II.

Næringsfriheden trænger igjennem, og Reaktionsbestræbelser følge paa. Gewerbe-Ordnung (21. Juni 1869), Freiziigigkeit (1. Novbr. 1867), Unterstiitzungswohnsitz (6. Juni 1870). Næringsloven og dens Tillægslove: L. 12. Juni 1872, L. 2. Marts 1874, Hjælpekasselove og 8. April 1876, Maskinistlov 11. Juni 1878, Lærlinge og Fabriklov 17. Juli 1878, L. 23. Juli 1879, Theaterlov 15. Juli 1880, Lavslov 18. Juli 1881. Erstatningslov 7. Juni 1871. Kontraktsbrud. Arbejdsretter. Literær Ejendomsret 11. Juni 1870. Varemærkelov 30. Novbr. 1874. Mønster- og Modelbeskyttelseslov 11. Jan. 1876. Patentlov 25. Maj 1877.

Den tyske Rigsforfatning bestemmer i sin Art. 3: «For hele Tyskland bestaar der et fælles Indigenat med den Virkning, at enhver Forbundsstats Undersaat (Statsborger)i anden Forbundsstat er at behandle som Indfødt og i Overensstemmelse dermed ... at tilstedeAdgang at drive Næring . . . under samme Forudsætninger som Statens egne Borgere.» Og i Art. 4; «Rigets Tilsyn og Rigslovgivningen ere følgende Anliggenderundergivne: Bestemmelser . . . om Næringsdrift...» Artiklers Indhold er for Tiden gjældendeRet det hele tyske Rige. Lignende Bestemmelserfandtes i det nordtyske Forbunds Forfatning.Fra

ning.Fradem udgik Reformen af den tyske Næringslovgivning.

D. 21. Okt. 1867 afgaves i de tyske Forbundsregeringers følgende Erklæring i Rigsdagen: Forbundskansleren hos Forbundspræsidiet søge Bemyndigelse i Forbundsråddets næste Session at forelægge en paa Næringsfrihedens Grundlag hvilende Næringslov det nordtyske Forbund. Og i samme Møde besluttede Rigsdagen: at opfordre Forbundskansleren til at forelægge den næste Rigsdag en paa Næringsfrihedens hvilende almindelig Næringslov.

Allerede tidligere havde man i Preussen arbejdet paa en Reform af Næringslovgivningen. Paa det i den Anledning indsamlede Materiale byggedes det Udkast til en ny Næringslov for det nordtyske Forbund, som Forbundskansleren i April 1868 fremkom med. Det fandt imidlertid, som ikke værende liberalt nok, ikke Rigsdagsudvalgets Billigelse, og Forhandlingerne om det afbrødes. Derimod vedtoges efter Forslag af Rigsdagsmændene og Miquel en Lov (af 8. Juli 1868), der, indtil en endelig Næringslov var vedtagen, indførte af Næringsfrihedens Sætninger i Forbundslovgivningen af Lavstvang, af Byernes Privilegium visse Industrier, af Forbud mod samtidig Drift af forskjellige Næringer o. s. v.) Denne saakaldte «Nothgewerbegesetz», der kun havde en provisorisk Karakter, maatte føres videre, og føres videre i Retning af Næringsfrihed, — og d. 21. Juni 1869 publiceredes for det Nordtyske Forbund, Loven traadte for en Del i Kraft d. 1. Okt. 1869, for den øvrige Del d. 1. Jan. 1870.

Loven omfattede oprindelig det Nordtyske Forbund.

I 1870 udvidedes dens Bestemmelser til at omfatte det «tvske Forbund», og da den tyske Rigsforfatning, af 1871, udkom, blev den en -Rigslov:. Ide sydtyske Stater traadte den, med nogle Modifikationer, i Kraft i Løbet af Aarene 1871 og 1872. Og fra I.Jan. 1873 har den været gjældende Ret i det tyske Rige, med Undtagelse af Elsass-Lothringen, hvor den kun tildels gjælder. «Skjønt Rigslov er dog dens paa det tidligere nordtyske Forbund beregnede Redaktion ikke bleven berigtiget ... Dens Titel som Gewerbeordnung fur den norddeutschen Bund» er ikke udtrykkeligt bleven ændret. Lovgivningens og Administrationens Sprog har tildels betegnet den som Gewerbeordnung fur das Deutsche Reich», i den sidste Tid slet og ret som «G-ewerbeordnung».*)

Omkring die «Gewerbeordnung» grupperede en Række af andre Love sig. Uden Retten til frit at vælge sit Opholdssted og til at nedsætte sig, hvor man vilde, vilde Næringsfriheden være en Illusion. En Række af Love vedrørende det i Forbundsforfatningen proklamerede Princip: «die Freiziigigkeit», bidrog væsenlig til Arbejderstandens Emancipation. Særlig vigtig her er Loven af 6. Juni 1870 om «Unterstiitzungswohnsitz*,der med det tidligere snævre Hjemstedssystem og sikrede den nødlidende Arbejder Understøttelse ogsaa udenfor hans nedarvede Hjemstedskommune.FlereLove Nærings- og Arbejderforholdkomi nærmest før og efter NæringslovensUdstedelsetil, hvilke det kan siges: at de

---

*) Jfr. Indledningen til Regeringsraad Bergers Text-Udgave af »Deutsche Gewerbe-Ordnung», Berlin u. Leipzig 1881.

