Dr. Brandes: Ferdinand Lassalle. Georg Brandes: Ferdinand Lassalle, en kritisk Fremstilling (Gyldendalske Bogh. Forlag).

Det foreliggende Skrift, hvortil det første Udkast fremkomstykkevis Tidsskriftet «det nittende Aarhundrede» i Aarene 1874^—75, er det andet i Rækken af de faa monografiske Fremstillinger af Lassalles Liv og Virksomhed,Literaturen har fremvist. Det første Forsøg paa at give et Omrids af den berømte Agitators Levnet og en kritisk Vurdering saavel af hans literære Arbejder som af hans Optræden som socialpolitisk Arbejderførerfremkom efter hans Død i «Unsere Zeit». Det blev skrevet af en anonym Forfatter og udmærkedesig ved Klarhed i Fremstillingen og Skarphed i Opfattelsen og lagde øjensynlig an paa TJpartiskhedi af den mærkelige Mands hele Virksomhed. Derefter samlede Dr. Brandes sine Udkasttil Monografi af Lassalle, der udkom i Tyskland1877, som her er bleven forelagt vort Publikum paa Dansk. I Aaret 1872 vare vel Lassalles juridiske og sociale Theorier blevne kritiserede af den bekjendte Historiker H. von Sybel i et Par Foredrag, han holdt i Bonn om «die Lehren des heutigen Socialismus und

Kommunismus», ligesom Franz Mehring ogsaa i «die deutsche Socialdemokratie, ihre Geschichte und Lehre», har givet en historisk-kritisk Fremstilling af Lassalles Virksomhed, for ikke at tale om andre Karakteristiker af Lassalle, der findes i almindelige Behandlinger af den socialdemokratiske Bevægelse i Tyskland, men Æren af at have leveret den første større Monografi tilkommer dog Dr. Brandes*). Han har her et Prius, der fuldt og helt skal anerkjendes, hvad man end ellers vil kunne indvende mod Bogen. Dr. Brandes er i Modsætning til den anonyme Forfatter af Artiklen i «Unsere Zeit» gjennemtrængt af den største Begejstring for Lassalle og driver, som Mehring har bemærket, et Slags Heltetilbedelsemed De Domme, der ere fældede over Lassalle, have overhovedet hidtil bevæget sig i Extremet, og man maa vel heri se et Tegn paa, at Tiden til, at der kan gives en uhildet og upartisk Karakteristik af ham, endnu ikke er kommet, hvad der imidlertid ikke skal bevæge Historieskrivningen til at holde sig tilbage; thi først gjennem Modsætninger og gjennem en Sags Belysning fra de forskjelligste Sider vindes efterhaanden den fulde Sandhed, forsaavidt denne nogensinde kan naas i Bedømmelsen af en historisk Personlighed.

Dr. Brandes's Fremstilling falder i to Hovedafsnit,
nemlig: Lassalle før Agitationen og Lassalle som Agitator.Efteren

---

*) Som Fremstillinger af almindelig Karakter nævne vi desuden: I. E. Jørg: Geschichte der social-politischen Parteien in Deutschland. Freiburg ini Br. 1867. Eug. Jager: Der moderne Karl Marx, die internationale Arbeiter- Association, Lassalle und die deutschen Socialisten. Berlin 1873. E. Meyer: Der Emaneipationskampf des vierten Standes. 1874—75. Becker: Geschichte der Arbeiteragitation Lassalles. Braunschweig 1874_—75.

