De sjællandske Jernbaners Overgang til Staten.

Det er nu omtrent 5 Aar, siden nærværenle Forf. i to Artikler i «Dagbladet« (for 9.—10. Sptbr. 1874) rejste det Spørgsmaal: «er det ikke paa Tiden, at der tænkes paa at erhverve de sjællandske Jernbaner for Staten ved et ligefrem Kjøb?» Den dér forfægtede Tanke om et saadantKjøb den i Lovgivningen fastsatte Tid (1. Jan. 1900) har siden da fundet mere almindelig Indgang, er oftere bleven omhandlet i Rigsdagen, og synes omsider at nærme sig sin Gjennemførelse. Et betydningsfuldt Skridt er i alt Fald sket derved, at Regeringen har fremsatet Tilbud, hvorpaa den har opfordret Selskabettil gaa ind. Hvorvidt Aktionærerne ville efterkommedenne staar endnu uafgjort hen, og det er ikke Hensigten her nærmere at søge paavist, at dette vilde stemme med deres egne Interesser. Men i den Forventning, at de selv ville erkjende dette, og at denne vigtige Transaktion saaledes virkelig vil komme i Stand, skulle vi her undersøge den anden Side af Sagen: Hvilken Interesse har Staten i, at den kommer i Stand? Indirekte vil denne Undersøgelse da ogsaa kunne tjene

til at belyse Aktionærernes virkelige Stilling og dermed
deres Interesse i at faa Sagen afgjort og ordnet paa en
for alle Parter tilfredsstillende iVlaade.

Allerførst rejser sig da det Spørgsmaal: hvorledes vil det finansielle Resultat blive for Staten, dersom Transaktionen i Stand paa det af Finansministeren angivne Grundlag? Efter hvad der er berettet i Aviserne, gaar dette ud paa, at der for hver 100 Kr. i Aktier gives 125 Kr. i 4 pCt.s Statsobligationer, amortisable i 20 Aar. Hvorledes Børsen har opfattet dette Tilbuds Karakter, er bekjendt nok: en øjeblikkelig Stigning af Aktiernes Kurs med 3 å 4 pCt. var den tydelige Tilkendegivelse af, at Hørsen opfattede dette Tilbud som fordelagtigt for Aktionærerne og det tør vel ogsaa anses for temmelig sikkert, at, dersom det imod Forventning skulde vise sig_} at Transaktionen ikke kom i Stand, vil Aktiernes Kurs atter gaa nedad. Men den stedfundne Kursstignings ringe Omfang tillige, at Tilbudet ikke er utilbørlig fordelagtigt Aktionærerne, men saa nær, som det i slige Forhold er muligt, rammer Aktiernes sande Værdi for Aktionærerne.

Men dermed er det ikke sagt, at Aktierne have den samme pekuniære Værdi for Staten. Til at afgjøre dette kræves en nøjere Prøvelse af de finansielle Resultater, som kunne forudses at ville indtræde ved et Kjøb paa det nævnte Grundlag.

Hvor stor den Aktiekapital er, som bliver at indløse, lader sig ikke med Bestemthed oplyse i Øjeblikket. Ved Udgangen af 1878 var Aktiekapitalen 29,071,880 Kr. Men to nye Anlæg, hvortil, saa vidt vides, Kapitalen skal bringes tilstede ved Udstedelse af nye Aktier, vare da endnu ikke fuldførte, nemlig Frederikssundbanen og

Havnebanen i Kjøbenhavn. Den sidstnævnte Bane maa ifølge Loven koste indtil 2,800,000 Kr. og den førstnævnte indtil 560,000 Kr. pr. Mil, altsaa, da den er t>mtr. 5 Mile lang, ligeledes ca. 2,800,000 Kr. Det tør vistnok antages, at de virkelige Anlægssummer ikke ville blive meget forskjelligeherfra, da der ved Udgangen af 1878 kun var medgaaet ca. 1,948,000 Kr., som vare indbefattede i det ovenfor angivne Beløb af Aktiekapitalen, vil man næppe fejle stort ved at anslaa den til det fuldt færdige Anlæg svarende Aktiekapital til omtrent 33,6 Mill. Kr.*) Under denne Forudsætning vil da Staten komme til at indløse den med 42 Mill. Kr. Da disse Tal frembyde Lettelserved efterstaaende Beregninger, ville vi her i ethvert Tilfælde benytte dem; den Fejl, der vil fremkomme,saafremt skulde blive noget mindre end her forudsat, vil under alle Omstændigheder blive af aldeles forsvindende Betydning.

