I. Stiftshospitalerne og Sindssygeplejen.

JJen Forpligtelse, Klostrene i den katholske Tid havde til at drage Omsorg for Syge og Fattige, gik ved Reformationen, Klostergodset inddroges under Kronen, over paa Staten; og Forpligtelsen fyldestgjordes derved, at en stor Del af det gejstlige Gods anvendtes til Oprettelsen af de saakaldte Stiftshospitaler, Hovedhospilaler, almindelige eller, som man ogsaa har kaldt dem, borgerlige Klostre. Disse Donationer vare hyppigt fælles for Fattigvæsenet og Skolevæsenet og Formuefællesskabet bestaar tildels endnu paa flere Steder.

I Tidernes Løb er en betydelig Del af StiftshospitalernesFormue tabt. Saaledes mistede f. Ex. Helsingørs Hospital ved Roskildefreden Kongetienden af 105 Sogne i Skaane; Viborg Hospital afhændede i Begyndelsen af forrige Aarhundrede Testrupgaard og Gods, og Aarhus Hospital det meste og bedste af sit Bøndergods, 320 Tdr. Hartkorn, i Slutningen af samme Aarhundrede for übetydeligeKjøbesummer.

tydeligeKjøbesummer.Ligesaa ufordelagtig afhændede Odense Graabrødrekloster sit Bøndergods 4—500 Tdr. Hartkorn. Langt tidligere havde Aarhus Hospital, uden at man nu ved hvorledes, mistet store Indkomster, som, efter Fundatsen af 26. Febr. 165 ( og Kongebreve af 4. April 1661 og 22. Juli 1765, vare det tillagte af Kalø Len og Skanderborg Amts Skove: 274 Tdr. Sæd, 1 Td. Smør, 100 Lam, 10 Svin, 100 Læs Brænde, 100 Svins Olden, osv. Andre Steder har man afløst Naturalpræstationerfor übetydelige Vederlag, f. Ex. Slagelse Kloster i 1751 500 Læs Brænde for 83 Rdl. 2%. NykjøbingHospital i 1767 150 Læs Tørv for 50 Rdl., Aarhus Hospital en Ydelse af 232 Tdr. Havre for 4 |L pr. Td. osv.

Trods disse uheldige Omsætninger, er det endnu en betydelig Formue, som Stiftshospitalerne raade over: mindst 12 Millioner Kroner foruden Stiftelsesbygningerne, hvis Brandforsikringsværdi nu er omtrent et Par Millioner Kr. Denne Formue er og har naturligvis altid været Statsejendom ligesaa fuldt som f. Ex. det lærde Skolevæsensog Midler, der have samme Oprindelse;men er det mærkelige, at medens disse efter 1849 ere inddragne under den lovgivende Magts Myndighed, er dette ikke Tilfældet med Stiftshospitalernes Midler. Administrationen, nu Justitsministeriet, disponererover uden nogensomhelst Kontrol, ganske som før 1849: ja der offenliggjøres end ikke noget Regnskab. De enkelte Hospitaler indsende ganske vist Regnskaber til Justitsministeriets Revision; men længer komme de ikke*). De lokale Bestyrelser bestaa udelukkendeaf

---

*) Vi kunne nemlig ikke anse de »Meddelelser_• om SUftelsernes »Status og Virksomhed«, som Justitsministeriet i de senere Aar har ladet offentliggjøre i Ministerialtidenden — sidst i Nr. 21/1881 for Aaret 1878—79, for nogle af Stifteiserne for 1878 — som Regnskaber; dertil ere de altfor ufuldstændige. Vi formene endog, at de hverken give fyldestgjørende Oplysning om Stifteisernes «Status« eller om deres »Virksomhed«. Det kan ikke ses, om de betydelige Kassebeholdninger, enkelte Stiftelser have, ere medregnede den angivne Kapitalformue, ejheller om adskillige andres store Underbalancer ere dækkede af Kapitalformuen eller ved Laan. Stifteiserne synes ikke at have samme Regnskabsaan ejheller at aflægge Regnskab i en og samme Form. Ellers er det uforstaaeligt, at f. Ex. Randers Hospital kan føre til Udgift 40,000 Kr., som afgivet til Aarhus Hospital, uden at dette samtidig Beløbet til Indtægt. De i Lønningsrubriken opførte Summer udgjøre formentlig kun de kontante Pengeudgifter, næppe engang alle disse, men i alt Kald ikke Emolumenterne, saasom: Friboliger, Embedsjord, Brændselsdeputater, osv., der dog paa sine Steder ere meget mere værd end Pengelønnen. Vi kunne exempelvis nævne det lille Hillerød Hospital, hvis Lønningsudgifter kun opgives at være 416 Kr. aarlig, medens de i Virkeligheden, efter Fundatsen af 1870, udgjøre: Forstanderens Løn 144 Kr., Brændselsdeputat af Værdi 200 Kr. og Fribolig med Have af Værdi mindst 7—Boo Kr., Lægen 168 Kr. og Brændsel af Værdi 160 Kr., Præsten 144 Kr., to Gangkoner mindst 300 Kr., o. s. fr., altsaa over fire Gange saameget, som angivet. Om "Virksomheden« hvad der ydes i Uuderstøttelser, give •Meddelelserne« slet ingen Oplysning; de nævne blot Antallet af de i Aarets Løb Understøttede. Den højtærede Justitsminister; der jo synes i og for sig ikke at have Noget imod, at Stifteisernes Forhold komme for Dagen, kunde vistnok gjøre sig meget fortjent af disse ved at foranledige -Meddelelserne« afløste af nogenlunde fuldstændige Regnskabsuddrag Statusopgjørelser, affattede f. Ex. efter det Skema, der er givet alle Sparekasser til Udfyldning, og med samme Tidsfrister. slap da for at vente i tre Aar, som nu, da Meddelelserne Lidt af hvad der passerede i 1878 først kommer frem i 1881, og vilde blive i Stand til at følge "Virksomheden« i Sporet. Saavidt det lader sig gjøre ved Hjælp af de forhaandenværeude »Meddelelserne«, Statshaandbogen for 1881 og Oppermanns Efterretninger om de borgerlige Klostre, have vi forsøgt i Bilagene Ltr. A._—G. at give en omtrentlig Opgjørelse af Stifteisernes Formue, Kornindtægterne beregnede efter sidste Aars Priser: for Rug 16 Kr., Bjg 12 Kr., Havre 8 Kr., og en Oversigt over de ydede Understøttelsers Omfang, forsaavidt de ydes in natura vurderede efter almindelig Pris. Ganske fuldstændig nøjagtig kan den selvfølgelig ikke være, men det behøves ejheller til det Brug, her skal gjøres af den.