tator.Efterenlet henkastet Skizze af Lassalles BarndomiHjemmet af hans akademiske Studietid i Breslau og Berlin, i hvilken Forfatteren fint og sikkert paapeger Spirerne til alle de Anlæg, der udviklede sig hos Manden, fremstilles hans Forhold til Grevinde Hatzfeldogde hvori han, der 1848 var 23 Aar gammel, som hendes Talsmand og Eidder indvikledes. Vi se dernæst Lassalle for første Gang tiltalt som politiskForbryderi idet han under den Krise, som den preussiske Regerings vilkaarlige Optræden mod Nationalforsamlingen i Berlin i November 1848 fremkaldte,anklagedesfor have opfordret Borgerne til bevæbnet Opstand mod den kongelige Magt. Den samme glimrende Veltalenhed, dialektiske Færdighed og juridiskeSkarpsindighed,Lassalle givet Prøver paa under den Hatzfeldtske Sag, lagde han ogsaa her for Dagen som politisk Anklaget. Lassalle vedgik overfor Domstolene ikke blot aabent sin Hensigt, men vendte dristig Anklagen mod Regeringen, idet han hævdede, at han havde gjort sin Pligt overfor den reaktionære Magt og Retsbrudet. Han vilde altid, sagde han, med Glæde bekende, at han var «revolutionær af Princip». «Lad de rhinske Domstole aabent proklamere sig som Revolutionstribunaler, og jeg er beredt til at anerkjende dem og staadem til Regnskab. Revolutionær af Princip, som jeg er, véd jeg, paa hvad Art Berettigelse en sejrrigMagt,naar optræder aabent og utilhyllet, tør gjøre Fordring. Men aldrig vil jeg uden Modsigelse taale, at man under Rettens skinhellige Form øver den mest skjærende Vold og under selve Lovens Ægide stempler Loven som Forbrydelse og Forbrydelsen som Lov.» Forfatteren ser i Talen «et af de beundringsværdigsteVidnesbyrd,der

værdigsteVidnesbyrd,deri Historien foreligger om Mandsmod og Veltalenhed hos en Yngling»; den har, siger han, hele den første Ungdoms friske Farveskær uden paa et eneste Punkt at være ungdommelig blomstrendeelleryppig; Lehmanns Veltalenhed synes at ligge 50 Aar tilbage sammenholdt med denne.- Lassalle dømtes imidlertid til et halvt Aars Fængsel; hvilken Straf han afsonede i Vinteren 1850. Vi have berørt dette Punkt i Forfatterens Fremstilling noget nærmere, fordi de anførte Begivenheder betegne Lassallesførsteoffenlige og saavel hans følgendeLivsRetning den almindelige Opfattelse af hans Personlighed. I Aaret 1857 fik han, der siden den politiske Proces havde levet i et Slags Exil i Diisseldorf,Tilladelsetil komme til Berlin, hvor der nu oprandt et nyt Tidsrum af hans Liv, idet han i omtrent fem Aar helligede sig videnskabelige Studier. Forfatterengiveren livfuld Skildring af hans Ankomst til den preussiske Hovedstad, af Livet i denne og af Lassalles Omgangskreds. Han fører os ind i Lassalles Hjem i Bellevuestrasse, der var særdeles komfortabeltogsmagfuldt thi Lassalle var «en Alkibiades i Nydelsessyge», en med «levende SkjønhedssandsudrustetJakobiner». han havde ogsaa de materielle Betingelser for at kunne nyde Tilværelsen i Berlin, eftersom der aarlig af Grevinde Hatzfeldt udbetaltesham4000 af den fyrstelige Formue, han ved Processerne havde opnaaet for hende.

I Aaret 1858 udgav Lassalle «die Philosophie Herakleitos des Dunkeln von Ephesos», der er en videnskabeligPræstationaf Rang, lige udmærket ved omfattende Viden og skarpsindig Kombinationsevne, men

som alligevel ikke hist og her kan frakjendes en trættendeBrede.Lassalle at Heraklits Lære om, at «Striden er Fader til alle Ting», og at der uden Modsætningerikkevilde nogen Livsproces i Yerden er væsensbeslægtet med den Hegelske Dialektik. Dr. Brandesgiveren og klar Analyse af Værket og paapeger hvorledes Lassalle som Personlighed maatte føle sig sympathetiskhendragentil Han fremhæver, hvorledesdenantike ikke blot i sit logiske Anlæg og sin dialektiske Tendens, men ogsaa i sin Ethik med dens Anprisen af Staten og af Opofrelsen for det Almene, ja i sine personlige Egenskaber, sin Selvfølelse og aandsaristokratiskeHoldning,paa ganske særegen Maade stemmer overens med Lassalle, med «den unge Beundrer,hvisErobring gjorde nogle tusind Aar efter sin Død i Kraft af samme Lov som den, der skaffede Sokrates en saa lidenskabelig Beundrer i Søren Kierkegaard.*Lassallegav blot i Heraklit Vidnesbyrd om sin dybe Forstaaelse af Hegel, men han vandt ogsaa, hvad Dr. Brandes ikke har omtalt i sin Fremstilling, og hvad der forekommer os burde være taget med i en Karakteristik af Lassalle som Videnskabsmand, paa dette Felt en glimrende Sejr over en af Tysklands navnkundigsteHegelianere,den afdøde Professor Karl Eosenkranz i Konigsberg. Denne havde i sin «Wissenschaftderlogischen foretaget en Modifikation af den hegelske Logik, idet han af denne havde udeladt saadanne Kategorier som Mekanisme og Kemisme, hvilke han henførte til Naturfilosofien i Overbevisningen om, at den hegelske Filosofis Grundtanke nu først var kommen til sin Ret og havde faaet sin adakvate systematiskeOrganisation;men Modifikation blev med

