III. Seddeludgivelsen.

jNaar man i Overensstemmelse med Banknotens Begrebopfatter som en af Banken udstedt, til enhver Tid forfalden Gjældsforskrivning til Ihændehaveren, hvilken Modtageren kun frivilligt tager i Betaling, indeholder en Tilladelse for private Instituter til at søge Fordel ved denne Art Bankforretninger ikke nogen egenlig Fare for det Samfund, der forøvrigt træffer de fornødne Sikkerhedsforanstaltningermod af denne Tilladelse. Omsætningen vil til enhver Tid forstaa at optage netop saa Meget af private Omløbsmidler, som den behøver, den vil trods alle Kunstgreb aflevere de overflødige Sedler til Indløsning snarest muligt og vil ikke ved den frie Konkurrence— paa dette Omraade kun har en meget betinget Gyldighed — forledes til at rokke ved Prisen paa en Vare, hvis Natur just er at være Værdimaaler for alle andre. Den Bank, som vover sig ind paa at spekulere i Seddeludgivelse, vil snart se sin Kredit ødelagt, inden den endnu har kunnet gjøre Samfundet nogen Skade. Men udgjøre Banknoterne altsaa kun et blandt flere til en vis

given Tid frivilligt benyttede Omløbsmidler, saa beror det paa Samfundets Tilstand, ofte tilsyneladende paa dets Luner, i hvilket Omfang det vil benytte sig af Banksedlerne til sine Omsætninger; thi det kan til en vis Grad næsten undvære dem og erstatte dem med andre Omløbsmidler.Det af Økonomerne endog for et Tegn paa en udviklet Samfundstilstand, naar Kreditmidler som Bankanvisninger, Girooverførsler og Mellemregningsanstaltergjøre mere og mere overflødige, og der mangler ikke Exempler, baade fra Storbritannien og Tyskland, paa Banker, der frivilligt have opgivet deres Noteprivilegium, fordi det blev dem for kostbart eller mistede sin Værdi.

I Sverig maa dette Privilegium vel endnu anses for en Forretning, der betaler sig; Seddelbankerne vilde i modsat Fald ikke give et saa godt Udbytte (ikke sjeldent over 10 pCt.). Men ligesom dette gode Resultat ikke er saa meget bedre end det, hvorved Aktiebankernes Interessenterkunne sig, saaledes kan det i det Hele taget antages, baade at selve Seddeludstedelsen kun for en ringe Kvota bidrager til Udbyttet, og at denne Gren af Bankforretningerne langtfra er i Tilvæxt, snarere det Modsatte.Som fremgaar af Slutningstabellen til nærværende Afhandling, har Stigningen fra 1871 til 1879 kun været ringe som Helhed betragtet. Selv om man gaar endnu længere tilbage i Tiden, vil man finde, at Tilvæxten ikke er stærk. I 1853, da der kun existerede 8 ensk. Banker, vare disses samlede Seddelomløb c. 20V2 Mill.; nu udgjør de 28 existerende Bankers c. 49 Mill. Ganske vist er dette en respektabel Forøgelse, næsten 2V2 Gange den første Sum; men i samme Tidsrum er Indlaanssummen voxet 50 Gange og Postremisvexlerne voxede op fra Intet

lil c. 6 Mill. Ja tager man — hvad man bør gjøre for at danne sig et virkeligt Billede af Samfundets Seddelbehov— Sedelbankernes (incl. Rigsbankens) Noteomløbunder saa viser det sig, at dette næsten er konstant, afset naturligvis fra tilfældige eller periodiske Svingninger:

Som tidligere antydet, vil de ensk. Bankers Seddelomløbmed Aars Begyndelse tage af ikke übetydeligt,idet ikke kunne udstede Sedler under 10 Kroner. I Aaret 1879 har Forholdet næsten gjennemgaaende været det, at Femkronesedlerne udgjorde c. Va af alle de omløbendeSedlers og skjønt Tikronesedlerne vel i adskillige Forbindelser ville forstaa at erstatte Femkronesedlerne,maa dog ventes, at disse ville efterlade et føleligt Savn i de ensk. Bankers Regnskaber. For at bøde derpaa — og tillige, kunde det synes, for paa en praktisk og nem Maade at sætte Rigsbankens Sedler paa de inddragnePrivatbanksedlers — har man ved Fdg. af 20. Juni 1879 givet de ensk. Banker Ret til hos Rigsbankenat et Laan i dens Femkronesedler, svarende til det Gjennemsnitsbeløb, vedkommende ensk. Bank i de sidste 12Maaneder har haft løbende i saadanne Sedler,

---

*) Tallene for dette og foregaaende Aar ere efter Leffler 1. c. S. 54—55.

et Laan hvoraf kun svares en lav Rente (i 1880 2 pCt.,
i de 4 følgende Aar 3 pCt.). —

Det bliver nu at undersøge, hvilke Forsigtighedsregler Lovgivningen har truffet for at sikre Sedlernes Indløselighed betrygge det Publikum, der, som forud udviklet, kun ufuldkomment kan vurdere deres Sikkerhed. Paa dette Punkt har man i Sverig valgt en Vej, som vel ikke er uden Forbilleder, men dog væsenligt forskjellig fra de Systemer, Centralbankerne følge. Imellem den übundne Frihed, der indtil 1845 herskede i Skotland, og den strenge Dækningstheori, der som eneste rationelt Grundlag Seddeludstedelse fordrer Møntmetal, ligger der en Syndflod af mulige og realiserede Systemer, der dog i vor Tid mere og mere bevæge sig henimod den saakaldte «bankmæssige» Dækning ved Hjælp af egenlige Handelspapirer, diskonterede Vexler. Denne Retning staar den svenske Ordning temmelig fjern. Grundtrækkene i den sidste ere følgende:

Af Grundfonden skal mindst 60 pCt. forvandles til et saakaldt «Grundfondshypothek», bestaaende af — for mindst Halvdelen — let sælgelige, rentebærende Obligationer — for Resten — af Prioriteter i faste Ejendomme, Landet under Halvdelen af Vurderingssummen, i Byerne under Halvdelen af Brandforsikrings- eller Vurderingssummen. Grundfondshypothek deponeres hos det Offenlige (navnlig Amtstuerne).