kendeafEmbedsmænd: Stiftsøvrighed, Magistratspersoner og Præster, uagtet de efter den nugjældende Lovgivning ellers Intet have med slige Sager at gjøre. Om Besættelsenaf i Hospitalerne eller deres øvrige Dispositionerkomme, enkelte Undtagelser, Intet til almindeligKundskab, den hele Bestyrelse har endnu væsentlig det samme Præg, som i Frederik den Sjettes Dage. Dette har i mere end en Henseende haft uheldige Følger.

1 de oprindelige af Kristian den Tredje og Frederik den Anden givne Fundatser for Stiftshospitalerne hedder det altid: at de ere oprettede for "fattige, syge og saare Mennesker, som ikke kunne gaa og bede om Guds AlmissetilHjælp Trøst» (Fundats for Randers Hospital

---

*) Vi kunne nemlig ikke anse de »Meddelelser_• om SUftelsernes »Status og Virksomhed«, som Justitsministeriet i de senere Aar har ladet offentliggjøre i Ministerialtidenden — sidst i Nr. 21/1881 for Aaret 1878—79, for nogle af Stifteiserne for 1878 — som Regnskaber; dertil ere de altfor ufuldstændige. Vi formene endog, at de hverken give fyldestgjørende Oplysning om Stifteisernes «Status« eller om deres »Virksomhed«. Det kan ikke ses, om de betydelige Kassebeholdninger, enkelte Stiftelser have, ere medregnede den angivne Kapitalformue, ejheller om adskillige andres store Underbalancer ere dækkede af Kapitalformuen eller ved Laan. Stifteiserne synes ikke at have samme Regnskabsaan ejheller at aflægge Regnskab i en og samme Form. Ellers er det uforstaaeligt, at f. Ex. Randers Hospital kan føre til Udgift 40,000 Kr., som afgivet til Aarhus Hospital, uden at dette samtidig Beløbet til Indtægt. De i Lønningsrubriken opførte Summer udgjøre formentlig kun de kontante Pengeudgifter, næppe engang alle disse, men i alt Kald ikke Emolumenterne, saasom: Friboliger, Embedsjord, Brændselsdeputater, osv., der dog paa sine Steder ere meget mere værd end Pengelønnen. Vi kunne exempelvis nævne det lille Hillerød Hospital, hvis Lønningsudgifter kun opgives at være 416 Kr. aarlig, medens de i Virkeligheden, efter Fundatsen af 1870, udgjøre: Forstanderens Løn 144 Kr., Brændselsdeputat af Værdi 200 Kr. og Fribolig med Have af Værdi mindst 7—Boo Kr., Lægen 168 Kr. og Brændsel af Værdi 160 Kr., Præsten 144 Kr., to Gangkoner mindst 300 Kr., o. s. fr., altsaa over fire Gange saameget, som angivet. Om "Virksomheden« hvad der ydes i Uuderstøttelser, give •Meddelelserne« slet ingen Oplysning; de nævne blot Antallet af de i Aarets Løb Understøttede. Den højtærede Justitsminister; der jo synes i og for sig ikke at have Noget imod, at Stifteisernes Forhold komme for Dagen, kunde vistnok gjøre sig meget fortjent af disse ved at foranledige -Meddelelserne« afløste af nogenlunde fuldstændige Regnskabsuddrag Statusopgjørelser, affattede f. Ex. efter det Skema, der er givet alle Sparekasser til Udfyldning, og med samme Tidsfrister. slap da for at vente i tre Aar, som nu, da Meddelelserne Lidt af hvad der passerede i 1878 først kommer frem i 1881, og vilde blive i Stand til at følge "Virksomheden« i Sporet. Saavidt det lader sig gjøre ved Hjælp af de forhaandenværeude »Meddelelserne«, Statshaandbogen for 1881 og Oppermanns Efterretninger om de borgerlige Klostre, have vi forsøgt i Bilagene Ltr. A._—G. at give en omtrentlig Opgjørelse af Stifteisernes Formue, Kornindtægterne beregnede efter sidste Aars Priser: for Rug 16 Kr., Bjg 12 Kr., Havre 8 Kr., og en Oversigt over de ydede Understøttelsers Omfang, forsaavidt de ydes in natura vurderede efter almindelig Pris. Ganske fuldstændig nøjagtig kan den selvfølgelig ikke være, men det behøves ejheller til det Brug, her skal gjøres af den.

