Alexander von Oettingen: Det borgerlige Ægteskab og Moralstatistiken. Obligatorische und fakultative Civilehe nach den Ergebnissen der Moralstatistik. Ein Wort zum Frieden. Von Alexander v. Oettingen, der Theologie in Dorpat. Leipzig, Verl. v. Duucker & Humblot. 1881. (83 S.).

jULlexander v. Oeltiugen, den berømte MoralstaiisLikef og theologiske Professor i Dorpat, hørte ikke til dem, der i sin Tid sværmede for den saakaldte Kulturkamp. Ejhellervar nogen übetinget Forsvarer af Indførelse af det obligatoriske borgerlige Ægteskab. Tværtimod! Han vilde ikke have stemt for den tyske Lov af 6. Fbr. 1875, der indførte denne Form for Ægteskabet. Han fandt Loven übetimelig: den var en Fare og en Fristelse for det kristelige Folk; den var for de Lunkne og Halve en forførerisk Anledning til at foragte kristelig Skik; den var egnet til paa en skjæbnesvanger Maade at vække det endnu slumrende «Affald fra Kirken». Men Loven har nu bestaaet i fem Aar. Der maa regnes med den som med et fait accompli. Faktisk har den haft gunstige Resultater,ganske Resultater. Ligeoverfor den voldsomme Agitation, der fra Theologernes og de ReaktionæresSide rejst mod Loven, anser Professoren fra Dorpat det som sin Pligt i Sandhedens Interesse at vidne

om de virkelige Resultater. Ikke noget polemisk Skrift ønsker han at sende ud i Verden; af Strid og Kiv have vi nok. Han taler tværtimod, skjønt tvungen til at optrædemod et «Fredens Ord«. Og han grunder sin Dom og sine Slutninger ikke paa Enkelterfaringereller Andres løse Paastande, men paa methodisk iagttagne Massefremtoninger. Han hører først Modstanderne og prøver de Grunde, som den nyere Agitation imod det obligatoriske borgerlige Ægteskab har bragt frem. Han udvikler dernæst den moralstatistiske Bevismethodes Nødvendighed og Berettigelse. Han fremførerde Aars statistiske Kjendsgjerninger vedrørendeVielser, og andre kirkeligt betydelige Handlinger.Han at det obligatoriske borgerlige Ægteskab har Fortrin fremfor enhver Form af det fakultativeborgerlige men indrømmer, at den herhenhørendebestaaende i Tyskland kunde modtagenogle

Det er ligefrem en Agitation, der i Tyskland er bleven rejst mod det borgerlige Ægteskab. «Vor feberagtigtbevægede er overalt tilbøjelig til Agitation, i politiske som i sociale og desværre ogsaa kirkelige Spørgsmaal.Den saa velmente Bevægelse i det kristeligsocialeArbejderparti, Stocker & Co. have sat i Scene, bruger de samme højst betænkelige agitatoriske Midler, som denne Antisemitliga, der ligefrem ophidser til Jødeforfølgelse. Ved at fanatisere Masserne bygges ikke Guds Rige, lige saa lidt som man overvinder denne Verdens Rige. Sammenblandingen af Politik og Kristendomer ud frastødende, og er mere skikket til at

forvirre end til at klare Sindene, Hvor har ikke Pastor Todts i enhver Henseende forfejlede Bog om den tyske radikaleSocialisme den gode Sag! Saasnart man mener at kunne finde Reglerne for Løsningen af indvikledesocialpolitiske nationaløkonomiske Problemer i den kristelige Kirkes hellige Bøger, kommer man ind paa et højst betænkeligt Terræn, og sammenblander paa en uklar Maade ethisk-religiøse og teknisk-økonomiske Synspunkter. Saaledes har man ogsaa baaret sig ad ligeoverfor das Reichscivilstandgesetz«, Loven om det tvungne borgerlige Ægteskab.

