Møntspørgsmaalet, Freden og Frihandlen.

Den berømte belgiske Statsøkonom Emile de laveleye har rettet følgende d. 8. April d. A. daterede aabne Brev til den engelske Cobden-Club om Møntspørgsmaalet og Guldfodens Forhold til Frihandlen:

"Overbevist om at store Interesser knytte sig til Møntspørgsmaalet henvender jeg mig til mine Kolleger i CQbden- Club og da navnlig til dem, som ere Medlemmer af den nuværende engelske Regering, og hvem jeg har den Ære personlig at kjende, den store veltalende og utrættelige Retfærdighedens Gladstone, Hertugen af Argyle, Sir Ch. Dilke, d'Hrr. Chamberlain, Fawcelt, Grant Duff, Shaw-Lefevre. Den velvillige Imødekommen, som jeg altid har fundet fra Deres Side, indgiver mig det Haab, at De ikke ville nægte mig et Øjebliks Opmærksomhed.

Jeg skal ikke, mine Herrer, opholde Dem ved en Omtale af de Dlemper og Onder, som den herskende Uorden i Møntsyslemet foraarsager Englands Industri og Handel. De kjende dem bedre end jeg. Handelskamrenes og Handelsstandens det indiske Finansministeriums Memorandum talt tilstrækkeligt tydeligt. Jeg vil sige nogle Ord om en mere almen og endnu slørre Interesse.

Cobden-Clubbens Motto er: Free Trade, Peace, and Good Will among Nations. Jeg tager ikke i Betænkning at sige, at Eders Møntpolilik sætter Menneskehedens tre store Interesser: Freden, den fri Omsætning og Sammenholdet mellem Folkene paa Spil.

De ere Alle ligesom jeg blevne opdragne i den deduktive Skoles økonomiske Principer. Mestrene i vor Videnskab i Tyskland og Italien, og nylig Leroy-Beaulieu i Frankrig og for Englands Vedkommmende blandt saa mange Andre ClilTe-Leslie og Ingram, have paavist, hvormange Fejl, der klæbe ved disse abstrakte og ufuldstændige Formler, og de Onder som de ofle medføre. Men i intet Spørgsmaal have de været mere ulykkebringende i Møntspørgsmaalet. Her have de bragt Strid istedetfor Fred, Splid istedelfor Overensstemmelse mellem Interesser.

iNaluren har givet to Metaller, Guldet og Sølvet, alle de Egenskaber, som udfordres for at gjøre dem brugbare som Omsætningsmidler. I alle vore nationaløkonomis.ke Lærebøger begynder Kapitlet om Møntvæsenet med denne Paavisning, og paa Grund af dette naturlige Forhold har Menneskeheden altid anvendt Guldel og Sølvet uden Forskjel.

Deti deduktive Skole — ikke Adam Smith — har rejst sig mod Naturen og mod Historien, idet den hævder: Der bør kun være et enkelt Metal til Omsælningsrniddel. Bevar Guldet og proskriber Sølvet!

Saalænge England var den eneste Stat, der fulgte denne Opfordring, har dette Attentat paa de historiske Overleveringer og de naturlige Betingelser kun frembragt forbigaaende Forstyrrelser; fra det Øjeblik af at man har villet gjøre dette System almindeligt, ere dels sørgelige Følger blevne følelige under Form af de økonomiske Onder, som vi se for vore Øjne. Historien og Naturen have hævnet deres miskjendle Rettigheder.

Vor udmærkede Kollega Hr. Goschen har sagt: »Udelukkende
overalt at ville anvende Guldet er en fuldstændig Utopi«.

Jeg spørger Dern: Kan et Møntsystem, som skulde være Englands egoistiske Privilegium, være sandt og stemmeride med Naturens Love? Tror De, al del er et Middel lil Sammenhold Folkene at sige: Det eneste fornuftige Møntsystem Guldfoden, men alle Lande kunne ikke have den. England beholder Guldet for sig selv, de andre faa at nøjes med Sølvet, eller med det Misfoster, som man kalder Dobbelt- Møntfoden.

