I. Arbejderbevægelser i de Forenede Stater.

J&n vis Misstemning har i de senere Aar udviklet sig imellem de to Verdensdele, som Atlanterhavet skiller ad. Amerika er vred paa Evropa, og Evropa er vred paa Amerika.

Hvem bærer Skylden for denne gjensidige Vrede?
Dampen og Elektriciteten!

Jernbanerne, Dampskibene, Telegrafen have bragt de fjerneste Lande i et nøje, aandeligt og materielt Samkvem. Fra fjerne Lande faa vi de nyttigste Ideer og Opfindelser; men de daarlige, for Exempel Socialismen, følge med. Fra fjerne Lande hente vi de fortrinligste Varer; — men de lokale Producenter jamre over den Konkurrence, rejser sig imod dem. Saaledes have de bedste Ting deres Skyggesider.

Evropa eller i alt Fald de evropæiske Landmænd er vrede paa Amerika. Masser af amerikansk Korn, Skarer af amerikansk Kvæg, enorme Kvantiteter af amerikansk Kjød, Smør, Ost osv. vælte ud over Evropa. Det rige

Amerika med den uhyre udstrakte frugtbare, tildels endnu ganske jomfruelige Jord er ligeoverfor Evropa, der alleredesaa har angrebet sine Ressourcer, en farlig Konkurrent. De amerikanske Landmænd ere i Færd med at kaste sig over det evropæiske Marked. De amerikanskeLandmænd udmærket udrustede, — og deres evropæiske Kolleger frygte, at Kampen, hvad Udfald den end vil faa, vil kræve sine Ofre. Hine illce lacrymæ.

Denne Frygts Berettigelse ønske vi en anden Gang
at belyse. Foreløbig spørge vi: Hvorfor er Amerika
vred paa Evropa?

Det er hverken det evropæiske Korn eller det evropæiske der fremkalder Amerikas Vrede og Frygt. Det er de evropæiske Socialdemokrater, der forstyrre Amerikas Ro.

De herskende Klasser i Amerika paastaa, at den socialdemokratiske Bevægelse, der i de senere Aar har begyndt at ryste de Forenede Stater, for en stor Del er et Værk af indvandrede evropæiske, navnlig tyske Socialdemokrater.Bismarck sendt socialistiske Agitatorer over Atlanterhavet, — og bliver han ved med det, turde det være — skriver amerikanske Blade —, at de ForenedeStater ville opfatte det som en casus bellil De Blade, der tale saaledes, bruge vel store Ord; men sikkert er det, at ogsaa Regeringen i Washington ser med vrede Blik paa Evropa. Den har paalagt sine Konsulerat Beretninger om alle Arbejderforhold i Evropa. Og paa Grundlag af disse Indberetninger, har den amerikanske Regering ladet udarbejde et Par Aktstykker,hvormed nylig (d. v. s. i Avgust d. A.) er bleven bekjendt. Der gives her en Række af Oplysninger,der gjøre det indlysende, at Amerika er

et herligt Land, hvor Socialismen Intet har at gjøre, medens den i Evropa kan være fuldt berettiget: Arbejdslønnen,hedder er langt højere i de Forenede Stater end i Evropa; omvendt ere Priserne paa Livsfornødenhederlangt i de Forenede Stater end paa denne Side Atlanterhavet; navnlig i England og Tyskland, hvorfrade Socialdemokrater især komme, ere Forholdeneslemme. sagt: der gives de mest nedslaaendeOplysninger Arbejderforholdene i den gamle Verden, — for at Forholdene i den ny Verden kunne tage sig saa meget bedre ud. — Med al den Statistik, der indeholdes i den amerikanske Regerings Aktstykker, skulle vi ikke trætte Læserne. Det turde nemlig være, at den er temmelig værdiløs. Den støder i alt Fald an imod en af Hovedbetingelserne for, at en statistisk Undersøgelsekan Tillid. Den er ikke udarbejdet med Videnskabsmandens lidenskabsløse Ro. Den er udarbejdeti bestemt politisk Øjemed. Den er bleven bragt tilveje, ikke for at der paa Grundlag af den kunde anstillesen Sammenligning, men for at den kunde godtgjøre Rigtigheden af en i Forvejen fastslaaet Sætning.Det Regeringen om at gjøre at hævde den Sætning: at Arbejderne i de Forenede Stater have det saa brillant, at der ikke er nogen Grund for dem til dér at befatte sig med socialdemokratiske Bevægelser. Rigtighedenaf a -priori opstillede Sætning skulde de amerikanske Konsulers Statistik bevise; — men en paa saadanne Betingelser udarbejdet Statistik er af en højst problematisk Værdi. Vi ville da i det Følgende, i Stedet for at lade os blænde af den amerikanske Regerings rosenrøde Fremstillinger, benytte et, som vi antage, paalideligereMateriale.

«Lad Dem ikke trække omkring af de saakaldte Avtoriteter Kejseren af Brasilien! Gaa selv ind i Arbejderboligerne; selv, hvorledes de Fleste lever i infame forpestede Huller, som man i Evropa ikke engang vilde indespærre Kvæg i, og hvor Folk dør som Fluer! Og hvilken Leje maa de ikke betale! Jøder og Kristne bygger disse Pesthuler, og svælger af den fattige Arbejders Gaa en varm Nat ud i det tyske Kvarter i New-York, og se, hvorledes hele Gader ere opfyldte af Folk, der sover med deres Familier under aaben Himmel for at slippe for deres Boligers-Helvede; for dyre Penge maa de sove paa den stinkende Gades haarde Stene! Det er en infam Svindel-Regering, der ikke beskytter Folket som i Evropa, men kun propper sig Lommerne fulde, og bilder det dumme Folk ind, at det er det, der regerer! - Pressen er i Amerika ikke Andet end et offenligt den gjør de største Kraftanstrengelser for at skjelde de evropæiske Monarkier ud, — som om det ikke var langt værre i Amerika. Vi have en Besiddelsesadel, den værste, der kan gives. Jeg kunde fylde flere Bind med Oplysninger om de væmmelige Tilstande Amerika . . . .»

Man undskylde det lidt kraftige Sprog! Det er en fattig tysk-amerikansk Arbejderske, der paa den Maade giver sit Hjerte Luft. Den, hun skriver til, er en tysk Nationaløkonom, Hr. Arthur vonStudnitz. I Sommeren1878, med Udstillingen i Filadelfia, foretog han en Rejse i Nordamerikas Forenede Stater for at lære Arbejderforholdene der at kjende. Forfatterinden til det ovenciterede Brev ansaa det for hensigtsmæssigt at give ham nogle gode Raad med paa Vejen. Og Raadene var da ikke spildte, forsaavidt lir. v. Studnitz virkelig ikke lod

sig «trække omkring som Kejseren af Brasilien», men med megen* Energi selv søgte at lære Arbejdernes Kaar at kjende. Rigtignok stemmer det Billede, han udkaster i sin i 1878 udkomne Bog om »Nordamerikanske Arbejderforhold»,*) ganske med hin Arbejderskes kulsorteOpfattelse; men paa den anden Side ser han dog heller ikke Alt i et Rosenskjær.

Man kjender de to Extremer: den übetingede Lovprisning, den ene Side, og den lige saa übetingede Fordømmelse, paa den anden Side, af Amerika og Alt hvad amerikansk er.

Den første Opfattelse var tidligere meget yndet. Navnlig havde den udmærkede franske Forfatter Ed. Laboulaye virket for den. Han havde i sin under det pseudonyme Navn Lefevre udgivne Bog, «Paris en Amerique», en Fordeling af Godt og Ondt, hvorefter det Gode faldt hinsides Atlanterhavet, og alt det Onde paa denne Side Oceanet. Fordelingen var neppe ganske retfærdig; i alt Fald gik Lovprisningen af de amerikanske Tilstande over alle Grænser, selv omKritiken af de evropæiske, specielt franske Tilstande neppe lod sig bestride.

Saa kom Reaktionen. Gradvis arbejdede den sig op
til sit Kulminationspunkt. I 1876, da den amerikanske
Republik fyldte hundrede Aar, fandt Hr. John H. B ecker,

---

*) Arthur v. Studnitz: Nordamerikanische Arbeiterverhåltuisse. Leipzig, & Humblot, 1879. — I den foreløbige Anmeldelse, som Tidsskriftet (XII, S. 375) bragte af dette Værk, udtalte vi, at vi maaske ved en senere Lejlighed vilde benytte nogle af de Oplysninger, det indeholder. Det er dette, vi nu gjøre: det anførte er netop Hovedkilden for en Del af den følgende Fremstilling. De forøvrigt benyttede Kilder ville findes citerede paa de respektive Steder.

— en Tysker, der i sytten Aar havde levet i Nordamerika, — det passende at bringe Fødselsdagsbarnet en Gave. Gaven bestod i en tyk Bog om «den hundredaarige Republiks«*)Meriter.Den darwinistiske KulturhistorikerFriederichvon — der havde en privat Regning at afgjøre med Amerikanerne — gav Forfatterenoghans Attest for «Ædruelighed«, "Upartiskhed«,"iskoldRo» m.. Baade Hr. Becker og Hr. von Hellwald var aabenbart bange for, at der i Anledning af Jubilæet skulde blive sagt Amerika flere Behageligheder, end man har godt af at høre. Som en lille Modvægt fremkom da den Becker'ske Bog. Hr. Becker vilde ikke have, at Amerikanerne skulde blive for forfængelige, og derfor fortalte han dem med sin «iskolde Ro» og «Upartiskhed», at Amerika er et Land, hvor det er blevet til en Umulighed for et ærligt Menneske at komme frem, — hvor alt hæderligt Arbejde i Almindelighed foragtes som Dumhed, — hvor Arbejdernes Kaar med hver Dag forværres i en Grad, som de civiliserede Lande ikke kunne gjøre sig nogen Forestilling om, — hvor der udvikler sig et Proletariat, som vil afgive Horder af Hunner og Vandaler, der ville ødelægge al Kultur, — hvor al sand Dannelse foragtes, — hvor der afrettes en Ungdom, som anser det for Dumhed at erhverve sig Kundskaber, der ikke strax lade sig omsætte i Mønt, — hvor der gjennemgaaendefindesen Raahed, der kun slet tilsløres af Pariser-Modernes Fernis. Paa adskillige hundrede Sider fortæller Hr. 8., hvorledes den røde Traad, der gaar

---

*) John H. Becker: Die hundertjåhrige Republik. Sociale u. polit. Zustånde in d. Vereinigten Staaten Nordamerikas. Augsburg 1876. — 2den Udsave 1879.

gjennem hele det sociale Liv i Amerika, er flettet af Mened, Bestikkelighed, Pengejagt. Blandingen af forskjelligeNationaliteter,Indstrømningen Vagabonder og Forbrydere fra Udlandet, Afsky for \irkeligt Arbejde, lidenskabeligSpekulationsJyst,en Gjennemførelse af det saakaldte Lighedsprincip, uudholdelige Formueforhold, Foragt for al Pligtopfyldelse, — disse og lignende Forholdhaveskabt Alles Kamp mod Alle, denne Korruption, denne venale Retspleje, denne Udsugning af Arbejderne, hvorunder Amerika lider.

