Ejendom og Samfund. A. Samter: Das Eigenthum in seiner socialen Bedeutung. Jena, G. Fischer. 1879. (503 S.)

De sociale Videnskaber følge den samme Aandens Bevægelse,som gjennem Videnskaben overhovedet. Middelalderen og den nyere Tids første Tidsrum stræbte efter det absolute, det übetingede Væsen, enten det nu søgtes i en overnaturlig Verden eller som et übetinget Noget bagved den naturlige, og enten det søgtes kemisk som «de Vises Sten» eller politisk som Kongedømmet af Guds Naade. Den nyere Videnskab søger overalt, hvor det er muligt, at indføre Induktionens Methode: den søger Lovene paa Kjendsgjerningernes og lagttagelsernes Grund. Paa Socialpolitikens Omraade møde vi den samme Bevægelse.Ved gjordes der vel skarpt Front mod tidligere Theorier; kritisk-negativt opløste man sine Fædres Idealer, men positivt kom man i Grunden ikke ud over Fortidens Aandsretning; den sociale Politik, den økonomiske og politiske Liberalismes, var fremdeles en oversanselig og overhistorisk, o: metafysisk Politik, der søgte og levede i absolute Begreber. Rousseaus Lære

om Samfundets Oprindelse ved en fri Kontrakt mellem Individerne var mindre historisk, mere fantastisk end Kongedømmet af Guds Naade, der dog havde sin Rod i en Virkelighed, en faktisk existerende Tro, en social Kraft. Tanken om Friheden som et magisk Middel til at hæve ethvert Folk eller Tanken om et absolut Forfatningsideal,lige til enhver Tid og paa ethvert Sted, hævet over Rum og Tid, var lige saa fantastisk, lige saa oversanselig og overhistorisk, ligesaa metafysisk som Tanken om «de Vises Stens« magiske Evner til at forvandle Alt til Guld og gjøre alle Legemer sunde. Den rene Liberalisme, o: Individualismen, og den rene Socialismevare for den samme Aand. Det ene Parti forventede en ny Guldalder af Udfoldelsen af Menneskesjælensindividualistiske laissez faire, laissez passer) det andet Parti Guld og grønne Skove saa, ja et Hav af Limonade ved Udviklingen af Menneskets sociale Side. Hist ensidigt Eftertryk paa Individet med det uforudsete Resultat: økonomisk og socialt Anarki; her ensidigt Eftertrykpaa med den visse Følge: økonomisk og socialt Maskineri. Manchestertheorien og Fourier er den samme Aands to modsatte Poler, den oversanselige og overhistoriske Politiks Magnetisme.

Imod denne ny-romantiske Politik optræder den nyere positive Politik. Den ser ethvert Begreb dynamisk, som et historisk Begreb, som en social Kraft, der er et nødvendigt Resultat af bestemte historisk-sociale Forudsætninger,kræversine fysiske, økonomiske,psykologiskeog Betingelser, staar i et nødvendigtgjensidigtAfhængighedsforhold andre sociale Fænomener og medfører sine bestemte Resultater. Sociale og politiske Begreber som Ejendom, Frihed, Ret o. s. v.

ser den som Udtryk for sociale i den reale Udviklings Strøm sig rørende Kræfter, relative som alle Kræfter, men faktiskeRealiteter.Holdende paa Historiens og lagttagelsensjevneGrund den ikke Brug for Fantasier, hverken Liberalismens eller Socialismens. Den har hidtil ikke haft den Fornøjelse at træffe paa en absolut fortrinligRegeringsformeller en übetinget fortræffelig social-økonomisk Ordning. Den ser den konstitutionelle Forfatning som et historisk Udviklingsresultat hos visse mere fremskredne Folk, der alle tilhøre den ariske Folkestamme,udendog være det løsende Ord til enhver Tid og for ethvert Folk, og dens Indførelse i Sydamerika uden Hensyn til fysiske, historiske og sociale Betingelser ser den nærmest som tilhørende det komiske Epos. Den positive Politik har ikke hin absolute Tro paa Friheden, og om den end véd, at Friheden er Grundbetingelsen for Udviklingen af Menneskets Evner, saa véd den tillige, at disse Evner i Forvejen maa have naaet en vis Udvikling for at benytte Friheden, og den har ikke opdaget, at Negerens og Indianerens bratte Frigjørelse har bragt dem Andet end Kristendommen, Brændevinen og Døden. Den kan ikke se, at politisk Frihed er social Frihed, og den forstaar vel den frie Konkurrence som et historisk Resultat,menden endnu ikke fundet Organisationens livsbetingende Kjærne i Reglerne for Tilbud og Efterspørgsel.Naarder til den økonomiske Friheds fortrinlige Resultater, saa véd den egenlig ikke, om de ere saa beundringsværdige i Retning af Fordelingen; og vilde den end gjerne give den frie Konkurrence Æren for Produktionens store Opsving, saa pines den af den Tanke, at Naturvidenskaberne muligvis vilde forbeholde sig en ikke ringe Del af Æren. Idet den kort sagt ser Alt i

