen her enten
er umulig eller dog i alt Fald ikke ønskelig. Derimod synes det jo at være noget Andet overfor en Artikel som bajersk 01, der jo, hvad man end mener om det, ingenlunde tør paastaas at være uundværlig, og hvis Forbrug det ovenikjøbet altid er ønskeligt at holde indenfor visse Grænser. Ikke desto mindre er dette Frivillighedsargument, statsøkonomisk set, snarere en Indvending imod Skatten end et Forsvar for den. Enten bør Borgerne ikke betale en vis Skat, og saa bør man ikke paalægge den; eller ogsaa er det en simpel Pligt for dem overfor Staten at betale den, men saa er det saare langt fra et Fortrin ved den vedkommende Skat, at det staar Skatteyderne frit for helt eller delvis at unddrage sig den, at det med andre Ord er overladt til deres private Forgodtbefindende indenfor hvilke Grænser de ville opfylde deres Skattepligt, saaledes at det, der i den Henseende bliver det afgjørende, er en Handling, der som Nydelsen af bajersk 01, ikke staar i den fjærneste Forbindelse med den individuelle Skattepligt.HvilketStandpunkt end indtager overfor Beskatningen, synes man let at maatte kunne blive enig om, at Forbrugen af bajersk 01 ikke egner sig til at afgive nogen Maalestok for Skattepligtens Omfang, og at den Skattefordeling, som derved kan tilvejebringes, løber den Eisiko at være i højeste Grad tilfældig, vilkaarlig og uretfærdig. Noget andet er det, naar man fremhæverdengavnlige som en Beskatning af spritholdige Drikke kan have paa Forbrugen ved at regulere denne i Befolkningens egen, sande Interesse, naar man altsaa bevidst lader det økonomiske Moment træde i Baggrunden til Fordel for sociale og hygiejniskeHensyn.Vendt har hele denne Betragtnings.noverordentlig
nings.noverordentligstore
Betydning, som nedenfor
skal ses.
Som ovenfor bemærket, bliver det altsaa af Betydningfor om Rigtigheden af Indførelsen af en Ølskat qua indirekte Forbrugsskat, i hvilken særlig Grad Skatten paa bajersk 01 er i Besiddelse af saadanne Egenskaber, at man derigjennem enten kan Tamme den store Mængdes Skatteevne eller en speciel Skatteevne hos de meget velstaaende. At det sidste skulde være Tilfældet, tør vel strax besvares benægtende.Her jo nemlig hverken Tale om mere eller mindre end en Artikel, hvis Forbrug i Kjøbstæderne og særlig i Kjøbenhavn er saa overordenlig stærkt udbredt,som den G-rad er bleven en national Drik, og som er saa prisbillig, at man ikke med den bedste Vilje kan betragte den som en saadan speciel Luxus, at den skulde vise en ganske særlig Skatteevne. Motivernetil bruge da ogsaa saadanne Udtryk som, at Forbrugen af bajersk 01 «i en meget væsenlig Grad er gaaet over i Befolkningens, det vil sige KjøbstadbefolkningensLivsvaner», de afvise Benævnelsen Luxusvare ved at sammenstille bajersk 01 med saadanneForbrugsgjenstande, vel «i deres første Fremkomstere konsumerede af de Faa, der derved havde faaet en Livsnydelse til, men effcerhaanden have vundet et større Terræn og for Mange, der ikke have videre Valg i deres Levemaade, ere blevne til et fast og for saa vidt uundværligt Rekvisit, som de kun med Savn eller i alt Fald mod en Afløsning kunne undvære*.Hvor Forbrugen sine Steder her i Danmark er, vil alene ses deraf, at Forbrugen i Kjøbenhavninkl. efter Produktionsopgivelser for
a. Syd- og Nordtyskland.
Aaret 1881 kan sættes til 110 Potter (106,4 Liter) eller c. 294 Bajere pr. Individ aarlig, imedens det særlig ølkonsumerende Tyskland i 1873—76 kun havde en aarlig Gjennemsnitsforbrug af 95,i Pot pr. Hoved, i 1877—80: 88,? Pot, hvori oven i Kjøbet ogsaa er indbefattetdet 01*), og imedens en By som Berlin, hvormed Forholdene bedre lade sig sammenligne,kun i 1879 en Forbrug af 155 Potter under- og overgjæret 01, eller naar man gaar ud fra, at Forholdet mellem undergjæret og overgjæret 01 var det samme som i 1877—78, knap 95 Potter undergjæret01 pr. Hoved. Kun i Byer som Munchen og Prag finde vi en betydelig større Ølforbrug. Til nærmere Belysning skal her hidsættes følgende Oversigt over Produktionen af undergjæret 01 pr. Hoved i Tyskland i Aaret 1877—78:
*) Forbrugen heraf udgjør ogsaa 110 Potter aarlig i Kjøbenhavn, den samlede Forbrug af 01 saaledes 220 Potter. De her anførte Oplysninger om Ølforbrugenere mig velvilligst meddelte Magistratens statist. Kont. af dettes Leder, Hr. cand. polit. Rubin.
Om det nu end maa indrømmes, at Forbrugen her i Danmark paa Landet er meget lille, ja sine Steder ganske forsvindende, saa synes dog paa den anden Side det Kvantum, som, naar man drager Kjøbenhavns Konsum (217,000 Tdr.) fra Motivernes Opgivelser for den samlede Ølproduktion, vil falde paa det øvrige Land, nemlig kun 14—15 Potter pr. Hoved aarlig (omtr. 14^2 Liter) at være meget for ringe anslaaet, hvad man ogsaa ad anden Vej har grundet Anledning til at tro. Uimodsigeligt bliver det imidlertid, at Forbrugen af bajersk 01 spiller en saa betydningsfuld Rolle i Kjøbenhavns Kjøbstædernes Konsum, at det dér übetinget tør henregnes til de sociale Fornødenheder.
Idet det altsaa bliver det andet Hensyn, som bliver det afgjørende: at bajersk 01 er en saadan Massekonsumartikel,at Beskatning deraf i en særlig Grad egner sig til at træffe den store Befolkning, bliver det da videre Spørgsmaalet, i hvilket Omfang den store Befolkning da bør beskattes, og om den ikke i Forvejen er tilstrækkelig beskattet. Man maa nemlig vel lægge Mærke til, at, naar det maa erkjendes, at indirekte Forbrugsskatterere egnede til at supplere et Skattesystem,hvis er, at det enten slet ikke eller kun med Vanskelighed og delvis rammer de lavere Indkomster,og dettes Lakune, saa maa det paa den anden Side ogsaa fordres, at der er en Lakune at udfylde; ellers ere de overflødige, ja endog skadelige. En Forbrugsskat som Ølskatten har med andre Ord kun sin
Plads i et Skattesystem, som mindst paa en ligesaa tilfredsstillendeMaade de bedre stillede Klasser. Enhver Begrundelse af Ølskatten, der er baseret paa Henvisningen til de Fordele, som Ølskatten qua Forbrugsskater Besiddelse af, staar og falder med det større eller mindre Held, hvormed det lykkes at bevise, at en saadan ny Beskatning af den store Mængde er nødvendig,hvis den mere bemidlede Del af Befolkningenskal relativt overbebyrdet — et Bevis, som turde falde lidt vanskeligt, eller rettere sagt er umuligt.