Saaledes John H. Becker. Taler han Sandhed, ville sociale Bevægelser saamænd være forklarlige nok i Amerika. Men selv om vi slaar lidt af, kan der vel uden Vanskelighed tilstrækkelige Motiver til sociale Bevægelser.

Sandheden ligger i Midten, paastaar man. Imellem
den Laboulaye'ske og den Becker-Hellwald'ske Opfattelse
ligger den Studnitz'ske. Om de to første gjælder det:

ni eet exces d'honneur, ni cette indignité.

Studnitz, derimod, skildrer med stor Ædruelighed de virkelige Forhold. Af hans righoldige Oplysninger fremgaar nu visselig, at den amerikanske Arbejder i flere Henseender er bedre stillet end den evropæiske; — men i andre er hans Stilling langt fra at være misundelsesværdig. har Krisen af 1873 berørt ham paa det Allerføleligste.

«Slette Tider» har i de sidste fem, sex Aar været det stadige Omkvæd i Amerika. I enhver større amerikansk By have i flere Aar talrige Skarer af arbejdsløseArbejdere om paa Gaderne. Men «Sulten kjender ingen Love«; «Armod og Sult ville forvandle Arbejderentil Djævel«; «ikke blot paa mindre Gadeopløb

og Lignende men ligefrem paa Oprør maa vi være belavede!"*)Saadanne have siden 1873 ideligt lydt fra Amerika. Og vi vide jo, at Profetierne om Oprør til en vis Grad ere gaaede i Opfyldelse.

I tidligere Tider havde lignende Aarsager avlet lignende Krisen i 1819 — forExempel_— gjorde i Filadelfia 20 000 Personer brødløse. I New-York, Baltimore andre store Byer gik det ligedan til. Industrien beskjæftigede i Pittsburg 1819 kun en Tredjedel af det Arbejdertal, den havde beskjæftiget et Par Aar før. Folket blev uroligt; Røverier og andre Forbrydelser tog til i en foruroligende Grad; paa Kongressen taltes der om, at Nøden havde "forvandlet Folkets moralske Karakter«. Men — der kom bedre Tider, og Forholdene rettede sig igjen. Saa kom en ny Krise, og hvad der var vundet, tabtes igjen — for i Løbet af nogle Aar at blive indhentet paany. En stadig Ebbe og Flod! Den store Krise af 1857 gjorde uhyre Ødelæggelser, — og alligevel blev Aaret 1860 det «mest glimrende«, Amerikas Historie har at opvise. Men den strax derefter følgende Borgerkrig ødelagde Alt. Og neppe havde man forvundet Krigens Saar, saa kom Krisen af 1873, under hvis Virkninger vi endnu vaande os.**)

Saadanne Strømninger i det økonomiske Liv og de
saakaldte Arbejderbevægelser ere uadskillelige.

Naar begyndte Arbejderbevægelserne i Amerika? Studnitz svarer, at «den nordamerikanske ArbejderbevægelsesOprindelseer føre tilbage til dette Aarhundredes Begyndelse«. I Virkeligheden kunde den vel føres endnu

---

*) Becker 1. c.

**) Sumner: History of American Currency. 1876.

længere tilbage. Rigtignok hører man ofte Udtalelser, der gaa ud paa, at Amerika først i den allernyeste Tid har faaet en egenlig Arbejderbevægelse. Hvorledes er det at forstaa? Meningen maa vel være, at Amerika først i den nyeste Tid har faaet en Arbejderbevægelse, der er analog med den evropæiske. Og den Opfattelsekanvære At en saadan ikke allerede tidligerefremstod,ligger deri, at Forholdet mellem Kapital og Arbejde i Amerika var et ganske andet end i Evropa. En egenlig Kapitalistklasse kjendtes tidligere saa godt som slet ikke i Amerika, medens Evropa havde et meget fortroligt Kjendskab hertil. Det var Arbejdere, der indvandrede til Amerika. Vel medbragte mange af dem Smaakapitaler; men disse tjente kun som Driftskapitaler, og de vare i det Hele saa beskedne, at de umulig kunde tjene som Grundkapitaler for industrielle Foretagender i stor engelsk Stil. Der indvandrede til Amerika en Arbejderklasse,ogførst den senere Tid har en Kapitalistklassebegyndtat sig. Medens den industrielleVerdeni og nogle andre evropæiske Stater allerede tidligere var spaltet i to modstaaende Lejre, der nødvendigvis maatte bekrige hverandre, er denne Spaltning først senere, traadt frem i Amerika. Ja den Dag idag er Amerika, trods de Kapitaler der efterhaanden ere blevne opsamlede, endnu ikke noget kapitalrigt Land. Den høje Rentefod, der i nogle af Amerikas Stater endog er det Dobbelte af, hvad den er i Vestevropa, staar ganske vist i Forbindelse med det Faktum, at Amerika ikke i samme Grad som Evropa er mættet med Kapital, ihvorvel den ikke er noget «Bevis» paa Kapitalfattigdom. Endnu den Dag idag er Modsætningen mellem Kapital og Arbejde ikke saa skarpt udpræget i Amerika som i Evropa-

Men den bliver med hver Dag skarpere. Kapitalistklassen udsondrer sig stedse mere fra Arbejderklassen. «Endnu i vore Dage rekruteres den af de arbejdende Samfundskredse.Deter let at se, at den, efterhaanden som Rigdommene voxe, stedse mere skiller sig fra den øvrige Befolkning. De amerikanske Jernbaner, der tidligeresaademokratisk havde én Klasse, have i den nyere Tid ved Indførelsen af de Pullman'ske Sove- og Salonvogne gjort det muligt for de Rige at undgaa at komme til at sidde ved Siden af dem, der leve af legemligtArbejde.Der allerede stolte Gader — Fifth Avenue i New-York —, hvor det ene prægtige Palads slutter sig til det andet. Der gives Badesteder — New Port! — hvor det vrimler med Livrétjenere. Der gives Samfundskredse, som i Exclusivitet ikke staa tilbage for evropæiske Cirkler. I Ny-Englands Stater er et demokratisk Forhold mellem Arbejdere og Arbejdsherrer neppe mere at spore. Ganske vist ligger Aarsagen hertil for en Del i de fra Moderlandet overleverede aristokratiske Traditioner; men .for en stor Del ligger den ogsaa i UdviklingenafFabrikindustrien, ikke tillader Fabrikherren at staa paa lige Fod med Arbejderne. Kapitalens ForøgelseogFabrikindustriens ere uheldige Varsler for Landets demokratiske Sæder«.

Vi pegede paa Forholdet mellem Kapital og Arbejde, og dettes Udvikling i de senere Tider. Men det Faktum, at Arbejderbevægelserne, specielt de socialdemokratiske, efterhaanden have faat en ikke ringe Betydning i Amerika — Frihedens Land, den jomfruelige Jordbunds Land, de Undertryktes og Forfulgtes Tilflugtssted —, har man tilligesøgt forklare ved en særlig Henvisning til Borgerkrigen dens sociale Følger. Borgerkrigen bragte

Uorden ind i hele den sociale Bygning; den skilte Befolkningenad Kaster; den forvandlede Republiken til et Plutokrati; den forstyrrede det hele økonomiske System, affødte Beskyttelsesuvæsenet, Spekulationsraseriet, allehaandesociale moralske Extravagancer, gjorde nogle Faa uhyre rige og styrtede Mange i Elendighed. Saaledesfik Socialismen! Den har i de seneste Tider gjort rivende Fremskridt, — navnlig, paastaas der, ledet og inspireret af tyske Demagoger.*)

Amerika træder i Evropas Spor: en Kapitalistklasse, vel vil suge den størst mulige Fordel af Arbejderverdenen men som forøvrigt ikke vil vide noget af den at sige, udsondrer sig; — og ligeoverfor den staar en Arbejderklasse, der forlanger Andel i Kulturens Goder, bedre Kaar, Magt og Indflydelse, og som, i det Øjemed at give sine Fordringer mere Eftertryk, beflitter sig paa en stedse stærkere Organisation.

Først i den nyere Tid er Arbejdernes OrganisationiNordamerika at blive noget mere fuldkommen,ogdette vel ogsaa en Grund til, at man først i den nyere Tid har villet anerkjende en nordamerikanskArbejderbevægelse.At almindelige Organisation,detalmindelige har ladet meget og fremdeles lader adskilligt tilbage at ønske, er maaske paafaldende, da Organisationens højeste Form, SamarbejdetshøjesteGrad Kommunismen — i Amerika er bleven praktisk gjennemført efter en større Maalestok end andetsteds. Over de nordamerikanske Stater findes der spredt allehaande større eller mindre kommunistiske

---

*) German Socialism in America. North-American Review. April 1879.

Samfund. Nogle af dem skrive sig fra forrige Aarhundrede (Shakerne), andre fra dette Aarhundredes Begyndelse og Midte, og atter andre fra den allernyeste Tid. Nogle af dem (Ikarerne) ere af fransk Oprindelse, endel (Shakerne og Oneida-Perfektionisterne) af amerikansk, og ikke faa (tøben-Ezerne, Bethel-Kommunisterne, Aurora-Kommunisternem.fl.) tysk Oprindelse. De fleste af dem leve overvejende af Agerbrug, enkelte (Oneida-Perfektionisterne) fortrinsvis af Fabrikvirksomhed. Enkelte (Ikarerne) ere næsten ganske religionsløse; men i de fleste spiller Religionen en Hovedrolle, omend under de mest forskjelligeFormer,snart strenge, snart mere elastiske. I nogle af Samfundene (Shakernes og Harmonisternes) eT Cølibat paabudt, i et enkelt (Ikarernes) er det forbudt, hos Separatisterne i Zoar og Inspirationisterne i Amana betragtes det som mere anbefalelsesværdigt end Ægteskab, hos Bethel- og Aurora-Rommunisterne tillades det almindeligemonogamiskeÆgteskab, hos Oneida-PerfektionisterneherskerPantagami Komplexgiftermaal. Nogle leve et fuldstændigt kommunistisk Liv, bo, arbejde, spise osv. i Fællesskab, medens andre kun have et mindre udviklet Ejendomsfællesskab. Nogle have i deres økonomiskeTrosbekjendelsesluttet til Robert Owen, andre til Fourier, atter andre have udarbejdet økonomiske Systemer paa egen Haand. De kommunistiske Samfund ligne altsaa ikke hverandre; de fremvise tværtimod store Forskjelligheder i alle Retninger; — men alle ere de Exempler paa en potenseret Organisation. En Mængde Arbejdere — thi de omtalte Samfund søge for den altovervejendeDelderes i Arbejderklassen — en Mængde Arbejdere have i Amerika søgt at realisere deres økonomiske, politiske og sociale Ønsker ved Hjælp

af Organisationsformer, der ere i den højeste Grad udprægede. Og derfor er det saa meget mere paafaldende,atSamarbejdets Former — i alt Fald tildels — ere mindre udviklede i Amerika end iEvropa. *)

I Evropa har man søgt at organisere Arbejderbevægelsen ved nu og da at sammenkalde Arbejderne til større eller mindre, internationale, nationale eller rent lokale Sammenkomster (Kongresser), hvor der raadslaas om Arbejdernes Anliggender, — dels ved at skabe permanente hvis Opgave det er i forskjellige Retninger lede Bevægelsen. Ogsaa Amerika har fulgt disse Veje; men Amerika staar, i alt Fald med Hensyn til et af de vigtigste permanente Organer, Fagforeningerne, betydeligt tilbage for de videst fremskredne evropæiske Stater. Hvad Pressen angaar, er dens Forhold til Arbejderbevægelsen Amerika et andet end i Evropa.