1558) eller «fattige, syge og saare Mennesker, som for deres Sygdoms og Skrøbeligheds Skyld ikke kunne gaa og bede om deres Brød« (Fundats for Horsens 1560) eller for »menige, fattige og saare Mennesker« (FundatsforAarhus 552) o. m. fl. — altsaa ganske i Almindelighedfor«fattige, og saare Mennesker«, uden Hensyn til Stand, Stilling eller Opholdssted, men selvfølgelig fornemmeligforAlmuen*). var jo ejheller paa den Tid noget organiseret Fattigvæsen at ty til. Man kan §j#re sig et Begreb om Tilstanden af nogle Ytringer af Frederik den Første i et Brev af J528, hvori han overlodBorgernei

---

*) Vi kunne nemlig ikke anse de »Meddelelser_• om SUftelsernes »Status og Virksomhed«, som Justitsministeriet i de senere Aar har ladet offentliggjøre i Ministerialtidenden — sidst i Nr. 21/1881 for Aaret 1878—79, for nogle af Stifteiserne for 1878 — som Regnskaber; dertil ere de altfor ufuldstændige. Vi formene endog, at de hverken give fyldestgjørende Oplysning om Stifteisernes «Status« eller om deres »Virksomhed«. Det kan ikke ses, om de betydelige Kassebeholdninger, enkelte Stiftelser have, ere medregnede den angivne Kapitalformue, ejheller om adskillige andres store Underbalancer ere dækkede af Kapitalformuen eller ved Laan. Stifteiserne synes ikke at have samme Regnskabsaan ejheller at aflægge Regnskab i en og samme Form. Ellers er det uforstaaeligt, at f. Ex. Randers Hospital kan føre til Udgift 40,000 Kr., som afgivet til Aarhus Hospital, uden at dette samtidig Beløbet til Indtægt. De i Lønningsrubriken opførte Summer udgjøre formentlig kun de kontante Pengeudgifter, næppe engang alle disse, men i alt Kald ikke Emolumenterne, saasom: Friboliger, Embedsjord, Brændselsdeputater, osv., der dog paa sine Steder ere meget mere værd end Pengelønnen. Vi kunne exempelvis nævne det lille Hillerød Hospital, hvis Lønningsudgifter kun opgives at være 416 Kr. aarlig, medens de i Virkeligheden, efter Fundatsen af 1870, udgjøre: Forstanderens Løn 144 Kr., Brændselsdeputat af Værdi 200 Kr. og Fribolig med Have af Værdi mindst 7—Boo Kr., Lægen 168 Kr. og Brændsel af Værdi 160 Kr., Præsten 144 Kr., to Gangkoner mindst 300 Kr., o. s. fr., altsaa over fire Gange saameget, som angivet. Om "Virksomheden« hvad der ydes i Uuderstøttelser, give •Meddelelserne« slet ingen Oplysning; de nævne blot Antallet af de i Aarets Løb Understøttede. Den højtærede Justitsminister; der jo synes i og for sig ikke at have Noget imod, at Stifteisernes Forhold komme for Dagen, kunde vistnok gjøre sig meget fortjent af disse ved at foranledige -Meddelelserne« afløste af nogenlunde fuldstændige Regnskabsuddrag Statusopgjørelser, affattede f. Ex. efter det Skema, der er givet alle Sparekasser til Udfyldning, og med samme Tidsfrister. slap da for at vente i tre Aar, som nu, da Meddelelserne Lidt af hvad der passerede i 1878 først kommer frem i 1881, og vilde blive i Stand til at følge "Virksomheden« i Sporet. Saavidt det lader sig gjøre ved Hjælp af de forhaandenværeude »Meddelelserne«, Statshaandbogen for 1881 og Oppermanns Efterretninger om de borgerlige Klostre, have vi forsøgt i Bilagene Ltr. A._—G. at give en omtrentlig Opgjørelse af Stifteisernes Formue, Kornindtægterne beregnede efter sidste Aars Priser: for Rug 16 Kr., Bjg 12 Kr., Havre 8 Kr., og en Oversigt over de ydede Understøttelsers Omfang, forsaavidt de ydes in natura vurderede efter almindelig Pris. Ganske fuldstændig nøjagtig kan den selvfølgelig ikke være, men det behøves ejheller til det Brug, her skal gjøres af den.