Udviklingens Lys, opdager den, at der.i Alt er en Kjærne af relativ Ret, at de sociale Fænomener frembyde en Række af nødvendig sammenhørende Stadier, at de alle kunne modificeres, men langsomt; at Fremtidens Haab ligger i Sandheden af de nye Organisationsformer, der danne sig under de gamles Opløsning, men i nødvendig Sammenhæng med dem.

Det er denne Anskuelse, der mer og mer vinder Indgang Økonomien og Sociologien. Som et Folks økonomiske overhovedet er et historisk Resultat, bestemt ved den sociale Udvikling og den almindelige Retsorganisation, — et Forhold Nationaløkonomerne altfor ofte glemme —, saaledes ogsaa de enkelte Former. Paa Ejendomsrettens Omraade har forskjellige Skrifter i den nyere Tid betydelig modificeret tidligere Opfattelser: jeg behøver blot at nævne Navne som Laveleye, Schåffle, Wagner, Jhering, Maine. Til denne ftetning, hvis Repræsentanter i Forbigaaende sagt næsten alle kræve en videre Udvikling af Samfundsejendommen, kommer nu Samt er, der i ovennævnte interessante og i methodisk Henseende vel byggede Værk har underkastet Ejendommen temmelig alsidig Analyse.

Den tidligere Politik og Jurisprudens har haft og har besynderlige Anskuelser om Ejendommen. Den opfattes i Almindelighed som absolut Privatejendom, som «en Personsübegrænsede udelukkende Herredømme over en Ting»₅ [Romernes jus utendi et abutendi re\\ den er hellig og ukrænkelig; den har været overalt og til alle Tider. Men dette absolute Begreb, oprindelig et Foster af romersk abstrakt Logik, har hverken forhindret, at Værdierne ere i uophørlig Vorden og Bevægelse, — Tilværelsen i sin Relativitet forstaar sig saa lidt paa det Ukrænkelige —

eller at Samfundet stadig har maattet forbeholde sig Ret til at indskrænke den af sociale Grunde, idet som Jhering siger, Ejendommenes Idé ikke kan føre noget med sig, der strider mod Samfundets Idé. Og Fraserne »overalt og til alle Tider.> har ikke kunnet afkræfte den historiske Kjendsgjerning, at Privatejendommen har sin historiske Tilblivelse, i det Store og i det Hele er gaaet parallel med Kulturens Udvikling: 1) som privat Ejendomsret over Ting til umiddelbart personligt Forbrug, 2) over bevægeligFormue 3) gjennem utallige Overgange, Stamme, Slægt, Familje, som privat Ejendomsret over Jord og Grund. Hvad der har bragt den Sejr er dels Besiddelsens raa Magt, dels Hensigtsmæssighedsgrunde under ensidigt Hensyn til dens Betydning for Produktionen (intensivt Agerbrug o. s. v.). Men Oldtidens Historie har lært os og den nyere Tids økonomiske Misere har indskærpetos, Hensynet til Fordelingen er lige saa væsenligtsom til Produktionen.*)

Åt Ejendomsbegrebet ikke er saa simpelt som hin Opfattelse synes at medføre, viser Samter os i »'EjendomsbegrebetogEjendomsarterne» 1—78). Dette Afsnit,derhar udgivet særskilt, er udførligt refereret i nærværende Tidsskrift**), og jeg skal kun berøre de væsenligste Træk. Ejendomsbegrebet er et Retsforhold mellem Ejendomssubjektet og Ejendomsobjektet. Ejendomssubjektetervel raadende Vilje, men, idet denne raadende Vilje kan konstitueres, ikke blot en Enkeltperson;detkan 1) Enkeltpersoner, 2) frivilligt sluttedeForeningeraf

---

*) Se Laveleye: Om Ejendomsretten og dens oprindelige Former. Paa Dansk ved Aleksis Petersen. Kbhvn. 1876.

