Wappäus: Statistikens Begreb.

Einleitung in das Studium der Statistik. Vorlesungen gehalten an der Universitåt Gottingen von Professor, Dr. J. E. Wappåus. Herausgegeben Dr. O. Gandil. Leipzig , Hinrich'ske Buchhandlung, 1881 (252 S.).

1 en lang Aarrække holdt den berømte Statistiker og Geograf disse Forelæsninger ved Universitetet i Gottingen, —^¦ sidste Gang i Vintersemestret 1878_—79. Dr. Gandil, en af hans sidste Tilhørere, har nu efter hans Død (han døde d. 16.Decbr. 1879, 67 Aar gi.), udgivet dem, idet han ved Hjælp af sit eget omhyggeligt nedskrevne Kollegiehefte korrigeret og udfyldt det Manuskript, der forelaa den afdøde Forfatters Haand; hist og her har Udgiveren desuden tilføjet nogle Anmærkninger med Oplysninger nyere Tid, — thi det lader sig jo ikke nægte, at den berømte Befolkningsstatistiker i sine senere Åar ikke paa alle Punkter var fulgt saa ganske med den statistiske Udvikling.

Forelæsningerne danne en »Indledning til Studiet af Statistiken«; det var kun deres Mening at <>indføre« de Studerende i Studiet heraf. »Dette Formaal vil jeg», sagde Wappiius, da han sidste Gang aabnede sin Forelæsnings-Cyklus,«søge naa, idet jeg deler mine Forelæsningeri Afsnit. I det første vil jeg fremsætte nogle

Betragtninger over Statistikens Historie, navnlig dens Udviklingshistorie,over Theori, dens Stilling til andre Videnskaber, og den Behandling af den, som jeg anser for den rette. I det andet Afsnit vil jeg da, som en Prøve paa eller Anvendelse af det første Afsnit, behandle en Del af den almindelige Statistik noget mere indgaaende, nemlig Statistikens vigtigste Del, der ogsaa hidtil er blevet mest bearbejdet, jeg mener den almindelige Befolkningsstatistik«.

Forelæsningerne aabnes med nogle Ord om Statistikens Alle Partier, alle Retninger, Theoretikere Praktikere, søge Hjælp hos Statistiken. Ingen vover at tale nedsættende om statistiske Kjendsgjerninger; statistiske Beviser ere i alle Spørgsmaal de bedste af alle Beviser; Tallene bevise; det statistiske Apparat imponerer, og ved Hjælp af det kan man gjøre Erobringer, og faa Folk, der ellers altid stoppe Ørene til, til at høre. Statistiken den nødvendige Basis for de politiske Videnskaber, den sikreste Prøvesten for alle økonomiske og sociale Theorier. Wappåus kunde dog have tilføjet, at er Statistiken end en af de mest populære Videnskaber, saa er den tillige en af de — mest mishandlede.

Ganske anderledes — fortsætter Wappaus — forholder sig, naar man spørger: hvad forstaas ved Statistik? Hvis man har en saa stor Respekt for det, der giver sig ud for at være Resultater af statistiske Undersøgelser, maa man vel ogsaa være paa det rene med, hvad Statistik er, dens Begreb, dens Stilling, dens Formaal og Opgaver?

Paa ingen Maade! Der findes tværtimod ingen anden
videnskabelig Disciplin, hvor der hersker en saadan Uenighedsom

