Den økonomiske Lovgivning i det tyske Rige, 1871—1881.

Side 70

I.

Det ny Eige. Liberalisme og Reaktion. Fem Milliarder. Møntlov. Statspapirpenge. Banklov. Told- og Skattespørgsmaalet. Toldpolitik Toldlove. Jerntoldloven 7. Juli 1873. Toldlov 15. Juli 1879, og Tillægslove. Varestatistikloven 20. Juli 1879. Skattelove. 16. Juli 1879. Børsskat 1. Juli 1881. Ølskat, Værneskat. Hamborgs Toldtilslutning. »Beskyttelse« af Skibsfart og Handel. Surtaxe d'entrepot Kystfragtfartlov 22. Maj 1881. Samoa. Handelstraktater. Post, Telegraf og Jernbaner.

J/et ny tyske Rige staar endnu kun i Begyndelsen af sit tredje Lustrum. Det var d. 18. Januar 1871, at Kong Vilhelm i Versailles paasatte sig Kronen som det tyske Riges Kejser; det var d. 21. Marts 1871, at den første tyske Rigsdag traadte sammen i Berlin og højtideligt aabnedes af Kejseren, og det var d. 16. April 1871, at den tyske Rigsforfatning*), Grundlaget for den tyske Rigslovgivning, vedtoges. I det siden da forløbne Tidsrum er der blevet udfoldet en Lovgivningsvirksomhed, der med Rette tør betegnes

*) Dr. L. von Kønne, Verfassung des Deutschen Eeichs.

Side 71

som overordenlig. Dels har den bestaaet i at bringe Retsenhed tilveje i den tidligere saa brogede tyske Lovgivning; dels har den paa mange Omraader ikke blot ordnet og samlet, men skabt Nyt. I begge Retninger har Virksomheden været rastløs, dybt indgribende,næsten — og i en særdeles fremtrædende Grad har den udfoldet sig paa det nationaløkonomiske Omraade. Oftere har NationaløkonomiskTidsskrift* Lejligheden til at gjøre sine Læsere bekjendt med højst interessante Fremtoningerfra økonomiske Lovgivningsvirksomhed i vort Naboland; men nogen samlet Oversigt heroverhar ikke givet. Den følgende Fremstillingvil et Forsøg i denne Retning. Det er Rig s-Lovgivningen, og det er den nationaløkonomiskeLovgivning, er dens Gjenstand. Hvor vi tidligere udførligt have gjort Rede for de ny Love (Toldlov, Varestatistiklov, Arbejder-Erstatningslov, Aagerlov,Børsskat, Næringslove etc.), give vi ikke atter et udførligt Referat; for disse Loves Vedkommende henvise vi til det tidligere, og indskrænke os i Hovedsagentil vise Lovenes indbyrdes Sammenhæng. —

Mellem det tilbagelagte Decenniums to Halvdele er der med Hensyn til de i dem raadende Tendenser en væsenlig Forskjel. Det første Femaar er endnu i det Væsenlige det andet er Reaktionens. Side om Side med en konservativ Regering virkede i Halvfjerdsernes første Halvdel en liberal Rigsdag. Resultatet var paa det økonomiske som paa det øvrige sociale og politiske Omraade et maadeholdent frisindet Fremskridt. I Midten af Halvfjerdserne begynder Stillingen forandres. Grunder- og Svindelperioden af-

Side 72

sluttedes med et voldsomt «Kracli», og de økonomiske der flød heraf, søgte de saakaldte «konservative» at exploitere i den politiske Reaktions En konservativ-ultramontan Partikombination sig, efter at <-Kulturkampen» i Hovedsagen var udbrændt, og ved at yde Reaktionen Tjenester paa det økonomiske Lovgivningsomraade liaabede Klerikale paa andre Omraader at opnaa kvivalenter. faldt de Liberale mere og mere ud af Hænderne. Regeringen, der tidligere havde koopereret dem, satte dem stedse mere tilside, og ogsaa Vælgerne vendte sig fra dem. Det tidligere liberale Rigsdags-Flertal forvandledes til et — Mindretal, Yed Rigsdagsvalgene i 1877 og 1878 led det nationalliberale Parti saavel som Fremskridtspartiet uhyre Tab, medens de konservative eller reaktionære Partier sugede ny Næring. Yderligere forværredes det nationalliberale Partis Stilling ved Splittelser i dets egen Midte. I 1879 skilte den stærkt protektionistiske mod Højre stræbende liberale Gruppe» (Volk-Schauss) sig ud; i 1880 kom det til en ny Secession, da «die liberale Vereinigung», ønskede at betone Frihandelsprincipet og de økonomiske Spørgsmaal skarpere end de øvrige ISTationalliberale, at burde forlade dem. Saaledes kom det dertil at den økonomiske Lovgivning, der i de senere Aar blev Lovgivningsmagtens Hovedopgave, mere og mere fik et anti-liberalt Stempel.

Den første tyske Rigsdags Virksomhed var væsenligbetinget
den Stilling, som den fransk-tyske Krig

Side 73

havde skabt. Paa den ene Side gjaldt det at føre den Enhed mellem Nord og Syd, der var bleven grundlagt ved Forbundstraktaterne*), videre ad Lovgivningens Vej samt retligt at ordne det «umiddelbare Rigsland» Elsass- Lothringens Forhold til det tyske Rige, — paa den anden Side maatte der sørges for Krigens Ofre, Hæren maatte atter udrustes, Forsvarsvæsenet omordnes osv. Herimod maatte altsaa den første Lovgivningsvirksomhedrette En stor Del af de nordtyske Forbundsloveblev ved de tyske Fyrsters Traktater om Rigets Oprettelse indført i de sydtyske Stater; Udviklingenaf øvrige nordtyske Love til Rigslove forbeholdtesRigslovgivningen. gik i Hovedsagensaa for sig som paa nogen Maade kunde ventes**).

Et økonomisk Spørgsmaal af første Rang møde vi strax her: de fem Milliarder. Med Anvendelse af den uhyre Krigsskadeserstatning, Frankrig var blevet tvunget til at udbetale Tyskland, beskæftigede en Række af Love sig. Af Milliarderne toges Pensioner til Invaliderneog Faldnes Efterladte, Understøttelse til de af Frankrig udviste Tyskere, Erstatning til Rederierne for opbragte Skibe, Erstatninger til Kommunerne for Præstationer i Anledning af Krigen og for lidte Tab, Understøttelser til det hjemvendte Reserve- og Landeværnsmandskab,Dotationer

*) Jfr. bl. a. Bønne 1. c, Indledning og Anhang.