vilde have været umulige under Tysklands tidligere Splittethed, og at de staa i nøje Forbindelse med Rigsenheden.Omhele Lovgivningsvirksomhed strax før og efter det tyske Riges Grundlæggelse siger en af den liberale Økonomis Førere*), at den <Unifikation< og «Kodifikation», den bragte, nødvendigvis maatte ske i Retning af Frihed, at Næringsfriheden var bleven en «historisk Nødvendighed», og at det følgelig ikke nyttede at prøve paa at hindre dens Gjennemførelse.Dermedbenægtes ikke, at den Ordning,derfaktisk lider af Fejl og Ufuldstændigheder.Detlaa Sagens Natur, at det Ny mere maatte bestaa i Bortryddelsen af Hindringer og Indskrænkninger,inegative end i Indførelsenafn}^ i positive Forholdsregler. «Altid», siger den citerede Forfatter, dog med nogen Overdrivelse, «vil den Kjendsgjerning staa fast, at paa det politiske saavel som paa det socialpolitiske Omraade blev de betydeligste Rettigheder skænket den tyske ArbejderstandudenKamp uden dens Anstrængelser. Paa det politiske Omraade: den almindelige Stemmeret, paa det økonomiske fremfor mange andre: KoalitionsogTransaktionsfrihed.Sjeldent, aldrig skete et saa stort Skridt som dette ved Borgerstandens fri Initiativ,udenydre af fordomsfri Retsfølelse. BorgerligeRigsdagsmændi politiske og økonomiskeStillinger,borgerlige og ansete Organerforden Mening havde i Preussen alleredelængeskyndet Reformen . . . Ulykken vilde

---

*) H. B. Oppenheim, die Gewerbefreiheit u. der Arbeitsvertrag Aufl. Breslau, W. Koebner.

nu, at den unge Friheds Lømmelaar faldt sammen med en ved Overspekulation i en overdreven Grad hidset økonomisk Epoke, saa at Anomalien i de ved dette Sammentræf hidførte Fremtoninger anrettede en slem Forvirring hos alle Halvtænkere, der uden methodisk Undersøgelse pleje at bringe alle paa hverandre følgendeKjendsgjerningeri til hverandre som Virkning til Aarsag. Griindervæsenets Overmod begunstigedemiddelbartdet i ArbejderforbindelsernesOptrædenog AktiespekulanternesgaleBeregninger de i overdrevne LønningsforbedrmgerspekulerendeArbejderkredses Beregninger.Detgrelt Misforhold mellem Erhverv og Gevinst skaffede den socialistiske AnskuelsesmaademangeTilhængere, i dannede Kredse. Da Tilbageslaget med sin Katzenjammer kom, saa de, der var blevne rammede, sig om efter en Syndebuk for ikke at bekjende deres egen Skyld, og Lovgivningen blev nu gjort ansvarlig for de økonomiske Kalamiteter. Haandværkeren anklagede Næringsfriheden, Landmanden anklagede Arbejderens Ret til frit at drage, hvorhen han vil («Freiztigigkeit») og Fattigloven («TTnterstiitzungwohnsitz»),ogden Kapitalist anklagede Lovens Normativbetingelser for Aktieselskaber. Ingen af dem vilde indse, at de samme Onder ofte vare fremtraadteiendnu Grad baade i Tiden før de ny Love og i andre Lande, hvor andre Systemer herskede ...»

Fra de forskjelligste Sider er der da blevet stillet Forlangender om Forandringer i den dog endnu saa unge Næringslov: fra dem, der ville have de i den nedlagte Principer yderligere udviklede, og fra dem, der

ville have dem tilintetgjorte, fra Liberale og Reaktionære
Revolutionære.

De Reaktionære, der have øst deres Næring af den økonomiske Misere, som Tyskland led under i Halvfjerdsernes anden Halvdel, oversaa eller vægrede sig ved at erkjende, at Næringsloven af 21. Juni 18 69 i sine Hovedtræk var en uundgaaelig Nødvendighed. bestod allerede tildels i Preussen 1810 og 1811, om der end i Fyrrerne gjordes nogle Tilbageskridt; den bestod i Sachsen og Oldenburg, i Nassau og Bremen. Wurttemberg og Båden havde den tildels siden 1862, Bayern siden 1868. Naar det var det nordtyske Forbunds Opgave at «unificere» Næringsforholdene, maatte denne Unifikation, naar Forholdene vare saaledes som de vare, ske i Retning af Frihed. Efter at det fælles tyske Indigenat var indført, og Retten til at drage hvorhen man vilde, og nedsætte sig hvor man vilde, var anerkjendt, gik det umuligt an at holde de Næringsdrivende i Cassel og Hannover bag Skranker, der ikke gjaldt i Dresden, Bremen eller Oldenburg *). Men nøje sammen med Næringsfriheden hænger Borgernes fri uhindrede personlige Bevægelighed, imod denne «Freiziigigkeit» har de Reaktionæres da ogsaa rettet sig. I adskillige tyske Stater anerkjendtes en saadan Ret ikke før 1867; men i Preussens ældre Provinser bestod den mindst siden 1842, i Sachsen siden 1834; og det var ganske umuligt at udføre Rigsforfatningens Bestemmelser om fælles Indigenat anderledes end derved, at man udvidede det,

---

*) Die Gesetzgeb. d. letzten sechs Jahre. 1876.

der gjaldt i tre Fjerdedele af Forbundsomraadet, til at
gjælde over det hele» *).

