Den engelske Handels nuværende Standpunkt.*)

(Sluttet.)

Under vigende Priser medføre Handelsforetagender i Regelen Tab, thi et billigt Indkjøb den ene Uge er blevet dyrt den næste. Til hvilkensomhelst Pris en Kjøbmand end inukjøber en Vare, kan han blive undcrsolgt i Løbet af et Par Dage eller i alt Fald før han bliver af med sine Varer. Under saadanne Omstændigheder indskrænker han sig og gjør færre Bestillinger hos Fabrikanten. Denne ser stadig sit Lager tiltage til Trods for de vigende Priser, til hvilke han gaar ind paa at sælge, og da han ikke kan udrede Lønninger og opfylde sine Forpligtelser uden at sælge, nødes han til uanset Tabet at søge Kjøbere til stedse lavere Priser. Han nødes derfor til at nedsætte Arbejdslønnen. Efter længere eller kortere Modstand finder Arbejderen sig i det Uundgaaelige, og da han saaledeshar Penge at raade over overfor Detaillisterne, kommer nu Turen og de daarlige Tider til dem. Og efterhaanden som denne Proces skrider frem, gjør hvert Skridt nedad Tingene værre. Værdiforringelsen strækker sig til al Slags Ejendom. Det er ikke Varer alene, som blive billigere, men Fabriker, Miner, Maskiner, Obligationer,Aktier, Jord, Alt rives med i Faldet.

---

*) Efter Augustus Mongredien.

Bankerne, som hidtil villig have gjort Forskud paa Handelssikkerheder, blive nu ængstelige og søge at frigjøresig at inddrage deres Forskud helt eller delvis. Dette falder tungt paa Kjøbmanden. Thi paa det vigende Marked bringer ethvert Indkjøb Tab, hans Lager er blevet mindre værd, hans Debitorer, der lide under samme Tryk, forhale deres Betalinger, den Kredit, som før støttede ham, svigter ham nu, og til Trods for Alt maa han fremad, hvis han ikke vil se sin Forretning standse. De, som have tilstrækkelig Kapital, kunne holde ud i Haab om bedre Tider, men Mange maa give tabt og den Enes Fald fører den Andens med sig.

Nogle Banker, som have indladt sig for dybt med enkelte større Huse, søge at holde disse oppe, for ikke at miste sit Udestaaende, men synke ofte selv sammen under saadanne -Forsøg, som istedetfor st afvende Katastrofen gjøre denne end mere ødelæggende. Det er saadanne omfattende og uventede Bank-Fallissementer, som have bidraget deres til at gjøre det almindelige Tryk endnu føleligere.

Saaledes ere de vigtigste Træk, som have betegnet de sidste Aars økonomiske Historie og de samme Kjendetegn stedse ledsaget ethvert varigt Prisfald. Deter Middelstanden, som har maattet tage mod det værste Stød, thi Arbejderne have som vi have set haft en Støtte i de lavere Priser paa alle Fornødenheder, medens Alle, som have faste Indkomster, ligefrem have staaet sig vel ved det almindelige Prisfald.

Vi slutte heraf, at medens de sidste Aars Fallissementeri
og Handelsverdenen have været Virkningen
af, ikke Aarsagen til Prisfaldet, saa have de paa den

anden Side forøget den Ruin, hvorfra de havde deres
Udspring.

Paa Grund af denne Prisforholdenes Indflydelse paa Omsætningens Tilstand bliver det af yderste Vigtighed at komme til Kundskab om 1) til hvilket Punkt nedad vi nu cre komne; 2) hvorvidt Priserne nu ere komne under det Punkt, fra hvilket de gik opad i 1872, og 3) naar vi tør haabe at have naaet et Vendepunkt.

De tvende første Spørgsmaal lade sig uden Vanskelighed

Ved den samme Fremgangsmaade, som vi have anvendt Hensyn til foregaaende tabellariske Oversigter, men hvis Detailler her vilde optage for megen Plads, ere vi komne til nedenstaaende Forholdstal, som repræsentere Gjennemsniispriserne paa Hovcdartikierne i den engelske Udførsel i de 8 Aar, vi have valgt med 1861 som Udgangspunkt. vi Gjennemsnitsprisen for Udførselen i hint Åar til 1000, faa vi:

Heraf fremgaar:

1. At Gjennemsnitsprisen var højere i 1865 end i 1872, hvad der navnlig skriver sig fra de høje Priser paa Bomuldsvarer som Følge af det knappe og dyre amerikanske Raastof.