**) Die Gesetzgeb. d. letzten seeks Jahre im Reiche u. in Preussen. v. e. Mitgl. d. Centralwahlcomités d. nationalliberalen Berlin, Druck u. Verlag von Cr. Reimer, 1876. — En Fortsættelse heraf for de sidste fem Aar: Die Gesetzgeb. d. letzten Jahre im Eeich u. in Preussen. Im Auftr. d. nationall. Partei dargest. Berlin, 1881. Puttkammer & Miihlbrecht.

Side 74

værnsmandskab,Dotationertil Generaler og Statsmænd. Midler til ny Vaaben, Udrustning af Hæren, Fæstninger, store Kapitaler til lligsskatten i Spandau etc. etc. Milliardernegjorde muligt for Tyskland uden at paalæggesig at dække Omkostningerne ved Krigen og at tilbagebetale Krigslaanene. Men man har opkastetdet om man ikke i Tilbagebetalingen af de offenlige Laan gik hurtigere end hensigtsmæssigt frem, og om ikke de mange smaa og mellemstore Kapitalister,der anlagt deres Penge i Statspapirer, nu da store Laan opsagdes, paa en mindre heldig Maade lededes til at kaste sig over usolide Spekulationspapirer. Man har overhovedet opkastet Spørgsmaalet, om Milliarderneikke vare en Ulykke end et Gode for Tyskland. Yisselig have de i en umaalelig Grad bidragettil fremkalde den Svindelperiode, der paaførte Tyskland saa mange senere Lidelser. Det paastodes, at de «forduftede* mellem Statsmændenes Hænder, og der ankedes over, at de franske Penge i Stedet for at blive anvendte i nyttige positive Øjemed for en væsenlig Del kom til at afgive det Grundlag, hvorpaa den følgende usunde Spekulationsmani blev baseret*).

En anden stor økonomisk Sag, den ny Rigsdag
strax maatte tage fat paa, var Møntsagen. Det nordtyskeForbundhavde
Loven af 17de Avg. 1868 om

*) Jfr. Bamberger, Tyskland og de fem Milliarder, Nationaløkonomisk 11. 199 fg. Fremdeles: Soetbeer, Frankrig og de fem Milliarder, Nationaløkonomisk Tidsskrift 111, 348 fg.

Side 75

Metersystemets Indførelse gjennemført Enhed i Maal og Vægt; men Møntenheden, den langt vanskeligere Opgave, havde det ikke faaet gjort til Virkelighed.Indtil1870 der i Tyskland ikke mindre end syv forskjellige Møntsystemer. Ved Siden heraf led Landet under et meget broget og ingenlunde velordnet Seddelvæsen. Trangen til at faa Orden heri havde længe været følt, og da det nordtyske Forbund stiftedes, begyndte man ogsaa at arbejde paa Sagen: «med bittert Humor overrakte en Deputeret Rigsdagen en Samling tyske Papirpengebeviser som Gave, idet han vedlagde et Par Handsker, uden hvilke man ikke vilde kunne røre ved de snavsede Sedler.» I Toldparlamentet vedtoges i April 1870 en Resolution, der gik ud paa at opfordre de forbundne Regeringer til at fremme MøntsageniRetning Møntenhed for hele Tyskland. Da det ny tyske Rige det næste Aar var blevet grundlagt, og da Krigsskadeserstatningen havde skaffet Midler, der tillod en øjeblikkelig Udmøntning af de ny Mønter, var Sagens Gjennemførelse sikret. «I Efteraaret IS7I forelagde Rigsregeringen Rigsdagen et Lovforslag, der lagde Grunden til den samlede Møntreform. Nærmest rettet mod Udprægning af Guldmønter, lod ForslagetendnuSpørgsmaalet Enkelt- eller Dobbeltfodenaabent;men Aand stilede, som det til— stodes, mod den enkelte Guldfod. At fastslaa denne Tanke og efter Evne at fremskynde dens Virkeliggjørelse blev en Opgave for det nationalliberale Parti. ... Fra det udgik Forslag om at forbyde yderligere Udprægning af Sølvmønt*).» Paa Loven af 4. Decbr. 1871 om

*) Die Gesetzgeb. d. 1. sechs Jahre. — Koscher minder i sin nysudkomne «System der Volkswirthschaft* 111 (S. 218) om, at Stemningen i Tyskland for Guldmøntfoden udviklede temmelig¹ pludseligt: Da J. G. Hoffmann i forskellige fra 1828 til 1841 anbefalede Tyskland Guldmøntfoden, da Hermann fraraadede den, tilskrev det store Flertal af Fagmænd Hermann ikke blot praktisk men ogsaa theoretisk Sejren. Under de Forhandlinger, der gik forud for Møntkonventionen af 1857, var med Undtagelse af Østrig alle tyske Stater for Sølvfoden, og ogsaa de tyske Handelskongresser 1861 og 1865 holdt fast ved den. Omslaget til Gunst for Guldfoden begyndte paa Handelsdagen i 1868, strax efter Verdensudstillingen og den internationale Møntkonference Paris. Soetbeer havde allerede i længere Tid forberedt det. Men først i 1870^—71 trængte Overbevisningen om Guldfodens Mulighed og Ønskelighed helt igjennem.

Side 76

Kig s,a¹ uld mønt s Udmøntning fulgte Kigs møntlovenaf Juli 18 73. Allerede i 1871 var Mark'en (= 7:5 Thaier) blevet vedtaget som Kegningsenhed, og Tanken om at Tyskland skulde slutte sig til Francsystemetelleret bestaaende System eller virke for en Verdensmønt, — var bleven forkastet. Fra 1. Jan. 1876 blev Marken (a 100 Pf.) lovlig Mønt i det tyske Rige. I de senere Aar diskuteredes Møntlovgivningen ivrigt, idet de < Konservative*, med hvem Regeringen nærmest antoges at sympathisere, ønskede Tysklands Overgang til Dobbeltfoden, og overhovedet tilskrev det ny Møntsystem alle mulige Ulykker. Noget afgjørende Skridt i denne Retning foretoges imidlertid ikke. Paa den anden Side vovede man heller ikke at skride til en fuld Anerkjendelse af den enkelte Guldfod. Sølvthaiernevedblevat og for saa vidt kan man gjerne sige, at Tyskland staar Dobbeltfoden nær. Regeringenforholdtsig det Hele afventende, og de gjentagneForhandlingeri om Møntsagen gav ikke nogen Klarhed over Regeringens Hensigter. I Maj 1879 standsede Regeringen for at undgaa de betydelige