hedsomi Statistiken. Og vel at mærke, er det netop blandt dem, der kalde sig Statistikere, at Uenigheden om deres Videnskabs Begreb raader: der findes omtrent ligesaa mange Definitioner af Statistikens Begreb som der er statistiske Theoretikere! Statistiken er endnu kun en ung Videnskab, men Literaturen om dens Begreb, er allerederet paa den internationale statistiske Kongres i Haag 1869 fremlagde Quetelet 180 Definitioner af Statistiken; — senere er der kommet flere til. Meningsstridighedernehave af og til ført til, at ansete Statistikere, i Fortvivlelsen over ikke at kunne slippe ud af dem, rent ud have erklæret, at der i Grunden slet ikke existerer nogen Statistik, i alt Fald ikke nogen statistisk Videnskab. Videst i sin Forbitrelse gik A. F. Luders, 1810_—14 Professor i Gottingen, senere i Jena. Efter at denne Professor selv en Tid lang havde forsøgt sig som Statistiker, offenliggjorde han i 1812 og i 1817 en Kritik af Statistiken, i hvilken han kom til det Resultat: at Statistiken ikke blot er et Sammensurium af alt muligt, et Drømmebillede, men endog en Kilde til megen Skade, og derfor bør fuldstændigt tilintetgjøres. Mere Indtryk har Knies dog gjort ved sit Skrift af 1850, i hvilket han frakjender Statistiken Karakter af Videnskab, og betegner den som en Methode, i det højeste en methodologisk Hjælpevidenskab. Men paa denne Opfattelse kan Wappåus ikke gaa ind. For at finde ud af, hvad Statistiken da er, anser Wappåus sig forpligtet, videnskabeligt forpligtet, til at gaa en lille Omvej, — en Omvej, der gaar over Statistikens Oprindelse og Udvikling. Men «Omvejen « er i Grunden næsten en Cirkel; thi den begynder med Achenwall, og hvad den ender med skulle vi se længere henne.

Statistik — saaledes tager vor gottingske Professor nu fat paa sin Undersøgelse — blev som selvstændig Videnskab først almindelig bekjendt ved de Forelæsninger, der for 133 Aar siden, under Navn af statistiske Forelæsninger, holdte i Gottingen, og som snart bleve navnkundige. var Gottfried Achenwall, Privatdocent, Professor i Filosofi, tilsidst Professor i Filosofi og Jurisprudens Gottingen 17 48^—72, der holdt disse Forelæsninger.

Det er ikke ganske rigtigt, naar man mener, at Achenwall er den, der først har indført Statistiken som akademisk Disciplin, at han har dannet Navnet »Statistik«, at altsaa Achenwall for saa vidt er Statistikens Fader, og Universitetet i Gottingen dens Vugge. Achenwall forefandtbaadeNavnet Faget, da han pptraadte med sine Forelæsninger i Gottingen. Han taler selv oftere om sine Forgængere, navnlig i sit Habilitationsskrift, «Dissertatiodenotitia publicarum Academiis vindieata», som han offenlig forsvarede i Gottingen d. 7. Sept. 1748. Som Forgænger nævner han her navnlig Prof. Schmeitzel i Jena. Om Navnet »Statistik« har han ganske vist ikke udtalt sig i sine Skrifter; men han har gjort det paa sine Forelæsninger. Dette fremgaar af hans Kollegiehefter eller rettere af en Samling Sedler med smaa Notitser, som han plejede at tage med sig paa sine Forelæsninger. Disse Sedler ere med alle hans andre efterladte Manuskripter opbevarede paa Bibliotheket i Gottingen; de indeholde ikke uvigtige Bidrag til Statsvidenskabernes Historie i Gottingen. Herefter forklarede Achenwall paa sine Forelæsninger,atNavnet var kommet frem paa følgendeMaade:Italienerne først en Videnskab om Staten, og kaldte den «Ragione di Stato»; deraf lavede man i latinske Skrifter «Ratio Status« eller «Disciplinaderatione

ciplinaderationeStatus«, idet man brugte det latinske »Status« i Betydning af <«Stat», fordi de gamle Sprog ikke havde noget almindeligt Udtryk for, hvad man nu forstaar ved Stat. (Res publica, Imperium, Civitas, — ere egenligkunArter Stater; de Gamle kjendte overhovedet ikke vort abstrakte Stats-Begreb). Men Italienerne dannedeikkeblot di Stato«; men den i denne Videnskab eller Kunst bevandrede Mand kaldte de «Statista» (den, der kjender Statens Forhold, Statsmand), et Ord, der er gaaet over i andre Sprog (engelsk "Statist«). Tyske Lærde lavede af det italienske »Statista« et latinsk Adjektiv «statisticus», og allerede lang Tid før Achenwall talte man om en «disciplina statistica«, eller «politicostatistica«.Ogunder Navn er der længe før Achenwallblevetholdt paa tyske Universiteter, navnlig Jena og Halle. Begge Steder læste Schmeitzel (fra 1723 til sin Død i 1747) "Collegium politico-statisticum».AfSchmeitzel Achenwall i det mindste lært det latinske Adjektiv «statisticus», hvis uklassiske Dannelse han forøvrigt var sig bevidst. I sine latinske Skrifter brugte han det ikke, og i Lectionskataloget annoncerede han, at han vilde læse over «notitia Rerum publicarum«. Først i de to sidste Semestre, da Navnet Statistik var blevet saa almindelig brugt, føjede han i Parenthes til: «vulgo Statistical Ved den Maade, hvorpaa Achenwall betegnede sine Forelæsninger, viste han ogsaa tilbage til Videnskabens egenlige Stifter, — hvem han ogsaa ligefremharbetegnet «parens notitiæ rerum publicarum in academiis tractandæ«. Dette var den medicinske og politiske Professor i Helmstådt Hermann Conring (f. 1606 d. 1681), den berømte Polyhistor, der henimod Aar 1660 først har holdt statistiske Forelæsninger under Titlen

