i)en Iste Januar 1880 er en Mærkedag i de svenske privateSeddelbankers Med denne Dag traadte en Regeringsforanstaltning i Kraft, som er beregnet paa at indskrænke deres Seddelemission, og som ifølge den nuværendeFinansministers tør anses for kun at være den første i Rækken af flere repressive Foranstaltninger. Hidtil har Sverig hørt til Bankfrihedens typiske Lande; det har i en længere Aarrække frembudt et Exempel paa, at den frie Konkurrence, selv paa et saa farligt Omraade som Bankvæsenets, har Muligheder for under en vis Kontrolfra Side at føre til gode og fordelagtige Resultater. Men Systemet har i Sverig, som andre Steder, Modstandere, og det kan være rigtigt at gjøre dem en væsenlig Indrømmelse, inden uheldige Følger af den hidtil fulgte Bankpolitik lade sig paavise og gjøre en Systemforandringtil farlig Nødvendighed. Den Indskrænkning,der er traadt i Kraft, bestaar i en Forandring i Banksedlernes mindste Stykkeværdi; medens hidtil saavel Rigsbanken som de «enskilda» Banker kunde udgive og udgave Femkronesedler, skulle de «enskilda» Banker for Fremtiden ikke have Ret at udgive Sedler af mindre paalydendeVærdi

---

*) Af Hensyn til Tidsbestemmelserne i nærværende Afhandling bemærkes, Red* har modtaget Manuskriptet i Februar, saa at Afhandlingen er affattet i Begyndelsen af indeværende Aar. Red.

lydendeVærdiend 10 Kr. Denne Indskrænkning, som vil forringe disse Bankers Seddeludstedelse betydeligt, er imidlertid jo kun en Modifikation af en enkelt Side af deres Virksomhed, tilmed af den Side, der efter al Sandsynlighedalligevel Aarene vil tabe i Betydning for Bankerne;thi er jo en mange Steder bekræftet Erfaring, at Seddelforbruget langt fra at stige med SamfundsforholdenesUdvikling mere efterhaanden aftager, og at andre Kreditmidler træde i Sedlernes Sted. Betingelsernefor Virksomhed ere altsaa vel momentant gjorte haardere, men ingenlunde truende for deres Bestaaen eller Blomstring.

Det synes under disse Omstændigheder ikke übetimeligtat de svenske «Enskilda Banker« til Gjenstand for en kort Undersøgelse, der mindre skal gaa ind paa den enkelte Banks Forhold end paa Vilkaarene for og Omfanget af denne ejendommelige Institution som Helhed betragtet. En Undersøgelse af disse Forhold foreligger, saa vidt vides, ikke i den unge danske økonomiske Literatur,og synes Danmark mindst lige saa meget som Norge — hvor man holder et vaagent Øje med Broderlandetsøkonomiske — at have en Interesse i Forhold, som ganske vist ere rent svenske, men ikke kunne undgaa at gribe ind i mange danske økonomiske Spørgsmaal. En stor Del af Sverige, navnlig de folkerige sydlige Provinser, ere et yndet Marked for danske Kjøbmænd;svenske og Kommunelaan finde villigt Kjøbere paa Kjøbenhavns Børs, og de materielle Interesser voxe overhovedet — som forhaabenligt ogsaa de ideelle — mere og mere sammen. Tør det end ikke siges, at de skandinaviske Lande allerede i Forening udgjøre, hvad Tyskerne kalde «eine VolkswirthschafU, saa nærme de

sig dog efterhaanden dertil, og en fredelig og naturlig Udvikling i Nabostaterne er fra ethvert af Landenes eget Standpunkt en væsenlig Faktor i dets Velvære. - Dette viser sig ikke mindst paa Omsætningsmidlernes Omraade. Uafhængig af Møntenheden faa efterhaanden andre Omløbsmidlerend Penge mere og mere Indpas i Nabolandene;svenske og «Postremisvexler» gaa ikke blot mellem svenske Kjøbere og danske Sælgere uden Prisforskjel; de skifte endog ofte Hænder i Danmark selv og finde Placering der paa Tilbagevejen fra Udlandet. For Ihændehaverne af disse Sedler og Vexler, der altsaa komme i Kreditforhold til deres Udgivere, bliver det efterhaandenen Sag at kjende Betingelserne for disse Aktivers Værdi.

