III. Schweiz.

i Schweiz ere Forholdene meget brogede. I forskjellige Kantoner findes der en forskjellig almindelig Civilret, der indeholde forskjellige Bestemmelser vedrørende Erstatningspligten. findes der herom en Speciallovgivning, der omfatter hele Edsforbundet. Altsaa paa den ene Side en partikularretlig (kantonal) almindelig Civilret; den anden Side en Specialret, der er fælles for hele Edsforbundet.

Hvad først den kantonale Civilret angaar, er den systematisk kodificeret i 13 Kantoner. Den franske «Code civil» og "Code de commerce* gjælder ligefrem i Genéve og i den saakaldte nyere Kantonsdel af Kanton Bern, det tidligere biskoppelig-baselske Juragebet, der i 1815 blev lagt til Bern. Her gjælde altsaa de ovenfor S. 73 omtalte Art. 1382—84 af »Code civil«. I Kantonerne Vaud, Fribourg, Neufchåtel, Valais og Tessino findes der i de respektive Civillovgivninger Bestemmelser, der i det store og hele slutte sig til de franske. I Vaud ere de franske Bestemmelser skærpede; i Valais mildnede.

I Kantonerne Luzern. Solothurn, Åargau og den gamle Kantonsdel af Bern findes Lovbøger, der staa i samme Forhold til den østrigske "almindelige borgerlige Lovbog« af 1811 (ovenfor S. 80 fg.) som Kodifikationerne i det romanske Schweiz til den franske »Code civil_»>. Kanton Ziirich har sin egen selvstændige Kodifikation, den privatretlige Lovbog af 1854^—56, og hertil slutter Schaffhausen (privatretl, Lovb. af 1864^—65) sig med mindre Modifikationer, og Graubiinden (Civillovbog af 1862) med noget større Modifikationer. De øvrige 9 Kantoner (eller 6 Hel-Kantoner og 6 suveræne Halv- Kantoner) have ikke nogen systematisk fuldstændig Kodifikation.— Oversigt lader os forstaa, hvilket broget Virvar Schweiz frembyder. Nogle Kantoner, de romanske, have med Hensyn til Erstatningspligten principmæssigt emanciperet sig fra Romerretten; andre have ogsaa forsøgtsig denne Retning, men paa forskjellig Maade og i forskjelligt Omfang; atter andre ere slet ikke komne ud over den. For at raade Bod paa dette Virvar har man allerede i flere Aar arbejdet paa Tilvejebringelsen af en Forbunds-Lovgivning, en fælles schweizisk Obligationsret.

Hvad angaar Speciallove med Hensyn til Erstatningspligten, det i Sagens Natur, at de enkelte Smaakantoner have kunnet præstere noget videre i den Retning. Disse Speciallove ere derfor væsenligt Forbunds- Love. Her maa mærkes Love vedrørende Transportanstalterne Telegraf, Jernbaner, Dampskibe) samt Lovbestemmelser vedrørende Fabrikdriften. Kun disse sidste ville vi her gaa ind paa.

Den forholdsvis meget demokratiske schweiziske Forbunds-Fabriklovaf
Marts 1877 giver i sin Art. 5
Bestemmelser om Erstatningspligten, der skulle gjælde,

indtil Spørgsmaalet herom bliver ordnet ved en særlig
Lov. Disse Bestemmelser ere de følgende:

a. Fabrikanten hæfter for den opstaaede Skade, naar en Mandatar, Repræsentant, Fabrik-Bestyrer eller Tilsynhavende en Forsømmelse i Udøvelsen af Tjenesten hidfører en ansat Persons eller en Arbejders Tilskadekommen Død.

b. Fabrikanten hæfter ligeledes, naar, ogsaa uden nogen saadan speciel Skyld, ved Fabrikens Drift en Arbejders eller en ansat Persons Legemsbeskadigelse eller Død hidføres, saafremt han ikke beviser, at Ulykken skyldes højere Magt eller den Tilskadekomnes eller Dræbtes egen Skyld. Falder en Medskyld den Tilskadekomne eller Dræbte til Last, reduceres Fabrikantens Erstatningspligt derved i en tilsvarende Grad.

c. Ovennævnte Erstatningskrav præskriberes i to Aar
at regne fra den Dag, paa hvilken Beskadigelsen eller
Døden fandt Sted.

d. Forbundsraadet skal desuden angive de Industrier, der bevislig og udelukkende avle bestemte farlige Sygdomme, hvilke Erstatningspligten ogsaa skal finde Sted.

Forøvrigt dømmer den kompetente Dommer i Skadeserstatningsspørgsmaalet,
Hensyntagen til alle Forhold
frit Skjøn.

Altsaa: Den schweiziske Fabrikslovs Bestemmelser om Arbejdsherrernes Erstatningspligt ere til Gunst for «ansatte Personer« («Angestellten») og "Arbejdere«; de medføre en exceptionelt udvidet Erstatningspligt e contractu, Arbejdskontrakten. Kun ved nogle Præventivbestemmelser, som Fabrikloven indeholder i sin Art. 3 til Beskyttelse for »den omliggende Befolkning-), tages der Hensyn til

Tredjemænd. Overtrædelsen heraf kan ganske vist ogsaa have en civil Skadeserstatningspligt til Følge (Art. 19), men efter de almindelige Regler om obligationes ex delicto. Endvidere: Arbejdsherren er ansvarlig for sin Repræsentants,sin sine tilsynhavende Arbejderes Forseelse,men for de almindelige Arbejderes. Endelig: det, der skal erstattes, er i Almindelighed Tab paa Grund af Legemsbeskadigelse og Død; undtagelsesvis kan dog — hvad vel maa mærkes — indre (organisk) Sygdom stilles lig med ydre (mekanisk) Legemsbeskadigelse.

Om de praktiske Resultater af Art. 5 nævne Fabrikinspektørernes Beretninger ikke meget andet, end at næsten alle Fabrikherrer ved Overenskomst med Assuranceselskaberne mod Ulykkestilfælde skyndsomst have dækket sig*).

Ben ovenciterede Art. 5 i den schweiziske Fabriklov indledes med følgende Ord: «Om Erstatningspligt i Fabrikdrift («Haftpflicht aus Fabrikbetrieb«) vil en Forbundslov bestemme det fornødne. IMellemtiden de ovenfor under a, b, c, d anførte Grundsætninger. den Forbunds-Erstatningslov, der altsaa i Følge selve Fabriklovens Bestemmelse skal afløse de nuværende blot midlertidige Forskrifter, har man allerede arbejdet i ikke saa kort Tid i Schweiz. En definitiv Afgjørelse endnu ikke. Vi skulde naar den engang i Stand, gjøre Rede herfor.

(Fortsættes.)

---

*) Prof. F. v. Wyss har i det af »Verein fur Socialpolitik« udgivne Skrift om »die Hafipflichtfrage« S. 69—93 gjennemgaaet Spørgsmaalet Sctrweizes Vedkommende. Det Ovenstaaende antyder Hovedpunkterne i det Skema, han har lagt for sin Fremstilling.