Hypothek-Forsikkring.

I "Dagbladet') for 25. Febr. d. A. (Nr. 47) har nærværende Forf. søgt at paavise, at Planen til en Hypothek-Forsikkring hviler paa en sund og rigtig Tanke, idet det navnlig maa siges at være dens Øjemed at tilbyde prioritetssøgende Laangivere de samme Tjenester, som Kreditforeninger byde dem, der udlaane deres Kapital igjennem Kjøb af de af Foreningerne udstedte Obligationer, nemlig 1) en sikker og prompte Erlæggelse af Renterne, 2) Fritagelse for Retstrættef, fremkaldte ved Misligholdelse af Laanekontrakten,3) sikker og paalidelig Vurdering af det til— budte Pants Værdi, for hvilken det garanterende Institut indestaar ved selv at overtage Risikoen for de Tab, som kunde flyde af en urigtig Vurdering, — og det er ved denne Paavisning gjort gjældende, at Forholdet imellem Hypothek-Forsikkringog i alt Væsenligt er svarende til Forholdet imellem Præmieforsikkring og gjensidigForsikkring. er sammesteds søgt paavist, at den Risiko, som et saadant Forsikkringsinstitut befrier Laangiveren for, er af en dobbelt Art, dels den mere subjektive, som hidrører fra en Mangel paa Evne hos Laangiveren til at bedømme Pantets Værdi saa vel som

Debitors Vilje og Evne til at opfylde sine Forpligtelser nøjagtigt, dels den mere objektive, som hidrører fra indtrædendeForandringer Pantets Værdi saa vel som i Debitors personlige Evne til at betale. Med Hensyn til den førstnævnte Art af Risiko er det fremhævet, at den mere eller mindre er tilstede for alle Laangivere, og at der derfor ikke er Grund til at tro, at kun de virkelig usikkre og daarlige Pantesikkerheder ville blive Gjenstand for Forsikkring, idet der af ethvert Pant kan opstaa Ulejlighed og Tab ved Debitors Udeblivelse med Renter eller anden- Misligholdelse. Med Hensyn til den sidstnævnteArt Risiko derimod maa det selvfølgelig erkjendes,at i højst ulige Grad er tilstede, eftersom Laanet udgjør en større eller mindre Andel af Pantets Taxationsværdi, hvorfor ogsaa Forsikringspræmien selvfølgeligmaa forskjellig herefter; men det er tillige overfor fremkomne Udtalelser om denne Risikos formentligejendommelig Karakter, begrundet i, at en ved Konjunkturerne fremkaldt Værdinedgang, der bringer Værdien ned underForsikkringsgrænsen, vil ramme alle Panter, gjort gjældende, at den væsenlig modificeres ved to Omstændigheder, nemlig dels den, at Forsikringen kun gjælder for en vis kortere Tid og derhos fornyes og udløbertil Tidspunkter, saa at ikke alle Panter ere vurderede under de samme Konjunkturer, dels den, at Værdinedgangen oftest kun er midlertidig og at Tab derfor vil kunne afværges ved en Overtagelse af Pantet, der udskyder Realisationen til et gunstigere Tidspunkt.

Under Tilslutning til den der givne almindeligere Udviklingskal nu her nærmere undersøges, hvilket Omfangden Risiko kan antages at have og indenfor hvilke Grænser Forsikkringen som Følge heraf

bør holdes, samt hvorvidt der kan opstilles noget egenligt Princip for Forholdet imellem Risiko og Præmie. Endvidereville om, hvorvidt en saadan Forsikkringsforretningkan at ville betale sig for Garanterne, og hvilken Indflydelse den i det Hele kan antages at ville faa paa Laansøgernes og GrundbesiddernesStilling, Gjenstand for særlig Overvejelse.