**) Nationalek. Tidsskrift XII, S. 177 ff.

tedeForeningerafPersoner (Familjer, Selskaber, Korporationer,Kirker),3) Tvangsselskaber (Kommune, Stat). Ejendommen er med andre Ord ikke blot Privatejendom, om man ogsaa nok saa meget søger at tvinge den ind i denne Ramme. Hvad Ejendomsobjektet angaar, da gjør det en væsenlig Forskjel, om her med Hensyn til dets Beskaffenhed er Tale om rørligt Gods eller om Jord og Grund, o: om Ejendomsobjektet relativt kan forøges efter Behag eller ikke; et Spørgsmaal, der altid har været af afgjørende Betydning for Retsforholdet, det EjendommenkonstituerendeMoment. Ejendomssubjektets Natur, om det er et enkelt Individ eller sociale ForbindelserafIndivider, ere Ejere, maa medføre en væsenlig Forskjel i Rettens Indhold og Omfang. Saaledes leddeler Ejendomsforholdet sig efter Gjenstandens Natur og IndehavernesNatur,og differentierer sig i en Mangfoldighed af særlige Retsforhold og Retsnormer. Det gaar aabenbart ikke an her at skjære Alt over én Kam. Endelig er der endnu en anden Side af Ejendomsobjektet, der giver Anledning til ikke ringere Forskelligheder, nemlig dets Anvendelse, som Ejendom til umiddelbart Brug, Brugs ejendom, som Ejendom til Produktion af nye Værdier, Produktionsej endom (Kapital), eller som Ejendom, der udlaanes (Kredit), Laaneej endom; og disse forskjellige Arter af Ejendomsanvendelse fungere igjen økonomisk og socialt forskjelligt efter Indehavernes Natur. Der kan saaledes ikke være Tvivl om, at Brugsejendommenudnyttesbedst Enkeltmands Haand; Produktivejendommenfungerermaaske rent økonomiskbedstsom men socialt derimod muligen bedst som social Ejendom. Det simple Spørgsmaal,omdenne overhovedet skal være i

Enkeltmands eller i frie sociale Forbindelsers eller i Tvangsselskabers Haand, er jo Spørgsmaal af gjennemgribendeBetydningfor hele sociale Organisation. Om dem er der kæmpet i Historien, om dem vil der kæmpes, og hvor Striden gjælder dem, gaar Historiens Bølger højest. Og alle disse forskjellige Forhold mellem Ejendommens Subjekt og Objekt faa endelig deres egenligeFormved sociale Retsorganisation, der selv er en historisk Dannelse, fremgaaet af de reale Livsforholds og Livsanskuelsers Grund under den farverige Brydning mellem Naturretten og den positive Ret, der betegner Kampen for Tilværelsen paa Lovgivningens Omraade. Man faar unægteligt et Indtryk af: vi staa ved et indvikletSpørgsmaal.—

Efter det deduktive Element det induktive; efter BegrebsudviklingenEjendomsrettens Udvikling (78^—224), et lærerigt Afsnit, der dog langtfra kan maale sig med Laveleyes fortræffelige og plastiske Bog. Efter kort at have berørt de primitive Kulturtrin, og paavist, hvorledes Ejendommen som saadan først bliver til ved Dannelsen af en offenlig Magt, oprindelig er Stammeejendomog efterhaanden udvikler sig til Privatejendom,fordyber sig særlig i Modsætningen mellem Rom og de gamle Germaner. Det ejendommelige for Rom er trods Statsejendommen, ager publicus, en iboende Tendens til Privatejendommens Sejr. Oprindelig tilhørte Jord og Grund Slægterne, men gik snart over i Særeje, og Uligheden i Antallet af Hoveder paa de forskjellige Slægter og Tilkomsten af nye ejendomsløse og afhængige Borgere, Plebejer, medførte hurtig Ulighed i Besiddelsen. Kampen mellem Patricier og Plebejer, oprindelig en politisk Kamp, fik snart sit Tyngdepunkt i Ejendomsforholdet, og