Side 77

Tab, Rigskassen led ved Salget af det værdiforringede Sølv, Sølvsalget, og strax derpaa hørte den ogsaa op med at inddrage og indsmelte Thaler'ne. Fra 1873 til Udgangen af 1879 inddroges ialt af gamle Mønter omtrent 1175 Mill. Mark, for den alt overvejende Del (næsten 1100 Mill.) i Sølv (Resten Guld og Kobber). Indtil samme Tidspunkt udprægedes af ny Rigsmønt Mill. M. (altsaa over 1000 Mill, mere), hvoraf den altovervejende Del (nemlig 1719 Mill.) i G-uld (fremdeles 422 Mill, i Sølv og 45 Mill, i Nikkel og Kobber)*).

Møntloven af 9. Juli 1873 indeholdt i sin Art. 18 en først efter lange Kampe vedtagen Bestemmelse, den nemlig: at fra 1. Jan. 1876 skulde alle Banknoter under 100 Mark saavel som alle de Statspapirpenge, ikke lød paa Rigsmønt, forsvinde. Hertil sluttede sig da — i den Erkjendelse, at Møntvæsenet lod sig bringe i Orden, medmindre Papirpengevæsenet ordnedes, Loven af 30.April 1874 omUdgivelsen afßigskassebeviser samt Bankloven af 14. Marts 1875.

Den førstnævnte Lov bestemte, at de enkelte Staters der løb op til en Sum af omtr. 67 Millioner Thaier, skulde inddrages og afløses af 120 Millioner Mark i Reichskassenscheine, der vilde være at fordele mellem Forbundsstaterne i Forhold til deres Befolkning. Da de Mellem- og Smaastater, der havde været særligt virksomme i Papirpengefabrikationen, stærkt beklagede sig over denne Bestemmelse, tillodes det at yde dem Forskud af Rigskassen indtil to Tredje-

*) Statist. Jahrb. f. d. deutsche Eeich, 1881.

Side 78

dele af det Beløb, de hidtil havde udgivet i Statspapirpenge den Andel, der egenlig tilfaldt dem; men saadanne Forskud skulle tilbagebetales inden Udløbet af 15 Aar. Ved Udgangen af Marts 1880 cirkulerede der 159 Mill. M. i Reichskassenscheine (nemlig foruden det faste Beløb af 120 Mill., omtr. 40 Mill, forskudsvis tilstaaede); men da Forskudene efterhaanden betales tilbage, Totalsummen: Marts 1880, 1879, 1877 og 1876 var den resp.: 159, 163, 170 og 172 Mill. M. Reichskassenscheine lyde paa 5, 20 og 50 Mark; langt det største Antal lyde paa 5 M. (omtrent 9 Millioner Stykker ligeoverfor omtrent 2 Millioner Stykker 20-Marks, og henved 1V₂ Mill. Stykker 50-Marks-Reichskassenscheine), übetinget den største samlede Værdi falder paa dem paa 50 Mk.*).

Den anden af de ovennævnte to Love, Bankloven, dannede paa en vis Maade Afslutningen paa Mønt- og Papirpengereformen. Det oprindelige af Forbundsraadet indbragte Forslag gik kun ud paa at give ensartede Forskrifterom Dækning og paa at bestemme den Grænse, ud over hvilken der af de ikke metaldækkede Noter skulde svares en 5 pCt.-Skat. Men navnlig det nationalliberale Parti**) fik, trods partikularistiske Protester,en gs bank indført, omkring hvilken de øvrigeReformer sig. Ogsaa imod denne Bankordning har der i de senere Aar rejst sig mere eller mindre heftig Modstand i reaktionære Kredse. Som en Følge af Bankloven gik de tyske Seddelbankers Antal ned fra 31 i 1875 til 19 i 1876, og er nu 18.

*) Statist. Jabrb. f. cl. deutscho Eeich, 1881

**) Die Gesotzg-ebung- etc.

Side 79

Disee 18 Seddelbankers samlede Kapital er 2fiß MillionerM., Reservefond noget over 30 Mill., deres Seddelcirkulation med et rundt Tal 1000 Mill, (i Almindeligheddog lavere), deres Metalbeholdning, ligeledes med et rundt Tal, 600 Mill., og desforuden Beholdningen af Reichskassenscheine og andre Bankers Noter. En aldeles prædominerende Stilling indtager Rigsbanken med sin Kapital paa 120 Millioner, sit Reservefondpaa Mill., sin Seddelcirkulation paa over tre Fjerdedele af den samlede Cirkulation, sit tilsvarende Metalfond. I Sammenligning med den staa de øvrige Seddelbanker: den bayerske Notebank, den sachsiske Bank i Dresden, den wurttembergske Notebank, FrankfurterBank, for Sydtyskland, badensiske Bank, Braunschweiger Bank, Bremer Banken, den kommunale Bank i Breslau, den kolnske Privatbank, Magdeburger Privatbank, Danziger Privatbank, provinsiel Aktiebank i Storhertugdømmet Posen, hannoveransk Bank, Leipziger Kassenverein, Chemnitzer Stadtbank og Kommercebankeni langt tilbage. De flestes Seddelcirkulationer übetydelig; kun enkelte som den bayerske Notebank og Bankerne i Dresden og Wiirttemberghave nogenlunde anselig Cirkulation. De tyske Banksedler lyde übetinget oftest paa 100 M. Enkelte Banker udstede ogsaa Appoints paa 200, 500 og 1000 M.; men de ere kun sjeldne*).

*) Statist. Jahrb. f. d. deutsche Reich, 1881.