Da et 4 pCt.s Laan for at amortiseres i 20 Aar kræver en aarlig Forrentning af 7,36 pCt. til Afdrag og Renter, vil Staten under den angivne Forudsætning komme til at svare Aktionærerne et aarligt Beløb indtil Aar 1900 af 3,091,200 Kr. Dersom Staten paa lignende Maade vilde henlægge et aarligt Beløb i disse 20 Aar for derved at tilvejebringe den Kapital, hvormed den Åar 1900 vil kunne indløse Aktierne, vil der hertil udkræves 3,23 pCt. aarlig af Aktiekapitalens Beløb eller 1,085,280 Kr. Ved aarlig at henlægge dette Beløb og faa det flenlagte stadig forrentetmed4 vilde Staten Aar 1900 være i Besiddelseafden af 33,6 Mill. Kr., som Aktiekapitalen

---

*) Den saralede Anlægskapital er foruden ved Aktier tilvejebragt ved to Prioritetslaan paa tilsammen 13 Mill. Kr.

for det hele nu fuldendte eller paabegyndle Anlæg forudsættesatville og som da vil kunne indløses til pari. Trækkes dette Beløb altsaa fra den nysnævnte aarligeUdbetalingtil bliver den aarlige Rente, som Staten maa tilsvare disse, 2,005,920 Kr. Til GjengjælderholderStaten af Banerne. Hvor stort dette tør anslaas, lader sig naturligvis ikke sige med afgjortBestemthed.For regnes det gjerne til 6 pCt. af Aktiekapitalen; dette er det gjennemsnitlige Udbytte for Aarene 1870^—78. Turde man paaregne det samme gjennemsnitlige Udbytte for de næste 20 Aar, vilde det for en Aktiekapital af 33,6 Mill. Kr. blive 2,016,000 Kr., altsaa omtrent 10,000 Kr. mere end Udgiften. Men det maa vistnok anses for et stort Spørgsmaal, om Udbyttet tør ansiaas saa højt, selv om man nok saa meget tager den Indflydelse med i Beregning, som gunstigere Tidsforhold,entiltagende og en voxende Velstand kunne øve paa Trafikens yderligere Udvikling. For 1878 har et Udbytte af 6 pCt nemlig kun kunnet gives af en Aktiekapital paa 28 Mill. Kr.*) Men det tør anses for temmelig givet, at de to nye, nu tilkommende Anlæg, Frederikssundbanen og Havnebanen, paa ingen Maade ville kunne forrente den i dem anbragte Kapital, der jo udelukkende er Aktiekapital, med 6 pCt. For FrederikssundbanensVedkommendemaa vistnok anses for meget godt, om den i de første Aar kan forrente den i samme'anbragte Kapital med 4 pCt., og om en direkte Forrentning af den i Havnebanen anbragte Kapital vil

---

*) Der er i 1878 udbetalt som 4 pCt. Rente til Aktionærerne 1,120,052 Kr., svarende til en Kapital af 28,001,300 Kr. Kl Tillægsudbytte af 2 pCt. er 560,026 Kr., medens Netto-Overskudetvar Kr.