Kløften mellem Besiddende og Besiddelsesløse udvidedes efterhaanden. Imidlertid spillede Statsejendommen dog en stor Rolle til Udjævning af Modsætningerne og fik afgjørendeBetydning Roms indre Sikkerhed og Storhed.Ved bestandige Væxt ved Erobringen havde Rom et Middel til altid paany at ordne og rette Grundbesiddelsesforholdene;den et Middel til at virke paa Fordelingen. Men den Maade, hvorpaa de herskende Klasser, først Slægtsadelen, senere et Pengevælde trods alle Modbestræbelser (Cassus, Gracherne, Drusus, tildels Cæsar) forstod at udnytte den i sin Interesse for tilsidst at lade den forsvinde, blev Dødsdommen over det romerske Samfund. Vi medtage fra dette Afsnit af Historien den frugtbare Lære, at efterhaanden som den absolute Privatejendomsejrede, Ejendommen overhovedet mere og mere koncentreredes paa forholdsvis faa Hænder, forsvandt den egenlige Middelstand mere og mere, og Samfundet deltes i et Rigmandsvælde og et Proletariat; den sociale Opløsning begyndte. Men vi medbringe tillige den Erkjendelse,at Statsejendommen existerede og benyttedes i social Aand, var den et fortrinligt Middel til at udjævne sociale Modsætninger, og Rom blomstrede. Ved efter Mommsen at give en levende Skildring af den sociale Tilstand i Roms Nedgangsperiode — en Tilstand, der trods al Forskjel ikke er uden slaaende Lighed med den nyeste Tid — indskærper Sarater ad induktiv-historisk Vej den Grundsætning, at Privatejendommen, saa berettigetden er, — «ingen egen Person uden Ejendom», — maa kompletteres med Samfundsejendom. —

Udgangspunktet for den germaniske Ret var en anden.
Det romerske Ejendomsbegreb var den Abstraktion, ifølge
hvilken en Sags Totalitet tænkes som en Bestanddel af

Personens formueretlige Viljessfære, saaledes at Ejendommeneruafhængig Objektets Beskaffenhed. Anderledes hos Germanerne: her gjordes oprindelig Adskillelse mellemEjendomover og Grund og over rørligt Gods, og den offenlige Magt, enten det nu var det mindre eller større Samfund, forbeholdt sig altid et Overherredømme over Jord og Grund. Resultatet blev ganske vist ikke synderlig forskjelligt fra Forholdene i Rom, men Aanden var en anden. Oprindelig var Forholdet dette: Jorden var Fælleseje, Byens frie Befolkning Arvinger, af hvilke hver fik en fri Lod til Benyttelse, medens han derimod var Grundejer paa selve sin Gaard, dog at hans frie Afhændelsesretvarbunden Fællesretten. Ved Siden af denne frie Befolkning var der Slaver, hvis Stilling væsenligvarsom og Hørige, som stode midt imellemFrieog endelig ogsaa frie Enkeltejendomme. Tidens herskende Retsløshed og Kamp, BefolkningsforøgelsenogKirken imidlertid Lehnsvæsenets Dannelse,ogBesiddelsens i Lehnsherrernes og Kirkens Haand blev Fællesejendommens Grav i det for Lehnsvæsenet ejendommelige ofte skildrede Bundethedens System. Det samme System udviklede sig ogsaa i Kjøbstæderne,menher som bekjendt den rørlige Ejendom sig efterhaanden mere og mere Frihed, og endeligsprængteden Revolution alle økonomiske Baand. Den politiske Liberalisme affødte den økonomiske, og den fuldstændige Privatejendom vandt atter sin Verdenssejr. Istedenfor Feudalmagten traadte Kapitalmagten, der altid blomstrer i den absolute Privatejendoms Skygge. Følgen var et storartet Opsving af Produktionen, men tillige en stigende Kløft mellem Rigdomsvælde og besiddelsesløst Proletariat, det sociale Spørgsmaals Lidenskaber og Kampe.

Er saa Privatejendommen det eneste fortræffelige, det
sociale Problem forøvrigt løst ved Fattigskatten? —

At det ikke er saa, vil man let besinde sig paa, idet man opdager, at selve Privatejendommens Sejr har medførtsomet Korrektiv en stigende Udvikling af Former for social Ejendom, og betragter de forskjellige Ejendomsindehavere (S. 224_—309). Hverken historisk eller faktisk viser Ejendommen sig som udelukkende PrivatejendomellerStatsejendom. disse Extremer, der tydeligst angive dens Karakter: Indehaverens udelukkende og kun af Samfundets Retsorganisation begrænsede RaadighedoverTingen, der historisk bestaaet og under selve den frie Konkurrence i stigende Maal udviklet sig en Række af Mellemled. Allerede Familjeejendommen, navnlig Hustruens, glider efter Sædvane og Ret ud af Enkeltviljens Ramme og antager en social Natur. Dette tillige med de Institutioner, der knytter sig dertil, er imidlertidetgammelt Forhold. Men selve det økonomiskeLiv,fremfor Storproduktionens Magt, medførerjoen Række af Former for Selskabsejendom paa det økonomiske Omraade, til Erhverv. (Produktiv- Ejendom.) FraHandelskompagnierne (de i KompagnietværendeAktiver kun bruges til fælles Formaal, en Bestemmelse, der ogsaa er virksom ligeoverfor Tredjemand)gjennemAktieselskaber commandite til rene Aktieselskaber finde vi en Overgang, karakteriseretved,at Enkelte, idet de deltage med deres EjendomiSelskabsdannelsen, ængstelig søge at opretholdedenne,men tvungne af Erhvervslivets Natur, ligesom forholde sig mere og mere lax til deres Privatejendomogendelig den til Dannelser, ved hvilke Privatejendommen mister sin ejendommelige Karakter, den