«notitia rerum publicarura (Europae) hodiernarum«. Paa sine Forelæsninger betjente Achenwall sig bestandigt af Ordet Statistik, men i Titlerne paa hans Skrifter findes det ikke. Derimod finder man det i det Compendium, som han i 1749 udgav under Titlen »Abriss der neuesten Staatswissenschaft», hvilken Titel han iet senere Oplag forandrede til »Staatsverfassung der heutigen vornehmsten Europåischen Reiche und Volker im Grundrisse«. Han opfattede Videnskaben som «Staatskunde», nemlig Statsforfatningividere som Statens Tilstande, Forhold,d.v. Fremstilling af den virkelige konkrete Stats vigtigste nuværende Forhold. Om nu denne Opfattelse af Videnskaben retfærdiggjordes af Statsvidenskabernes daværende Udvikling, og om og paa hvilken Maade man endnu i vore Dage kan knytte til ved den, er et Spørgsmaal, hvis Besvarelse foranlediger Wappåus til nøjere Betragtninger.

Wappåus fremsætter her nogle Bemærkninger om
Statistiken i Frankrig og i England.

Fra Gottingen gik det ganske vist ikke ildelydende, men dog slet dannede Ord Statistik til andre Lande; navnlig blev det snart populært i Frankrig. I Frankrig fandtes allerede i Slutningen af det 17. Aarhundrede forholdsvistalrige til Belysning af Landets Forhold. Disse Skrifter lignede noget vore Statshaandbøger eller politiske Geografier: ofte førte de Titel af "Etat de la France«. Men hvad der her bragte Statistiken ind i et noget andet Spor end i Tyskland, var det, at de franske Statistikere ikke ligeligt tog Hensyn til alle Statens Forhold,men kun til dem, der let lade sig udtrykke

i Tal, Befolkningens numeriske Forhold, Produktionen, Handelen, Statens Indtægter og Udgifter, Hærens Størrelseetc. kom Franskmændene til mere og mere kun at betragte det som Statistik, der væsenlig lader sig fremstille tabellarisk. Og paa Grund af deres ringe Kjendskab til den udenlandske, særlig den tyske Literatur glemte de Statistikens Oprindelse og Navnets Betydning; de udledede Navnet af «Status« i Betydning af Tilstand. Moreau de Jonnés, en af de bekjendteste af de franske Statistikere, betegner det i sin statistiske Lærebog, »Elements de statistique«, 1847, som en Anmasselseaf at paastaa, at «en lærd Professor i Gottingen« har »opdaget« Statistiken.

Ogsaa i England har man navnlig uddannet Talstatistiken, ikke som i Frankrig med en ensidig Interesse Fremstillingen af de saakaldte materielle Statskræfter. have udviklet Statistiken til en Art Nationernes Bogholderi, og sat som dens Formaal: Fremstillingen (især den talmæssige) af Befolkningens Tilstande, og Udforskningen af Midlerne til yderligere Forbedring af Folkets materielle Velfærd.

Den ensidige Udvikling, Statistiken saaledes fandt i Frankrig og England, virkede nu — hedder det hos vor Forfatter — tilbage paa Tyskland. Endnu mere har dog Oprettelsen af de statistiske Bureauer virket til at føre bort fra den Achenwall'ske Opfattelse.