2. At Priserne i 1878 sank dybere end i noget af
de øvrige Aar og 8% under Gjennemsnittet af 1861,
som var et yderst slet Aar for Handelsverdenen.

Ved en lignende Methode anvendt paa Indførselen tro vi at have udfundet, Gjennemsnits prisen for Indførselen vedkommende Aarrække. De Artikler, vi have valgt til Basis for Beregningen, ere 21 i Tallet ud af de c. 100, som omhandles i Board of Trades Lister, men da de i enhver Henseende ere *de vigtigste og væsenligste, idet de udgjøre 2/s af hele Indførselen, tør det antages, at Resten følger samme Lov. Sætte vi altsaa Gjennemsnitsprisen Indførselen til 1000, faa vi:

Med andre Ord:

1. Medens Udførselen i Gjennemsnit har givet
højere Priser end Tilfældet var i 1861, have Priserne
paa Indførselen siden da stadigt været nedadgaaende.

2. Medens de Artikler, vi sælge, paa B°/o nær have
naaet Priserne i 1861, er hvad vi kjøbe 35% billigere
end i hint Aar.

3. Hvad vi sælge bestaar væsenlig af Fabrik- og
Manufakturvarer; hvad vi kjøbe væsenlig af Raastoffer
og Agerdyrkningsprodukter.

4. For den samme udførte Varemængde, for hvilken vi i 1861 fik 1000 £, fik vi i 1872 1396 £. For den samme indførte Varemængde, for hvilken vi betalte 1000£ i 1861, betalte vi kun 871 £ i 1872.

5. Priserne paa vor Udførsel, som i 1872 vare stegne
392/sG/o i Sammenligning med 1861, dalede i 1878 7272/3 °/o
under Priserne i 1861. Dette svarer atter til en Nedgangaf

gangaf47 Vs % i Sammenligning med 1861 og af 34 % imod Priserne i 1872. Paa den anden Side falde Priserne paa Indførselen, som i 1872 vare dalede 13 °/o under Standpunktet i 1861, i 1878 yderligere 32% under dette, hvilket svarer til en Nedgang af 22 % af de dalede Priser i 1872. Med andre Ord: Nedgangen paa Udførselenaf mellem 1872 og 1878 gik ud fra høje Priser, Nedgangen paa Indførselen i samme Periode var en Fortsættelseaf Nedgang.

1 nedenstaaende Tabel have vi paa samme Maade taget Gjennemsnittet af Prisforholdstallet af Ud- og Indførsel tilbørligt Hensyn til hver enkelt Artikels relative Betydning med Hensyn til Kvantitet. Den viser saaledes de relative Gjennemsnitspriser paa den hele Varemængde, hvoraf Ind- og Udførsel bcstaar, og da vor Omsætning indbefatter saa godt som enhver Artikel af nogen Betydning, som fremkommer paa Verdensmarkedet, Tabellen siges tilnærmelsesvis at vise den relative Gjennemsnitspris paa enhver Artikel paa Verdensmarkedet. vi altsaa sætte Gjennemsnitsprisen paa alle Varer, Indførsel som Udførsel, i 1861 til 1000, faa vi:

Vi slutte heraf, at Gjennemsnitspriserne siden 1861 efter nogle Aars Stigen atter ere dalede og nu staa 22V2 % under Gjennemsnitsprisen i hint Aar og 30V2 % under det høje Stade, den havde naaet i 1872.

Hvis en Reaktion mod de høje Priser i 1872—1873
havde været eneste Aarsag til det nuværende Tryk, maatte

vi nu have mere end naaet et Vendepunkt, idet Priserne have naaet langt under Udgangspunktet. Men der gives andre medvirkende Faktorer. Vi have allerede omtalt den Rolle, som den aftagende Guldproduktion spiller overfor den stadig stigende Varemængde, som Guldet skal repræsentere. Den samlede Virkning af disse tvende Drivfjedre har fremkaldtog vedblive at fremkalde en større eller mindre Nedgang i Varernes Pengeværdi.

