Tiggeriet i Tyskland. A. Lammers: Die Bettel-Plage. Berlin, Verl. v. Leonh. Simion, 1879. (Volksw. Zeitfragen, herausgegeb. v. d. volkswirth. Gesellschaft Berlin).

Den socialdemokraliske Agitation er. der foreløbig blevet sal en Stopper for i Tyskland. Tyskland er, synes det, ikke mere Socialdemokraternes forjættede Land; — det er til Gjengjaeld Tiggernes Land. «Proletariatets; fantastisk-revoiutionære lyde ikke mere; — cle ere blevnt afløste af Tiggernes modløse Klager. Naturligvis mene vi ikke. at netop de Samme, som igaar vare Socialdemokrater, idag ere Tiggere. Men det er dog neppe saa urimeligt at antage, at man, naar man kvæler den Bevægelse, til hvilken store Samfundslag satte deres eneste Haab, let vil kunne knække Energien og Selvhjælpslysten hos mange af disse Samfundslags En »social Bevægelse« vil der altid være; kim er dens Former forskjeliige: forbyder man Proletariatet at forsøge paa at arbejde sig i Vejret, maa man ikke vente, at det vil blive staaende stille paa det engang naaede Punkt: Bølgen, der før slog fremad, vil nu slaa tilbage. Bourgeosiet, der fik en Lov imod socialdemokratiske Taler, forskaanes virkelig nu for at høre dem; — men saa maa del finde sig i at høre paa Tiggernes Taler. Hvilke Taler der ere de inleressanteste, det er en Smagssag.

Tyskerne bildte sig indtil for nylig ind, at man, naar
man vilde se Tiggeri dreven efter stor Maaleslok, maatte gaii

lil Italienerne og andre sydlige lidet, kultiverede Folk; — det sædelige Germanien var naturligvis for stedse forskaanet for denne Landeplage! Af denne Illusion erc de nu blevne revne ud paa en mindre blid Maade: de tyske Landsbyer overfaldes uafladeligt af sfokkebevæbnede Vagabond-Horder, og i Byerne saavelsom paa Landet strejfe Tiggcrrre om ved Dag og ved Nat. Saaledes er det over hele Tyskland; men Slesvig og Holsten nævnes som stærkest smillet af Vagabondage. Iler blev i de første fire Maaneder af 1879 2437 Personer idømt 2776 Straffe for Tiggeri og Løsgængeri. Af disse 2437 Personerblev bevist, at 1501 tidligere havde været straffede med 4696 Straffe; om 936 blev Intel i den Retning positivt bevist. Linder 18 Aar var 73 Personer; 383 Personer var i Alderen mellem 18 og 20 Aar, 986 mellem 21 og 30 Aar, 571 mellem 31 og 40, 283 mellem 41 og 50, og over 50 Aar var 141. Af det hele Tal led kun 297 af Sygdom eller Legemssvaghed.

Ved at omtale de Midler, hvormed Tiggeriet kan modarbejdes, Lammers om, hvorledes man bar sig ad i gamle Dage. Paa den ene Side forbød man Almissegivning; naa den anden Side straffede man Tiggerne med de mest barbariske Straffe. I Aaret 1350 forbød Kong Johan af Frankrig Almissegivning, og forordnede samtidigt, at Tiggerne skulde straffes første Gang med Pisk og Gabestok, anden Gang med Brændemærkning og Landsforvisning. Netop samme Aar satte man i England Fængselsstraf for Almissegivning, hvilket Paabud fornyedes i 1360, 1378 og 1388, medens Straffen i 1535 nedsaltes til en Pengebøde, li Gange større end den givne Almisse. I Spanien truede man Aar 1400 Tiggerne med Pisk; for anden Gang begaaet Betleri fastsattes Afskæring af Ørerne; tredje Gang — Dødsstraf! En engelsk Lov af 1530 truede med Pisk, med Afskæring af det bøjre Øre, og med Dødsstraf. Ln ny engelsk Lov af 1547 dømte Betlerne første Gang til Brændemærke paa Brystel, anden Gang lil Brændemærke i Ansigtet og Livegenskab, tredje Gang til Døden. Ligesaa i Frankrig: en fransk Lov af 1656, der blev fornyet i 1724, dømte de mandlige Tiggere til Pisk og til Galejerne, de kvindeligelil

