II. Klostre, Hospitaler og andre Stiftelser,

oprettede af Private.

JlLedens Stiftshospitalerne eller «de borgerlige Klostre«, som foran vist, ere oprettede af Statsmagten og væsentlig af Statsmidler, er der iblandt vore mange, rige, «milde» Stiftelser, en anden Klasse, som ere oprettede Private og af private Midler, nemlig de adelige og uadelige Jomfruklostre, Stiftelser og Hospitaler.

Med Forbigaaelse af alle de Stiftelser, der høre under Kjøbenhavns Omraade, eller ere oprettede i andre Øjemed,som Ex. alle Opdragelsesanstalter: Vajsenhuset, Frederik d. Vll's Stiftelse, Wærnske Institut o. fl., have vi i Bilagene A. —C. forsøgt, efter de Offentligheden foreliggendeufuldstændige saavidt det lader

---

*) Hoffmanns og Schacks Fundatser, Oppermanns: den danske Rets Bestemmelse om Stiftelser og Efterretninger om de borgerlige Klostre. Indberetning fra den af Folkethinget d. 15. Febr. 1871 nedsatte parlamentariske Kommission, Nellemann: Om Valle og Vemmetoftes Retsforhold til Staten, Richardt og Beckers Danske Herregaarde, Rasmussen: Optegnelser om Gisselfeldt, og Statshaandbogen.

sig gjøre, at give en omtrentlig Oversigt over disse Stifteisers Formue og dennes Anvendelse. Denne Oversigtkan ikke gjøre Krav paa at være hverken fuldstændigeller Heller ikke kan Værdiansættelsen siges at være absolut rigtig; den er nemlig beregnet efter Dagens omtrentlige Pris paa Jorder og Sæd*), altsaa maaske noget for højt, i alt Fald jevnlig højere end den Sum det paagjældende Jordegods for Tiden forrenter**), men p.aa den anden Side er slet ikke medregnet StiftelsesbygningernesVærdi formodentlig flere Millioner Kr. — og ejheller de Indtægter, der hidrøre fra andre Kilder end Kapitaler, Jordegods og Kornafgifter. Om disse Indtægterforeligger ingen Oplysninger.

Hvad disse og andre lignende private Stiftelser angaar,har ved at give Konfirmation paa Fundatserne, jo paataget sig, saavidt gjørligt, at opretholdedisse, taget Stifteiserne under sit Værn, men følgelig ogsaa sat dem under sin Kontrol. I Overensstemmelsemed Natur" og lange Tiders Praxis kan Statsmagten ikke blot tillade, at Stifteiserne reformeresog i Fundatsens Aand, og med samme Formaal, som denne har, men der er ejheller faktisk Noget til Hinder for, at den samtykker i, at deres Midler anvendes til ganske .nye Formaal, som Fundatserne slet ikke have haft for Øje, naar blot de oprindeligefundatsmæssige

---

*) Hoffmanns og Schacks Fundatser, Oppermanns: den danske Rets Bestemmelse om Stiftelser og Efterretninger om de borgerlige Klostre. Indberetning fra den af Folkethinget d. 15. Febr. 1871 nedsatte parlamentariske Kommission, Nellemann: Om Valle og Vemmetoftes Retsforhold til Staten, Richardt og Beckers Danske Herregaarde, Rasmussen: Optegnelser om Gisselfeldt, og Statshaandbogen.

*) Hovedgaardsjord 8000 Kr., Fæstegods 3000 Kr., Arvefæstegods 1200 Kr., Matr. Tiender 1000 Kr. — alt pr. Td. Hartkorn, Skove 600 Kr. pr.Td., Rug 16 Kr., Byg 12 Kr. og Havre 8 Kr. pr. Td.

**) Jfr. f. Ex. Anmærkningen paa Billag Ltr. A. under Vallø og Vemmetofte.

rindeligefundatsmæssigeForpligtelser opfyldes*);thi som den højeste Magts Ihændehaverved og Anordninger kunne binde de tilkommendeSlægter disses Regeringer til uforanderlige Regler for Anvendelsen af det Gods, som findes indenfor Statens Grænser, saalidet maa de, ved at stadfæste PrivatpersonersStiftelsesbreve, unddrage disse Ejendomme Efterverdenens Raadighed« **)• At der slet ikke kan raades over den Del af private Stifteisers Midler, som ikke behøvestil af de oprindelige fundatsmæssige Krav, uden Statsmagtens Samtykke, er en Selvfølge.