Efter den Opfattelse, der i den nævnte Artikkel er gjort gjældende af Hypothek-Forsikkringens Natur som et Supplement til Kreditforeningerne, der virker væsenlig paa samme Maade som disse, men paa et andet Omraade, vil det ses, at Forsikkringen maa antages allerede at gjøre sin Nytte, selv om den sætter Grænsen for sin Forsikkring paa samme Punkt som Kreditforeningerne, nemlig 60 pCt. af Vurderingssummen. At dette virkelig er Tilfældet, fremgaar da ogsaa tilstrækkeligt deraf, at de af «Preussische Hypothek-Versicherungs-Aktien-Gesellschaft» i 1868 tegnedeForsikkringer Gjennemsnit kun udgjorde 50pCt., i 1869 52V2 pCt., i 1875 endog kun 47 pCt. af den af Selskabet ansatte Taxationsværdi — i 1877 og 1878 udgjordede 54,6 og 52,4 pCt. af Taxationsværdien—, at dette Selskab desuagtet udfolder en meget betydelig Virksomhed i Retning af Forsikkring, idet den løbende Forsikkring til enhver Tid omfatter en forsikkretVærdi ca. 30—40 Mill. Mark (1869: 31,5 Mill. M., 1875: 44,9Mi11.M., 1877: 33,4Mi11.M., 1878: 30,3Mi11.M.; den betydelige Nedgang fra 1875_—78 har naturligvis sin Grund i den i disse Aar herskende økonomiske Krise og den dermed følgende Nedgang i de faste Ejendommes Værdier samt den derved foranledigede større Forsigtighed i Tegningen af Forsikkringer). Men ganske vist vilde en Forsikkringsforening gjøre yderligere Nytte, dersom den

ikke behøvede at holde sig indenfor den af Kreditforeningerneopstillede af6OpCt., og navnlig ikke indenfor den faktisk fastholdte Grænse af ca. 50 pCt., saa meget mere, som den i saa Fald vilde kunne blive et Slags Reassurance for disse, der vilde bevæge dem til at gaa videre med deres Laan, end de nu faktisk gjøre. Spørgsmaaletbliver om Forsikkringen kan gaa indtil fulde 60 pCt. eller endog ud derover. Dette maa sikkert besvares bekræftende — forudsat naturligvis, at man staar overfor virkelig paalidelige Vurderinger, grundede paa de for de seneste Aar konstaterede Forhold samt overfor Ejendomme af en almindelig, normal Beskaffenhed, der under normale Forhold betragtes som Gjenstand for almindeligEfterspørgsel i Henseende til Benyttelse (Udleje) og Omsætning. Under denne Forudsætning tør det da vistnok gjøres gjældende, at en Forsikkring, der holder sig indenfor 70 pCt. af et virkelig paalideligt Vurderingsbeløb,neppe medføre Risiko for større Tab, end der kan forventes dækket af det herlil bestemte og henlagte Præmiebeløb. Thi spørger man i al Almindelighed, der er Sandsynlighed for, at faste Ejendomme af almindelig, normal Beskaffenhed i Løbet af nogle Aar, selv under særligt vanskelige Forhold — Krigstid og navnligfjendtlig af Landet selvfølgelig undtagne — skulde miste ca. 30 pCt. af den Værdi, som de virkelig have vist sig at repræsentere for disse faa Aar siden, — saa maa dette Spørgsmaal sikkert besvares benægtende. Baade Stockholms og den preussiske Hypothekforsikkring gaa da ogsaa indtil henholdsvis 75 og 80 pCt. af deres egen Vurdering; men begge bemærke udtrykkelig, at der kun undtagelsesvis gaaes op over 70 pCt. Hvor højt de faktisk gaa, lader sig ikke angive; thi de foreliggende

Oplysninger angive kun det gjennemsnitlige Beløb,
hvortil der er givet Laan.

Spørger man imidlertid om Erfaringens Vidnesbyrd i det her omhandlede Punkt: Faste Ejendommes eventuelle Værdiforringelse i Løbet af nogle Aar under vanskelige Forhold, da er det selvfølgelig ikke let at føre noget egenligt Bevis for den ovenfor fremsatte Paastand. Tvertimodkunde endog ved første Øjekast synes, som om der forelaa tilstrækkeligt Bevis for det Modsatte, nemlig for, at selv Ejendomme, i hvilke der kun er givet Laan for 50 a 60 pCt. af den taxerede Værdi, have vist sig at afgive utilstrækkelig Pantesikkerhed. Det er jo saaledes notorisk, at Kreditforeningerne, der jo holde deres Udlaan indenfor den angivne Grænse og endog oftest knap gaa til 50 pCt., desuagtet have maattet overtage adskillige Ejendomme og have lidt Tab ved deres paafølgende Realisation. Og særlig vil i saa Henseende den jydske Kjøbstads-Kreditforenings Kalamitet være i temmelig frisk Erindring. Spørgsmaalet bliver imidlertid her, om Aarsagenikke søges i, at Vurderingerne ikke have været tilstrækkeligt paalidelige, samt om ikke Tabene for største Delen ere lidte ved Ejendomme af en saadan særlig Beskaffenhed, en almindelig Værdi for dem i Handel og Vandel ikke let lader sig paavise. Dette tør saaledes maaske antages for Østifternes Kreditforenings Vedkommende; er nemlig ret paafaldende, at medens der i den i 1862 afsluttede Iste Serie, der altsaa omfattede Foreningens første Tiaar, indtil 1878 er lidt et samlet Tab af i Alt 56,859 Kr. paa en Udlaansmasse af ca. 25,6 Mill. Kr., altsaa V4 pCt., er der i Foreningens 2den Serie, der omtrent omfattede dens andet Tiaar, i Alt kun tabt 2609 Kr. paa en Udlaansmasse af ca. 25 Mill. Kr., altsaaca.

