Toldspørgsmaalet paa det nationaløkonomiske Møde i Malmø.

Det Spørgsmaal, hvis Forhandling paa det skandinaviske nationaløkonomiske Møde i Malmø, imødesaas med størst Interesse, tør vistnok siges at være Toldspørgsmaalet. Forhandlingsæmnet var redigeret saaledes: «Om de tgårder, med hånsyn till tull- og skeppsafgifter bora vidtages for att befråmja varuutbytet mellan de tre nordiska

Forhandlingerne indlededes af Præsident Wårn, som gjennem en historisk Fremstilling af Toldforholdenes Udviklingpaaviste, der i vort Aarhundrede fremtraadte en Tendens til at udvide Toldomraaderne, hvilket ogsaa var naturligt, da man derved opnaaede billigere og hensigtsmæssigereProduktionsbetingelser en forøget Omsætning.Der sig da naturligt det Spørgsmaal,om ikke vilde være klogt af de nordiske Riger at følge dette Exempel og slutte sig sammen til en Toldforeningeller det mindste forsøge paa gjennem Traktater og Overenskomster at formindske de Hindringer, som Toldgrænserne nu lægge i Vejen for Industriens Udvikling. Hvor betydningsfuld en saadan Tilnærmelse mellem Rigerne kunde blive viste den saakaldte Mellemrigslov mellem

Sverige og Norge af 1874, hvorefter indenlandske NaturogIndustri-Produkter passere toldfrit mellem de to Lande; ved denne Bestemmelse var Vareomsætningen mellem Norge og Sverige i mærkelig Grad bleven forøgetog til at omfatte en Mængde Varer, som tidligere ikke kunde være Gjenstand for saadan Omsætning;ved Række statistiske Data, som vi desværre ikke ere i Stand til at meddele her, blev dette nærmere godtgjort.

Mellemrigsloven tilstaar kun Toldfrihed for indenlandskeProdukter herved adskiller den sig i væsenlig Grad fra den tyske Toldforening, der omfatter alle Artikler. At lade de tre nordiske Riger omfatte af en Toldforening, som den tyske, lod sig ikke gjere; thi under en saadan Forening maatte Toldindtægterne opkræves for fælles Regningog fordeles mellem Rigerne efter et vist Forhold, og desuden maatte alle Spørgsmaal om Toldsatserneog Anvendelse løses i Forening; men en saadan Ordning var uigjennemførlig saalænge der ikke fandtes en Fælles-Myndighed for alle tre Riger, en Art Toldparlament eller Lignende. Det yderste, der kunde opnaas, vilde derfor være, at Mellemrigsloven mellem Sverige-Norge udvidedes til at omfatte Danmark, og at der saaledes indførtes indbyrdes Toldfrihed i alle tre Riger for indenlandske Produkter. At der kunde opnaas betydelige Fordele ved en saadan Ordning forekom ham utvivlsomt, særlig naar hensaas til den meget store Omsætning, som allerede nu fandt Sted mellem Danmark og Sverige. Taleren satte derfor dette Spørgsmaal under Diskussion og i Forbindelse dermed Spørgsmaalet om, hvilke af de nugjældende Toldsatser, der burde ophæves eller nedsættes for derigjennem gradvis at kunne nærme

sig til dette Maal, og han foresiog Mødet at vedtage en Resolution, hvorved de tre Landes Regeringer opfordredes til at tage under Overvejelse, hvorledes de Toldsatser, som betynge Omsætningen mellem de tre skandinaviske Riger kunde formindskes eller ophæves.

Fra de svenske Protektionisters Side, der var stærkt repræsenteret paa Mødet, blev det gjennem disses Ordfører Sparre gjort gjældende, at man ikke havde noget imod at udvide Handelsomraadet paa den anførte xMaade, tværtimod, men forinden maatte Tolden i ethvert af Landene udvikles saaledes, at den ydede en systematisk Beskyttelse for den indenlandske Produktion, maatte gaa forud for enhver Tanke om Toldforening, nordiske Toldtraktater o. L., og han foreslog Mødet at vedtage en Resolution, der gik ud herpaa.