der sikkert saa godt som ikke blive Tale, den skal snarest øve sin Virkning indirekte ved sin Indflydelse paa den øvrige Trafik. Gaar man da ud fra, at disse to Anlæg foreløbig ville kunne forrente deres samlede Anlægskapital med 3 pCt., hvad der snarest er en vel gunstig Formeningomderes bliver den hele Aktiekapital kun forrentet med 5V2 pCt., hvad der er det Samme som et aarligt Rentetab for Statskassen af ca. 160,000 Kr. Til at opveje den Nedgang i Indtægten, som de nye Anlæg efter det Anførte forudsættes at ville forvolde, udfordres da en Stigning af Trafiken med ca. lOpCt.; selv om en saadan tør ventes at ville blive Følgen af gunstigere Tidsforhold og de andre fremhævede Momenter, tør den dog næppe paaregnes lige strax, og den maa altsaa blive saa meget større, at Udbyttet i lige saa mange Aar, som det har været under 6 pCt., bliver i tilsvarende Grad derover. Alt dette vel overvejet, er der vistnok, al Grund til at betvivle, at Gjennemsnitsudbyttet for det første Tiaar, selv om iøvrigt Forholdene forudsættes uforandrede og Banenættet holdt paa det Punkt, det nu vil komme til at staa paa, vil komme til at overstige, om det overhovedetvilnaa, pCt. Om det i det andet Tiaar vil kunne blive større, turde det være for tidligt nu at udtalenogenbegrundet om.

Saa meget tør man dog maaske med temmelig Sikkerhedsige, saafremt Trafiken udvikler sig saaledes, at den kan forrente en Aktiekapital af 33 Mill. Kr. med 6 eller endog 6V2 pCt., vil det blive nødvendigt at udvide Kjøbenhavns Banegaard; thi en saadan Udvidelse vilde alt for nogle Aar siden have vist sig nødvendig, dersom der ikke fra 1875 var begyndt at indtræde en betydelig Tilbagegangi I ethvert Tilfælde er det højst

usandsynligt, at on Udvidelse skulde kunne undgaas lige til Aar 1900. Men en saadan Udvidelse vil atter forøge Aktiekapitalen med et ikke übetydeligt Beløb, der skal forrentes af den almindelige Trafik, og dette vil da paany bevirke en Formindskelse af Udbyttet.

Men selv om Betragtningen indskrænkes til det første Tiaar, ere vi kun komne til et muligt Gjennemsnitsudbytte 6 pCt. ved at forudsætte, at Alt vil udvikle sig paa det nu givne Grundlag uden andre Forandringer, end Fuldførelsen af Havnebanen vil bevirke. Men dette tør man i Virkeligheden ikke gaa ud fra. I det Øjeblik, Staten overtager de sjællandske Baner, synes det at blive en uundgaaelig Konsekvens, at de for Statsbanerne gjældende blive udstrakte til ogsaa at gjælde disse Raner, At. have én Taxt. for Statsbaner Øst for Store Belt, en anden for Statsbaner Vest for Store Belt, vil ganske sikkert ikke kunne gaa an; det vilde være ganske det Samme som at have forskjellige Brev- og Telegramtaxter og Vest for Store Belt. Forskjellen imellem Statsbanernes og de sjællandske Baners Taxter ere nu, efter at de sidste i 1870 ere blevne satte ned og de første i 1872 satte op, temmelig ringe for Persontaxternes Vedkommende, saalcdes som det vil ses af efterstaaende Sammenligning.

For de første 5 Mil ere Taxterne

medens de for de næste 5 Mil ere ens for Enkeltbilletter
(uforandrede paa Statsbanerne); for de følgende 5 Mil
(Strækningen 10—15Mil) ere Taxterne følgende:

Forskjellen er altsaa størst paa de første 5 Mil, medens den bliver mindre følelig paa noget længere Strækninger, er atter forholdsvis størst paa tredje Plads. Hvor meget de sjællandske Persontaxter i deres Helhed ere højere end Statsbanernes, lader sig vanskeligt angive, saa meget mere, som der findes Strækninger paa Sjælland, man af forskjellige Grunde har maattet opgive den ligefremme Distanceberegning, navnlig fordi den direkte ad Landevejen er saa meget kortere end Jernbaneforbindelsen, saasom imellem Kjøbenhavn og Helsingør samt imellem Stationerne paa Vestbanen paa den ene Side og Syd- eller Nordvestbanen paa den anden Side. Flertil komme enkelte andre, for Edenforstaaende Anomalier; saaledes er Afstanden imellem Kjøbenhavn-Roskilde og Sorø-Korsør paa det Allernærmeste lige store — henholdsvis 4,21 og 4,26 Mil — og Prisen for Iste og 3dje Klasses Billetter paa disse to Strækninger ere ogsaa ganske ens; men paa 2den Plads koster Kjøbenhavn-Roskilde 2 Kr., Sorø-Korsør kun 1,80. Det ordinære Forhold imellem Taxierne paa Statsbanerne og de sjællandske Baner vil maaske klarest fremgaa af følgende Sammenstilling af nogle lige store Strækninger:

Det vil heraf ses, at Anvendelsen af Statsbanetaxterne paa de sjællandske Baner vil .bevirke en Nedsættelse af de nugjældende Taxter, men kun en forholdsvis ringe Nedsættelse. Men en saadan ringe Nedsættelse maa altid ventes at ville bringe Tab, thi kun en betydelig Nedsættelse kan forudsættes at ville øve en Indflydelse, der kan mærkes paa Trafiken. Det tør derfor forudsættes, de jydsk-fynske Baners Persontaxters Udstrækning ogsaa at gjælde for de sjællandske Baner vil gjøre det endnu vanskeligere at naa et Udbytte af 6 pCt. af en Aktiekapital paa 33 Mill. Kr.

Noget Lignende gjælder utvivlsomt for Godstaxternes Vedkommende. En nøjngtig Sammenligning i det Enkelte lader sig kun med stor Vanskelighed gjennemføre, da allerede Godsets Klassifikation er forskjellig paa Statsbanerne de sjællandske Baner. Men for saa vidt man tør slutte fra nogle enkelte Hovedgjenstande, er Forskjellen her tildels meget betydeligere. Exempelvis kan anføres følgende Taxter for Befordring i hele Vognladninger af Kornvarer, Foderstoffer, Is, Skoveffekter, Trækul, Salt m. m. fl.:

Det vil heraf ses, at der for disse Varer paa Sjællandbetales pr. 9000 Pd., end der i Jylland og Fyen betales pr. 12 000 Pd. Anvendelsen af Statsbanetaxterne vilde altsaa her medføre en ikke saa ganske ringe Nedsættelse.Men Spørgsmaal bliver det, om en betydelig Nedsættelse af Godstaxterne paa Sjælland übetinget tør

forudsættes at ville øve en lignende Virkning paa Trafikens Forøgelse, som en betydelig Nedsættelse af Persontaxter formentlig tør paaregnes at ville øve; thi i alt Fald for en Del Varers Vedkommende gjælder det vistnok her, at de Kvantiteter af Gods, som overhovedet ville komme til Transport paa Jernbanerne, omtrent kunne betragtes som givne, saa at en Nedsættelse afTaxterne ikke vil kunne bevirkeen Forøgelse af Godsmængden. Ogsaa her maa derfor Nedsættelsen snarest forudsættes at ville medføre en Nedgang i Indtægten, og det maa saaledes fra alle Sider betragtet siges at være højst tvivlsomt, om Staten vil kunne paaregne et Udbytte af^• Jernbanerne, der kan dække den aarlige Forrentning, som den paatager sig ved Kjøbet.

Saa meget tør altsaa efter alt det Anførte anses for givet, at det ikke er nogen Finansoperation, Staten tilsigter, den har tilbudt at kjøbe de sjællandske Baner. De foranførte Omstændigheder staa utvivlsomt vor Finansbestyrelse klart for Øje, at den maa være fuldstændig paa det Rene med, at det maa anses for at være et efter Omstændighederne meget heldigt Resultat, om Staten kan slippe fra denne Transaktion uden finansielt Tab. Det er altsaa ikke nogen finansiel Interesse, som Staten har i denne Sags Gjennemførelse. Hvilken Interesse har den da heri?