saaca.1 p. mille; og i Foreningens 3dje Serie, der dog nu er afsluttet med en ikke meget mindre Udlaanssum, er der til Dato slet intet Tab lidt. Medens saaledes et samlet Tab af ca. 60,000 Kr. paa Udlaan til et Beløb af ca. 73 Mill. Kr. eller i Alt Vl2 pCt. i sig selv er forsvindende, synes den Omstændighed, at det næsten ganske skyldes det første Tiaar, at tyde paa, at Tabet skyldes Mangel paa tilstrækkelig Erfaring eller særlige Fejltagelser i Henseendetil Selve den Omstændighed, at Udlaanene i Gjennemsnit knap naa 50 pCt. af den taxerede Værdi, tyder ogsaa herpaa; thi en saa stor Nedgang i den virkelig konstaterede Værdi synes lidet trolig. Det tør maaske ogsaa antages, at Vurderingen af de paagjældendeEjendomme, der er lidt Tab, er foregaaetumiddelbart Krisen af 1857, der for KjøbstædernesVedkommende sammen med Næringslovens Indtræden, altsaa paa et Tidspunkt, da Foreningen endnu var temmelig ny og Blikket paa Forholdenes Udvikling endnu ikke tilstrækkelig klart.

Det Sidste gjælder ligeledes om den fallerede jydske Kjøbstad-Kreditforening. Ved første Øjekast kunde den synes at afgive et slaaende Bevis for, at selv en Forsikkring,der sig indenfor 60 pCt. af Vurderingssummen,kan meget betydelige Tab. Thi det samlede Tab, som denne Forening har lidt, har udgjort henved 1 Mill. Kr. paa en Udlaansmasse af i Alt ca. BV2 Mill. Kr., altsaa henved 12pCt. af det udlaante Beløb, og det uagtet dette neppe har udgjort blot 60 pCt. af Panternes Vurderingssum. Men herved ere forskjellige Omstændigheder at paaagte: Kreditforeningen, der oprettedesi af 1852 (Statuter af 19. Novbr. 1852), var endnu ganske ung og uden Erfaring, da de to nys

anførte Begivenheder indtraadte, der i saa høj Grad berørtenetop Kjøbstæder: Krisen af 1857 og den samtidigeNæringslov. af de indmeldte Panter er saaledes for en væsenlig Del falden netop paa det Tidspunkt, da der var indtraadt en overordenlig Stigning i alle faste Ejendommes Værdier, uden at man endnu ret havde gjort sig Aarsagerne hertil fuldt klare, og det er sandsynligt, at man ved Ansættelsen af Vurderingerne altfor meget har ladet sig lede af de øjeblikkelige Forholdistedenfor sammenholde dem med den kort forindentilstedeværende for derved at udfinde deres sandsynlig mere blivende Værdi. Men dertil kom, at medens Krisen nærmest kun vilde — bortset fra den øjeblikkelige Panik og dens forbigaaende Virkninger — have reduceret Værdierne til det tidligere Standpunkt, indtraadte nu en Forandring, der bragte dem endog betydeligtned Etableringen af en stor Mængde industrielle og kommercielle Forretninger, der tidligere havde været Kjøbstæderne forbeholdt, i Landdistrikterne. Den heraf følgende Indskrænkning i Kjøbstad-Kjøbmændenessaavelsom Virksomhed og den dermed følgende Mangel paa Efterspørgsel efter de i den seneste Tid i stort Omfang til saadanne Virksomheder indrettede Lokaler maatte ikke blot væsenlig forringe KjøbstadejendommenesVærdi det Hele taget, men særlig gjøre en Del af dem omtrent værdiløse, i alt Fald for lang Tid usælgelige. At der maa gjøres en væsenlig Forskjelimellem, de Ejendomme, der søges forsikrede — og en Forsikkring er det jo, der er Tale om ved Indmeldelsei Kreditforening med dens solidariske Ansvar

—, have en Beliggenhed og en Indretning, som til enhverTid
dem en Efterspørgsel, om end af forskjelligIdentitet,

skjelligIdentitet,baade i Henseende til Brug og til Salg, eller ej, som nærmere berørt i Artiklen i »Dagbladet«, har neppe heller staaet tilstrækkelig klart for den nystiftedeForening, savnede den fornødne Erfaring. Og lige saa lidt er der vistnok bleven taget tilstrækkeligt Hensyn til den Forskjel, der i saa Henseende maa gjøres imellem de forskjellige Kjøbstæder.