*) Jfr. Frederik den Andens Forordning af 27. Decbr. 1588 om Betlere Stoddere, der udtrykkelig henviser dem, »som enten ere blinde eller med anden Skrøbelighed beladne» til de »almindelige •••

lodBorgerneiViborg et Hus til Hospital, siden af Kristian d. Tredje ombyttet med Graabrødrekloster. Det hedder nemlig, at Hospitalet skulde oprettes: «efterdi de ere midt udi Landet liggende og have i deres By liggende mange arme, syge Mennesker med adskillige Sygdomme, som der daglig til søge og formeres, og ligge der paa Gaden om Nætter og Dage, iblandt Svin og andre uskjellige Kreaturer».

Stiftshospitalerne ere saaledes oprindelig oprettede for Almuen og benyttedes ogsaa til dens Tarv igjennem det sextende og den første Halvdel af det syttende Aarhundrede; fra den Tid begyndte man at trænge den ud, Kristian den Sjettes nye Fundats af 19. Febr. 1740 for Duebrødre Kloster, bestemmer saaledes, at «ret gemene Folk, som Tjenestefolk, Bønder (!) og de som med ordinaire Arbejde og Tjeneste har haft deres Føde«, ikke maa optages i Klostret, men skulle henvises til «andre Byernes og Sognenes Almisser og Fattiges Anstalter«. skulde udelukkende være for de, «der tilforn har været i Betjening, især ved Klostret, Skolen og i Roskilde By eller andensteds, eller af skikkelig Borgerstand, og anden lovlig Næring og ej ere vante til grovt Arbeide«.

Denne Regel blev bestandig senere fastholdt ved FundatsersFornyelse, end stundom med en enkelt Lempelse,som Ex. i Fundatsen for Helsingørs Hospital af 1752, der tillod ogsaa at optage «gemene Folk» naar «der ere besynderlige ynkværdige Omstændigheder med stor Vanførhed og ulægelige, dog ikke smitsomme Syger», «dog med god Forsigtighed, at ikke Hospitalerne skulle komme i Foragt og skikkelige Folk af bedre Stand undse sig for at indlægges i Hospitaler for de mange grove Folk, som derudi i Flæng ere indlagte". 1 Fundatserne

fra dette Aarhundrede, f. Ex. Nykjøbing Hospitals af 1834, gaar man videre ad samme Vej ved udtrykkelig at paabyde,at skal «tages særdeles Hensyn til den Stilling, hvori Personerne forhen have levet, saaledes, at værdige Trængende, der ifølge samme især ville være lidende, hvis de ingen anden Hjælp kunne faa, end den det almindeligeFattigvæsen yde, bør have fortrinlig Adgang«.

Disse Bestræbelser for at holde den ringere Almue ude lykkedes dog næppe ganske. Lige indtil den nyeste Tid var det, der bødes Lemmerne, ikke væsentlig forskjelligtfra almindelige Fattigforsørgelse: Bestyrelsen slugte en altfor stor Del af Indtægterne; og Hospitalerne eller Klostrene vare lidet tiltalende Opholdssteder. I Reglen vare Lemmerne sammenpakkede flere i et Værelse, paa enkelte, som f. Ex. Viborg, opholdt alle Lemmerne sig i én Stue, hvor hvert Lem havde sin Alkove, og hvor tillige Alter og Prædikestol var anbragt, for at Lemmerne kunde ligge i deres Senge og høre Prædiken. Saaledes var det endu i 1840, da Kristian den Ottende besøgte Viborg Hospital og tog Initiativet til en Reform. En anden Indretning, der var forbunden med Stiftshospitalerne lige fra Begyndelsen af det forrige Aarhundrede til vore Dage, nemlig «Daarekisterne», bidrog just heller ikke til at gjøre Opholdet hyggeligt. Men det kan ikke nægtes, at det under den fuldstændige Mangel paa Asyler for Sindssyge, der den Gang herskede her i Landet, som i hele den øvrige Verden, var en stor Velgjerning imod den fattige Almue, at Regeringen ved en Mængde Reskripter*) paalagdeStiftshospitalerne,

---

*) Af den lange Række nævne vi blot: 29/₇1709, t3/u 1716, 25/io 1737, 3/i1738, 23/ s 1742, »/o 1742, 31/i2 1790, n/n1791,n/nl791, 25/s 1798, 22/i2 179 F, 22/_t 1817, 30/₇ 1817, 8/u 1826, 8/₇ 1828, «/₇ 1828, 20/io, 1830 og 23/₈ 1831.

lagdeStiftshospitalerne,i god Overensstemmelse med deres oprindelige Opgave at drage Omsorg for «fattige Folk, som af Vanvittighed og Sindets Forstyrrelse blive hjemsøgte«. Der var saaledes i over 150 Aar særlige Daareanstalter, i alt Fald ved alle de større Stiftshospitaler; men heri er senere gjort en stor og saare uheldig Forandring:der nu kun en tilbage, nemlig i Odense, hvor Antallet af Sindssyge ved Udgangen af 1861 var 63, og som endnu er i Virksomhed*).