udelukkende Raadighed, og som kun i Aktiens Salgsøjeblikvisederes med Privatejendommen. — Ikke blot det økonomiske, men endnu mere det sociale Liv frembringer nye Former af Ejendom: de mangfoldige Arter af Foreninger (til fælles eller til almen Nytte) viser os Ejendomsformer, der endnu mere end de økonomiskeudmærkesig en social Side. De økonomiske Former for social Ejendom vise altid tilbage til den Enkelte; de sociale vise frem mod det Almene; den Enkelte træder her tilbage og Fællesinteressen danner Forgrunden; Ejendommen tjener ikke her den Enkelte, men den i Forening med Andre optrædende Enkeltmand; et idealt Hele svæver over denne Form; den er social Ejendom i særlig Forstand. Endnu skarpere træder dette frem ved Stiftelser, Korporationer osv.: kun ved sin Fødsel hænger Ejendommen her sammen med Privatejendommen,tjenerellers Ét og Alt almene Interesser. Alle disse Overgange fra Handelsselskabet til Korporationen betegner saaledes en Række af Overgange fra Privatejendomtilrenere renere Socialejendom. Og endelig mødes denne Bevægelse med de urgamle Former for Socialejendom, de politiske, Tvangsselskaberne: KommuneogStat, Ejendom uden al Indskrænkning er Samfunds-Ejendom. Ved at følge denne Bevægelse, mærke os disse trinvise Overgange, se paa disse Mellemled,vindevi den vigtige Erkjendelse: Privatejendom og social Ejendom ere ikke Modsætninger, men to nødvendigsammenhørendeSider den menneskelige Natur og de menneskelige Indretninger. Ejendommen er ikke udelukkende Privatejendom, og den juridiske xMethode paa alle Maader at søge at tvinge al Ejendom ind i dens Ramme er en Fiktion, arvet fra den romerske Jurisprudens'abstrakt-logiskeNatur,

dens'abstrakt-logiskeNatur,og som maa bekæmpes. Det er en Hovedopgave for Samter, og betydelige Jurister have selv faaet Øjet op for, at denne Fiktion i Virkelighedenudtrykker,at og den juridiske Videnskabherer Disharmoni med de reale Livsforhold. Bvor meget vil her ikke være at gjøre, f. Ex. med Hensyn til Aktielovgivning?

En væsenlig Undersøgelse staar endnu tilbage: i Socialpolitiken er Hensigtsmæssigheden et Hovedhensyn. Hvorledes fungere de forskjellige Arter af Ejendom? give de mest Nyttevirkning i Enkeltmands, eller i sociale Forbindelsers,elleri Haand? I hvilken Haand virke de intensivest i økonomisk og i social Henseende.Detomhandler i sin Bogs sidste Afsnit: •'Ejendommens Funktion« (S. 309_—489). Privatejendommenspsykologiskstærke Enkeltviljen og Selvinteressen,virkenaturligvis ved Brugsejendommen.DensVirkning Produktivejendommen er den intensiveste og fra et rent økonomisk Standpunkt den følgerigeste; fra et socialt Standpunkt derimod, hvor Fordelingsspørgsmaalettræderi i høj Grad betænkelig,jahvad (Krediten) angaar medførende uholdbare sociale Tilstande. Krediten betragterSamteroverhovedet, selv Bankier, i et meget mørkt Lys. Denne forskjellige Virkning er afgjørendeforden Bedømmelse. Den private Brugsejendomeren Nødvendighed, dybt begrundet i selve Personlighedens Væsen, og om Nødvendigheden af dens Opretholdelse kan der ikke tvivles. Privat Ejendom til Produktion, navnlig til eget Brug, har ikke mindre Fordring paa übetinget Gyldighed. Forsaavidt den derimodanvendestil for Andre er Sagen en