Dette skete da ved Loven af 1. November 1867
om «die Freiziigigkeit >, der i sin § 1 opstillede
følgende Hovedgrundsætning:

Enhver af Forbundets Undersaatter har Ret til indenfor Forbundsomraadet: 1. at opholde sig eller nedsætte paa ethvert Sted, hvor han er i Stand til at forskaffe sig egen Bolig eller Underhold; 2. at erhverve Grundejendom af enhver Art paa ethvert Sted; 3. og at drive enhver Industri, under de for Indfødte ejældende lovlige Bestemmelser. I Udøvelsen af disse Rettigheder tør den Paagjældende hverken hindres af sit Hjemsteds Øvrighed eller af Øvrigheden paa det Sted, hvor han vil opholde eller nedsætte sig.

Og endelig var Loven af 6. Juni 1870 om «Unterstuzungswohnsitz», hvilken de Reaktionæres tredje Stormangreb har rettet sig, et nødvendigt Supplement Lovene om frit Yalg af Opholdssted, af Næring o. s. v.

Loven — der i sin § 1 opstiller den Grundsætning, at alle det nordtyske Forbunds [nu: det tyske Rigesj Undersaatterienhver Forbundets [Rigets] Stater ere at behandle paa samme Maade som Indfødte med Hensyn til den offenlige Understøttelses Art og Maade og med Hensyn til Erhverv og Tab af Forsørgelsessted —, bragte Enhed i det tyske Understøttelsesvæsen, der tidligere i Tysklands forskjellige Stater havde været meget forskjelligt ordnet. Efter de Love **), der indtil

---

*) 1. c.

**) Jfr. «Deutscher Keichsanzeiger« af 18. Novbr. 1871, Ind- ledning til C. Ha li ns Udgave af Lovene om «Unterstiitzungswohnzitz, etc. Berlin 1872.

den ]. Juli 1871 gjaldt i dét preussiske Monarkis otte ældre Provinser, erhvervedes der dér Forsørgelsessted ved et étaarigt eller — naar den Ny-Ankomne ikke havde gjort Anmeldelse til Politiet — ved et treaarigtOpholdi paagjældende Kommunes Fattigdistrikt,oggik tabt efter en treaarig Fraværelse. Understøttelsen af de Trængende, der paa den Maade havde tabt deres Forsørgelsessted, og som endnu ikke havde erhvervet noget nyt Forsørgelsessted ved fortsat Ophold i en og samme Kommune, de saakaldte Land- Fattige, «Landarmen», overtoges af større (Provinsial-, Kommunal-, Kreds-) Forbund, de saakaldte «Land- Armenverbånde», og i det enkelte Tilfælde af det «Land-Armenverband», i hvis Distrikt den paagjældende Person opholdt sig ved Trangens Indtrædelse. — Efter de andre tyske Staters Lovgivning erhvervedes «Heimathsrecht»eller«Wohnrecht» udtrykkelig ReceptioniKommunen ligeledes efter en vis Opholdsperiode,der var meget forskjellig (i Mecklenburg 2 Aar, i Oldenburg, Liibeck og Anhalt 3 Aar, i Sachsen,Hannoverm. Stater 5 Aar, i atter andre 6, 10, ja 15 Aar), og desuden fordredes oftest Anmeldelse for Politiet, selvstændigt Erhverv eller andre «Kvalifikationer».Hovedforskjellenmellem Lovgivninger og den ovennævnte preussiske viste sig imidlertid deri, at i Staterne udenfor Preussen kunde en engang erhvervet«Heimathsrecht»eller aldrig tabes alene ved Fraværelse, men kun ved Erhvervelse af en ny Hjemstedsret. Disse Lovgivninger kjendte ikke noget

---

**) Jfr. «Deutscher Keichsanzeiger« af 18. Novbr. 1871, Ind- ledning til C. Ha li ns Udgave af Lovene om «Unterstiitzungswohnzitz, etc. Berlin 1872.

til «Landfattige» og følgelig heller ikke til «Land- Armenverbånde>. Følgen heraf kunde under visse Omstændighederblive,at Trængende, ogsaa efter lang Fraværelse kunde dirigeres tilbage til det gamle for ham i Mellemtiden fremmed blevne Hjem, og denne Følge af Systemet viste sig paa en desto betænkeligere Maade. jo vanskeligere Erhvervelsen af et nyt Hjem i de enkelte Stater gjordes ved Speciallovgivningen. — Trods stærk Modstand fra Tilhængerne af det sidst nævnte System, adopteredes den gammelpreussiske Lovgivning,idetLoven «Unterstutzungswohnsitz»,

— der i sine §§ 9—219^—21 omhandler, hvorledes Forsørgelsesstederhverves Ophold eller ved Griftermaal eller ved Afstamning —, om Erhvervelsen ved Ophold opstiller (i § 10) denne Hovedgrundsætning: Den, der efter at være fyldt 24 Aar uafbrudt i to Aar har haft sit sædvanlige Ophold indenfor det stedlige Fattigdistrikt,erhverver her sit Forsørgelsested. Nogen forudgaaende Anmeldelse eller andre «Kvalifikationer > udkræves ikke. Forsørgelsesstedet tabes atter efter to Aars Fraværelse, og de nøjere Bestemmelser om Tab heraf gives i§§ 22—27. Den offenlige Understøttelses Organer (§§ 2—B) ere dels (og principaliter) de lokale «Orts-Armenverbånde», dels (og subsidiært, ligeoverfor Personer, hvis Understøttelse intet «Orts-Armenverband» er forpligtet til at overtage) de saakaldte »Land-Armenverbånde».Enhver maa paatage sig den foreløbige Understøttelse af de Personer, der, i det Øjeblikda blive trængende, befinde sig i deres Distrikt: og eventuelt kunne de gjøre Eegres gjældende enten mod det "Orts-Armenverband», i hvis Distrikt den foreløbigtLTnderstøttede sit Forsørgelsessted, eller