Medens altsaa dette Hovedfortrin ved nærmere Eftersyn viser sig at være i høj Grad prekært og knyttet til Forudsætninger, for hvilke det først gjælder at levere Bevis — og Bevisbyrden maa naturlig falde paa dem, som ønske Ølskatten indført, — vil det strax ses, at de mere specielle Argumenter til Forsvar for Ølskatten heller ikke ere fuldstændig udtømmende og overbevisende. Det Synspunkt, ud fra hvilket man her hjemme til forskjellige Tidspunkter fra Regeringens Side er kommen til at opstille Fordringen om en Ølskat, er Hensynet til Sammenhængen i Beskatningen. Hovedgrunden angives først at være den, «at den stadig tiltagende Forbrug af 01 utvivlsomt bevirkede en NedgangiStatens af Sukker, Vin, Spirituosa, Kaffe og The, og at derfor en Skat paa Ølproduktionen netop paa en Maade kunde siges at udfylde en Lakune i Afgiftssystemet». Man ser let, at Udtrykket «Lakune i Afgiftssystemet* er brugt i en anden Betydning end før, idet man her mener, at Ølskatten særlig egner sig til at supplere det i Forvejen bestaaende System af Forbrugsskatter. Denne Fordring om SammenhængogEnhed Forbrugsbeskatningen har selvfølgelig
meget paa sig og kan ikke uden videre afvises. Den er vel i sig selv, systematisk set, rigtig-, men indeholder paa den anden Side et Princip, hvis Konsekvenser man nu en Gang ikke i Praxis har tænkt paa at drage, og som man heller ikke kan drage fuldt ud. Der ligger det rigtige i denne Fordring, at, hvis der overhovedet skulde kunne være Tale om, at en Forbrugsbeskatning kunde være retfærdig, maatte den i Overensstemmelse med Videnskabens Principer bl. A. ogsaa være almindelig,rammeenhver noget, som jo netop hænger sammen med, hvad vi tidligere have gjort opmærksom paa, nemlig, at det saa langt fra er en Fordel ved den enkelte Forbrugsskat, at man ved at undlade Forbrugen og gaa over til en anden Forbrug kan slippe for at betale Skat, at det meget mere maa betragtes som en svag Side ved Forbrugsbeskatningen. At sprede Forbrugsbeskatningen over en større MangfoldighedafArtikler sig imidlertid af sig selv af mange skattetekniske og økonomiske Grunde, som det selvfølgelig ikke her er nødvendigt at gaa ind paa. Som bekjendt gaar jo Bevægelsen lige den modsatte Eetning med stedse stigende Styrke, idet man ikke længere søger at opnaa den Qvasi-Retfærdighed, man overhovedet kan naa ved den Art af Skatter, ved at stille en Mængde Forbrugsartikler sammen, for at Forbrugerneikkeskulle ved at gaa over til en anden beslægtet Forbrug, men tvertimod kun vælger saadanne enkelte Gjenstande, hvis Forbrug i sig selv maa antages at være udbredt til næsten alle, og som det maa formodes,atFolk Følge deraf nødig forlade. Man fingerer derved at komme nogenlunde i Overensstemmelsemedden Fordring paa BeskatningensAlmindelighed,thi
skatningensAlmindelighed,thiden ovennævnte principrigtigeVejvilde paa praktiske uoverkommelige Vanskelighederogkun til, at man blev stikkende i en principløs Halvhed, som havde alle det upraktiskes Mangler. Det vil nemlig let ses, at den Begrundelse, hvorpaa man ovenfor støttede Indførelsen af en Ølskat, ogsaa maatte føre til Beskatningen af Tilvirkningen af mineralske Vande, hvad man ogsaa i 1864 ved KommissionensNedsættelsesynes have tænkt paa, den indenlandske Chokoladefabrikation o. s. v. og fremfor alt til Beskatningen af alt 01, da ogsaa de mindre spritholdige Ølsorter kunne tænkes at blive Surrogater for Kaffe-, The-Drikning o. s. v. — en Konsekvens, man da ogsaa strax fandt det rigtig at tage, jfr. Kommissionsbetænkningenaf1865, som man jo nu fra alle Sider synes at være enig om at opgive som upraktiskogurigtig. den Bevisførelse falder derfor ind under Reglen: Qui nimium probat, nihil probat, idet det selvfølgelig neppe nogensinde kan undgaas, at visse Forbrug, som delvis byde Erstatning for skattepligtige Forbrug, lades übéskattede, og at der derved skabes en Tendens til at forlade de beskattede, for at gaa over til de übéskattede Forbrug.
Man synes dog ogsaa nu mere og mere at være tilbøjelig til ensidig at lægge Vægten paa det ene Moment:detbajerske Forhold til Brændevin. Ved Fremlæggelsen af Forslaget i Landsthinget, Tidenden Sp. 102—3, bemærkede Finansministeren: «Foreløbig vil jeg bemærke, at, naar man tænker paa at indvinde en større Indtægt gjennem Brændevinsbeskatning, og naar man foreslaar en væsenlig Fordyrelse af andre alkoholholdigeDrikkevarer,navnlig Vine, saa forekommer det
mig at være ikke blot forsvarligt, men ogsaa temmelig nødvendigt, at man ikke vedblivende lader det temmelig spritholdige 01 gaa Ram forbi»; og i Motiverne hedder det, at <Tendensen» nu «synes at være den at beskatte Konsumtionen eller Produktionen af bajersk 01 under Hensyn til dets Alkoholindhold*), der dels gj ør Øllet til en Konkurrent af Brændevinen og nedsætter Statens Indtægt af Brændevinen, dels antages at have samme skadelige Indflydelse som Brændevin og derfor ligefrem egner sig til at blive Staten en Indtægtskilde.» Hvad nu det første angaar, at Øllet er en Konkurrent af Brændevinen og derfor nedsætter Statens Indtægt af Brændevinen, er det jo klart, at denne Bemærkning falder ind under den Argumentation, som allerede er gjendreven ovenfor, idet det viser sig at være praktisk umuligt at drage de nødvendige Konsekvenser deraf. Principielt set er det ogsaa inkonsekvent at beskatte dansk Maltøl med et Alkoholindhold af 2,5 3 Volum °/0, men derimod ikke det søde Dobbeltøl med dets 2,3 o Volum % Alkohol, og dog bliver dette Følgen af RegeringensForslag.Skal Argumentationen have nogen Vægt, maa det bero paa den i Motivernes andet Punkt indeholdte Henvisning til Alkoholens Skadelighed.Dervedvinder utvivlsomt i Styrke, idet det ganske vist kunde tænkes, at den ovenomtalteTendens,naar spritholdige Drikke beskattedes,kundeføre fra en skadelig Forbrug og over til en gavnlig. Man kunde nu paa dette Punkt have ønsket nogen større Klarhed og en tydeligere Redegjørelsefor,hvilke man igjennem de forskjelligeOvervejelserhavde
*) Udhævet af Forf.
skjelligeOvervejelserhavdevundet for Bedømmelsen af det Spørgsmaal, der her røres ved: de spirituøse Drikkes Beskatning i Forhold til Alkohojspørgsmaalet, og hvilken speciel Anvendelse man havde troet at maatte gjøre deraf paa den foreliggende Sag, saaledes at den fik netop denne Skikkelse. Ser man paa Slutningsordene
«... og derfor ligefrem egner sig til at blive Staten en Indtægtskilde», synes det nærmest at være et fiskalt Standpunkt, man gaar ud fra, og et fiskalt Hensyn, man tror at gavne, hvad ogsaa Finansministerens Foredragi i Landsthinget synes at tyde paa. Denne Bemærkning om, hvad der egner sig til at give Indtægt,nemlig der «antages at have samme skadelige Indflydelse som Brændevin», vilde det imidlertid have været meget interessant at se en nøje indgaaende Begrundelseaf, det ikke vides uden videre at følge af sig selv, at naar noget er ligesaa skadeligt som Brændevinen,det i en ualmindelig Grad skulde være skikket til at give Indtægt. Imidlertid vil det ses, at der i en Henvisning til Skadeligheds-Momentet kan ligge to Muligheder:enten man dermed mene, at naar Øllet er skadeligt, kan man for saa vidt gjøre sig mindre Samvittighedaf skaffe sig Indtægt ved en saadan Forbrug — hvorved man altsaa blot tænker sig, at Valget staar mellem Skatter paa skadelige og gavnlige Forbrugsartikler,i Tilfælde de første ganske vist bør foretrækkes, og ikke imellem Forbrugsskatter og alle mulige andre Skatteformer — eller ogsaa kan man tilsigte ved Hjælp af Skatten at skabe Tendenser i Forbrugen,saaledes vi jo have set, at enhver Forbrugsskatkan Tendenser til at forlade den skattepligtige Forbrug til Gunst for en anden — Tendenser,der
denser,derda, naar alle alkoholholdige Drikke blive beskattede,skulde i Retning af at flytte Forbrugen, ikke fra den ene spirituøse Drik til den anden, men fra de alkoholholdige Drikke overhovedet til andre Drikke.
Hvad nu den første Mulighed angaar, formenes det at være tilstrækkeligt at henvise til de ovenfor fremsatteBemærkningeromForbrugsbeskatningensrelative indskrænkede Betydning og om det svigtende Bevis for Berettigelsen til netop at ty til indirekte ForbrugsskattersomKompensationsmiddelforAfgang ToldindtægterundervortnuværendeSkattesystem dets Mangler i Retning af de store Formuers Beskatning*). Hvad derimod den anden Eventualitet angaar, saa staa vi jo her overfor det allerede før antydede, vigtige Spørgsmaal: Beskatningens Forhold tilAlkoholismen.DeforskjelligeBegrundelseraf synes næsten alle her at lide i større eller mindre Grad af en lignende Uklarhed, som der netop saa tidt gjør sig gjældende,hvorTalenerom af alkoholholdige Drikke, idet det nemlig som oftest ikke er muligt at komme til nogen fuldstændig tydelig Forestilling om, hvad man i Grunden ønsker og haaber at opnaa ved disse Skatter. Her kan der nemlig let synes at foreliggeenModsigelse,ogder virkelig ogsaa som oftest en saadan ejendommelig theoretisk Modsigelse. Det er nemlig klart, at de yderste Konsekvenser af disse Skatters dobbelte Formaal, det fiskale og det socialt-sanitære gaa i stik modsat Retning. Man kan enten indrette sine Skattesatser med det Formaal for
*) Jfr. »Danmarks Statistik*, 4. Bind, Pag. 241. Hvis man desuden anser Hartkornsskatterne for Prioriteter, er altsaa Indtægten af Landbrug heller ikke beskattet.