Seddeludstedelsen tør nu ikke overstige den samlede
Sum af følgende Værdier:

1) Grundfondshypotheket, 2) Reservefonden, for saa vidt denne er placeret i tilsvarende Sikkerheder, 3) Bankens "Fordringer« indtil højst 50 pCt. af Grundfonden, dog kun saafremt Bankens Kasse af Kronemønl i Guld gaar op til

10 pCt. af Grundfonden, 4) al ved Hovedkontoret liggende,
Banken tilhørende Guldkronemønt udover 10 pCt. af Grundfondensamt
Guld og fremmed Guldmønt.

Overskridelser af disse Regler straffes med Bøder paa
1000 Kr. for hver Dag, Overskridelsen varer udover 10 Dage ;
i Gjentagelscstilfælde kan Regeringen tilbagekalde Octrojen.

Grundlaget for Seddelemissionen danner altsaa Grundfondshypotheket,de offenlig Forvaring indsatte Prioritetsobligationerog Effekter, hvori Bankens Stiftelseskapitalfor Delen er nedlagt. Vexler og andre Bankpapirer komme kun subsidiært i Betragtning, nærmest som en Opmuntring for Bankerne til at holde en Guldbeholdning.Mønt det mest subsidiære af alle Dækningsmidlerne.Mod System er der rejst Indvendingeraf og fra forskjellige Standpunkter. Man har mindet om, at man maa gaa til Nordamerika for at finde en tilsvarende Dækningsmaade, baseret paa offenlige, i Statens Værge deponerede Værdier*); dog indeholder, vel at mærke, det svenske System ikke den dobbelte Uregelmæssighed som det nordamerikanske: at grunde Privatbanksedlerne paa Statsforskrivninger, altsaa betinge Udstedelsen af et Laan til Staten, og tillige at lade Staten indestaa for Privatbanksedlernes Indløsning**), to Garantier,der Grunden gjøre hinanden overflødige. I denne vistnok tilfældige Lighed ligger der intet Foruroligende. Men af den «bankmæssige» Dæknings Forsvarere rejses det Spørgsmaal: Kan den deponerede Sikkerhed virkeligt yde nogen Garanti iet kritisk Øjeblik? I trange Tider og Kriser kjøber Ingen Prioriteter og rentebærende Papirer,saa

---

*) s.Kjær 1. c. S. 95 og 109

**) jfr. Wagner, System d. Zettelbankpolitik S. 141 ff.

pirer,saakommer det først og fremmest an paa Guldbeholdningenog paa Vexelportefeuillen og lignende rediskontable Værdier*). Og det kan forstaas, at man har været tilbøjelig til at henvise til, hvorledes et System som det angivne nærmer sig til John Law's for længe siden forkastede Methode at grunde Seddeludgivelse paa Sikkerhed i faste Ejendomme.**)

Det kan vel neppe negtes, at de angivne Forskrifter frembyde den Mangel, at de ikke fordre i al Fald et Minimum af Guld som Basis for Seddeludstedelsen. Saa mærkeligt det end ser ud, er det dog virkeligt Tilfælde, at der fra Lovens Side ikke er nogen Nødvendighed for, at en ensk. Bank har et Guldstykke i sin Kasse, uagtet den er forpligtet til at indløse sine Sedler med Guld ved Hovedkontoret (ikke ved Filialerne). Netop fordi denne sidste Forskrift medfører en faktisk Nødvendighed for at holde en mindre Guldbeholdning, er Faren herved dog ikke saa stor. Men unaturligt er det ganske vist ikke mindre, at Bankens Portefeuille kun er stillet i anden Række; thi Grundsætningen om Sedlernes Tilbagestrømningtil som en nødvendig Regulator for Seddelemissionen,ja det eneste sikre Kjendemærke paa Omsætningens Trang til Seddelforsyning, fyldestgjøres kun daarligt, naar Sedlerne hvile paa en fast Kapital, som en Gang for alle er nedlagt i uforanderlig Form. Ogsaa denne Betænkelighed er dog væsenlig theoretisk. Der gives nemlig andre Maader, hvorpaa Bankerne kunne gjøre sig til det, Macleod kalder «centres of attraction»

---

*) s. især Hertzbergs livlige Udvikling 1. c. S. 92ff.

**) s. Agardh, om Bankvåsendet och Penningetheorien, Stockh. 1865, S. 303—4.

for Seddelemissionen. Netop i denne Retning er Lighedenmellem skotske*) og de svenske Banker slaaende. Ved at give Rente endog paa de mindste Beløb kalde Bankerne med Nødvendighed de overflødige Sedler tilbage fra Omsætningen, og ved den vel ikke gjensidige, men i høj Grad lettede Indløsning af Sedler, navnlig hos en for 19 Banker fælles Kommissionær i Stockholm og Goteborg tSkandin. Kredit-Aktiebolaget) finde Sedlerne snart Vejen tilbage til deres Udstedere.

Den Hovedbetænkelighed er imidlertid naturligvis desuagtet at Bankerne eller en og anden af dem i en Krise ikke hastigt nok vil kunne skaffe Midler til at indløse Sedlerne, naar Dækningen er af en saa ejendommelig Art. Men dette Spørgsmaal kan ikke behandles in abstracto for de ensk. Banker; det maa ses i Forhold til Landets øvrige Omløbsmidler, navnlig Rigsbanksedlerne, staar altsaa i en uopløselig Forbindelse med Sverigs hele Økonomi. Til en saa udstrakt Undersøgelse Stedet ikke her, og dette Spørgsmaal maa derfor sin Almindelighed staa hen, saa meget mere som Seddeldækningen hører til de Problemer, hvorom man aldrig synes at kunne komme til Enighed; faa Banklovgivninger vel i denne Henseende været omhyggeligere forberedte end den britiske af 1844—45, og ingen har vel været udsat for skarpere Angreb bagefter og beredt sine Ophavsmænd større Skuffelser. Kun saa Meget til Belysning af dette vigtige Spørgsmaal:

Til Grund for den Kritik, man har rettet mod den
nys skildrede Seddeldækning, ligger som sagt især den
Betragtning, at en Række smaa Privatbanker uden selvstændigGuldbeholdningoguden