Åt fordrive Sølvet og kun al beholde Guldet som eneste Mønt i samme Øjeblik som Guldet bliver sjældnere, og Metalcirkulationen sin Plads paa et Sted, og udvider sit Omraade paa et andet, er enstydig med at arbejde for Prisernes Dalen.

Prisernes Dalen er — naar den ikke skriver sig fra Produktionens Overflod men fra Orasætningsmidlets Sjældenhed — enstydig med den langsomme, snigende og vedvarende Krise.

Prisernes langsomme og vedvarende Fald betyder, at Forpagteren ikke kan betale sin Afgift, Den betyder Nedsættelse Forpagtningsafgifterne og Jordens Udlæggelse til Græsning, saaledes som jeg har set det i England. Det er det samme som, at Kjøbmanden bliver nødt til at sælge sine Varer under Indkjøbspris. Det er det samme som, at Fabrikanten til at realisere sit Lager under Produklionsomkoslningernc. er det samme som trykkende og stagnerende og som Følge heraf det samme som dalende Arbejdsløn. Del er det samme som, at Mønter ophober for at ligge i Dvale i Bankerne, og som Følge heraf det samme som Rentens Fald. Og endelig er det fra det sociale Synspunkts Side det samme som Fjendskab mellem de forskjellige i Folket; halvruinerede Forpagtere mod Godsejerne, lønnede Arbejdere mod Arbejdsgiverne. — Lad os nu se, hvorledes Kampen om Guldet dræber Frihandlen:

Naar Priserne falde vedvarende og almindeligt, kaste Landbrugerenog Induslridrivende Skylden paa Udlandets Konkurrence,thi hemmelighedsfulde Indflydelse, som skyldes det knappere Pengeomløb, undgaar deres Opmærksomhed. Dette saa vi i de trykkede Aar 1815^—1830, som i den sidste Krise 1873^—79. Det Held, som har fulgt de Forenede Stater, da de forhøjede Toldsatserne og skaffede sig en gunstig Balance, der befales i Guld, er el dræbende Faktum overfor Frihandlen, dersom Kampen om Guldet skal vedblive som hidtil. Det er sikkert nok, at de Lande, som se deres Guld forsvinde ville søge at holde det tilbage, ved saa meget som muligt at lægge Hindringer ivejen for Indførsel af fremmede Varer, altsaa gjennemBeskyttelse.

nemBeskyttelse.Tyskland har forhøjet sine Toldsatser, da det saa sit saa dyrt kjøbte Guld vende tilbage til England. Hvis Italien opdager, at de 400 Millioner, som det vil laane for at hæve Tvangskursen, gaa til London, vil det gjøre det samme. Den sædvanlige Underhandler om Handelstraktater,Luzzalti, ikke taget i Betænkning at erklære dette i det italienske Parlament, d. 7. Fbr. d. A., som Svar paa nogle Trusler, i «Saturday Review« , der havde sagt: "England, Frankrig og Tyskland ville slaa sig sammen for at forsvare deres Guld, som Italien vil berøve dem».

For at hæve Kursen paa sine Rubler og gjenoprette Metalcirculationen , og for at bevare de Millioner i Guld, som det frembringer, har Rusland allerede betydelig forhøjet sine Toldsatser, og det forlanger dem i Guld. Det samme har Østrig gjort, og hvad Frankrig angaar, kunne De være overbeviste at Fordringerne til Gunst for endnu højere Beskyttelsestold blive uimodstaaelige, hvis den kroniske Krise skulde forværre sig paa Grund af en acut Krise, som fremkaldtes ved Mønternes fortsatte Borlstrømmen.