Fra Kjøbstad-Kreditforeningen kan der saaledes neppe drages nogen virkelig gyldig Slutning til Muligheden af det Omfang, Værdisvingningerne kunne antage. Den beviser kun, at en stor Mængde Ejendomme vare overvurderede, fordi Værdiansættelserne gik ud fra øjeblikkelige og forbigaaende Konjunkturer. Sammenligningen Østifternes Kreditforening synes at stadfæste denne Formening; thi netop de samme Forhold, som gjorde sig gjældende for den jydske Forenings Vedkommende, sig jo ogsaa gjældende i Østifternes Forening, for saa vidt den ogsaa omfattede Kjøbstadejendomme. vist hidrøre de i denne Forening lidte Tab ogsaa netop fra disse; men desuagtet er det absolute Tab her kun omtrent Vie af, hvad det har været i Jylland, og i Forhold til den hele Pantemasse højst übetydeligt.

At der ikke i og for sig er en übetinget Risiko ved at overtage de 60 pCt. af Vurderingssummen, naar denne virkelig er paalidelig, synes derimod Stockholms Intecknings-Garanti-Aktiebolagat Thi uagtet Forsikkringenher 1874—75 gik op til i Gjennemsnit 64 pCt. af Vurderingssummen (62 pCt. af Brandforsikkringsværdien)og i alt Fald for en Del Ejendommes Vedkommendemaa nærmet sig stærkt til de 70 pCt., har Selskabet, der dog paa det nævnte Tidspunkt havde forsikkret over 1600 Panter til en samlet Taxationsværdi

af ca. 12V2 Mill. Kr.(Dcbr. 1878: 1985 Panter til en Værdi af 17,4 Mill. Kr.), indtil Dato i sin 10-aarige Virksomhed kun behøvet at overtage ét eneste Pant, som igjen er bleven solgt uden Tab. Og dog har den samme langvarigeKrisetilstand, netop i Løbet af dette Tidsrum efter en forudgaaet Opskruen af Værdierne har været følt saa stærkt overalt, neppe været mindre følelig i Stockholm end i Kjøbenhavn.

At Forsikkringen for Ejendomme, som ikke frembyde exceptionelle Forhold, tør udstrækkes til en saadan Kvota af Vurderingssummen, at den kan faa en stor praktisk Betydning, er der saaledes vistnok neppe Grund til at betvivle. Men ved Siden heraf rejser sig det andet Spørgsmaal, om Præmien kan ansættes saaledes, af den paa én Gang staar i passende Forhold til Risikoen og er umærkelig for de Forsikkrende. Ogsaa dette Spørgsmaal maa utvivlsomt besvares bekræftende.

Sagen er nemlig den, at der allerede nu faktisk betalesen Præmie for Risiko af alle Hypotheklaan. Det er en i Nationaløkonomien fastslaaet og af alle Forfattereanerkjendt at den saakaldte Piente af Udlaani omfatter to Bestanddele: den egenligeRente snævrere Forstand, Vederlaget for Kapitalens Benyttelse, og en Præmie for den med Udlaanet forbundne Risiko. Rigtigheden heraf fremgaar med utvivlsom Klarhedaf Forskjel, som der er imellem Renten for de forskjellige Udlaan, samt af den Forskjel, som selv Renten af de bedste Hypotheklaan udviser imod t. Ex. Diskontoen af første Klasses Vexler. Det maa saaledes bestemt fastholdes,at alt nu betales en Forsikkringspræmie af alle Hypotheklaan. Det synes da temmelig klart, at den enkelte Laangiver, der er sin egen Assurandør, maa beregnesig