---

*) jfr. Macleod, theory and practice of banking I S. 406 ff.

stændigGuldbeholdningogudentilstrækkeligt Herredømme over Markedet til i et givet Øjeblik at skaffe sig, hvad de behøve, paa et kritisk Tidspunkt ere prisgivne det Stormløb,dervilfinde imod dem, for saa vidt de ikke tages under Armene af en mægtig Centralbank, der har Vilje og Evne til at hjælpe dem. De ensk. Banker ere nu imidlertid ikke saa aldeles blottede paa Guldforraad, som det kunde være at befrygte. Uagtet deres Seddelomløb,setsom Helhed, ikke gjennemgaaende overstigerdensamledeSum de Sikkerheder, der nærmest skulle tjene Sedlerne som Dækning (Grundfonds- og Reservefondshypotheket)oguagtetde af Hensyn til Seddeludgivelsens Udstrækning ikke behøve nogen Guldbeholdning,holdendedogimellem og 9 Mill. i Guldkasse, en ganske vist beskeden Sum, der i de sidste 4 Aar har holdt sig temmelig konstant, men dog altsaa c. 15pCt. af Grundfonden og c. 16—18 pCt. af Seddelomløbet. Det skal imidlertid indrømmes, at dette Forhold kan stille sig forskjelligt for de forskjellige Banker (for Øjeblikket ere Afvigelserne dog ikke store), og Faren for, at den enkelte Bank ikke kan indløse sine Sedler, kan derfor være tilstedeligefuldt.Men er af Interesse at bemærke, at de Erfaringer, Systemet i den Henseende har gjort, ikke tyde paa en saa stor Fare. Landet har siden SeddelbankernesOprettelsevelikke nogen af de Alt omstyrtende Kriser, i hvilke det engelske System har høstet saa bitre Erfaringer; men det har dog ogsaa haft sine haarde Tider, i hvilke der har været stillet store Krav til Bankerne og været megen Mistro paa Færde. I 1857 vare de ensk. Banker endnu faa og lidet udviklede; det kan af det sparsomme Materiale dog ikke ses, at Seddelemissionen som Helhed led noget stort Afbræk,

skjønt de ensk. Bankers samlede Seddelomløb sank med c. 20 pCt. i Forhold til det foregaaende Aar for i 1858 næsten at naa sit forrige Omfang. Fra den Tid, som ligger os allernærmest, vil man imidlertid snarere kunne vente at finde Exempler herpaa; thi Bankerne have selvfølgeligtværetstærktinteresserede de mange Kalamiteter,deri187 ^—79 ramte Landets Næringer, specielt Exportindustrierne. Ikke desto mindre viser der sig ingen stor Formindskelse, hverken i den samlede Seddeludgivelseelleride Bankers; de Millioner, hvormedTalletersunket de efter 1876 følgende Aar, maa snarere tilskrives en formindsket Omsætning end en MistillidtilBanksedlerne.Ser hen til de enkelte Banker hver for sig, saa synes Seddelemissionen at fremvise de regelmæssige, periodiske Bølgebevægelser; men pludselige Spring og Afbrydelser er der intet Spor til. For at nævne et specielt Exempel: Stockholms E.B.var som bekjendt i Slutningen af 1878 særligt lagt for Had; undersøger man nu Maanedsopgivelserne for Seddelomløbet, kan der ikke spores nogen Nedgang; Formindskelsen har her langt mere ramt Depositionerne end Sedlerne. Man har endog fra den Tid en betegnende Anekdote om en Mand, som med megen Bestemthed forlangte sine endnu ikke forfaldneDepositionerisidstnævnte udbetalte; da han havde faaet dem — i Form af «Enskilda Bankens» Sedler — gik han ud af Døren med det determinerede Udraab: «Nu skal jeg lægge disse hen i min Skuffe, og Jngen skal faa mig til at betro dem til nogen Bank.« Skulde nu ikke desto mindre Mistilliden en Gang vaagne — ja saa er det højst sandsynligt, at Statsbanken vil faa et svært Arbejde; men det er da paa dennes Organisation der vil være at lægge størst Vægt, og man har da ogsaa i de

senere Aar været tilbøjelig til at ønske den underkastet Reformer, som mere gjorde den til en Centralbank i teknisk Forstand og betog den Karakter af PrivatbankernesKonkurrent.

Hvad der i denne Sammenhæng dog først og fremmest erindres, det er, at de ensk. Banker mere lægge Vægt paa Depositovirksomheden end paa Seddeludgivelsen (se ogsaa Kjær 1. c.)- Hvis der ingen Fare er ved, at Dankerne sidde inde med over 150 Mill. af Publikums Midler i Form af korte Indlaan, saa kunne de vel ogsaa beholde de c. 50 Mill., de have i Form af Seddelkredit. Naar de for Indlaanenes Vedkommende ikke have anden Dækning end den, de finde for hensigtsmæssig at anskaffe, saa kan Faren ved en lidt uhaandterlig Notedækning — en Dækning, der i al Fald kan betegnes som afgivende fuld Valuta — ikke være det Afgjørende. En dygtig Bestyrelse ogsaa vide at skaffe Sedlerne en faktisk Dækning mere realisabel Natur end den legale. I sidste Instans beror altsaa Alt paa de Aktiver af «bankmæssig» Natur, som Passiverne svare til; til denne Side af Sagen skulle vi i et af de nærmeste Afsnit komme tilbage.