Øje at faa rigelige Indtægter, og man kan maaske da, naar Talen er om Brændevinsskat, med en vis Ret trøste sig med hint ovennævnte, af økonomiske Grunde forkastede Frivillighedsargument, men man maa da ikke gjøre Skatten højere, end at man kan være vis paa, at Forbrugen bevares i alt Fald i et vist Omfang — eller man kan bruge Skatten som et af Midlerne til at nedtrykkeBefolkningensForbrugidens sande Interesse,menmanmaada nødvendigvis glæde sig over en stedse stigende Nedgang i Indtægterne, der viser at Bestræbelserne i Retning af Konsumens Indskrænkningihøjereoghøjere lykkes; i sin AlmindelighedmaaimidlertiddisseØjemed at sigte i forskjellige Retninger. «On devait répondre au ministre*, bemærkede Paul Roux paa Alkoholistkongressen i Paris 1878, «que la morale et la finance ne s'allient guére dans cette oocasion; car si la morale y trouvait son compte, la caisse de l'état aurait une breche, et si la caisse était florissante, la morale publique recevrait de furieuses atteints. Mais orme répond pas. Le député qui soutiendrait la thése que je vous expose, craindrait de se faire tort aux yeux de ses électeurs parce qu'il croirait défendre l'ivrognerie». Der ligger det relativt berettigede i disse Betragtninger, at det kan være sin Sag, at Hygiejnikeren, Lægen og Filantropen komme og fordre f. Ex. høje Brændevinsskatter for at hæmme og modvirke Alkoholismen; kun lader dette sig ikke anvende fra et i Virkeligheden rent fiskalt StandpunktforatfaaStatskassen til Undskyldningfor,atdettesker
*) Comptes rendus sténographiques da congrés international poar Tétude des questions relatives å l'alcoolisme, tenu å Paris 13—16 aout 1878. — Paris 1879.
ningfor,atdetteskergjennem en Skat, der som Brændevinsskatten væsenlig maa antages at ramme de lavere Klasser. — Men videre række disse BemærkningersSandhedhellerikke;praktisk faktisk blive de gjendrevne af Kjendsgjerningerne, og man vilde begaa en stor Fejl ved ensidig at se bort fra og helt eliminire det socialt-sanitære Moment, der historisk set har gjort sig gjældende i denne Beskatning. Sagen er jo nemlig den, at medens der fra et vist, rent theoretiskStandpunkternogetabnormt saaledes at sammenblandemodsatteMotiver,harman Praxis uden videre gjort Forsøget, og, som det jo f. Ex. vil ses i Sverig, baade opnaaet en betydelig Indskrænkning af Forbrugen i forholdsvis kort Tid — i dette Tilfælde af Brændevinsforbrugen — og dog vundet ret anselige Indtægter for Statskassen. Det er nu en G-ang en heldig Omstændighed ved disse Skatter, at de samtidig med at kunne bruges i Kampen mod Alkoholismen tillige give store Indtægter, da man dog ikke kan opnaa at ødelægge Forbrugen strax — i hvilket Tilfælde man jo ogsaa f. Ex. under vor nuværende Situation maatte se sig om efter helt andre Indtægtskilder end f. Ex. Brændevinsskatten — og det er en Omstændighed, som man ikke af doktrinære Grunde paa Alkoholismens nuværende Trin bør undlade at benytte sig af. Det gaar paa dette Punkt som med Beskyttelsestolden: i og for sig strider ogsaa Finansformaalet og Beskyttelsesformaaletimodhinanden,theoretiskset ikke begge opnaas i hele det forønskede Omfang, men ikke desto mindre forekomme de overalt i Praxis og yde jo ofte her tilfredsstillende Resultater i begge Retninger. Men er det da i sig selv rigtigt overhovedet at forfølge andre
end de rent fiskale Formaal samtidig med dette ved Hjælp af Skattepaalæg ? Man maa til Besvarelse af dette Spørgsmaal først lægge Mærke til den historiske Udvikling af Skatterne, og man vil da hurtig faa Øje paa, hvorledes en saadan Forfølgning af de finansielle mere eller mindre uvedkommende Formaal til de forskjelligeTiderbestandigerefulgte med disse. Dette gjælder ikke alene for de enkelte Skatter, men for hele Beskatningens Vedkommende. Hele Synspunktetfor,hvadmanbør og tilstræbe ved Hjælp af Skatter er ikke en til alle Tider uforanderlig Normr men relativ og historisk skiftende. Da Smithianismen var trængt sejrrig igjennem, beherskede Theorien fuldstændigogbegyndteatomstøbe var det først, at det rent, blot og bart finansielle Standpunkt blev den ledende Axiom for Bedømmelsen af SkatteformaaL Dette hang nøje sammen med Forestillingen om den Lyksalighed eller i alt Fald retfærdige Formue- og Indkomstfordeling, som den frie Konkurrence med Nødvendighedmaattefremkalde,ogmed om, at Pengemidlerne som Eegel fik den bedste Anvendelse i de Privates Hænder, hvorfor Staten burde tage saa lidt som muligt fra dem og altsaa stille sig saa faa Opgaver som muligt. Det kan i Forbigaaende bemærkes, at man dog ogsaa her som oftest sporer en Vaklen i BedømmelsenafDrikkebeskatningenpaaGrund Brændevinens Skadelighed. I den nyere Tid er imidlertid atter dette blot finansielle Synspunkt trængt tilbage, og det kan kun vanskelig miskjendes, hvorhen Tidens Bevægelse bærer paa dette som paa saa mange andre Omraader. Vi staa som Wagner betegner det, overfor «den sociale Fases» Indtrædelse i Beskatningen, idet Tendensen mere og
mere gaar i Retning af ogsaa at bruge Beskatningen som et Middel i de sociale Formaals Tjeneste til Løsningafdestoresociale Fuld af Misstemning og Mistillid overfor den bestaaende Samfundsordning søger man at benytte Beskatningen til at korrigere den bestaaende Formue- og Indtægtsfordeling og til, hvor det lader sig gjøre, at raade Bod paa de sociale Mangler, og her synes f. Ex. saaledes at foreligge et saadant Tilfælde.DetbetegnendeforBevægelsen dens Tro til, hvad der kan udrettes ad Lovgivningsvejen og fra Statens Side, og den deraf følgende Udvidelse af Statens Opgaver. Vi skulle da her forsøge paa at drage et Par Konsekvenser ud fra dette Synspunkt.
Som ovenfor antydet, maa dette Standpunkt faa Indflydelse paa det her omhandlede Spørgsmaal. — Drukkenskaben er fra et individuelt Fænomen bleven til et socialt Fænomen. D.en er et socialt Onde af et Omfangogen som man ikke ret synes at have gjort sig Rede for her i Landet, medens man i England,Sverig-Norgeog har skudt Spørgsmaaletfremi Række. Man synes med Nødvendighedatmaatte at Staten ikke burde lade det Middel, den har i Alkoholbeskatningen, übenyttet til at indskrænke Alkoholforbrugen og derved bekæmpe et Onde, hvis sociale Betydning er saa meget mere gjennemgribende, som det hænger paa det nøjeste sammenmed,hvad erKjærnen i Tidens sociale Misere, nemlig Pauperismen — og den bør saa meget mindre undslaa sig derfor, som den i en rum Tid, man kunde sige: destoværre, kan staa sig finansielt derved, som alleredeovenforbemærket. det nu imidlertid i denne Sammenhæng er af Interesse at lægge Mærke til, er,
at dette Synspunkt under de øjeblikkelige konkrete Forhold vel fører til Fordringen om en betydelig Indskrænkning af Brændevinsforbrugen,menderimod til en IndskrænkningafØlforbrugen. maa med andre Ord lægge Mærke til to Ting: for det første er der meget, som taler for en høj Brændevinsskat, idet det vel nemlig, naar det i det Hele taget lykkes at forene disse forskjellige Momenter, det fiskale og det sanitære — saaledes at baade Forbrugen synker kjendelig, og der dog indvindes en endogsaa klækkelig Indtægt, som f. Ex. i Sverig, hvilket jo vor forestaaende Skattereform ogsaa kræver — paa den ene Side maa indrømmes, at den nærmest kun rammer den maadeholdne Forbrug og forøvrigt har den store Ulempe at bidrage til, at Drukkenboltene, foruden physisk og psykisk, ogsaa ødelæggesøkonomisk;men den anden Side maa man ogsaa erkjende, at paa Grund af Brændevinens absolute Skadelighed er overhovedet enhver Indskrænkning i Forbruget i højeste Grad gavnlig. Det er Brændevinen, det med andre Ord først og fremmest gjælder om at bekæmpe. Men dernæsterdet bemærke, at, medens Brændevinsforbrugenermeget at trykke ned-ved Hjælp af Skatter, naar disse ikke ere særdeleshøjeog energisk gjennemiørte, og medens man derfor lettere kan faa større Indtægter af en Brændevinsskat, er snarest det omvendte TilfældetmedØllet. Beskatning af Øllet eller en Forhøjelse af en mulig bestaaende Beskatning vil meget let kunne bevirke en Nedgang i Forbrugen og en Tendens —ikke til, som tilsigtet, at forlade de spritheldigeDrikkeoverhovedet,
heldigeDrikkeoverhovedet,men til at gaa over til Brændevin. Og dette er saa meget mere uheldigt, som den maadeholdne Forbrug af 01, som Skatten her som altid væsenligst vil ramme, langtfra er übetinget skadelig, navnlig ikke i Sammenligningmedden som højst sandsynligtræderi — og som Øllet gjennem sin Kamp med Brændevinen er et af de væsen¦ligsteMidlertil af Alkoholismen,ogderfor burde begunstiges end hæmmes. — Dette skal nu i det følgende nærmerebelyses.'