Betragt et Øjeblik den Stilling, hvori de øvrige Lande befinde overfor England. England er endnu Midtpunktet for Verdens Handel. Som Følge deraf er det til England, at de ædle Metaller strømme. Med en Diskonto af 3 pCt. trækker England i almindelige Tider det Guld, som det behøver, til sig. Men i Berlin udfordredes der forrige Efteraar 50g6 pCt. Og hvad Italien angaar, hvormeget vilde det behøve for at kunne kæmpe imod den engelske Banks næsten uimodstaaelige Tiltrækningskraft.

Da stiller sig det i sine Følger frygtelige Spørgsmaal for Folkene: Hvad skulle vi, naar det gjælder at bevare det Guld, som vi trænge til, helst vælge: en Forhøjelse af Diskontoen eller en Forhøjelse af Toldsatserne?

Svaret kan ikke et Øjeblik være tvivlsomt: Folkene ville svare: Hellere en Forhøjelse af Toldsatserne, som rammer Udlandet, end en Forhøjelse af Diskontoen, som rammer Indlandet.

Man vil læse de udmærkede Arbejder, som Cobden-Clubben

uddeler i Tusendvis; — men Darwins Lov vil gaa af med
Sejren: det vil blive en Kamp for Tilværelsen.

Er det saaledes ikke sandt, at Guldfoden vil dræbe Frihandlen

Man har paastaaet, at Frihandelsprincipet anvendt paa Møntspørgsmaalet fører til en enkelt Møntfod. Dette er en fuldstændig Misforstaaelse. Hvis der her fandt nogen Forbindelse vilde den lede til det kinesiske System med Barrer efter Vægt eller med andre Ord til Tuskhandel.

Hvad det i Virkeligheden kommer an paa overfor Mønten, er Stabiliteten. Stanley Jevons har bevist mathematisk, og Goschen bekræftede i Parlamentet forrige Aar, at en Møntfod bestaaende af to Metaller er mindre foranderlig end en Møntfod af et enkelt Metal.

Naar en Fysiker forfærdiger et Pendul af Kobber og Staal
i Forening — krænker han saa, eller anvender han saa Naturlovene?

Det særegne ved et fejlagtigt System er det, at den Modstand, møder, og den Forvirring, det fremkalder, bliver desto alvorligere i samme Forhold som man anvender det i større Udstrækning. Dette er Tilfældet med den udelukkende Guldfod. Lad os sælte, at de Forenede Stater og Frankrig, efter at være overvundne af Eders Modstand og følgende Eders Exempel, proskriberede Sølvet og paa Londons Marked sælge de Milliarder af delte Metal, hvoraf de ere i Besiddelse, tilligemed den aarlige Produktion deraf. Sølvets Pris vil da falde til Halvdelen eller maaske til en Tredjedel af dets sædvanlige De ere bedre end jeg istand til at vurdere de fordærvelige Følger, som vilde blive uundgaaelige. Jeg tror at turde udtale, at Videnskabens Avtoritet, som tidligere var afgjort gunstig for Englands exklusive System, saavel i Møntspørgsmaalet i Landbospørgsmaalet, for Tiden hælder til Frankrigs System, som mere humant og mere stemmende med Naturen.

Endnu et Ord, hvis Alvor De vil forstaa: Amerika
sender Fredsbud til Evropa for at sætte Enighed og Harmoni
i Stridens Sted. Hvis Evropa ikke modtager den Haand, som

Amerika rækker det, og hvis den økonomiske Kamp skal vedblive,værer overbeviste om, at det ikke er Amerika, som vil bukke under. Evropa trænger til Amerikas Produkter, men Amerika kan undvære Evropas.

Fyrst Bismarck har sagt: »Guldet er blevet som et for
snevert Sengetæppe. Enhver vil have sin Part deraf, og vil
rive det til sig. Det er det man kalder Kamp«.

Er denne Struggle eller rettere denne Scramble for yold, hvortil Eders Møntpolitik tvinger Verden, — er den Virkeliggjørelsen vort Molto: Free Trade, Peace and Good Will among Nations f