anden. Dens Virksomhed er for intensiv i ren økonomisk Henseende til at den tør opgives; men den er for ensidig og individualistisk til, at der ikke udfordres sociale Modbestræbelser;ikkeat om, at den i Kreditens Form fordrer en fuldstændig social Omforming. Resultat: Privatejendommenkanikke , men den kræver dels social Fuldstændiggjørelse, dels sociale Korrektiver. At tilvejebringe dette Korrektiv ved en ensidig stærk UdviklingafTvangsselskabs-Ejendom heller ikke an. Privatejendom er nødvendig — Kollektiv-, Kommune- og Stats-Ejendom er ogsaa nødvendig. Men den ensidige Udvikling af hin vil ende med Samfundets Opløsning i Atomisme, i en Samfundet opløsende Modsætning mellem et Plutokrati og et Proletariat. Statsejendommens übetingedeHerredømmevilde Individualiteten og Friheden.Hvaddet gjælder om er netop den fyldige Udvikling af den Række af Mellemled, som af økonomiske og sociale Grunde ere fremtraadte mellem disse. Hvorledesfungerernu Mellemformer, særlig den økonomiskeSelskabsejendom?De Personforbindelserudspringeaf af de enkelte Kræfters Utilstrækkelighed. Forskjellen fra Privatejendommener,at her maa skabes et Organ for Viljen (en Majoritetsvilje), Selvinteressen maa for en Del erstattes ved Almeninteressen, hvad der viser hen til disse Ejendomsformershøjereethiske uden derfor just at give dem større økonomisk Drivkraft. Imidlertid staa de dog ikke, selv hvad Produktionsejendommens Produktivitet angaar, tilbage for Privatejendommen. Enkeltviljen virker vel kraftigere end en Majoritetsvilje, men denne kan til Gjengjæld være mere moden, mere kyndig og overvejet. Selvinteressen er vel stærkere ved Privatejendommen, men

naar dens Planer skal udføres ved uinteresserede Lønningsarbejdere,gaarmeget dens Kraftvirkning tabt, medens derimod de sociale Produktions-Selskaber ved at gjøre Arbejderne delagtige i Overskuddet kan opnaa disses interesserede Medvirken, for ikke at tale om de Former, hvor Arbejderne selv ere Deltagere i selve Driften (Arbejder-Produktions-Foreninger).Endelighar disse Ejendomsformer i Produktionen den gamle kjendte Fordel: Storproduktionens, de associerede Kapitalers, Vælde. Og medens de i produktiv Henseende ikke staa tilbage for Privatejendommen (undtagen hvad Brugsejendommen angaar),havede betydelig Fordel i social Henseende, i Retning af Fordelingen.

Den videre Udvikling af Selskabs- og Korporations- Ejendommen vil være af særlig Betydning. Ikke mindre Vægt maa der tillægges Stats- og Kommune-Ejendommene; ja, i Udviklingen af dem ligger den sociale Fremtid. Statens Opgaver ere, efter Samter, foruden Hævdelsen af dens Existens, Magt- og Rets-Sfæren: 1. at tilvejebringe en social Ordning, i hvilken den Enkelte er i Stand til at naa til Udfoldelsen af sin berettigede Personlighed; 2. saa vidt muligt at udligne de sociale Uligheder, som danne sig i Løbet af den historiske Udvikling; 3. at give de Trængende den nødvendige Understøttelse; 4. selvstændigat til til Fremhjælpelse af Menneskehedens Fremskridt. Til Opfyldelsen af disse Opgaver kræver Staten ikke Gjæld, men Ejendom. Efter at være kommen til det Resultat, at Tvangsselskabsejendom ikke i Retning af Produktiviteten vil staa synderlig tilbage for de øvrige Ejendomsformer — en tidligere Theorier modsat Opfattelse— han indtrængende Nødvendigheden af produktiv Stats- og Kommune-Ejendom, for at disse

sociale Magthavere kan gribe ind i Fordelingen, til Udjævningaf Statens Fremtid truende sociale Ulighed, og gjøres deres Indflydelse gjældende dels paa ProduktionensRetning, ikke er garanteret ved det privatøkonomiskeHensyn Gevinsten, dels og fremfor Alt paa Arbejdslønnen. Nærmere udvikler han i Overensstemmelsemed i et tidligere Værk*), at det særlig er Jord og Grund, der egner sig til Tvangsselskabs- Ejendom, og dertil føjer han som en ny Tanke Fordringen paa Statens Organisation af Krediten for at bryde Bankernespengearistokratiske ved et demokratisk. Ved disse to Midler vil Staten have Magt til at gribe ind til Fordel for Fordelingen, aabne en stor Del af Arbejderne Udsigt til en selvstændig økonomisk Stilling, understøtte Produktionsassociationerne (ved sin Kreditorganisation) og afbøde Privatejendommens sociale Skade. Harmonisk Samvirkenmellem privat-økonomiske, økonomisk-selskabeligeog Produktionsmaade paa Grundlagaf Selskabsejendom og Stats- og Kommune-Ejendom,det Fremtidens Program. —