Den egenlige Arbejderpresse er i Amerika ikke meget omfattende: Tallet paa de Aviser, der udelukkende hellige sig Arbejderbevægelsen, er højst varierende, nien er gjennemgaaende forholdsvis ikke stort; i flere evropæiskeLande(navnlig før Socialistloven!) er det langt betydeligere. Dette kunde maaske forbavse, især naar man véd, at den amerikanske Arbejder netop i ualmindelig Grad ynder Avislæsning. Men Fænomenet forklares derved, at den øvrige Presse er saa overordenligrigholdig,og denne Presse i et ganske andet Omfangendden tager sig af Arbejderspørgsmaalene.Denamerikanske er, som f. Ex. Fr. v.

---

*) Om de kommunistiske Samfund i Amerika se mine to Artikler: »Amerikansk Socialisme«, Nationaløkonomisk Tidsskrift 111, 397 og »Kommunistiske Samfund i Nordamerikas Forenede Stater«, Nationaløk. Tidsskr. V, 318.

Hellwald oplyser, voxet med en rivende Fart, og der findes nu ikke noget Land, hvor der udkommer blot tilnærmelsesvissaamange som i de Forenede Stater. I Aaret 1671 skrev Guvernøren for den første engelske Koloni i Amerika Følgende: «Gud være lovet! vi have hos os hverken nogen Friskole eller noget Trykkeri, og jeg haaber, at ingen af Delene vil existere her om hundrede Aar, thi Undervisningen har bragt Kjætteri, Sekter og Ulydighed til Verden, og bogtrykkerkunsten har forværret alle disse Onder og desuden avlet Angreb paa Regeringen!« Ønsket gik ikke i Opfyldelse; thi allerede i 1704 stiftede John Campbell, Postmester i Boston, Bladet «Boston News - Letter-', og d. 21. Dcbr. 1719 udkom det første Nummer af »Boston Gazette», og Dagen derefter saa i Filadelfia det første Nummer af "American weekly Mercury« Lyset, medens Benjamin Franklin ti Aar senere skaffede Pennsylvania dets første Blad. I 1740fandtes der i Amerika 14 Aviser, og i 1775 37. Efter Uafhængighedens Opnaaelse steg Tallet paa Blade stedse hurtigere: i Aaret 1800 taltes 200, 1810 359, 1823 600, 1840 1631, 1850 2800, 1858 3754 og nu over 4000 Blade (hvoraf et halvt tusinde udkommer daglig). De store evropæiske Lande have ikke et blot tilnærmelsesvissaastort Blade, og dog trykkes de amerikanskeBladegjennemgaaende langt større Oplag end de evropæiske.*) — Denne mægtige Presse viser nu de arbejdende Klassers Interesser en ganske anderledes stor Opmærksomhed end den, man finder i den evropæiske

---

*) Hellwalds Indledn. til Beckers anf. Skr. Jfr. sammesteds flere højst karakteristiske Exempler paa tie amerikanske Blades vidunderlige

Presse. Rent exempelvis nævner Studnitz det i New-York udkommende «Irish World«, som hver Uge har en 3—43_—4 Spalter om Arbejdernes Stilling. Ide danske Hovedbladefinderman ugenlig «Handelstidende», en «Landbrugstidende»,en Fiskeritidende», en «Søfartstidende» osv., — men en «Arbejdertidende» fattes, og dog kunde en saadan maaske ikke blot være fordelagtig for selve Bladet, men ogsaa gjørexlen socialdemokratiske Presse mindre nødvendig. Det have de praktiske Nordamerikanereforstaaet,og kan man i flere af deres Blade, som forøvrigt ikke staa i noget særligt Forhold til Arbejderverdenen,findejævnlige, Oversigter over Arbejdsmarkedet, Meddelelser om Lønningsforholdene i de vigtigere Industrigrene i forskjellige Egne af Landet, Korrespondancer-fra Landets forskjellige industrielle Centrer,Artiklerom Arbejderspørgsmaal osv. osv. Naar den almindelige Presse stiller sig paa denne Maade ligaoverfor Arbejderinteresserne, blive talrige exclusive Organer for dem vel ikke saa nødvendige. Naturligvis findes der saadanne, omend i et mere beskedent Tal. Af socialistiske Blade anfører Studnitz 4 engelske, 11 tyske og \ bøhmisk.

Flere af disse Arbejderblade staa i bestemte Partiers, Forbunds etc. Tjeneste. Vi skulle nævne nogle af de vigtigere af de Associationer, der i Nordamerika lede Arbejderbevægelsen.

Et af de første Forlangender, Arbejderne i Amerika opstillede, lød paa: Arbejdstidens Forkortelse. Derfor høre ogsaa Foreningerne til Arbejdstidens Forkortelse, de saakaldte "Eight Hours Leagues« blandt de ældre Foreninger.Hertil sig en Række andre, saaledes: »New England Labor Reform League», «Society of Equity

and Justice«, «Industrial Order of the People«, ('MassachusettsState Union«, «The Amalgamated Ten Hours Association«, «The Labor Reform Institute» osv. osv. Dertil kommer alle de Foreninger, der søge at virke for Arbejdernes Interesser i en vis bestemt Industribranche. Endelig maa- fremhæves det store amerikanske «Workingmen'sParty«, søger at samle alle socialistisk sindede Arbejdere under en fælles Ledelse, omtrent saaledessom tyske Socialdemokrati. Dette »Arbejderparti"der er etParAar gammelt, afgiver eller søger at afgive den Ramme, indenfor hvilken de mere specielle (socialistiske) Foreningers Medlemmer ville finde deres Plads. Det er, saa at sige, Organisationens Afslutning, og vil derfor først blive omtalt, efter at vi have betragtet nogle af de mere specietle Associationer.

Blandt disse indtage Fagforeningerne den mest fremragende Plads. Dette gjælder ogsaa om Amerika, uagtet de amerikanske Fagforeninger baade med Hensyn til Medlemstal, opsamlet Kapital og Organisation staa langt tilbage for flere af deres evropæiske Kolleger (navnligdeengelsketradesunions).Men FagforeningsvæsenetiAmerikafremdelesmaasiges være i sin Barndom, anslaas dog Tallet paa de amerikanske Fagforeningertilmindst1500,ogder vel ikke en eneste nogenlunde vigtig Industrigren, der ikke er repræsenteret af en eller flere Foreninger. Nogle af dem ere blot «nationale» d. v. s. omfatte kun en enkeltstat; andre ere "internationalen d. v. s. omfatte hele Unionen plus Canada. «De ser», skriver W. J. Jessup, en af de første Avtoriteter med Hensyn til det amerikanske Fagforeningsvæsen, til Chefen for Massachusetts' Arbejdsbureau, «De ser, at vore Fagforeninger virke for at annektere Canada, og

dette Lands Ånnexion er ogsaa kun et Tidsspørgsmaal.» — Exempelvis kan som en af de største og bedst organiseredeFagforeningernævnes«theKnightsof Crispin», Skomagernes Fagforening. Foreningen er opkaldtefterMartyrerneSt.Crispinog Crispinian, der i Midten af det 3dje Aarhundrede nedsatte sig i Soissons, hvor de ved Siden af at virke for Evangeliets Udbredelse, drev Skomagernæring. Et af de ældste Skomagerforbund, om hvilket der haves Efterretninger, stiftedes i 1642 af Michael Buch; allerede dette Forbund førte St. Crispins Navn. Den nævnte amerikanske Fagforening tæller alene i en af de Forenede Stater, Massachusetts (der ganske vist er et Hovedsæde for Skofabrikationen) ikke mindre end 120 Loger. I Spidsen for disse Loger staar «the Grand Lodge»; og over alle Logerne i alle de Forenede Stater staar «the General Grand Lodge». Hvad Foreningentilstræber,fremgaarafdetForord, Vedtægterneindledes:«DenneForeningsFormaalbestaar deri, at frelse vor Industri fra den Tilstand, hvori den er sunken ned, og at hæve den til en agtet Stilling i Samfundet. Vi ere berettigde hertil, og vi ville søge at beskytte os mod yderligere Indgreb af Kapitalisterne i vore Rettigheder. Enighed gjør stærk! En national Organisation,deroptagerenhverSkomageri Forenede Stater i sig, kan alene give os Haab om, at vi kunne værge os mod Kapitalisterne. Fra Aar til Aar centraliseresKapitalenstedsemerepaafaa og i samme Grad voxer Kapitalens Magt og de arbejdende Klassers Forarming. Intet Land paa Jorden egner sig bedre end dette for Arbejdernes Association, men om faa Aar, naar Kapitalisterne her, ligesom i Evropa, skaffe sig Monopoler, vil dette ikke mere være Tilfældet.« Om Foreningens

gode Resultater i flere Retninger foreligger der en Række af Udtalelser. Foreningen har ogsaa en speciel kvindelig Afdeling, kaldet «The National Lodge of the Daughters of St. Crispin »>. Overhovedet existerer der ikke faa kvindelige Fagforeninger. — Sætterne og Bogtrykkerne skrive i Indledningen til deres Forenings Vedtægter: «At Rigdom betyder Magt, er en Sætning, som Ingen, der maa arbejde for sit daglige Brød, vil betvivle. Ogsaa beviser Erfaringen, at Besidderne af Rigdom have benyttetdennetilatundertrykkeArbejderne. SamfundetsnuværendeOrganisationereArbejderne,naar staa alene, magtesløse og kunne ustraffet undertrykkes af deres rigere Medmennesker; ere de derimod forbundne, gives der ingen Magt, som de ikke kunde modstaa. OverbevisteomdenneAnskuelsesSandhed,have og Sætterne i Filadelfia besluttet at forbinde sig for at skaffe sig en passende Løn for deres Arbejde, — Noget de Enkeltes Bestræbelser hidtil ikke have kunnet opnaa. For at fremme vore Interesser, vor Moral og Dannelse, for at give vore Ønsker Eftertryk, og for at danne en Kjærne, hvorom vi kunne samle os, have vi stiftet denne Forening. Enighed gjør stærk!« — I Indledningen til Smedefagforeningens Statuter hedder det: «. . .. paa Grund af Kapitalisternes Uafhængighed og Magt, den Understøttelse Lovgivningen yder dem, og selve ArbejdernesForsømmelighedtilegneKapitalisternesigen Del af Livels Nydelser end der tilkommer dem, medens Arbejderne i en tilsvarende Grad trykkes ned, uagtet Produktionen byder tilstrækkelige. Midler til at forsyne begge Parter rigeligt med Livets Behageligheder. Derfor have Smedene besluttet Dannelsen af «de nordamerikanske Smedes internationale Fagforeninger.»» — Ikke blidere