regnesigen højere Præmie, end et Selskab behøver at gjøre, der er Assurandør for mange Laangivere, og hvor altsaa de heldige Tilfælde, hvor der ingen Tab indtræder, kunne raade Bod paa de uheldige Tilfælde, hvor der virkelig lides Tab. I Praxis kan dette vel ikke bestemt eftervises, da Præmien altid udgjør en integrerende Bestanddelaf betingede Rentebeløb og ikke fremtræder selvstændigt. Rent theoretisk vil det maaske, da Præmien jo maa siges at være den Del af den af alle Laangivere tilsammen oppebaarne Renteindtægt, der netop ækvivalerer de af dem alle tilsammen lidte Tab, idet kun det Til— oversblivende er det virkelige Vederlag, den udlaante Kapital, tagen som Helhed, kaster af sig, være korrektere at sige, at den enkelte Laangiver kræver et saa meget højere Vederlag, som han maa være belavet paa, at han personlig vil kunne lide Tab, fordi han er sin egen Assurandør. Men enten Forholdet nu opfattes og forklarespaa ene eller den anden Maade, bliver Resultatet,at samlede Rente og Forsikkringsprærnie maa kunne sættes lavere end det Rentebeløb, der nu oppebæres af den enkelte Laangiver, der er sin egen Assurandør. Herved er det da givet, paa den ene Side, at Forsikkringspræmien maa sættes saaledes, at Laantagerenfaktisk kommer til at betale mere i Rente og Forsikkring tilsammen, end nu i Rente, — paa den anden Side, at Selskabet ogsaa vil kunne bære den paatagneRisiko en Præmie af den herved bestemte Størrelse,forudsat Forsikkringcn tiltrædes af tilstrækkelig Mange. Og dette tør Selskabet formentlig netop gjøre Regning paa, fordi det ikke paalægger Laantageren større Byrde, end han alt nu bærer.

Det tør endog tvertimod forventes, at Laantageren

vil kunne faa sine Laan billigere, naar de forsikkres, end uden dette. Thi ikke blot vil Forsikringsselskabet, som anført, kunne nøjes med en lidt lavere Præmie end den af Laangiveren faktisk oppebaarne, men Forsikkringen vil bevæge adskillige Kapitalister, som nu ere betænkelige ved at udlaane deres Kapital imod Hypothek, til at søge en saadan Anbringelse, og Udbudet af Kapital vil saaledes blive forøget, hvad der medfører en Nedgang i Renten. Hypothek-Forsikkring vil i saa Henseende ganske sikkert vise sig som et Sidestykke til Kreditforeningerne, som en af hvis Hovedfortjenester det netop kan nævnes, at de have. tilført de faste Ejendomme et større Udbud af Kapital og dermed billigere Laan.

At begge Dele tør paaregnes at blive Følgen af en Hypothek-Forsikkrings Stiftelse, bekræftes ogsaa fra Stockholm.Den Hypothek-Forsikkrings Direktør hævder saaledes, at Rentefoden at Udlaan i faste Ejendommei er gaaet ned som Følge af Selskabets Virksomhed. Og i dettes Aarsberetninger anføres det som et slaaende Bevis paa Rigtigheden af den først anførteBetragtning, de aktuelle Laangivere for sekundære Prioriteter have tilbudt at nedsætte Renten med lk pCt, naar Laanet forsikkredes, hvad der i de paagjældende Tilfælde langtfra kostede Laantageren 1k pCt. Forsikkringspraemienfor Laan paa 60 pCt. af Pantets Vurderingssumer kun Vs pCt., for et Laan paa 68 pCt. V3 pCt. I disse Tilfælde tør man altsaa gaa ud fra, at Laangiveren har betragtet V2 pCt. — og maaske snarere mere — som sin Forsikkringspræmie, og dette godtgjør saaledes, hvad ovenfor er paavist, at et Forsikkringsselskab kan Døjes med en ringere Præmie end den enkelte Laangiver. Derimod kunde det Spørgsmaal gjøres, om ikke Forsikkringenaf

sikkringenafforholdsvis mindre Laan t. Ex. af Laan paa indtil 50 pCt. af Vurderingssummen, vil paaføre Laantagerenen fordi der her neppe kan ventes Nedsættelseaf Men netop fordi Risikoen her er saa ringe og navnlig indskrænker sig til Muligheden af, at Renter eller Afdrag ikke erlægges i rette Tid og at Retsforfølgningbliver bliver det et Spørgsmaal, om Laantageren her vil blive nødt til at paatage sig Forsikkringsbyrden,og ikke snarere Laangiveren vil være nødsaget til selv at forsikkre sin Fordring, hvad han vel kan føle sig opfordret til, da Præmien her — efter den svenske Tarif — kun er IV4 pro mille. Netop det forøgede Udbud af Kapital, som kan veni.es at ville fremkommeved vil nemlig gjøre ham det vanskeligt at stille forøgede Fordringer til Laantageren, selv om Udbudet ikke tiltager saa stærkt, at det ligefrem trykker Renten ned.