Side 80

«-Tyskland«, hedder det i Rigsforfatningens Art. 33, «danner et Told- og Handelsomraade omgivet af en fælles Toldgrænse. Herfra er udelukket de enkelte Dele af Gebetet, der paa Grund af deres Beliggenhed ikke egne sig til at omfattes af Toldgrænsen*. Disse saakaldte ere Hamborg (jfr. nedenfor) og Bremen, Dele af Altona og Wandsbeck, Frihavnepladserne Brake (Oldenburg), nogle Pladser paa Elbøerne, i Båden Øen Eeichenau (i Bodensøen), og nogle Steder i Kredsene Constanz og "Waldshut. «Hansestæderne Bremen og Hamborg*, hedder det i Art. 34, «med en med Øjemedet stemmende Del af deres eller det omliggende Gebet forblive som Frihavne udenfor den fælles Toldgrænse, indtil de andrage paa at blive indesluttede heri.» «Udelukkende Riget kan give Love om Toldvæsen, Beskatning af det i Forbundsterritoriet Salt og Tobak, tilberedte Brændevin og 01 og det af Roer eller andre indenlandske fremstillede Sukker og Sirup» etc. (Art. 35). «Udbyttet af Tolden og de andre i Art. 35 nævnte Afgifter indflyde, forsaavidt de ere undergivne Rigslovgivningen, i Rigskassen. ... De udenfor den fælles Toldgrænse liggende Gebeter bidrage til Rigets Udgifter gjennem Betalingen af et Aversum...» (Art. 38).

Disse Indtægter af Tolden og de nævnte Forbrugsafgiftererenu Rigets Hovedindtægter; hvad det ellers behøver, maa suppleres ved «Matrikularbidrag» fra de enkelte Stater. Herom hedder det i RigsforfatningensArt.70: Bestridelse af alle fællesudgifter tjene først de mulige Overskud fra det foregaaende Aar saavel som de af Tolden, af de fælles Forbrugsskatter og af Post- og Telegrafvæsenet flydende Indtægter. ForsaavidtUdgifterneikke

Side 81

saavidtUdgifterneikkedækkes ved disse Indtægter, ere de, saalænge der ikke er indført Rigsskatter, at dække ved Bidrag fra de enkelte Forbundsstater i Forhold til disses Befolkning, hvilke Bidrag udskrives af Rigskanslerenindtildet Beløbs Højde»*). Disse Tilskud fra Enkeltstaterne have nu i Almindelighed udgjort mellem 70 og 90 Millioner M., altsaa ret anseligeBeløb.I Kredse blev det et Ønske at faa Riget stillet finansielt uafhængigt af Enkeltstaterne.Dettevar

*) Eigets Budget udviser (efter Stat. Jakrb. f. d. d. K., 1881 følgende Indtægter: 1879—80. 1880—81. Mill. M. Mill. M. Told- og Forbrugsskatter 251,r 307,2 Spillekortstempel 1,2 l,i Vexelstempelskat 6,e 6,3 Statistisk Gebyr — 0,3 Post- og Telegraf-Overskud.... 15,6 16,_t Jernbane-Overskud 9,9 10,4 Eigstrykkeriets Overskud l,i 1,0 Bankvæsen 2,i l,s Forskj. adm. Indt 7,2 6,i Af Rigsinvalidefondet 33,0 32,i Møntvæsen o,i Renter 6,₃ 4.₈ Overord. Tilskud 120,3 53,₀ Matrikularbidrag 89, r 81,7 544,8 522,8 Aaret 1880_—81 er Aaret efter den ny Toldtarifs Ikrafttræden derfor den betydelige Indtægt af Told- og Forbrugsafgifter. havde 1879—80 udgjort 104 Mill. M., 1880—81 derimod 167 Mill. M. Forbrugsskatterne ere: Tobaksskatten, (47 Mill. M.), Saltskattffn (36 Mill. M.), Brændevinsskat (36 Mill. M.), Ølskat (15 Mill. M.). Dertil kommer Told- og Forbrugsskataversa (6 Mill. M.). «Rigsskatterne», Spillekort- og Vexelstempel ere, som det ses, forholdsvis saare übetydelige. De «overordenlige Tilskud* toges af den franske Krigsskadeserstatning, af Rigs-Fæstningsbyggefondet, Rigs-Jernbanebygningsfondet og af Laan.

Side 82

staterne.Dettevardet ene af Motiverne til at ToldogSkattespørgsmaaletblev Men adskillige andre Motiver og adskillige Privatinteresser virkede med i samme Retning.

I Toldpolitiken*) foretog den tyske Bigsregerings en voldsom Svingning: i det første Temaår: og Stræben mod det engelske System med faa Toldsatser, — i det andet: Protektionisme og' Stræben mod det Maal at faa alle Varer gjort toldpligtige.

I Juni 1873 foreslog Regeringen, at Rujern og de vigtigste Jernfabrikata, navnlig Maskiner, strax skulde fritages for al Told. Derved — argumenterede Regeringen _• vilde Jernkonsumenterne profitere 3 Millioner Thaier, og Landbruget vilde, hvad der var af den største Vigtighed for det, lettere kunne indføre Brugen af Maskiner. var imidlertid ikke fuldt saa liberal; den forlangte, at Jervareproducenterne skulde behandles med Varsomhed, og et Kompromis kom i Stand, hvorefter strax blev toldfrit, medens Jernfabrikata og grove Støbevarer endnu indtil den 1. Jan. 1877 skulde svare en moderat Told (L. 7. Juli 1873). Industriens Ordførere forsikrede, at naar man blot vilde indrømme dem denne Overgangsfrist, vilde de aldrig mere forlange noget herudover. Forsikringen blev, omtrent øjeblikkelig, Jernindustrien, der indtil da havde floreret paa det Skjønneste, kom netop nu — efter at Virkningerne Krach:et havde udbredt sig i vide Kredse — ind ien meget trykket Periode. Saa strømmede der da fra 1875 af Ansøgninger ind til Rigsdagen om For-

*) Die Gesetzgebung etc.

Side 83

længelse af Jerntolden. Men imod disse Ansøgninger indvendtes der fra Regering og Rigsdag, at den industrielle ikke var indskrænket til Lande med liberal Toldlov, at den tværtimod ogsaa hærgede Lande med protektionistisk Toldlov, at den derfor ikke kunde have sin Grund i Tarifsjstemet, at den skyldtes Overspekulation usunde Tilstande i Forretningsverdenen, at der ikke kunde hjælpes paa den ved Hjælp af Toldpositioner, at navnlig Hensynet til Konsumenterne forbød yderligere at holde paa den Told, der var bestemt til at falde. Saa besluttede Rigsdagen da at lægge Ansøgningerne tilside. Og Rigskansleren holdt for Rigsdagen om, hvorledes Toldtarifen burde simplificeres, Grundlag af faa, indbringende Toldsatser, med det engelske System som Mønster.