For et Land, der som Danmark i al sin Tid har levet under et Bankmonopolsystem og befundet sig vel derved, er der imidlertid noget Fremmed og Uvant ved at skulle tilegne sig en virkelig Forstaaelse af et Flerbanksystem, tilmed et Flerbanksystem, der aabner Adgang til yderligereat Bankernes Antal og dermed Omsætningsmidlernes.Man i vore Dage været Vidne til saa mange Kreditinstituters Fald baade hjemme og ude, at det maa synes at være et yderst farligt Experiment at lægge det vigtige Prærogativ, som kaldes Seddeludstedelse, i Hænderne paa en hel Række private Instituter med modsatte Interesser og saaledes at gjøre et Lands Forsyningmed — hvad der for den menige MancTbør være den sikreste af alle sikre Værdier, ganske sideordnet med Landets egne Pengestykker — til Gjenstand for Konkurrencemellem Men det viser sig paa disse Omraader stadigt, hvor vanskeligt det er at opstille faste, almengyldige Regler; det viser sig, at det ene Statssamfundlever

samfundleverlykkeligt under et Banksystem, som dets Nabo anser for det farligste, man kan finde paa. Det historisk Givne spiller i det økonomiske Liv en langt større Rolle end i de fleste andre Livsforhold; de egoistiskeSærinteresser under hvilkesomhelst faste Samfundsformerfør senere deres Operationsbasis og kunne da længe holde hverandre i Ligevægt paa denne; en Forandring af Grundlaget indeholder altid en Forrykkelseaf imellem dem og bør derfor ikke letsindigt foretages.

Det vil jo ogsaa for en hurtig Betragtning af Bankvæsenetshistoriske vise sig, at Valget af Banksystemikke det for et Lands økonomiske Velvære Afgjørende.Frankrig som en heldig Repræsentant for et Monopolsystem; skjønt den franske Banks Sedler i Strid med alle videnskabelige Avtoriteter fra den nyere Tid have Tvangskurs, og skjønt den har vist, at det i Nødstilfælde er Alvor med deres Uindløselighed, saa har denne Bank dog præsteret Mesterstykker af Finanspolitik og gjort Landet Tjenester af überegnelig Nytte. Storbritannienog er derimod Bankfrihedens oprindelige Hjem; i Evropa staar det engelsk-skotske Flerbanksystem trods den uendelige Kritik, hvorfor det har været Gjenstand,og reaktionære Indflydelser, der have forandret dets oprindelige Natur, som et uopnaaeligt Højdepunkt af Bankkredit og Omsætningsliv. I Theorien har vel for Øjeblikket Flerbanksystemet og Bankfriheden de fleste Tilhængere;men Monopolsystemet og Centralisationen har talentfulde Forsvarere, og i den praktiske Udførelse er det vanskeligt at give noget af disse Systemer bestemt Fortrinet. Det store Held, der har udmærket de britiske Banker, har dog skabt dem mange Efterlignere i Evropa

spm i Amerika. Med større eller mindre Afvigelser i Udførelsen, men dog baseret paa de samme Hovedgrundsætningerhave evropæiske Stater navnlig en Del af Tyskland og Schweiz samt Sverig taget det engelsk-skotske System til Mønster. For Sverigs Vedkommende har man endog særligt henvist til de skotske Banker som Forbilledet,hvorefter er dannet. Uden Tvivl er der ogsaa talrige Lighedspunkter, saaledes især i Bestræbelserne for at arbejde med smaa Grundkapitaler og store Indlaan, en Methode, der er dreven videre i Skotland end i noget andet evropæisk Land; men den væsenlige Forskjel, der begrundes i, at Sverig har en Statsbank — Rigsbanken — som er Landets vigtigste økonomiske Regulator, fører til, at Privatbankerne i Sverig staa i et naturligt Afhængighedsforhold til denne Institution,som har noget Tilsvarende i Skotland. Ogsaa i andre Henseender ere de skotske Banker, selv om man betragter dem i deres nuværende, ved Loven af 1844 bundne Tilstand, betydeligt friere stillede, saaledes i det vigtige Spørgsrnaal om Seddeldækningen. Paa den anden Side er Bankfriheden nu, i al Fald formelt, større i Sverig end i Skotland, hvor Seddelbankernes Tal svinder ind og ikke tør forøges med nye.

I det Følgende skal Undersøgelsen dreje sig om de Punkter af de enskilda Bankers Organisation og Virkemaade,som ere af størst Interesse for en udenforstaaende, under et helt andet Banksystem opvoxet Læsekreds. Uden at gjøre Fordring paa at give noget nyt Bidrag til disse Spørgsmaals Belysning, skal Behandlingenaltsaa ind paa Betingelserne for disse Bankers Oprettelse og Grundtrækkene af deres Organisation, de vigtigste Passivforretninger — Sedlerne, Indlaanene og

Postremisvexlerne — Aktivforretningerne som Helhed be
tragtede og Forholdet mellem Bankvirksomhedens forskjelligeSider.