Men hvilkensomhelst Kombination af Faktorer det saa skyldes, have vi set, at Priserne ere dalede ud over det Punkt, som et Tilbageslag alene vilde have bevirke, samt at Nedgangen siden 1861 har været betydelig større paa fremmede Artikler end paa vore egne Produkter.

At vor Indførsel langt overstiger vor Udførsel, navnlig de senere Aar, er et Faktum, som har tiltrukket sig almindelig Opmærksomhed. Man er tilbøjelig til at betragte Forhold som et Onde, der betyder aftagende Omsætning og Formindskelse af vor Rigdom: det er ikke vore Produkter, siger man, som de Fremmede eftertragte i Bytte for deres Varer, det er vore Penge, og Overskudet vor Indførsel er derfor en Maalestok for vor Tilbagegang. At denne Betragtningsmaade ikke holder Stik og ikke er Andet end en Levning af den gamle «Handelsbalance« er ikke vanskeligt at paavise.

Vi paastaa:

Hint Overskud af vor Indførsel over vor Udførsel bevirker
at Guldet forlader os. Det er et Tegn ikke
paa vor Tilbagegang, men paa vor Rigdom.

Alle heldigt stillede Nationer indføre mere end de udføre og vice versa. Lad os først undersøge, hvilke de relative Værdier af vor Ind- og Udførsel have været i de sidste Aar. Det vil da ses, at de langtfra have divergeret meget som det skulde synes ved et overfladisk Blik paa Board of Trades Aarsberetninger. Hvad Indførselen maa, som tidligere antydet, først fradrages 1 pCt. af den officielle Værdi for at komme til Kundskab om det "virkelige Beløb, som den fremmede Sælger modtager af os*). Hvad Udførselen angaar afskibes 2/32_/3 i britiske Skibe. Den samlede Læstedrægtighed, i 1878 udklareredes fra britiske Havne til fremmede Lande, var 17 544 000 Tons. Heraf falder 12 050 000 paa britiske Skibe og 5 494 000 paa fremmede, og i samme Forhold staar den i London tegnede Assurance 2/32_/3 af de 11 pCt. i Fragt og andre Omkostninger, som den fremmede Kjøber af vore Produkter maa udrede, tilfalde derfor britiske Hhedere og Assurandører og maa lægges til den officielle Værdi for at komme til det virkelige som den Fremmede betaler.

Hertil have vi taget Hensyn i nedenstaaende Tabel, som derfor viser den virkelige Forskjel mellem de Summer, have betalt for vor Indførsel og modtaget for vor Udførsel i de sidste 18 Aar. (Summerne ere angivne i Millioner £.)

---

*) Vi have ikke overset, at kun de */s af vor Indførsel foregaar i britiske Skibe og at følgelig Vs af de 11 pCt. tilfalder fremmede Rhedere, men dette Forhold opvejes rigelig af de store Beløb, som remittereB til England gjennem vor Fragtfart mellem fremmede

Det fremgaar heraf, at vi med Undtagelse af 1871, 72 og 73 i mange Aar regelmæssig have indført mere end vi have udført, og at Overskudet af Indførselen i den hele Række af 18 Aar har udgjort 322 Millioner £, hvoraf de 231 Millioner falde alene paa 1875, 76, 77 og 78.

Have vi nu betalt dette Overskud kontant helt eller
delvis?

Ifølge Board of Trades Beretninger stiller Forholdet
mellem Ind- og Udførsel af ædle Metaller sig saaledes i
de paagjældende 18 Aar:

Tallene tale. Disse 92 630 000 £ give et Gjennemsnitsoverskudaf
Millioner £ aarlig i hvert af de 18 Aar,

hvilket omtrent svarer til vortaarlige Behov til kunstneriske
Øjemed, til Erstatning for Slid og til Cirkulationsmidler.