overlegen Skarpsind kritiseret af Lassalle i et af det berlinske filosofiske Selskabs Møder. Han viste paa en slaaende Maade, at de af Rosenkranz foretagne Forandringervildeføre en total Kuldkastelse ikke blot af den hegelske Logik, men af den hegelske Filosofi overhovedet i dennes inderste Væsen. Ifølge det hegelske System maa hine Kategorier nemlig ligesaa vel findes indenfor den logiske Tænknings Sfære som i Naturen, thi denne reflekterer sig jo i Tænkningen, og der er overhoved Intet, som ikke ogsaa paa adækvat Maade har sit Udtryk i Tænkningen. Det Komiske var, som Lassalle fremhævede, at Rosenkranz ligesom det naive Subjekt i Komedien havde fuldført hele denne Revolution uden selv at have havt nogensomhelst Bevidsthed,jaAnelse Lassalles mesterlige Kritik findes i Michelets Tidsskrift «der Gedanke» 2. Bind. Rosenkranz søgte vel at forsvare sig, men han har senere i tredje Bind af sine «Neue Studien« tilstaaet sin Vildfarelse.

Ligesom Lassalle ved sin Heraklit havde vundet et anset Navn i Videnskaben, saaledes grundfæstede han det ved sit retsfilosofiske Værk «System der erworbenen Rechte», der udkom i to Bind i Leipzig 1861. Dette Arbejde er Lassalles Hovedværk. Han stiller sig deri den Hovedopgave at ville, hvad der allerede siges i Værkets Titel, tilvejebringe en Forsoning mellem den positive Ret og Retsfilosofien. Disse to skulde efter Lassalles Opfattelse ikke forholde sig til hinanden som Modsætninger; de positive Jurister gave sig af med Stoffet, uden at de kunde finde dettes indre Liv eller Begreb, medens Filosoferne efter Hegels Methode nøjedesmedabstraktelogiske uden at stige ned

i det positive Stofs Fylde, men dette var for begge Parters Vedkommende ensidigt. De positive Jurister og Eetsfilosoferne skulde tværtimod gaa Haand i Haand med hinanden: først naar det Stoffet avlende Tankeprincipvarudfundet,eller der var bragt Begreb ind i den tilsyneladende usammenhængende Masse, først da kunde Eetten virkelig begribes, og først da vilde Jurisprudensen blive forvandlet til en sand Retsvidenskab.Detvardet Grundsynspunkt, Lassalle vilde have anlagt paa retsfilosofiske Udviklinger og Fremstillinger.IsinBogs og syvende Afsnit giver Dr. Brandes en Analyse af Lassalles grundlærde, omfangsrigeYærk,afhvilket Del handler om «de erhvervedeRettighedersTheoriog Kollision«, medens anden Del fremstiller «den romerske og germaniskeArveretsYæseni Udvikling»; men i Sammenligning med Bogens øvrige Partier lider Fremstillingen i disse Afsnit af Dunkelhed. Forfatteren kunde i den danske Udgave med Udbytte have benyttet Vink baade af Sybel og Mehring; men han har sikkert af videnskabelige Selvstændighedshensyn ikke villet gjøre det, hvad Publikum kun kan have Grund til at beklage, eftersom de dybeste Forklaringsgrunde til Lassalles senere agitatoriske Virksomhed netop maa søges i «System der erworbenenßechte». Hvad er da Kvintessensen af dette Værk? I første Del opkaster Lassalle Spørgsmaalet om, hvilken Indflydelse ny Love kunne have paa de bestaaendeRetsforhold,oghan de erhvervede Rettigheders Fordring paa Beskyttelse mod senere Loves tilbagevirkende Indflydelse og Grænserne for denne BeskyttelseovenforSamfundetsuafhændelige til at forme sine Retstilstande i Overensstemmelse med det Indhold.Retsbevidsthedenundersin