— naar han overhovedet ikke har noget Forsørgelsessted,altsaa til de «Landfattige» — imod det «Land-Armenverband», i hvis Distrikt han befandt sig, da han blev trængende, altsaa imod det «Land-Armenband», den foreløbigt understøttende Kommune selv hører til. — Disse Grundbestemmelser har Loven af 6. Juni 1870 udførligt udviklet, og desforuden giver den en Række detaillerede Forskrifter om de nævnte Fattigbestyrelsers Organisation, om deres Pligter og Rettigheder (§§ 28—33), om Stridigheder imellem dem (§§ 34^—59), om deres Forhold indbyrdes og til andre Forpligtede (§§6l—62) og til Avtoriteterne (§§ 63—64), om Understøttelse af trængende Udlændinge (§§ 60), endelig om Lovens Ikrafttræden (§ 64).

Imod denne Lov har, som antydet, de reaktionære Partier været yderligt forbitrede, baade strax ved dens Vedtagelse og ned til den nyeste Tid: endnu ifjor fremsatte Varnbiiler i den tyske Rigsdag Forslag om en Revision af den. Forslaget var et Udtryk for den i det vestlige og sydlige Tyskland udbredte Mening, at det gamle Hjemstedsbegreb bør kaldes tillive igjen og Erhvervelsen af ny Forsørgelseskommune vanskeliggjøres. Men fra det nordøstlige Tyskland, hvor en ganske modsat hersker, er der udgaaaet Forslag om at begrænse To-Aars-Fristen til en En-Aars-Frist og overhovedet yderligere at slappe Lovens indskrænkende Bestemmelser. Ligeoverfor de Liberales Modstand har det da hidtil ikke været gjørligt at gjennemføre de Varnbiiler'ske Forslag.

Yderligere Forlangender om Forandringer i Næringsloven
de om den sig grupperende Love ere blevne
stillede, Forlangender om en ny Organisation af Haand-

værkerstanden, ny fælles Organer for Arbejdsgivere og Arbejdere, lovligt anerkjendte Organer med off'enlige Funktioner, Reformer i Lærlingevæsenet, den tekniske Undervisning, Bestemmelser om Kontraktsforlioldet, om strafferetlig Behandling af Brud paa Arbejdskontrakter etc.

De vedtagne Tillægslove til Næringsloven
ere disse:

I. Lov af 12. Juni 1872. Ændrede nogle Straffebestemmelser
Næringsloven.

11. Lov af 2. Marts 1874. Nævner en Række af Industriforretninger, der ere farlige eller übehagelige den omboende Befolkning eller for Publikum og som derfor udkræve en speciel Tilladelse fra Øvrigheden.

111. Lov af 7. April 1876 om indskrevne Hjælpekasser. de Betingelser, under hvilke Kasser, der have gjensidig Understøttelse af deres Medlemmer i Sygdomstilfælde til Formaal, opnaa Rettigheder som »indskrevne Hjælpekasser«.

IV. Lov af 8. April 1876 om Forandring af Titel
VIII i Næringsloven. Slutter sig til nys nævnte Hjælpekasselov.

V. Lov af 11. Juni 1878 om Maskinisters
Næringsdrift paa Sødampskibe.

VI. Lov af 17. Juli 1878 om Forandring af Næringsloven.
Svende, Medhjælpere, Lærlinge
og Fabrikarbejdere.

VIL Lov af 23. Juli 1879 om Forandring af nogle
Bestemmelser i Næringsloven, vedrørende Pantelaanervirksomhed
m.

VIII. Lov af 15. Juli 1880 om Forandring af Nær-

ingslovens § 32, om Skuespildirektørers Afhængighed
Øvrighedens Tilladelse til at drive Næring.

IX. Lov af 18. Juli 1881 om Forandring af Næringsloven,
—

Efter de ved disse Love foretagne Ændringer fremtræder tyske Gewerbe-Ordnung*) nu som en moderat Lov, der har undgaaet alle Yderligheder, som maaske netop derfor bekæmpes baade fra Venstre og Højre, übetinget mest dog fra Højre.

I sin Titel I (§§ 1—13)1^—13) giver den de »almindeligeBestemmelser*.Her strax ide første ParagraferNæringsfrihedensPrinciper «NæringsdriftstaarEnhver forsaavidt Loven ikke udtrykkeligtforeskriversærlige eller Indskrænkninger(§1). mellem By og Land med Hensyn til Næringsdrift» er ophørt (§ 2). «Samtidig Drift af forskjellige Næringer er tilladt saavelsom det at drive samme Næring paa flere Steder eller at have flere Salgssteder. Haandværkerne ere ikke indskrænkede til kun at forhandle de af dem selv forfærdigede Tarer» (§ 3). «Lav og Handelskorporationer have ikke Eet til at udelukke Andre fra nogen Næringsdrift* (§ 4). De tre sidstnævnte Paragrafer ere ligefrem overgaaede i Næringsloven fra den ovennævnte «Nothgewerbegesetz» af 8. Juli 1868. — § 6 — hvis nugjældende Form skyldes den ovenfor under VII nævnte L. 23. Juli 1879 — er en Undtagelsesparagraf, idet den bestemmer, at Næringsloven ikke finder Anvendelse paa Bjergværksvæsen,Fiskeri,Lægevirksomhed, af ApothekerogHandel

---

*) Jfr. Bergers ovenciterede Udgave, hvor alle Ændringer, ogsaa de nyeste, ere indførte.