tale Spinderne: »Da en fundamental Forandring af vore nationale og industrielle Forhold aabenbart vil indtræde, og da det paa Konkurrencen grundede Samfund maa forvandlestiletSamfund,derhviler Principet: en ordenlig Løn for vort Arbejde, — saa maa Arbejderne beskyttes mod den falske Lære, at Lønnedsættelser bringe Liv i Forretningen. Medens de arbejdende Klasser, der producere al Rigdom, ere henviste til en højst kummerligTilværelse,opsamlederesArbejdsgiveredaglig Rigdomme, indtil Kapitalen endelig koncentreres i nogle faa Individers Hænder, og med frygtelig Magt vil blive benyttet til at gjøre Arbejdernes Stilling endnu slettere. Arbejdet kan ikke indtage den anselige Plads, der tilkommerdet,førForholdetmellemKapital Arbejde er blevet et bedre, og før Arbejdsgiveren indrømmer sine Arbejdere en retfærdig Andel af deres Arbejdes Udbytte: Vi ønske derfor: en, anstændig Løn, Indførelsen af ArbejdsvoldgiftsretterforatforebyggeArbejdsstandsninger, Tilvejebringelse ved Hjælp af alle hæderlige Midler af et venskabeligt Forhold mellem Arbejdsgivere og Arbejdere, Indskrænkning af Arbejdstiden, og Stiftelsen af en Forbindelse,derskalhavetilFormaai beskytte vore InteresseroghævevorKlasse.«— stor Mængde Fagforeningerudtrykkesigienlignende, eller helt socialdemokratisk Tonart; andre beflitte sig derimod paa en moderat og beskeden Optræden. — Men langt større Opmærksomhed end alle de andre har dog LokomotivførernesFagforeningtildragetsig.DenneForeningstiftedesi1863iDetroit eningstiftedesi1863iDetroit(Michigan), og fik det følgende Aar Navnet »Grand International Division BrotherhoodofLocomotiveEngineers'),medensden sædvanligkaldes"InternationalUnionofLocomotive

Retfærdighed og Sædelighed«; den fører ogsaa Valgsproget:"HvadIville,atFolk gjøre imod Eder, det gjøre I imod dem. Dette er Lovens Opfyldelse.« 1 Januar 1866 begyndte Foreningen Udgivelsen af et Maanedsskrift, der udelukkende helliger sig LokomotivførernesInteresserogforTidentrykkes et Oplag af 13 000 Exemplarer. Med Foreningen er desuden forbundenenForsikringskasse,derudbetalerde Enker eller Arvinger Summer paa indtil 3000 Doll., og som hidtil har udbetalt c. 1 Million Doll, foruden endel midlertidige Understøttelser. Ifølge Foreningens Vedtægtermaamanforatblive være fyldt 21 Aar, kunne læse og skrive, og have været Lokomotivfører i mindst et Aar. Enhver Indtrædende forpligter sig til en Opførsel, der kan skaffe ham hans Arbejdsherres Tillid og Agtelse. Beskadiger et Medlem med Vilje sin ArbejdsherresEjendom,gjørhansigskyldig Bedrageri, sælger han spirituøse Drikke, — bliver han udstødt af Foreningen. «Vi have,» beretter Hr. P. M. Arthur, ForeningensFormand,«vihavebragtde paa Fode igjen; vi have forbedret Drukkenboltene, og vi have skaffet baade Publikum og Jernbaneselskaberne mere paalidelige og mere duelige Lokomotivførere, end der tidligere havdes.» Forøvrigt er ifølge Statuterne ethvert Medlem forpligtet til at opbyde alle sine Kræfter for selvstændigt at bilægge event. Interessestridigheder med Arbejdsgiveren. Lykkes det ham ikke, skal han henvende sig til Foreningens •¦Grand Chief«, der af al Magt skal stræbe efter at forebyggeetBrudmellemdestridende Er ogsaa denne Mægling resultatløs, overgives Sagen til et Udvalg paa 13 Medlemmer. Udtaler dette sig med en Majoritet

af 2,;₃ af alle Stemmer for, at Arbejdsstandsning er berettiget,underrettesVedkommendederom.Og Striken under disse Omstændigheder til Virkelighed, staar hele Foreningen bag de Strikende, og det almindelige Udvalg bestemmer, hvor stor Understøttelse de Strikende skulle modtage. «Vi nære den Anskuelse, at vor Politik er berettiget og fornuftig; den har i de sidste 3 Aar forebyggetStrikerpaaikkemindreend Linjer. Havde New Jersey-, Grand Trunk-, Boston- og Maine-, FiladelfiaogReading-BanernesEmbedsmændanerkjendtvorForeningogvistsammeSindelagmod eningogvistsammeSindelagmodos som vi mod dem, saa vilde de sidste Striker paa disse Baner aldrig have fundet Sted Det er taabeligt, om en Jernbaneembedsmandvildehaabe,athankunde vor Organisation.IfjortenAarhavevi JernbaneselskabernesAngreb.VortMedlemstaltagerbestandigt saa at vi nu i 192 Filialer have 14 000 Medlemmer. Disse repræsentere 9/io af Landets bedste Lokomotivførere. Vore Forsamlinger aabnes med Bøn; paa Alteret ligger den opslagne Bibel, som vi anerkjende som vor Forenings Symbol, og paa hvilken vor Forfatning hviler.«

Se, heraf vil det fremgaa, at omend de fleste af Fagforeningerneereheltellerhalvt saa vilde det dog være en Misforstaaelse at betragte dem som Strikeforeninger. De søge tværtimod at forebygge Strikerne!MenetandetSpørgsmaal det jo rigtignok, hvorvidt de have haft Held med sig i den Henseende. Det kan nu ikke negtes, at Amerika har været hjemsøgt af et meget betydeligt Antal Arbejdsstandsninger, Striker og Lock-outs, af hvilke flere (saaledes den store Strike i Pennsylvanias Kulegne 1871, og New-Yorker-Striken af 1872, da 90 000 Arbejdere forlangte kortere Arbejdstid)

ikke staa tilbage for de største evropæiske. Alle stilles de dog i Skygge af det store Jernbaneoprør i 18 7 7. Hovedskuepladsen herfor varßallimore-Ohio-Banen, en af de største Baner i de østlige Stater. Den strækker sig fra Baltimore i Maryland til Wheeling i Vestvirginia og derfra til Pittsburg, den -pennsylvaniske Jernindustris Midtpunkt. Linjen forgrener sig ogsaa til Washington, New-York og Chicago. Tallet paa Sidebaner til den er meget stort. Den staar desuden i Forbindelse med Søerne og det hele Kanalsystem. Det er altsaa klart, at en Standsning afTrafiken paa denne Bane maa være særligt farlig for hele Kommunikationsvæsenet i de østlige Stater. Den nærmeste Anledning til Nedlæggelsen af Arbejdet var den af Direktionen for Baltimore-Ohio-Banen under 9. Juli 1877 offenliggjorte Beslutning, at nedsætte al Arbejdslønmed10pCt.(m. af Dagløn paa under 1 Dollar). Da Arbejdernes Stilling allerede i Forvejen var kummerlig nok — thi Jernbanernes indbyrdes Konkurrence,Jernbanekrigen,deurimeligtbillige og den hele uforsvarlige Administration havde gjort et stærkt Kniberi paa Arbejdsløn nødvendig — maatte en saadan Forholdsregel føles som et haardt Slag. Den Resignation, hvormed Arbejderne i det første Øjeblik syntes at ville finde sig heri, var kun aldeles tilsyneladende. Faa Dage efter brød Striken løs. Signalet blev givet af Fyrbøderne i Martinsburg, d. 16. Juli 1877. Martinsburg (Vest-Virginia)erenEndestation,hvor vexle og ofte maa overnatte. Derved paaføres der dem Udgifter, -der ikke erstattes dem, og dette bidrog end yderligere til at forøge deres Forbitrelse. De Strikende tillod ikke Andre at indtage deres Plads, og de standsede saaledes Godstrafiken, men ogsaa kun den; ved at skaane

Persontrafiken vilde de lægge for Dagen, at det kun var Jernbaneselskabet, ikke Publikum, de vilde bekæmpe, og de bestræbte sig øjensynlig paa at vinde Publikums Sympathi, — en- Bestræbelse, der ogsaa tildels lykkedes. Striken antog imidlertid snart en tumultuarisk Karakter, og Jernbaneselskabet anraabte Statsavtoriteterne om militærBeskyttelse.Mennuforbandt sig med Jernbanearbejderne,ogdenlille , Vest-Virginia kunde raade over, blev slaaet tilbage. Snart ankom der imidlertid Forbundstropper, under Kommando af General French, og d. 19. Juli lykkedes det at faa de strikende Arbejdere erstattede af andre, ogTrafiken begyndte igjen i Martinsburg. Det Haab, der derved vaktes, blev imidlertidallerededennæsteDag til Skamme: Rygtet om Urolighederne i Martinsburg havde hurtigt udbredt sig over hele Unionen og fremkaldte paa flere Steder Efterligninger; navnlig antog Bevægelsen i Baltimore en yderst alvorlig Karakter. Her stod man nemlig d. 20. Juli i Begreb med at afsende to Infanteri-Regimenter til Cumberland Station, hvor de Strikende havde truet med Vold. Disse Tropper sammenkaldtes ved Allarmklokken i Raadhuset; men Klokken bragte ogsaa Pøblen paa Benene. Nogle Banditter fornærmede Tropperne; disse blev forbitrede og gjorde, uden Befaling, Ild paa Pøblen. Flere Personer saaredes og dræbtes. Derved steg RaseriettilsitHøjdepunkt:paa Station i Baltimore tændte Pøblen (ikke de strikende Arbejdere, thi disse trak sig mere og mere tilbage fra den hele Bevægelse) Ild paa Jernbanevognene, rev Skinnerne op, og gjorde allehaande Ødelæggelser, indtil en Politistyrke paa 400 Mand endelig bragte en vis Ro tilveje. Men Revolten i Maryland blev saa meget farligere, fordi Jernbanestriken gjorde 6—Booo