ligelilLandsforvisning. Udbyttet af alt delle Barbari tar naturligvislig

Paa en ganske anden Mande søgle Grev Rumford — Naturforsker, Filosof, Soldat; født Amerikaner, men i kurfyrstligbajersk —- i forrige Aarhundredes Slutning at gribe Sagen an. Grev Rumford er ikke alene berømt ved sin Suppe, men ogsaa ved sit Forsøg paa med ét Slag at gjøre Ende paa det offenlige Betleri-Dvæsen. Man regnede dengang, siger han, Betleriet paa en Maude med blandt det borgerlige Samfunds Institutioner. Landarbejdernes Løn blev afpasset saaledes, at del, der manglede i al Arbejderne kunde leve af den, skulde afpresses ved Tiggeri. Ethvert Barn, ethvertFruentimmer, modte paa Vejen, rakte Uaanden bedende frem. Tiggerne dannede mange Sleder en Art Samfund,der Betleriet aldeles forreiuingsrnæssigi. Betleri- Oesnhiifien gik i Arv fra Fader til Søn, men kunde dog ogsaa, f. Ex. ved Gifterrnaal, overdrages ti! Andre. De for Forretningennødvendige der nedarvedes fra den ene Generation til den anden, udvikledes efterhaanden til en høj Grad af Fuldkommenhed. — Imod all dette Uvæsen rettede Grev Rumford et stort, pludseligt Slag. Den bajerske Kurfyrstesfire Regimenter fordeltes over hele Landet, idet de fik Ordre lil at bære sig ad paa samme Maade som Grev Rumford, der i Miinchen selv umiddelbart ledede Operationerne: Nytaarsdag 1790 anholdtes samtlige Betlere i Miinchen; den første blev greben af selve Greven i hans Stabsofficerers og i Magistratens Paasyn. I denne ene By, der dengang talte omtr. GOOOOIndv., anholdtes i Løbet af én Uge 2600 Tiggere; i hele Landet, der dengang var langt mindre end nu, over 100 000. I Forvejen havde man indrettet rummelige Lokaler til Optagelsen af Tiggerne, og Subskriptionslister udsendtes for at Folk kunde tegne sig for Bidrag i det Øjemed at støtle Bestræbelserne; overhovedet lagde Rumford stærkt an paa, at selve Befolkningen umiddelbart skulde interessere sig for Sagen. De anholdte Betlere bleve behandlede pau en Maade, der var beregnet paa at danne en slaaende Kontrast lil deres tidligere Levevis: Fra Gaden flyttedes de, i Vinterens Hjerte, ind i opvarmede,forholdsvis

varmede,forholdsvishyggelige Rum; Hk god varm Mad, blev lioldte saa renlige som muligt; fik Værktøj og Arbejdsmateriale, og lærte et nemt, nyttigt Arbejde. Rumfords Forholdsregler viste sig fortræffelige, — d. v. s. forsaavidt han selv umiddelbartførte med dem; hvor hans Øje ikke naaede, mærkede man ingen heldige Resultater. Men Miinchens Fatliganstalt,der under den store Filanthrops umiddelbare Tilsyn, blev berømt, og var i nogle Aar et Valfartssted for, hvem der studerede Fatligplejen. Hele Bevægelsen var anlagt efter en storartet Plan; men store Virkninger havde den ikke: den var for nøje knyttet til en enkelt Mands personlige Kræfter.

Nogle Aar senere, i Begyndelsen af dette Aarhundrede, fattede en tuæglig Hersker i et andet Land den Plan ligeledes paa militærisk Vis at knække Betleriet. Men der er den Forskjel,at Grev Rumford alvorligt havde gjennemtænkt Sagen, inden han greb til den ydre Magts Midler, bildte Kejser Napoleon sig ind, al han kunde rydde Tiggeri væsenet lige saa nemt af Vejen som ormstukne Stater og upopulære Dynastier. D. 24. November 1807 skrev Kejser Napoleon til sin IndenrigsministerGrev «Jeg betragter Tiggeriets Tilintelgjørelsefor viglig som berømmelig. Vi maa ikke gaa hen over Jorden uden at efterlade os Spor, der kunne bevare os i vore Efterkommeres Erindring. Jeg rejser bort i nogle Uger: — indret Dem saaledes, al De, naar jeg kommer tilbage,omtrent 15. December, er Herre over hele Spørgsmaalet,og prøvet det saaledes i alle dets Enkeltheder, at jeg ved et almindeligt Dekret kan føre det sidste afgjøreude Slag. Før Midlen af næste Maaned maa De altsaa have skaffet de fornødne Midler tilveje, saa at halvtreds til tresindstyve Huse kunne staa færdige til at modtage Bellerne; hvor disse Huse skulle oprettes, og hvorledes Alt skal ordnes, — dermedmaa være paa det Rene. Kom ikke og fortæl mig, at De behøver tre eller fire Maaneder til al ordne Sagen! De har jo unge Embedsmænd, forstandige Præfekter, dygtige Ingeniører;sæt Alle i Gang, og sov ikke ind i Kontor- Slendrianen! Alt maa forberedes saaledes, al Frankrig, naar Foraaret kommer, vil frembyde det skjønne Skue af et stort,