Først og fremmest ligger det da nær at tænke paa den betydelige Interesse, som det har for Staten at tilvejebringeEnhedog i vort indre Kommunikationsvæsen.Desjællandske ere ikke blot efter deres Udstrækning et meget væsenligt Led i vort Jernbanenæt,mende det i endnu langt højere Grad efter deres Beliggenhed, idet det er ved dem, at Hovedstaden

er forbunden med det øvrige Land. En fuldt tilfredsstillendePostbesørgelsekan tilvejebringes, naar samtligevoreJernbaner efter en fælles Plan og i nøjeste Forbindelse med hinanden. Men saa længe de sjællandske Baner ere i et privat Selskabs Hænder, er Staten ikke saaledes Herre over deres Drift, at den kan foreskrive den fælles Driftsplan, som efter Omstændighederne skjønnes at være den bedste for Staten i dens Helhed; den maa læmpe sig efter, hvad der formenes at stemme med dét private Selskabs Interesser, og den maa efter Omstændighederne,naarGjennemførelsen en saadan Plan synes særlig magtpaaliggende, men kun kan naaes ved Offre, finde sig i. at det bliver den₃ der bringer Offrene -, selv om de Fordele, der opnaas ved disse, ogsaa kommer Medkontrahenten til Gode. Det kan rnaaske ikke just paavises, at dette har været Tilfældet ved Gjennemførelsen af den nugjældende Driftsplan; men en Kjendsgjerning er det dog, at det sjællandske Selskab til Dato har vidst at holde sig fri for de besværlige og kostbare Nattog, der udelukkende ere faldne paa Statsbanernes Konto. Det kan ogsaa være, at Ordningen i Øjeblikket er ret tilfredsstillende, taget i sin Helhed, og at der i alt Fald ikke er nogen bestemt Forandring, som i den her omhandledeRetningnetop ønskes gjennemført; men det er i ethvert Tilfælde klart, at Forholdene meget let selv i en nærmere Fremtid kunne stille sig saaledes, at Forandringerbliveønskelige, det vil i saa Fald kunne være af ikke ringe Interesse for Staten at have übetinget Myndighed til at anordne saadanne. Hensynet til Postforbindelsenmedde Øer, der nu lader endel tilbageatønske, man t. Ex. kun 1 Gang om Dagen har gjennemgaaende Forbindelse med Lolland, kan

saaledes gjøre det ønskeligt, at Togene paa Sydbanen dels forlægges til andre Tider, dels faa en større Hastighed.Ligeledesvil om at bevare den svenske Transit og altsaa tilvejebringe en bedre Forbindelse imellemSkaaneog -Jylland kunne gjøre Forandringer hensigtsmæssige, som det dog maaske ikke just er i det sjællandske Selskabs Interesse at iværksætte. Det er i det Hele et i og for sig saa naturligt Ønske for Staten at have fuld liaadighed over alle Hovedbanerne, der ogsaa i militær Henseende kunne faa en ikke ringe Betydning, at det er let forklarligt, om den er endog tilbøjelig- til at bringe finansielle Offre for at opnaa en saadan Raadighed.

Det Formaal, som Staten sætter sig med Erhvervelsenaf sjællandske Jernbaner, er altsaa ikke det, at kunne fortjene Penge, men det, at gjøre Kommunikationsvæsenetfuldkomnere lade de enkelte Kommunikationsmidleri Grad opfylde deres Bestemmelse: at komme Samfundet til Gode i saa stort et Omfang, som deres Natur tilsteder. At dette Formaals Opnaaelse vil kræve finansielle Offre, er alt paavist, idet der er peget paa de naturlige Konsekvenser, som Banernes Overgang til Staten vil medføre. Men Formaal og Offre staa da ogsaa her i en nødvendig Forbindelse med hinanden; thi medfører Gjennemførelsen af en ensartet Tarif for samtlige Jernbanerher Landet et finansielt Offer, saa maa det ogsaa siges, at det, der opnaaes, ikke bliver en Fordel og Bekvemmelighedfor i en enkelt Landsdel, men at det tillige nøjere beset maa erkjendes at være en Retfærdighedsfordring,— en Fordring, hvis Opfyldelse maa være Staten som saadan magtpaaliggende —, at Beboerneaf enkelte Landsdele behandles ligeligt og efter de samme Principer. Men dette har hidtil ikke været Tilfældetfor