Da den store Reform af Sindssygeplejen her i Riget indviedes ved Loven af 20. August 1853, synes man at have været i den mærkelige Vildfarelse, at de to nye Kuranstalter i Aarhus og Vordingborg vilde gjøre alle de ældre Asyler for Sindssyge overflødige, og Justitsministerietudvirkede at det ved Kongl. Resolutioner i Løbet af faa Aar blev tilladt Stiftshospitalerne at nedlæggederes men det viste sig jo snart, hvor fuldstændig man havde forregnet sig. Inden kort Tid vare de nye Anstalter overfyldte, og dertil bidrog naturligvis væsentlig, at de maatte modtage saagodtsom alle Stiftshospitalernes uhelbredelige Sindssyge. Trods de gjentagne meget betydelige Udvidelser af Anstalterne i Aarhus og Vordingborg og Indretningen af en ny for Uhelbredelige i Viborg, der tilsammen have kostet enorme Summer, har man endnu***) ikkun Plads for en Fjerdedel af samtlige Landets Sindssyge, og nye store Udvidelser og tilsvarende Udgifter stilles fremdeles i Udsigt. Det var følgelig et overordentlig stort Misgreb at nedlægge

---

*) Jfr. Bilag Ltr. B.

**) Jfr. med alt det Foranførte: Oppermanns Efterretninger om de borgerlige Klostre.

***) Jfr. Dr. Helweg: Om Sindssygeforplejningen og Dr. Steenberg: Om Danmarks Sindssygevæsen-

Stiftshospitalernes Sindssygeafdelinger, da man ikke havde noget Bedre at sætte istedet; og da Antallet af Sindssygejo stadig er i Tiltagen, ere baade Private og mange Kommuner satte i den største Forlegenhed ved denne forhastede Nedlæggelse; de have maattet gjøre store Ofre for at faa Plads til deres Sindssyge, ja paa sine Steder endog maattet gribe til selv at indrette ny Asyler for Uhelbredelige.

Men ikke nok hermed: idet man uden mindste Vederlaghar Stiftshospitalerne for den dem med fuld Føje paahvilende Byrde: at skulle drage Omsorg for de Sindssyge, har man tillige overført denne paa Andre, væsentlig paa Hartkornsbrugerne*), har forvandlet en Statsbyrde — thi Stiftshospitalernes Midler ere Statsejendom— en kommunal Byrde. Det havde

---

*) Den citerede Lov bestemte nemlig, at Vb af Udgifterne skulde bæres af Kjøbstæderne, 7/s af Amtskommunerne. Men dette medførte atter, at Byrden for disse 7/s Vedkommende saagodtsom udelukkende blev lagt paa et enkelt Næringsbrugs Skuldre; thi Amtskommunernes Udgifter udredes paa en Übetydelighed nær af Landbruget o: efter Hartkornet: denne ved Fordelingen af ny Skattebyrder aldeles uefterrettelige Maalestok. Og for at gjøre Fordelingen imellem Amterne saa urimelig som muligt, blev det ovenikjøbet vedtaget, at ogsaa den skulde ske efter Hartkorn, medens dog Fordelingen af Kjøbstædernes Anpart blev foretaget efter Folketal og Ligningen af den enkelte Kjøbstads Bidrag efter Formue og Vilkaar. Der kan maaske være nogen Sandsynlighed for, at de Sindssyges Antal staar i et vist Forhold til Folkemængden men at det skulde staa i nogetsomhelst Forhold til Hartkornet, er aldeles uantageligt. Havde man lagt Folkemængden til Grund for Fordelingen, vilde Kjøbstæderne have kommet til at udrede Vs istedetfor Vs. Hospitalet i Odense erholder ifølge Reskr. 8/n 1826 et aarligt Bidrag af 600 Rdl. til Daareanstalten, hvoraf Fyens Kjøbstæder udrede Ila, Amtsfonden 2/s: — hvilket vistnok staar iet langt rimeligere Forhold til Antallet af de Sindssyge, der indsættes forholdsvis for By og Land, end enten Hartkorn eller Folketal.

været naturligere og ganske i Overensstemmelse med det Formaal, til hvis Opnaaelse Midlerne oprindelig ere henlagte,om af dem havde afholdt samtlige Udgifter til de nye Sindssygehospitaler. Stiftshospitalerne vare rige nok til at kunne betale dem alle, uden Men for deres andre Forpligtelser. Og man kan kun beklage, at de ikke have faaet Lov dertil, naar man ser, hvorledes de overflødige Midler, som yderligere ere forøgede dels ved Nedlæggelsen af Sindssygeafdelingerne dels ved de stigende Kornpriser, ere anvendte.

Ved Udgangen af 1861 udgjorde Stiftshospitalernes aarlige Indtægter omtrent 360,000 Kroner, hvoraf kun 132,000 Kroner kom Trængende — 731 i, 353 udenfor Hospitalerne — tilgode*), omtr. 41,000 Kr. anvendtes til Bestyrelsesomkostninger. Stiftelsesbygningerne vare i 1861 brandforsikrede for 1,272,000 Kr., og man kan vel antage, Skatter og Vedligeholdelsesudgifter ikke have oversteget 2 pCt. af denne Sum, altsaa omtr. 25,000 Kr. Samtlige Udgifter synes saaledes neppe den Gang at have udgjort 200,000 Kr. og der burde saaledes have været et aarligt Overskud af omtr. 160,000 Kr.