Denne sidste Resolution blev imødegaaet af Dr. Her slow, der paaviste Beskyttelsessystemets Skadelighed, og gjendrev forskjellige af Grev Sparres Argumenter, navnlig hans Henvisning til Nordamerika, hvor Toldbeskyttelseningenlunde virket saa heldigt som paastaaet;thi havde denne i Tidsrummet fra 1863 til 1870 frembragt en storartet industriel Udvikling i dette Land, men den havde trykket Landets Hovednæring, Landbruget, og paa Industriens Omraade foraarsaget en Overproduktion, der bidrog til at hidføre Krisen i 1873. Med Hensyn til Forholdet overfor Danmark paaviste Taleren, at den Toldbeskyttelse, man nylig havde indført mod Indførselaf fra de danske Møller, kun havde bevirket, at den indenlandske Konkurrence mellem de svenske Møller blev saameget stærkere; der var saaledes alene her i Malmø bleven bygget Møller for dansk Regning,

der producerede mere Mel end de 470,000 Cent., der tidligere indførtes fra Danmark. Virkningen af Meltolden, som Toldbeskyttelse, var saaledes bleven den modsatte af, hvad man havde ventet. Saa var det bedre at udvideToldomraadet lade Danskerne som forhen frit indføre Mel til Sverige mod at Svenskerne fik Tilladelse til frit at indføre Jærn og andre Produkter til Danmark. Han sluttede sig derfor til Præsident Wårn og anbefalede hans Forslag til Resolution. 1 samme Retning talte Prof. Nathorst, der navnlig under Henvisning til Erfaringerne fra England fremhævede Toldbeskyttelsens Uiæmper for Landbruget.

Fra dansk Side blev Præsident Warns Udtalelser
støttet af Prof. Falbe Hansen, Grosserer C. Hage og Etatsraad

Prof. Falbe Hansen ansaa det for betænkeligt for nærværende Tid at foretage noget større Skridt i Retning af Frihandel; thi de skandinaviske Rigers Industri var i Almindelighed ikke kommen saa vidt frem, at den med Held kunde tage Konkurrencen op med de mere fremskredneLande England. Protektionismen var vel meningsløs og selvmodsigende, naar man betragtede den fra et almindeligt, kosmopolitisk Standpunkt, men noget anderledes kunde det forholde sig, naar Sagen saas fra det enkelte Lands Standpunkt. Frihandelen bevirkede, at Produktionen og de produktive Kræfter droges hen til de Steder og Lande, hvor de gav det største Udbytte, og det kunde derfor muligvis være, at den vilde bidrage til at drage en Del af Produktionen bort fra de skandinaviske Lande og hen til andre Lande, hvor den gav et rigere Udbytte. Men selv om man derfor burde være forsigtig med at indføre en almindelig Frihandel overfor alle Lande,

saa kunde det derimod, selv fra et protektionistisk Standpunkt,være at indføre en speciel Frihandel mellem de tre skandinaviske Riger, thi mellem dem fandtes der den Lighed i Produktionsbetingelserne, som af Protektionisterneopstilles Betingelsen for at aabne Grænserne for den frie Konkurrence; vi har i Danmark visse Fordele fremfor Sverige navnlig rigeligere og billigere Kapital og lettere Kommunikation, Sverige har derimod bedre Naturbetingelser for Industrien end vi. Taleren troede derfor ikke, at der var nogen Fare ved at aabne Toldgrænserne mellem de skandinaviske Lande, og der vilde derved opnaas den Fordel, at Markedet blev større, og at Industrien som Følge deraf kunde branchere sig i højere Grad end hidtil.

At indføre en fuldstændig Toldunion mellem Pugerne var ikke muligt under de nuværende Forhold, det kunde staa som det fjerne Maal for vore Ønsker, men var foreløbiguigjennemførligt; var det maaske muligt, som fremhævet af Præsident Warn, at faa M ellem rig slovenmellem og Norge udvidet til Danmark. Det var vel sandt, at der var mange Varer, ved hvilke det af forskjedige, fornemlig finansielle, Hensyn var vanskeligt at faa indført Toldfrihed mellem de skandinaviske Lande; men denne Vanskelighed kunde man simpelthen omgaa ved at undtage de omhandlede Varer fra Toldfriheden. Allerede nu var der adskillige Varer undtagne fra den ved Mellemrigsloven indførte Toldfrihed mellem Sverige og Norge og ved en eventuel Udvidelse af Mellemrigsloven til Danmark kunde jo endnu flere og andre Varer undtagesfra En Sag som den foreliggende kunde imidlertid ikke føres igjennem ved en Resolution,

den maatte bæres frem af en Stemning i de tre Folk og
en saadan maatte først skabes.