Dette er Grundtanken i Samters nye Bog. Dens Styrke er Methoden, som er fortræffelig: en Vexelbestemmelseaf og Deduktion, som ogsaa paa det sociale Omraade er al sand Erkjendelses Kilde. Ved sin Begrebsudvikling af Ejendommen faar han alle dens Hovedsiderfrem; sit historiske (mere uselvstændigt bearbejdede)Materiale han os dens forskjellige Former arbejdende paa Virkelighedens Grund i indre væsenlig Afhængighedaf og Ret, og han indskærper os

---

*) A. Samter: Gesellschaftliches und Privat-Eigenthum als Grundlage der Socialpolitik. 1877. Se Nationalek. Tidsskr. IX. S. 139 fF.

Udviklingens Tanke paa et vigtigt Omraade. Den nuværendeEjendomsordning sig som et historiskorganiskProdukt, bærer nye Dannelser i sit Skjød og successivt og langsomt, som alle historiske Dannelser, vil afløses af andre. Paa en rolig og forstandig Maade er her leveret et Indlæg i den sociale Debat. Om Udviklingenvil i den Retning, som Samter ønsker, er et stort Spørgsmaal. Men vi maa dog besinde os paa, at han jo egenlig ikke har gjort Andet end pege paa en videre Udvikling af faktiske Tendenser. De økonomiske og sociale Former for Sameje har faktisk i den nyere Tid faaet en betydelig Udvikling, og iblandt dem findes saadannevigtige Nydannelser som Tantiémesystemet og Produktionsforeningerne, ikke at tale om Arbejderassociationsformerne,og kjærkommen Opkomst af den gamle Følelse, som dikterer Oprettelse af KorporationsogForenings-Ejendom almen Interesse. Staterne gjøre Gjæld, det er sandt og ikke opmuntrende, men de opkjøbeogsaa og hos de mere fremskredne findes der en Følelse, frivillig eller nødtvungen, af, at det sociale Problem ikke er løst ved Fattigskatten. Folk, som smile ad Samters Theorier, kan han henvise ikke blot til de mange betydelige Mænd, der staa paa hans Side og arbejde i samme Retning, men ogsaa til Historien, der dog ikke er til blot for at Folk skulle glemme den, og, hvad der er endnu mere: til mangfoldige Retninger i Lovgivningenog i de parlamentariske Forsamlinger, der vise hen til lignende Tanker. Kun med Hensyn til Organisationen af Krediten er Samter forud for sin Tid, og dog — møder han ikke her en Følelse af, at der paa dette Omraade var Noget at gjøre?

Vi staa jo i en ejendommelig Brydningens Tid. Den

frie Konkurrences Resultat har ikke været üblandet tilfredsstillende,menselvedens det frie Arbejde og den frie Ombytning vil sikkert ikke kunne opgives, (om der end selv for noget saa irrationelt som Beskyttelsestoldkangivessociale af virkelig Vægt). Staten kan gjennem Lovgivningen søge at begrænse dens Udskejelservedatværne Arbejderne (Fabriklovgivning), udbrede Oplysning, sørge for Produkternes Uforfalskethed og relative Godhed, og Samfundet selv kan gjennem frie Foreninger søge en Organisation, der gjennem LærlingeforholdenesOrdningogpaa Maade gjør det muligt al værne om Arbejderne og Arbejdet. Men hvad der savnes er, at der for den store Masse af Lønningsarbejdere virkelig kan vise sig et Haab, et noget opmuntrende af den Art, at naar jeg har været Lønningsarbejder f. Ex. til mit 30te Aar, og har arbejdet godt og redeligt, at der da ogsaa viser sig en Udsigt til en noget bedre Stilling, saa at der kan blive Mening i, at jeg udsætter mit Giftermaa! til den Alder. Mindre Brændevin og senere Giftermaal er Kjærnepunkter i det sociale Spørgsmaals relative Løsning,dererafhængig blot af bedre Undervisning men af en psykologisk Faktor: mere sandt Haab. En videre Udvikling af de sociale Ejendomsformer og af StatsejendomafgiverPerspektiveri Retning. TVaar SocialisterneventeAltaf Organisation af Arbejdet, saa er det en metafysisk Politik, der kan blive i høj Grad fordærvelig, ikke fordi den er en Fantasi, men fordi den bliver hos de haabløse Arbejdere en falsk Tro med noget af den sande Tros Magt. Men Socialismen modvirkes ikke ved Blod og Jern, men ved en ny Politik, der ser Staten som Sociai-Stat, erkjender dens Opgaver ligeoverfor den største Masse af dens Befolkning og søger ved sand social