thekerogHandelmed Lægemidler, Opdragelse af Bom for Penge, Undervisningsvæsen, Advokat- og Notarpraxis,Udvandringsagenturerog Assurandører,Jernbaneforetagender,Handel Lotterilodder, Beføjelsen til at holde oflenlige Kjøretøjer, kSkibsmandskabetsRetsforholdpaa Imidlertid kan denne Paragraf ikke siges at afgrænse Begrebet «Gewerbe~ ; en udtrykkelig Bestemmelse af dette Begreb indeholder Loven overhovedet ikke. Derfor falder ikke Alt, hvad § 6 lader uomtalt, allerede af den Grund ind under Begrebet «Gewerbe» og under Næringsloven. Saaledes ligge ikke blot de landøkonomiske Virksomheder men. ogsaa Udøvelsen af literær eller kunstnerisk Virksomhed udenfor «Gewerbe-Ordnung». — Ved de følgende §§ 7—lo7_—10 ophævedes de tidligere Næringsmonopoler og privilegier(«Zwangs und Bannrechte» etc.) og Erhvervelsen af ny saadanne Privilegier forbødes. Forøvrigt var alleredevedNæringslovens de fleste af disse Privilegier fjærnede i de fleste Forbundstater (Mecklenburgdannedeen — Ifølge §11 «begrunder Kjønnet ikke nogen Forskjel med Hensyn til Beføjelsen til selvstændig Næringsdrift*, Og «Kvinder, der selvstændigdriveen kunne i Sager vedrørende deres Næring selvstændig afslutte Retsforretninger og optræde for Retten, ligemeget om de ere gifte eller ugifte». Nogen Aldersbetingelse opstilles i Almindelighedikke;Bissekramhandel Rjheller er (ifølge §13) Adgang til Næringsdrift afhængig af Besiddelsen af Borgerret; men «efter at Næringsdriften er begyndt, er den Næringsdrivende, forsaavidt dette er begrundet i den bestaaende Kommunalforfatning, paa KommunaløvrighedensForlangendeefter

øvrighedensForlangendeeftertre Aars Forløb forpligtet
til at erhverve Borgerret.»

Titel II (§§ 14_—54) handler om «stehender Gewerbebetrieb». Loven bestemmer ikke dette Begreb; men derunder falde alle de Former af Næringsdrift, der ikke høre ind under «Gewerbebetriebe im Umherziehen». almindelige Betingelser», Loven her opstiller (§§ 14 og 15), gaa i Hovedsagen ud paa, at den, der begynder en fast Næringsdrift, skal give den lokale Øvrighed Meddelelse herom. — §§ 16—40 omhandle Anlæg og de Næringsdrivende, der maa have «særlig Bevilling«. Af disse Paragrafer er § 16 bragt i sin nuværende Skikkelse ved den ovenfor under II anførte L. 2. Marts 1874; § 32 skyldes L. 15. Juli 1880*) (ovenfor VIII) og §§ 30, 33—35 og 38 L. 23. Juli 1879 **) (ovenfor VII). Dette Afsnit er da egenlig Undtagelses - Afsnit: det fastholder Bevillings- Systemet i en Kække af særligt nævnte Tilfælde.

«Den sande Frihed vil ikke» — som Eoscher udvikler i sin ifjor udgivne «Nationalokonomik des Handels und Gewerbefleisses» ***) — «saare nogen retmæssigInteresse.Derforhave fleste Stater med Næringsfrihed endnu bestandig fastholdt en Levning af Concessionssystemet for de Næringsvirksomheder,hvisDrift, den er mangelfuld, vilde være almenfarlig, eller hvis Drift overhovedet paa visse Steder vilde være farlig for de Omboende eller i det Mindste i paafaldende Grad vilde forulempe dem. I det første Tilfælde maa man enten 'positivt ved en Prøve godtcrjøreatværei

---

*) Refereret i Nationaløk. Tidsskr. XVHI.

**) Refereret 1. c.

***) System der Volkswirthschaft 111, S. 666—671.

crjøreatværeiBesiddelse af de fornodne Kundskaber og Færdigheder; eller i det mindste udelukkes de, hvis Skudsmaal er for daarligt til, at man kan skænke deres Karakter den nødvendige Tillid. Imod at Lægevirksomhedenfrigives,talerf. den überegnelige Fare, der er forbunden med en uforsvarlig Udøvelse af Lægevirksomheden,hvisFølgerofte vise sig længe efter, og ofte slet ikke mere lade sig rette. Kun en meget ringe Del af Publikum kan rigtigt bedømme Lægerne; ogsaa de, der høre til denne Del, mister let Dømmekraften, naar de selv blive alvorligt syge. En ordenlig Uddannelse til Lægevirksomhed kræver lange Studier, megen Tid, Ulejlighed og Kapital. Blev Lægevirksomhedenfrigiven,maatteogsaa med Gifte frigives. Roscher henviser til Forholdene i Nordamerika og den romerske Imperatortid med udannede og ukontrolleredeLæger,derofte til Giftblandere og FabrikanterafAbortivmidler.«Kun SamvittighedsfuldhedydertilstrækkeligBeskyttelse; den kan ikke fremmes bedre end ved Udviklingen af en Standsære(menenStand ikke staa aaben for Alle og Enhver!) og ved Videnskabens Kontrol._> Derfor LægevirksomhedensUdelukkelsefraNæringsfriheden de ovenciterede Paragrafer. Faktisk skal Tyskland imidlertid,hvorDomstolenekun lempeligt tage fat paa Kvaksalvere, staa Læge-Næringsfriheden nær. Kvaksalver-Konkurrencenskaderimidlertidingenlunde berømte Læger og Specialisterne; men den skader Huslægerne.«Hvaddergjælder Lægevirksomheden, gjælder ogsaa om Apothekerne.» Derfor rammes ogsaa de af de citerede Undtagelsesparagrafer. Hvorledes Tilde man, hvor Konkurrencen var ganske fri, kunne