Foruden det store Spørgsmaal, om en mer eller mindre almindelig Toldsammenslutning mellem de tre Riger, var der imidlertid endnu en Del mindre, mere nærliggende,specielle angaaende Told- og Skibsfartsforhold,som tages under Overvejelse; det kunde nemlig siges, at de skandinaviske Riger paa flere Punkter havde været mere imødekommende overfor Fremmedeend hinanden indbyrdes. Danmark havde saaledes givet fri Kystfart for alle Skibe af tysk eller belgisk Nationalitet, men for svenske og norske Skibe kun forsaavidt de vare over 30 Tons, og det uagtet i det mindste Norge havde tilstaaet alle danske Skibe fri Fart paa sine Kyster. Vi lægge i Danmark Told paa en Mængde svenske og norske Artikler, som i og for sig ikke egne sig til Toldbeskatning og disse Toldsatser ere derfor til Skade for begge Parter, og ikke nok dermed, men vi kræve af nogle af disse Artikler (Tømmer) større Told, naar de kommer fra Sverige eller Norge, end naar de komme fra disses værste Konkurrent Rusland. Men omvendt ere vi ogsaa paa flere Punkter ugunstigt stillede i Sverige og Norge. De fleste fremmede Nationers Skibe have fuldstændigfri paa Sverige, men danske Skibe kun med en vis Begrænsning. Naar danske Skibe sejlede mellem svenske og norske Havne, hvad meget hyppigt var Tilfældet, maatte de betale fuld Told af de svenske Varer de førte til Norge og af de norske Varer de førte til Sverige, men tilførtes Varerne paa svenske eller norske Skibe vare de toldfri; dette var en ikke ringe Gene for den danske Skibsfart. Af Toldsatser i Sverig-Norge som

var til Skade for Danmark kunde nævnes Tolden paa
forskjellige Landbrugsprodukter fornemlig Mel.

Der er altsaa Ønsker paa begge Sider, der var Lejlighed Indrømmelser og Vederlag herfor, og det, som den enkelte Nation skulde tilstaa de andre, havde for den selv mindre Værdi at beholde, end for de andre at modtage, der var saaledes Betingelserne tilstede for en Overenskomst, som kunde blive til Gavn for alle Parter. Det var Regeringerne, der burde tage Sagen op, forhandle de forskjellige Spørgsmaal og afveje Fordelene og Manglerne for enhver af Nationerne med hinanden.

Grosserer Hage fraraadede at komme ind paa det store Spørgsmaal om Frihandel eller Beskyttelse, og det saa meget mere, som det ikke stod i Forbindelse med den foreliggende Sag; thi hvadenten man bekender sig til den ene eller den anden Anskuelse, kunde man godt erkende Ønskeligheden af at udvide Toldomraadet gjennemen af de tre Landes Toldvæsen. Hele Bevægelsen i den nyere Tid gik i Retning af at udvideToldomraaderne. moderne Beskyttelsessystem, saaledes som det er udviklet af List, er jo netop baseret paa Sammenslutning af mindre Toldomraader til et større Hele omsluttende mangeartede, rige Produktionskilder. Det er et tilsvarende Toldsystem, man finder i Nordamerikasom i Frankrig og Tyskland. Hvis det var Tilfældet, at noget af de nordiske Riger afgjort havde Overmagt over de andre, kunde det muligen derved faa en større Fordel ved Sammenslutningen, men dette var ikke Tilfældet, Vilkaarene vare omtrent lige. Taleren var dog ikke blind for, at det vilde være ugjørligt at gjennemføreen Toldsammenslutning i alt Fald foreløbig,foruden finansielle Hensyn vilde dette allerede

af industrielle Hensyn ikke være muligt, thi netop naar man ikke vil tage Spørgsmaalet om Beskyttelse eller Frihandelop, det nødvendigt at tage ethvert muligt Hensyn til saadanne særlige Industrier, som man maa ønske fortrinsvisat i Landene. Derimod kunde der opnaasadskilligt en Tilnærmelse til hinandens Toldvæsenog skulde saaledes særlig fremhæve Spørgsmaaletom i Toldbehandlingen, den Maade, hvorpaa Tolden paalægges, Kjendetegnene, Kriterierne hvorefter Tolden gradueres. 1 denne Henseende havde Sverige indført metrisk Maal og Vægt, Danmark burde gjøre det samme. Taleren anbefalede at henlede RegeringernesOpmærksomhed at det vilde være gavnligt for Landene om der kunne opnaas Samvirken paa ToldlovgivningensOmraade.