Det var den liberale Periode. Den protektionistiske
fulgte hurtigt efter.

Reaktionen udgik i første Linje fra Jernindustrien, der var bleven ramt af de sidste Frihandels-Forholdsregler,og led under særligt fortrykte Forhold; gik derfra videre til den øvrige Industri; tog ogsaa fat i Landbrugskredsene, og fik endelig en Støtte i noget, som man tidligere vilde have anset for en Umulighed, en industriel-agrarisk Alliance. Valgene af Januar 1877 havde i høj Grad forøget Tallet paa protektionistiskeOrdførere Rigsdagen. Og at ogsaa Regeringen var rede til at bryde med den siden 1865 fulgte liberaleToldpolitik, i April 1876 faaet et utvetydigt Udtryk, da den Mand, der hidtil havde baaret den økonomiskePolitik Minister Delbriick — blev trængt ud af Regeringen. I Sommeren 1878 nedsattes en Række Enquétekommissioner, der havde den Opgave at

Side 84

undersøge Jern-, Bomuld-, Linned- og Tobakindustriens Krav, og hvad Toldspørgsmaalets finansielle Side angik, blev det samtidig behandlet paa den tyske Finansminister-Konferencei I Slutningen af samme Aar fremkom Rigskansleren med sit told- og finanspolitiske Program i sin berømte Skrivelse af 15. December 1878 til Forbundsraadet. Programmet godkjendtesaf og anbefaledes Toldtarifkommissionentil Medens Bismarck faa Aar tidligere havde udtalt sig til Gunst for det saakaldte engelske System, d. v. s. et ringe Antal indbringende Finanstoldsatser, men ellers den størst mulige Indførsel- Frihed, slog han i sin Skrivelse om til den modsatte Yderlighed og anbefalede alle Indførsels-Varers Toldpligtsom ene rette Princip, samtidigt med, at han akcentuerede Vigtigheden af den «finansielle Reform», d. v. s. de direkte Skatters Afløsning af indirekte. Videreudviklede at et Toldsystem, der begunstigede den hele indenlandske Produktion, maatte have Fortrinetfor for enkelte Industrigrene; at med Hensyn til Varer, som Indlandet selv produceredei Mængde, maatte den udenlandske Konkurrent komme til at bære Tolden; at en ringe Told slet ikke vilde mærkes, da den vilde være ganske forsvindende lige overfor Varernes naturlige Prisfluktuationer;at Revision af Jernbanetariferne maatte gaa Haand i Haand med Revisionen af Toldtarifen; og at Tyskland, inden det indlod sig paa ny Toldforhandlingermed selvstændig («autonomt») maatte skaffe sig et Toldsystem, der vilde stille den hele indenlandskeProduktion gunstig som muligt lige overfor

Side 85

den udenlandske*). Den Tanke, at Jernbanetariferne skulde revideres paa en saadan Maade, at Jernbaneselskaberne bleve i Stand til ved Indrømmelser af Begunstigelser af Indførselen fra Udlandet at krydse Rigets Handelspolitik, tog Rigskansleren strax efter praktisk fat paa, idet han i Februar 1879 for Forbundsraadet Forslag om, at Jernbanernes Godstarifer ordnede ved Rigslov. Og Forbundsraadet ogsaa et særligt Udvalg til Sagens Undersøgelse, blandt Mellemstaterne hævede der sig stærke Protester mod Planen om at lade Riget umiddelbart Tariferne — en Plan, der vilde have mediatiseret Staterne i Jernbanesager, og som ej heller stemmede med Forfatningen, og noget positivt Resultat kom da ikke i Stand den G-ang. Derimod skyndte Toldtarifkommissionen, under Friherre von Varnbiilers Forsæde, sig med Toldudkastet, og allerede i April 1879 blev dette indbragt i Rigsdagen. Det forhøjede gjennemgaaende protektionistisk og finansiel Interesse de bestaaende Toldsatser betydelig; kun de for Industrien uundværlige Raastoffer, som Tyskland ikke eller dog i utilstrækkelig Mængde producerer, bleve i Reglen fritagne Told; en Række bestaaende finansielle Toldsatser stærkt i Vejret; en Mængde ny Toldsatser Træ, Jern, Korn, Kvæg, Petroleum, Æg, Kjød etc. indførtes. Navnlig rejste der sig, men forgjæves, Protester mod Tolden paa de uundværligste , og en hæftig Diskussion blussede der endnu ikke er ført til Ende. Men Agrar-

*) Denne Skrivelse er udførligt refereret og den hele tyske Toldsag indgaaende behandlet i »Nationaløkonomisk Tidsskrift» XIII og XIV.

Side 86

erne forlangte endnu mere, end hvad Regeringen havde foreslaaet, og da Bismarck i sit bekjendte Brev til Baron v. Thting en havde støttet de agrariske Fordringer, det ogsaa at drive en Del af dem igjennem, navnlig en yderligere Forhøjelse af Rugtolden, fra 50 Pf., som Regeringen havde foreslaaet, til 1 Mark pr. 100 Kilogram, som Agrareren Baron von Mirbach foreslog. Retorsionsparagrafen mod Stater, der behandle tyske Varer og Skibe ugunstigere end Varer og Skibe fra andre Lande, blev mildnet, og den saakaldte Franckenstein'ske føjedes ind i Toldloven; men forøvrigt blev Loven vedtagen omtrent saaledes, som Regeringen havde foreslaaet den. Den af Baron von Franckenstein foreslaaede Klausul gik ud paa i Stedet for at indføre de fra nationalliberal Side forlangte «konstitutionelle at indføre saakaldte «føderative Garantier»: den Del af Toldens og Tobakskattens Udbytte i et Aar overskrider 130 Millioner Mark, overlades enkelte Forbundsstater i Forhold til Befolkningens Paa Grundlag af denne Bestemmelse antog Centrum Toldloven, men Bestemmelsen syntes rigtignok fuldstændig at stride mod det, der netop var blevet betegnet som et Hovedformaal for den nye Toldlov: finansielle Selvstændighed og dets Uafhængighed de enkelte Forbundsstaters Matrikularbidrag. De Nationalliberale lod gjennem R, v. Benningsen deres advarende Stemme høre; men Advarslen frugtede intet: de 'føderative Garantier» havde sejret over de «konstitutionelle», og en Alliance mellem de konservative ultramontane Fraktioner, hvortil nogle stærkt protektionistike Nationalliberale, der adskilte fra de øvrige og forenede sig til en saa-

Side 87

kaldt «liberal Gruppe», sluttede sig, drev efter et meget anstrængt Arbejde Toldloven igjennem med 217 mod 117 Stemmer. Den 15. Juli 1879 udkom da den ny Lov, der allerede havde faaet en Forløber i den under 30. Maj s. A. udkomne saakaldte «Sperrgesetz», som — for at forhindre Spekulation i de ved den forestaaende forandrede Konjunkturer — bestemte, at den Told, der ved Lovens anden Behandling var bleven vedtaget for Rujern, Material- og Specerivarer samt Petroleum, allerede nu skulde opkræves*). Et Par Tillægslove fik Toldloven i Lovene af 19. og 21. Juni 1881 om en forhøjet Meltold, en ny Yindruetold og nogle ny Toldsatser for visse Manufakturvarer.