Det kan da for det første bemærkes, at alle de hidtil vundne Erfaringer om Beskatningens Forhold til Brændevin gaa i Retning af, at Brændevinsforbrugen kun meget vanskelig lader sig paavirke af Forandringer i Prisen. Der er gjerne noget mærkværdig stabilt i denne Forbrug, som afgjort synes at tyde paa, hvad man da ogsaa let fatter, at Brændevinen, hvis Forbrug jo for de laveste Samfundsklasser næsten er den eneste Form for Nydelse, i den Grad er bleven en Del af disse Klassers sociale Livsfornødenheder, at de for manges Bevidsthed har Karakteren af noget absolut uundværligt, og at man gjennemgaaende nødig giver Afkald derpaa. Der vil med andre Ord altid være en Tendens til Stede til at fastholde Forbrugen saavidt muligt i samme "Udstrækning og hellere give Slip paa andre Forbrugsartikler, hellere indskrænke sig paa andre Punkter, hvis det er nødvendigt*). Man finder denne
*) At Brændevinen er en næsten ligesaa fast Andel af Almuens Udgiftsbudget (o: for Manden i Huset), som hvilkensomhelst anden af de almindelig vedtagne Nødvendighedsartikler, frem- gaar til Evidens af Læge Sørensens: Kjøbstadarbejderes Kbhvn. 1880, og Markarbejderes Vi Ikaar, 1881. At den ikke betragtes som nogen Luxus (Fornøjelser), ses samme Steds deraf, at Udgifter til »Fornøjelser* oftest ikke kjendes.
Antagelse væsenlig bekræftet i det statistiske Bureaus Beretning om Drikfældighedsforholdene (Se S. 221 ff.), hvor der udtrykkelig gjøres opmærksom paa, at det kun er «temmelig betydelige Prisforhøjelser*, der have IndflydelsepaaSpiritusforbrugen.IAlmindelighedudmærkerdennesigderimodveden mærkerdennesigderimodvedenoverordenlig Sejghed, saaledes, at paa den ene Side kun en meget pludselig, meget udpræget og betydelig Forhøjelse i Arbejdernes Livsvilkaar—saaledessomdetf. fandt Sted i Halvfjerdserne—eriStandtil forhøje Forbrugen kjendelig(idet«mangeforetrækkeenTilvæxt den nævnte Nydelse fremfor de Nydelser, de endnu ikke kjende eller synes for vanskelige at opnaa»*), og at paa den anden Side Forbrugen har en ganske betydelig Modstandsevneligeoverfor,selvstærkePrisforhøjelser.Kun i de Lande, hvor der er særdeles høje Skatter — 4 å 5 G-ange saa store som vor Skat (Sverig-Norge f. Ex.) — der fordyre Brændevinen med 100 % og endnu mere, er det lykkedes at indskrænke Forbrugen, og dette da ovenikjøbet kun ved samtidig at forfølge DrikfældighedenmegetenergiskpaaandreMaader. der har beskjæftiget sig med Alkoholspørgsmaalet, ved, hvilke overordenlig skarpe Foranstaltninger, man f. Ex. i Nordamerika har anset det for nødvendigt at gribe til og ofte endda uden Held. Navnlig vise Forholdene i Storbritannien og Irland gjennem 200 Aar et
*) At Brændevinen er en næsten ligesaa fast Andel af Almuens Udgiftsbudget (o: for Manden i Huset), som hvilkensomhelst anden af de almindelig vedtagne Nødvendighedsartikler, frem- gaar til Evidens af Læge Sørensens: Kjøbstadarbejderes Kbhvn. 1880, og Markarbejderes Vi Ikaar, 1881. At den ikke betragtes som nogen Luxus (Fornøjelser), ses samme Steds deraf, at Udgifter til »Fornøjelser* oftest ikke kjendes.
*) Den ovennævnte Beretning, S." 223.
fremragende Exempel paa, hvor lidet der mange Gange lader sig udrette selv med høje Skatter. Disse havde nemlig der i lang Tid ikke nogen anden Virkning end at drive til en stærk Smugbrænding, saa at man endogsaai1823.og.25gik en betydelig Nedsættelse i Skatten, hvilket havde til Følge, at Skatteindtægten fordobledes,blotfordilovligbrændtBrændevin traadte i Stedet for Smugbrændevin. Endnu i Nutiden har England i Forhold til sin overordenlig høje Beskatning (165,6 Øre pr. Pot å 8°) en anselig Forbrug. — I Belgien er Brændevinsskatten ogsaa særdeles høj (3 Kr. 60 0. å 5 Kr. 77 0. pr. Hl. af Mæskekarret). Indtægten af Produktionsskatten udgjorde saaledes i 1876 18 Millioner Kroner — og dog findes der der 128,800 BrændevinsudskjænkningsstederelleriForholdtilBefolkningen 1 for hver 42 Individer. Til Sammenligning anføres, at der i Kjøbenhavn kommer 1 Beværtningssted paa hver 174, i Jylland 1 for hver 540 og paa Øerne undtagen Kjøbenhavn 1 for hver 618; i England 1 paa hver 352 og i Frankrig 1 paa hver 117,, Det sidste Sted er der ogsaa meget høje Skatter (droit de consommation udgjør alene 54,4 Øre pr. Pot å 8 °), ligesomogsaaiHolland(81,9Øre Pot å 8°), og dog klages der begge Steder over den udbredte Drukkenskab.IHollandfalderder1 paa hver 113 Indbyggere. — I Sverig er det, som bekiendt, kun lykkedes at reducere Forbrugen ved et overordenlig højt Afgiftssystem, der rammer saavel Tilvirkningen som Forhandlingen og ledsages af en skarp Kontrol (jfr. saaledesGøteborg-Systemet).ITidenførden Reform 1855 ansloges Forbrugen til 30 Millioner Kander (784,200 Hl.) eller 18—21 Liter pr. Hoved — under
Husbrændingsperioden i Trediverne antoges Forbrugen endda at være det dobbelte — de høje Skatter nedsatte den imidlertid til det Halve, c. 10 Liter pr. Hoved og senere endnu mere. Men i de gode Aar for en 10—12 Aar siden med deres meget pludselig stigende Arbejdsløn stiger atter Forbrugen, trods Systemet, fra 2,8 5 Kander pr. Hoved til 5,i 4 Kander i 1874, hvilket altsaa stemmer med den ovenfor antydede Regel, at ligesom kun stærke Prisforhøjelser formaa at nedtrykke Forbrugen, er det omvendt kun i Perioder med et pludseligstærktøkonomiskOpsving,atBrændevinsforbrugen modtager særlig stærke Forøgelser. ' Den derefter følgendestærkeStigeniForhandiingsafgifterne(se skedeatteridefølgendeAarForbrugen fra 22 MillionerKanderi1874til15 Kander i 1879; Afgiften er i den Tid stegen fra 4 til 12 Øre pr. Liter, altsaa til det tredobbelte, og den samlede Beskatning er derved naaet op til at være c. 50 Øre pr. Liter, medens man herhjemme selv med den foreslaaede Forhøjelse kun vil naa op til c. 14 Øre. Naar maa nu ved BedømmelsenheraftageriBetænkningden offenligeOpinionimodBrændevinsdrikningen,Indførelsenaf Gøteborg-Systemet o. s. v., vil man se, hvorledes det ovenfor antagne vinder Bekræftelse. — I Norge skyldes ligeledes det særdeles gunstige Resultat en overordenlig stærk Lovgivning, støttet af en ualmindelig kraftig Opinion, der i c. 30 Aar bragte Konsumen ned til imellem x/.i og 1j4c af det oprindelige; den Forhøjelse, som Skatterne her bevirke af Brændevinsprisen, er omtr. 140 %, Tilvirkningsskatten udgjør omtrent 56 Øre pr. Liter af 50 % Styrke. Man har da ogsaa her kunnet komme saa
vidt, at man
efter at have taget Braaden fra
Brændevinsdrikningen, har kunnet begynde en
Kamp
med det stærke 01, hvilket jo i og for sig kan
være
fuldstændig rigtigt, men som paa ingen Maade
gaar
an, hvad netop de følgende Bemærkninger skulle
bidrage til at vise, saalænge Muligheden for at gaa
over til Brændevin ikke er faktisk afskaaret.
ForholdeneiNorgeereimidlertidaf
ganske særlig Natur,
om man end ogsaa der ser en Bekræftelse af den
almindelige Eegel om den Vexelvirkning, som
01ogBrændevinsforbrugenmaasigesattendere
at staa
i til hinanden. Man vil især i Tyskland støde paa
dette ejendommelige Forhold: det omvendte Forhold,
hvori Øl-Konsumen staar til Brændevins-Konsumen og
den Kamp mellem disse Drikke, man derigjennem
sporer, saaledes at hvor den ene Forbrug er
betydelig,
er den anden forsvindende og omvendt, og
det endog
ud i de fineste Gradationer, som .Tabel Ia
og b ide
medfølgende Tabelbilag vise. — Endnu mere
slaaende
er igjen Tabel 11, der indeholder en
Sammenstilling af
01- og Brændevinskonsumen pr.
Hoved i Quart for de
preussiske Provinser i Aarene
1831—67. Man vil
der kunne forfølge, hvorledes
næsten paa de fleste
Steder en mindre Ølforbrug
ledsages af en større
Brændevinsforbrugogomvendt.Viskullesaaledes
gjøre
opmærksom paa, hvorledes Brændevins-Konsumen i
dette Tidsrum i Brandenburg er sunken fra 14, o
Quart
*
til 8,05, medens Ølkonsumen i samme
Tidsrum er
steget til det tredobbelte, til 78, oe
fra 26,4 8. I
WestphalenerBrændevinsforbrugensunkenfra4,0
1839
til 2,8r i 1887, altsaa ikke übetydelig, Ølforbrugen
derimodstegentiloverdetdobbelte
5,6 2 til 12,30; i
Rhinlandene træffe vi det samme, i Posen træffe vi en stigende Brændevinsforbrug fra 6,8 i 1831 til 11,87 i 1867, Ølforbrugen er derimod sunken fra 9,161 6 til 4,85. Noget lignende træffe vi i Vestpreussen o. s. v., o. s. v.