Man sammenblander politiske og retlige Spørgsmaal med de religiøse og kirkelige. Staten har Ret til at ordne sine Anliggender ved sine egne Love. «Og gteskabethar en ikke specifik kristelig men en naturlig,paa hvilende Institution til alle Tider i fremtrædende Grad været en Gjenstand for Statsinteressenog borgerlige Lovgivning. At Staten gjennem Aarhundreder paa Grund af sin Sammensmeltningmed kristelige Kirke anerkjendte, at Vielsen tillige retsgyldigt sanktionerede Ægteskabet, — er, hvis man saa vil, et glædeligt Bevis paa, at disse to for den menneskelige Kulturudvikling saa betydelige Faktorer inderligthørte Er dette inderlige Forhold faktisk ophørt eller blevet slappet, saa kan man vel fra et kristeligtStandpunkt dette; men man bør dog med Hensyn til det faktiske Forhold ikke hengive sig til fordærveligeIllusioner«. den theologiske Professor minder om dette: «Den ,^kristelige' Stat existerer — saaledessom kirkelige Traditions Mænd ofte tænke sig den — faktisk ikke mere! Og forstaar man ved den kristelige Stat den Statsordning, der gjør den kristelige

Religion til en Tvangsbekjendelse for Borgerne, eller overhovedet ved Lov tvinger de enkelte Statsborgeretil eller anden religiøs Handling, saa er det en Lykke, at den i sin Tid muligvis i folkepædagogiskHenseende religiøse Tvangsinstitutionnu ophørt at existere. Thi en Lovtvang er her ikke blot ukristelig; — den er umoralsk«.

Men alligevel raser de Klerikale og de saakaldte Konservative imod, at det tvungne kirkelige Ægteskab har maattet vige Pladsen i Tyskland for det tvungne borgerlige, betegne det. borgerlige Ægteskab slet og ret som «Konkubinat». Og fra den protestantiske Kirkes Mænd udslynges Ord som disse: «det borgerlige Ægteskab er et Angreb paa den kristelige Moral, en positiv Begunstigelse af det moderne Hedningedømme; Staten har dermed akcepteret Socialdemokratiets Standpunkt, hvilket Religionen er den Enkeltes Privatsag»; — eller: «det borgerlige Ægteskab er en Institution, der skyldes den antikristelige Aand, som søger at beherske vort Folks hele Liv» ; osv. osv.

Men det er — hævder vorTheolog — «helt igjennem uevangelisk at blæse et Spørgsmaal, der principielt betragteter Adiaphoron, d. v. s. ikke direkte berørt af Guds Ord, op til et Tros- og Samvittighedsspørgsmaal». Staten er ikke bleven mindre kristelig, fordi den har ophævetdet kirkelige Ægteskab og sat det tvungne borgerlige i Stedet; Staten beviste heller ikke tidligere ved sin Daabs-, Vielses-, Konfirmations-Tvang sin kristeligeKarakter; er den nu mere kristelig, fordi den ikke paa ukristelig og umoralsk Vis tvinger til religiøse Handlinger. Den kirkelige Vielse er jo ikke bleven afskaffet ved Loven af 6. Fbr. 1875. Loven indeholdertværtimod

holdertværtimoden Paragraf (g 82), den saakaldte »Kejserparagraf«, «de kirkelige Forpligtelser med Hensyn til Daab og Vielse berøres ikke ved denne Lov». I den preussiske Landdag erklærede Kultusminister Falk d. 17. Dcbr. 1873: »Hvad hindrer dåden, der betragter den kirkelige Vielse som noget Væsenligt, i fremdeles at betragte den saaledes? Hvad er der til Hinder for, at han i sit Indre kan betragte den Akt, der afsluttes hos den Embedsmand, der faar at gjøre med Civilstandssager («Civilstandsbeamte»), som en Ægteskabskontrakt? og hvad er der til Hinder for, at han først efter den kirkeligeVielse sig som virkelig gift?«

Noget ganske andet er det, at der maaske kan gjøres Indvendinger mod den Maade, hvorpaa Sagen i Tyskland praktisk er blevet ordnet, at Maskineriet koster adskillige Penge, at det arbejder for besværligt og omstændeligt, at der er for faa «Standesbeamte», og at de ikke altid ere tilstrækkeligt dannede, at Kirkebøgerne blev ført med større Akkuratesse end de Protokoller, som føres- af Standesbeamte'erne osv. Disse og lignende mulige Mangler ere ikke af principiel Natur; der er ingen Anledning til for deres Skyld at sætte en Masseagitation i Scene, og de kunne alle rettes, uden at Principet berøres. Men af afgjørende Betydning er det, om Loven om det borgerlige Ægteskab har haft gode eller skadelige Følger for det kristelige og kirkelige Liv og for Folkemoralen.