Statsmagtens Myndighed og Indflydelse er saaledes meget omfattende lige over for de heromhandlede private i Praxis næsten lige saa stor som over de af offentlige Midler, til Fremme af Statsformaal oprettede Stiftelser.

Med faa Undtagelser, udnævnes de private Stifteisers Bestyrelser af Regeringen, eller ere dennes Embedsmænd, og den højeste Myndighed, udøves ganske som for de offentlige Stifteisers Vedkommende, igjennem et af Justitsministeriets Selv de videst gaaende Fundatsforandringer, ved kongl. eller ministerielle Resolutioner, Kontrollen med Regnskaberne, forsaavidt saadanne aflægges, føres af et af Ministeriets Revisionskontorer; Regnskaberne offentliggjøres ikke.

Vore mest ansete Jurister anse denne Tingenes Orden
at være i Overensstemmelse med den gjældende Rets
Bestemmelser, og det kan ikke falde os ind at bestride

---

*) At ikke en Gang dette altid übetinget kræves, skulde vi nedenfor

**) A. S. Ørsted: Eunomia i.Bd. S. 35. Jfr. Oppermanns: Den danske Rets Bestemmelser om Stiftelser.

Rigtigheden af denne Anskuelse; men et andet Spørgsmaaler da, om der ikke kunde være Anledning til at søge disse Bestemmelser ændrede, naturligvis paa lovligMaade, at ogsaa paa dette Omraade Forholdenebragtes mere i Overensstemmelse med «vort konstitutionelle Statsliv«' *).

De nævnte "Bestemmelser« ere givne, ikke ved nogen egentlig Lov, men ved en Række kongelige-, Kancelliogministerielle der afspejle de efter Tid og Lejlighed vexlende Meninger, som have været raadende i det paagjældende Regeringsdepartement. Denne Art Lovgivning bar vel ikke større Krav paa Uforanderlighed, end allé andre Love; og en passende Form, under hvilken Folkerepræsentationen kunde delagtiggjjøres i Administrationensuindskrænkede ukontroUerede Myndighed og Indflydelse lige overfor Anvendelsen af disse 45 Millioner Kroner, fandtes vel nok, saasnart Vilje dertil var tilstede; men for Tiden er der jo næppe nogen Tilbøjelighed hos Administrationen til at dele sin Myndighed med Rigsdagen,selv en saadan Deling indskrænkedes dertil, at dennes Samtykke krævedes til fremtidige Fundatsforandringer.Imidlertid den Tid vel komme, da saamegenHarmoni den udøvende og den lovgivende Magt, er tilstede, at en saadan Forandring ikke vil støde paa Vanskeligheder. Men selv under de nuværende ulykkelige Forhold, turde det vel ikke være umuligt at opnaa, idetmindste at Justitsministeriets Kontrol suppleres med Offentlighedens. Man skulde synes, at Ingen kunde have Noget herimod at erindre. Der var jo ifjor fuldstændigEnighed at Sparekasserne, deres aldeles

---

*) Jfr. den parlamentariske Kommissions Indberetning S. 26.

private Natur uanset, skulde under offentlig Kontrol, fordi
Samfundets Tarv krævede det; men dette gjælder, maaske
i endnu højere Grad, om Klostrene.

Deres 45 Millioner ere, lige saa fuldt som Sparekassernes Samfundets Ejendom, og Samfundet har Ret til at vide, hvorledes den anvendes. At Redegjørelsen disse store Midlers Anvendelse blot skal betros et Kontor i Justitsministeriet, er i den mest afgjorte med vor Tids Krav paa Offentlighed i alle offentlige Forhold. Man ser jo ogsaa, at alle nyere Fundatser, det gjælder større Kapitaler, übetinget foreskrive Regnskabernes Offentliggjørelse; og det tør antages, at Fundatorerne just deri have søgt en særlig Betryggelse for at deres Vilje efterleves.

Af samtlige offentlige og private Klostre have kun Vallø og Vemmetofte, det sidste dog kun indtil videre, Privilegium paa ikke at aflægge Regnskab, men det er uantageligt, at de nuværende Bestyrelser skulde have Noget imod at give Afkald paa dette.