være sikker paa, at Apothekerne førte de mange, kun sjeldent benyttede, men dog uundværlige Lægemidler, at de ogsaa havde aabent om Natten og Helligdagene osv. Ogsaa med Hensyn til Virksomhed som Lods, Skibskaptajn, Sagfører etc. kunne Indskrænkninger være nødvendige, fordi Uduelighed her kan være almenfarlig, og fordi Kunderne her oftest ere ude af Stand til at sikre sig imod den. «Ved Sagfører- og Lærervirksomhedenkommerendnuden til, at det vilde være en Ulykke om disse Professioner, der skulle værne om ideale Goder, ikke blev opfattet som andet end Industri. Det samme gjælder om to af de mægtigste Folkedannelsesanstalter:Avis og 'Skuespilvæsenet.» Om at Theaterdirektører maa have Bevilling se den ovenciterede§32.Om bemærker Roscher, at i Betragtningafdenumaadelige — navnlig paa dem, der ikke selv ere i Stand til at dømme — som en Avis-Redaktion kan udøve, er Mangelen paa enhver personlig Garanti ganske vist en Fare for Folket; og at man fremdeles lader den bestaa, er vel kun begrundet i Vanskeligheden ved at finde en politisk upartisk Kontrolinstans.TildeNæringsveje, ikke uden Fare kunne aabnes for Personer af daarligt Rygte, høre Beværtningsvirksomhed(«enHandel,hvor ene Part beholdersinRoog medens den anden med hvert Glas taber stedse mere af sin Ro og Frihed»), fremdelesPantelaanervirksomhed,dersaa forbindes med Aager, al Bissekramhandel, hvor den naturlige Kontrol, som Kunderne som Helhed betragtet udøve, næppe er mulig. Ved mange af disse Næringsveje, (som den tyske Næringslov ogsaa rammer gjennem sine Undtagelsesparagrafer)erdetikke den grænseløst frie, men

overhovedet den meget stærke Konkurrence, der er farlig . . . Til Forretninger, hvor Valget af Stedet for deres Udøvelse er afhængig af Øvrighedens Bevilling, hører foruden de brandfarlige og luftfordærvende, ogsaa de, der gjøre usædvanlig stærk Støj, og de, der drives ved Vandkraft, og som, hvis de kunde anlægges og forøgesefterForgodtbefindende,kunde al anden Benyttelse af Vandet» (§ 16). En Betingelse for at alt det ovenfor Antydede kan overholdes er nu, at ØvrighedenfaarMeddelelseom en Næringsvirksomhed er bleven anlagt (§ 14), — en Anmeldelse, der forøvrigt ogsaa fra et statistisk Synspunkt er ønskelig.

Slutningsafsnittet (§§ 41—54) af Titel II omhandler
Udøvelse og Tab af Næringsrettigheder.

Titel 111 (§§ 55—63 handler om «Gewerbebetrieb im Umherziehen». Det bestemmes, at den, der udenfor Sted, hvor han bor, og uden egenlig at etablere sig, falbyder Varer, maa have et Legitimationsbevis. Dog behøves dette ikke til Handel med raa Land-, Skov- og Havebrugs-Produkter (§ 55). Udelukkede fra denne Handel ere spirituøse Drikke, brugte Klæder m. m., Spillekort, Lotterisedler, Værdipapirer, Krudt og exploderende Lægemidler og Gifte (§ 56). Personer, der have fyldt deres 21. Aar, og som have fast Bopæl, kan Meddelelse af Legitimationsbevis kun nægtes, naar de lide af afskrækkende eller smitsom Sygdom, eller ere dømte for visse Forbrydelser, eller staa under Politiets Tilsyn, eller ere berygtede paa Grund af Arbejdssky, Tiggeri, Vagabondage eller Drikfældighed (§ 57). Nærmere i §§ 58_—63.

Titel IV (§§ 64—71) om Markeder.

Titel V (§§ 72—80; om Tax te r. De af Politiet

tidligere fastsatte Løn- og Varetaxter ere som Regel ophævede (§ 72). Bagere og Brødhandlere kunne af den lokale Øvrighed forpligtes til ved Opslag at gjøre Publikum bekjendt med Pris og Vægt for de af dem forhandlede Brødsorter (§ 73). Øvrigheden kan ogsaa fastsætte Maximums-Taxter for Personer, der paa offenligeSteder deres Tjeneste, saavelsom for Benyttelsenaf Heste, Baade og andre offenlige Transportmidler (§ 76). Ligesaa betingelsesvis med Hensyn til Skorstensfejere (§77). Apothekertaxter fastsættesaf (§ 80).

I Titel III^—V er der ikke blevet gjort Forandring ved de ovennævnte Love. Derimod er Titel VI (§§ 81^—104 g) om «Innungen» bleven ganske omdannet ved L. 18. Juli 1881 (ovenfor IX), der paa Afsnittet §§ 81^—96 om «bestaaende Lav», o: rent frivillige Lav, har ladet følge Afsnittet om «ny Lav». Jfr. vort tidligere af Lavsloven*).