De statistiske Kjendsgjerninger, med Hensyn til Indgaaelse af borgerligt Ægteskab og kirkelig Vielse, udvise, at strax efter, at det borgerlige gteskab blevet obligatorisk i Tyskland, var Tallet paa dem, der ikke tillige søgte kirkelig Vielse, meget stort, men jo længere vi fjærne os fra den ny Lovs Ikrafttræden nærme os Nutiden, desto mindre bliver Tallet. Ganske vist er der betydelige Forskelligheder mellem de forskjellige Dele af Landet.

I Preussen taltes (Talen er kun om rent evangeliske

Man vil af denne Tabel se, hvorledes Undladelserne
at søge kirkelig Vielse stadigt bliver sjeldnere
siden 1875.

Saaledes i Nordtyskland. Vi vende os til Syd- og Mellemtyskland, Bayern og Sachsen, hvor den meddelte Statistik ligeledes kun omfatter evangeliske og rent evangeliske Ægteskaber. Her begynder Statistiken et Aar senere end i Preussen, hvor Loven om det borgerligt Ægteskab traadte et Aar tidligere i Kraft.

I Bayern taltes:

I Sachsen taltes:

Bevægelsen er den samme som i Preussen, omend Graden er noget forskjellig. I Sachsen har man holdt særlig Bog over «Trau-Un ter las sungen » og «Trau- Verweigerungen». Ved «Trau-Verweigerer» forstaar man de Ægtepar, der — trods Præstens Opfordringer og Advarsler — udtrykkeligt erklære ikke at ville søge kirkelig Vielse. Men Tallet paa dem er kun lille: af de 2159, der i 1876 ikke søgte kirkelig Vielse, var det kun 286, der udtrykkeligt vægrede sig derved; af de 875, der

i 1879 undlod kirkelig Vielse, var det kun 66, der nedlagdeudtrykkelig herimod. Nogle af de gtepar,der strax have søgt kirkelig Vielse, indhente senere det Forsømte.

At Forholdet i de store Byer ikke er som ude paa Landet, vil man kunne vide paa Forhaand. I Munchen undlod i 1879 12 pCt., i Hamborg 20 pCt., i Stuttgart 23 pCt., i Breslau over 30 pCt., i Magdeburg omtrent 50 pCt. af de rent evangeliske Par at søge kirkelig Vielse. I Berlin er det naturligvis endnu værre. Hvor forskjelligt Forholdet (for den evangeligske Befolkning) stiller sig i Berlin og Provinsen Brandenburg, paa den ene Side, i Slesvig-Holsten og i Rhinlandene, paa den anden Side, viser nedenstaaende Tabel:

Naar Tallet paa de Ægtepar, der i Rhinlandene ikke søge kirkelig Vielse er saa lille (ligesaa i Westphalen), bør det erindres, at Loven af 1875 om det borgerlige Ægteskab ikke her indførte noget Nyt, da det dér, hvor Code Napoleon var Lov, allerede var velbekjendt.

Som gjentagende fremhævet angaar den ovenfor
meddelte Statistik kun de rent evangeliske Ægteskaber.

Oettingen indlader sig dog ogsaa paa en statistisk ii_{Tndersøgelseaf} »blandede« Ægteskaber d. v. s. de gteskaber,hvor have forskjellig Trosbekjendelse. De Resultater, han her kommer til, bekræfte vel tildels de ovenfor vundne; men det følger omtrent af sig selv, at «Kirkelighedssansen» i disse Ægteskaber er langt svagere, og i de blandede Ægteskaber undværer man langt hyppigere kirkelig Vielse end i de ikke-blandede. Oettingen, der i dette Skrift viser som en udpræget Optimist,kan føle sig ganske tilfredsstillet af de blandede Ægteskabers Statistik.