hold.RetsbevidsthedenundersinUdvikling har vundet. Ifølge Lassalle bør enhver Lov, der kun rammer Individetmiddelbart,kuntræffer gjennem en ForandringafSamfundetsorganiske have tilbagevirkendeKraft.Afdenne kan udledes meget vigtige Konsekvenser, som Socialismen med den største Tilfredshed maa akceptere; thi af den følger, at saadanne Samfundsinstitutioner som Privatejendom og Arveret kunne ophæves, saa snart den almindelige Retsbevidsthedundersinfremskridende erkjender dem som overvundne og uholdbare og attraar at give sit ny Indhold en ny Form. Men i samme Øjeblik Retsbevidstheden er vaagnet til den Erkjendelse, ere alle de Rettigheder, Individerne have erhvervet paa Grundlag af hine Institutioner, faldne bort, de ere tilintetgjorteiKraftaf højere Ret, og Individerne kunne aldeles ikke gjøre Fordring paa nogensomhelst Skadeserstatning. I Værkets anden Del drejer Lassalles Undersøgelse sig, som berørt, om den romerske og den germaniske Arveret. Han opfatter Arveretten som et Produkt af visse nationale og historiske Anskuelser, der maa betragtes som udtørrede og visnede; Arveretten slaar altsaa ikke mere sunde Rødder i den levende Moralbevidstheds Grund, men er rodløs og hjemfalden til Undergang. Romerne, der have skabt vor testamentariskeArveret,troede,at testamentarisk indsatte Arving var ligesom det Kar. hvori Arveladerens personligeViljegikover vedblev at existere efter hans Død. Den romerske Udødelighed var Testamentet. Germanerne,hvemIntestat-Arverettenskyldes, ikke den øjeblikkelige Ihændehaver, men derimod hele dennes Familie som Formuens Ejer, hvorfor Sønnen ved

Faderens Død ikke modtog nogen ny Ejendom, men kun fik friere Haand i Forvaltningen af Formuen. Men hvem tror nu for Tiden med Romerne, at Testators personligeViljefarerind Arvinger ? Nej, da Viljen efter moderne Forestillinger udslukkes, naar Døden indtræder, er der ikke nogensomhelst Grund til at tilstaa en ikke mere forhaandenværende Vilje Beføjelse til at træffe formueretlige Bestemmelser. Den germaniske Familiefællesejendomerligeledesforsvunden. er sin Formues fulde, eneste Ejer, ved hvis Død Formuen bliver herreløs, og hvilken Ret har Sønnen til uden videre at tage den i Besiddelse? Lassalle slutter heraf, at Arveretten er en stor Misforstaaelse, en af Samfundet vilkaarlig foretagen Ordning af Efterladenskaberne, hvorforSamfundetihvert kan bemægtige sig Efterladenskaberneforatforetage anden og retfærdigere Fordeling. Disse Konsekvenser kunne udledes af LassallesVærk,menhan aldrig selv udviklet dem for Arbejderne. Lassalle udtalte med den største Selvtillid, at hans Opfattelse af den romerske Arverets Væsen var den rette, og at hverken Grans eller Savigny eller overhovedet nogen af Tysklands Jurister havde nogen Anelse om denne Arverets virkelige Aand; men denne Paastand har ikke kunnet bestaa for den videnskabelige Kritik. Dr. Brandes betragter heller ikke Lassalles Opfattelse som rigtig.

I Bogens andet Hovedafsnit fremstilles og karakteriseresLassallesomAgitator; se her den politiske og sociale Side af hans Virksomhed. Den historiske Baggrund er her den preussiske Regerings ForfatningskonfliktmedDeputeretkamret,hvis i Spørgsmaalet om