I 1880 antages Stifteisernes Formue at være voxet til omtr. 12 Mill, foruden Stiftelsesbygningerne, hvis Værdi ved Nybygninger og Ombygninger nu er stegen til henimod2 og de aarlige Indtægter udgjøre noget over 480,000 Kr. Deraf gives omtr. 227,000 Kr. til Trængende — 955 i, 559 udenfor Hospitalerne. Jfr. Oversigterne Ltr. A. og B. Bestyrelsesomkostningerne angives nu, men vistnok vel lavt, til omtr. 51,000 Kr. aarlig**). Ånslaas

---

*) Randers Hospital f. Ex., der havde en Aarsindtægt af omtr. 84,000 Kr., anvendte deraf kun omtr. 25,000 Kr. til Trængende.

**) Justitsministeriet har alt for mange Aar siden været opmærksom paa og har ogsaa stundom søgt at raade Bod paa det Misforhold mellem Arbejdet og Lønnen, der fandtes paa de fleste Steder; men det er naturligvis en meget kilden og vanskelig Sag.

Skatter og Vedligeholdelsesudgifter til 2 pCt. af BygningernesAssurancesum, 2 Mill. Kr., højst 40,000 Kr., skulde altsaa den samlede Udgift nu være 318,000 Kr. og Overskudet noget over 160,000 Kr. aarlig. Men om der er et saadant, skal neppe Nogen kunne sige efter de foreliggende Oplysninger, jfr. Bilag Ltr. B.

De store, kostbare Byggeforetagender, der have medtaget en Mill. Tir. eller maaske mere, Opførelsen af pragtfulde, «monumentale» Bygninger, der hyppigt staa i et skjærende Misforhold til Beboernes Livskaar, skyldes væsentlig en Udvidelse af Stifteisernes Virksomhed, som er sat istedet for Omsorgen for de Sindssyge, men formentlig ligger ganske udenfor Stifteisernes oprindelige Formaal. Og Forøgelsen af Understøttelserne med henimod 00,000 Kr. aarlig er ogsaa for en væsentlig Del en Følge af denne Udvidelse. Der er nemlig oprettet henimod et Par hundrede ny Pladser med rummelige, særlige Boliger og større Emolumenter, som gives til «Konventualinder», "Pensionærer», «Damer», eller andre mer og mindre distingverede Personer, og man er saaledes god Vej til atter at gjøre Stifteiserne til virkelige i middelalderlig Betydning.

Det kan være meget priseligt, at hjælpe Enker og ugifte Piger af «den dannede Middelstand«. Der findes utvivlsomt Mange, som trænge haardt dertil; men Regeringenhar som vi andetsteds skulle vise, andre og bedre Midler til sin Raadighed, naar det gjælder at løse denne Opgave, end at tage Stiftshospitalernes til ganske andre Formaal bestemte Indtægter; og den Maade,

---

**) Justitsministeriet har alt for mange Aar siden været opmærksom paa og har ogsaa stundom søgt at raade Bod paa det Misforhold mellem Arbejdet og Lønnen, der fandtes paa de fleste Steder; men det er naturligvis en meget kilden og vanskelig Sag.

hvorpaa man her har søgt at gjøre det, er saa uheldig
som vel muligt.

Kaserneringssystemet, saaledes som det er gjennemført de fleste Stiftshospitaler, er for det Første saa kostbart, at det Gode, Friboligen er for de Paagjældende, betales med mere end det Dobbelte af hvad den er værd.

Antage vi, at Stiftelsesbygningerne have en Værdi af 2 Mill. Kr., udgjør Renten 80,000 Kr., Vedligeholdelsen og Skatterne sandsynligvis 40,000 Kr. og den Del af Bestyrelsesomkostningerne, som kunde spares, naar Understøttelsernekun i Penge, rimeligvis mindst 30,000 Kr., tilsammen 150,000 Kr. Huslejen for de 855 Personer, som have Fribolig, er altsaa 175 Kr. pro persona. Men tager man Hensyn til, at det kun er omtr. et Par hundredeDamer, have særlige Lejligheder, de bedste paa 2 Værelser, Kjøkken og Pigekammer, medens alle de Andre maa bo sammenpakkede, flere eller færre i et Værelse, maa de Førstnævntes Husleje jo beregnes meget højere og de Sidstnævntes forholdsvis ligesaameget lavere. Vilde man tilbyde de Paagjældende blot Halvdelen af hvad Friboligen koster Stifteiserne i Erstatning for denne, saa kunde man vistnok snart faa dem tømte; thi i Reglen vilde Alle foretrække ethvert andet Opholdssted, naar de havde frit Valg. Kloster- eller Hospitalsregiementerne gjøre og maa selvfølgelig gjøre mange Indskrænkninger i Beboernes personlige Frihed, gjøre Vold paa deres Tilbøjelighederog paatvinge dem Selskab, eller i alt Fald Omgivelser, med hvilke de ikke sympathisere. Med forholdsvis faa Undtagelser, er den hele Befolkning i Klostrene og Hospitalerne udelukkende Kvinder; men det er jo en Kjendsgjerning, at Intet tjener mindre til at udvikle disses Elskværdighed, end at sammenpakke dem