Kularbejdere i Omegnen arbejdsløse. Hertil sluttede der sig endel strikende Søfolk. Fra Baltimore udbredte Bevægelsensignord-,syd og vestpaa. En Proklamation fra Præsident Hayes gjorde ikke meget Indtryk; over mange Forbundstropper raadede han ikke i Øjeblikket. Vel lykkedes det paa nogle Steder at gjenoprette Orchenen; men i Pittsburg, — en Industristad paa over 100 000 Indb., der som et Knudepunkt for flere Jernbanelinjer havde en særlig strategisk Betydning — led Tropperne et Nederlag(d.22.Juli).Oprørerne sig i Besiddelse af Staden, plyndrede Vaabenbutiker og andre Butiker, satte 125 Lokomotiver, over 1000 Jernbanevogne og en hel Station i Brand, kastede Brandfakler ind i Korn- og Petroleumsmagasiner, øvede, kort sagt, et sandt Rædselsherredømme.AflangVarighedblev dog ikke: vel havde Tropperne vist sig magtesløse, men paa egen Haand lykkedes det Borgerne at faa Bugt med de sejrs- og brændevinsberuste Oprørere. I Reading kom det endnu d. 23. Juli og i Chicago d. 26. Juli til højst farlige Optrin. Elleve Stater, Vest-Virginia, Maryland, Pennsylvania, New Jersey, New-York, Indiana, Ohio, Illinois, Michigan, Jowa og Missouri hjemsøgtes af Oprøret. Ved Udgangen af Juli var Ordenen i det Væsenlige gjenoprettet, men først d. 4. Avgust var Jernbanetrafiken fuldstændigt retableret. At det dog lykkedes forholdsvis hurtigt at gjenoprette Ordenen skyldtes ikke blot Militærets Bestræbelser, men ogsaa og navnlig de Indrømmelser, forskjellige Selskaber gjorde deres Arbejdere. Baltimore-Ohio-Banen tilbød atter at give de strikende Arbejdere Beskæftigelse omend til nedsat Løn. Da de Strikende ingen Brug gjorde af dette Forsoningsforslag, antog Selskabet, understøttet af Militæret, andre Arbejdere, hvoraf mange bød sig til, og

Trafiken kom saaledes atter i Gang. Krigen endte saaledesmedArbejdernesNederlag.Men Jernbanerne vare Tabene uhyre, — hvor store," lader sig ikke beregne. Ifølge meget ufuldstændige Beretninger bødede omtrent hundrede Mennesker med Livet, medens flere hundrede saaredes ; rimeligt er det imidlertid, at Tabet af Menneskelivvarendnubetydeligere.Værditabet paa de mest forskjellige Maader; sikkert er det, at de ødelagte Vogne, Maskiner og andet Jernbanemateriel, Bygninger, Varer osv. i Forening med Tab af Arbejdsfortjeneste m. m. repræsentere et betydeligt Antal Millioner Dollars. AlligevelereJernbaneselskaberneikkesaa at beklage: de forstode, at lade Kommunerne og Staterne erstatte dem de lidte Tab, i alt Fald tildels. Det blev altsaa til Syvende og sidst Arbejderne og — Skatteyderne, der kom til at betale Historien!

Men den ovenfor omtalte Lokomotivfører-Fagforening — hvad Rolle spillede den ved dette «Jernbaneoprør»? Herom ere Meningerne meget delte. De, der tage Parti for Jernbaneselskaberne, have gjort gjældende, at den nævnte Fagforening, dels ligefrem har understøttet Oprørernemed dels paa anden Maade, — navnlig derved at dens Medlemmer nægtede at føre noget Lokomotiv,— bidraget til Oprørets Omsiggriben. Fra den modstaaende Side hævdes det imidlertid, at Lokomotivførerneikke Fare for deres eget Liv kunde føre noget Lokomotiv paa de paagjældende Linjer. Mr. Arthur, Lokomotivførernes Præsident, paastod i Bladene, at omend Lokomotivførerne maatte sympathisere med de Strikende, saa støttede deres Forening dog ikke Striken, ja den fik endog først gjennem Bladene Underretning om den. Det fremhæves desuden, at Jernbanefunktionærerne gjennemgaaendeere

gaaendeerefor dannede og oplyste, til at de skulde være uvidende om, at saadanne Udskejelser, som dem Talen her er om, kun vilde komme til at gaa ud over dem selv. — Men naar Jernbaneoprøret hverken blev understøtteteller af Fagforeningerne, naar det blev bestemtmisbilliget Arbejdernes egenlige Kjerne, og naar det heller ikke var Frugten af en socialdemokratisk Sammensværgelse,— gik det da til, at det kunde antage saa uhyre Dimensioner. Til Forklaring heraf kunne tre Momenter anføres: den amerikanske Pøbels Beskaffenhed,de Midler til Ordenens Opretholdelse hvorover det Offenlige raadede, og Publikums Holdning ligeoverfor Bevægelsen.

Jernbaneoprøret var utvivlsomt i sin Oprindelse en Arbejderbevægelse, men i sin videre Udvikling blev det en Pøbelrevolte. Vagabonder, tramps, har Amerika vel altid haft mange af; men i de senere Aar ere de, tildels som en Følge af de slette Tider, skudte op som Paddehatte. For dem er en Revolte kun en behageligAdspredelse,ved der aldrig kan tabes, men maaske profiteres. Paa det egenlige VagabondvæsensUdviklinghar, antydet, den slette økonomiske Stilling øvet sin Indflydelse; men de politiske Forhold have virket med til at, man kunde næsten sige, organisereenaf toneangivende Rowdies ledet Pøbel. Navnlig har Baltimore udmærket sig som Amerikas første mobtown. Her kæmpede i lange Tider de saakaldte Knownothings og Demokrater i blodige Opløb og Pøbelrevolter.Iandre spille the Bowery Boys, the Eye Smashers (Øjenudriverne), the Dead Robbits (de sorte Kaniner) og andre Pøbelbander med ligesaa smagfulde Navne en mer eller mindre dominerende Rolle. Disse

Bander ere saa ofte blevne benyttede i agitatoriske Øjemed af de amerikanske Politikere, at de efterhaanden næsten ere blevne en Magt i Staten. — Den Opstand, som den amerikanske Pøbel ved denne Lejlighed satte i Scene, var det saa meget vanskeligere hurtigt at faa undertrykt, fordi det Offenlige kun raadede over faa Midler til Ordenens Opretholdelse. Det egenlige Politi var utilstrækkeligt.Afde Forbundstropper (i det Højeste 20 000 Mand) .befandt over 18 000 sig vest for Missisippi; kun over 1000 å 2000 kunde der altsaa raades, og at samle blot nogle hundrede af. dem paa ét Sted var ikke nogen let Sag. Imidlertid gjorde de faa Soldater god Tjeneste, «mindre ved deres Tal, end ved den militære Alvor og det moralske Indtryk, de gjorde paa Pøbelen.« Staternes Militstropper skildres derimod som «en fallstaffsk Garde», hvor hver enkelt handlede efter sine personlige Indtryk, og hvor Disciplin og Samvirken var ukjendt. I nogle af de af Jernbaneoprøret hjemsøgte Stater viste Militsen sig slet ikke paa Krigsskuepladsen; i Vestvirginia forbandt den sig endog med Oprørerne. — Endelig er der: den Holdning, som de truede Samfundsklasser indtogligeoverforOprøret. Holdning var, naar bortsesfraenkelte hvor Borgerne optraadte med stor Bestemthed, svag og ynkelig. I Almindelighed forstaar Amerikaneren nok at forsvare sin Ret; i Almindelighed er han modig og resolut, — saa meget besynderligere er den Holdning, han ved denne Lejlighed udviste: det synes, som om han paa flere Steder næsten havde tabt Hovedet. Man kan i Bladene fra den Tid finde mærkeligeVidnesbyrdom Og strax efter Oprørets Undertrykkelse udtalte «New -York Herald« sig paa en Maade, som om det "formelig var stolt af, at Amerika

nu endelig havde været Skuepladsen for den største Strike, — en Strike, til hvilken ikke engang Evropa kunde opviseMagen»!Ligegyldighed, ellec vel snarere Tankeløshed saa man rundt omkring. Man betragtede Oprøret som en forbigaaende Tumult. Kun-'Enkelte saa med mere Bekymring paa Sagen: Finansminister Sherman foreslog saaledes, at Regeringen i Washington skulde samle flere Tropper for at beskytte Statskassen mod et eventuelt Angreb. "Ministeren havde ganske Ret; thi en resolut Bande paa 10 000 Oprørere kunde, uden at have fundet alvorlig Modstand, have plyndret Statskassen for dens hundrede Millioner Dollars."*)

Jernbaneoprøret af 1877 giver os da, som sagt, ikke nogen Ret til at angribe Fagforeningerne. Disse gjøre sig vel ofte skyldige i en altfor anmassende Optræden; men de have dog udtrykkeligt brændemærket Oprøret som en utilgivelig Skandale, og Studnitz kan ikke Andet end anerkjende, at Fagforeningerne, som Arbejdsherrerne dog forgæves ville bekæmpe, i det Hele have udøvet en meget forædlende Indflydelse paa Arbejderne.

Men gjælder dette om Fagforeningerne, saa har Amerika desværre andre Arbejderforeninger, som man kun kan nævne med den dybeste Beklagelse. Fremfor alle andre have de saakaldte «Molly Maguiers« spillet den sørgeligste Rolle.

Molly Maguires**) er (eller nu heldigvis: var) en

---

*) Fr. Kapp: Die jungste Aufstand der Eisenbahnarbeiter in den Vereinigten Staaten. Preussische Jahrbucher, Bd. 40, S. 398 fg.

**) Dewees-The Molly Maguires, the Origin, Growth and Character of the Organization. Philadelphia, Lippincott & Co. 1877. Denne Bog er Hovedkilden til Studoitz's Fremstilling, hvilken vi i det Hele .følge. En mindre Meddelelse herom findes i Nationaløkonom. Tidsskr. IX, 376.

hemmelig Arbejderforbindelse, der ved alle, ogsaa, og maaske navnlig,, voldsomme, Midler søgte at fremme sine Medlemmers materielle Interesser i Modsætning til Arbejdsherrernes.Sit havde den optaget efter en Forening, som irske Forpagtere og Fæstere i 1843 havde stiftet i det Øjemed at beskytte deres Rettigheder ligeoverforGodsejerne. irske «Molly Maguires» vare affødteaf i dette Aarhundredes Begyndelse i samme Øjemed stiftet Forening «the Ribbonmen«. Medens de irske Foreninger bekæmpede Godsejerne, bekæmpede de amerikanske »Molly Maguires» Kulgrubeejerne: det var i Pennsylvanias store Kulegne, at de huserede. Navnet er besynderligt, og har givet Etymologerne meget at bestille. Mange mene, at den irske Forening oprindeligt havde sine Sammenkomster hos en gammel Kone af Navnet Molly Maguire. Andre mene, at Samfundets Medlemmer kaldtes «Mollies», fordi de udførte deres Misgjerninger forklædte som Kvinder (Molly o: Marie).