Ellers er paa Toldlovgivningsomraadet at mærke Loven om den udenlandske Vareomsætnings Statistik 20, Juli 1879, der i finansielt og statistisk Øjemed bestemmer, at for alle Varer, der føres over den tyske Grænse, skulle Art og Mængde samt Bestemmelseslandet det Land, hvorfra de indføres, anmeldes, med at et lille statistisk Gebyr erlægges**).

Toldlovgivningen er kun en Del af den hele Skattelovgivning, der er i Tyskland næppe noget andet Spørgsmaal, hvorom Lovgivningsvirksomheden i de senere Aar har drejet sig mere end om Skattespørgsmaa-

*) Jfr. for hele denne Sags Vedkommende de anf. Artilder i «Nationaløk. Tidsskr.« Om de tyske Handelskamres Opfattelse af Toldtarifens Virkninger, se «Nationaløk. Tidsskr.» XVIII, S. 300 fg.

**) Refereret i «Nationaløk. Tidsskr.» Bd. XVI, S. 126—128.

Side 88

let*). Allerede i November 1875, da der furelagdes den tyske Rigsdag et Forslag om en Forhøjelse af Ølskatten et Forslag til en Børsskat, udviklede Kigskansleren Program**), der med de livligste Farver skildrede de indirekte Skatters Fortrin fremfor de direkte. Gjentagne Grange er han kommen tilbage til den Tanke, at det indirekte Beskatningssystem bør udvikles, at det direkte System allerede har overskredet alle naturlige Grænser. Med denne Tanke beskæftigede Finansminister-Konferencen i Heidelberg i August sig, og fra denne Konference fremkom der Forslag til ny indirekte Skatter, Skat paa Petroleum, Tobaksbeskatning, Fordobling af Ølskatten, Forhøjelse af Kaffe- og Thetolden, Told paa Sydfrugter, Vin, Kryderier o. s. v. — en Kække af Forslag, hvoraf nogle bleve fyldestgjorte i Toldloven af 1879. En ny Finansminister-Konference i Koburg i Juli 1880 udtalte, at ved en videre Udvikling af de indirekte Rigsskatter skulde det Overskud af Indtægter, der maatte komme frem gjennem Indførelsen af ny eller Forhøjelser gamle Skatter, ikke forbeholdes Rigets Finanskasse, overlades de enkelte Forbundsstater, hvorhos Forbundsstaternes Regeringer overensstemmende erklærede ville virke hen til, at de til Staterne overlad te Bidrag blsv anvendte til Skattenedsættelser eller til Afvendelsen saadanne Skatteforhøjelser, som uden dem vilde have været nødvendige. Garantier i den Retning skulde den preussiske «Verwendungsgesetz» af 16. Juli 1880 give.

*) Die Gesetzgebung etc.

**) Fitgers Kritik af Bismarcks Skatteplan, jfr. «Nat, Tidsskr.* XVI, 297 fg. og XVII, 378.

Side 89

Hvad der fremkom paa Skattelovgivningens Omraade, var, forsaavidt det kun fremkom som løse Antydninger eller som «Fremtidsmusik», ofte stort og omfattende. Hvad der fremkom i virkelige Lovforslag, var endel mindre; og endnu mindre var det, der fremkom som vedtagne Love.

Her er først at nævne den til Toldloven sig sluttendeLov Beskatning af Tobak af 16. Juli 1879. Loven bestemmer i sin § 1: Fra 25. Juli 1879 opkræves der i Indførselstold pr. 100 Kilogram 1. af übearbejdede Tobaksblade, Stilke og Tobakssauce 85 Mark; 2. af fabrikeret Tobak: a. Cigarer og Cigaretter270 b. anden fabrikeret Tobak 180 M. — § 2 og fl. handle om Beskatningen af indenlandsk Tobak. § 2 om Vægtskat lyder saaledes: «Den indenfor Toldomraadetfra April 1880 producerede Tobak er undergivenBeskatning denne Lovs Bestemmelser. Skatten udgjør: a. for Aaret 1880 20 M.; b. for Aaret 1881 30 M.; c. for Aaret 1882 og følgende 45 M., — pr. 100 Kilogram efter Tobakkens Vægt i fermenteret eller tørret fabrikationsmoden Tilstand. I hvilke Tilfælde der i Stedet for denne Skat træder Erlæggelsen af en Afgift i Forhold til den med Tobak beplantede Jords Fladerum, er bestemt i §§ 23 o. fl.». §§ 3 og 4 forlangeAnmeldelse Tobaksplantninger for Skattemyndighederne,og derefter følgende Paragrafer give en Række detaillerede Forskrifter. Den nysnævnte §23 om Beskatning efter Fladerum er saalydende: «For Tobaksplantninger paa Grundstykker under 4 Are Fladeindholdindtræder i Stedet for den i § 2 bestemte Vægtskat en Beskatning efter Fladeindholdet. Skatten udgjør pr. Kvadratmeter af det med Tobak beplantede

Side 90

Grundstykke aarligt: a. for Aaret 1880 2 Pfennig-, b. for Aaret 1881 3 Pf.; for Aaret 1882 og de følgende4,3 Ved Skatteavtoriteternes særlige Anordningkunne ogsaa saadanne Plantninger undergives Erlæggelsen af Vægtskatten. —De følgende Paragrafer handle om Forbud mod Anvendelsen af Tobakssurrogater, Godtgjørelse af Skatten, naar Tobaken udføres til Udlandet,Straffebestemmelser etc.