Vil man imidlertid gaa ud fra, hvad der med de refererede Lovbestemmelser for Øje har en Del for sig og muligvis kan blive nødvendigt for Benyttelsen af Seddelprivilegiet,atSedlerne Henseende til Dækning maa holdes ude fra Indlaanene og særlig ses i Forhold til det af Loven foreskrevne, af Hensyn til dem anskaffede og normerede Hypothek, saa staar det maaske nok i Strid med Banksedlernes økonomiske Begreb at tage en saadan Dækning for god; men det kan dog nok forstaas, hvorfor saa mange Stater have godkjendt en Opfattelse, der saa lidt stemmer med videnskabelige Resultater. Formaalet

for Notedækningen er, siges det, at sikre Sedlernes Indløselighed;detteFormaal ved, at Sedlerne anvendestilAnskaffelsen Aktiver, der svare til denne Bestemmelse;thiDækningen i teknisk Forstand de for vedkommende Passiver anskaffede Aktiver (s. Wagner 1. c. S. 264). Fra dette Udgangspunkt er det strengt taget kun rede Penge og ædle Metaller, til Nød korte Udlaan mod Vexler o. desl., der kunne benyttes som Sedlernes Dækning. Men saaledes som Fordringen om en rationel Seddeldækning her er formuleret, kan den ikke tages for bogstaveligt. Faktisk anvendes Sedlerne jo til Anskaffelsen af alle mulige Aktiver; de ere jo just en Lettelse i den Byrde, som en stor Kassebeholdning vilde paalægge Banken. Jo mere man dernæst vil accentuere Nødvendigheden af en Dækning, der holder Sedlerne indløselige i ethvert Øjeblik, desto mere forringer man Værdien af Seddelprivilegiet;konsekventender i Macleods Forlangende om ædelt Metal som den eneste berettigede Seddeldækning,etForlangende, Opfyldelse vilde tilintetgjøre hele Institutionen. Men er det rigtigt, at Sedlernes Indløselighederet Hensyn ved Fastsættelsen af Dækningen, saa er der et andet Hensyn, der ikke er mindre vigtigt, det er Sedlernes stadige Omløb, og dette kan sikres paa den Maade, at Banken henlægger_— ikke et mindre brugbart Omløbsmiddel for at sikre et mere brugbart, men en fast Fond af Værdier, der sikre Bankens Solvents. Vil man give en Mand Kredit, saa lader man sig jo først og fremmest bestemme af hans Soliditet; lader denne Intet tilbage at ønske, saa er man ikke saa nøjeregnende med Undersøgelsen af, om han ligger med rede Penge i Kassen til at betale med. Nu kan det maaske siges, at den store Mængde, der er SeddelbankernesKunder,føler

ernesKunder,følersig nok saa tryg ved Tanken om, at Banken ejer et Sedlernes Værdi betydeligt overstigende Beløb i rentebærende Papirer som Sikkerhed for sin Gjæld; den forstaar bedre at vurdere en saadan Kapital end en Vexelportefeuille, hvis Værdi er überegnelig for Udenforstaaendeogi Tider ogsaa udsat for Forringelse. Der er derfor nok saa megen Udsigt til, at Seddelomløbet vil blive uforstyrret af paniske Indskydelser med en Garanti som den nævnte; men for at gjøre Skridtet fuldt ud burde man da ogsaa have tilsikret Sedlernes IhændehaveredenneDækning; burde være et specielt Pant for Sedlerne. — Det kan herefter forstaas, at en Lovgivning,somikke. at kunne løse den svære Opgave: en fuldt rationel Seddeldækning, slaar sig til Ro ved den lettere, at sikre Sedlernes stadige Omløb, saa godt ske kan, navnlig hvor Talen er om en Række Smaabanker, der ikke have Raad til at holde et «kostbart» Dækningssystem,ogsom have en Statsbank i Ryggen.

IV. Postremis vexlerne.

Den Forretningsgren, der bestaar i at sælge Vexier paa fremmede Pladser, hører til Bankhaandteringens ældste og oprindeligste. Men den omfatter som oftest væsenligstSalg »fremmede Valuter» eller Vexier paa udenlandskeBankpladser. at sælge en Vexel paa en indenlandsk Plads er der ordenligvis ikke anden Fordel end en højst übetydelig Rentefortjeneste, og selv dette kun da, naar vedkommende Bank har Penge indestaaende paa Udbetalingsstedet eller Filialer, paa hvilke den kan trassereuden De svenske Banker, Seddelbanker saa vel som Aktiebanker, gjøre i denne Henseende en

Undtagelse; de sælge Vexler paa hvilkensomhelst Bankpladsi uden nogensomhelst Godtgjørelse, og naar man erindrer, at der omtrent er 130 Byer og Pladser i Sverig, som have Bankkontor, vil man forstaa, hvilken Fordel dette er for Publikum. Disse Vexler, der gaa under Navn af Postremisvexler, ere allerede for vel kjendte af vore Forretningsfolk til ikke at fortjene en udførligere Omtale; de aabne desuden Øjet for en Side af Bankvirksomheden, i Danmark er saa godt som slet ikke exploiteret, og af hvilken man maaske kan have, Noget at lære.

Postremisvexlen er en indenlandsk Vexel, udstedt af en Bank enten paa denne selv eller paa en anden Bank, lydende paa bestemt Navn og betalbar ved Forevisning. ere dens Karaktermærker. Uvad Affattelsen forøvrigt angaar, viser den svenske Bankpraxis en broget Mangfoldighed af Variationer; snart er den en egen (Sola) Vexel, snart en Primavexel; den udstedes snart af Hovedkontoret Filialen eller omvendt, snart af en enskild Bank paa en Aktiebank eller af en af disse Arter paa en anden af samme Art o. s. v. Men for de übetinget allerfleste af disse Vexler gjælder, at de, hvad enten dette følger af deres Affattelse eller ej, indløses af alle private Banker i Landet. Det er saa langt fra, at Konkurrencen imellem de mange Banker her gjør Skade, at den meget mere i Kraft af Gjensidighedsprincipets Fordele gjøre Bankerne til hverandres Kommissionærer, i det Mindste paa saadanne hvor vedkommende Seddeludsteder ikke har noget dertil specielt bemyndiget Institut.

Som Indlaansforretning betragtet — thi Postremisvexlernerepræsentere
altid en indbetalt Kapital — staar
denne Vexeludstedelse midt imellem Sedlerne og Depositionerno.Den

tionerno.Denrepræsenterer for Banken en indbetalt kontant Sum, som til enhver Tid kan fordres tilbage; men Banken kan ikke, som ved Sedlerne, vilkaarligt forøgedenne det er Publikum, som tager Initiativet til Forbruget, ikke Banken. Faren for Misbrug fra Bankens Side er derfor endnu mindre her end ved Seddelemissionen, da Omløbstiden efter disse Papirers Natur ordenligvis er kortere og Forbruget stærkt begrænset, behøverman at binde Bankerne til bestemte Dækningsformer,hvad heller ikke har gjort (undtagen for Rigsbankens Vedkommende, hvor de henregnes til «Seddelstokken»). Sum, Bankerne have omløbende paa denne Maade, og hvis Rente udgjør Bankernes Fortjeneste, beløber sig for Tiden for de ensk. Banker til 5V2 a 6V2 Mill., for alle Bankerne (incl. Rigsbanken) til over 9 Mill. (jfr. iøvrigt Tabellen).