fældetforJernbanevæsenets Vedkommende. Beboerne Øst for Store Belt have — og det maa efter det foran Anførte erindres, at det særlig er i den lokale, mindre i den gjennemgaaende Trafik, at Forskjellen gjør sig gjældende— maattet betale deres Transport baade af Personer og Gods dyrere end Fynboere og Jyder, og det samtidig med, at de have maattet betale meget betydelige Summer for at skaffe disse Jernbaner, medens Fynboere og Jyder ikke have betalt en Øre for Anlæget af de sjællandskeJernbaner. er derfor et ligefrem Retfærdighedskrav,at Forskjel omsider hører op, og da det næppe \il ske, saa længe Banerne ere i et privat Selskabs Hænder, maa allerede dette Hensyn være i en væsenlig Grad bestemmende for Regeringen.

Men ogsaa i andre Retninger har det sjællandske Selskabs Ejendomsret til Banerne tynget paa Beboerne Øst for Store Belt og medført en Ulighed i Behandlingen, som ikke i Længden kan opretholdes. Medens Staten i Jylland og Fyn har tilskudt Millioner til mere eller mindre lokale Baner, Baner af anden Rang, som aldeles ikke kunde komme i Stand uden saadan Statsunderstøttelse, har man haft Exempel paa, at Staten har maattet nægte Anlæget af en Jernbane paa Sjælland, hvortil der ikke krævedes det mindste Bidrag af Staten, blot fordi dette Anlæg formentes at komme i Strid med den Selskabet tilstaaede Eneret. Eneretten, som selvfølgelig har været nødvendig for at forskaffe de Dele af Sjælland Jernbane, der umiddelbart betjenes af disse, er saaledes bleven en Hindring for andre Egne i at faa det samme Gode, uagtet de efter Sagens Natur maa have Krav paa at opnaa det, naar de selv ville betale, hvad det koster. Ogsaa dette Forholds rette og ligelige Ordning vil bedre lade sig

gjennemføre, naar Banerne ere i Statens Haand. Nogen meget væsenlig Rolle spiller dette Hensyn ganske vist ikke; thi det er næppe ret mange Jernbaner, som der vil kunne blive Tale om at anlægge uden Statsunderstøttelse; men i en maaske allerede nærmere Fremtid, i alt Fald i Løbet af 20 Aar, ville Forholdene dog maaske kunne udviklesig , at Spørgsmaalet faar mere praktisk Betydning. Hvo vilde for 20 Aar siden have troet, at Anlæg som den sydfynske, den østsjællandske og den lolland-falsterske Bane kunde være komne i Stand paa saadanne Vilkaar, som dog sket er?

De her fremhævede Hensyn ere efter Forholdets Natur stillede i Spidsen; men det er dog ingenlunde dem, der væsenligst motiverede den foreslaaede Transaktion. Det Hovedhensyn, som utvivlsomt er det fremherskende, er Hensynet til de i flere Retninger højst uheldige Tilstande, som kunne forudses at ville indtræde, saafremt det sjællandskeSelskab i Besiddelse af Banerne 20 Aar endnu. Thi derom kan der ikke herske Tvivl, at SelskabetsInteresser Et, Befolkningens, ja hele Landets Interesser noget helt Andet. Netop jo mere det tør betragtessom at Selskabels Ejendomsret uigjenkaldeligtvil med Aar 1900, — og der vil sikkert ikke paa nogen Maade kunne blive Tale om at forlænge dets Tilværelse yderligere, og dermed det übillige og uretfærdige System, hvorunder Sjællænderne saa længe have lidt — , vil det være dets øjensynlige Interesse at holde Alt saa vidt muligt uforandret i den Stand, som det er nu. Det lader sig med temmelig Bestemthed sige, at ethvert nyt Anlæg, som der nu kaii peges paa som ønskeligt, vil bidrage til foreløbig at formindske AktionærernesUdbytte. ny Bane paa Sjælland vil ide

