Dr. Max Weigert: Der volkswirthschaftliche Senat. Berlin, Simion. 1880. (32 S.)

Dette lille Skrift — der først er kommet mig i Hænde, efter at min Artikel om økonomiske Regeringsavioriteler i TidsskriftetsforrigeHefle trykt — er et Vidnesbyrd om det Uheldige i, at vigtige Spørgsmaal gjøres til Partispørgsmaal; ifølge sin økonomiske Parlistilling anser Dr. Max Weigert sig forpligtet ikke blot til at skrive imod det «nationaløkonomiskeSenat«men at undlade at anføre, hvad der dog taler for dette. Med andre Ord: hans Skrift er ikke saa meget en samvittighedsfuld Undersøgelse, men snarere el Prokuratorindlæg. Delte er Følgen af den Maade, hvorpaa

Beskyttelsesmændene have grebet Sagen an: i Tyskland tale alle Beskyltelsesmænd nu for Senatet, medens alle de mere iltre Frihandelsmænd tale imod del; de mere sindige Frihandelsmændholdesig tilbage. — Men: trods al den Ensidighed, der nødvendigvis hænger ved Prokuratorindlæg, kunne de naturligvis godt indeholde adskillige Sandheder. Delte er ogsaa Tilfældet med det foreliggende Indlæg. Foruden dels interessante historiske Oplysninger om det franske «Conseil supérieur«, fremsættes adskillige træffende Bemærkninger i det. Det er ikke rigtigt, at «det nalionaløkonomiske Senat konsekvent maa være Slutstenen paa de protektionistiske Bestræbelser«;mendel rigtigt, at der i Tyskland — efterat Gehejmeraad Meckel ved en Skrivelse af November 1877 direkte havde søgt at vinde Bismarck for Sagen — er blevet drevet en betydelig « Svindeln med det »nalionaløkonomiske Senat«. — Det er endvidere rigtigt, at »de over fyrretyve Omændringer«, det franske «Conseil supérieur» i Aarhundredernes Løb har været Gjenstand for, just ikke kunne betragtes som anbefalende for Institutionen. — Del er ligeledes med Rette, at Dr. M. W. peger paa det iranske Handeisraaus mangelfulde Kompetence (—(^— det blev jo ikke engang raadspurgt ved Afslutningen af den fransk-engelske Handelstraktat af I860!), og paa at det i selve Frankrig ikke nyder nogen overdreven stor Anseelse. Det er en stor Overdrivelse, de Tyskere gjøre sig skyldige i, der tale om, at Frankrig har «le Conseil supérieur» at takke for en stor Del af sin Nationalvelstand. — Dr. M. W. hævder fremdeles med Rette Betydningen af, at Særinteresserne faa deres specielle Organer, naar man blot passer paa «at det kjære Jeg's Interesser ikke opstilles som hele Landets Interesser; nej, hver Interessegruppe skal aabent og ærligt erklære, for hvilke Interesser den optræder, og hvad der fra disses Standpunktansessom Men netop dette glemme Beskyltelsesmændenesaalet: Jernværksejer, enhver Spinderi-Ejer betragter jo sine Jern-Interesser eller sine Bomulds-Inleressersomidentiske hele Landets.«_— Dr. M. W. tager fuldstændigt fejl, naar han taler om skadelige «Skaar i Folkerepræsenlationens Virksomhed«; men han har Ret, naar

han fremhæver, at Senatet — selv om det i Frankrig maatte have virket med Held —, dog vil være mere overflødigt i Tyskland, der har sine dygtige Handelskamre, sin fortræffeligeHandelsdagog kraftige, baade officielle og private, Organer for de økonomiske Interesser. Det er netop Sagen: i Tyskland staa de kommercielle og industrielle, overhovedet de økonomiske Interesser ikke ganske og aldeles forsvarsløse.