Vi se saaledes ikke, at der kan være nogen Hindring for, at Klostrene underkastes det samme Tilsyn og den samme Kontrol som Sparekasserne nu ere undergivne, at deres Regnskaber og Status hvert Aar offentliggjøres, at Kontrollen føres, baade med de private og offentlige Stiftelser, af en under Justitsministeriet ansat sagkyndig Inspektør, ganske paa samme Maade som Kontrollen med Sparekasserne føres af den under Indenrigsministeriet ansatte

Man kunde da vel ogsaa befri Stiftsøvrighederne for det Hverv, de nu have, at være «Direktion" for alle de offentlige og mange af de private Stiftelser, hvilket er en Levning fra den Tid da de skulde føre Tilsyn med

alie Stiftelser til «gudeligt Brug», men i Strid med den
nugjældende Lovgivning*), og vistnok til liden Baade for
alle Vedkommende.

At en ensartet Bestyrelse efter faste Grundsætninger og en skarp Kontrol, vilde have de heldigste Følger for Stifteisernes økonomiske Udvikling, kan næppe paatvivles; og Indtægternes Forøgelse vilde jo tillade at give Virksomheden større Udstrækning.

Folketinget gjorde, som bekjendt, i 1871 et Forsøg paa at faa Vallø og Vemmetoftes Midler inddragne under Rigsdagens Bevillingsmyndighed, idet man gik ud fra, at disse Stiftelser ikke i Forhold til Staten ere selvstændige og uafhængige Ejere af de Midler, som ere i deres Besiddelse,fordi oprindelig ere givne af Statens Formue.Men Forudsætning viste sig at være uholdbar'"). Den parlamentariske Kommission, som Folkethinget udnævntetil undersøge Sagen (Alberti, J.A.Hansen, N. Hansen, Luc. Kofod, G. Winther, Gasse, Rimestad, Gad og Nyholm), kunde ikke enes om nogen fælles Indstilling. De fem førstnævnte formente, at de nævnte Stiftelser ere oprettede af Statsmidler, Rigsdagen følgelig berettiget til fremtidig at deltage i de Beslutninger, hvorved Stifteisernes Virksomhed ordnes, og at deres økonomiske Forhold burde inddrages under Rigsdagens Bevillingsmyndighed. De fire sidstnævnte derimod ansaa baade Vallø og Vemmetofte,efter Tilblivelsesmaade, at være private Stiftelser

---

*) Oppermanns: Den danske Rets Bestemmelser om Stiftelser S. 40 og 42.

**) Hvorfor rrian just vilde begynde med disse to Stiftelser og ikke med de IA Stiftshospitaler og deres 12 Millioner, om hvis Oprindelse Forhold til Staten der ikke er mindste Tvivl, synes übegribeligt; man kunde fristes til at tro, at Folkethingets daværende var uvidende om deres Existens.

og at der saaledes ingen Grund var til at behandle dem
anderledes end andre lignende.

Et Mindretal mente, at en Udtalelse af Kommissionen hvorledes Stifteiserne kunde og burde virke, alligevel vilde være af Betydning og Højesteretsassessor Rimestad, der hørte til dette Mindretal, ytrede særlig som sin Mening: «at der med Hensyn til de Indtægter, der ikke udfordres til at fyldestgjøre Stifteisernes oprindelige Formaal, vil kunne træffes og kunde være truffet Dispositioner, i højere Grad end de nu fastsatte vilde komme Almenheden til Gode, og det ikke blot uden at fjerne sig væsentlig mere fra det i de oprindelige Fundatser Øjemed, men tildels endog i nærmere Overensstemmelse med dem, end de hidtige Tillægsbestemmelser«. henpegede i denne Retning blot paa «et Formaal som i Fundatsen for Vemmetofte stillet i første Række, men i Tidernes Løb er traadt meget tilbage, nemlig Virksomheden forældreløse Børns Opdragelse«.

Bureauchef Gad og Kaptejn Nyholm bemærkede endnu, at de ansaa det heldigt, at man er slaaet ind paa i betydelig Grad at omdanne de oprindelige Fundatsbestemmelser, troede, at der er al Opfordring til at gaa videre, men i den Retning som er betegnet ved den gjennem Grundloven alle Statsborgere hjemlede Lighed for Loven, og tilføjede sluttelig, at skjøndt derfor ikke er nogen retlig Nødvendighed tilstede, de det «i og for sig hensigtsmæssigt og stemmende med vort hele konstitutionelle Statsliv, at fremtidige Fundatsforandringer ikkun iværksættes under Medvirkvirkning af den lovgivende Magt».

Dette var Udbyttet af den parlamentariske Kommissions
i 14 Maaneder og 33 Møder.