Etatsraad Tietgen udtalte sin fulde Tilslutning til den af Præsident Warn foreslaaede Resolution, hvorimod han ikke kunde finde nogensomhelst Forbindelse mellem den af Grev Sparre foreslaaede Resolution og den Sag, som stod paa Dagsordenen. Naar han kunde slutte sig til Warns Resolution, var det fordi den i sig indeholdt, at man ikke blot skal tilstræbe, at Afgifter, som betynge Vareomsætningen, skal indskrænkes, men at de kunne ganske ophæves. Her var kun Tale om Vareomsætningen mellem de nordiske Lande indbyrdes og dette Spørgsmaalvar Frihandel eller Beskyttelse, og han troede, at de Vanskeligheder, man har villet fremmane mod en virkelig Toldforening mellem de nordiske Lande, altsaa en Ophævelse af alle Afgifter, vare mere illusoriske end virkelige. Navnlig naar der saas hen til den store Samfærdsel mellem Danmark og Sverige, hvor Kommunikationenkun IV2 å 2 Timer, troede han, at det

vilde være af overordentlig stor Betydning for Handelen mellem Landene, om det kunde tænkes, at Toldgrænsen var ganske ophævet. Han troede., at Industrien ideto Lande suplerede hinanden paa en saadan Maade, at der kun kunde affødes Fordele for begge Landes Befolkning ved en saadan Toldophævelse. I Sverig var det fornemligden Industri, som havde Overhaand, i Danmark havde vi saagodtsom ingen Storindustri, men paa et Par Undtagelser nær kun Haandværksdrift. Noget anderledes stiller Forholdet sig overfor Norge; men da Samfærdselen mellem Norge og Sverige saavelsom mellem Norge og Danmark allerede kræver større Tid, har det mindre at sige, om man virkelig skulde komme til det Resultat, som rnaaske ogsaa af andre Grunde blev nødvendigt, at medens der 'mellem Sverige og Danmark skulde bestaa en übetinget Toldforening, skulde der mellem disse to Lande og Norge kun finde en saadan Ordning Sted, som den, Mellemrigsloven af 1874 havde indført.

Vanskelighederne overfor Norge var navnlig de finansielle da Norge maa have en langt større Del af sine Statsindtægter gjennem Tolden end Sverige og Danmark, i denne Henseende omtrent stod paa samme Standpunkt. Den Told, der indskrænkedes til Statsfornødenhederne Norge vilde overfylde Kasserne i Sverige og Danmark, eller nødsage disse Lande til at nedsætte forskjellige af de andre Skatter, og at gaa den omvendte Vej, at nedsætte Tolden i Norge til den Størrelse, den havde i Sverige og Danmark, vilde medføre den Vanskelighed, man i Norge maatte søge nye Skatteobjekter.

Fordelene ved et saadant Toldfællesskab mellem
Landene, vilde ikke alene være kommercielle og industrielle,menogsaa
af finansiel Natur, thi OmkostningernevedToldoppebørselen

ningernevedToldoppebørselenvilde kunne formindskes. Med Hensyn til Gjennemførelsen stillede det sig saa heldigt, at Toldindtægterne i Danmark af deiSverig fabrikerede Varer og Toldindtægterne i Sverig af de i Danmark fabrikerede Varer vare nogenlunde lige store, hvorimod der for Norges Vedkommende atter her var en ikke ringe Forskjel. Toldindtægterneafsvenske som føres til Danmark, udgjorde c. 600,000 Kr., hvorimod Toldindtægterne i Sverige af Varer, som kom fra Danmark, udgjorde over 3 Mill. Kr. Men største Delen af de Varer, som førtes fra Sverige til Danmark, vare ikke danske, men fremmede Varer, som kun passere Landet. Ved at undersøge statistisk Tabelværks Opgaver vilde man finde, at for Varer udelukkende af dansk Produktion, som indføres til Sverige, udgjorde Tolden 160,000 Kr., og at Tolden af de Artikler, som delvis vare af dansk Produktion og delvis af fremmed, kunde antages at udgjøre 450,000 Kr., altsaa tilsammen610,000Kr. var det Toldbeløb, som i Sverige erlagdes af Varer, der virkelig vare af dansk Produktion, medens, som anført, Tolden i Danmark af svenske Produkter beløb sig til 600,000 Kr. Det øvrige Toldbeløb c. 2,400,000 Kr., som erlagdes i Sverige af Varer, som kom fra Danmark, erlagdes ikke af danske Varer, men af fremmede Varer, som blot passerede DanmarkpaaVejen Sverige. Det var iøvrigt en Selvfølge, at en Toldforening mellem Landene ikke kunde tænkes uden at de fælles Indtægter og Udgifter maatte deles efter et eller andet Forhold, som vilde være at vedtage og som jevnlig maatte revideres. Taleren undervurderede ikke de Vanskeligheder, som stillede sig i Vejen for Gjennemførelsen af en saadan Ordning, men han kunde