første Aar kunne forrente sin Anlægskapital med 6 pCt.,
ja sikkert ikke engang med 4Vs pCt., i hvilket Tilfælde
den dog kunde anlægges ved Hjælp af Prioritetsobligationeruden
Udgift for Selskabet. Og næppe nok
vil der kunne paavises nogen ny Bane, som giver Udsigt
til, at den inden Aar 1900 vil naa til en Gjennemsnitsindtægtaf
pCt. Selskabet har saaledes en ligesaa naturligsom
Interesse i at holde sig fri for alle
yderligere Anlæg i Hesten af sin Levetid. Men dette
stemmer saa lidt med Befolkningens, ja med hele StatslivetsInteresse,
vel muligt. En Standsning af Kommunikationsmidlernesyderligere
i hele 20 Aar
er saa godt som utænkelig, saa meget mere, som det er
klart, at man ikke kunde gjennemføre dette Princip for
¦i ¦ ¦- JJI 1 i. x*ll * li * _»
/i n tr% f\ v* r\ 1 oin /"i c* /¦ r\ I 11 cl fi y\ *i t w^ ol^ 11 111cvf\ wi o*\trf\ fy~i nri 11 *i 1»T
t-4 Vy LÅ \j Lå Kj JJ CAjX-l l^å j3U.\jl• tA AJ V-^LÅ OL l> LtXCAX-Å Lilli ]¦» !_/ iii i.t Ct LLKj yi IKj %.X l-l Vvli-l
føre det for de andre. Men til en saadan Stilstand i
20 Aar kunde Staten ikke fordømme sig selv. Resultatet
vilde da let blive dette, at Staten — saaledes som det
allerede kun altfor ofte er sket — blev nødsaget til ved
kostbare Indrømmelser at kjøbe Selskabet til at paatage
sig saadanne Anlæg, som maatte siges at være uundgaaelignødvendige,
til at paatage sig al Risikoen for
Tab, medens Chancerne for Fordel bleve paa Selskabets
Side. Dette vil blive endnu klarere, naar man nærmere
overvejer, hvilke Anlæg der endnu trænges til for at fuldkommengjørevort
Jernbanenæt.

Medens dette nemlig nu har naaet til en vis FuldstændighedforHovedbanernes indenfor hver enkelt Landsdel, lader Sammenknytningen af disse indbyrdes og Forbindelsen med Nabolandet meget tilbage at ønske. Det staar endnu tilbage at tilvejebringe en gjennemgaaende Jernbaneforbindelse imellem Sjælland

og de omgivende Øer og atter imellem Sjælland og Skaane, for saa vidt angaar Godsforsendelser. Denne Forbindelse, hvorved Ulemperne ved Landets Splittelse i usammenhængendeDeleskulde til at ophøre og de enkelte Landsdele komme i Fastlandsforbindelse med hinanden, har man mærkelig nok opsat til allersidst, og der er endnu ikke gjort det mindste Skridt til at bringe Sjælland ud af denne isolerede Stilling. Det er i højeste Grad karakteristisk, at det Folkethingsudvalg, der for 14 Aar siden nedsattes angaaende et Forslag til Lov om Tilvejebringelsenafen imellem Fredericia og Strib, indstillede dette Lovforslag til Forkastelse, fordi det «vilde være saa godt som uden Nytte at anbringe Dampfærgefart over Lillebelt, naar den ikke snart efter ogsaa bringes tilveje over Store Belt«, og at der desuagtet nu snart i 8 Aar har været Dampfærge i Gang over Lillebelt,udenat er gjort mindste Skridt til at faa en Dampfærgeforbindelse i Stand over Store Belt. Og det er næppe for meget sagt, at det sjællandske Selskabs fortsatte Existens vil være en væsenlig Hindring for dette vigtige Samfærdselsmiddels snarlige Tilstedekomst, og at derimod de sjællandske Baners Overgang til Staten vil bidrage væsenligt til at fjerne en Hoved-Vanskelighed, nemlig det yderst vanskelige Spørgsmaal, efter hvilket Forhold de to Parter, der række hinanden Haand over Store Belt, skulle dele Anlægsomkostningerne ved en Dampfærgeforbindelse imellem sig. Thi at dette vil være et Anlæg, hvor der ikke vil være Tale om direkte ForrentningafOmkostningerne, sikkert nok, og en nøje Udregning af den Fordel, som hver af de to Parter vil have af at staa i umiddelbar Forbindelse med hinanden, saa at Omladninger kunne undgaas, lader sig næppe