den forandrede Hærorganisation og MilitærudgifternesForøgelse,ogparallel den indre Strid i Preussen løber den af den tyske Nationalforening¹ ledede tyske Enhedsbevægelse. Denne Baggrund har Forfatterenikke.tilstrækkeligakcentueret. havde en skarp Opfattelse af de politiske Begivenheder, der foregik omkring ham, og i visse Retninger var han udrustetmedetFremsyn, ikke noksom maa beundre. I sit fra Formens Side mindre heldige, men fra Tankens Side storartede Drama «Franz von Sickingen»,ihvilketUlrich Hutten nærmest optræder som en Inkarnation af hans egne politiske Principer, stilles der den tyske Politik det Maal, som Historien senere har virkeliggjort. De Tanker, der møde os i dette Drama, ere, som Dr. Brandes fremhæver, brændendeUviljemodSmaafyrsterne alle tyske Smaastater;dybForbitrelseover Fordummelse under Præstevælden, Had til Rom og som foreløbigt Maal: en protestantisk Kejser i Spidsen for det tyske Rige. Lassalle var en energisk Tilhænger af den tyske Nationalitets og Enhedstanke og satte Preussens historiske Opgave i at gjennemføre den. Da Italienerne rejste sig for ved Frankrigs Hjælp at afkaste det østrigske Suprematioggrundeen Enhedsstat, udgav Lassalle et Flyveskrift om «den italienske Krig og Preussens Opgave» , hvori han opfordrede Kabinettet i Berlin til at benytte den europæiske Krise til Indvielsen af en Udenrigspolitik i stor Stil, idet det skulde stille sig ved Sardiniens Side, erobre de tysk-østrigske Provinser, frigjøreHolstenogSlesvig det danske Herredømme og proklamere det tyske Kejserrige. Lassalle har her før Bismarck givet Grundtrækkene af dennes senere Program;menhansFlyvekrift

gram;menhansFlyvekriftgjorde den Gang ingen synderligVirkning.Detvar Stilling, Lassalle indtog overfor det almindelige tyske Spørgsmaal, men hvorledesvarhansHoldning den tyske Forfatningskonflikt?Hansøgteførst oplyse dennes inderste Natur gjennem et Foredrag «omForfatningsvæsen», som han holdt 1862 i en Borgerforening i Berlin. Han fremhævede i sit Foredrag Forskjellen mellem en «skrevenForfatning«,etBlad og «den faktiske Forfatning*ellerdevirkelige som repræsenteresafKongen,Adelen, de finansielle Institutionerosv.Indtræderen mellem den skrevne og den faktiske Forfatning, har hin efter Lassalles OpfattelseintetgyldigtKrav Varighed; det er aldeles ligegyldigt, hvad der staar skrevet paa Papiret, naar dettes Indhold staar i Strid med den reale Tingenes Orden. Forfatningen bliver da et Offer for den organiseredeellerdenuorganiserede I Politiken gives der ikke Retsspørgsmaal, men kun Magtspørgsmaal. Forfatningsspørgsmaal, siger Lassalle, ere da oprindelig ikke Retsspørgsmaal, men Magtspørgsmaal; et Lands virkelige Forfatning existerer kun i de reelle faktiske Magtforhold, der hestaa i Landet; skrevne Forfatninger have kun da Varighed og Værd, naar de ere det nøjagtigeUdtrykforde Samfundet bestaaende Magtforhold.SomMiddeltil komme ud af ForfatningskonfliktenanbefaledeLassalledernæst et Foredrag, der bar Titlen: Hvad nu? at den liberale Opposition og Majoritet skulde dekretere Udsættelsen af Kamrets Møder, indtil Regeringen anerkjendte sin forfatningsmæssigeForpligtelsetilkun forvalte StatshusholdningenpaaGrundlagaf lovlig vedtagen Finanslov

og ophørte med at udgive Penge til de af Huset nægtedePoster.LassallesRand kun fulgt af en enkelt Deputeret (Martiny), der nedlagde sit Mandat, efter at han først havde indbragt et motiveret Forslag til en Dagsorden i den nævnte Retning. Dr. Brandes mener, at det anbefalede Middel vilde have været virksomt og tvunget Regeringen til at give efter. Fra det Øjeblik af følte Lassalle sig skuffet med Hensyn til den liberale Opposition eller det saakaldte »Fremskridtsparti» og brød fuldstændig med dette for at bekæmpe det. Lassallevendersignu den fjerde Stand, til Arbejderbefolkningen,forstøttetpaa at aabne et lidenskabeligtsocialpolitiskFelttogmod i hvilket han nu ser et trægt Bourgeoisie. Det sidste afgjørende Vendepunkt i hans Liv indtræder, og vi skulle nu følge Fremstillingen af det sidste Afsnit af Agitatorens Bane, idet vi ligesom i det Foregaaende forholde os frit overfordenafDr. valgte Gruppering af Stoffet.

