Jahrbuch der Sozialwissenschaft und Sozialpolilik. Herausgegeben von Dr. Ludwig Richter. Zweiter Jahrgang. Ziirieh-Oberstrass. Ver!, y. Ferd. Korber. 1881. (398 S.)

Aarbogen er socialdemokratisk; men den, der ikke lader
sig skræmme heraf, vil vel ikke negte, at den indeholder dygtigt
skrevne Afhandlinger.

Den første og største er af Herman Greuiich og giveren klar, alménfattelig Fremstilling af Fouriers Lære. Dens Tilel er «Karl Fourier, ein Vielverkannter«. Det sidste Ord antyder Forf.s Standpunkt. Yderligere præciserer han sin Opfattelse af Fourier i dette fra Th. Buckle hentede Molto: «We must judge a man, not by the errors he commits, but by the truths he propounds. Most of his errors are not really his own. Fie inherits them from his predecessors, and if he throws some of them off, we should be grateful, instead of being dissatisfied that he has not rejected all«. Der er ingen Tvivl om, at Fourier ofte er bleven stillet i et uretfærdigt Lys, idet man med en vis mindre hæderlig Nydelse har fremdraget alle de Urimeligheder, han unegteligt har paa sin Samvittighed, og samtidigt har fortiet alt det Gode, der kan findes i hans Skrifter. Man har jo i Virkeligheden oftest fremstillet ham som en rent utopisk Drømmer, ja som en helt eller halvt forrykt Greulich, der nu omvendt alter sætter ham for højt siger, at han ikke blot var en genial Mand, men ogsaa en Mand med god Forstand paa Menneskenaturen og det praktiske Livs Fremtoninger. Hans Afhandling kan anbefales.

Den næste Afhandling om »Tschernischewsky og Malthus» er af Karl Kautsky. Den til Siberien forviste russiske Socialist skrev i 1860 en Kritik af Stuart Mill og søgle ved den Lejlighed, ved Hjælp af den mathematiske Methode, at gjendrive Malthus's Befolkningslære. Kautsky opstiller endel Beregninger, der skulle vise, at Tsch. er for optimistisk i sin Opfattelse af Forholdet mellem Befolkningens Tilvæxt og dens Subsistensbetingelser; — omvendt er Malthus for pessimistisk. Men Kautsky forvarer sig strax fra Begyndelsen af mod den Mistanke, at han skulde tilsigte at frelse Malthus's Ære. «Naar Talen kun var om Mallhus, vilde en Kritik af Tschernischewsky være overflødig, ja umulig; thi han har saa slaaende gjendrevet Malthus, at det ikke mere er muligt at frelse Malthus's Bog eller Mallhus's Person. Den Maade, hvorpaa Malthus foredrog sin Lære, og de Konsekvenser, han drog af den, ere nulildags ikke holdbare, og det er væsenlig Tsch.s Fortjeneste at have eftervist delte. Men Kjærnen i M.s Befolkningstheori har skiftet Ham og præsenterer sig nu ien anden Form, end dengang da Tsch. skrev; ogsaa de Konsekvenser, man drager af den, har man væsenligt modificeret: kun forsaavidt Tsch.s Udviklingerberøredenved rensede Ny-Mallhusianisme, som han slet ikke kjendte, frembyder den svage Sider.« Og til denne Ny-Malthusianisme kommer man saa mod AfhandlingensSlutning,efterat adskillige af Tsch.s Beregningerereblevnekritiserede. kommer da et længere Citat af Tsch.: «Mallhus troede eller søgte i det mindste at faa Andre til al tro, atAarsagen til Ondet [Overbefolkning] laa i Kjønskjærligheden, og at denne maatte tæmmes og indskrænkes.Mendettebetyder andet end at vælte Skylden over paa Naturen og at søge Problemels Løsning udenfor Menneskets Kræfter. Kjønskjærligheden er ikke nogen social Indretning, der er afhængig af Samfundets tilfældige Tilstand; den er tværtimod eu i hver Enkelt boende uafviselig Trang, en af Organismens Funktioner, som Ernæringen, Blodcirkulationen,Galde og Spytafsondringen osv. Der er lige saa megen Mening i at forlange Afholdenhed fra Kjønskjærlighed, som AfholdenhedfraNæring.Det naturligt, at jo indsigtsfuldere