Denne Lov var bleven vedtaget, efter at den ifølge Lov af 26. Juni 1878 nedsatte Enquétekommission liavde gjort den tyske Tobaks-Avl, -Fabrikation og -Handel til Gjenstand for indgaaende Undersøgelser. Og da Loven var bleven vedtaget, mente Kigsdagen dermed at have skabt noget Varigt, — men ganske anderledes tænkte Bismarck. Tobaks monopol var og er hans kjære, stadige Tanke. Herom har der i Rigsdagen været ført gjentagne Forhandlinger , og Rigsdagen har mere end én Gang givet sin Uvilje tilkjende; men Bismarck sig ikke deraf skræmme. For sin Yndlingstanke han sikkert fremdeles virke, — maaske tilsidst med Held.

Af alle Regeringens Skattelove var den om Børsskatten den, der forholdsvis gik lettest igjennem sidste Samling. Den udkom under 1. Juli 1881. I Tidsskriftets forrige Bind have vi refereret den*).

Derimod erklærede Rigsdagen sig i Maj 1881 med overvældende Flertal imod Ølskatten (kun nogle faa Konservative stemte Ja). Gjentagne Gange har Regeringenforeslaaet indført eller forhøjet (indtil det Dobbelte), og gjort Regning paa en Fortjeneste paa

*) «Nationaløk. Tidsskr.« XVIII, S. 285.

Side 91

15 Millioner Mark ved den. Man gjorde imidlertid gjældende herimod, at det ikke vilde være rigtigt altfor stærkt at fordyre den Drik, der blandt de spirituøse dog maa anses som den mindst skadelige, og man udtalteFrygt at stærkt stigende Priser let vilde føre til en beklagelig Tiltagen af Brændevinsforbruget, hvis Brændevinen ikke samtidig fik et tilsvarende Skattepaalæg.I Øren er der imidlertid ikke noget, der skurrer værre end Forslag om Beskatningsforholdsreglermod Da nu de Liberale bestemt forlangte en Brændevinsskat, der kunde udligne Ølskatten,og paa den anden Side Konservative og Agrarer ikke ville vide noget af højere Brændevinsskat at sige, har det hidtil ikke været muligt at gjennemføre Projekterne om en Forhøjelse af den tyske Ølskat.

Ogsaa Regeringens Forslag af 1880 og 1881 om en Værnepligtsskat, en Skat af de Værnepligtige, der ikke komme til at tjene deres Værnepligt, blev næsten enstemmigt forkastet af Rigsdagen*).

Med sej Energi har Rigskansleren i et Aar eller to forfulgt den Plan at faa de to udenfor det tyske Toldomraade værende Hansestæder — og først og fremmestHamborg**) til at opgive deres toldpolitiske Reservatrettigheder, og gjentagne Gange har den tyske Rigsdag haft Anledning til at beskæftige sig med de i dette Øjemed anvendte Forholdsregler. Det er gjentagendekommet

*) Jfr. «Nationaløk. Tidsskr.» XVIII, S. 363—370.

**) Die Gesetzgebung etc.

Side 92

tagendekommettil hæftige Optrin; thi om end den offenlige Mening i Tyskland af politiske og økonomiske Grunde overvejende er stemt for Opgivelsen af HansestædernesReservatrettigheder, har Rigsdagen dog oftere maattet misbillige den voldsomme Maade, hvorpaa der blev taget fat paa dem. Ifølge den tyske Rigsforfatnings§ skulle, som ovenfor anført, Hansestæderne Bremen og Hamborg forblive Frihavne, indtil de anmodeom indtræde i det tyske Toldomraade. Og da nu Hamborg ikke viste sig tilbøjelig til at stille en saadan Anmodning, mente Bismarck at burde anvende Pressionsmidler. I April 1880 stillede den preussiske Regering da Forslag om at indlemme Altona og en Del af den hamborgske Forstad St. Pauli i Toldomraadet. Men i Rigsdagen hævede der sig stærke Protester imod Planen om trods Rigsforfatningen at indlemme et hamborgskTerritorium Toldomraadet, og Rigskansleren besluttede derefter at indskrænke sig til Indlemmelsen af det preussiske Gebet og til foreløbig at opgive Anslagetmod Pauli. Faa Dage senere traadte Spørgsmaaletimidlertid frem, om end i en anden Form, i Anledning af den med Ostrig sluttede Traktat om Elbskibsfarten. Den tyske Regering syntes at ville lægge Toldgrænsen paa Elben nedenfor Hamborg paa en saadan Maade, at denne By vilde blive afskaaren fra Havet. Sagen, paa hvis alvorlige Betydning navnlig Delbriick gjorde opmærksom, blev dog ikke den Gang ført igjennem. Ved Udgangen af Maj 1881 besluttede Forbundsraadet Altonas Indlemmelse i Toldomraadet. Ny Pressionsmidler bleve bragt i Anvendelse, som Rigsdagenatter atter udtalte sig imod; men samtidig med, at Forhandlingerne i Rigsdagen stod paa, afslut-

Side 93

tedes der den 25. Maj 1881 en Traktat mellem det tyske Rige og Hamborg, hvorefter Hamborg efter en af Forbundsraadet efter den 1. Oktober 1888 fastsat Termin træder ind i Toldomraadet, hvorimod der levnes Hansestaden en formindsket Stump Frihavnsterritorium, dette Territoriums Frihavnsberettigelse skal ikke kunne ophæves eller indskrænkes uden Hamborgs Toldadministrationen paa det hamborgske skal udøves af hamborgske Myndigheder, Toldbehandlingen skal lettes saa vidt muligt. tyske Rige forpligter sig til at bære Halvdelen de Omkostninger, som de ny Indretninger ville udkræve, dog ikke udover 40 Millioner Mark.

For ogsaa, som det hed, at give Skibsfart og Handel en Beskyttelse, maaske som Erstatning for de Tab, den ny Handelspolitik paaførte især Søstæderne,dukkede Forslag op om at indføre en surtaxe d¹ entrepot, en Begunstigelse af den direkte Importover Havne ved en Tillægstold paa oversøiskeVarer, over fremmede Havne indgik i Tyskland*).Men faldt. Samme Skæbne havde et Projekt om at yde Rhederiet og HandelsmarinenStatssubvention fransk Mønster, som Rigskansleren udviklede for Rigsdagen i en Memoire, der fremlagdes 1881. Derimod vedtoges en Lov om Undersøgelse af Søulykker, af 27. Juli 1877, og

*) Jfr. «Nationaløk. Tidsskr.» Bd. XVII, S. 120.