Lassalle debuterer som socialistisk Agitator med et i en berlinsk Haandværkerforening i Foraaret 1862 holdt Foredrag over den nuværende historiske Periodes særligeSammenhængmedArbejderstandensIde. viste, at ligesom Revolutionen 1789 havde kaldt den tredje Stand til Herredømmet, saaledes havde Revolutionen 1848 villet gjøre den fjerde Stand til den herskende Faktor i Statslivet, idet den havde proklameret den almindeligeogdirekteValgret.I hvilket han udgav under Titlen «Arbeiterprogramm , betegnede han Arbejderklassen som den Klippe, hvorpaa Nutidens Kirke skulde bygges. Det var heri han gav den navnkundigeKarakteristikafManehester-SkolensStatsfilosofi.

formaalsaaledesatdeteneog alene skal bestaa i at beskytte den Enkeltes Ejendom og personlige Frihed. Dette er en Natvægteride, mine Herrer, og en NatvægterideafdenG-rund,at Opfattelse selv kun tænker sig Staten under Billedet af en Natvægter, hvis hele Funktion bestaar i at forhindre Indbrud og Overfald.*Lassallebrødmeddette Banen for sin ny Virksomhed, hvilken han fortsatte med den mest glødende Energi og det største demagogiske Talent under voldsomme Angreb i Fremskridtspartiets Presseorganer og under stadige Forfølgelser fra Autoriteternes Side, idet hans Processer vare Legio. Foredraget havde en offentlig Anklage til Følge, i hvilken Lassalle beskyldtes for at have ophidset til Klassehad. Sine to ForsvarstalerudgavhanunderTitlerne: Wissenschaft und die Arbeiter» øg «die indirekte Steuer und die Lage der arbeitende Klassen». I den første erklærede han, at det var hans Formaal at disciplinere og organisere Masserne ved at gjennemtrænge dem med store Tanker; Forbundet mellem Videnskabens højeste aandelige Elite og den store Arbejdermasses sunde Forstand, der endnu ikke var smittet af nogen falsk eller halv Dannelse, vilde hidføre en ny Blomstring af Folkelivet, ja blive et Vendepunkt i Verdensudviklingen. I den anden Tale angreb han, støttende sig til et omhyggeligt samlet statistiskMateriale,denindirekteSkat. forskaffede sig ved sin Optræden Arbejdernes levende Sympathi, og snart kaldtes han fra den theoretiske til den praktiske Sfære. I Leipzig havde der dannet sig en demokratisk Arbejderforening «Vorwårts», der traadte i Modsætning til Fremskridtspartiet og Nationalforeningen og nedsatte en Centralkomite, der skulde forberede Sammenkaldelsen

af en almindelig tysk Arbejderkongres. Komiteen henvendtesigtilLassalleog ham om at udtale sig angaaende Midlerne til Forbedring af ArbejderstandensKaarogomAssociationers for den übemidledeFolkeklasse.Hanfikaltsaa Lejlighed til at ndtale sig om de af Schulze-Delitzsch stiftede Agitationer,omForskuds og Kreditforeningerne, om RaastofsogKonsumforeningerne.Ien«aaben » til Centralkomiteen fremsatte nu Lassalle sine Anskuelser om den «jernhaarde Lønningslov», ligesom han ogsaa heri erklærede Selvhjælp og Sparetheorien, der vare Schulze-Delitzsch's Principer, for utilstrækkelige, hvorimodhananbefaledeOprettelsenaf til at naa dette Maal tog Lassalle Ordet for Indførelsen af den almindelige Valgret. Vi have her de tre Principer, der dannede det Centrale i Lassalles hele agitatoriske Virksomhed, nemlig: Produktions-Associationer, StatshjælpogalmindeligValgret.Han sit ProgramudførligiSkriftet:«Herr v. Delitzsch,derøkonomischeJulianoder: und Arbeit»,etSkrift,derer i en meget bitter Tone mod Schulze, hvem Forfatteren haanlig beskylder for at arbejde hen til Massernes Fordummelse. Lassalles praktiske Socialtheori, saaledes som den grupperede sig om de nævnte tre Punkter, har Dr. Brandes fremstilletbaadefyldigtogklart med en anerkendelsesværdigBestræbelseforUpartiskhedi Lassalle contra Schulze-Delitzsch. Efter at Lassalle i Leipzig havde udviklet sit Program og navnlig Theorien om den «jernhaarde Lønningslov» for en talrig Arbejderforsamling («Zur Arbeiterfrage»), og efter at