Men selv i det her berørte Tilfælde vil derhos Forsikkringeni anden Retning bringe Laantageren en Fordel, nemlig den, at Laanet ikke saa let vil blive ham opsagt. Stundom gjøres det endog til Betingelse for Forsikkringstegning, at Laangiveren ikke undtagen i visse nærmere bestemte Tilfælde maa opsige Kapitalen inden en vis Frist. Men selv uden dette vil Opfordringen til at opsige en udlaant Kapital formindskes, naar Kreditor betrygges imod Udeblivelse af Renterne m. v. Om det derimod er tilraadeligt for Forsikkringsselskabet at forsikkre ogsaa Debitor imod Opsigelse, er maaske tvivlsomt. Denne Forsikkring gaar jo da nemlig ud paa, at Selskabet skal skaffe ham en anden Kapital i Tilfælde af Opsigelse. Ved første Øjekast kunde det synes, at det er meget misligt at forpligte sig hertil og at Risikoen herved er meget

vanskelig at bestemme; men det kan dog neppe siges, at der her savnes de nødvendige Forudsætninger for en Assurance. Til syvende og sidst reducerer det sig jo nemlig til et Rentespørgsmaal; at det skulde blive helt umuligt at skaft'e en Kapital tilveje, lader sig naturligvis tænke, men er dog ikke meget sandsynligt; dersom Selskabetselv den fornødne Kredit, vil det vel altid kunne rejse Kapitalen, men selvfølgelig stundom kun mod en temmelig høj Rente. Spørgsmaalet opløser sig altsaa til dette, om det Rentetab, som Selskabet udsætter sig for ved at tilsikkre Pantets Ejer en vis Kapital i en vis Tid til en bestemt Rente, lader sig dække ved en Præmie, der er tilstrækkelig lav til, at Debitor med Rimelighed vil betale den fremfor selv at bære Risikoen eller fra først af paatage sig en højere Rente for hele Forsikkringstiden. I og for sig er der saaledes vel Intet til Hinder for, at Selskabet ogsaa kan paatage sig dette Slags Forsikkringer; men det turde dog maaske være mindre tilraadeligt netop for et begyndende Selskab, fordi Forudsætningen for uden overdreven Risiko at paatage sig en slig Forpligtelse netop er en grundfæstet Kredit.

Det Hovedspørgsmaal rejser sig nu, om der er tilstrækkeligUdsigttil, en slig Forsikkringsforretning kan blive fordelagtig nok til at bevæge Kapitalisterne til at engagere deres Kapitaler deri. Ganske paa Forhaand synes der unægtelig at maatte være den samme Chance for denne Forsikkring til at svare Regning som for enhver anden. Det ses ikke, hvorfor man snarere ved Sø- eller Brandforsikkring skulde kunne opnaa Præmier, der levne en Fordel for Assurandørerne, end ved Hypothek-Forsikkring.Forholdeter desuden i den Henseende her det samme som ved hine Forsikkringer, at Garantikapitalen

kun for en forholdsvis ringe Del behøver at være kontant tilstede. Saaledes er baade i det Stockholmske og det Preussiske Selskab kun 25 pCt. af Garantikapitalen indbetalt,ogdet vistnok et Spørgsmaal, om ikke endog en mindre Indbetaling vilde være tilstrækkelig, forudsat, at man har fuldstændig sikkret sig den eventuelle Indbetalingafdet , saasnart det behøves. Naar de nævnte Selskaber have saa stor en Del af Kapitalen indbetalt,erGrunden den, at de ikke indskrænke sig til den blotte Hypothek-Forsikkring, men ved Siden deraf drive forskjeilige beslægtede Virksomheder, idet de navnlig tillige virke som et Slags Hypothekbanker. En saadan Kombination synes i det Oele ret naturlig; idel Selskabet, som fra først af paavist, optræder som MellemmandimellemLaangiver Laantager og paatagcr sig det personlige Mellemværende, der ellers vilde paahvile dem, er det naturligt, om det ogsaa kommer ti! at optrædesomMellemmand dem, der udbyde, og dem, der søge Kapitaler til Laans, navnlig saaledes, at de modtagedissesom og søger at anbringe dem i Panter, som Selskabet garanterer. Herved vil det navnlig ogsaa blive lettere for Selskabet at paatage sig den nys omhandlede Forsikkring imod Opsigelse af Laan. En Hypothek-Forsikkrings Deposito- og Laane-Virksomhed bliver i denne Retning tildels et Sidestykke til KreditforeningensLaane-Virksomhed.Medens lader sin Virksomheds Omfang bestemme ved Begjæringernc om Laan og udsteder et hertil svarende Beløb af Obligationer, som det derefter bliver Debitors Sag at faa realiseret, oftest med et større eller mindre Kurstab, skulde Hypothek- Forsikkringens Bankvirksomhed bestemmes ved Omfanget af de deponerede Kapitaler, der søge en Anbringelse i

gode Hypotheker. Det er vel egenlig ogsaa dette, man fra først af har tænkt sig med Landmandsbankens Hypothekvirksomhed;menfaktisk Forholdet for dens Vedkommende jo blevet et lignende som for Kreditforeningerne.