Side 94

ifjor den i saa lang Tid omdebatterede Lov om Kystfragtfartaf Maj 1881. Loven, der — som ikke liberal nok — havde mødt en Del Modstand hos de Nationalliberale, opstiller den Grundsætning, at Retten til Kystfragtfart d. v. s. til Befordringen af Varer mellem to tyske Havne, udelukkende tilkommer tyske Skibe, dog saaledes at denne Ret enten ved Traktat eller ved kejserlig Forordning med Forbundsråddets Samtykkekan udenlandske Skibe.

Et Lovforslag om Statsunderstøttelse til det tyske Søhandelsselskab, Samoaforslaget, i hvilket man mente at se Begyndelsen til en tysk Kolonisationspolitik, vel af de Konservative og en Del af de Nationalliberale; men en anden Del af disse saavel som Centrum stemte imod det, og det faldt, April 1880.

Rigsforfatningens Bestemmelser om Skibsfart indeholdes dens Art. 53^—55. Mærkes kan her den saakaldte Rigslov af 27. December

Paa Konsulatsvæsenets Omraade (Rigsforf. Art.
56) er at mærke Loven af 10. Juli 1879 om Konsulat-
Gerichtsbarkeit.

Blandt de i de senere Aar afsluttede Handelstraktatergav med Østrig af 23. Maj 1881 Anledningtil Diskussion, synes imidlertid ikke at være af sær Betydning. Vi meddele*) her en Oversigt

*) .Tung: Lexik. å. Handelsgeogr., S. 563.

Side 95

over de af det tyske Rige efter 1861 afsluttede og endnu
bestaaende Handels- og Venskabstraktater:

«Postvæsenet og Telegrafvæsenet indrettes og forvaltes som ensartede Statskommunikationsanstalter for hele det tyske Riges Omraade» (Rigsforfatn. Art. 48). Postvæsenets Eneret paa Befordring af Breve og Aviser etc. ordnet ved Rigslov 28. Okt. 1871. Jernbanernes Forpligtelser ligeoverfor Postvæsenet ordnet ved Rigslov 20. Decbr. 1875. Verdenspostforeningen, Traktaten i Bern

Side 96

9. Okt. 1874, og Traktaten ]. Juni 1878. Det tyske Kiges = Telegraphen-Ordnung» af 21. Juni 1872. Indtægterne Post- og Telegrafvæsenet ere fælles for det hele Kige. Udgifterne bestrides af de fælles Indtægter. Overskudet*) indflyder i Rigskassen.» (Rigsforf. Art. 49). «Den øverste Ledelse af Post- og Telegrafvæsenet tilhører De af ham ansatte Myndigheder have den Pligt og den Eet at sørge for, at Enheden i Forvaltningens og Tjenestens Drift saavel som i Embedsmændenes Kvalifikation tilvejebringes og opretholdes. af reglementariske Bestemmelser og almindelige administrative Anordninger saavelsom den udelukkende Omsorg for Forholdet til andre Postog tilkommer Kejseren etc. (Rigsforf. Art. 50). Nøjere Bestemmelser om Overskudet Postvæsenet i Rigsforf. Art. 51. I Art. 52 særlige Bestemmelser for Bayern og "Wurttemberg. hvis Post- og Telegrafvæsen har en noget selvstændigere Stilling, og som ikke tage Del i de i Rigskassen indflydende af Post og Telegraf.

Om Jernbane væsenet bestemmer Rigsforf. i sin Art. 4, at det «af Hensyn til Landets Forsvar og den almindelige Omsætning» er undergivet Rigets Lovgivningog Nøjere Bestemmelser gives i Art. 41_—47, der navnlig søge at sørge for Enhed i det tyske Jernbanevæsen.Saaledes Art. 41: «Jernbaner, der af Hensyn til Landets Forsvar eller i den fælles OmsætningsInteresse for nødvendige, kunne ved Rigslov — ogsaa imod Indsigelse fra de Forbundsmedlemmer,

*) Jfr. Noten ovenfor S. 81.

Side 97

hvis Gebet Jernbanerne gjennemskjære —, uden Skade for Landets Højhedsrettigheder, anlægges for Kigets Regning eller koncessioneres private Entreprenører til Udførelse og udstyres med Expropriationsrettigheder ...» Og ifølge Art. 42 «forpligte Forbundsregeringerne sig til i den almindelige Omsætnings Interesse at forvalte de tyske Jernbaner som et ensartet Net og i dette Øjemed ogsaa at lade anlægge og udruste ny Baner efter ensartede Normer. >•> Om ensartede Driftsindretningeri 43. Om Tilvejebringelsen af ind i hverandregribende i Art. 44. Om Rigets Kontrolmed i Art. 45. I Art. 46: «Ved indtrædendeNød, usædvanlig Fordyrelse af Livsfornødenhederne,ere forpligtede til foreløbig at indføre for Transporten navnlig af Korn, Mel, Bælgfrugter og Kartofler en med den foreliggende Trang stemmende lavere Specialtarif, der fastsættes af Kejseren efter Forslag fra det vedkommende Forbundsraad-Udvalg.Denne Specialtarif tør dog ikke sættes under den laveste paa den vedkommende Bane for Raaprodukter gjældende Taxt.» For Bayern, der indtager en noget selvstændigere Stilling i Jernbanevæsenet,gjælde Bestemmelser ikke, dog kan Rigslovgivningenogsaa bayerske Jernbaner foreskrive ensartede Normer. Om Jernbanernes Benyttelse i ForsvarsøjemedArt.

Ved Lov af 27. Juni 1873 skabtes et saakaldt < Reichs-Eisenbahn-Amt», — en Institution, der som staaende Centralmyndighed skulde varetage Rigets Tilsynsrettigheder, for Tarifreformens Gjennemførelse , men som hos adskillige af Staterne har

Side 98

mødt haardnakket Modstand. Planen om Rigsjernbaner i de senere Aar levende, men lod sig foreløbig ikke gjennemføre; kun de elsasslotbringske ere Rigsbaner. Derimod bar man i enkelte Stater, i Preussen og Sacbsen, begyndt at lade de private Baner gaa over til at blive Statsbaner.

Nationaløkonomisk Tidsskrift, Bind Første række, 19 (1882)

Den økonomiske Lovgivning i det tyske Rige, 1871—1881.

I.