De tyske Nationaløkonomers XIX. Kongres

afholdtes i Berlin d. 21._— 23. Oktober. — Syndikus Dr. Barth (Breraen) indledede en Diskussion om Beskatningen af den indirekte Indførsel, la surtaxe d'entrepot. Den af ham foreslaaede Resolution der betegner Indførelsen af la surtaxe d'entrepot som skadelig for Tysklands økonomiske Interesser, vedtoges næsten enstemmigt af Forsamlingen. — Det næste Spørgsmaal, den internationale Ædelmetal-Bevægelse, indlededes af Red. Dr. Hertzka (Wien). Indlederen foreslog en Resolution, først stempler ethvert Tilbageskridt fra den rene Guldfod til Sølv- eller Dobbeltfot^n som ugjørligt og dernæst betegner Standsningen af de l/.ke Sølvsalg som en Fare for Tysklands Penge- og Bankvay n. Denne Resolution vedtoges med meget stort Flertal, ' ier at Redaktør Dr, Alexander Mejer (Berlin), Dr. Wolf (Steltin) og Dr. Hechl (Mannheim) havde støttet den. Den / ppositionslystne Prof. Dr. Ad. Wagner (Berlin) kunde heller Kke her modslaa Fristelsen til at stille sig paa et andel Standpunkt end Nationaløkonomernes Flertal, og til at fortsætte 'et Koketteri med Reaki ionen , han allerede oftere har forsøg. «Jeg er», sagde han, «vel ingen principiel Tilhænger af Sølvfoden; men jeg tror, at naar alle Evropas Kulturlande vilde indføre Guldfoden, vilde vi faa Mangel paa Penge . . . Jeg betvivler, at vi vilde kunne undvære vort Sølv . . . Heller ikke er det saa let for os at afhænde vort Sølvforraad . . . Jeg vil vel ikke ligefrem vende tilbage til Sølvfoden; men jeg foreslaar, at der anslilles en Enquete, om vi bør gaa videre

paa den Vej, Mønllovene af 1871 og 1873 bclraadlc, eller om vi skulle vælge en ny. En saadan Enquete bør først anslilles, der lages Beslutning om Sølvsalgene skulle gjenoptages." dette Forslag blev ikke billiget af Forsamlingen. Heller ikke satte den Pris paa det Forsvar for Dobbellfoden, som Dr. Arendt leverede. — Den derefter følgende Sag, Evropas med Brød, indlededes af Kjøbmand Herbcrtz (Berlin) og Redaktør Bromel (Berlin). Indlederne hævdede følgende Sætninger: «1. Evropas Forbrug af Brødkorn stadigt og efter et stærkere Forhold end Befolkningen. Derimod synes i Vest- og Mellem-Evropa Produktionen Brødkorn ikke mere al tage til, og Landbruget synes mere at hellige sig Kvægavlen og Dyrkningen af Planter til de landøkon. Industrigrene. 3. Derfor er Tilførselen fra andre Lande en Nødvendighed, og Besværliggørelsen af den skader Industrien.« Dr. Max Hirsen (Berlin) skildrede de skadelige Følger for Samfundet, særligt Arbejderne, af Bismarcks økonomiske Politik. Landejendomsbesidder Knauer (Grobers) udtalte sig for Kornlolden. Rigsdagsmand Sonnemann (Frankfurt) at Korntolden havde værel til nogensomhelst Nytte for Landbruget; de Fordele, Tolden havde bragt enkelte store Godsejere, stod ikke i Forhold til de Ofre, den havde paaført andre. Rigsdagsmand Rickert (Danzig) rettede ligeledes Angreb paa Korntolden. Atter her mødte Professor Wagner: «Jeg billiger«, erklærede han, «ganske visl ikke Told paa Livsfornødenheder; men jeg kan paa den anden Side heller ikke udtale mig for en øjeblikkelig Ophævelse af Korntolden.« Dr. Conrad (Halle) foreslog en Resolution, der i Hovedsagen stemmer med Indledernes Theses, altsaa: Evropas Kornforbrug stiger stadigt; Vest- og Mellem-Evropas Kornproduktion ikke mere til; altsaa er Tilførselen fra andre Lande en Nødvendighed; Besværliggjørelsen heraf tynger den Industri, der skulde skaffe Modværdierne, og den Fordel, som Kornlolden under visse Forhold kan tilføre Enkelte, slaar i intet Forhold til den Skade, der paaføres den øvrige Befolkning. Resolution vedtoges med alle Stemmer mod 11 (deriblandt Wagner), — Rigsdagsmand Dr. Kapp (Berlin) og

Kjøbmand Philippson (Berlin) indledede en Forhandling om Kolonisation og Udvandring. Med stort Flertal udialle Forsamlingen sig imod, at Tyskland indlader sig paa Kolonisalionsforetagender, for at Udvandringen lades uforstyrret af Regeringen. Udvandringen skyldes en Aartusinder gammel Drift, der har bragt Kullurens Velsignelser ud over tidligere øde Egne, og som mægtigt har befordret Menneskehedens Fremskridt. Denne snart stærke, snart mindre stærke Bevægelse, sig, hvadenten man synes om den eller ej, ikke forhindre ved Politi og Tvang. Kun paa én Maade kan man forebygge den: ved at skaffe en saadan Plads for Udfoldelsen af den Enkeltes aandelige og materielle Kræfler, al Fædrelandet bliver ham saa kjærl, at han ikke mere fristes til at kaste Blikket ud efter fremmede Lande. — Spørgsmaalet om Handelstraktat Øslrig indlededes af Fabrikbesidder Dr. Max Weigert og M. Bromel. Forsamlingen fraraadede et formeligt , «Zolleinigung» , med Østrig, uagtet de østrigske Frihandelsmænd Baron von Kiibeck, Herlzka og v. Dorn lalle herfor. — Endelig holdt Dr. Hecht el Foredrag om Nødvendigheden af en Reform af den tyske Aktielovgivning.