han i Frankfurt a. M. i en Tale, som han udgav under Titlen: «Arbeiterlesebuch», havde forlangt, at Staten skulde yde et Laan paa hundrede Millioner Thaier til Oprettelsen af Produktions-Associationer, blev han udnævnttilFormandforden tyske Arbejderforening,derden23.Maj grundlagdes i Mainz. Denne, der betegnede en fredelig og lovlig Virken for Indførelsen af den almindelige Yalgret som sit eneste Formaal, vandt gjennem Agitationsrejser, Lassalle selv foretog i Aarene 1863 og 1864 i Rhinlandene, henved tusinde Medlemmer, men ikke de Tusinder, hvorom han havde drømt. Det sidstnævnte Aar var han, paa AarsdagenforArbejderforeningensStiftelse,i i Regeringsdistriktet Diisseldorf Gjenstand for en begejstret B/vldest fra Arbejdernes Side. Tre Maaneder efter, den 31. August, døde Lassalle i Genf som en Følge af de Saar, han havde modtaget i en Duel med den walakiske Bojar, Tanko Rackowitz, hvis Brud, Helene von Donniges,hanhavdeforhaanet.Lassalle saaledes reven bort i sin kraftigste Manddom, idet han den 11. April samme Aar havde naaet 36 Aars Alder. «Saa sørgelig og uskjøn», siger Dr. Brandes, «ja uværdig en Død endte et Liv, der havde været saa stort anlagt og saa daadrigt. Lassalle skyldte sig selv, ingen ydre Bistand, Alt, hvad han i Livet havde udrettet og fuldbyrdet, og han var selv sin Ulykkes Smed, styrtede sig som med Forsæt i Undergangen. Han selv alene kunde paa en saa uværdig Maade afbryde det Liv, som han havde givet en saa stor Betydning og paalagt saa stort et Ansvar.DetUrene,dethalvvejs halvvejs DespotiskeihansSind,det Problematiske« i hans Karakter,det,somgjorde,at helstøbt han end staar,

han dog ikke helt gik op i sin Sag og sin Ide, det var
det, som fældede ham.»

Medens Forfatteren ser Lassalles Personlighed gj_{ennemSympathiens} og ikke berører en eneste af hans Skyggesider uden strax antithetisk at fremhæve en Lysside, er der dem, der have stemplet den store Agitatorvæsentlig en upaalidelig, tvetydig Karakter, der aldeles ikke mente det ærlig med Arbejderne og heller ikke selv troede paa sit socialistiske Program. Lassalle skulde da blot have ladet sig lede af Forfængelighedshensynog Trangen til at spille en fremragendeRolle. denne Opfattelse er ganske afgjort falsk. Den støtter sig til en Ytring i et Brev fra Lassalletil hvori han udtaler sin Overbevisningom. Socialismen først vilde kunne naa sit Maal: Grund- og Kapitalejendommens Afløsning om hundrede, to hundrede, ja fem hundrede Aar, og lian tilføjer, at skjønt hint Maal var hans Anskuelses inderste Kærne, burde man dog endnu ikke sige Hoben (mob) dette, men foreløbig arbejde for Statstilskud til Produktions-Associationer.Dr. anfører denne Udtalelse,men ganske rigtig ikke deri se noget Bevis for, at Lassalle ikke selv troede paa de Midler, han anvisteArbejderne. siger jo blot, at han betragterAssociationerne et Overgangsled af übestemt Varighed, men mod selve den socialistiske Grundtanke, som han havde inddrukket i Ecvolutionsaaret 184.5, og paa hvilken hans retsiilosoilske Hovedværk i sidste Instans hviler, forbliver han tro. Dr. Brandes burde iøvrigt med Hensyn til Produktions-Associationerne have bemærket, at Lassalle ikke var den første, der havde foreslaaet saadanne Institutioner, men at han i den Retninghavde

ninghavdeet Forbillede i Franskmanden Villiaumé, der i Aaret 1857 fremkom med et Forslag om, at Staten skulde yde Arbejderassociationer en Kredit paa hundredeMillioner