Der er desuden en anden Side, fra hvilken disse Vexler frembyde en Ejendommelighed; det er i Forhold tii udenlandske Betalinger. Den Omstændighed, at de ere udstedte af bekjendte Bankinstituter og betalbare strax og overalt, tilsikrer dem en stor Kredit udenfor Landets Grænser, og medens Sedlerne have en vis Tendens til at holde sig indenfor Landets Territorium, for saa vidt der ikke ved særlige Overenskomster skaffes dem et Indløsningsstedudenfor ere Postremisvexlerne nærvedat Karakter af et udenlandsk Betalingsmiddel. De ere, naar Talen er om mindre Poster, snart den almindeligeForm, hvilken svenske Kjøbere betale danske og norske Sælgere, og de udvide deres Territorium mere og mere. I Nordtyskland, særligt Hamborg og Liibeck, ere de blevne en søgt Handelsvare for Banker og Bankierer,ja er ikke uden Exempler, at de komme tilbage

fra Hjertet af Amerika, hvorhen de ofte sendes af Emigranternesherboende

Til den Udbredelse, disse Papirer saaledes have faaet endog udover Landets Grænser, bidrage næst efter deres lette Indløselighed og deres Udstederes Kredit især to Egenskaber; den ene er deres Vexelform, den anden at de ere s tempel frie (ligesom overhovedet Vexler, udstedte i Sverig paa Indlandet). Jo længere man kommerfra Sted, hvor et Omløbspapir er udstedt, desto vanskeligere er det at vurdere Udstederens Solvens; Vexlens Betydning som Handelspapir beror derfor paa det samlede Ansvar, der paahviler samtlige Vexeldebitorer overfor Regresfordringer. En saadan Virkning, som jo ikke opnaas ved en blot Anvisning, letter selvfølgeligt i høj Grad Papirets Omsættelighed. Hvad Stempelskatten angaar, kunde det synes, at denne havde mindre at betyde,naar nedsattes til et Minimum (som efter vor Lovregel om korte Vexler). Men det er en Kjendsgjerning, at smaa Afgifter for en Forretningsmand ere irriterende i Længden, og at Omsætningen for at undgaa dem ofte skaber sig nye Former, som kunne forekomme en Ikke- Handelsmand besværligere end Afgiften. Ved disse Egenskaber— og Stempelfrihed — komme Postremisvexlernetil staa i Klasse med et Omsætningspapir,hvis Betydning er langt større, nemlig de saakaldte «cheques», saaledes som disse have udviklet sig med England til Hjemsted. I privatretlig Henseende ere disse Papirer selvfølgeligt forskjellige; «chequen» er en Vexel paa Banken af en af Bankens Kunder, altsaa ikke Bankens Gjældsforskrivning, Postremisvexlen er_—selvom dens Form er en trasseret Vexels — i Realiteten en egen Vexel, udstedt af Banken. Men i økonomisk Henseende

— som Middel til Overdragelsen af Pengesummer — spille de en væsenligt ensartet Rolle. For cheque'ns Vedkommendeer et Faktum, at Stempelfriheden er dens historiske Ophav (hvad der dog ikke har forhindret, at man f. Ex. i Frankrig har gjort den til Gjenstand for Beskatning);naar engelske «promissory notes», Bankens egne Vexler, ere mindre i Brug end cheques, skyldes dette formentligt netop, at de første ere stempelpligtige, de sidste ikke*).

Det lader sig ikke nægte, at Omsætningsmidler som de her omhandlede høre til det, som man, naar man en Gang har lært det at kjende, ikke godt kan undvære. Er det først blevet indset, at de paa en Gang indeholde en Rentefordel for Banken uden at medføre Seddeludstedelsens Farer og en Fordel for Publikum, som derved med Lethed

---

*) Uagtet Stedet ikke her er til at belyse cheque'ns Begreb og Natur, skal det dog paa Grund af den Omtale, Gohns Afhandling om dette Emne (i Zeitschr. f. vergl. Rechtswissensch. I) har fundet her i Tidsskriftet, bemærkes, at det Resultat, hvortil denne Afhandling vistnok er uden stor Værdi. Naar den sammenlignende som Forf. anvender, fører til den Slutning, at hverken cheque'ns Egenskab af a-vista Anvisning, dens Stempelfrihed Begunstigelse i denne Retning, heller ikke Egenskaber Trassaten ere nødvendige Begrebsbestemmelser for dette Papir, men at cheques ere "schriftliche Zahlungsauftrage, welche eine Person einer andern mit vorgångiger Zustimmung derselben ertheilt_¦>, saa mangler et saadant Begreb enhver rimelig En tre Maaneders Vexel, trukken i Henhold til en indrømmet Blankokredit, vilde herefter kunne kaldes en cheque. Dette kan naturligvis ikke være Meningen. I juridisk Henseende er cheque'n en Anvisning, der staar Vexlen nær, men ved positive dog er udsondret fra den; Interessen ligger imidlertid paa dens økonomiske Side, og om der end kan paavises Afvigelser fra Typen, er det dog vistnok rigtigt at fastholde Papirets Egenskab af Sigtvexel og at accentuere dets begunstigede Stilling i Henseende til Stempelskatten; s. ogsaa Macleod 1. c. I S. 253.

kan overføre smaa Beløb fra Sted til Sted, ja endog skabe sig en bekvem Form for Remisser til Udlandet og Returer derfra, saa fortjener det Opmærksomhed, om Systemet ikke lader sig overføre til andre Lande. Den første Betingelseherfor naturligvis, at der findes Bankkontorer rundt om i Landet, og i den Retning er Danmark just ikke heldigt stillet; den næste er, at de forskjellige Bankinstitutersamvirke benytte hverandres Tjenester. Den eneste Bank, der udsteder egne Vexler, betalbare i Provinserne,er saa vidt vides — Nationalbanken; men disse Papirer indløses udenfor Bankens Kontor og Filialer kun i Amtstuerne; de øvrige Banker trassere neppe som Regel paa Andre end deres Filialer og betinge sig et Vederlag derfor. Et Gjensidighedsprincip, om muligt i Forening med Ophævelsen af Stempelskatten paa a-vista Vexler, i al Fald naar de udstedes af Banker, vilde formentligvære Nytte for den indenlandske Omsætning.