Jo mere Statsforvaltningen blev centraliseret og kompliceretogomfattende, mere viste det sig nødvendigtforStaten sine Embedsmænd at indsamle Oplysninger om, hvorledes det faktisk stod til med de

Anliggender, der hørte ind under Statsforvaltningen. I Begyndelsen indsamlede enhver Avtoritet for sig de Oplysninger,derbehøvedes. efterhaanden bunkede det statistiske Materiale sig op i den Grad, at AvtoriteternessædvanligeArbejdskræfter kunde magte det. Indsamlingen og Bearbejdelsen af det maatte efterhaanden overlades til særlige Embedsmænd, der overvejende eller udelukkende havde at hellige sig det statistiske Arbejde. Indsamlingen og Bearbejdelsen foretoges nu først udelukkendeafHensyn depaagjældende Ilegeringsavtoriteters øjeblikkelige Trang, og de statistiske Samlinger opbevaredesalmindeligensom som de praktiskeStatsmændsArcana. efter lidt lærte man dog at indse Nytten af deres Offenliggjørelse. Og nu gik man efterhaanden over til at samle de særlige statistiske Afdelinger,somde Ministerier havde haft, i et statistisk Centralbureau. De statistiske Statsbureauer, der i de forskjellige Stater kunne være noget forskjelligt organiserede,fikden Opgave: at indsamle, bearbejde og offenliggjøre, statistiske Oplysninger. Siden AarhundredetsBegyndelsehave med Kæmpearme opdyngetMasseraf der indeholde en Skat, som Videnskaben langt fra tilstrækkeligt har udnyttet, og som ved sin embarras de richesse maaske endog undertidenkanvære generende. Det Materiale, med hvilket Bureauerne operere, er næsten udelukkende et Talmateriale, et Materiale, der lader sig fremstille tabellarisk.Ennødvendig var det nu, at den officielle Statistik og Talstatistiken steg til stor Anseelse. De private Statistikere, statistiske Universitetsprofessorer o. a. kunne umuligt præstere i Talstatistiken noget, der kunde maale sig med, hvad der udgik fra de officielle Bureauer,

som under Ledelsen af en enkelt Chef raadede over en Skare af Arbejdere. Den videnskabelige Statistik, der var udgaaet fra Universiteterne, trængtes tilbage; den officielleStatistiktraadte i den Grad, at man næsten vænnede sig til kun at betragte den administrative Statistik,derudgaar Bureauerne, som Statistik. Den administrativeogbureaukratiske svulmede op i Masser af voluminøse (mest rigtignok noget fragmentariske) Publikationer, og den ikke-officielle Statistik faldt for en stor Del i Hænderne paa Dilettanter. Da nu Bureauerne behandlede Statistiken ensidigt, og da det udenfor Bureauerneforen Del var Dilettanter, der beskjæftigede sig med Statistik, — opstod der en temmelig almindelig Forvirring i Opfattelsen af den videnskabelige Statistiks Begreb og Opgaver.

Imod den ensidige, bureaukratiske Behandlingsmaade
rejste der sig en mere videnskabelig Reaktion; men
den var paa sin Side ogsaa ensidig.

Denne Reaktion udgik fra Belgien, den ny lille Stat, der med Ungdommens Friskhed kastede sig over Udviklingen af sine indre Forhold. Men den økonomiske Udvikling kunde kun fremmes, naar man kom i Besiddelseaf nøje Kjendskab til Landets virkelige Tilstande. I rigtig Erkjendelse heraf skjænkede den unge Stats Regeringstrax Begyndelsen den nøjagtige statistiske Undersøgelse sin alvorligste Opmærksomhed. Et statistisk Institut blev oprettet, med en Udstyrelse og en Organisation,som endnu ikke havde kjendt, og det statistiskeBureau Bruxelles blev i Virkeligheden en Mønsteranstalti Art. Og Grunden til at man naaede saa

vidt, var netop. at. man løsrev sig fra den ensidige administrativeStatistik, man ikke udelukkende henvendtesig de praktiske Administrations- Embedsmænd, men ogsaa strax fra Begyndelsenaf den videnskabelige Statistik en indflydelsesrig Stemme. Allerede ved den første Organisation søgte man Raad hos Videnskabsmænd, navnlig hos en lærd Mathematiker, der allerede havde skabt sig et Navn ved sine videnskabelige statistiske Arbejder.Delte Direktøren for Observatoriet i Bruxelles: Adolf Quetelet, og det var ogsaa ham, hvem man, strax efter at Bureauet var kommet i Stand, betroede Ledelsen af det. Derved fik de Arbejder, der udgik fra Bureauet i Bruxelles, i Modsætning til tidligere Arbejder fra saadanneInstituter mere videnskabelig Karakter. Og det at Quetelet knyttedes til den belgiske officielle Statistik, havde ikke blot en udviklende Indflydelse paa Methoderne for Indsamlingen og Bearbejdelsen af de statistiske Data; men Quetelet forstod ogsaa at benytte de udfundne statistiskeData videnskabelig Vis i selvstændige Værker med et saadant Held, at han snart blev almindelig anerkjendtsom Mester.