dog ikke. som flere Andre, der havde udtalt sig herom, anse den for saa godt som uigjennemførlig. Med god Vilje og med Samstemning i Landene vilde denne Hindring for Vareførselen mellem de nordiske Lande lige saa lidt være umulig at overvinde, som det har været umuligt at overvinde Vanskelighederne med Hensyn til Ligheden i Mønt- og Vexellovgivningen. Taleren anbefalede derfor Warns Forslag, idet han for sit Vedkommende udtrykkelig lagde den største Vægt paa, at det ogsaa gik ud paa at opfordre Regeringerne til at ophæve de Afgifter, som nu betynge Vareførselen mellem de nordiske Lande.

Af senere svenske Talere bør fremhæves Generaltolddirektør som paaviste Uholdbarheden i Grev Sparres Ideer, og bl. A. viste, at den af ham saa højt priste Bismarckske Toldpolitik i visse Henseender var mere frisindet end den svenske. Sverige burde gaa frem ad den samme Bane som hidtil, nedsætte Tolden paa Raastoffer og Livsfornødenheder og ved Siden deraf roligt og forsigtigt skride fremad mod Frihandel. Ogsaa han mente, at en nordisk Toldunion burde staa som det fjerne Maal for vore Bestræbelser, men inden dette naaedes kunde meget udrettes i samme Retning, saaledes ogsaa Ordningen af de af Prof. Falbe Hansen fremdragne Spørgsmaal. maatte af alle Kræfter stræbe efter at fjerne de Hindringer, som nu rejse sig for Samfærdselen mellem Landene paa Grund af den forskjellige Toldordning, og han kunde derfor slutte sig til Præsident Warns Forslag. Særlig bør ogsaa nævnes General Bjornstjerna, som i et ypperligt, af vittige og skarpe Udfald gjennemkrydset Foredrag, gjendrev Grev Sparres og de ørrige Protektionisters af Toldforholdenes Udvikling i Evropa og Amerika.

Fra et protektionistisk Standpunkt fremdrog Grev Sparre og Kammerherre Fahnehjelm forskjelligemindre Indvendinger mod en Toldunion bl. A. at Handelstraktater med fremmede Lande skulde være til Hinder derfor og at den stærke Udvikling af Kreditoplagsideen i Danmark vilde stille Sverig ugunstigt i finansiel Henseende.

Præsident Wårn udtalte sig derefter atter om Spørgsmaalet en nordisk Toldunion og gjendrev navnlig den Indvending, som var fremkommet fra Modstandernes Side, at de Traktater, som de nordiske Riger havde afsluttet andre Stater, og hvori de havde tilsagt disse "Behandling som den mest begunstigede Nation«, skulde være til Hinder for en Toldunion; thi denne Bestemmelse vedrørte ikke Spørgsmaalet om en egentlig Toldunion, og desuden havde de andre Nationer ingen Interesse i at hindre en saadan. løvrigt kunde det maaske være rigtigt, at Regeringerne ved Afsluttelsen af fremtidige Handelstraktater opstillede et Forbehold med Hensyn til en mulig Toldunion.

Foruden de anførte havde ogsaa flere andre Talere Ordet, men deres Udtalelser, hvorved der iøvrigt fremkom interessante Oplysninger, vedrørte kun i ringe Grad Diskussionens Hovedæmne, Spørgsmaalet om en Toldunion.

Sluttelig blev Præsident Warns Forslag til en Resolution
med 81 Stemmer mod 58.