Nu paastaas der, at i de Ægteskaber, der ikke ere blevne helligede ved kirkelig Vielse, ville Børnene ikke blive døbte. Man beregner, at der findes Hundredetusinder «Hedningebørn» i Tyskland, og man synes ikke at tænke sig Muligheden af, at de endnu ikke døbte Børn senere kunne blive det. Egenlig er der nu ikke nogen umiddelbar Forbindelse mellem det tvungne borgerlige Ægteskab og Daaben eller Ikke-Daaben. Daabsfriheden i vor Tid en Nødvendighed; kun de mest extreme Klerikale forlange den afskaffet («for at beskytte Børnene mod Forældrenes Raahed»); Daabstvangen kan ikke gjenindføres, selv om det borgerlige Ægteskab afskaffes. Tallene udvise, at Daaben langt sjeldnere end det kirkelige Ægteskab, navnlig i Landdistrikterne. I Daabsprocenten er der desuden mindre Fluktuation end i Vielsesprocenten.

IPreussen var Forholdet saaledes som nedenstaaende
Tabel udviser: (til dens Forstaaelse bemærkes, at Kol. 1
omfatter alle levendefødte Børn af evangeliske Forældreinclusive

ældreinclusiveuægte Børn af evangeliske Mødre og Halvdelenaf
i «blandede« Ægteskaber fødte Børn):

Berlin og Brandenborg — Pommern og Hessen-Nassau ere med Hensyn til Ikke-Daab og Daab Yderpunkterne i Preussen. I hele Staten blev 7,43 pCt. af de levendefødte Børn ikke døbte: det absolute Tal af 245,205 Børn.

I Bayern og i Sachsen stiller Forholdet sig langt gunstigere. I det førstnævnte Land er det kun mellem x_h og 1 Procent af evangeliske Forældres Børn, der forblive I det andet Land har Procenten ide fire Aar 1876_—79 varieret mellem næsten 5-og lidt over IV2.

Atter med Hensyn til Daab ere de store Byer langt ugudeligere end de mindre Byer og Landdistrikterne, — d. v. s. i Reglen; thi der er Undtagelser: den store By Breslau har (1879) saaledes kun 1,58 pCt. ikke-døbte Børn, og Hannover har kun 6 pCt.; men i andre Byer finde vi ganske andre Procenttal for de ikke-døbte Børn: i Køln 14, i Kønigsberg 17V2, i Magdeburg 25, i Hamborg27 i Berlin 30- I Berlin fødtes 1875—79 193,164

Børn, døbte blev 131,689, ikke døble aitsaa 61,475. Men endnu værre ser, som man kunde vide, Forholdet ud for de uægte Børn: i intet af de nævnte fem Aar blev i Berlin mere end 46 pCt. af de uægtefødte Børn døbte, og i nogle Aar var Procenten endel lavere: af 25,583 Børn, som evangeliske Mødre 1875^—79 fødte udenfor Ægteskab, døbtes kun 11,582; 14,001 forbleve udøbte. I hele den preussiske Stat forblive af uægtefødte Børn mellem 18 og 20 pCt. udøbte.

Foruden de i det Foranstaaende anførte Data vedrørende og Daab tror vor optimistiske Forfatter at kunne paavise andre positivt-gunstige Symptomer et reiigiøst-moralsk Opsving i Tyskland 1876, aitsaa efter (men dog vel ikke: paa Grund af) det tvungne borgerlige Ægteskabs Indførelse.

Man har sagt, at det borgerlige Ægteskab ikke er sædeligt dybt begrundet, og man har henvist til, at Skilsmisserne til. Oettingen benægter dette, og mener, at snarere det Modsatte er Tilfældet. Men stærkere Vægt lægger han dog paa, at Tallet paa uægte Fødsler at være i Aftagen, uagtet gteskabshyppigheden dalet betydeligt. Procentsatsen for Uægtefødte var i hele det tyske Rige 1872^—75 over 9 pCt.; siden 1876 er den gaaet ned til 8. I Berlin sank dette Forholdstal 15 (i 1871—75) til 12 a 13 (siden 1876); i Hamborg fra 13Va (1861—68) til9 (efter 1876); i Sachsen fra 15 til 12 å 13 osv. osv.