Men idet saaledes Hypothek-Forsikkringen faktisk er bleven forbunden med flere eller færre beslægtede Virksomheder, det vauskeligt at oplyse, hvorledes selve den førstnævnte Hovedvirksomhed har betalt sig. Af de mig foreliggende Aarsberetninger fraPreussische-Hypothek- Versicherungs-Gesellschaft fremgaar det saaledes vel, at Aktionærerne har faaet i Dividende af deres indbetalte Kapital:

Men hvor stor en Del af dette Udbytte der kan siges at
hidrøre fra Forsikkringsvirksomheden, lader sig ikke
angive.

Stockholms-Intecknings-Garanti-Aktiebolag har udbetalt
Interessenter som Udbytte af den indbetalte
Kapital:

Men ogsaa her gjælder det, at Selskabets Virksomhed efterhaanden har udviklet sig til en fuldstændig Bankvirksomhed,saa det er vanskeligt at afgjøre, hvor stor Fortjeneste selve Forsikkringen giver. Imidlertid har en af Selskabets Direktører privat meddelt mig, at den største Del af Udbyttet i de sidste syv Aar ganske vist skyldes

den egenlige Bankvirksomhed, som drives ved Siden af Forsikringsvirksomheden, men at denne sidste har bidragetvæsenlig at udvikle og støtte hin, navnlig ved at bringe Banken i Forretningsforbindelse med et ikke ringe Antal baade Godsbesiddere og Kapitalister. Derhos maa det paa den anden Side erindres, at den indbetalte Aktiekapital er bleven betydelig forøget af Hensyn til den efterhaanden tilkommende Bankvirksomhed, og at selve Forsikringsvirksomheden vilde kunne nøjes med en betydeligmindre Kapital.

Da saaledes Erfaringen bekræfter den foran udtalte Anskuelse, at Forsikringsvirksomheden naturligen fører visse Arter af Bankvirksomhed i Føige med sig, vilde del rnaaske være det praktisk Rigtigste, om en alt bestaaende Bank gjorde Begyndelsen med at bringe en Hypothek- Forsikkring i Gang. Herved vilde under alle Omstændigheder at den første, altid vanskelige, Tid, inden Foreningen faar den fornødne Tilgang, vil tynge mindre paa en bestaaende Bankvirksomhed, ligesom Etableringsomkostningerne ville forringes derved og i det Hele Bankens for Haanden værende, indøvede Personale forskjellig Retning medbringe en Erfaring, som vil kunne være til Nytte ved Virksomhedens Organisation.

Spørges der nu tilsidst om, hvilken Indflydelse Oprettelsenaf Hypothek-Forsikkring, det være nu som Gjenstand for en særlig Forenings eller en alt bestaaende Banks Virksomhed, kan ventes at ville øve paa Kredit- og Besiddelsesforholdene i det Hele taget, saa er det alt fremhævet, at Forsikkringen maa paaregnes at ville forøge Udbudet af Kapital til Udlaan i faste Ejendomme og altsaa saavel umiddelbart derigjennem som ogsaa ved den deraf sandsynligvis fremgaaende lavere Rentefod for slige Laan