man bliver, jo mere i Stand lil at handle i sin velforstaaede Interesse, desto mere vil man afholde sig fra Fraadseri. Men alt hvad man i denne Henseende kan vente, bestaar dog vel blot deri, at man ikke vil spise mere, end hvad der er stemmendemedSundheden.Al al Mennesket af Indsigt skal tage mindre Næring til sig, end Organismen fordrer, er at vente det Umulige. At forlange delte er en Grusomhed — uden den ringeste Sandsynlighed for, at man vil opnaa noget ved denne Grusomhed. Frivilligt gaar Mennesket ikke ind paa at sulte. Ganske vist er det muligt med Magt at tvinge ham dertil; men den politiske Økonomi lærer, at der ikke ved saadanneTvangsforholdsregleropnaasnoget kun naar Mennesket handler uden Tvang, kunne gode Resultater ventes. At vente en rent frivillig Afholdenhed, der overskrider de af Hygiejnen satte Grænser, er meningsløst. Men naar man i sin Ernæring ikke gaar ud over det for Sundheden Nødvendige, saa har delte ikke noget andel Resultat, end at man bevarer sin Mave og overhovedet sit Almenbefindende i god Tilstand, og derfor kan leve meget længere og spise og forbruge flere Levnetsmidler, end om man havde hengivet sig til Fraadseri, d. v. s.: svækket sin Mave, gjort sig uskikket til tilstrækkelig Ernæring, og forkorlet sit Liv. Paa samme Maade forholder det sig med Kjønskjærligheden. Hvad vil man da? Dog vel kun, al Mennesket ikke skal hengive sig til skadelige Excesser; thi man mener da vel ikke, at Afholdenheden skal drives saa vidt, at den bliver skadelig for Organismen. Forsaavidt Talen kun er om at undgaa kjønslige Excesser, er Fordringen fuldkommentberettiget,ogdet haabes, at jo indsigtsfuldere Menneskene blive, desto mere ville de efterkomme den. Men Konsekvensen af denne Indskrænkning vil slet ikke blive en Formindskelse af de Fænomener, man kalder Kjønskjærlighed, — tværtimod! ligesom ogsaa en Formindskelse af Fraadseri ikke forringer, men tværtimod forøger Mavens Virksomhed. Naar man f. Ex. siger, at et Menneske, der endnu ikke er fuldkommen udviklet, skal afholde sig fra den for tidlige Kjærlighedsnydelse, saa har man fuldkommen Ret, og med Tiden ville Menneskene ogsaa følge denne Regel, og naar de menneskelige Indretninger

blive forbedrede, vil Opdragelsen ikke før Tiden pirre Fantasien og hos unge Mennesker og Piger vække Tanker, der endnu ikke svare til den legemlige Udvikling. Men det Menneske, der ikke har svækket sine Kræfter ved Kjærlighed før Tiden, vil som en Følge deraf have mere Kraft, naar han har naaet Modenhedsalderen og vil bevare denne Kraft længere. Man har ogsaa Ret til at fordre, at de Voxne ikke hengive sig til OvermaalafKjønskjærlighed;men her bliver Resultatet ikke andet end en slørre og varigere Kjærlighedsevne. Man forlangeAfholdenhedindenforde Sundhedshensyn dragne Grænser; det slemmer med Fornuften og det menneskelige Velbefindende,ogeren Fordring; men Resultatet er en Udvidelse af den Rolle, som Kjønskjærligheden spiller i det menneskelige Liv.« Men de samme Følger af «en fornuftig,naturmæssigIndskrænkningaf som Tsch. her har peget paa, ville, gjør Kautsky gjældende, ogsaa indfindesig,naarKvinden o: bliver raadig over sin Person,selvstændig,intelligentog nok til ikke at hengive sig til den Første den Bedste eller til at betragte Ægteskabet som en slet og ret Forsørgelsesanstalt. Heraf vil følge mere Sædelighed og modnere og mere vel overlagte Ægteskaber. «Men alt delte vil ikke formindske Børnenes Antal, men blot bidrage til at udvikle og bevare Avlekraflen saa længe som muligt .... Intel opfordrer saa meget som Kjærlighed til ægteskabelig Omfavnelse; og den Mistro, Tvedragt, ja Uvilje, der nutildags saa ofte skænder Ægtesengen, vil fjernes; men alt delle maa bidrage lil, at Kjærligheden og dens Følger blive mere udbredl end nu.» Kautsky, der har beneglet, al Udvandringenkanbenyttessom varigt og anbefalelsesværdigt Middel mod Overbefolkning, synes altsaa ogsaa nu at ville benegte, at Kvindens Frigjørelse kan blive el virkeligt Middel herimod. Men saa er det, at «]\y-Mallhusianismen» indfinder sig og giver Sagen en anden Vending: Tsch., hedder del, har alligevel Ret: Kvindens Frigjørelse vil løse Befolkningsproblemer men paa en anden Maade, end Tsch. tænkte sig det: den fri og oplyste Kvinde vil ikke være mindre kjærlig; men hun vil ikke undlade at anvende de Lærdomme, for hvilke Ny-Malthusianerneogsærligderes