Det bør imidlertid indses, at en Benyttelse af Postremisvexlerne større Omfang, selv om den ingenlunde betinges af Seddelbankernes Decentralisation, dog højligt lettes derved. Til at honorere Dispositioner uden Forberedelse en betydeligere Maalestok hører der en Kasse, som de mindre Provinsbanker ikke have Raad til at holde; kun naar Indløsningen kan ske ved et nyt Kreditmiddel, altsaa ved Hjælp af Sedler, kan den gaa uhindret for sig. Men at dette Omsætningsmidde! dog ikke er afhængigt af Seddeludstedelsen, det viser den store Del, som de svenske Aktiebanker have i dets Benyttelse.

V. Aktivforretningerne.

De Midler, en Bank samler sammen til Frugtbargjørelseog
benytter den til at tilfredsstille

Markedets Laanetrang; dens Egenskab af Kreditinstitut beror just paa, at den benytter Kreditten for at give Andre Kredit. For saa vidt ere alle aktive Bankforretninger ensartede.Men mere et saadant Institut baseres paa fremmed Kapital, desto vigtigere bliver den Opgave at laane ud ikke blot paa en betryggende Maade, men under Former, som holde Bankkapitalen i en stadigt flydende Form. I Bevidstheden om, at den en Dag kan blive berøvetden hvorpaa den bygger, bør Banken stræbe hen til, at dens Udlaan ske paa kortest mulig Tid og imod Sikkerheder, som let lade sig afhænde. De svenske ensk. Bankers dobbelte Egenskab af Seddel- og Depositobanker gjør derfor en Prøvelse af Aktivforretningens Brancher til en lige saa interessant som vigtig Del af enhver Undersøgelsevedrørende Virkemaade.

Nogen Ejendommelighed i Forhold til den sædvanlige Bankpraxis frembyder Forretningens Art hovedsageligt kun paa ét Punkt, nemlig Kassakreditivernes store Udbredelse. Den Sum, der er udlaant paa denne Konto, udgjør f. T. for de ensk. Banker c. 51 Mill. og har i den nærmest foregaaende været betydeligt højere, næsten den samme som den til Diskontering af indenlandske Vcxler anvendte Sum*); paa Antallet af disse Konti kan man ligeledes spore en stærk Benyttelse; de udgjorde

---

*) For Rigsbanken er Forholdet samtidigt dette: Diskonterede indeni. Vexler Mill. 8,81 Udlaan paa Kasse-Kredit — 8,65 og for Aktiebankerne henholdsvis — 21.8S — 16,63 altsaa er ialt udestaaende paa Kassekreditiver c. 76 Mill. For ','a Aar siden var Summen næsten 12 Mill. større.

Ogsaa i denne Retning har man haft det skotske Forbilledetil I Virkeligheden er Kassekreditivet ogsaa et naturligt Supplement til Depositovirksomheden; naar den sidste gaar ud paa at opsamle den ledige Kapital for, om saa for nok saa kort Tid, at anvende den i produktivtØjemed altsaa at hindre, at Publikums Kapitaler ligge ledige — saa gaar Kreditivbevillingen ud paa, at hindre, at Bankens Udlaan ligge ledige; der gives nemlig i denne Form Laanet en vis Elasticitet, det lempes efter den Tid, Kunderne have Brug for det, med Adgang til paa ethvert Tidspunkt at afbetale, hvad der ikke kan anvendes,for at optage det i et senere Øjeblik. Kreditivet er den mest bevægelige af alle Udlaansformer, ikke blot efter sine Muligheder, men ifølge sin økonomiskeBestemmelse; det til at aflokke Banken staaende Laan, saa opsiges det. Der er imidlertid rejst Tvivl om Hensigtsmæssigheden af at forene denne Forretningmed navnlig fra det Synspunkt,at i kritiske Tider, naar Banken selv har Brug for sine disponible Midler, ville bidrage til at unddrage den disse*). Til en vis Grad gjælder dog denne Mislighed om al Udlaansvirksomhed; naar det kræves, kan Banken altid indskrænke Kreditivbevillingen saa vel som Diskonteringen, uden at det Ene vil være mere føleligtfor end det Andet, og for saa vidt man mener, at der ved Forhøjelse af Diskontoen altid vil være Adgang til at begrænse Diskonteringen til det Nødvendigste,saa

---

*) s. Hertzberg i. c. S. 20 og 68.

vendigste,saases det ikke, hvorfor en Forhøjelse af I dlaansrentenikke saa godt skulde kunne indskrænke Benyttelsen af Kreditiverne som Tilbuddet af Vexler. En Indvending mod Kassekreditivet, hentet fra dets Egenskab af Lornbardlaan — d. e. dets Bevilgelse mod haandfaaet Pant som Sikkerhed — vilde være mere berettiget, men er ikke af stor Betydning for Sverig, hvor Kreditivet vist lige saa ofte, om ikke oftere, er tilstaaet paa personel Sikkerhed (Kavtion).

j-muuul u^ ifVrigu uuiuuiioiuiitiiilii^t,! v,i o>^i Vit'tg, <¦ Vexeldiskonteringen den betydeligste. I Overensstemmelse med mindre Seddelbankers Opgave at lette den indenlandske er det blot de indenlandske Vexler, som her tænkes paa. Naar disse Banker desuden holde en lille Portefeuille af udenlandske Vexler — for Tiden over 6 Mill., men i det Hele hidtil et betydeligt lavere Beløb store Svingninger — saa kan en saadan Placering sin Berettigelse, navnlig som Surrogat for en Guldbeholdning; men som Regel ligger den dog udenfor de mindre Seddelbankers Opgave og Virkekreds (s. Wagner 1. c. S. 275), og disse Vexler kunne i al Fald ikke betragtes som et virkeligt Udlaan i produktivt Øjemed; de staa, afset fra Rentefortjenesten, fra Bankens Standpunkt nærmest i Klasse med dens Kasse.