Til samme Resultat komme vi fremdeles ad anden Vej. Ide fireAar 1871—74 have vi udført for 28 Mill. £ mere end vi indførte, i de fire Aar 1875^—78 havde vi indført for 231 Mill. £ mere end vi udførte. Hvis derfor internationale Mellemregninger afgjordes med Kontanter, maatte vi i de fire første Aar have modtaget langt mere Guld fra Udlandet end sædvanlig og vice versa i de sidste fire Aar. Tabellen viser imidlertid, at vi i den første Periode modtog 16 147 000 £ mere end vi sendte og i den sidste 16 326 000 £, eller med andre Ord: i de fire Aar med den store Udførsel modtoge vi 180 000 £ mindre fra Udlandet end i de tre Aar, hvor Overskudet af Indførselen 231 Mill. £.

At England fra Udlandet aarlig modtager betydelige Summer i Renter, Dividender etc. af Laan, Aktier osv., er Noget som hver Mand véd. Hvor stort dette Beløb er, anslaas forskjelligt, fra 30 til 70 Mill. £. Seyd har i 1876 anslaaet Hovedstolen til 1100 Mill. £ og Renten til mellem 40 og 50 Millioner. Fawcett har fornylig anslaaet Rentebeløbet fra Amerika og Indien alene til 30 Mill. £. Gjennem detaillerede Undersøgelser ere vi komne til det Resultat, at det samlede Udbytte af fremmede Papirer lydende paa Sterling og fremmed Mønt i Forbindelse med Remisserne fra Indien for Udlæg for indiske Statsudgifter 55 700 000 £.

Føjes hertil aarlige Amortisationer, Udbyttet af britisk Kapital i fremmede private Foretagender og Remisserne fra engelske Filialer i Udlandet, udkommer et Beløb af 60 Mill. £, som aarlig indgaar til det forenede Kongerige fra Udlandet.

Det er dette store Beløb, der kommer England tilgode Skikkelse af Produkter og saaledes fremkalder hint Plus i vor Indførsel, og det vilde have været endnu større, naar forskjellige Stater ikke havde svigtet deres Forpligtelser.

Vi have ydet store Laan i de sidste 50 Aar (dog langtfra i samme Udstrækning som nu), men et Blik paa Tabellen Pag. 341 viser at Overskudet af Indførselen tiltrodsfor her omhandlede Intrader kun var ringe fra 1863 til 1874, og at det i Aarene 1871, 72 og 73 var Udførselen, som oversteg Indførselen. Aarsagen ligger lige for Haanden. Fra 1863 — 1870 satte vi stadig Penge i fremmede Laan etc., som for endel absorberede de Summer, vi skulde have inddraget i Rente etc. af tidligere Laan, saa at Overskudet af Indførselen ikkun kunde være ringe. Men i Aarene 1871—73 forøgede vi pludselig disse fremmede Laan efter en uhyre Maalestok. Britiske Fabrikanter, Mineejere, Rhedere osv. omsatte KapitalisternesPenge, og Vandel tog et uhyre Opsving, Arbejdslønnen steg og Pulsen slog hurtigere i hele Organismen.Paa Maade bleve ikke blot de Summer absorberede, som vi skulde have modtaget for tidligere Laan til Udlandet, men der udkrævedes langt større Summer, som afsendtes i Skikkelse af den overordenlig forøgede Udførsel. Men da vor overskydende Kapital for en Tid tildels var udtømt, men navnlig fordi flere Stater erklærede sig ude af Stand til at opfylde deres Forpligtelsermod standsede disse Laan pludselig i 1875. Disse Standsninger medførte store Tab og gjorde Kapitalisternebetænkelige. viste sig hurtig. Hin Indtægtfra af 60 Millioner aarlig, som ikke længer neutraliseredes af nye Udtællinger til Udlandet, medførte

nu en forholdsmæssig Forøgelse af Indførselen til en Værdi, der som tidligere paavist paa det allernærmeste falder sammen med dette Beløb, idet Tabellen Side 341 viser at Overskudet af Indførselen i Åarene 1875 —78 udgjør 231 Mill. £ eller 58 Mill, aarlig.