heller foretage. Endnu vanskeligere vil det formentlig blive at ordne Forholdet med Hensyn til Anlæget af en Dampfærge over Øresund; thi om end Staten paa forskjelligMaadehar af, at et saadant Anlæg kommer i Stand, har det dog jngen — eller kun en meget fjern — umiddelbar finansiel Interesse heri, og dersom den ikke vil staa aldeles magtesløs med Hensyn til denne Sags Ordning, vil den, saafremt den overhovedet vil se den komme i Stand, vistnok blive nødsaget til at paatage sig en væsenlig Andel i Byrden, uagtet Fordelene ved Anlæget ikke komme den til Gode. Og det Samme gjælder i forstærket Grad om det ganske vist forholdsvis mindre betydelige Anlæg, der behøves for at knytte Lolland-FalstertilSjælland en for begge Landsdele tilfredsstillendeMaade.Intet de her nævnte Anlæg tør ventes at ville komme i Stand ved det sjællandske SelskabsfrieInitiativ, Staten kan dog ikke godt se paa, at der gaar 20 Aar hen, inden noget af disse for hele den indre Forbindelse imellem Landsdelene og med Sverige saa vigtige Anlæg kommer i Stand.

Det er derfor formentlig i den Erkjendelse, at der i den nærmeste Fremtid maa tages fat paa disse vigtige Opgaver, — hvortil endnu kan iøjes Udvidelsen af KjøbenhavnsBanegaard, de dertil fornødne Grunde endnu ere at faa —, og at det paa den anden Side ikke med Billighed kan fordres af et privat Aktieselskab, at det skal bringe betydelige Offre for det almene Vels Skyld, at Staten nu har gjort Aktionærerne det Tilbud, at ville fri dem for alle' yderligere Forpligteiser, som de efter deres privilegerede Stilling dog ikke helt ville kunne unddrage sig, og sikkre dem en aarlig Renteindtægt af 6 pCt. indtil Aarhundredets Slutning. Denne Betydning af

Regeringens Tilbud vil utvivlsomt staa klar for Aktionærerneved forestaaende Afstemning; men det er da at haabe, at ogsaa den anden Side af Sagen staar dem klar: Naar Regeringen her har anvist dem en Vej til at forlige deres private Interesser som Aktionærer med det Almenes Krav paa en tidssvarende Udvikling af vore Kommunikationsmidler, og de ikke ville benytte den, til— kjendegive de derved, at de underkaste sig de Fordringer, som i sidstnævnte Henseende maa stilles. Nærværende Forf. har altid bestemt gjort gjældende, at det vilde være übilligt at forlange, at Aktionærerne skulde tilsidesætte Hensynet til deres private Interesser og af Hensyn til det Offenlige paatage sig Forpligtelser, der ville gjøre et betydeligtSkaar deres Udbytte. Men det maa ligesaa bestemthævdes, det aldrig kan have været Meningen at tilsikkre Aktionærerne mere end et passende og rimeligt Udbytte af deres Kapital; som et saadant maa vistnok 6 pCt. betragtes, og Aktionærerne ville derfor altid være udsatte for, at Fordringerne om Indrømmelser i det AlmenesInteresse sig gjældende med uimodstaaelig Magt, saasnart Udbyttet stiger over 6 pCt. Men navnlig vil det være klart, at Aktionærernes Krav paa Hensyntagenfra og den lovgivende Magts Side bliver overmaade svagt, naar der er anvist dem en Udvej til at slippe fra alle af Forholdets Natur følgende yderligere Forpligtelser blot imod at offre den højst usikkre Chance for i nogle Aar at faa mere end 6 pCt., og at deres Vægring ved at gaa ind paa det nu foreliggende Tilbud derfor meget let kan paaføre dem Forpligtelser, som mere end opveje denne tvivlsomme Udsigt til en mulig Fordel.