Hovedsædet for de amerikanske Mollies var, som bemærket, Pennsylvania. Her ide store Kulegne findes der en Arbejderbefolkning, der for Størstedelen bestaar af Irlændere. De indvandrede Arbejdere kom fra et Land, hvor Kampe mellem Godsejere og Fæstere ikke hørte til Sjeldenhederne; fra Barnsben var de opdragne til at betragteArbejdsherrensom Tyran, Kapitalen som et Redskab til Arbejdernes Underkuelse; Mistro og Had var de eneste Følelser, de kjendte ligeoverfor deres Foresatte. Naar deres Forlangender om højere Løn blev afviste, var det dem umuligt at tænke sig andre end slette Motiver til Afvisningen. Forlangenderne søgte de da at støtte ved Trusler. Der findes en hel Samling af Truselsbreve, rettede snart til Kulgrubeejere, snart til disses Repræsentanter,Værkførereo.

tanter,Værkførereo.A., snart til Arbejdere, der ikke vilde slutte sig til «the Mollies«. Som Underskrift under Brevene findes i Reglen en Dolk, en Revolver, en Ligkisteel.Lign. det var ikke tomme Trusler: i mange Tilfælde blev Dolken og Revolveren virkelig brugt og i Ligkisten kom der en eller anden ilde lidt Værkfører. Men Morderne undslap. Havde man faaet Mistanke mod en eller anden Molly, manglede Beviserne i Almindelighed,daIngen at vidne imod dem. Det var derhoset-Princip,at til Udførelsen af Forbrydelser altid brugte Mollies, der hørte hjemme i andre Egne end den, hvor Forbrydelsen skulde begaas. Forbrydelsens Redskab blev bestemt enten ved Lodtrækning eller af Foreningens Chef, «the Body-Master«. Det vides ikke, at nogen Molly nogensinde har vægret sig ved at udøve nogen Forbrydelse, hvis Udførelse var bleven ham overdragen.Alttyder, man ser, paa en usædvanlig stærk Parti-Organisation og Disciplin. Højtidelig Edsaflæggelse,hemmeligeTegn m. spillede her en stor Rolle. Hvad der navnlig bidrog til at styrke Molly-Samfundet,varden det efterhaanden vidste at skaffe sig dels over Kulgrubearbejdernes Fagforening, dels over den baade i Amerika og Storbritannien udbredte Forening «Ancient Order of Hibernians«. Denne mægtige hemmelige Korporation, der i de Forenede Stater tæller 6000 Afdelinger eller Loger, er vel (ligesom KulgrubearbejdernesFagforening)i for sig en meget hæderlig Forening, der forfølger meget priselige Formaal, navnlig det at understøtte Medlemmer i Sygdomstilfælde; men i Pennsylvanias Kulegne var «Hibernierne» komne under Indflydelse af «the Mollies«, og dette gav disse sidste en saa stor Styrke, at de endog begyndte at tænke paa, om

de ikke kunde ¦ sætte sig i Besiddelse af Regeringen. Og det lykkedes dem i Virkeligheden i flere Byer at besætte kommunale Embeder med deres Kreaturer. Derved fik de fat paa de opkrævede Skatter; og saaledes fik de, hvad de tidligere tHdels havde manglet: Kapital! Endog i Grevskaberne lykkedes det dem at besætte nogle Embeder.Ja,det ligeved, at en «Molly», der senere blev dømt for de skjændigste Forbrydelser, var bleven valgt til Dommer! De udøvede et sandt Rædselsherredømme;denhemmelighedsfulde der ikke veg tilbage for Mord og Brand, nævnedes kun med Skræk.

I lang Tid havde de offenlige Myndigheder enten ikke turdet eller ikke kunnet udrette Noget mod det forfærdeligehemmelige Heller ikke de Private havde vovet at gjøre Noget. Hver Betalingsdag saa KulselskabernesForretningsførere Lønningslisterne, at Værkførerne for deres personlige Sikkerheds Skyld indrømmedevisse — Medlemmer af det hemmeligeSamfund allehaande Fordele; — de trak paa Skuldrene, og tav. Alligevel skulde Initiativet til ForbundetsUdryddelse taget af Private. I Aaret 1878 fandt Franklin B. Gowen, Formand i Bestyrelsen for «the Philadelphia and Reading Coal and Iron Company«, at der nu maatte gjøres en Ende paa Skandalen. Da det offenlige Politi Intet havde udrettet, henvendte han sig til et af de private Opdagelsespoliti-Bureauer. Som Repræsentantfor Selskab, der havde store Interesser i Pennsylvanias Kulegne, overdrog Mr. Gowen det for sin Dygtighed meget ansete private Spion-Bureau «Pinkerton's National Detective Agency« det Hverv at skaffe alle saadanneOplysninger Forbryderbanden i Pennsylvania, navnlig i Grevskabet Schuylkill, at det blev muligt at

skride ind imod den med Eftertryk. Pinkerton's Bureau udsendte en af sine dygtigste Spioner, James Me. Parian. Denne dengang kun 29 Aar gamle irske Opdagelsesbetjent saa snart, at det ikke vilde være noget nemt og hurtigt Arbejde at trænge til Bunds i Sammensværgelsens Organisationog Kun ved tilsyneladende at slutte sig til den vilde det kunne lykkes ham at skaffe sig paalideligeOplysninger den. Under Navnet Mac Kenna søgte han da at komme i Forbindelse med nogle af Lederne. Dette lykkedes ham ogsaa; han udgav sig for at være en farlig Forbryder og Flygtning, opdagede tilfældigvisnogle «the Mollies« hemmelige Tegn, og vidste efterhaanden at vinde deres fulde Tillid. Hans literære Dannelse og tilsyneladende Iver for at staa Samfundetbi Udførelsen af alle Misgjerninger, gjorde det muligt for ham i 1874 at opnaa en Plads som Sekretær ved Afdelingen i Shenandoah. I denne Egenskab udmærkedehan i den Grad ved sine pralende Taler, at han opnaaede at blive Afdelingens Fører. Snart fik han nu ogsaa en Plads i «the Mollies'» Grevskabsforsamlinger. Nu maatte hele Forbindelsens Væsen ligge klart for ham; — alligevel mente han, af den ene eller anden Grund, endnu i lang Tid at maatte fortsætte sine lagttagelser.

Saa udbrød i December 1874 den store Kularbejderstrike,efterhvad siger imod Kularbejder-FagforeningensRaad.Vist det, at Tidspunktet for Striken var valgt med liden Omtanke. Efter flere Maaneders Kamp maatte Arbejderne give efter og optage Arbejdet endog med en lavere Løn end tidligere. Dette Nederlag brød fuldstændigt Fagforeningernes Magt; men «the Mollies», der bestandigt havde pustet tilliden, syntes kun at blive saa meget frækkere. Paa en Høj i Nærheden af

Shenandoah rottede de sig sammen og holdt ophidsende Taler; «Mac Kenna» var her tilsyneladende en af de Vildeste. Paa deres stedse stigende Frækhed gav de det ene Exempel efter det andet. En Molly, Thomas Hurley, skød i Shenandoah en ilde lidt Arbejder, Gomer James, i et Selskab paa 200 Personer, der langt fra alle vare Medlemmer af det hemmelige Forbund. Ingen vovede at lægge Haand paa Morderen. En Værkfører, Thomas Sauger, og en anden tilsynsførende Arbejder, Uren, blev omtrent samtidigt skudt af fem Mollies i flere hundrede Arbejderes Paasyn. Ingen vovede at krumme et Haar paa Forbrydernes Hoved. Faa Dage efter besluttede en Molly - Forsamling en Politiembedsmand John P. Jones's Død. John P. Jones befandt sig paa Jernbanestationen omgivet af flere hundrede Mennesker. To besynderligt udseende Personer dukkede pludseligt op af Mængden, skød Jones, og forsvandt i samme Nu. Før de Tilstedeværendevarkomne af Skrækken, var Morderne borte; men Liget laa for deres Fødder. Tilsidst samlede man sig dog sammen, og besluttede Hævn; et Par Mollies blev skudt, flere saarede. Folk tog sig selv til Rette; det offenlige Politi udrettede jo Intet. Blev en Molly anklaget, opstod der strax en Mængde Vidner, der svor paa hans Uskyldighed, — og Resultatet blev, at «the Mollies« hidtil altid var gaaet fri for Straf. Nu maatte der dog endelig føres et afgjørende Slag imod dem: Paa den ene Side besluttede «the Mollies» en almindelig Opstand, — paa den anden Side søgte baade de Private og de offenlige Myndigheder at komme dem i Forkjøbet. En stor Mængde Mollies blev grebne, og et helt Forfølgelsessystem blev sat i Gang. Af dette Systems Natur saa de Sammensvornesnart,at maatte have en Fjende i deres egen

Lejr; deres Hemmeligheder kunde ikke saaledes komme for Dagen uden en Forræders Medvirken. Mistanken maatte rette sig mod «Mac Kenna», der nu i omtrent to Aar havde levet med dem, i den Tid vidst at vinde deres fulde Fortrolighed, tilsyneladende hjulpet med ved flere Forbrydelser, — men samtidigt dog oftere givet Anledningtilstærk Forræderen maatte være »Mac Kenna», og hans Død blev besluttet. Men inden Beslutningenheromblev fandt Spionen det raadeligst at bringe sin Person i Sikkerhed; han undveg til den anden Lejr. Her blev han modtaget med aabne Arme: han bragte de fuldstændigste Oplysninger om hele SammensværgelsensBeskaffenhed.Nu man alle Traadene i sine Hænder, og nu kunde Processen mod «the Mollies» begynde for Alvor. En Mængde Personer blev dømte til mangeaarig Tugthusstraf eller til Livsstraf, og endnu i Løbet af 1878 blev flere Mollies henrettede. Sammensværgelsenvarsprængt! Perlan blev en berømt Mand og erhvervede sig alle hæderlige Folks Tak. Men af Kularbejderne i Pennsylvania blev han betragtet som en modbydelig Forræder, som en Mand der tidligere ikke blot tilsyneladende men med Liv og Sjæl havde været en Molly, og som nu paa den skjændigste Maade havde forraadtsinetidligere Og det lader sig heller ikke benegte, at det Redskab, hvoraf Pinkertons Bureau ved denne Lejlighed betjente sig, i flere Retninger spillede en yderst tvivlsom Rolle. Den hele Historie er mørk og er rig paa uopklarede Punkter; — kun saameget er sikkert,at«the Maguires« i alt Fald foreløbig blev sprængt fra hverandre. —

Endnu inden Processen mod «the Mollies« var afsluttet,fikOffenligheden
høre om en- anden hemmelig