Ved Siden af de c. 60 Mill., som Bankerne have placereti Vexler, slaa c. 20 Mill. placerede i Gjældsbreve med udelukkende Navnesikkerhed og c. 3 Mill. udlaante mod Kavtion. Grænsen imellem disse 2 Klasser er særdeles vag og beror kun paa den rent tilfældige Omstændighed, om der for Laanet er deponeret et selvstændigtGjældsbrev Haandpant, i hvilket Tilfælde det henregnes til den første Klasse. Ogsaa disse Rubrikker

bør vistnok rigtigst betegnes som korte Udlaan. Man er neppe berettiget til at anse «Udlaan mod Borgen., for identiske med staaende Laan*); de kunne e^er deres Beskaffenhedlige godt være korte Laan som den større Gruppe, og de ere det vistnok ogsaa.

Af en væsenligt forskjellig Karakter ere derimod de saakaldte Lombardlaan, Udlaan mod Realsikkerhed, navnligIlaandpant. er i Theorieu megen Tvivl om deres Fortjenstfuldhed; men mere eller mindre benyttes de dog overalt. Fra nogle Sider fordømmes de absolut; Macleod (1. e. II S. 421 —23) siger om dem, at de oftest ere en Form for faste Laan, der tilstaas Personer i uproduktive Øjemed for at hjælpe dem ud over Følgerne af uheldige Fondsspekulationer. Af nyere Banktheoretikere tages de derimod ikke blot som et nødvendigt Onde, men betragtes som en naturlig og retmæssig Bankforretning; Wagner sætter endog Lombardlaanene ved Siden af diskonterede Vexler som de Aktiver, der bør udgjøre den specielle Dækning for Banknoterne. Det erkjendes imidlertid, at man i al Fald bør skjelne imellem de enkelte Arter af Lombardlaan efter Sikkerhedens Beskaffenhed. Bestaar denne i Prioriteter i fast Ejendom eller i Varer, kan der indvendes mod den, hvad der principielt gjøres gjældende mod Seddelbankens direkte Deltagelse i Hypothekforretningerog Varespekulationer, nemlig at det ligger udenfor dens Opgave og binder Kapitalen paa en uheldig Maade; udgjøres Sikkerheden derimod af Værdipapirer som Obligationerog saa er den tilsyneladende Realsikkerhed jo i Grunden en Personalsikkerhed, idet den beror paa vedkommende Foretagendes Kredit, af hvilken atter EffekternesRealisationsværdi

---

*) s. dog Hertzberg 1. c. S. 32.

ernesRealisationsværdiafhænger. Ere atter i sidste TilfældeObligationerne , saa kommer Banken ved deres Overtagelse ind paa den farefulde Vej at blive Statens Kreditor, hvad der med Rette anses for uheldigt, fordi Staten muligvis er solvent nok, men hører til dem, der betale meget langsomt; men denne Fare er dog, vel at mærke, nærmest kun tilstede for en Centralbank, mindre for en Række Smaabanker, der ikke ere kapitalstærke nok til at friste Statens Laanetilbøjeligheder. — Med stor Udførlighedindeholder svenske officielle Bankstatistik de fornødne Oplysninger om disse Laan. Ilos de ensk. Banker udgjøre de f. T. c. 40 Mill., deraf

altsaa c. 2,32,3 af Diskonteringernes Beløb. Som det ses,
udgjøres den aldeles overvejende Del af Laan mod Værdier
i faste Ejendomme*).

Angaaende de øvrige Aktivposter skal kun bemærkes, at Bankerne have anlagt c. 26 Mill. i Statspapirer og rentebærende en Placering som efter det Foranførte kan anses for særligt uheldig, selv om den efter den hidtil gjældende høje Rentefod neppe har været synderligt fordelagtig i Henseende til Udbyttet.

---

*) Til Sammenligning: Summerne paa de tilsvarende Konti udgjorde i Rigsbanken i Aktiebankerne Mill. 2,79 MM. G,50 — 2,76 — 1,36 — 2;9S — 2,55 — 3,16 — 3,9S Mill. 11,24 Mill. 14,39

Gaa \i nu over til at undersøge, hvorledes disse Aktiver forholde sig til Bankernes Passiver, saa bliver det Første, der maa lægges Mærke til, at samtlige Aktiver hefte i Forening for samtlige Passiver. Den oftere foreslaaede , at lade visse Midler specielt hefte for Sedlerne eller for Sedler og Indlaan og Resten af Midlerne for Passiverne som Helhed, er ikke fulgt i Sverig, og det skjøndt det havde ligget nær under en Ordning, hvor Seddelemissionen er sat i bestemt Forhold til den indbetalte, i visse foreskrevne Kapitaler placerede Grundfond, hvilke med det solidariske Ansvar til Hjælp maa siges at være en passende Betryggelse for Seddelkreditorerne. det solidariske Ansvar strækker sig til alle Bankens Forpligtelser, saaledes hefte alle dens Aktiver lige fuldt for Sedler og Postremisvexler som for Indlaanene.

Det bliver under saadanne Omstændigheder altid mere eller mindre en Konstruktion, naar man vil fordre eller søge efter et bestemt Forhold mellem visse Aktiver og visse Passiver. Ser man imidlertid bort fra Driftskapitalen paa dens forskjellige Konti og fra tilfældige Posteringer i Mellemregning med andre Banker, og sammenligner man derpaa under Et alle korte Indlaan, inclusive Sedler og Postremisvexler, paa den ene Side med alle korte Udlaan, baade mod Personal- og Realsikkerhed, samt Kassen paa den anden Side, saa vil man finde, at Forholdet f. T. udgjør

et ingenlunde uheldigt Forhold, naar man betænker, at
den lovmæssige Notedækning, som udgjør c. 45 Mill. i

Grundfonds- og Reservefondshypothek, ikke er tagen med
i Beregningen.