Eaar man imod Betydningen af disse Tal har indvendt, de maaske kun betegne provinsielle Forskelligheder Befolkningens Vaner, skulle vi til yderligere Belysning af dette Forhold: Ølforbrugens Vexelvirkning Brændevinsforbrugen, endnu anføre nogle Exempler, fra England*), der i mere end en Henseende ere interessante. Da Ølskatten her forhøjedes Begyndelsen af Aarhundredet og Øllet som Følge deraf fordyredes, begunstigedes derved foruden Theforbrugen Brændevinskonsumen. Medens Befolkningen England og Wales fra 1801 til 1851 fordobledes 9,156,171, i 1851: 18,054,170 og 20,066,224 i 1861) tiltog Maltforbrugen kun fra 25% til knap 32 Millioner Bushel i tiaarigt Gjennemsnit, medens Brændevinsforbrugen steg fra 4 til 9 Millioner Gallons. Selv efter 1830, efter Ophævelsen af selve Ølskatten**), steg Maltproduktionen i 30 Aar kun fra 27 til 37 Millioner altsaa ikke i samme Grad, som Befolkningen steg, medens Brændevinskonsumtionen i denne Periode steg fra 7 til 10 Millioner Gallons, d. e. temmelig-nøje i Forhold til Befolkningens Stigen.
I Skotland gik
Maltfabrikationen i Begyndelsen af
dette Aarhundrede
paa Grund af de stigende Skatter
endogsaa tilbage
indtil 1822 trods Befolkningens Forgelse;derimod
*) Jfr. W. Vocke: Geschichte der Steuern. des britischen Eeiches. Leipzig 1866.
**) Ikke Mallskatten.
gelse;derimodefterfulgtes Skattens Formindskelse i dette Aar af en Forhøjelse af Maltforbrugen, indtil 1854, hvor den beløb sig til det firedobbelte af Forbrugeni og altsaa var forøget i et langt stærkere Forhold end Befolkningstilvæxten, medens Brændevinskonsumtionenomtrent sig uforandret efter 1825. I 1854 forhøjedes Maltskatten fra 2 sh. 8n/20 d pr. Bushel til 4 sh., og Maltforbrugen faldt da fra 4,136,830 Bushel i 1853 til 3,192,091 Bushel i 1854 og til 1,630,865 Blishel i Aaret 1855. Skjønt den forrigeSkattesats gjenindført i 1856, har dog Maltforbrugenikke naaet den tidligere Størrelse; i 1878 var den 2,865,846 Bushel, i 1879: 3,104,550 Bushel*). Og endnu stærkere er Tilbagegangen i Ølproduktioneni paa Grund af stigende Skatter og samtidig med en endogsaa extraordinær Stigen i Brændevinskonsumen.
Disse Tilfælde synes unægtelig at vise, i hvor høj Grad Ølforbrugen, altsaa i Modsætning til Brændevinen, lader sig paavirke af prisforhøjende Skatter, og hvorledesdet Ølforbrug begunstiger Konsumen af Brændevin. — Pfeiffer anfører ligeledes slaaende Exempler:I Holland indbragte Ølskatten midt i. det 18de Aarhundrede 979,000 fl, men paa Grund af den høje Skat sank Forbrugen saaledes, at Skatten i 1863 sammen med Eddikeskatten i hele Kongeriget kun indbragte c. 500,000 fl., medens, Brændevinsskatteni Tidsrum var steget fra 2l2l/2 til 3 Millioner; ogsaa for Frankrigs Vedkommende anfører
*) Prof. Holzner: tTber die verschiedenen Methoden der Bierbesteuerung.
han et
lignende Exempel fra Aaret 1856. Pfeiffer
raader
derfor ogsaa til snarere at begunstige end hæmme
Ølførbrugen «fordi den anden billigere Folkedrik,
Brændevinen,ellers
vil træde i Stedet derfor».
En lignende Betragtning findes hos Eau, der ogsaa
erklærer,at
Ølskatter befordre Nydelsen af
Brændevinen.Stein
følgende: «Die Steuerkraft
Bieres ist namentlich in nicht Wein
producirendenLander
weil die zu grosse Vertheuerung
des Bieres zum Genuss des Branntweins treibt»;. og i
Anledning af, at Ølafgifterne i Eusland ere
forhøjede
siden 1875 og Forbrugen aftagen,
fortsætter han: «Die
Accise ist dort hoch genug um
kiinstlich den Gebrauch
des Bieres zu vermindern und
den des Branntweins zu
vermehren. . . . Das
finanzielle Interesse scheint
das Interesse der
Yolkswirthschaft die mit dem Verbrauchdes
auf Kosten
des Branntweins gewinnt,
noch zu beherrschen».
Endelig har i den nyeste Tid
den bekjendte Dr. Baer
i sit instruktive Værk «Der
Alkoholismus», som ien
ypperlig Fremstilling behandlerdette
fysiologiske,
pathologiske og «wirthschaftliche»Betydning,
anbefalet Ophjælpningen
af Ølforbrugen og udtalt
sig skarpt imod enhver Ølbeskatning.«Jede
der
Biersteuer ist eine
Begunstigung des
Branntweinskonsums» (Side 531).
Som ovenfor bemærket, bør man saa meget mere undgaa gjennem en Beskatning at nedtrykke Ølforbrugen som Øllet netop kan være en mægtig Faktor i Kampen mod Alkoholismen, netop fordi den er egnet til at erstatteog formindske Brændevinsforbrugen, ja endogsaa maa siges at være den eneste Drik i et ikke vinproducerende Land, som har nogen Chance for
sig i den Henseende, saaledes at den snarere burde begunstiges end hæmmes, se saaledes Dr. Baer, Side 530—33. De der fremsatte Udtalelser ere af stor Interesse,navnlig man betænker, at de komme fra en Mand, der saa langt fra kjæler for Brugen af spritholdigeDrikke, han endogsaa erklærer Nydelsen af Alkohol for altid og übetinget skadelig. Og lignende Anbefalinger træffe vi hos Vocke og Pfeiffer (se ovf.).
For at faa et lille Overblik over den Betydning, som det vilde have, at Øllet — det vil da atter her sige det bajerske 01, Hvidtøl vil umulig i en nær Fremtid tænkes brugt som et almindeligt Surrogat for Brændevin — fortrænger Brændevinen, skal her tilføjes nogle ganske enkelte Bemærkninger i Forbigaaende om de to. Drikkes større eller mindre Skadelighed og Værdi*).
Alkohollens skadelige Virkninger ere i første Bække en Formindskelse af Kulsyreafsondringen og en NedsættelseafLegemstemperaturen, indvirke hæmmendepaahele den langsomme Stofomsætningbidrageratter at danne de for Alkoholbrugensaabetegnende Fedtdannelser og til en Kraftformindskelse i alle Organismens Virksomheder. Dernæst forøges ogsaa Hjertets Virksomhed da Blodkarreneudvides.Alkohollen
*) Dr.Aßaer: «Der Alkoholismus«. Berlin 1878. H.W.Hiilphers «Om Briiket af destillerade Spritdrycker från militårhygienisk Synspunkt*. Dr. Oskar Nissens Foredrag ved det 12te skandinaviske Naturforskermødes sidste Møde. Comptes rendus sténographiques ducongrés intern, pour l'etude des questions relatives å l'alcoolisme tenu å Paris du 13—16 aout 1878. Paris 1879. — Prof. Dr. Sell: Das Bier und seine Stéllung iin Kulturleben (Zeitschrift f. d. ges. Brauwesen. Miinchcn 1880).
karreneudvides.Alkohollenviser sig saaledes at have Egenskaber fælles med de farligste Gifte, men efter Nogles Mening fremtræder disse skadelige Virkninger ikke ved den saakaldte «maadeholdne Alkoholforbrug« hvis Grænse Anstie og Parkes sætte henholdsvis ved 30 og 45 Gin. absolut Alkohol for et Tidsrum af 24 Timer; Andre, som Baer, have derimod antaget, at de universelle Virkninger ere de samme, blot kvantitativ forskjellige. I begge Tilfælde vil man imidlertid let se, hvor stor en Forskjel der er paa Skadeligheden af bajersk 01 og Brændevin, der indeholder 10—12 Gange mere Alkohol end hin i det samme Rumfang. Er den første Antagelse rigtig, betyder dette saaledes, at man i samme Tidsrum kan drikke -fra 2 Bajere til 1 Pot uden Skade imod kun 1/4: til :/3 Pægl Brændevin; er Alkohol i alle Tilfælde skadelig, vil jo i alt Fald det kvantitative Forhold stille sig langt gunstigere for Øllets Vedkommende. Men dertil kommer, at foruden den almindelige Virkning har Alkohollen en anden, lokalt pirrende Virkning paa de Væv, hvormed den kommer i Berørelse? særlig- ogsaa Maveslimhinden, en Virkning, som er meget skadelig for Fordøjelsen. Denne sidste Virkning -ophæves for en betydelig Del, hvor Alkohollen nydes stærkt fortyndet som i 01, medens det omvendte er Tilfældet, hvor Alkoholien er stærkt koncentreret som i Brændevin. Baer anfører endog, at ifølge Claude Bernard virker meget fortyndetAlkohollige af koncentreret Alkohol, nemlig som et exciterende Middel' paa Maveslimhinderne,hvilketdog gjælder store Doser eller NydelsenmellemMaaltiderne. hvorom Alting er, synes det at være videnskabelig vist, at Alkohollen i 01
ikke alene er
tilstede i absolut mindre Kvantum,menogsaa
dette
mindre Kvantum er
relativ mindre skadeligt.