vil yde Laansøgerne et væsenligt Gode og i det Hele udvikledenne af Kredit. Men om de videre, mere middelbare Følger heraf synes Meningerne at være noget delte. Paa den ene Side har jeg hørt udtale, at Faren ved en saadan Hypothek-Forsikkring netop laa deri, at det nu, navnlig naar den gik ud over den af Kreditforeningernefaktisk Grænse af ca. 50 pCt. af Vurderingssummen,vil saa meget lettere for mer eller mindre übemidlede Folk at blive Ejere af Ejendomme, som de i Grunden ikke have Midler til at besidde, og at det i det Hele maa anses for lidet heldigt, at kun en forholdsvis ringe Del af faste Ejendommes Værdi tilhører den nominelleEjer. større Lethed i at faa Laan vilde da formentlig opmuntre yderligere til Spekulationer med Grundejendomme, der langtfra ere i Samfundets virkelige Interesse. Paa den anden Side er det bleven gjort gjældende, at det Mislige og Betænkelige ved Forsikkringen var det, at for de Kvota af Vurderingssummen, som ikke kunde forsikkres, vilde det blive næsten umuligt at faa Laan paa blot nogenlunde antagelige Vilkaar, og at altsaa en Nægtelse af at forsikkre et vist Laan, om hvis Forsikkringder fremsat Begjæring, vilde gjøre denne Prioritet saa godt som umulig. Det forekommer mig, at disse to Anker omtrent neutralisere hinanden, og at de netop i deres indbyrdes Modstrid snarest vise, at Forsikkringenvil i Samfundets virkelige Interesse. Under Forudsætning af, at Forsikkringen virkelig strækkersig hele den Kvota af Ejendommenes Værdi, som frembyder en virkelig betryggende Sikkerhed for Laan, — og denne Forudsætning maa vi gaa ud fra,

— er det langt fra en Ulykke, at det gjøres Ejeren
saa godt som umuligt at faa yderligere Laan i Ejendommen;thi

dommen;thiman har ganske sikkert Ret i at mene, at det ikke er heldigt, at Grundejendommene ere i Hænderne paa Folk, som i Virkeligheden kun eje en saa ringe Del af Ejendommens virkelige Værdi, at den mindste Forandring i Konjunkturerne faktisk gjør dem ejendomsløse.Men den anden Side maa det dog sikkert erkjendes,at er ønskeligt, at Grundbesidderne ikke betalede legitime Laan dyrere, end det strængt taget er nødvendigt, og at det ligeledes i mangfoldige Tilfælde er i de paagjældende Ejendommes, og dermed ogsaa i Samfundets Interesse, at Besidderne, navnlig af de egenlig producerende Fjendornme, kunne erholde al den Driftskapital, som de behøve til at drive dem paa bedst mulig Maade. At Udsigten til at kunne erholde Laan i dette Øjemed skulde kunne friste Folk med utilstrækkeligKapital at kjøbe Ejendomme, som de i Grunden ere for uformuende til at besidde, tør neppe paastaas; Forholdet er formentlig dette, at saadanne Folk ogsaa nu indlade sig paa slige Ejendomskjøb og at de da kun yderligere formindske deres i Forvejen noget knappe Kapital ved at betale ufornødent høje Renter og Provisioner af de Laan, som de ikke kunne undvære.

Holder man sig saaledes til Betragtningen af de almindeligePrinciper, ligge til Grund for Oprettelsen af et Hypothek-Forsikkrings-Institut, maa det utvivlsomt siges, at et saadant er stemmende med rigtige og paa andre Omraader anerkjendte Principer, og at det, naar det virker paa rette Maade og ledes baade efter rigtige Principer og med den fornødne praktiske Dygtighed, vil kunne stifte megen Gavn baade for Laansøgere og Laangivereog tillige for den heldige Udvikling af Kreditforholdene i det Hele. Men dermed er det ingenlundenægtet,

lundenægtet,at den praktiske Gjennemførelse frembyder Vanskeligheder, og de Indvendinger, der kunne rejses imod en saadan Forsikkringsanstalt, vil vistnok ogsaa nærmest knytte sig til disse praktiske Vanskeligheder. At nemlig Institutet staar og falder med Beskaffenheden af de Vurderinger, som det lægger til Grund for sine Afgjørelser i hvert enkelt Tilfælde, er indlysende. UndervurderesEjendommene vil dets Nytte blive forsvindende og det vil da endog kunne virke skadeligt ved at fremkalde Mistillid til de paagjældende Ejendomme og dermed vanskeliggjøre legitime Laan. Overvurderes Ejendommene, bliver den hele Forretning udsat for en saa stor Risiko, at den maaske ikke kan bære den og i hvert Tilfælde udsætter Aktionærerne for store Tab. At styre midt imellem disse to Skjær — det er den ganske vist ikke lette Opgave. Men da Erfaringer andet Steds fra viser, at denne Opgave kan løses, er der ikke paa Forhaandnogensomhelst til at betvivle, at den ogsaa her i Landet maa kunne løses paa tilfredsstillende Maade. Og jeg kan ikke Andet end udtale den Overbevisning, at en paa rigtige Principer grundlagt, med fornøden Garantikapitaludstyret med baade Dygtighed og Samvittighedsfuldhedledet vil være til megen Gavn og udfylde et Hul i vore bestaaende Kreditforhold og Kreditanstalter.