Lejlighedsvis vil der være Grund til at berøre et eller andet Punkt i de andre svenske Bankers Forhold; det vil imidlertid her være tilstrækkeligt om disse i Almindelighed bemærke Følgende: Rigsbanken, der som staaende under Rigsdagens (ikke hele den lovgivende Magts) Tilsyn er at betragte som Statsinstitution, udgiver Sedler, der ifølge Statsforfatningen ere tvungent Betalingsmiddel. af Rigsbanken og de enskilda Banker drives Bankforretninger dels af de større, under Navn af Kreditaktiebolag bekjendte Aktieselskaber med betydelige men uden Seddelemissionsret, dels af de saakaldte Folkebanker, der ere beregnede paa de mindre Laansøgende og væsenligt kun ere af rent lokal Betydning; heller ikke disse kunne udgive Sedler. Bypothekbankforretninger ikke disse forskjellige Bankers Sag; de ere Gjenstand for særlige Foreninger, hvilke for Landejendommenes Vedkommende nu ere koncentrerede i Sverigs «Allmanna Hypotekbank«, den som Laansøger paa fremmede Markeder bekjendte, særdeles ansete Statsinstitution*).

---

*) En kortfattet Oversigt herover findes i Medicinalraad B erg s Meddelelser Wirths Handbuch d. Bankwesens S. 368 ff. Literaturen om det svenske Bankvæsen er forøvrigt righoldig; som nyere Arbejder kunne nævnes: Leffler, die schwedischen Zettelbanken, 2. Udg. Leipzig 1879; Hertzberg, en kritisk Fremstill. af Grundsætn. Seddelbankers Indretn. og Virksomhed; Kjær, om Seddelbanker, Kristiania 1877 ; Rosenberg, Handbok ißankvåsendet,iBankvåsendet, 187S, m. fl. En vistnok fuldstændig Literaturfortegnelse hos Rosenberg S. 275 If.

I. Oprettelse og Organisation.

De «enskilda<> Banker ere ikke af synderlig gammel Oprindelse. Den svenske Statsbank, der i lige Linje nedstammerfraden Palmstruch'ske Bank i Stockholmaf1656 maaske den første, i al Fald en af de ældste egenlige Seddelbanker i Evropa — havde indtil et godt Stykke ind i indeværende Aarhundrede alene det store Ansvar at styre Landets Pengevæsen igjennem vanskelige, ofte næsten fortvivlede økonomiske Tidsrum. Da i Aaret 1830 den første Association til Udøvelsen af Bankforretninger dannede sig i Skaane, snart efterfulgt af et Par lignende, skete det paa Grundlag af de almindelige Lovregler om Interessentskab, hvilke ved en Kundgjørelse af 1824 vare gjorte anvendelige paa Bankinteressentskaber uden Indskrænkning af Hensyn til Statsbankens Monopol. Men denne Kundgjørelse var saa kortfattet, at det endog ikke af samme fremgik, hvorvidt Bankseddelemission stod de private Interessentskaber aaben. Først efter flere Aars Rigsdagsforhandlinger ordnedes de private Bankinstituters Forhold udførligt ved Kundgjørelsen af 9. Januar 1846, der atter i væsenlige Punkter forandredes ved den nu for alle de bestaaende private Seddelbanker gjældende Kundgj. af 12. Juni 1874. Men imellem 1830 og 1874 ligger en Periode, som i sin Helhed ingenlunde kan kaldes gunstig for de ensk. Bankers Fremgang og Tilvæxt. De synes tvertimod at have vakt en hel Del Animositet hos Befolkningen,saaat halvvejs fortrød, at man havde brudt med Centralisationsprincipet og aabnet Døren for Bankfrihedens überegnelige Følger. Der gjordes da ogsaa et Forsøg paa at gjøre Skridtet tilbage, i det mindste saaledes, at de private Instituter rundt omkring i Landet — thi selve Forgreningen var øjensynligt altfor fordelagtig

og uundværlig til, at man atter kunde opgive den — stilledes i et vist Afhængighedsforhold til Centralbanken. Fra 1852 til 1862 oprettedes der i Henhold til en ny Forordningrundtom Provinserne 22 «Filialbanker», grundlagtemedprivate og bestyrede af Private, men uden selvstændig Seddeludgivelse. Mod Pantsætning af de Sikkerheder — ædle Metaller, Ejendomshypotheker eller offenlige Pengeeffekter — hvori 'åU af disse Filialbankers Kapital var nedlagt, fik de af Statsbanken Laan, og for en vis bestemt Del af de saaledes bevilgede Laan kunde de udstede Assignationer paa denne, lydende paa Ihændehaveren.MedensStatsbanken den Gang som senere forsømte at oprette egenlige Filialer i Provinserne — den har for Øjeblikket kun 4, og ved disse har den ikke Forpligtelse til at indløse sine Sedler med Mønt — haabede man ad denne Omvej at bringe Omsætningen de Fordele, Forgreningen medfører, uden at opgive Centralisationen.Mendette mislykkedes. De nye Filialbanker sygnede hen og opnaaede aldrig blot tilnærmelsesvisattilegne den Tillid, navnlig i Form af fremmed Kapital til Forrentning, som udmærker de ensk. Banker. I 1875 lukkede den sidste Filialbank sin Dør, og dermed var Centralisationsforsøget opgivet. Men af disse «Filialbanker» opstod rundt omkring nye «Enskilda Banker«, dels ved umiddelbar Overgang, dels ved Sammensmeltningmedandre og netop i Aarene 1856—69 stiftedes 18 af de 28 ensk. Banker, som Sverige nu besidder. Den sidste af disse grundlagdes 1877, og dermed synes Omsætningen foreløbigt at være mættet. Nogle Forsøg har man vel gjort paa senere at oprette ensk. Banker; men de ere strandede dels paa Regeringens Betænkeligheder, dels paa Frygt for Foretagendets Irrentabilitet,ogman