Daværende Professor Nellemann supplerede i 1872 Kommissionens Indberetning med en Betænkning, hvori han udførlig godtgjorde Uholdbarheden af Kommissions- Flertallets Opfattelse af Stifteisernes Natur; og den hele Sag faldt bort, da J.A.Hansen paa sin Forespørgsel til Justitsministeren, om hvad Regeringen agtede at gjøre, fik det Svar, at den Intet vilde foretage.

Ganske uden Følger blev det Passerede dog ikke. Baade private og offentlige Stiftelser fik travlt med at udvidesig. er siden givet ikke mindre end 16 nye Fundatser eller Fundatstillæg. Kommissionens Mindretal (Rimestad) havde den Tilfredsstillelse, at hans Bemærkning,om mangelfulde Opfyldelse af Forpligtelsentil opdrage forældreløse Børn strax blev tagen til Følge, om maaske ikke just paa den Maade eller i den Udstrækning, han havde tænkt sig, og Gisselfeldt Kloster gav et smukt og følgeværdigt Exempel paa hvorledesden det andet Mindretal (Gad og Nyholm) anbefaledeOmdannelse Udvidelse af Fundatserne i Retningaf ved Grundloven hjemlede Lighed, kunde udføres,ved af «Livrentefonden for alle überygtede danske Piger»: et Exempel, som Regeringen, der paa Stiftshospitalernes Bekostning har interesseret sig saamegetfor Piger af den dannede Middelstand, kunde gjøre sig fortjent ved at bringe de øvrige Klostre til at efterfølge. Men det var ogsaa det Hele. løvrigt ere alle Udvidelser fortsatte i det gamle Spor, og der har ikke været Tale om den lovgivende Magts Medvirkning. Alligevel vise de nævnte Exempler, at selv den flygtigste offentlige Kritik ikke er ganske uden Virkning, og at det

Mindretal i den parlamentariske Kommission, der vilde have undersøgt, hvorledes Stifteiserne kunde og burde virke, havde fuldstændig Ret i, at en saadan Undersøgelseikke have været uden Betydning. Intet kunde derfor være mere ønskeligt, end om Rigsdagen paany vilde optage Spørgsmaalet i sit fulde Omfang, eller dog i alt Fald foranledige, at den manglende Offentlighed og Kontroltilvejebringes alle de omhandlede Stifteisers Vedkommende.Allene vilde sikkert vindes Adskilligt i Retntng af god Forvaltning og en tidssvarende Udvikling: den bedste Sikkerhed for Stifteisernes fremtidige Bestaaen. Og tror man, at Stifteiserne under Administrationens ukontrollerede, enevældige Herredømme ere mere sikrede for Forandringer, der ikke stemme overens med Stifteisernes Formaal eller formodede Ønsker, end naar den lovgivendeMagt en passende Indflydelse paa Bestyrelsen, er det kun fordi man ikke véd, hvorledes Administrationen hidtil har udøvet sin Myndighed.

Reglen, at "Opretterens Vilje er übrødelig«*), har
maattet taale mange Undtagelser, som ikke kunne undskyldes
nogen »Nødvendighed".

Vallø »Kongelige Frøkenstift», som det kaldes i Fundatsen skulde efter Dronning Sophie Magdalenes Vilje bestaa af en fyrstelig Abbedisse, en grevelig Dekanesse 12 Frøkener med mindst 16 Ahner, Adgangen følgelig kun staa aaben for den højeste Adel.

Men denne Stiftelsens egentlige Grundvold er aldeles bortryddet, idet man allerede i 1799, altsaa ikke 30 Aar efter Stifterindens Død, uden videre slog en Streg over de 16 Ahner, uagtet det dog vel neppe kan antages, at

---

*) Jfr. Oppermanns Den danske Rets Bestem, om Stiftelser S. 168.

