Émile de Laveleye: Lettres d'ltalie. (1878—79). Bruxelles, europ. G. Muquardt. 1880. (394 S.)

Forf. sætter den italienske Nationaløkonomi meget højt; næst den tyske sætter han mest Pris paa den italienske. Man gjenfinder i Italien de tyske kathedersocialisliske Ideer, — kun udtrykte i et smukkere Sprog. Denne Brydning mellem den germanske og den romanske Aand, der afspejler sig i den italienske Nationaløkonomi, har særligt tiltalt den belgiske Forfatter,der staar midt imellem de lo Nationaliteter. Han tog til Italien, ikke for Naturens eller Kunstens Skyld, men for at gjøre personligt Bekjendtskab med Forfatterne til de italienske nationaløkonomiske Værker. Vi finde derfor i hans Breve, — der oprindeligt fremkom i «laßevue de Belgique«,_— ikke Naturbeskrivelser,menen interessante Smaanolitser om Luzzatti, Peruzzi, Minghetti, Forti, Mancini, Pieranloni og mange andre Forfattere; fremdeles om Italiens økonomiske, politiske og religiøse Forhold; om Undervisnings- og Universitetsforhold, overhovedet om mange sociale Forhold. Alt skrevet let og hurtigt. Den Tale «om de ny Retninger i Nationaløkonomien», som han holdt ved det Festmaallid, de italienske Nationaløkonomerhavdearrangeret hans Ære, findes aftrykt S. 262^—71. — S. 10 læse vi: »Hvilken besynderlig Modsigelse! Evropa klager over Overproduktion, og over Halvdelen af Befolkningen har ikke det Nødvendige. Hvoraf kommer det? Skulde Grunden ikke være den, at de übegrænsede Kræfter, hvorover vi raade,

i altfor hej Grad anvendes lil at frembringe unyttige Ting, en naturlig Følge af Uligheden!« Gjenlagne Gange kommer han tilbage til denne Tanke; saaledes S. 198 fg.: «M. Magliani, Finansministeren,viseros Ministerium, et rigtigt Billede af den bureaukratiske, papirbemalende Centralisation. Det er en ganske ny Bygning, som har kostet 11 Millioner. Det er ikke dyrt; thi det er en af de største Bygninger i Evropa. 3500 Assistenter og Skrivere sidder allerede deroppe og kradser paa Papiret, og man venter en Forstærkning af 1500, der foreløbig ere i Florens. En hel Hærskare af Kontorbetjente og en SyndflodafSkriverier. gamle Regimes formalistiske Slendrian har luaa bevaret, og man har føje i aiie en centraliseret Stais jiiuVikicilicut;! til. Til den uiinuMe Sag iltirer der lyve elier tredive Aktstykker og ligesaa mange Underskrifter. Hvem vil dog være mægtig nok til at gjøre hele delte Maskineri og alle disse Formaliteter lidt siæplere? — Bygningen er et sandt Palads. Det er Italienernes traditionelle Bygningsmaade. Uhyre Trapper, endeløse Gange, Stukatur og Frescomalerier, og en Masse overflødig Plads. Ministrene beholde deres private Lejligheder;i har de kun Modtagelsessalon'er. Det er nødvendigt;_— men hvorfor al den Pragt, Fløjelslæpper, forgyldte Møblér, Silkebetræk? Er det ikke en pinlig ModsætningtilFolkets En streng Tarvelighed (som i de wienske og berlinske Ministerialbygninger) vilde være mere paa sin Plads. Kan en Minister sætte sig paa en af disse pragtfuldeSofaeruden føle Samvittighedsnag, naar han tænker paa, hvad denne Sofa har kostet, saa meget al en hel Familie har maattet undvære Brød? Kun Detailler, vil man svare; hvad Rolle spiller de Millioner som delte Møblement har kostet? Ja kun en enkelt Ting, — men den er karakteristisk! GjennemgaaBudgettet!Altfor voterer Parlamentet unyttige Udgifter, der kræve ny Skatter. Frederik II gik med hullede Knapper paa sine slidte Frakker; saadan en Økonomi trænger man til her. En god Patriot burde ikke i Italien votere en eneste Øre, der ikke var aldeles nødvendig. . . . Nok et Exempelpaaen Ødselhed: Man arrangerer en Indsamlingforat Viktor Emanuel et Mindesmærke. Omtrent

en Million er kommet ind. Det Bedste vilde være at bygge en Skole, der bar Navnet paa Italiens første Konge. Vil man have et mere personligt Minde, kunde man oprejse en smuk Rytterstatue.Nej,Gud ! Man vil have en Triumfbue til 12 Millioner, der dog, hvordan man saa bærer sig ad, kun vil gjøre en tarvelig Virkning ved Siden af Titus's, Septimus Severus's og Conslantins. Og medens man saadan ødsler med Pengene, lider Folket Sult. Ingen synes her at forstaa, at Økonomi er nødvendig. Men Ødselhed er jo forøvrigt en almindeligevropæiskSygdom. ved at faa Laan vil ødelægge Byerne og Staterne. Det er saa prægtigt med alle disse Forskjønnelser! Skalyderen skal betale; han faar snøre Maven sammen, hvis han ikke foretrækker at dø af Sult. De bestandige Skatteforhøjelser vil aabenbart bane Vejen for Socialismenellersnarere virkeliggjøre den; thi de ødelægge tilsidst Ejendommen, idel de fortære Indlægten.«