Arbejderforbindelse, der ligeledes havde sit Hovedsæde i de pennsylvanske Egne. Lidt nøjere Besked herom fik man først i Begyndelsen af forrige Aar. Man erfor, at Foreningen, hvis Medlemmer kaldte sig «Arbejdets Riddere«,*theKnights Lab or», havde til Hensigt at samle hele Unionens Arbejdere og at tilvejebringe en Forbindelse, der foreløbigt blot skulde virke gjennem Striker og politisk Agitation, men som senere ved passendeLejlighedrent skulde erklære Kapitalen Krig og se at organisere en ligefrem Klassekamp. Foreløbig søger Foreningen imidlertid, som sagt, at give sig et moderat Anstrøg: den vil blot "beskytte Arbejdet mod Kapitalens Angreb»; den vil altsaa være blot defensiv, ikke aggressiv. Men naar den ikke havde videregaaende Formaal, havde den jo ingen større Hemmeligheder at skjule. Det forbydesimidlertidstrengt Medlem at tale om ForeningensAnliggenderudenfor Af Præsidietudnævnesder secret detectives«, hemmelige Opdagelsesbetjente,derskulle at Medlemmerne holde deres Løfte om Tavshed. Om Foreningens ForetagenderkunneMedlemmerne, der som sagt ikke maa tales om dem udenfor Lokalet, kun faa Oplysning ved at give Møde i Forsamlingerne. Der føres nøjagtig Bog over hvem der møder her. Jo flittigere et Medlem besøgerForsamlingerne,desto er Foreningen til at tage sig af ham i Tilfælde af Arbejdsløshed. IndbydelsernetilMøderne andre Tilkjendegivelser fra Forstandereskerved af hemmelige Tegn. Ordenens Segl er- en Kreds, hvori findes en Trekant og Bogstaverne S. O. M. A. o: Secrecy (Tavshed), Obedience (Lydighed), Mutual Assistance (gjensidig Understøttelse). Übetinget Lydighed hævdes med stor Strenghed: Paa Ordenens eller

de Foresattes Befaling er en »Arbejdets Ridder« forpligtet til at betale visse Medlemsbidrag, at forlange højere Løn af sin Arbejdsherre, at nedlægge Arbejdet, at flytte fra en By til en anden, at stemme ved politiske Valg paa den eller den Kandidat osv. Trods saadanne Forskrifter, der skulde synes at gjøre Tilværelsen mindre lystelig for en "Arbejdets Ridder«, skal Foreningen dog trives godt. Den dannedes oprindeligt for nogle Aar siden af filadelfiske Vævere, men har senere udvidet sig til at omfatte ogsaa andre Haandværk, og har udbredt sig over flere af de Forenede Stater. Ifjor anslog Bladet«New-York Tribune» dens Medlemstal til 800 000, hvoraf over 90 000 falde paa Pennsylvania og henved 50 000 paa New-York. Ved flere kommunale Valg i Pennsylvania, New-York, Ohio og andre Stater have «Arbejdets Riddere« allerede været i Flertal. Flere Blade, navnlig «the National Labor Tribune«iPittsburg, i deres Tjeneste. De tælle en stor Mængde Katholiker imellem sig. De mere Iltre blandt«Ridderne« føre Valgsproget: «grasp capital by the throat!«*)

Foruden de i det Foregaaende nævnte findes der et meget betydeligt Antal andre hemmelige Arbejderforeninger i Amerika. De hemmelige Forbund, der (som Molly-Forbundetog»Arbejdets forfølge forkastelige eller endog forbryderske Formaal, søge selvfølgeligt af yderste Evne at holde sig skjulte; og af dem kan der godt existere et større Antal, uden at Offenligheden véd Noget derom. Men der findes ogsaa Foreninger, der forfølge særdeles priselige Formaal, og som for saa vidt ikke ere

---

*) Social-Correspondenz, Organ des Centralvereins fur das Wohl der arbeitenden Klassen. Allgem. Ausg. 1878, Nr. 44.

saa interesserede i at dølge deres Existens. Disse hæderligehemmeligeForbund navnlig som Understøttelsesforeninger.AfArbejderforeninger, enten udelukkende eller for en Del gjøre sig det til Opgave at understøtte Medlemmerne i Tilfælde af Sygdom og Alderdom,fladesder i Amerika. Endvidere ere de saakaldte Loger særdeles udbredte i Amerika; men nogen fuldstændig Statistik over dem haves ikke. Det vides dog, at Arbejderbefolkningen leverer de største Kontingentertildem. ere meget forskelligartede: moralske, sociale, økonomiske osv. Et Hovedformaal for de fleste af dem er: Understøttelse i Tilfælde af Sygdom og Alderdom. En fremragende, maaske den mest fremragendePladsmed til Alder og Rigdom indtage de saakaldte « Odd Fellows ». Foreningen, der stiftedes 1819, fordrer af sine Medlemmer, at de skulle tro paa en Gud og paa Menneskenes almindelige Broderskab. Dens Motto er: «Venskab, Kjærlighed og Sandhed«. Den har Afdelinger over hele Unionen, men optager kun Hvide som Medlemmer (Negrene have for sig stiftet: »Coloured Odd Fellows«). Den raader over betydelige Midler, og har øvel en ikke ringe politisk Indflydelse. En meget, betydelig Mængde andre hemmelige Selskaber findes i de Forenede Stater. Vi anføre her blot nogle Navne, for at Læserne kunne danne sig en Forestilling om de ret pudsige Betegnelser, de sædvanlig ynde at give sig: Knights of Friendship (Venskabsridderne), Beneficial Knights (Velgjørenhedsriddere), Knights of Honor (Æresriddere),KnightsTemplar Knights of Pythias, Improved Order of Free Sons of Israel (Israels fri Sønners forbedrede Orden), Sons and Daughters of America (Amerikas Sønner og Døtre), Sons and Daughters

of Arcanum Arc, Sons and Daughters of Temperance (Maadeholdenhed), Daughters of Samaria, Order of Female Druids (de kvindelige Druiders Orden), Order of HeptasophsorSeven Men (de syv Vises Forening), Independent Order of Good Samaritans of both sexes and colors (de gode Samaritaneres uafhængige Forening for begge Kjøn og Farver), United Order of American Mechanics(deamerikanske forenede Orden), Ancient Order of Good Fellows (de gode Kammeraters gamle Orden), The Mystic Band of Brothers (det hemmelighedsfuldeBroderforbund),Improved of Red Men (Rødhudernes forbedrede Forening), Temple of Honor and Temperance, (Ærens og Maadeholdets Tempel), IndependentOrderof Temple of Liberty, both sexes (det hellige Tempels uafhængige Orden for begge Kjøn), Patriotic Order of Liberty (Frihedens patriotiske Orden), Association of Independent Order of P-female, o. m. fl. — Mange af disse hemmelige Selskaber staa i venskabeligForbindelsemed og flere af dem have endelMedlemmerfælles. nævnes exempelvis en Mand, som var Medlem af 23 hemmelige Selskaber.

Af de i Evropa saa godt kjendte Arbejderforeninger, saasom Forbrugsforeninger, Produktionsforeninger, Byggeforeninger,Laaneforeninger , har Amerika ogsaa en hel Del'_— dog ikke nær saa mange som Evropa —, af hvilke flere frembyde adskilligt Interessant. Paa en Omtaleaf skulle vi dog ikke her indlade os. Derimod maa vi nævne det store socialistiske Arbejderparti,der vilde samle alle de andre Arbejderforeningerssocialistiske under sine Vinger. Indtil 1876 var dette Parti bekjendt under Navnet«Social Democracy); men paa den samtidigt med Verdensudstillingenafholdte

lingenafholdteKongres i Filadelfia forandredes Navnet til «The Workingmen's Party of the United States» (de Forenede Staters Arbejderparti); endelig antogés paa Kongressen i Newark, December 1877, Navnet«Socialistic Labor Party« (det socialistiske Arbejderparti). Paa denne Kongres vedtoges følgende Program:

«1. Da Arbejdet er Kilden til al Rigdom og Civilisation,og nyttebringende Arbejde kun er muligt i og ved Samfundet, bør det übeskaarne Arbejdsudbytte retteligtilhøre — 2. Det System, under hvilket det menneskelige Samfund for Tiden lever, er falsk, fordi det gjør det muligt for et lille Mindretal at ophobe Rigdomme,hvorved store Mængde overlades til Nød og Elendighed. Og da de bestaaende politiske Partier stedse kun have handlet i de faa Besiddendes Interesse, for at bevare deres økonomiske Privilegier og som en Følge deraf de uretfærdige Tilstande, saa er det ArbejderklassensPligt organisere sig som et stort Arbejderparti,i Øjemed at tilkæmpe sig politisk Magt i Staten og at opnaa økonomisk Uafhængighed, da ArbejderklassensBefrielse kan ske ved Arbejderklassen selv. Arbejderklassens økonomiske Befrielse er saaledes det store Maal, hvilket enhver politisk Bevægelse bør være underordnet. — 3. De arbejdende Klassers materielle Kaar ere i alle civiliserede Lande ens og have samme Aarsager.Kampen Arbejdernes Frigjørelse maa være international, og Solidariteten maa overalt føles. Fag- og Arbejderforeningernes Organisation paa socialistisk Basis er nødvendig. — 4. Staaende paa dette Grundlag have vi stiftet det socialistiske Arbejdsparti. — 5. Det socialistiskeArbejdsparti at alle Arbejdsmidler (Jord, Maskiner, Jernbaner, Telegrafer, Kanaler osv.) saa hurtigt som muligt bliver det hele Folks Almeneje, i det Øjemed at afskaffe Lønsystemet og i dets* Sted sætte det kollektivistiskeArbejdersystem, at der sørges for en retfærdig Fordeling af Arbejdsudbyttet. Partiet, der ønsker at forbedre Arbejdernes Kaar under det nuværende System, og som sluttelig helt vil afskaffe dette, fordrer i dette Øjemed følgende Forholdsregler gjennemførte: a. Indførelsenaf ved Loven bestemt Arbejdsdag paa foreløbig 8 Timer. b. Sundhedstilsyn med alle Arbejdsforhold, Boliger og Levnetsmidler. c. Oprettelsen af statistiske Arbejdsbureauer(ved

bureauer(vedRegeringen) i alle Stater. Disses Embedsmændskulle af Folket, d. Forbud mod atFængselsarbejdetexploiteres og for Privatpersoner, e. Forbud mod Anvendelsen af Børn under 14 Aar til industrielt Arbejde. /. Skoletvang indtil det 14. Aar. I de off enlige Skoler skal Staten gratis levere Undervisningsmateriale. g. Strenge Love, der paalægge Arbejdsgiverne Ansvar for Arbejdernes Ulykkestilfælde. A. Lov om at Lønnen skal udredes til Arbejderne i lovlige Betalingsmidler, i. Fri Retspleje, k. Afskaffelse af de Koalitionslove, der ere rettede mod Strikeretten og Retten til at foranledige Andre til at nedlægge Arbejdet. 1. Afskaffelse af alle indirekteSkatter Indførelse af en direkte Indkomstskat. m. Statens Overtagelse af alle Finansinstituter og Forsikringsanstalter.n. af alle Love, der indskrænke Valgretten, o. Direkte Lovgivning ved Folket, saaledes at Folket efter Behag kan foreslaa eller forkaste enhver Lov, samt Anerkjendelse af Mindretals-Repræsentation,p. mod Anvendelsen af Kvinder til Arbejde,der skadeligt for Sundheden og Sædeligheden. q. Samme Løn for Kvinder og Mænd, der udføre det samme Arbejde.«