Forhandlingerne i Malmø om Toldsagen drejede sig, som det vil ses, om to Spørgsmaal: om Tilnærmelse mellem de skandinaviske Riger i Henseende til Toldvæsenet og om Toldbeskyttelsen. Egentlig var det kun det første Spørgsrnaal,derstod

rnaal,derstodpaa Dagsordenen, men Diskussionen gled for en stor Del over til at forhandle om det sidste Spørgsmaal,uagtetdelte stod i en fjernere Forbindelse med hint. Grunden hertil var vel nærmest den, at Striden mellem Protektionister og Frihandelsmænd i Sverige er saa levende, at den trænger alle andre Toldspørgsmaal i Baggrunden, saa at Diskussionen om disse stadig bliver betragtet i Belysning af deres Forhold til Protektionismen. Den Modstand, der fra svensk Side rejste sig imod at anbefale Regeringerne at foretage Skridt i Retning af Tilnærmelse mellem Toldforholdene i Sverige og Danmark,varderfor ikke baseret paa, at man ikke erkendte, at en saadan Tilnærmelse i og for sig kunde være ønskelig,menkun at man først og fremmest vilde have Toldbeskyttelsen nærmere reguleret efter den hjemligeProduktionsKrav, kunde da altid senere, med en saadan Ordning som Udgangspunkt, indlade sig i Forhandlingermedfremmede De svenske Frihandelsmændogde maadeholdne blandt Protektionisterne mente derimod, at en Tilnærmelse til Danmark ikke foregreb Spørgsmaalet om Protektionismens Ordning, og i hvert Tilfælde vilde være ønskelig og tidssvarende. Til denne sidste Anskuelse sluttede alle Danske sig, der havde Ordet. Som alt ovenfor berørt, sejrede denne sidste Anskuelsemeden Majoritet, og da der kun var meget faa Danske tilstede, viste Afstemningen derfor, at der ogsaa blandt de Svenske var en betydelig Majoritet for at anbefale en Tilnærmelse mellem de to Rigers Toldforhold.SelveDiskussionen det foreliggende Æmne frembød væsentlig Interesse, fordi her det gamle Spørgsmaalomen Toldunion blev bragt i bestemte og

praktiske Former. Det blev erkendt, at en egentlig Toldunionvaruigjennemførlig, der blev tillige, af PræsidentWårn,angivet Maade, hvorved man kunde opnaadevæsentligste Fordelene ved en Toldunion og dog undgaa de fleste af Ulæmperne ved denne, nemlig ved at udvide den saakaldte Mellemrigslov af 1874 mellem Sverig og Norge til at omfatte ogsaa Danmark, saaledes, at Produkter af dansk Tilvirkning skulde have Toldfrihed i Sverig-Norge, medens svensk-norske Produkter skulde være toldfrie i Danmark. Det maatte vel indrømmes, at der selv for en saadan delvis Toldforening stillede sig ikke ringe Vanskeligheder i Vejen, men disse vare dog ikke større, end at de med en god Vilje fra begge Sider kunde overvindes, og deri, at en tilsvarende Overenskomst nu har bestaaet i 6 Aar mellem Norge og Sverige, har man Erfaring for dens praktiske Gjennemførlighed. Det erkendtes imidlertid, at Sagen endnu ikke var saa vidt moden, at der kunde være Tale om allerede nu at gjøre Forsøg paa at faa den gjennemført; foreløbig maatte Bestræbelsernerettespaa forberedende Arbejder, og navnlig paa, at de tre Landes Toldtarifer under eventuelleRevisionerbleve i Retning af, at de bragtes i mere Overensstemmelse med hinanden. Fra forskjellige Sider blev det desuden fremhævet, at der selv fraset det store Spørgsmaal om en fuldstændig eller delvis Toldunion, var flere Punkter i Told- og Skibsfartslovgivningen,hvorder til Overensstemmelseoggjensidig mellem de tre nordiske Riger og hvorved Omsætningen mellem Rigerne vilde kunde lettes til Fordel for alle Parter.

Hvad Diskussionen mellem Protektion og Frihandel

angaar syntes det at være et gjennemgaaende Træk, at de modstaaende Anskuelser stod langt skarpere overfor hinanden blandt Svenskerne end blandt de Danske. Fra dansk Side synes man at tillægge de almindelige abstrakte Principer mindre Betydning og at være tilbøjelig til at stille sig mere opportunistisk til Sagen.