i Dusin- eller Snesevis under ét Tag. Og hvor ofte hænder det ikke, at de, tvungne af Nøden til at benytte KlosterellerHospitalspladsen, maattet bryde dyrebare Baand, forlade en gammel Moder eller kjære Frænder, i hvis Hus de kunde have en nyttig Virksomhed, i Modsætning til det ørkesløse og formaalsløse Klosterliv, med dettes Sladder og Kiv. Dertil kommer endnu, at Hævingen eller Understøttelsen saa godt som overalt er utilstrækkelig til de Paagjældendes Underhold og at Adgangen til at erhverveNoget eller umuliggjøres ved Sammenhobningenpaa Sted. Havde de frit Valg af Opholdssted,vilde være langt heldigere stillede ogsaa i den Henseende.

Der mangler heller ikke Exempler paa, at Lemmer have ønsket at renoncere paa Friboligen uden Vederlag, men at man har tvunget dem til at blive, under Fortabelse hele Understøttelsen, jfr. Justitsministeriets Skr. af 29. Juli 1852 og 10. Novbr. 1856 o. fl. Med Hensyn til de enkelte Stifteisers Virksomhed kunne vi henvise til Oversigterne Ltr. A._—C. Man vil se, at jo stærkere Kaserneringssystemet udviklet, jo mindre udretter man; og hele Billedet viser, hvor langt, langt bort man er kommet fra Stifteisernes oprindelige Formaal. Havde man Lister over disses nuværende Befolkning, vilde det ogsaa vise sig, at Stifteisernes oprindelige Betydning, som fælles for hele Landet, er saagodtsom udvisket, at særlig Landbefolkningen en paafaldende Grad er trængt ud og at nu, efterat Sindssygeanstalterne ere nedlagte, de Byer, hvori Hospitalerne tilfældigvis ligge, drage en aldeles overvejende Fordel af dem.

Paa Oversigten have vi medtaget det lille Hillerød
Hospital, uagtet det vel kan være tvivlsomt om det strængt

taget hører med til Stiftshospitalerne. Justitsministeriet har gjort gjældende, at Kong Frederik den Fjerde, der funderede Hospitalet 1726, gjorde dette, ikke i Egenskab af Konge, men i Egenskab af Godsejer, og at Stiftelsen derfor skal anses som en privat, ikke som en offentlig Stiftelse. Dette turde dog maaske ikke være hævet over al Tvivl; thi Kongens Godsejerskab grundede sig jo udelukkendepaa, han var Konge, og det paagjældende Gods var ikke noget privat Gods, men et Krongods baade i, før og efter hans Besiddelsestid. I og for sig har Stiftelsen nu ikke stor Betydning, men den i 1870 foretagneFundatsforandring de i den Anledning førte Forhandlinger, kaste et ejendommeligt Lys paa det daværendeJustitsministeriums af Regeringens Myndighed ligeoverfor slige offentlige eller private Stiftelser.Man finde en Fremstilling af Samme i en Revisions-Udvalgs-Betænkning fra Frederiksborgs Amtsraad(Frederiksborg 11. Maj 1881). Det fremgaartillige denne, med hvilken Skinsyge der nu vaages over, at Kommunerne ikke skulle faa nogen Nytte af, eller nogen Indflydelse paa disse Stiftelser, selv om det vilde medføre de største Fordele for Stifteiserne og deres Formaal. Man er kommet langt bort fra de Grundsætninger,Kanceliet Skr. af 26. Octbr. 1847 vedkjendte sig for Fattiglegaternes Vedkommende*).

Alt for mange Aar siden («Fædrel.» Nr. 1864) er Opmærksomheden forgjæves henledet paa det Ønskelige i, at Stiftshospitalernes Forhold i det Hele taget blev underkastet en grundig Undersøgelse. Naar vi nu gj entageForsøget Haab om et bedre Resultat, er det især

---

*) Jfr. Oppermann: Den danske Rets Bestem, om Stiftelser, S. 104.

fordi vi tør antage, at Spørgsmaalet om nye Sindssygeanstaltervil
til Afgjørelse i en ikke fjern Fremtid.

Der vil jo da atter blive gjort Krav paa store Summer, maaske det da kan findes rimeligt at tage under Overvejelse, om de fremdeles skulle tilvejebringes ved at lægge ny Byrder paa Skatteyderne, eller om det ikke var naturligere at lade Stiftshospitalerne bære dem og saaledes deres Pligt. Skal der skaffes ny Asyler for uhelbredelige Sindssyge, kunde det maaske ogsaa fortjene at tages under Overvejelse, om man ikke baade lettest og hurtigst kunde skaffe dem tilveje ved at tage dertil de ny, prægtige Klostre, efter at man havde affundet sig med deres nuværende Beboere, ved at give dem Frihed at bo hvor de ville og en rundelig Erstatning for deres Friboliger. Det vilde formentlig være i alle Parters Interesse: store Kapitaler vilde spares til Jordkjøb og Byggeforetagender og betydelige aarlige Udgifter til Lægetilsyn Administration, der jo alt haves. Skulde det behøves, kunde man uden Tvivl gjøre ganske det samme med de egentlige Lemmestiftelser og saa tillige spare de, paa mange Steder betydelige Udgifter til gejstlige Tilsyn. Paa den Maade kunde man i forholdsvis kort Tid befri Helbredelsesanstalterne i Vordingborg og Aarhus for adskillige Uhelbredelige.