Som Mathematiker af Fag rettede Quetelet navnlig sin Opmærksomhed paa de statistiske Kjendsgjerninger, der let lade sig udtrykke i Tal og umiddelbart gjøre til Gjenstand for Beregning. I den videnskabelige Behandlingaf Dele af Statistiken har han brudt ny Baner. Navnlig har han bevist den frappante Regelmæssighed, som Menneskets tilsyneladende rent vilkaarlige Handlinger eller tilsyneladende ganske tilfældige Forhold ere underkastede.Han lagt Grunden til en Social- og Moralstatistik,der komme til at indtage en fremragende

Plads i Statistiken. Han har atter bragt de videnskabeligeSynspunkter i Statistiken og brudt den tidligere ensidigt administrative Statistiks Enevælde; — men ban og den glimrende Maade, hvorpaa han opererede med den mathematiske Methode, har yderligere styrket den ensidige Overvurdering af Talstatistiken. lian har faaet de fleste Statistikere (først Franskmændene, dernæst Tyskerne) til at slutte sig til denne Opfattelse: ethvert for Statistiken brugbart Faktum maa være ledsaget af en Talangivelse.

Her kan som et Exempel paa Opponenterne imod den AchenwaU'ske Opfattelse nævnes Knies («Die Statistik als selbstståndige Wissenschaft. Zur Losung des Wirrsals in der Theorie und Praxis dieser Wissenschaft. Zugleich ein Beitrag zur kritischen Geschichte der Wissenschaft Achenwall. Kassel, 1850). Knies og hans Efterfølgere gjøre gjældende:

Statistik i den AchenwaU'ske Betydning er ikke andet end et løst, vilkaarligt sammenbunket Aggregat af Viden, der allerede længe før Achenwall blev videnskabeligt behandleti forskjellige Discipliner, hvorunder de enkelte Dele af dette Agregat egenlig høre hen. I det, som Achenwall kaldte «Statistik», maa der skjælnes imellem to væsenlig forskjellige Grupper eller Retninger, der udvikledesig Siden af hinanden, men som i Virkelighedenikke andet fælles end Navnet, og som uden klar Følelse af Forskjellen blandede sig med hinanden. Den ene af Achenwall grundlagte Retning udviklede sig af den nyeste Tids Historie, og havde fra Begyndelsen af været en historisk Disciplin, hvilket den ogsaa blev ved med at være. Ligesom Historieskrivningen skildrer denne Disciplin med Ord Nutidens slatsmærkværdige Tilstande.

Den anden Retning udgik fra den politiske Arithmetik. Den kan som Fundament for alle sine Operationer kun bruge det af Tal ledsagede Faktum. Her skal intet skildres og beskrives med Ord, men alt maales og beregnesmed et exact Facit skal udvindes. For nu at komme ud af den Forvirring, som Sammenblandingen af de to Retninger har ført med sig, anser Knies det — i Overensstemmelse med et stort Antal, navnlig.officielle Statistikere — for nødvendigt at gjøre Ende paa denne Sammenblanding og dette paa følgende Maade: den Retning,der fremgaaet af den politiske Årithmetik, skal ogsaa fremdeles have Lov til at gaa og gjælde for Statistik;men historiske, Achenwall-(Scholzer)'ske Retningskal Navnet Statistik og betegnes som «Staatenkunde»,eller eller «Staatszustandskundeder

Men imod denne Opfattelse opponerer Wappåus paa
følgende Maade:

Naturligvis maa det indrømmes, at vor Videnskab ikke fra ny af blev dannet eller opdaget (som Moreau de Jonnés udtrykte sig) af Achenwall, der først ret gjorde dens Navn populært, og heller ikke af hans Forgænger Conring. I lang Tid i Forvejen havde den været i Færd med at udvikle sig, om end ikke selvstændigt. Det er ogsaa rigtigt, at Historien og den politiske Årithmetik have øvet en stor Indflydelse paa Statistiken, — Historien paa dens første Udvikling, den politiske Årithmetik paa dens senere Udformning. Denne Indflydelse var dog ikke ganske saaledes, som det almindelig antages. Ganske vist har den historiske Videnskab indvirket paa den saakaldteAchenwall'ske ; men denne fremgik dog hverken udelukkende eller overvejende heraf. Statistiken

opstod derimod med Politikens, Geografiens og Historiens videre Udvikling, og den løste sig ud fra disse tre Discipliner, efter at have vundet et mere selvstændigt Indhold. Og dette skete paa den simpleste og naturligste Maade.

Statistiken er altsaa ikke blevet skabt af Achenwall. Man kan, naar man ikke vil føre den tilbage til Hebræerneog i alt Fald hævde, at allerede Cicero kjendte den som notitia rerum publicarum. Gradvis udvikledesden: Trang til at lære Statens faktiskeForhold kjende, Opretteisen af de statistiske Bureauer(Sullys Cabinet d'État» af 1609), de politiske Geografier,Politikeres alle virkeligt Dannedes Trang til at lære Staten at kjende, Universiteterne, navnlig de tyske. Et Komplex af Viden vedrørende de konkrete Stater opsamledeslidt lidt, og dette Komplex fandt man det efterhaanden rettest at skille ud fra Politiken og Statsretten,og begyndte at foredrage det i særlige Forelæsninger.Conring maaske ikke den allerførste, men han var den første, der med Held under Navnet notitia rerum publicarum hodiernarum holdt særlige statistiske Forelæsninger. Det var netop den opvaagnende Interesse for Statens Forhold, der støttede disse Forelæsningers Fremkomst. De paa Universiteterne i denne Tid, oftest om Lørdagen, under Titlen «Nova publica« holdte Forelæsningerover politiske Begivenheder, Aviserne i Ugens Løb havde bragt Efterretninger om, ere et Vidnesbyrd om denne opvaagnende Interesse. Fra Helmstådt gik de statistiske Forelæsninger til andre Universiteter, Jena og Halle. Og Statistiken, der tidligere var bleven behandlet sammen med Politiken, skilte sig nu efterhaanden ud fra den. Den havde efterhaanden faaet et rigere Indhold,

da Achenwall søgte at fremstille den som en selvstændig
Disciplin, der havde sin egen Methode.

Saaledes kommer Wappåus, der tog sit Udgangspunkt Achenwall, ad en Omvej atter tilbage til Achenwall. ved at tilbagelægge denne Omvej er Wappåus bleven ført til den Erkjendelse, at Achenwalls Opfattelse af Statistiken var en videnskabelig Frugt af sin Tid, og det er nu at overveje, i hvilket Omfang den fremdeles maatte have Gyldighed, og hvorvidt den maatte være at modificere for at komme til at svare til Nutidens videnskabelige

Som ensbetydende med Statistik brugte Achenwall Udtrykket Statsforfatning i videre Forstand, nemlig som omfattende alle den konkrete Stats mærkelige Forhold og Tilstande. Derfor definerer han Statistiken som Læren om Statsmærkværdighederne. Som Statsmærkværdigheder betragter han alt i Staten, der i en mærkelig Grad berører dens Velfærd. Statistikens Formaal er ham: det systematiske Kjendskab til de enkelte Staters virkelige Tilstande, — et saadant Kjendskab, tilføjer han, der udfordres og fremmest af Statsmanden, dernæst af enhver, der gjør Krav paa højere Dannelse. — Denne Opfattelse var en historisk berettiget, en af Statsvidenskabernes betinget; men den er tillige, hævder W., en i sin Simpelhed fuldstændig korrekt, og ogsaa i vor Tid kan man, naar man vil bestemme Statistikens Begreb, knytte til ved den.