Den Modsætning, hvori Lassalle under Forfatningskonfliktentraadtetil Liberale, bevirkede, at de Konservativeiden at skille Arbejderpartiet fra < Fremskridtspartiet« forholdt sig bifaldende overfor den socialistiske Agitator, medens de Liberale paa deres Side søgte at mistænkeliggjøre ham i Arbejderbefolkningens Øjne ved at erklære, at han havde stillet sig til ReaktionensRaadighed.Dette hvad Dr. Brandes fremhæver, Lassalle ingenlunde, men han følte sig tiltaltafMinisterpræsidenten, Bismarck, fordi han i denne mente at have fundet en Mand, der kunde gjennemførehansIdeer, fordi han følte, at Bismarck i enkelte Retninger var ham væsensbeslægtet. Det var ejendommeligt for Lassalle som socialistisk Agitator, at han var national og monarkisk, hvorved han staar i Modsætning til Karl Marx, der er international og kun anser den sociale Ligeberettigelse for gjennemførlig i den socialdemokratiske, religionsløse Republik og betegner Organisationen af de forbundne europæiske Republiker som Fremtidsidealet. Hvad Spørgsmaalet om Religionen angaar, da betragtede Lassalle denne som en Faktor, der ikke uden videre maatte skydes tilside, men som skulde tages med i Betragtning. Det var sikkert denne Holdning, der bevægede Lassalle til at indgaa en Slags Alliance med Biskop Ketteler af Mainz, der tog levende Del i den sociale Bevægelse og i et Flyveskrift om ArbejderspørgsmaaletogKristendommen at Kirkenvardet Redningsanker i Kampen mod Kapitalen.Dr.Brandes

pitalen.Dr.Brandesmener, at Lassalle ved sin OptrædenoverforKetteler sat en uudviskelig Plet paa sit Skjold , hvad der er et særdeles forceret Udtryk, og han indskyder her en Parallel mellem den psykiske Udviklingsgang hos Kristus og Lassalle, hvilken han godt kunde have sparet sig, uden at hans aandrige Fremstilling derved havde lidt noget Tal). Forfatteren meddeler Hovedindholdet af den interessante Karakteristik,Bismarckpaa af personlige Indtryk gav af Lassalle under Rigsdagsforhandlingerne om SocialistloveniEfteraaret Efter at Bismarck havde meddelt,athan talt en tre, fire Gange med Lassalle, sagde han: -Vort Forhold kunde ikke have Karakteren af en politisk Forhandling. Hvad havde Lassalle kunnet byde og give? Han havde Intet bag ved sig. I alle politiske Forhandlinger er do ut des en Sag, der slumrer i Baggrunden, selv naar man for Anstandens Skyld ikke taler ligeud derom. Anderledes derimod, naar man maa sige til sig selv: Hvad kan du stakkels Djævel give? Han havde Intet, han kunde give mig som Minister. Hvad han havde, var Noget, der tiltrak mig som Privatmandoverordenlig:han et af de aandrigste og elskværdigsteMennesker,jeg har kjendt, en Mand, der var ærgjerrig i stor Stil, i denne Henseende slet ikke Republikaner, han havde en meget udpræget national Tænkemaade. Ideen, han stræbte mod, var det tyske Kejserdømme, og deri havde vi et vist Berøringspunkt.Lassallevar i høj Stil, og om det tyske Kejserdømme just skulde grundes med DynastietHohenzollerneller med Dynastiet Lassalle,varham tvivlsomt, men monarkisk var hans Tænkemaade helt igjennem.» Dr. Brandes erklærer,

at Bismarck har Uret i den Betragtning, at der mellem ham og Lassalle ikke kunde tænkes et do ut des; thi for det Første kunde jo Lassalle byde Regeringen en under Forfatningskonflikten højst værdifuld Alliance, og for det Andet gav jo Bismarck selv den almindelige direkte Valgret, som var et Hovedpunkt i Lassalles Program. Hertil maa vi dog bemærke, at det liberale Parti den Gang havde den offenlige Mening i Preussen aldeles overvejende paa sin Side, og at Lassalles Indflydelsepaadette ikke havde synderlig praktiskBetydning,eftersom Arbejderforening med Filialer næppe talte tusinde Medlemmer. Hvad angaar den almindelige Valgret, som Bismarck senere indførte, da er denne blevet given i en Form, der ingenlunde kan tilfredsstille Socialdemokratiet og gjør det heller ikke; thi Bismarck har ved Bestemmelsen om, at der ikke skal udbetales Dagpenge til Rigsdagsmændene, saa at sige taget Svingkraften fra den almindelige Valgret eller afklippet dennes ene Vinge. Idet vi slutte med disse Bemærkninger, anbefale vi Forfatterens talentfulde og i flere Henseender fortjenstfulde Arbejde til Udbredelse i den videst mulige Kreds.