Ligeledes er Titel VII (§§ 105—139 b) om industrielle (Svende, Medhjælpere, Lærlinge, Fabrikarbejdere) blevet helt omdannet ved den ovenfor VI anførte L. 17. Juli 1878. Jfr. vort tidligere af denne Lov**).

Titel VIII (§§ 140—141 f) om Hjælpekasser
omdannedes ved den under IV nævnte L. 8. April
1876 ***).

Titel IX, om «Ortsstatuten», bestaar kun af
én Paragraf, § 142, der bestemmer: «Ortsstatuten kunne

---

*) Nationaløk. Tidsskr. XVIII.

**) 1. c.

***) Om det tyske Hjælpekassevæsen jfr. Artiklen om Arbejderforsikringen, Brentano, Nationaløk. Tidsskr. XIII.

med forbindende Kraft ordne de til dem ved Lov henvisteindustrielle De affattes, efter at de paagjældende Næringsdrivende ere hørte, paa Grundlag af en Kommunalbeslutning. De udkræve OverøvrighedensStadfæstelse. er beføjet til at sætte «Ortsstatuter», der stride mod Loven, ud af Kraft». Næringsloven har henvist forskjellige Bestemmelservedrørende Oprettelsen af industrielle Voldgiftsretter, og unge Arbejderes Forpligtelsetil besøge Fortsættelsesskoler til disse «Ortsstatuten».

Endelig indeholder Titel X (§§ 143—156) Straffeog
Nogle af de i dette Afsnit
indeholdte Bestemmelser skyldes L. 12. Juni 1872.

Tæt op til de nysnævnte Love slutter sig Loven af 7. Juni 1871 om Arbejdsherrernes Forpligtelse til at udbetale tilskadekomne Arbejdere Erstatning (das Haftpflichtgesetz). Men med Hensyn til den behøve kun at henvise til vore tidligere Artikler om denne Sag*).

De saa livligt førte Forhandlinger om betydelige
Udvidelser og Ændringer af denne Lov have endnu ikke
ført til definitive Kesultater.

Ejheller lykkedes det at gjennemføre de den tyske Rigsdag i sin Tid forelagte Lovforslag om den kriminelleBehandling Brud paa Arbejderkontrakter (Spørgsmaaletom 'Contractsbruchgesetz») og om Indførelsenaf

---

*) Nationaløk. Tidsskr. XVII.

elsenafsærlige Domstole til Afgjørelse af Stridigheder
mellem Arbejdsherrer og Arbejdere (Spørgsmaalet om
Indførelsen af saakaldte »G-ewerbegerichte»).

Derimod er der fra de senere Aar at mærke nogle andre Love af industriel Interesse, navnlig Loven om Beskyttelse af Varemærker, om Beskyttelse af Mønstre og Modeller og om Opfindelsespatenter. Og forud for disse tre Love gik Loven om den literære Ejendomsret, som man *) har betegnet som Grundstenen for alle de senere Love om den aandelige Ejendomsret, og navnlig for de tre nysnævnte Love.

Loven af 11. Juni 1870 om den liter ære Ejendomsret, betrf. das Urheberreeht an Schriftwerken, musikalischen Werken und Kompositionen« i Hovedsagen følgende:

Retten til ad mekanisk Vej at mangfoldiggjøre et literært Arbejde tilkommer Forfatteren, dennes Arvingerog Efterfølgere. Enhver ikke-tilladt Mangfoldiggjørelseaf literært Arbejde, enhver kontraktsstridigForfærdigelse ny Oplag, saavel som Trykning af Oplag paa flere Exemplarer end aftalt — betragtes som forbudt Eftertryk; Oversættelse uden Forfatterens Tilladelse kun i bestemte Tilfælde. Aftryk af enkelte Blad- og Tidsskriftartikler, med Undtagelse af novellistiskeProduktioner videnskabelige Udarbejdelser, er tilladt, naar Forfatteren ikke udtrykkelig har forbudt Eftertryk ved i Spidsen for sin Artikel at gjøre en Bemærkningherom. er Aftryk af Love, officielleBekjendtgjørelser, Aktstykker, Forhandlingerog

---

*) Indledningen til Webers Udgave af «Die Eeichsgesetze iiber den Marken-, Muster- und Patentschutz», Nordlingen 1877.

lingerogTaler tilladt. Endelig er — Kildeangivelse forudsat — Citater eller Aftryk af mindre Dele af et Værk, Optagelse af mindre Skrifter i et større Hele, der fremtræder som et selvstændigt Værk m. m. tilladt.Beskyttelsen i Eeglen for Forfatterens Levetid og tredive Aar efter hans Død. Eftertryk medførersom en Skadeserstatningspligt, og straffes desforuden med Bøder paa indtil 3000 Mark; i Stedet for Skadeserstatning kan der ogsaa, paa den Skadelidtes Forlangende, idømmes Bøder paa indtil 6000 Mark. I de enkelte Stater dannes der af Videnskabsmænd, Forfattere,Boghandlere undre dertil skikkede Personer Foreningeraf der paa Dommerens Forlangendeere til at afgive Erklæring om de til dem rettede Spørgsmaal. Disse Foreninger af Sagkyndigeere naar Parterne paakalde dem, beføjede til i Erstatningsspørgsmaal at forhandle og dømme som Voldgiftsdommers Dertil kommer beskyttende Bestemmelsermod af Afbildninger og musikalske Kompositioner, mod überettiget Opførelse af dramatiske og musikalske Værker etc. — Til denne Lov slutter sig nøje to Love af 9. og 10. Januar ]876 om Beskyttelsefor over Værker af bildende Kunst, og om (fem Aars) Beskyttelse af Fotografier mod übeføjet mekanisk Efterdannelse.