Medens Forholdet er saaledes med Hensyn til Øllet qua alkoholholdig Drik, er det endvidere at bemærke-, at det foruden det ringe Kvantum Alkohol ogsaa indeholder og styrkende Stoffer*) i stærk Modsætning til Brændevinen. Øllet indeholder foruden Alkohollen Extraktiv-Stoffer fra Maltet, saasom Dextrin, Druesukker **), Harpix og en Smule ggehvidestof, fra Humlen, forskjellige frie Syrer, saasom Kul-Edike- og Mælkesyre samt endelig Salte, især fosforsure Alkalier, kulsurt Kali, Kiselsyre etc. Af disse ser man ganske vist ofte Betydningen af Maltets betydelig overdreven, idet det navnlig indrømmes, at Æggehvideholdigheden er aldeles forsvindende; større Betydning har derimod Øllets Rigdom Salte, der er af megen Vigtighed for Ernæringen, da det fosforsure Kali, som ogsaa har sin store Andel i Øllets gavnlige Indflydelse paa Nerverne, og som Øllet væsentlig skylder sin styrkende Virkning under Rekonvalescenser og lignende Perioder. Desuden er ogsaa Øllets Humlestoffer af Betydning for Befordring Fordøjelsen, og naar man dertil tager i Betragtning vederkvægende og forfriskende Smag og oplivende, stimulerende Virkning, maa man med Baer anerkjende, at den maadeholdne Forbrug af 01 'har «en i høj Grad gavnlig Totalvirkning paa Organismen. >
*) Se Bilag IV.
**) En Del af Druesukkeret skilles under Gjæringen i Ravsyre og Glycerin.
Vi skulle endelig i Forbigaaende ikke undlade at henlede Opmærksomheden paa et ikke hidtil fuldt paaagtet som netop i den seneste Tid er blevet draget stærkt frem (Dujardin-Beaumetz & Rabuteaus nemlig den Fare, som de mindre daarlig drevne Brænderiers ufuldstændige Destillering Korn-, Roe- og navnlig Kartoffelbrændevin indeholder, idet Brændevin fra slige Brænderier let kan indeholde, foruden det almindelige .Æthylalkohol, Alkoholler Butyl- og Amylalkohol, hvis narkotiske Virkninger ere langt større end Æthylalkohol — en Fare, der dog sikkerlig her i Landet i den senere Tid er bleven betydelig forringet. Dette er imidlertid et Punkt, som kunde gjøres til Gjenstand for nærmere Undersøgelse, men iøvrigt skulle vi i denne Sammenhæng ikke komme nærmere ind derpaa. — Vi skulde overhovedet have dvælet saa længe ved disse Bemærkninger, der ikke netop herhjemme havde vist sig stærke Tendenser — jvfr. saaledes Forhandlingerne i Folkethinget under. Forespørgslen om Drikfældighedsforholdene til at tage sig det forholdsvis let med Brændevin og med Forbitrelse kaste sig over det bajerske 01. Man vil da af ovenstaaende kunne se, at det ingenlunde saa «forældet» nu at gaa løs paa Brændevinen det er meget mere det eneste, hvorom der fra alle videnskabelige Autoriteters Side hersker fuld Enighed': at fordømme Brændevinen absolut og totalt, hvorimod dette ikke er Tilfældet med 01. — Vi kunne ikke afslutte dette Afsnit mere passende end med at citere følgende Utalelser af Baer om Ølforbrugen
s
«Wir konnen ihm von hygieinischen Gesundheitspunkte nur unsere volle Syinpathie entgegenbringen, da es im måssiger Weise genossen seiner belebenden, erfrischenden, kråftigenden und auch nåhrenden Eigenschaften wegen auf den Organismus recht vortheilhaft , ind dabei in sehr gliicklicher Weise die Aufgabe ¦eriiillt, das berechtigte Verlangen nach einein die Geselligkeit und Freudigkeit fordernden Genussmittel in vol]em Masse zu losen.» ... «Das Bier ist der stårkste Feind des Branntweins, die besteWaffe gegen dessen Macht und Verderben. Soli das Bier auch diesen hochwichtigen Dienst leisten, so muss es ein Volksgetrånk im weitesten Sinne werden; dazu gehort aber, dass es billig kåuflich und von guter Qualitat sei.»
Af disse forskjellige Data og Oplysninger lader der sig altsaa uddrage følgende Resultater; Vil man i Befolkningens sociale og sanitære Interesse bekæmpe Alkoholismen, bør man foreløbig rette sine Bestræbelser paa en Formindskelse af Brændevinsforbrugen, der imidlertid lader sig paavirke af høje, energisk gjennemførte medens Øllet helst saavidt muligt bør lades übeskattet for ikke at forhindre og modvirke Nedgangen Brændevinskonsumen eller i alt Fald kun bør beskattes — og da lavt —, naar man kan være sikker paa, at Brændevinsskatten og de øvrige Foranstaltninger Brændevinsmisbrugen ere tilstrækkelig og virksomme til i sig selv at ophæve Tendensen at forlade Øllet og gaa over til Brændevinen.
Man kunde nu overfor disse Betragtninger gjøre gjældende, for det første, at Brændevinen jo ogsaa herhjemmesamtidig Indførelsen af Ølskatten vil blive højere beskattet; for det andet, at det jo dog kun er de stærke, meget alkoholholdige Ølsorter man vil beskatte. Hvad den første af disse Bemærkninger angaar,vil med den foregaaende Udvikling in mente let se, hvor lidet dette, praktisk set, har at sige. Den foreslaaede Beskatning vil forhøje Skattens Beløb indtil
25 Øre pr. Pot
absolut Alkohol (H3/4 Øre pr. Pot 8°
Brændevin). Til
Sammenligning anføres, at Forholdet
i øvrige Lande
stiller sig saaledes*):
Medens saaledes Beskatningen i Norge forøger Prisen med meget over 100 °/0, vil den nye Mer beskatning (Differencen imellem den bestaaende og den foreslaaede) kun forøge Prisen med en 7—B%**), altsaa en aldeles forsvindende Forhøjelse ved en Detailhandels Pæglesalg og en Beværtnings Snapseudskænkning. Naar der, som vi have set, skal saa betydelige Prisforhøjelser til for at opnaa nogen Virkning og denne desuagtet undertiden udebliver, er det klart, hvor aldeles betydningsløs en 7—B7—8 % Forhøjelse af Prisen vil være overfor en saa betydelig Brændevinsforbrug som den danske. Og dertilkommer, Ølskatten, selv om den ikke bliver højere end af Regeringen foreslaaet, dog sandsynligvis i Detailhandelenvil Bajernes Pris med 1 Øre, altsaa bevirke en Prisforhøjelse af mellem 12 og 13 °/o, saa at Haabet om at opnaa en Modvægt imod Tendensen til at forlade det ved Skatten fordyrede 01 for at gaa
*) Børsudvalgets Betænkning. — For Norges og Sverigs Vedkommende ovenfor.
**) Den hele Skat kan anslaas til at forhøje Brændevinens Pris med en c. 42 pCt.
over til
Brændevin derigjennem, at Brændevinsskatten
samtidig
forhøjes, sikkerlig vil vise sig at være illusorisk.
Imod den anden Betragtning lader der sig indvende,at Skat, der vil ramme de mere alkoholholdigeØlsorter, vil ramme den Ølsort, det undergjærede(bajerske) som efter vore Forhold er egnet til at tage Kampen op med Brændevinen. Overalt hvor Brændevinen fortrænges, sker dette væsenlig ved de mere alkolholholdige, bedre behandlede, aflagrede Ølsorter,fordi ifølge Sagens Natur ikke gaar ind paa at ombytte Brugen af en stærk koncentreret spritholdigDrik en Drik som f. Ex. Hvidtøl, hvis pirrende Virkninger ere absolut minimale. Hvis det desuden ikke var bajersk 01, som der her kunde være Tale om, vilde jo den megen Paaberaabelse af, at bajersk 01 bruges som Surrogat for Brændevinen, være aldeles meningsløs. Hvidtøl nydes jo ogsaa i stort Omfangnetop med Brændevin, og det skulde just være et af Fortrinene ved bajersk 01, at det alene erstatterdenne Nydelse. Hvidtøl trænges jo ogsaa mere og mere tilbage, hvad der bl. A. fremgaaraf Omfang, hvori Hvidtølsbryggerierne herhjemmegaa til at blive blandede Bryggerier, d. e. ogsaa brygge undergjæret 01, og det synes nu snarere at faa Karakteren af en Husholdningsartikel til Brug ved Madlavning end af en saadan nervestyrkende, exciterendeDrik bajersk 01. De ovenfor opstillede Kegler kunne ogsaa væsenlig siges at gjælde de undergjæredeeller mere spritholdige Ølsorter jfr. saaledes, at Ølsorterne i England ere meget stærke og jfr. Tabel I b, hvoraf det vil ses, at hvor der er lav Brændevinsforbrug og følgelig stor Ølforbrug, repræsenterer det undergjærede01
ede01den
største Procent-Andel. Vilde man desuden
ramme de
mere alkoholholdige Sorter, maatte Konsekvensenda
alt Fald blive en Urtbeskatning.