Achenwall døde d. 1. Maj 1772, altsaa en rum Tid før den store franske Revolution, der havde en Omvæltningi af Staten til Følge. Paa Achenwalls Tid blev, saaledes som ogsaa i Historien, Hovedvægten lagt paa de statsretlige Forhold, paa Forfatningsforholdene;

ved Fremstillingen af de saakaldte Statsmærkværdigheder behandlede man fortrinsvis det Formale, mindre de materielleog Tilstande. Dette kan naturligvis ikke fastholdes saaledes. En stor Mængde sociale Forhold maa, efter den Udvikling vi nu have naaet, tages med. De Gjenstande, Statistiken har at befatte sig med ere blevne langt talrigere; men selve dens Væsen er ikke dermed forandret. I Historieskrivningen have vi noget lignende: fra tidligere at have næsten udelukkende drejet sig om de store Statsaktioner arbejder den sig nu op imod det langt højere Maal: Kulturhistorien. Men Kontinuitetenmellem og Nutidens Historieskrivning fastholdes dog. Paa samme Maade skal ogsaa Statistiken udvide sit Forskningsomraade, afdele og uddybe det, uden derfor at bryde med sit tidligere Væsen.

Ligesom Omraadet har udvidet sig, ere ogsaa Midlerne til Formaalets Opnaaelse blevne langt talrigere og mere fuldkomne. Paa Achenwalls Tid forelaa der i Sammenligningmed, Nutiden raader over, kun yderst lidt af den Art statistiske Data, der bedst lade sig udtrykke i Tal. Og hvad der var samlet heraf i de enkelte Stater, blev ængsteligt gjemt for Publikum: det var jo Stats- Arkana. Allerede af denne Grund maatte Talstatistiken spille en übetydelig Rolle i Sammenligning med den Statistik, der lader sig udtrykke i Ord. Deraf kan man imidlertid paa ingen Maade slutte, at Achenwall principieltnavnlig indskrænke sin Statistik til denne Del af Statistiken. Han anerkjendte tværtimod fuldt vel den exakte Talstatistiks store Betydning. Med stor Iver og Flid søgte han at skaffe sig et betydeligt Talmateriale. Han foretog i dette Øjemed flere Rejser, og sine Tilhørere— en stor Del fornemme Udlændinge, der forberedtesig

beredtesigtil den diplomatiske Vej eller højere administrativeEmbeder opmuntrede han til at sende ham statistiske Meddelelser. Det lykkedes ham i Virkeligheden at samle et for Datiden meget rigt statistisk Materiale, ogsaa Talmateriale; — i Sammenligning med det statistiskeMateriale, har at opvise, er det begribeligviskun

Den Masse af Talmateriale, der i Nutiden er bleven opsamlet, har naturligvis maattet øve Indflydelse paa Methoden. Dette rige Materiale har Statistiken at benytte. udkræves ganske anderledes betydelige Taloperationer, Fortiden kjendte. Den talmæssige Fremstilling den ene Fremstillingsform; men Ord-Referatet er ikke dermed blevet overflødigt. De to Fremstillingsformer hinanden; og det er urigtigt af Hensyn til dem at splitte Statistiken i to Discipliner; den saakaldte Statistiks Resultater bevares ogsaa, selv om man ikke foretager denne Splittelse.

Resultatet af Wappåus's Undersøgelse bliver altsaa
dette: Statistik er «Staatskunde der Gegenwarb, Kundskaben
Staternes nuværende Forhold.

I et Kapitel betitlet «Statistikens Indhold og Methode« søger Wappåus nærmere at bestemme Statistikens Objekt, Han søger endvidere at vise, at naar der tales om, at det er "Nutiden«, der skal være Gjenstand for den statistiske Fremstilling, udtrykkes derved, at Statistiken har at skildre Udviklingens Resultater, ikke selve Udviklingen. Han vender sig fremdeles mod dem, der søge at indskrænke Statistiken til at være en blot Methode, eller en methodologisk Hjælpevidenskab.

Engel, og mange Forfattere med ham, bestemmer Statistikens Opgave saaledes: at anstille methodiske Masseiagttagelser, og at udtrykke deres Resultater talmæssigt den Maade, der passer for Formaalet for de Videnskaber eller <>Dienstzweige», der gjøre Brug af den statistiske Methode.