Loven om Beskyttelse af Varemærker («Markenschutz»)
af 30. November 1874.

Ifølge denne Lov kunne Næringsdrivende, hvis Firma er indført i Handelsregistret, anmelde til IndførelseiHandelsregistret det Sted, hvor de ere etablerede,Tegn,der at skjelne deres Varer fra andre Næringsdrivendes Varer skulle anbringes paa Varerne

selv eller paa disses Indpakning. (Ifølge den tyske Handelslovbog skulle ikke blot egenlige Kjøbmænd men ogsaa Fabrikanter føre et Firma, der indføres i Handelsregistret.Alledisse ere altsaa berettigedetilpaa af Loven foreskrevne Maade at erhverve sig Beskyttelse af deres Varemærker. De øvrige,ikkei indførte Næringsdrivende, kunne erhverve sig Beskyttelse ifølge Loven, naar de mærke deres Varer, ikke med Tegn, men med deres Navn.) Naar Tegnene udelukkende bestaa i Tal, BogstaverellerOrd, naar de indeholde offenlige Vaaben eller anstødelige Fremstillinger, er deres Indførelse i Mærkeregistret at afvise. Det Firma, som først har anmeldt et Varemærke, har udelukkende Ret til at føre det. Den, der med Vidende urettelig forsyner Varer med Andres beskyttede Mærker, Navn eller Firma, eller den, der med Vidende urettelig bringer Varer med Andres Mærker, Navn eller Firma i Handelen, straffes med Bøder paa mellem 150 og 3000 Mark eller med Fængsel indtil et halvt Aar, og desuden er han forpligtettilat den Skadelidte Erstatning. I Stedet for denne Skadeserstatning kan han, naar den Skadelidteforlangerdet, en Bøde, foruden den ovennævnte, paa indtil 5000 Mark. Det uretteligt benyttedeMærketilintetgjøres, kan det ikke ske paa anden Maade, tilintetgjøres den Indpakning eller selve de Varer, hvorpaa det er anbragt. Den Beskyttelse, der ifølge Loven indrømmes Indehaveren af et Mærke, udelukkes ikke derved, at Mærket gjengives med saadanneSmaaændringer,der ved en særlig Opmærksomhedvildeblive Loven har naturligvis først og fremmest det Formaal at beskytte den tj^rske

Industri; men udenlandske Fabrikanter ville dog, mundeanmeldederes hos Handelsretten i Leipzig,ogunder af Beprocitet fra den paagjældendefremmedeStat, komme til at nyde godt af Lovens Beskyttelse.

Loven om Mønstre og Modeller, G-esetz betr.
das Urheberrecht an Mustern und Modellen» af 11.
Januar 1876, bestemmer bl. A.:

Betten til ganske eller for en Del at efterdanne et
industrielt Mønster eller en industriel Model tilkommer
udelukkende sammes Ophavsmand, Forfatter, Opfinder

ligningerafenkelteMønstre eller Modeller i et literært Værk. En Betingelse for at Beskyttelse mod Efterdannelsekanopnaas, at Opfinderen anmelder sit Mønster eller sin Model til Indførelse i Mønsterregistret, samt forsyner sin Anmeldelse med en Afbildning af Mønstret eller Modellen. Beskyttelsen strækker sig, efter Anmelderens Valg, over fra 1 til 3 Aar, og kan udvides indtil 15 Aar. Herefter retter sig Størrelse af det Gebyr, der er at erlægge. De anmeldte Mønstre indføres i Mønsterregistret uden nogen forudgaaende Prøvelse af Anmelderens Berettigelse eller af Rigtighedenafde der anmeldes til Indførelse.Mønsterregistreter Handels- og Varemærkeregistret)offenligt;det Enhver frit at skaffe sig attesterede Uddrag af Mønsterregistret; Enhver kan her faa Oplysning om, om et fremmed Mønster er beskyttet,ogom den Person er, til hvem han skal henvende sig for at faa sig Mønstret overladt. Enhver, der paa den af Loven foreskrevne Maade har anmeldt et Mønster eller en Model til Indførelse i Mønsterregistret,gjælder— det Modsatte bevises — som dets Ophavsmand. Beskyttelsen mod Efterligning af Mønstre er, med nogle i Sagens Natur begrundede Modifikationer,ordnetpaa Maade som Beskyttelse mod Eftertryk. De i Eftertryksloven omtalte Foreninger af Sagkyndige sammensættes, naar Talen er om at afgiveErklæringerom af Mønstre og Modeller,afKunstnere, Industridrivende og andre Personer, der ere fortrolige med Mønster- og Modelvæsenet. De bestaa af 10 Medlemmer, af hvilke mindst 7 skulle være tilstede ved Erklæringens Affatfattelse.Erklæringen(for der, paa den tabende

Parts Bekostning, betales et Honorar paa fra 30 til
300 Mark) er ikke bindende for Dommeren *).

Afslutningen paa denne Lovgivning danner Patentloven 25. Maj 1877.- Den slutter sig i Meget (Erstatningsansvaret etc.) nøje til Mærke- og Mønsterlovene, afviger principielt fra dem bl. A. derved, at Anmeldelse alene ikke gjør Udslaget, men at der ogsaa foreskrives en Forundersøgelse og forudgaaende Men for denne Lov have vi i sin Tid gjort udførlig Rede, og kunne henvise dertil**).

---

*) Jfr. Webers oveneiterede Udgave, forsynet med Indledning og forklarende Anmærkninger.

**) Nationaløk. Tidsskr. X, S. 372 fg.