Det har altsaa saaledes vist sig, at den Argumentation, Lovforslagets Motiver saa at sige røre, eller som de lige antyde, rigtig gjennemført vender sig imod dem selv eller rettere sagt vender sig imod Forlangendet en Ølskat i den foreslaaede Form i Forbindelse en forholdsvis übetydelig Forøgelse af Brændevinsafgiften. Hvorvidt det nu overhovedet er rigtigt eller blot nødvendigt under vore nuværende Forhold anvende eller iøvrigt gaa ud fra det ovenfor antydede Standpunkt — der jo desuden ogsaa paa andre Punkter vilde medføre betydningsfulde Konsekvenser, langt betydeligere Toldnedsættelser, end foreslaaet, som Kompensation for de høje Brændevinsskatter Ex. Nedsættelse i Sukkertolden), endvidere en progressiv stigende Beskatning af de bedre stillede Klasser, specielle Luxusskatter *) o. s. v. — er et Spørgsmaal, som man her ikke skal gaa nærmere ind paa; man skal her blot nøjes med at fastslaa de ovenfor udviklede Konsekvenser dette Princip, som man saaledes lige har tangeret.
I et lille Skrift, som fornylig er blevet omdelt til Rigsdagens Medlemmer, antydes der en Argumentation til Fordel for en høj Ølskat, som ogsaa er kommet frem fra andre Sider. Man gaar her i modsat Retning af den ovenfor antydede, er utilbøjelig til Forhøjelse af
*) Værditold paa Cigarer f. Ex.
Brændevinsafgiften, fordi Brændevin «kun nydes af den fattigste Del af Befolkningen*, men raader derimod indtrængendetilen af Ølskatten udover det foreslaaede, fordi Ølskatten væsenligst maa antages at ramme «den mere velstaaende Middelklasse». Bajersk 01 kan desuden ikke uden videre sammenstilles med en Drik som Brændevin, og der er derfor intet Besynderligtiat det adskillig højere, da det mere har Karakter af Luxus. Der skal hertil blot bemærkes, at hvorvidt denne Forudsætning er rigtig, jo i sig selv er meget tvivlsomt og iT sidste Instans vil komme til at bero paa et nogenlunde løst Skjøn over Forholdene; men er det saa, at bajersk 01 vel ikke er saadan nogen særlig Luxus, at en Beskatning deraf kan begrundes ud fra et egenlig Luxus-Beskatningsprincip, men dog gjenemgaaende nydes af de mere Velhavende, da synes dette mig ikke at tale for en Ølskats Nødvendighed. Som vi nemlig have set, er det en indirekte Forbrugsskatsenesteeller alt Fald væsenligste Fortrin, at den særlig egner sig til at overvinde de Vanskeligheder, hvorpaa en direkte Beskatning støder overfor den lavere Befolkning, men er her slet ikke Tale om at beskatte denne, behøver man jo heller ikke at ty til en indirekte Forbrugsskat, for altsaa at ramme Samfundsklasser, hvem det ingenlunde er vanskeligt at ramme paa hundredeandreog Maader, end igjennem en indirekte Forbrugsskat med dennes store og principielle Mangler, dens Ulighed og Uretfærdighed. Man kan dog neppe mene, at det bajerske 01 netop skulde nydes i direkte Forhold til Ens Indkomst og Skatteevne, man kan i alt Fald ligesaa godt omvendt paastaa, at Skatten virker omvendt progressiv. Og hertil kommer den BegunstigelseafStorbedrift,
igelseafStorbedrift,den Fristen til Defraudationer, den fordærvelige Indflydelse paa Konkurrenceforholdene, den Ulejlighed, Gene og Indgriben i Produktionen, som en saadan Ølskat vil kunne bevirke. Naar det er Meningen, at man ved en saadan ny Skat vil ramme de mere velstaaendeKlasser,saa det en fortræffelig Tanke, som i højeste G-rad bør billiges; men hvorfor da vælge en af de mest uheldige Maader at gjøre dette paa, en Maade, hvorved det da i alt Fald fra alle Sider maa indrømmes, at der er megen Fare for ogsaa at ramme de lavere staaende Klasser? Hele den megen Tale om Alkohollens Skadelighed og Sammenhængen i Beskatningen, der i alle Tilfælde i og for sig, «selv om man ikke trænger til Indtægtsbeløbet som en Kompensations-, med Nødvendighed krævede en Ølskat, falder jo fuldstændig til Jorden, og det bliver da besynderligt at vælge et Middel til at ramme de velstaaende Klasser, som samtidigkangjøre ved at ødelægge de Chancer, som bajersk 01 nu har for ogsaa at udbrede sig i de lavere Klasser, naar man har andre ligesaa sikre og i principiel Henseende langt bedre Midler, hvorved man ikke gjør nogen Skade*). I samme Grad som det lykkes at bevise, at Ølskatten væsenligt vil ramme de velhavendeKlasser,i Grad synker Vægtskaalen til Ugunst for Ølskatten.
*) Jfr. ogsaa, at man derigjennem kommer til at ramme Byerne for haardt.
Foruden de ovenantydede Mangler i Eetning af finansiel Betfærdighed og Ligelighed, der altid vil klæbe ved en saadan indirekte Forbrugsskat, skulle vi endelig ganske kortelig henlede Opmærksomheden paa et enkelt Forhold. Vi ere i det Foregaaende gaaede ud fra, at Skatten blev overvæltet, men i Tilfælde af, at den ikke bliver det, er hele Hensigten med Ølskatten jo fuldstændig forfejlet, da det ikke tør antages, at man har i Sinde at etablere en særlig Skat paa Formuer, erhvervede ved Brygning, i Modsætning til Formuer, erhvervede gjennem Spekulationer. Skjønt det vel nu i Almindelighed vil indrømmes, at der altid vil være en Tendens til Stede til Overvæltning ved en ensidig Skat paa en enkelt Produktionsgren, fordi den forhøj er Produktionsomkostningerne,saaer Modsatte ikke desto mindre ingenlunde umuligt. Vi skulle her blot saaledeshenvisetil af Broch paa det skandinaviske Naturforskermødei1881 Foredrag om DrikkebeskatningeniNorge, han paaviste, at Ølprisen ikke var forhøjet i Norge, trods den høje Maltskat, med andre Ord: Skatten var ikke overvæltet. I alle Tilfælde vil en saadan Overvæltning neppe kunne tænkes at foregaaudenat af en betænkelig om end maaske kun forbigaaende Produktionsindskrænkning, hvoraf da atter let kan følge en Forrykkelse af Konkurrenceforholdene.Idefleste er nemlig de enkelte Producenters Evne til at overvælte Skatten overordenligulige.Skatten let delvis liggende paa nogle Enkelte, og virker derigjennem som en højst ulige Erhvervsbeskatning. Bevægelsen kan ogsaa tænkes at foregaa saaledes, at de store dominerende Bryggerier
i nogen Tid efter Skattens Paalæggelse holde Prisen uforandret og bære det dermed forbundne Tab, hvorved maaske de mindre Bedrifter ville blive ødelagte og kvalte af Konkurrencen, og Skatten vil saaledes kunne skabe Tendenser i Retning af Storbedrift. I alle Tilfældeerede tekniske og personlige Forhold hos Producenterne saa forskjellige, at der er en overvejendeSandsynlighedfor, Skatten vil blive overvæltetiforskjellig især ved en Beskatning efter Raastof, der kan belaste de enkelte Producenter temmeliguligeefter af de til deres Raadighed staaende Raastofier, den forskjellige driftstekniske Udviklingo.s. Desuden virker Kampen imellem 01 og Brændevin imod Tendensen til Overvæltning, da det er en almindelig anerkjendt Regel, at en Forbrugsskat desto vanskeligere lader sig overvælte, jo mere den skattepligtigeForbruglader erstatte ved Surrogater, i dette Tilfælde Brændevin. Det er overhovedet ganske betegnende, at indirekte Skatters gode Virkninger, som netop stadig paaberaabes af praktiske Mænd, der bebrejdeNationaløkonomernederes bero paa en saa ren theoretisk og saa tvivlsom praktisk ForudsætningsomIndtrædelsen en vidtløftig Overvæltningsproces;thisom bemærker, «det Gunstigste,deroverhovedet sig sige, er, at efter en lang Overvæltningsproces og igjennem denne kan der under særdeles gunstige Omstændigheder blive frembragtenvis i Beskatningen«. Man ser altsaa, at der her er et Punkt, som kunde kræve mere omfattende Undersøgelser og Overvejelser, end man har ladet det blive til Del. Man kunde i alt Fald komme
paa det Rene med, hvad man egenlig tilsigtede; thi der hersker ofte den besynderligste Uklarhed herom. Under Forhandlingerne i Folkethinget om Drikfældighedsforholdeneblevdet ytret: «... Vel er det saa, at adskillige bajerske Ølbryggere anvende en Del af deres enorme Overskud til Statsøjemed og andre beslægtedeØjemed.Det rigtigt; men det er dog bedre, at vi faa Disposition over disse Midler og anvende dem i Øjemed, som Lovgivningsmagten anser for rigtige». Forudsætningen for at noget Sligt kunde ske, er jo, at Skatten kom til at hvile paa Bryggerne, d. e. ikke blev overvæltet; men samtidig mente den samme Taler, at Ølskatten burde bruges som Middel mod Drukkenskaben, hvilket nødvendigvis maatte kræve, at den blev overvæltet.—Betegnende det ogsaa, at man herhjemme ikke har hørt det i Udlandet saa ofte anførte Argumentnævnetil for en saadan Skat, at den blev tilbagevæltet, Prisforhøielsen blev besvaret med en saadanMindre-Konsum,at atter sank, saaledes at Skatten ikke definitivt kom til at hvile paa de lavere Klasser. Det synes for Mange at være et irrelevant Spørgsmaal, hvem der virkelig kommer til at betale en saadan Ølskat.