tabilitet,ogmanhar atter opgivet Tanken derom. Af de nu bestaaende Banker har ingen hidtil vist sig at være insolvent; kun den sørgeligt bekjendte Vadstena E. B. har paa Grund af en Direktørs Bedragerier i det forløbne Aar maattet likvidere, dog, saa vidt man kan bedømme, uden Fare for Kreditorernes Tilgodehavende.

Som de ensk. Banker have udviklet sig paa Basis af Kundgjørelserne af 1864 og 74, ere de altsaa ganske vist Resultatet af en fri Association, men Staten har dog forbeholdt en væsenlig Indgriben saavel ved deres Oprettelse under deres Virksomhed. Ikke blot kan Regeringen nægte Sanktion paa Oprettelsen af nye Banker, selv om de fyldestgjøre de af Loven opstillede Betingelser, den udøver en stadig og detailleret Kontrol med de bestaaende Banker, en Kontrol, som har saa mange Betingelser for at være virksom som en Statskontrol overhovedet have. Med stedse voxende Omhu og støttet af en paa dette Omraade særdeles aarvaagen Opmærksomhed Publikums Side har Regeringen fulgt med og grebet ind i Udviklingen, tildels i fuld Harmoni med de nyere theoretiske Undersøgelsers Resultater. Selv det seneste Skridt, der saa væsenligt vil paavirke Bankernes Seddelemission, Afskaffelsen af Femkronesedlerne, staar jo i den bedste Overensstemmelse med den i Theorien udviklede Nødvendighed af, at det mindste Seddelstykke ikke maa være saa lille, at det trænger ned i de fattige Samfundsklasser og derved betager Banknoten dens begrebsmæssige af frivilligt Betalingsmiddel. Dertil kommer, at Bankernes Oktroier kun meddeles for 10 Aar ad Gangen, saa at det ligger i Regeringens Haand, om de skulle fortsætte deres Virksomhed ud over dette Tidsrum.

1 Korthed skal her nu angives, hvilke Betingelserne
efter den nu gjældende Lovgivning ere for Oprettelse af
private Seddelbanker.

For at opnaa Regeringens Bekræftelse paa Bankens Oktroi (som altsaa kun gives for 10 Aar ad Gangen, men kan fornyes), maa Stifterne af Banken være svenske "Medborgere« mindst 30 i Tallet, og paatage sig solidarisk Ansvar for alle Bankens Forpligtelser. Ved Siden af disse solidarisk ansvarlige Deltagere kunne dog kommanditaire Interessenter optages, dog kun for Halvdelen af det Beløb, de solidariske Deltagere indskyde; men denne Tilladelse er hidtil kun benyttet af 3 Banker. De solidarisk Ansvarlige kun med Generalforsamlingens Samtykke borttransportere deres Lodder; om deres Navn og Forandringer Listen over dem skal Kundgjørelse foranstaltes i Aviserne, ligesom Oplysninger herom skulle være til almindeligt Eftersyn i Banken.

Inden Bankens Oprettelse skal der være tegnet en Grundfond paa mindst 1 Million Kroner. Denne skal være fuldt indbetalt senest 1 Aar efter Bankens Aabning (Kommanditairernes Kapital ligeledes 1 Aar efter Tegningens før Bankens Aabning skulle dog mindst 10 pCt. være indbetalte og Sikkerhed være stillet for Resten. Grundfonden skal være delelig i lige store Lodder, som kun tør lyde paa Navn og først udstedes, naar Grundfonden er fuldt indbetalt. Angaaende Grundfondens henvises til det følgende Afsnit om Seddelemissionen.

Bestyrelsen skal bestaa af mindst 5 Medlemmer,
der selv skulle være solidariske Interessenter. —

Blandt disse Bestemmelser vil først og fremmest den
falde i Øjnene, at Bankerne ere baserede paa Principet