Ogsaa om Tallet paa theologiske Studenter giver
vor Forf. Oplysning. Man har i lang Tid i Tyskland
klaget over, at Lysten til at studere Theologi og til at

lade sig ordinere er i Aftagen. Af 100 Studerende ved
de preussiske Universiteter studerede

Stærk Tilbagegang, omtrent lige stærk for Protestanter Katholiker. Men med 1876 slaar Udviklingen om: Fremgang for Protestanterne, forsat Tilbagegang for Katholikerne.

[ hele Tyskland studerede

I Hamborg har man, til 1875, prøvet det fakultative Ægteskab. I nogle Lande, saaledes i Danmark (Lov 13. April 1851), i Preussen (30. Marts 1847), i Sachsen (siden 1870) var eller er det borgerlige gteskab naar Ægtefolkene ere Dissidenter eller af forskjellig Trosbekjendelse eller ikke af noget anerkjendt Trossamfund. Men i Hamborg var det for Alle, ogsaa for Folkekirkens Medlemmer, en virkelig frivillig Sag, om de vilde vælge kirkelig Vielse eller borgerligt Ægteskab; begge Former vare lige retskraftlge. Den meget interessante hamborgske Statistik oplyser Følgende:

En Betragtning af denne Tabel vil vise, at ganske vist gav Gjennemførelsen af Loven om det borgerlige Ægteskab (i Forbindelse med den i Hamborg herskende socialdemokratiske Bevægelse) det kirkelige Liv et svært Stød. Med det første Ryk, som Kirkens Skib føler, falder eller springer en skrækkelig Mængde Lunkne eller Fjendtlige overbord. Vielsestallet falder fra 83,5 til 65,45, i Byen alene fra 70,76 til 59,38. Men strax med det

næste Aar begynder Forholdet at rette sig, og bliver ved dermed, saa at Vielsesprocenten nu endog er højere, end den var under det fakultative Systems sidste Aar. Daabsprocentener efterhaanden bleven større, og overhovedetere i Hamborg gjorte Erfaringer ingenlunde til Gunst for den Agitation, der nu drives i Tyskland for at faa det obligatoriske borgerlige Ægteskab ombyttet med det fakultative. Prof. Oettingen hævder i det Hele, at det obligatoriske borgerlige Ægteskab er at foretrække fremfor enhver af de forskjellige Former af fakultativt borgerligt Ægteskab, der kjendes.

Af sine statistiske Undersøgelser vil Alex. v. Oettingen nu ingenlunde uddrage den Slutning, at de talrige Petitioner den bestaaende Ordning, der strømme ind til den tyske Rigsdag, bør kastes i Papirskurven. Han mener tværtimod, at de bør prøves omhyggeligt, og selv giver han nogle Vink om, hvad der er at gjøre. Han anbefaler saaledes, at Alt, hvad der kunde give den borgerlige et højtideligt Præg, bør forbydes. Man træffer jo undertiden paa meningsløse Forestillinger om «Civiltaufen« Daab) og «Civil tr au ungen» (borgerlige Sligt bør forhindres. «Standesbeamte»'n bør udtrykkeligt gjøre opmærksom paa den ovennævnte «Kejserparagraf«, og den Paragraf (g 41) i Loven, der bestemmer, at «i det tyske Rige kan et Ægteskab retsgyldigt sluttes foran Standesbeamten« («Innerhalb des Deutschen Reichs kann eine Ehe rechtsgiltig nur vor dem Standesbeamten geschlossen werden«), bør efter vor Forfatters Mening omredigeres saaledes, at det bliver

det menige Folk tydeligt, at den borgerlige Handling kun er en «Ehevertrag» eller «eine rechtliche Beurkundung der Eheubereinkunft«, ikke «eine eheschliessende Trauung». Det bør staar Ægtefolkene klart, at der, naar de forlade «Standesbeamten», endnu mangler Noget i, at deres Ægteskab tør betragtes som »perfekt«.