Hvad Beskatningsmaaden angaar, da har denne jo herhjemme været G-jenstand for vidtløftige Diskussioner,ogvi derfor her kun fremsætte nogle spredte Bemærkninger herom. Der synes fra alle Sider at herske Enighed om Forkasteligheden af en Rumbeskatningsombaade
beskatningsombaadeirrationel, besværlig og bekostelig, ligesom det efter de seneste Oplysninger synes at være sandsynligt, at en Fabrikatbeskatning i alt Fald efter nordamerikansk Mønster ikke lader sig gjennemføre herhjemme,naarman fastholde, at Skatten alene skal ramme bajersk 01. Derimod synes Valget mellem UrtogMaltbeskatningenat noget vanskeligere. Hvad de forskjellige Beskatningsmaaders Indflydelse paa Bryggeri-Teknikenangaar,da der fra ansete AutoritetersomProf. Wagner i Wurzburg og Prof. Holzner i Weihenstephan saa forskjellige Udtalelser, at Spørgsmaalet maa siges at staahen. — Holzner anfører det som et Fortrin ved Maltbeskatningen, at den bidrager til, at Bryggerne fortrinsvis søge til de bedste Bygsorter, da det større Udbytte af det samme KvantumByggjør paa det færdige Produkt forholdsvismindre.Omvendt der sig sige imod Maltbeskatningen, at den netop kan træffe de enkelte Producenter ulige efter de forarbejdede Stoffers Kvalitet, samt tillige efter den tekniske Indretning og Omfanget af Bedriften. Den rationelleste Beskatning maa Urtbeskatningenderforuden siges at være, hvis den kan gjennemføres aldeles nøjagtig. Holzner anfører imidlertid, at det Instrument, hvormed man, f. Ex. i Østerrig, bestemmer Urtens Extraotmængde, nemlig Saccharometret, let kan vise 1/2 ° formeget eller forlidet.YedSaccharometermaalingerne 2 Bryggerier kan altsaa Instrumentet vise en hel Grads Forskjel, skønt Extraktmængdens Sukkerholdighed er den samme, og medens de to Bryggerier, hvis deres Produktionsmængdeerden egenlig burde betale den samme
Skat, kan
Differencen i deres Skattebeløb, hvis det er
store
Bryggerier, løbe op i flere Tusinde Kroner.
Efter Ballings Tabeller vejer 1 Hl. 10 ° Urt 104,0 4 Kg. og skal indeholde 10,4o4 Kg. Extrakt. Skatten herfor er 1,6 r fl. eller paa 1 Kg. Extrakt 16,0 5 Kreuzer. 1 Hl. 15° Urt vejer 106,141 4 Kg. og skal indeholde 15,78r Kg. Extrakt. Skatten herfor er 2 fl. 50V2 Kr., altsaa for 1 Kg. Extrakt 15,8 6 Kr. De paa den samme Vægtdel Extrakt rammende Skattesatser forholdesig som 1586 til 1605, d. e. for den mindre extraktrige Urt maa man betale forholdsvis 1 % mere end for den mere extraktrige*). Det Fortrin ved Extraktbeskatningen,som bestaa i, at den gjør en Forskjelefter G-radholdighed, viser sig saaledes ikke at være fuldt tilstede. Naar dette altsaa er saaledes, synes unægtelig Fordelene ved en Urtbeskatning at vise sig i et daarligere Lys, end man efter et løst Skjøn er tilbøjelig til at tro. Dertil kommer den overordenlig besværlige Kontrol, som uundgaaelig følger med Urtbeskatningen,og vilde være saa meget føleligere for vore Bryggerier, som de ikke hidtil have kjendt til nogen Kontrol. Det skal saaledes anføres, at i Østerrig er der under enhver Brygning en fuldstændig Indkvarteringaf disse skulle nøje undersøge Svalebakkerne, Gjærfadene 0. s. v., som alt nøje skal være betegnet; den færdige Bryg maa forblive i Brygningslokalet;ligefra tager sin Begyndelse, under Humlekogningen o. s. v., skal den Opsigtshavende nøje
*) Prof. Holzner: Ueber die verschiedenen Methoden der Bierbesteuerung. Zeitschr. f. d. gesammte Brauwesen. — Festnummer
vogte paa Indholdet af Bryggepanden og Mæskekarret, og efter at Ølurten er gaaet over paa Svalebakkerne nøje efterse, om der ikke er blevet Noget tilbage i disse. Naar der efter Udtømmelsen af Bryggepanden, for at beskytte den mod Forbrænding er hældt koldt Vand derpaa, skal han paase, at Ilden derunder bliver slukket, og efter at Brygningen er færdig, blive Bryggepanden,Svalebakkerne at forsegle. Enhver Brygger skal holde fuldstændige Registre og maa anmelde enhver Brygning i Forvejen med Angivelse af Tid og Sted, nøje Betegnelse af Redskaberne, det tilstræbte Extraktindhold,Mæskningens o. s. v., o. s. v.
Hvad Maltbeskatningen angaar, er det forstaaeligt, at Regeringen kun nødig har forladt det dermed i Forbindelse Forbud mod Surrogater, da disse enten ikke have nogen Betydning for Organismen eller ere direkte skadelige. Man bruger saaledes for at spare en Del af det skraaede Malt umalet Korn, saasom Mais, hvilket giver Øllet en bitter Smag. Ogsaa anvendes Kartofler f. Ex. revne, hvorved der danner sig det skadelige eller Kartoffelstivelse, men baade ved dette og Dextrinsukkerets Anvendelse kommer Øllet til at mangle de fosforsure Salte. Glycerin gjør Øllet velsmagende fyldigt, men er i store Kvantiteter skadelige. der jo desuden faktisk ikke anvendes Surrogater vore Bryggerier, er det forbundet med saa meget mindre Betænkelighed at lette Beskatningen ved et Forbud mod Surrogater, hvorved man altsaa tillige garanterer Øllets Godhed.
En Vanskelighed
frembyder Maltskattens Anvendelseoverfor
blandede
Bryggerier. Man har i det
nye Lovforslag forsøgt at omgaa denne Vanskelighed ved at bestemme, at der efter Regeringens nærmere Bestemmelse kan gives et fastsat Afdrag i Skatten efter de Antal Tønder skattefrit 01, som bevislig fraføres saadanneBryggerier. ses imidlertid ikke rettere, end at dette Forhold rummer en Fare. Enten kan Erstatningenblive lille, og de blandede Bryggeriers Hvidtølsbrygningvil blive faktisk hæmmet, eller ogsaa risikerer man, at den bliver for stor, og det kunde da tænkes at betale sig at frembringe og udføre særdeles fortyndet og usselt 01 en masse blot for at faa Udførselsgodtgjørelse.Medens Forhold imidlertid maaske kunde ordnes paa en betryggende Maade, bliver der i alle Tilfælde den Ulighed tilbage, som altid klæber ved en Raabeskatning. — Umuligheden af at gjennemføreen Kvalitetsbeskatning i Lighed med Udbytte-Beskatningenved gjør saaledes Ølskatten til en ogsaa i denne Henseende lidet anbefalelsesværdig Afgift.
(For at bøde paa den Ulighed, hvormed en Beskatningefter rammer de enkelte Producenter efter de forarbejdede Stoffers Kvalitet, Bedriftens tekniske Standpunkt og Omfang, foreslaar Wagner (FinanzwissenschaftII) bringe Repartitionssystemet i Anvendelse,saaledes man altsaa fastslog en bestemt Skattesum, man vilde have ind, og lod en paa en betrj-ggende Maade ordnet Kommission fordele denne i det Enkelte. Vanskeligheden ved Udførelsen vilde væsenligkomme at bero paa, at man strax, da der ikke saa godt kunde lade sig danne provinsielle Kontingenter,maatte
genter,maattefordele Hovedsummerne individuelt, umiddelbartpaa enkelte Bryggerier. Ad denne Vej vilde imidlertid ogsaa de efter og som Følge af Skatten opstaaede Uligheder kunne fjærnes ved fornyede Ligninger,idet de forskjellige Bryggerier kunne tænkes at pine mere eller mindre ud af Maltet og derved befri sig for større eller mindre Dele af Skatten (forskjellig «Abwålzung»). Hvorvidt imidlertid noget Saadant lader sig realisere paa dette Punkt, er det selvfølgelig vanskeligt,ja at danne sig en Mening om ad privat Yej, men maaske kunde dog dette Forslag gjøres til Gjenstand for frugtbare Overvejelser og Undersøgelser.)
Idet vi hermed skulle afslutte denne Undersøgelse, skal det endnu kun bemærkes, at de ovenfor fremsatte Betragtninger væsenlig kun sigte til at ramme Fordringen en Ølskat saa at sige sans phrase og a tout prix. Hvorvidt man gjennem forskjellige Overvejelser Undersøgelser, trods alle Skattens Mangler, dog maa gaa til Skattens Indførelse som det mindre af to Onder for at opnaa væsenlige Fordele paa andre Punkter, betydelige Nedsættelser af trykkende Toldsatser o. s. v., er et Spørgsmaal, hvis Besvarelse har ligget udenfor den Opgave, man her har sat sig.
Tabelbilag.
I.*)
*) Statistik des Deutschen Keichs.