om Interessenternes solidariske Ansvarlighed. Dette Princip,derer nærliggende Konsekvens, naar man lader Banken som enhver anden Association opvoxe af Interessentskabskontraktenogfordrer Vilkaar for at bringe dem ind under Aktieselskabets Begreb, er som bekjendt ogsaa andre Steder bragt til Anvendelse paa Seddelbanker, navnlig i Storbritannien. Man vil fra den nyeste Tid have «City of Glasgow Banks« Fald i friskt Minde og erindre, at mangfoldige Bankinteressenter, langt udenfor Kjøbmændenes og Spekulanternes Kreds fik at føle, at et Aktiv kan være ruinerende for dets Ejer. Man skulde synes, at der herefter hører et ualmindeligt Mod til at eje et saa farligt Papir, selv om et rigeligt Udbytte fra Aar til Aar forsonede En med Risikoen derved. For smaa Provinsbankers Vedkommende kan det dog lettere forstaas, at Deltagerne ville underkaste sig et saa stort Ansvar; ikke blot ere Forpligtelserne her mindre, men man har en saa begrænset Kreds af Kunder, at KontrollenfraInteressenlernes ikke er svær. Men naar Banker voxe op til at have en stadig Omsætning af 30^—40 Mill. Kr. — som de største svenske — saa synes det noget eventyrligt for den Enkelte at være henvist til at opføre disse Summer blandt sine eventuelle Forpligtelser.Fraet Synspunkt har Grunden til en saadan Ordning selvfølgeligt været den, at man har villet undgaa at opstille Fordringen om en stor Grundkapital og har villet skabe en Erstatning derfor i det solidariske Ansvar. Utvivlsomt ligger heri ogsaa en stor Garanti, og vistnok skylder Sverig netop denne Ordning en overvejendeDelaf Bankvæsens gode Resultater. Men efterhaanden som Forpligtelserne voxe, vil Frygten for Ansvaret voxe, og man vil blive tilbøjelig til at søge andre

Garantier, mindre uoverskuelige i deres Konsekvenser. Saaledes er det gaaet i England, hvor den nye «Banking and Joint-Stock Company Bill« for alle andre Passiver end netop Sedlerne begrændser Ansvaret til Grundkapitalenogdesuden Interessenterne Adgang til at holde en Del af Kapitalen tilbage, saa at den kun kan fordres betalt i Tilfælde af Bankens Likvidation*). Og et lignende blandet System, der giver Sedlerne en exceptionelt begunstigetStillingi til Sikkerheden, er jo ogsaa bragt i Forslag paa Kontinentet.

Forøvrigt er selve det «solidariske Ansvar« en Forpligtelse,der nærmere Bestemmelse er af tvivlsomt Omfang, og nogen saadan nærmere Bestemmelse har den svenske Banklov ikke, ligesom et Forsøg paa ved privat Initiativ at fremkalde en legislativ Løsning i sidste Rigsdagssamlingikke til Noget. Det er selvfølgeligt for Bankkreditorerne, særligt Seddelejerne, af Interesse at vide, om de i Tilfælde af en Betalingsstandsning kunne gaa til hvemsomhelst af Bankens Interessenter og kræve Betaling for hele deres Fordring uden Opsættelse, eller om de skulle vente, til det efter en Opgjørelse af Bankens hele 80, som jo kan vare Aar, viser sig, hvad der bliver at dække af hver enkelt Interessent. Spørgsmaalet er fra den rent juridiske Side omtvistet. I vor Literatur staar saaledes Gram temmelig ene med Forsvaret for det sidstnævnteAlternativ, saakaldte subsidiært solidariske Ansvar,i af FJeres Forpligtelseserklæring uden særligTilkjendegivelse Delingsforholdet. Det er desuden i det foreliggende Emne ikke aldeles klart, om Bankinteressenterneere betragte som Debitorer for Bankens

---

*) Se Ugeskr. f. Retsvæsen 1879 S. 1007.

Passiver eller som Garanter, Kavtionister derfor, et Spørgsmaal,der i høj Grad indvirker paa Opfattelsenaf idet Betingelserne for at opstille en Selvskyldnerkavtionikke og Interessenterne, hvis de skulle betragtes som Kavtionister, altsaa kun blive ansvarlige, naar det viser sig at Banken virkeligt er insolvent,og for det Beløb, der ikke dækkes af Bankens 80. — I legislativ Henseende kan der vel ikke være Tvivl om, at det subsidiære Ansvar fortjener Fortrinet fremfor det principale, hvor Talen er om saa omfangsrige Institutersom Bank. Det Modsatte vilde føre til en Række Katastrofer for og Angreb paa de enkelte Interessenter uden i særlig Grad at betrygge Debitorerne som Helhed; thi for disse Sidste vil det komme an paa, hvem der kommer først til de solvente Deltagere; ere disses Ressourcerudtømte, de øvrige Kreditorer neppe Synderligt.Man jo ogsaa i Skotland fulgt den første Fremgangsmaade*).