Land uden Tiggere.'« Saaledes opstrammet, tog Ministeren naturligvis slrax fat paa Sagen. Men da han i Begyndelsen af 1808 — Kejseren havde i Mellemtiden maattet føre en ny Krig — traadte frem for den lovgivende Forsamling, forlangte lian ikke blot Maaneder men Aar for at løse Opgaven: Udryddelsenaf Og der gik Aar og atter Aar, — og Tiggeriet florerer fremdeles! —

Den ældre Faltiglovgivning gik, som Lammers fremhæver, ud fra den Forudsætning, at del er ligesaa vigligt (eller endnu vigtigere) at forhindre den lankeiøse Alrnissegivning som at forbyde Tiggeriet. Den vendte sig ligesaa meget imod den letsindige Giver som imod den arbejdssky Modtager. Til ind i forrige Aathundrede var der paa flere Steder Straf for Almissegivning. eflerhaanden blev man dog nødt til at opgive side af Faitigiovgivningen: ikke blot lærte Kirken, ;U salige ere de som give — og ligegyldigt til hvem — men (hvad mere var), naar baadc Giver og Modtager vare enigo om Almissen, blev Kontrollen med Overholdelsen af Almisseforbudene vanskelig, ligesom ogsaa den almindelige Bevidsthed ondt ved at overbevise sig om , at det er strafværdigt række den Fattige en Skjærv. Man vil gjerne indrømme, Almissen ofie faar en daarlig Anvendelse, at den manske snarere er skadelig end nyttig, at det allsaa ikke er rigligt at give, — men at Almissegivningen ligefrem hører ind under Straffeloven, det er dog ikke saa let al begribe. Saa blev da Almisseforbudene efterhaanden slrøgue af Lovene ; mon nu viste det sig, al det i Virkeligheden ikke blev lettere for Loven at magte Betleriet, fordi den kun holdt sig til den ene Side. Sagen er den, al Loven trænger til el Supplement: at afskaffe alle Love mod Betleri gaar aabcnbarl ikke an, allerede af den Grund at Betleriet saa let gaar over til al blive Pengeafpresning, m. m.; men Statens Aktion mod Betleriet bør suppleres af de Privates.

Efter at Lammers i korte Træk har fremstillet nogle af Grundene til, al der fremdeles belles saameget i Tyskland, giver han sig til al indskærpe disse Sætninger: vi maa ftigjøre os for den Forestilling, den Overtro, al det i og for sig er

fortjenslligt at give, uden Hensyn til, hvem der gives til, og hvilke Virkninger Gaven har; vi maa være forvissede om, at der sker flere Ulykker ved ydede end Ted neglede Almisser; Penge ere den sletlesle Form for at gjøre vel; at give Penge til übekjendte Betlere er ikke nogen god men en daarlig Gjerning.Lammers med Dygtighed, men tillige med en vis Ensidighed, sin Opfattelse. Sluttelig omtaler han de Foreninger,man Tyskland (Berlin, Elberfeld, Harburg, Osnabriick, Slesvig, Holsten o. fl. Steder) har dannet til Belleriets Bekæmpelse,— hvis Formaal paa den ene Side er at modvirke den spredte, slet motiverede Ålrnissegivning, paa den anden Side positivt at lindre Nøden. Særligt føler han sig tiltalt af en Slesvig og Holsten omfattende Provincialforening. hvis Medlemmer ligefrem forpligte sig til ikke at give ÜbekjendteAlmisse, en Forpligtelse, som de dog kun paatage sig, fordi Foreningen paa sin Side drager Omsorg for, at der vil blive sørget for de Nødlidende. Af Foreninger, ordnede efter dette Monster, venter Lammers sig gode Resultater.