I Henhold til det ovenfor under Seddeldækningen Anførte er man imidlertid berettiget til at gaa ud fra, at den lovbefalede Seddeldækning ogsaa faktisk repræsenterer den ved Seddeludgivelsen stiftede Gjæld, altsaa at Sedlerne anses for sikrede ved de nysnævnte «Hypotheker», eventuelti med en Del af Kassebeholdningen. Under denne Forudsætning viser der sig for de øvrige korte Indlaan — afset fra Postremisvexlerne, som faktisk indløses ved Hjælp af Sedlerne og derfor i Henseende til Dækning nærmest bør sammenstilles med dem — et ved sin Overskuelighed interessant og for en Bedømmelse af Sikkerheden beroligende Resultat. Det fremgaar af Tabellen,at man sammenlægger Depositions- og Upp&Afskr.-Konti korte Indlaan) paa den ene Side og diskonterede indenlandske Vexler, Udlaan mod Gjældsbrev, paa Kassekreditiv og mod Borgen (de korte Udlaan) paa den anden Side, saa ville disse Summer findes at svare til hinanden næsten ganske nøjagtigt i Tidsrummet 1872—78. Der er i disse Tal en gradevis Stigning indtil Midten af 1877, derefter en Dalen; men Aktiv- og Passivsummernefølges aldeles regelmæssigt. Man har altsaa kunnet anbringe de korte Indlaan i korte Udlaan uden at behøve at gaa til Lombardlaanene som Placering for disse bevægelige Værdier. Dette viser paa den ene Side, at de Bankerne betroede Kapitaler have været fornødne til at tilfredsstille Markedels Trang, og paa den anden Side, at Bankforretningen som Helhed er ført med et naturligt Blik for, hvad der er disse Kapitalers Bestemmelse. Fra Slutningenaf brydes denne Harmoni dog mere og mere; Afstanden mellem de korte Indlaan og de korte Udlaan

voxer og gaar tilsidst op til c. 25 MilL, hvormed de første overstige de sidste. Naar man vil undersøge, hvor disse 25 Mill. ere blevne af, saa vil det vise sig, at de ingenlundeere paa fastere Hænder; tvertimod ere ogsaa Lombardlaanene samtidigt gaaede übetydeligt ned. Det viser sig ved en nærmere Sammenligning af Regnskaberne,at Midler ere anbragte, dels i en noget større Kassebeholdning og i et lidt forøget Obligationsforraad,men i et langt stærkere Forhold til Udlandet. Medens Beholdningen af udenrigske Vexler er voxet — i det sidste Aar med over 200 pCt. — er samtidigtBenyttelsen udenlandsk Kredit formindsket fra c. 13V2 Mill. til c. 3 Mill. og den hos udenlandske Bankforbindelserstaaende voxet fra c. 800,000 Kr. til c. 2,100,000. Man har altsaa anset det for nødvendigt at styrke sin Beholdning af disponibel Kapital for at møde de Vanskeligheder, kritiske Tider kunde bringe, og samtidigtvist, man i Nødsfald kan undvære den store udenlandske Kredit, der hidtil har været anvendt.

VI. Kontrolbestemmelser.

Til Slutning skal det endnu angives, hvilke Forholdsreglerder trufne til Overholdelse af de i det Foregaaendeangivne og til lagttagelse af de af Bankpolitiken nødvendigt følgende Hensyn. Er det end sandt, at den bedste Kontrol for et Banksystem er Publikumsstadige og Interesse overfor en Institution,der saa mægtigt ind i dets Velvære, og maa det end indrømmes, at Pressen og Administrationen ved hyppige Sammenstillinger og Offenliggjørelser af statistiske Data gjøre Alt, hvad man kan forlange, for at

vejlede Publikum, saa kan det dog ikke ventes, at Receptivitetenhos stor Del af Befolkningen skal være udvikletnok at man kan betragte den offenlige Dom om disse Instituter som et Værn mod alle Misbrug fra deres Side.

Fremfor Alt bør det mærkes, at der paahviler Bankerne til at indsætte Revisorer med det Hverv at foretage et aarligt Gjennemsyn af Regnskaberne. Disse Revisorer skulle være 2 eller flere og oppebære en passende for deres Arbejde, der vel at mærke ikke er indskrænket til en blot Talrevision.

Den Statsavtoritet, under hvilken Bankerne sortere, er Finansministeren og under ham «Kongens Befalingshavende» Bankerne ere forpligtede til at holde deres Bøger og Regnskaber tilgængelige for disse Avtoriteter til enhver Tid, at meddele Finansministeren de Oplysninger, som af ham begjæres, efter hver Maaneds Slutning at tilsende Ministeriet en efter særligt foreskreven Formular og i Overværelse af Landshøvdingen hans Repræsentant udarbejdet Oversigt over Bankens Stilling med Angivelse af den for de forskjellige og Udlaansgrene noterede Rente, samt endeligt til at indsende Ministeriet Revisionsberetningen og lade samme offenligt bekjendtgjøre. Overtrædelser af disse Bestemmelser kunne, naar de efter gjort Udsættelse ikke afhjælpes inden en Maaneds Forløb, berettige til at anse Oktrojen for forbrudt.

Hvis en Bank ikke paa Forlangende indløser sine Sedler med Guld og Seddelejeren efter Optagelse afNotarialprotest dette for Overavtoriteten, skal denne suspendere Bankens Virksomhed og Oktrojen eventuelt anses for tabt.

Viser det sig efter et Aars reviderede Regnskab, at Banken har tabt Reservefonden og lOpCt. af den Grundfond, de solidariske Interessenter have indsat, skal Banken sættes i Likvidation og Interessentskabet opløses, saafremt det ikke erklærer sig villigt til inden 3Maaneder at restituere Grundfonden til dens oprindelige Beløb.

Disse Kontrolbestemmelsers Værdi beror selvfølgeligt paa, hvor samvittighedsfuldt de overholdes. 1 denne Retning Opdagelsen af de mærkelige Bedragerier i Vadstenabanken Anledning til at befrygte en vis Slaphed fra Administrationens Side; at en Administration er temmelig , naar den ikke tør gaa ud fra Sandfærdigheden de Talstørrelser, der forelægges den, er dog indlysende.

---

Anm. Den i det Foregaaende oftere omtalte Tabel over de vigtigste Aktiv- og Passivkonti findes optagen i forrige Hefte S. 337—338.