Man vil bemærke, hvor paafaldende nøje dette Program,om end paa enkelte Punkter er lempet efter de særligt amerikanske Forhold, stemmer med de tyske Socialdemokraters Gotha-Program. Men det er da ogsaa for den allerstørste Del tyske Arbejdere, der have sluttet sig til Partiet; Arbejderne af andre Nationer have hidtil holdt sig mere tilbage. Ogsaa Partiets Organisation, der ligeledes fastsattes paa Kongressen i Newark, minder om det tyske Socialdemokratis. Endnu er Partiet saa ungt, at det ikke har kunne.t udrette noget Videre. Det har — foruden at virke for Indførelsen af »statistiske Arbejdsbureauer» taget nogen Del i de politiske Bevægelser,udstedt Proklamationer m. m., som paafaldende minde om, hvad vi kjende fra os selv. Men man begynder i Amerika at frygte for, at Partiet snart vil kunne blive ligesaa farligt eller endnu farligere end

det evropæiske Socialdemokrati. Navnlig er man bange for, at en større Del af de 6 Millioner Tyskere, der leve i Amerika, vil slutte sig til det.*) Et kalifornisk Blad, »The Argonaut*, erklærer endog (i sit Nr. af 26. Apr. d.A.), at bliver Fyrst Bismarck ved med at sende tyske Socialdemokraterover Amerika, saa vil Amerikanerne heri se, en casus belli af den værste Art! «Thi tyske socialdemokratiskeForbrydere ikke til de paa Grund af deres Frihedskjærlighed landsforviste politiske Martyrer, som man altid i Betragtning af deres Dyder byder velkomne;de være en fri Republik langt farligere end en Militærmagt som det tyske Rige.«**)

I den allernyeste Tid er der i .Kalifornien forefaldet Begivenheder, der ikke bør lades uomtalte. Her har Demagogen Dennis Kearney siden 1878 virket for Dannelsenafet »tredje Parti«, der skulde forene ArbejdernemedTilhængerne den übegrænsede Papircirkulation;alle«Kapitalens Ofre», «the down trotten victims of capital«, skuide dette «National Party« tage under sine beskyttende Vinger, og som Partiets Fører havde man tænkt sig General Butler. «Sæt Magt mod Magt!« udbrød Kearney ien Tale. «Sæt imod den tyranniske Regerings Magt det forbitrede Folks Magt! Appellér fra Stemmeurnen til Revolveren!« Den i denne Tonart ledede Agitation har nu allerede begyndt at bære Frugter: i Kalifornien er en ny Forfatning nylig bleven vedtaget, der, hedder det, vil «gjøre Arbejderne til den

---

*) German Socialism in America. N.-A. Rev. April 1879. — Artiklen dette Tidsskrift gjengiver det ovenfor meddelte Program en lille Smule anderledes end Studnitz. Ham har disse Linjers Forfatter fulgt.

**) Allgemeine Zeitung. 4. Juni 1879.

herskende Klasse i Staten«. Dette sker bl. A. ved en Valgret, der er saa <«almindelig», at den ikke blot indrømmesalleFattiglemmer, ogsaa alle Straffefanger, alene med Undtagelse af dem, der er dømt for Højforræderiogenkelte af de største Forbrydelser. Den ny Forfatning vil, siges der, fritage Arbejderne for al Skat og vælte hele Skattebyrden over paa Kapitalisterne; den fastsætter en normal Arbejdsdag for alle offenlige Arbejder paa 8 Timer; den indrømmer Arbejderne Panteret i de Gjenstande, de have udført; den forbyder, at Nogen besidderLandejendommepaa end 330 Acres; den overlader den lovgivende Magt at fastsætte Taxter for Telegraferne, for Pakhusleje osv.; den giver Staten en despotisk Myndighed over Jernbanerne; den sætter Embedsmændenepaafast og foreskriver haarde Straffe for Misbrug af offenlige Midler etc. etc. Et Blad i New- York karakteriserer den ny Forfatning saaledes: «Dette nyeste Produkt af den folkelige Lovgivning er et saadant Prøvekort af Fornuft og Ufornuft, af Ret og Uret, af Statsklogskabogdemagogisk en saadan Forrykkelse af Grænserne for en Grundlov og Miskjendelse af dens Hensigt, en saadan Tilsidesættelse af den amerikanske Unionsforfatning, som fordrer den enkelte Stats UnderordnelseunderLandets Lov, at der næppe nogensindeerforekommet Lignende.« Men hvad der giver hele denne Sag en særlig Karakter er dens Forhold til Kinesersp^ørgsmaalet. Den omtalte kaliforniske socialistiske Forfatning er nemlig særligt rettet mod Kineserne. Vel har Præsident Hayes erklæret, at det strider mod de med Kina afsluttede Traktater at forbyde Indvandringen til Amerika af Kinesere, — Traktater, som de enkelte Staters lovgivende Forsamlinger ikke kunne

omstøde. Men i Kalifornien lader man sig ikke genere heraf: den ny Forfatning indrømmer den lovgivende ForsamlingRettil forbyde den kinesiske Indvandring, og stiller de Kinesere, der allerede ere indvandrede, udenfor den almindelige Ret. De maa ikke erhverve Grundejendom;demaa benyttes til offenlige Arbejder; de udelukkesfraValgretten alle andre Borgerrettigheder; de maa ikke bo udenfor visse Kvarterer i Byen; de ere jo ligefrem statsfarlige etc. etc.*) Saaledes har da denne kaliforniske Forfatning ført os lige ind i det store Kineserspørgsmaal.

Kinesernes Udvandring til Nordamerika, til Avstralien og i den nyeste Tid ogsaa til Sydamerika er maaske den blandt Nutidens Folkevandringer, der i kulturhistorisk Henseende fortjener den største Opmærksomhed.**) Det var Guldopdagelserne i Kalifornien, der først gav Stødet til den kinesiske Udvandring til Nordamerika. Allerede i 1850, altsaa kun to Aar efter Guldminernes Opdagelse, var der kommet en saadan Bevægelse i de ellers for übevægeligeanseteKinesere, en fremmed lagttager kunde udbryde: «San Francisco vil engang blive en halvt kinesisk By!» Denne Spaadom er vel endnu ikke gaaet i Opfyldelse; men det synes, som om Amerikanerne frygte, at den snart vil gaa i Opfyldelse, medmindre der gribes til kraftige Forholdsregler. Paa visse Steder i Amerika, navnlig i Kalifornien, er der begyndt en Kamp for Tilværelsen,deri overgaar det Meste eller Meget af hvad man hidtil har set i den Retning. «Disse

---

*) Se forskjellige Meddelelser i Dagspressen fra Sommeren 1879. Saaledes «en socialistisk Stat i Kalifornien- i »Berl.Tid.« 29. Maj 1879, »Dagbladet« osv.

**) .Social-Correspondenz« Allgem. Ausg. 1878, Nr. 3.

mandeløjede Tatarer» modtages af de Hvide i Amerika med alt Andet end Gjæstfrihed. «Hvad skal vi med disse bestialske Hedninger!« udbryder Bladet «San Francisco Chronicle». «Vi have atter og atter ført Bevis for, at det amerikanske Arbejde ikke kan bestaa ved Siden at det kinesiske, fordi Kineseren er villig til at leve som et Svin, medens Amerikaneren vil leve som et menneskeligt Væsen!« Den hvide Pøbels Forbitrelse mod den gule Indvandring er ikke Andet end Brødnid. De Hvide ville ikke udrette det samme Arbejde for den samme Løn som de Gule. Navnlig i de Arbejder, hvor det kommer an paa Taalmodighed, Udholdenhed og sej Flid, ere Kineserne, fordi de paa Grund af deres forbavsende faa Fordringer til Livet ere villige til at arbejde for en meget lav Løn, særdeles farlige Konkurrenter.*) Og denne Konkurrence søge Amerikanerne at overvinde, om ikke ved ligefrem at smide Kineserne ud af Amerika, saa dog ved at fortrædige dem paa alle Maader og gjøre Opholdet saa übehageligt som muligt for dem. Allerede i 1875 blev der dannet Anti-Kuli-Leagues; senere ere Demonstrationerne blevne endnu mere forbitrede, og de indskrænke sig ikke blot til stormende Arbejderforsamlinger, Petitioner, Deputationero.L., det er endog oftere kommet til Haandgribeligheder.Overhovedetvil i Evropa vanskeligt kunne gjøre sig nogen Forestilling om den Forbitrelse, Kineserne i Amerika ere Ofre for. Det hører i Virkelighedenikketil Usandsynlige, at den lovgivende Magt i en ikke fjern Fremtid vil træde til for at standse IndvandringenfraKina. Kalifornien er man jo, som vi

---

*) Ratzel: Pie ctiinesische Auswanderung. Ein Beitrag zur Kulturund 1876.

hørte, begyndt. Negtes kan det ikke, at Kineserne bringe moralske, sanitære o. a. Farler med sig. Negtes kan det heller ikke, at de ere yderst tarvelige og nøjsomme, samtidigtmedat ere arbejdsomme. Pacific-Banen vilde maaske endnu ikke være kommet i Stand, naar man ikke havde haft den billige kinesiske Arbejdskraft. Af denne Grund er der Mange, der gaa til den modsatte Yderlighed og betragte den kinesiske Indvandring til Amerika som en af de vigtigste Betingelser for de Forenede Staters økonomiske Fremtid. Ogsaa er det et Spørgsmaal, om det vil lykkes ved Lovgivningsforanstaltninger at holde Kineserne borte. Og lukke Nordamerikanerne Døren for de flittige Mongoler, ville maaske andre Lande tage imod dem. I England taler man allerede for Alvor om, at forsøge paa at importere kinesisk Arbejdskraft, navnlig for at benytte dem som Tjenestetyende, hvortil de særligtegnesig.*)

Kampen mellem de hvide og de gule Arbejdere har i de senere Aar i den Grad tildraget sig Opmærksomheden,at med de Sorte allerede af den Grund maatte blive mindre paaagtet. Negerspørgsmaalet existerer selvfølgelig fremdeles; i Sydstaterne er der fremdelesen stor Animositet imod Negrene; — men den Vending, som dette Arbejderspørgsmaal har taget i Nordstaterne, synes dog at tyde paa, at Kampen med de Sorte snarere vil blive ført til en hæderlig Fred end Kampen med de Gule. Mellem de Hvide og de Sorte er der nemlig Tilnærmelser, som man ikke har sporet

---

*) Social-Corresp. Ållgm. Ausg. 1878, Nr. 3. Jfr. ogsaa Rubins Artikel «Om Hungersnøden i Kina og den kinesiske Indvandring til Amerika«, Nationaløkonomisk Tidsskrift 155.

mellem de Hvide og de Gule: Negrene nærme sig stedse mere de Hvides standard of Ufe\ de tage med Iver Del i det politiske Liv; de have vist sig modtagelige for evropæiskKultur, ere overhovedet i en ikke ringe Grad perfektible; til Gjengjæld finde de stedse større Imødekommenhos Hvide: de Fagforeninger og andre Foreninger,der vare lukkede for dem, begynde nu at aabne sig; blandede Ægteskaber blive stedse almindeligereosv. derimod, klamre sig med en forfærdeligSejhed til det Nedarvede, og synes slet ikke tilbøjelige til at tilegne sig Amerikanernes standard of life. Men saalænge det er Tilfældet, er der ikke meget Haab om en Udsoning. For Øjeblikket synes Alt at tyde paa, at det kinesiske Spørgsmaal vil blive viklet sammen med de øvrige Arbejderspørgsmaal paa en Maade, der kun vil bidrage til at give den hele Arbejderbevægelse en saa meget mere ondartet Karakter. Og efterhaanden som Arbejderne faa større social og politisk Indflydelse, vil Forbitrelsen mod Kineserne blive mere akut. I alt Fald for Kineserne ere Udsigterne ikke lyse.