II. Indlaansvirksomheden.

Ganske vist ere de enskilda Banker seddeludgivende Banker; men deres Virksomhed som saadanne træder i økonomisk Henseende i Skygge for deres Indlaansvirksomhed.Theoretiskset selve Seddelemissionen vel ogsaa en Indlaansvirksomhed, idet Sedlernes Modtagere overlade Banken en rentefri Benyttelse af Sedlernes Beløb, og der mangler heller ikke Exempler paa, at man har villet opstille fælles Forskrifter for Seddelbankernes Virksomhedpaabegge Omraader, specielt i Henseende til Dækningsreglerne. Imidlertid har den svenske Banklovgivningforde

---

*) Jfr. om de tyske Forskudsforeninger, Nat. Tdskr. XIV S. 27—29.

lovgivningfordeprivate Banker gjort en bestemt Forskjelpaadisse idet den egenlig har indskrænket sin normaliserende Indgriben til Seddelemissionenogoverladt selv at organisere deres Indlaansforretning.TilGrund ligger der ogsaa en naturlig Opfattelse. Det er og bliver altid den Enkeltes Sag , om han finder Anledning til at betro en Bank sine opsparede Midler til Laans paa kortere eller længere Tid, og naar oven i Kjøbet Statsbanken i denne Henseende byder saa gunstige Betingelser som den svenske Rigsbank,naarendvidere som den svenske, er omhyggeligt udarbejdet og disse Institnter byde en betryggende Garanti for de smaa Opsparinger, saa har Staten intet Ansvar for, at Publikum desuagtet fortrinsvis søger til Privatbankerne med sin ledige Kapital. Med Sedlerne er Forholdet et andet. Vel ere disse for Privatbankernes Vedkommende intet tvungent Betalingsmiddel,ogfor vidt kan det ogsaa siges at være den Enkeltes egen Sag, om han vil tage imod dem; men ligesom den Enkelte vanskeligt kan danne sig en Mening om Forsvarligheden af den Kredit, alle disse forskjellige Banksedler nyde, saaledes bliver det i Praxis saa godt som umuligt for ham at vægre sig ved at tage imod de Betalingsmidler, som Omsætningen nu en Gang har accepteret.Mantænke hvorledes en Detailhandler vilde stille sig med sine Kunder, naar han systematisk afslog at tage imod Betaling i de Sedler, som alle Andre tage og give videre uden nogen Kritik eller Mistro. Uden Tvivl har Bagehot Ret i, at der for Folk i Almindelighed ikke er Spørgsmaal om, hvorvidt de skulle placere deres Midler i Banksedler, men meget mere om, hvordan de skulle blive frie for Banksedlerne. Det er vel saaledes

et yderligere Bevis paa den Tillid, de svenske ensk. Banker nyde, at de frivillige Indskud, Indlaanene, langt overstige Seddelomløbet. Paa de første beror deres økonomiske Stilling, fra disse hidrører ogsaa hovedsageligt de Farer, som kunne true deres Bestaaen.

Ricardo har brugt det træffende Udtryk, at en »banker«'s Funktion først begynder, naar han benytter Andres Penge; saalænge han bruger sine egne, er han blot en Kapitalist. De engelske og skotske Banker have draget den mest mulige Nytte af denne Sætning. Paa Kontinentet har man derimod ikke rigtigt villet eller kunnet anvende den i Praxis. Store Grundkapitaler høre her til det Første, en Bank anskaffer sig, og med disse slæber den saa under hele sin Tilværelse; den maa være glad til, naar den kan placere dem med Fordel; men til ogsaa at placere Andres Kapital, naar dens Evner kun sjeldent i stor Udstrækning. Denne ] Ulempe have de svenske Banker forstaaet at undgaa i en paafaldende Grad, omend i ringere Omfang end de britiske. Afset fra de store Centralbanker og nogle enkelte store Kreditinstituter naaede efter Wirth*) ingen Bank undtagen de britiske op til et Forhold mellem Grundfond og Reservefond paa den ene Side og deponeret Kapital paa den anden Side, som var højere end 1 til 1,70. For de svenske ensk. Banker stiller Forholdet sig derimod f. T. saaledes: Den samlede Sum af Grundfond, Reservefond og til fremtidig Disposition Midler udgjorde d. 31. Dec. 1879 Mill. Kr. 73,45, Summen af Midler paa kort Indsættelse Mill. Kr. 163,27. Altsaa udgjør Forholdet her: 1 : 2,22**).

---

*) HaDdbuch des Bankwesens 1874 Tabel S. 721.

**) Til Sammenligning bemærkes, at Forholdet d. 31. Dec. 1879 udgjorde: Rigsbanken 1 : 0,55, for Aktiebankerne 1: 2,02.

Ved Hjælp af de fuldstændige Tabeller, som maanedligt af Finansdepartementet, er det let at danne sig et Billede af Indlaansvirksomhedens Omfang og Tilvæxt. denne Afhandlings Slutning finder man en i dette Øjemed opstillet tabellarisk Oversigt, til hvilken vi her som ved flere senere Lejligheder henvise. Det fremgaar denne, at Indlaanene, stadigt afset fra Banknoter og fra Postremisvexler, — hvorom nedenfor — gruppere sig i 2 Klasser: Indlaan paa «Upp- & Afskrifning» og paa »Deposition«. De første ere rene Foliolaan, der kunne udtages uden Varsel; de sidste ere indsatte paa Tid (fra 1 til 6 Maaneder). Af begge svare Bankerne Rente efter Markedets Tilstand, for Øjeblikket 3 pCt. paa Upp- & Afskr. og 3V2 til 5 pCt. paa Deposition efter Opsigelsesfristens Længde.