Men herimod indvender Wappåus:

Denne Statistik (der gjerne vil kalde sig exakt) faar derved et aldeles übegrænset Omraade. Der bliver ingen egenlig Statistik men et übegrænset Antal af Statistiker, nemlig saa mange som der findes Videnskaber eller Fag, der kunde gjøre Brug af denne statistiske Methode. Og se vi nøjere til, hvori da denne statistiske Methode bestaar, der er det overensstemmende i den under Anvendelsen den paa de forskjellige Videnskaber, saa viser det sig, at det er at finde deri, at lagttagelserne tælles op, og at de fundne Tal gjøres til Gjenstand for Beregninger. Det Fælles er ikke andet end det, at man tager sin Tilflugt til Beregningsvidenskaben. Hvad der i den saaledes dannede Statistik findes af særlig Methode, er noget Særligt i hver enkelt af de forskjellige Statistiker, da Methoden bestemmes af Gjenstandens Natur. Gjenstandens maa betinge den Maade, hvorpaa de resp. Data indsamles og behandles. Og herefter synes det da, at nogen egenlig statistisk Methode som noget Særligt slet ikke existerer, og at her i Virkeligheden slet ikke er Tale om andet end Regning. Forøvrigt have disse forskjellige intet Fælles: man kan være Mester i den ene uden at forstaa noget af den anden. Men med dette kan Wappåus ikke forsone sig.

Engel og hans Tilhængere indrømme nu, at ved Siden
af «Statistiken som Methode« staar »Statistiken som Videnskab».Ved

skab».VedStatistiker! som Videnskab forstaas da et Dobbelt: 1. den paa Grundlag af methodiske Masseiagttagelserbyggede af menneskelige Samfunds Tilstandeog paa en given Tid; 2. Fremstillingen og Forklaringen af disse Tilstandes og disse Indretningers Forandring, ligeledes paa Grundlag af saadanne Masseiagttagelser.

Denne Definition nærmer sig, i alt Fald tilsyneladende, Wappåus endel; men den tilfredstiller ham dog ikke. Paa den ene Side finder han den for snæver: thi ved at optage Ordet «Masseiagttagelser» er det antydet, at det kun er den talmæssige Statistik, den omfatter, og dette forslaar jo ikke for Wappåus. Men paa den anden Side finder han den ogsaa for vid; thi ved at tage Forklaringen af de sociale Forandringer med, bliver der Tale om en Opgave, som Statistiken ikke alene kan magte.

Og nu viser det sig da ogsaa, at de samme Statistikere, akceptere den nys citerede Difinition, ville give « Statistiken som Videnskab" et nyt Navn. Achille Guillard foreslog i 1855 (i sin Statistique humaine ou Démographie comparée) Navnet «Demografi«, og efter ham have flere anbefalet det (medens de ville lade Methoden Navnet «Statistik«). Men Wappåus, der dog indrømmer, at det foreslaaede Navn har noget Bestikkende sig, kan ikke gaa ind paa det, fordi det synes at antyde, at Statistiken kun er «Bevolkerungskunde», den dog er noget mere.

Resten af dette Kapitel medgaar for Størstedelen til
en Omtale af Specialstatistik og sammenlignende Statistik,
og Forholdet herimellem.

Et derefter følgende Kapitel omhandler nøjere Statistikens til den historiske Videnskab, til den politiske og til Geografien. Der findes adskillige interessante Bemærkninger i dette Kapitel; ikke uinteressant saaledes det Udfald mod den saakaldte mathematiske som Forf. benytter Lejligheden til at foretage.

Det næste Kapitel indeholder en hel Del kritiske Bemærkninger, en stor Del meget berettigede, om statistiske af Jonak, Lor. Stein, Heuschling, Schubert, Dieterici, Kolb, Wagner, Riimelin, Quetelet, Haushofer, Block m. fl. Forfattere. Andre Forfattere Knies, Siissmilcb, Malthus m. fl., findes omtalte og kriticerede paa andre Steder i Bogen.

Bogens andet Afsnit, det befolkningsstatistiske, er delt i ti Kapitler, i hvilke der handles om Folketællinger (deres historiske Udvikling og de ledende Synspunkter for dem), den «retlige» og »faktiske« Befolkning (en meget klar Udvikling, til hvilken nogle Betragtninger om Befolkningens ere knyttede), Befolkningens Fordeling i Aldersklasser og imellem Kjøn, den gjennemsnitlige Levetid, og Dødelighedsforhold, den Sadler-Hofackerske Lov, Ægteskabshyppigheden, Moralstatistiken.