thusianerneogsærligderesengelske Ordførere, «the Mal(husianleague«,Bradlaugh,Mrs.
Dr. Drysdale m. fl.
saa ivrigt agitere.

Den tredje, ikke lidt utopiske Afhandling, ligeledes af Kautsky, handler om «Arbejdsudbytlels Fordeling i den socialistiske Stat.« Afhandlingen indeholder enkelte gode Bemærkninger og adskillige Urimeligheder; men disse ere paa deres Vis ogsaa ganske karakteriserende. Slrax i Begyndelsengjorden opmærksom paa, at medens de ældre Socialister overvejende interesserede sig for Fordelingenogaf bedre Fordeling ventede sig store Sager, er Frembringelsen Hovedsagen for de nyere Socialister. Naturligvis følger ikke deraf, at Fordelingen skulde være noget Ligegyldigt. Den har tværtimod sin store Betydning. Men Spørgsmaalet bør ikke stilles saaledes: »hvilken Fordelingsmaadeerden men saaledes: »hvilken følger naturmæssigt af den socialistiske Produklionsmaades Indførelse«? «Man misforsiaa mig ikke!« udbryder her Hr. K.; «jeg benægtersletikke, der existerer en Retfærdighedsfølelse. Den er dybt begrundet i vor Natur, forlanger Sige saa fuldt som Sulten at tilfredsstilles, og er derfor ligesom den en mægtig Drivfjeder for vore Handlinger. Men dens Retning er ikke altid den samme; den er forskjellig efter de sociale Forhold. En Romer vilde have betragtet Fordringen om, at han skulde frigive sine Slaver, som meget uretfærdig; en Muhamedaner vilde finde det højst uretfærdigt, om man vilde tage hans «Overskud« af Koner fra ham; og Storborgeren betragter det som Urelfærdighedens Toppunkt, naar der tales om, at han ikke skal arve sin Faders Millioner. Retfærdighedsfølelsen er herefter væsenlig negativ: den viser os, at der bestaar Uretfærdighederd.v. sociale Forhold, der ikke slemme med Tidens Krav; den viser os, at det sociale Legeme er sygt, ligesom Smerter vise, at der mangler det menneskelige Legeme noget, og ligesom disse kan Retfærdighedsfølelsen være en mægtig Drivfjeder til at helbrede Sygdommen, og den kan i alt Fald sige os, hvad vi ikke skulle gjøre . . . .» Og idet K- derefter vender sig til Spørgsmaalet om Fordelingsmaaden,