Det vil af Tabellen ses, at Depositionsmidlerne siden Midten af 1871 ere voxede fra 54,7 Mill, til 137,05 Mill, og Upp- & Afskr.-Midlerne samtidigt fra 14,3 til 26,22 Mill., saa at de nu i Forening udgjøre 163,27 Mill. 1 Tilvæxten er der en aldeles jevn Fremgang indtil Midten af 1877, hvor den samlede Sum udgjorde 176,5 Mill. Derefter kommer Virkningerne af «de daarlige Tider", og der er nu en ligesaa regelmæssig Nedgang, der dog ikke antagersaa Dimensioner, og som atter synes at være overvunden i 1879. Nedgangen er størst paa, ja indskrænkersig til Depositlonskontoen, hvad der synes at vise, at de egenlige Besparinger ere mindre tilbøjeligetil vælge Placering i disse Banker end tidligere — forsaavidt det ikke ligefrem er et Resultat af Kapitalens Konsumption i disse uheldige Aar, hvad der dog for en Del modsiges af, at Rigsbankens tilsvarende Konti udviser

en Tilvæxt og Aktiebankernes holder sig nogenlunde
konstant.

Hvad Laangivernes Antal angaar, viser ogsaa dette for Depositionerne en stadig Tilvæxt indtil Midten af 1877, nemlig fra c. 25,000 i Juni 1871 til c. 105,000; derefter aftager det og udgjør nu c. 81,000. Paa Epp- & Afskrkonti Tilvæxten samtidigt fra 6950 i 1871 til 12,000 i 1877, og paa denne Højde har Antallet senere omtrent holdt sig; nu udgjør det c. 13,300.

Fordelingen af disse store Indlaanskapitaler er ingenlunde paa de enkelte Banker. Der gives Banker, der have større Grundfond end Indlaansbeløb, men gjennemgaaende som ovenfor bemærket, Indlaanene betydeligt end Driftskapitalen. Den absolut højeste Sum have:

Skaanes E. B. med MM. 26,83 (243 pCt. af Grund- og Reservefond
Forening),

Stockholms E. B. med MM. 18,465 (603 pCt. af Grund- og Reservefond i Forening eller 461 pCt. af Grund- og Reservefond samt de til fremtidig Disposition afsatte Midler),

hvorved dog er at mærke, at den sidstnævnte Bank tidligere haft betydeligt større Indlaan med en mindre Grundfond, saa at Forholdet den Gang var endnu mere i Favør af Indlaanene.

For at undersøge, hvorvidt her virkeligt foreligger en Forskjel i Sammenligning med de danske Banker, der fortjener at kaldes gjennemgribende, kan man sammenstille i »Danmarks Statistik» S. 353 angivne tilsvarende Herefter var i 1877 (det sidste Aar, Beregningen optager):

d. v. s. Indlaanene vare i 1877 c. 8 pCt. mindre end Driftskapitalerne.

Det er imidlertid under tidligere Diskussioner om dette Emne med Rette fremhævet, at disse store Bankindlaan tyde paa en større Spareevne hos den svenske Befolkning end hos den danske. Den opsamlede Kapital skaber sig hernede andre Placeringer end Bankernes Kasser, navnlig i Sparekasserne. Desuden bør man ikke lade ude af Betragtningen, at en stor Del ledig Kapital, som i Sverig søger til Bankerne, i Danmark finder en midlertidig eller fast Placering i Obligationer, medens Sverig snarere er Laansøger end Laangiver paa Obligationsmarkedet*).

---

*) I Sverig udgjorde den samlede Sum af Bankernes Depositioner ses der her bort fra, da de kun kunne anses for at repræsentere en i Øjeblikket ledig, men i den nærmeste Fremtid fornøden Driftskapital) d. 31. Dec. 1879: i Rigsbanken Mill. 17,645 i Ensk. Banker — 137,051 i Aktiebanker — 39,206 hvortil bør lægges i Sparebanker (i 1877) — 146,127 Mill. 340,029 Lægges Folketallet efter sidste Folketælling (1876) til Grund med 4,38 Mill., udviser dette en gjennemsnitlig Sum af Besparinger paa c. Kr. 77 pr. Individ. — I Danmark udgjorde efter de Opgivelser, foreligge (tildels efter -Danm.'s Statistik«): Indlaan i Kbh.s Banker Mill. 46,903 (1877) — i disses Filialer — 5,n0 (1875) — i Provinsbanker — 33,300 (1875) — i Kbh.s Sparekasser c— 68,000 (1879) — i Provins-do c— 220,000 (1876) Mill. 373,373 hvad der for en Befolkning af c. 2 Mill. udgjør c. 186 Kr. pr. Individ. Dog ere, vel at mærke, alle Indlaanskapitalerne her slaaede sammen, altsaa ogsaa Foliomidler og Kontokurrantsaldi; holder man disse ude — hvad der efter det foreliggende Materiale ikke med Sikkerhed lader sig gjøre — bliver Summen pr. Individ selvfølgeligt adskilligt ringere, men dog sikkert betydeligt større end det svenske Forholdstal.