der alt den Gang.ikke længere fandtes 12 Frøkener, som vare istand til at udholde den foreskrevne «Ahneprøve», eller at nogen Nødvendighed saaledes var tilstede for at tilsidesætte Stifterindens Vilje. Der var jo Intet til Hinder for at forbeholde Damer af fuldkomment rent Blod de 14 Pladser med frit Underhold og Hævinger tilsammen 11,000 Kr. overenstemmende med Dronning Sophie MagdalenesFundats,og at disponere paa anden Maade over det Overskud, Stiftelsen gav udover hvad der behøvedestilOpfyldelsen denne oprindelige fundatsmæssigeBestemmelse.Dertil Regeringen naturligvis fuldkommen berettiget*); men i dets Sted aabnede man Adgangen til alle Pladserne i Stiftelsen for enhver, der blot var adelig født, borttog saaledes Stiftelsens exklusive Fornemhedspræg og degraderede den til et almindeligt adeligt Jomfrukloster. Efter hvad man kjender til DronningSophieMagdalene, dette næppe antages stemmendemed,men snarere formodes at være stik imod hendes Ønske og Vilje. Det var derfor med fuld Føje, at Stiftets Kurator alt i 1808 kunde sige, at «Lidet eller Intet var tilbage af den oprindelige Fundats, som kunde anses gjældende«. Men man har forøvrigt ikke været konsekvent. De kongl. Resolutioner af 10. Januar 1809 og 22. Maj 1824, der give Døtre af Mænd i de tre første Rangklasser lige Adgang med adelig fødte Piger til alle adelige Jomfruklostre, har man ikke villet lade

---

*) Man studser dog uvilkaarligt ved at se «Frøkenstiftet" give Bidrag til »jydskeHedeselskab_', »KjøbenhavnsUnderstøttelsesforening« osv. Men det stemmer ganske med Administrationens Dispositioner ved andre Lejligheder, som f. Ex. da man tillod at anvende Renterne af et Legat, der er stiftet for at lette Indkvarteringsbyrden for en Kjøbstads Indvaanere, til Reparation af en Kirkes Orgel. Nellemann anf. Skr. S. 54.

gjælde for Valløs Vedkommende, under det snurrige Foregivende,atVallø kan anses for et «adeligt Jomfrukloster«,fordi— kaldes et «kongl. Frøkenstift» i den — i sine Grundbestemmelser ophævede — oprindelige Fundats, og uagtet der jo ellers ikke er nogen væsentlig Forskjel paa Vallø og alle de andre Jomfruklostre. Derimodgiverman Døtre og Enker ikke mindre end 182,000 Kr. aarlig i Understøttelser og synes saaledes at anse det som en af Stiftelsens særlige Opgaverpaaden at støtte vor højere, ganske vist knapt aflagte Embedsstand. Hvorfor man da ikke ogsaa vil give denne i det mindste lige Adgang baade med rige Lensbesiddere og Folk, der ingen anden Fortjeneste have end den noget tvivlsomme, at være adelig fødte, til den betydelige Fordel, Indskrivningen i Vallø nu giver, er ikke let at udgrunde. Skulde Tilgangen blive for stor, kunde man jo hæve Adgangen for Mænd, som kun have Titler, men intet Embede, og begrænse Antallet af de Døtre en enkelt Mand kan lade indskrive. Det er vistnokenaltfor Forretning der nu gjøres, naar f. Ex. en Adelsmand, som har 6 Døtre, lader dem alle indskrive i Vallø «paa Vuggen«. Og der kunde vel heller ikke — i alt Fald slet ikke i den iøvrigt ophævede oprindelige Fundats' Bestemmelser — være Noget til Hinder for efterhaanden at indskrænke de ufornødent store Hævinger for de 35 Stiftsdamer af første Klasse.

For Vemmetoftes Vedkommende er der næppe Spor tilbage af Stifterindens Fundats. Denne bestemte, at 7 adelige Jomfruer, hvis Antal ingensinde maatte forøgesud 21, skulde have frit Ophold og 300 Kr. aarlig, Priorinden dog 500 Kr., men alle »uden Exceptionvære og forbundne, enhver

at antage et fader- og moderløst Barn og samme paa sin egen Bekostning kristelig og udi en retskaffen Gudsfrygt at lade opdrage«, en Anordningsom skulde vaage over «alletider übrødelig vorder efterlevet".

Men Damernes Antal er efterhaanden forøget til 391 og Forpligtelsen til at antage og opdrage et forældreløst Barn er fra Slutningen af forrige Aarhundrede Tid efter anden lempet og i 1835 ganske ophævet.

Til Erstatning derfor har Klosterkassen udredet en karrig Opfostringshjælp til et vist Antal fattige Børn, der efterhaanden steg til 100, indtil 1867: 32 Kr. aarlig for hvert Barn, senere det Dobbelte for 40 af dem. Den parlamentariske Kommissions Indberetning gav, som alt foran berørt, Anledning til, at der fra 1872 yderligere blev udredet til 291 forældreløse Børn, udenfor Godset, 80 Kr. til hver. Der gives altsaa nu Understøttelse til ligesaa mange Børn, som der er hævingnydende Damer i Klostret; men at denne Understøttelse ikke fyldestgjør Forpligtelsen for hver især til at «antage og opdrage» et Barn er indlysende.