erkjender han, at den bekjendte Sælning om, at »Arbejdslønnen«iFremtidsstaten afløses af «Arbejdsudbyllel«, i elhvert Fald ikke kan forstaas bogstaveligt. Selve «Arbejdsndbyttet')kanikke hver enkelt Arbejder, allerede af den Grund, at det ofte ikke lader sig haandgribeligt paavise, hvori det bestaar; og det «fulde« Udbytte kan heller ikke overlades Arbejderne, da adskillige Afdrag allid ere nødvendige. Men det, der tilfalder Arbejderklassen som dens Del, maa fordelesimellemdens Medlemmer efter en af disse tre Maaleslokke: 1. efter Trangen; 2. i lige store Dele (det kommunistiskePrincip);3. Arbejdspræstationerne (det individualistiskePrincip).— Fordelingsmaaden: »til Enhver efter hans Trang« svarer Produktionsprincipet: «Enhver efter hans Evne.« I Veslevropa, i det Mindste, hvor Egoismen er stærk og de altruistiske Følelser svage, passer denne FordelingsmaadeindlilVidere — De to andre Fordelingsmaader ere, efter R.s Mening begge akceptable. Naar man har sagt for Nr. 3, at den fremsporer Produktionen, og imod Nr. 2, at den vil føre til, at de Gode og Flittige komme til at bære alle Byrder, og de Daarlige og Dovne slippe for al Møje, saa tror K. ikke rigtigt paa hin Anbefaling eller paa denne Indvending. Han personlig finder Maaden Nr. 2 mere tiltrækkende. Men dermed, at man antog denne Fordelingsmaade, vilde Sagen slet ikke være klaret. En lille Vanskelighed kunde indfinde sig, nemlig den: at Ingen vilde paatage sig det übehagelige Arbejde, og Alle vilde strømme lit det behagelige. Det bliver derfor en Opgave for «Socialstaten* al sørge for, al den ene Branche ikke er overfyldt, medens der i den anden er Mangel paa Arbejdere. Ved Tvang kan dette ikke naas. Men man kunde jo søge at gjøre Arbejdet «tiltrækkende« — og tiltrækkendeisamme Først maa man da se at gjøre Arbejdet i de übehagelige Brancher saa behageligt som muligl: «de skjønneste og sundeste Arbejdslokaler skulle overlades dem;» man vil «spore den menneskelige Opfindsomhed frem til at udfinde Maskiner, der skulle gjøre Arbejdet mindre frastødende«: «man vil skaffe saa megen Afvexling som mulig.« Men — "Tekniken har sine Grænser«. «Til Tiltrækningskraften under

Arbejdsprocessen skal den Tiltrækningskraft, der følger efter, slutte sig.» Først peger K. da paa, at den offenlige Mening i Fremlidsstaten vil betragte dem, der paatage sig det übehageligeArbejde,som en særlig Grad fortjenstfulde Medborgere.»Maaskevil Ærgjerrigheden bevæge Mange til at paalage sig übehagelige Arbejder.« K. tror dog, at den særligtudmærkedeAgtelse vil være en tilstrækkelig Belønning,—og Fleste ere vist i det Mindste lige saa skeptiske. «Naar alle andre Midler ere udtømte, staar der da ikke andet tilbage end at give dem, der paatage sig de übehagelige Arbejder,enstørre af Nydelsesmidler [o: en slørre Arbejdsløn!]endde Men saa have vi jo alter ForskjellighederiArbejdslønnen! vist; men ikke de Forskjelligheder,derfindes men de slik modsatte.« Det haarde og übehagelige Arbejde skal ikke lønnes sleltere end det gode og behagelige, men bedre. Efter Behageligheden og Übehageligheden,efterOfret Tid og Arbejdskraft skal Godtgjørelsen i Fremlidsstaten afpasses; ikke efter Betydningen af den Tjeneste, der ydes Samfundet. «For den, der ikke kan løsrive sig fra de moderne Anskuelser, vil det vel synes besynderligt, ja uretfærdigt,atJames og Humboldt i Fremtidsstaten kun faa en lille Godlgjørelse, den simple Kuldrager derimod en langt større. Men man betænke » og saa kommer en Udviklingaf,at og Kunstneren maa være «saa opfyldt af sit Kald», al den pekuniære Løn maa være ham ligegyldig. — Afhandlingen slutter med el længere Exempel, der skal anskueliggjøre, hvorledes Ur. K.s «Socialstat» vil udmaaleArbejdslønneni forskjellige Brancher efler deres større eller mindre Uhehageligheder.

Den fjerde Afhandling, af Adolf Douai, er belillet: »Udvandringen Middel til Løsning af den sociale Opgave.* Den fremhæver, hvad der taler imod Udvandringen, fra et almindeligt, dernæst fra et socialistisk Standpunkt.

Den femte ganske korte Afhandling er anonym. En
maadelig, agitatorisk skreven Afhandling om oden internationale

Derefler følge Recensioner af en halv Snes forskjellige

Bogens sidsle to hundrede Sider (allsaa over Halvdelen af den) ere optagne af «Beretninger om den socialistiske Fremgang« i Amerikas Forenede Stater, Skandinavien (ved Jacquette Liljencrantz), Tyskland, Frankrig, Storbritannien, Italien, Holland, Østrig, Schweiz, Polen, Rusland, Ukraine, Rumænien, Serbien, Ungarn, Irland, Østevropas hebræiske Presse. Beretningerne ere af meget ulige Omfang og meget ulige Værd. Det lader sig ikke negte, at flere af dem ere af Interesse og indeholde nyttige faktiske Oplysninger.