Er nu denne Anvendelse af fremmed Kapital i en saa stor Udstrækning virkeligt en Fordel? En stor Fordel er der naturligvis ved et saadant System. Vi behøver blot at minde om Bagehots bekjendte Regnestykke (Lombard Street S. B—9),8_—9), hvori han godtgjør, at det altid er billigere at operere med fremmed Kapital end med sin egen. «Naar en Kjøbmand har 50,000£ som sin Ejendom, saa maa han for at faa 10 pCt. herpaa fortjene 5000 £ om Aaret og rette sin Pris derefter; men naar en anden Kjøbmandkun 10,000 £ og laaner 40,000 £ ved Diskonteringer,saa han den samme Kapital paa 50,000 £ og kan sælge meget billigere. Hvis han nemlig laaner til en Rente af 5 pCt., vil han have at udrede 2000 £ om Aaret, og hvis han ligesom den første Kjøbmand tager 5000 £ ind om Aaret, saa vil han, efter at Renten er betalt paa hans Laan, have fortjent 3000£ om Aaret eller 30 pCt. paa sine egne 10,000 £. Da de fleste Kjøbmænd nøjes med meget mindre end 30pCt., saa vil han være i.Stand til at sænke Prisen og drive den første Kjøbmand ud af Markedet.« Dette kan heller ikke være anderledes, al den Stund Driftsherren har Krav paa et Udbytte, som er større

end den blotte Kapitalafkastning. Men heraf kan man naturligvis ikke slutte, at jo mindre egen Kapital en Kjøbmandhar, fordelagtigere stiller hans Forretning sig. Ikke blot er der et Minimum, som altid bør være tilstede, inden Forretningen aabnes, og hvis regelmæssige Udbytte bør garantere Kjøbmanden Tilfredsstillelsen af hans uundværligsteFornødenheder; der bør tillige være et Forholdmellem og den gjennem Kredit benyttedeKapital, gjør" Forretningens Drift og KjøbmandensSolvens af de Krediterendes Vilkaarlighedog Tilstand. Dette Forhold lader sig neppe udtrykke i et bestemt Tal, hverken for Bankforretningereller andre Foretagender. Den skotske Bankdirektør Logan*) har vel troet at kunne slaa fast, at en Bank ikke uden Uforsigtighed kan laane Mere end selve Kapitalen og lige saa Meget til; men senere Tiders Erfaring har vist, at man uden Fare kan gaa adskilligt videre. Naar nu svenske Banker ofte sidde inde med fremmede Penge indtil 7 Gange den indbetalte Driftskapital,saa det dog være tvivlsomt, om de ikke gaa for langt i deres Tillid til Pengemarkedets Stabilitet. Hvad det i Bedømmelsen heraf kommer an paa, er dog ikke det blot arithmetiske Forhold mellem Driftskapital og Indlaan, men meget mere Maaden, hvorpaa Indlaanskapitalerne ere placerede, altsaa om de ere anvendte til Formaal, der gjøre deres Frigjørelse i det rette Øjeblik til en Mulighed, ikke kjøbes med for store Ofre. Til dette vigtige Spørgsmaal, hvis Løsning som bemærket er overladttil Skjøn og Rutine, skulle vi nedenfor komme tilbage ved Behandlingen af Aktivforretningerne.(Forts.)

(Forts.)

---

*) The scotish banker, Edinburgh 1845 S. 30.

Anm.

Omstaaende Tabel viser Bevægelsen paa de vigtigste Aktivog i Aarene 1871_—79. Opgjørelserne ere fra ult. Juni og ult. Decbr., hvilke Tidspunkter ere valgte som omtrent angivende Gjennemsnittet af Cirkulationssvingningerne. Tallene angive Millioner Kroner med 3 Decimaler.

Udførligere Tabeller findes — foruden i de officielle Bankrapporter, disse Tal ere laante — hos Leffler, Kjær og Hertzberg m. fl. Steder. Det bør dog bemærkes, at den hos Hertzberg 1. c. S. 35 opgjorte Tabel over Udlaanene for de ensk. Bankers Vedkommende er urigtig. Der er nemlig fejlagtigt kun medtaget 16 Ensk. Banker, der i 1876 faldt ind under Kundgjørelsen af 1874, ikke tillige de 11, som gik ind under Kundgj. af 1864. Da derimod alle 27 Banker ere sammenregnede den tilsvarende Tabel over Passiverne (S. 100), bliver en Sammenligning mellem disse Tal upaalidelig. Denne Fejltagelse har ogsaa indvirket paa forskjellige Angivelser i det nævnte Arbejdes