Vel tilfredsstille maaske ikke alle Hospitalerne de
videst gaaende Fordringer*), men adskillige ville uden

---

*) At der vil bJive forlangt Meget, synes at fremgaa af de foran citerede to Afhandlinger; men det tør dog vel haabes, at de i og for sig prisværdige Bestræbelser for at fuldkommengjøre Sindssygeplejen ville blive holdte indenfor rimelige Grænser. Kan man end. med Føje kræve de bedst mulige Kuranstalter for Helbredelige, saa gjælder dette næppe übetinget naar Talen er om Asyler for Uhelbredelige. En stor Del af disse ere under Fattigforsørgelse, og saalænge Midlerne til at lindre, end sige afhjælpe Nød og Elendighed iblandt de Karske, ere saa utilstrækkelige som hidtil, synes det overdrevent at forlange mere for fattige, »uhelbredelige« Sindssyge, end et taaleligt godt Asyl og en god Behandling. En berømt, nu afdød Politiker skal rigtignok have ment, at der saalidet burde tages økopomiske Hensyn ved Sindssyges Behandling, at de endog hver Dag burde have et Bad i Eau de Cologne, naar de havde godt deraf; men det er næppe Mange, som dele den Mening.

Tvivl findes fortrinlige, f. Ex. den ny, pragtfulde Bygning til 50 Personer, som Duebrødre Kloster med en Bekostningaf 50,000 Kr. lod opføre 1878, som endnu staar übeboet, og som altsaa strax kunde tages i Brug, de prægtige Hospitaler i Nykjøbing, Slagelse, Hillerød o. fl. Vil man sysselsætte de Syge ved Jordbrug, turde dertil flere Steder være Lejlighed, f. Ex. i Slagelse, hvor Hospitaletejer Tdr. Land, der kun give 52 Tdr. Byg i Afgift. I ethvert Tilfælde vilde det vel blive anset for en stor Fordel og kunne bøde paa adskillige Mangler, at man ved at faa mange særlige Hospitaler til Raadighed kunde klassificere de Uhelbredelige og anbringe dem hver især paa de mest passende Steder.

At imidlertid en saadan Reform vil finde den sejgeste Modstand og at den er aldeles uigjennemførlig saalænge Stiftshospitalernes Midler ikke ere optagne paa Finansloven saalænge den lovgivende Magt Intet har at sige med Hensyn til disse Midlers Forvaltning og Anvendelse, en Selvfølge. Men hvem ved, om dette ikke kunde opnaas ved at besvare Kravet paa Midler til de ny Sindssygeanstalter med en Anvisning paa Stiftshospitalerne ?

Man turde dog maaske tage i Betænkning at afvise en saadan, da den blot kræver Opfyldelsen af en Forpligtelse, fra Alders Tid har paahvilet Hospitalerne og som uden gyldig Grund, ja imod al Raison er strøgen.

---

*) At der vil bJive forlangt Meget, synes at fremgaa af de foran citerede to Afhandlinger; men det tør dog vel haabes, at de i og for sig prisværdige Bestræbelser for at fuldkommengjøre Sindssygeplejen ville blive holdte indenfor rimelige Grænser. Kan man end. med Føje kræve de bedst mulige Kuranstalter for Helbredelige, saa gjælder dette næppe übetinget naar Talen er om Asyler for Uhelbredelige. En stor Del af disse ere under Fattigforsørgelse, og saalænge Midlerne til at lindre, end sige afhjælpe Nød og Elendighed iblandt de Karske, ere saa utilstrækkelige som hidtil, synes det overdrevent at forlange mere for fattige, »uhelbredelige« Sindssyge, end et taaleligt godt Asyl og en god Behandling. En berømt, nu afdød Politiker skal rigtignok have ment, at der saalidet burde tages økopomiske Hensyn ved Sindssyges Behandling, at de endog hver Dag burde have et Bad i Eau de Cologne, naar de havde godt deraf; men det er næppe Mange, som dele den Mening.

Vil man holde paa, at Statsmidler, som i fordums Tid ere henlagte til Fyldestgjørelse af visse, bestemte Stats- eller Samfundsøjemed, ikke maa gives anden Anvendelse og vi tro man gjør vel deri — saa gaar det ikke an, at gjøre en Undtagelse med Stiftshospitalerne. Bruger man idag de Midler, der ere givne til Bedste for »fattige, syge og saare Mennesker«, til Jomfruklostre, hvad skulde der da være til Hinder for, at man en anden skjøn Dag tager Skolernes eller Universitetets Midler, der ere af ganske samme Natur og Oprindelse, og bruger dem til det samme eller andre uvedkommende Formaal?