Nordamerikas Handel med Landbrugs-Produkter.

I »Nationaløkonomisk Tidsskrifts« 14. Bd. S. 263 fg. have vi leveret et Uddrag af nogle Afhandlinger af Prof. Dr. H. Paasche om den amerikanske Konkurrence paa det evropæiske Landbrugsprodukt-Marked. Samme Forfatter har nu i et af de sidste Hefter af Jahrb. f. N. u St. ført sine Undersøgelser videre. Da han for to Aar siden skrev de Artikler, hvis Hovedindhold vi dengang gjengav, var han nødt til for Størstedelen holde sig til engelske Kilder, og maatte derhos afslutte sin Fremstilling med Aaret 1877, skjønt dette Aar egenlig kun betegnede Begyndelsen til det saa mægtige Opsving i den amerikanske Export. Denne Gang har han foruden de engelske Kilder benyttet den officielle amerikanske Statistik, og samtidigt hermed har han ført sine højst interessante Undersøgelser, som vi i det følgende agte at resumere, ned til den nyeste Tid.

Hvad først Udførslen af Hvede, Hvedemel og Majs
angaar, ere følgende Tal at notere:

De Forenede Stater udførte (Opgivelserne ere i engelske
Centner):

En saa umaadelig Fremgang i saa kort Tid har neppe noget Sidestykke i Kornhandelens Historie, og den Regelmæssighed med hvilken Fremgangen er gaaet for sig i de senere Aar, synes næsten at tyde paa, at de amerikanske Hvede- og Majsmarker ogsaa i de kommende Aar ville levere et betydeligt Overskud til Udførsel til den gamle Verden. Og biandt den gamle Verdens Lande er det atter England, der fremfor noget andet er afhængigt af den amerikanske Export; de andre Lande, Frankrig, Belgien, Tyskland o. s. v. indføre ikke nær saa store Mængder som del britiske Ørige. Dette gjælder atter fortrinsvis for Hvedens Vedkommende. Storbritanniens Irlands Indførsel af Hvede udgjorde i 1878 50 Millioner engelske Centner, i 1879 59 Mill, og i 1880 55 Mill. engl. Centn., og deraf kom følgende Procent fra

Medens endnu i Slutningen afTreserne, 1866^—70, Ruslanddækkede pCL, Tyskland 18,2 pCt. og det hele evropæiske Kontinent næslen 60 pCt. af den engelske Hvedeimporl,hvorimod Forenede Stater dengang knap leverede 23 pCt., og Indien og Avstralien saa godt som slet ingen Rolle spillede, — har Forholdet nu ganske vendt sig: Evropa er stedse mere blevet forlrængt fra de engelske Hvedemarkeder, og i Aaret 1880 leverede Rusland og Tyskland tilsammen neppe mere end Avstralien alene, medens de Forenede Stater og Canada næslen dække tre Fjerdedele af Englands hele Behov. Og herved er jo bestandigt at have for Øje, at Forholdene paa det engelske Kornmarked for en stor Del ere afgjørende ogsaa for Kornmarkederne udenfor England. Kornproduktionen

trænges, efterhaanden som Kommunikationsmidlerne yderligere udvikles, mere og mere ud i den Thiinen'ske Stats ydre Kredse, og Produktionsomkostningerne i de fjerne transoceaniskeLande mere og mere bestemmende for Priserne paa de evropæiske Markeder.

Det er Majs og Hvede, som i Amerika tage Broderparten
af Kornmarkerne. I 1878 dyrkedes i de Forenede Stater

I Overensstemmelse hermed har ogsaa Udførslen af de tre sidstnævnte Kornsorter været langt mindre end af de lo førstnævnte, om der end ogsaa for deres Vedkommende er en meget belydelig, dog noget ustadig, Tilvæxt i den amerikanske Export. Det er navnlig Tyskland, Holland og Belgien, som fra Amerika faa Rug. Havreudførselen til Evropa er kun übetydelig, Bygudførselen (især til England) meget ustadig.

Vende vi os til Produkter af Dyreriget, se vi, at de
Forenede Stater udførte:

Ogsaa her viser der sig næsten for alle Artiklers Vedkommendeen Fremgang i Exporten. Kun Uldudførselener übetydelig, og er heller ikke i de senere Aar blevet synderlig større. Trods store Faarehjorder (i 1871 henved 32 Mill., i 1878 over 38 Mill. Faar), der blive stedse større og sikkert paa de store Prærier i Vesten kunde forøges endnu yderligere, er Amerika ikke i Stand til at afgive større Mængder Old, og der er ingen Sandsynlighed for, at Amerika i nogen nærmere Fremtid skulde kunne blive en farlig Konkurrentfor evropæiske Uldproducenler, da den amerikanske opblomstrende Industri hidtil har forbrugt mere Uld, end Landet selv er i Stand til at producere. Anderledes forholder det sig med de Landbrugsprodukter af Dyreriget, der tjene til Næringsmidler. De forbavsende Fremskridt i Transporten af ferskt Kjød og levende Kvæg have gjort det muligt for Amerika al afsende store Mængder animalske Næringsmidler til Udlandet og al optræde som en farlig Konkurrent paa de evropæiske Markeder. Hvad man i tidligere Tider vilde have anset for en Umulighed, er blevel lil Virkelighed, og Hundredelusinder Centner fersk, saftigt Oxekjød, der ere producerede paa Texas's

eller Ransas's fjerne Prærier, konsumeres nu i England og
andre evropæiske Lande.

I Aarene 1878 og 1879 udførtes der fra de Forenede Stater:

England er ogsaa her Amerikas vigtigste Kunde. Navnlig de levende Dyr gaa, forsaavidt de overhovedel indlade sig paa Rejsen til Evropa, næsten udelukkende til England. Flæsk og Skinker, Smør og Ost samt Fedt gaa ligeledes for Størstedelen England; men Tyskland, Frankrig, Belgien og Holland, ja Danmark og flere Lande konsumere dog ogsaa betydelige Mængder heraf. Af fersk amerikansk Oxekjød er Englands Indførsel taget umaadeligt til i Aarene siden 1875. Den engelske udviser følgende mærkelige Tilvæxt i denne Import:

Siden 9. Marts 1879 maa levende Hornkvæg ikke mere indføres til det Indre af England; paa Landingspladsen maa Kvæget lade sig slagte; men at det billige amerikanske Kjød ikke derfor er blevet forlrængt fra de engelske Markeder, vise ovenstaaende Tal. Heller ikke synes disse Forbuds - Bestemmelser have formindsket Importen af levende Kvæg til de engelske Kysler; thi denne er i 1880 netop gaaet i høj Grad i Vejret.

Ved Slutningen af sin Artikel udtaler Prof. Paasche, at han tror, at de sidste Aars Erfaringer tjene til at bekræfte de Konklusioner« han drog i sine tidligere Afhandlinger, nemlig: at Amerikas pludselig saa intensivt optrædende Konkurrence ikke er nogen forbigaaende Fremtoning, men at den vedvarende vil være følelig, og at den sandsynligvis i længere Tid fremdeles vil lage yderligere I il, navnlig for saa vidt angaar animalske Produkter. Omend Høslen i Vestevropa ikke er uden Betydning for Prisdannelsen, og om vi end ingenlunde bestandigt maa venle absolut lavere Noteringer, ville Priserne dog relativt stille sig lavere end hidtil, fordi de store , frugtbare Produktionsegne, der nu ere traadte ind i Verdenshandelen, kaste deres uhyre Overskuds-Produktion i Vægtskaalen paa en saadan Maade, at den evropæiske Høsls Betydning for Prisfastsættelsen maa blive svagere.