Stifterindens Vilje var, at Børnene skulde opdrages, underholdes og undervises i Klostret, ikke at de skulde udsættes i Pleje for en Betaling, der langt fra naar op til hvad Fattigvæsenet paa sine Steder maa erlægge for de under dets Forsorg værende Børns Opfostring. Udgiften et Barn paa den kommunale Opdragelsesanstalt paa Brønsholmsdal udgjør f. Ex. omtr. 155 Kr. aarlig. En Sammenligning med Frederik d. Syvendes Stiftelse, der væsentlig anvender en Formue af vel omtrent 6 Millioner Kr. til Børneopdragelse skulle vi ikke anstille.

Disse Exempler kunne vel være tilstrækkelige til at

godtgjøre, at Respekten for »Opretterens Vilje» just ikke
har været det, der særlig har udmærket den hidtige Bestyrelseaf
omhandlede Stiftelser.

Gisselfeldt Kloster er utvivlsomt det, der strængest har holdt sig til Fundatsen, idet Forøgelsen af Damernes Antal og Forhøjelsen af deres Hæving er forholdsvis ringe, samtidig med at Oprettelsen af «Livrentefonden for alle überygtede danske Piger_¦> har givet Anvisning paa en ny og god Anvendelse af de til Fyldestgjørelse af de oprindelige Fundatsers Krav overflødige Midler. Disse maa for Gisselfeldt Vedkommende formodentlig udgjøre mangfoldige Millioner, da alene Klostrets Jordegods sandsynligvis en Værdi af omtrent 8 Millioner Kr. og de aarlige Hævinger og Livrenter m. v. kun udgjøre ialt 53,400 Kr. Naar en Gang alle Stifteisers Regnskaber og Status blive offentliggjorte, vil man uden Tvivl forbavses Gisselfeldts endnu uanvendte Rigdom.

Forøvrigt kunde Gisselfeldt tjene til Mønster for alle de andre store Klostre, ligesom den fortræffelige Lundegaards for de mindre; thi det er indrettet og udvidet paa en Maade, som heldig har fjernet alle de Mangler, der klæbe ved hine. Man kjender paa Gisselfeldt til Kaserneringssystemet. Hvad Damerne skulle have, faa de udelukkende i kontante Penge og disse blive derved dobbelt saa meget værd, som hvor de gives i Form af fri Station, men med Tab af Friheden til at bo hvor og at leve sammen med hvem man vil.

Hvad vi derom have bemærket med Hensyn til Stiftshospitalerne,gjælder fuldt de større fornemme Klostre med ugifte Damer i Dusin eller Snesevis og fælles Husholdning. De ere en ligesaa kostbar, som, man kunde fristes til at sige demoraliserende Indretning. Det

i alle Maader usunde Klosterliv kræver en Mængde Indskrænkningeri personlige Frihed, der ingenlunde erstattes af den i alt Fald paa adskillige af dem, overdrevne luxuriøse Levemaade.

Havde Damerne frit Valg, blev næppe ret mange i Klostrene, og man har jo derfor ogsaa maattet bruge Tvangsmidler for at holde dem der, i Form af Tab af en Del af Hævingen naar de enten flytte bort derfra eller tage Ferie i længere Tid end Reglementet tillader.

Et slaaende Exempel paa, hvilken Forskjel det gjør, om Understøttelserne gives i Kontanter eller ved Kasernering, giver ogsaa de to mindre Stiftelser Lundegaards og Hansted Det sidstes Formue er lidt større end det førstes og dog yder det kun 21,000 Kr. til 205 Personer, Lundegaard giver 42950 Kr, til 717 Personer.

Hvad der iøvrigt kunde være at bemærke om de enkelte Klostres eller Stifteisers Virksomhed, fremgaar formentlig af de nedenfor meddelte Oversigter, til hvilke vi derfor henvise, og vil man have et Exempel paa, hvorledes «mild Stiftelse« kan forvaltes med ringe Omkostninger frugtbringende Anvendelse af Stiftelsens Indtægter, kunne vi, blandt flere, anbefale et Gjennemsyn det offentliggjorte Regnskab for afvigte Aar for de Spannjerske Legater. Man vil forbavses ved at se, hvad disse udrette med 2ll»2^ll» Millioner, i Forhold til hvad Klostre og Stiftshospitaler faa ud af deres 57 Millioner.