Reform at undgaa saadanne Kriser som social Revolution. Tanken om den sociale Stat med dens Ligevægt af IndividualismeogSocialismeer ny Bevidsthedsdannelse, der i sig bærer de evropæiske Samfunds Fremtid. Dens Fremkomst er historisk forklarlig. Lehnstidens bundne Splittethed maatte afløses af det absolute Monarki, det Eneste, der kunde bringe det Spredte til Enhed, den første sociale Fornødenhed. Staten skal have Realitet. Den absolute Stat var Tvangen, Formynderregering. Den nyere Tids aandelige Udvikling i den oplyste FormynderregeringsSkyggemaattesprænge Det Samfund, der havde sprængt den gamle Statsform, vendte sig først kritisk-negativ mod Staten; en uhyre Mistro til den som en Samfundet fjendtlig Magt rørte sig i Sjælene. Man vilde end ikke betro den en Bank, og det var den Gang meget fornuftigt. Men selve Modsætningen af Stat og Samfund var uholdbar. Af Spændingen fremgik politisk den konstitutionelle Stat, og den Stat, i hvilken Samfundet selv var medbestemmende Magt, forstodes at have en dybere Betydning for Samfundet. Tilliden vendte tilbage, og den nyere Stat har mere og mere udvidet sine Opgaver,erikkeblot og Rets-Stat, men Kultur-Stat, o: social Stat. Den gjør Gjæld, men Bevillingsretten og Kontrollen er hos Samfundets Repræsentanter. Den har Mulighed til at kunne være Social-Stat, Mulighed til at kunne handle ikke blot i de herskende Filassers Interesser,menogsaai store økonomisk beherskedes. Men vil den gjøre det? Uden Tvivl Noget; men særlig lysende ere Udsigterne dog ikke. I Folkerepræsenta_ tionerne sidde de besiddende Klasser: vil de vise den Klogskab, at slaa ind paa en Vej, der kan formilde de sociale Modsætninger, social-økonomisk organisere EnhedenafIndividualismeog

hedenafIndividualismeogSocialisme? Og hvis nu Arbeidernesadderi hvad saa? Uden Tvivl Kaos. Vi slaa da her ved Magtforholdet, o: ved Gaaden. Vi kan kun haabe paa den oplyste Magt, og til at give Magten denne Faktor tjener Bøger som Samters. Der er i den, trods mulige Fejlsyn, noget af sand real Politik._—

Skal jeg dvæle ved Skyggesiderne af Samters Bog, maa jeg først fremhæve, at det har skadet hans Undersøgelse,at har sat Begrebsudviklingen i Spidsen. Han har derved ikke undgaaet Stænk af de absolute Begreber;ja den Energi, hvormed han hævder Socialejendommen,taler undertiden som om Privatejendommenvar der fuldstændigst udtrykker EjendommensVæsen. sker det saa, at Samfund og Individ dog stilles imod hinanden, saaledes at SamfundetsBegrænsning Ejendomsretten træder frem som en fjendtlig i den rene private Ejendomsret indtrængende Magt. Ved at stille den historisk-induktive Del i Spidsen, og forstaa Ejendomsformernes Udvikling social-genetisk, vilde han have undgaaet disse Vanskeligheder for sin egen Grundtanke. Havde han saaledes forfulgt selve Ejendommens Oprindelse, og var kommen til den fornuftigsteTheori, , vilde han have set, at den skyldtes ikke det individuelle men det socialt-individuelleArbejde, Samfundets Ret til at hævde Ejendommenssociale være given ved selve dens, Ejendommens,Natur Væsen; den vilde være sjungen over dens Vugge. Og de samme Konsekvenser vilde Personlighedsteorien (se Laveleye) og Legaltheorien forøvrigtf£/re — En anden Mangel ved Bogen er, at den ikke giver os synderlige Antydninger af, hvilken StillingLovgivningen

lingLovgivningenskulde indrømme de forskjellige Kategorieraf ligeoverfor de forskjellige Arter af Ejendomme.Han imidlertid udtrykkelig, at han ikke er Jurist, og vi maa da være tilfreds med hvad han har villet give. Og hvad han har villet give, har han givet i et klart om end noget vidtløftigt Sprog, og paa en rolig Maade, lige fjern fra socialistiske Utopier og fra den farligeAlt-er-godt-Theori, et dygtigt Indlæg i den sociale Debat.