Denne Standsning i fremmede Laanydelser har medført Følger: 1) en betydelig Nedgang i Udførselen. Den britiske Kapitalist laaner ikke længer sine Penge ud, den britiske Fabrikant og Mineejer faar ingen flere Bestillinger at omsættte saadanne Penge i Produkter, Arbejdslønnen falder og Pulsen slaar svagere i hele Organismen; en stor Opsamling af Kapital, som forgjæves søger en sikker og fordelagtig Anvendelse. Vore store Indtægter fra Udlandet, som nu ikke længer lide noget Afbræk ved nye Laan til Fremmede, holdes tilbage i Landet og forøge daglig den store Pengemasse, som ligger unyttet hen. Rentefoden synker saa lavt som ingensinde, Fonds stiger opad mod pari og det antages, at de Summer, fortiden ere deponerede i de forskjellige Banker i Storbritannien, andrage henimod 600 Mill. £, et Beløb, der langt overgaar Alt, hvortil vi tidligere have været Vidne.

Hvis den engelske Handelspolitik havde været flovedaarsagentil Stilstand i Omsætningen, som har været fremherskende i England i de sidste 4Aar, saa maatte de Lande, som vedkjende sig Beskyttelsessystemet, have levet under lykkeligere Kaar i samme Tidsrum. Men dette er langtfra at være Tilfældet, og Omsætningen i den øvrige Verden lider fuldt saa meget som vort eget Land. Fra ethvert Land paa Kontinentet lyde høje Klager over

Stagnation, og Beskyttelsens Skjold hviler saa tungt paa dem, at de fordre det løftet højere op eller længere ned, de vide ikke selv hvad. Hvad angaar det mest beskyttede Land i Verden, de Forenede Stater i Amerika, saa ere de handlende og arbejdende Klassers Kaar slettere der end i Evropa, tiltrods for den forhaandenværende Overflod af frugtbart og billigt Land. I de to Aar 1872^—73, altsaa paa det højeste Punkt af Opsvinget hertillands, da Arbejdstilbudetvar og dyrt, udvandrede 466 000 Menneskerfra til de Forenede Stater, medens Tallet paa Udvandrere i 1876—77 under den haarde Krise gik ned til henholdsvis 54 000 og 45 000, paa samme Tid som et lige saa stort Antal vendte tilbage til England fra Unionen. Man skulde troet, at den stærke Nedgang i Arbejdslønnen i 1876_—77 vilde have været en Opfordring for Arbejderne til at udvandre i en langt større Maalestok end i 1872^—73, da Arbejdslønnen var høj og Arbejde livlig efterspurgt, medens det Modsatte fandt Sted og Udvandringenstandsede. kunde dette gaa til, hvis Beskyttelsen virkelig havde beskyttet Unionen og Frihandelen medført Fordærvelse i England? Sagen er den, at medens Velstanden gik tilbage i England, gik den i endnu højere Grad tilbage i Amerika, og da de mest Interesserede, Arbejderne, hurtig bleve opmærksomme herpaa, foretrak de den lavere Løn her fremfor Underganghist.

Til Sammenligning mellem Frihandelens og BeskyttelsensVirkninger England og Amerika ville vi \ælge det Forhold, hvori de tvende Lande deltage i Fragtfarten paa Verdenshavene — en Pris, som det er værd at kæmpe for. Indtil 1849 var den britiske Handelsflaade «beskyttet» ved Navigationslovene, som gave indenlandske

Kjøbmænd et Slags Monopol, men i hint Aar aabnede vi dristig vor Skibsfart for almindelig Konkurrence, og fra samme Stund blev vor flandelsflaade endnu mere fremragendeend vi bleve Verdens Fragtfarere og vort Flag vajer i enhver Havn, hvor der overhovedet er Noget, som hedder Handel.

Indtil 1860 konkurrerede den amerikanske Handelsflaadealvorlig vor egen og deltog i stort Omfang i en overordenlig fordelagtig Fragtfart paa alle Have. Henved3/i alt Gods, som indførtes til eller udførtes fra amerikanske Havne, førtes i amerikanske Skibe og UnionensFlag stadig Side om Side med vort eget. Borgerkrigen standsede for en Tid denne Konkurrence, men da Krigen var endt, var der Intet, som kunde afholdeamerikanske fra atter at indtage deres gamle Rang mellem de søfarende Nationer, naar ikke én Omstændighed havde været. Beskyttelsessystemet havde antaget overordenlige Dimensioner og fremtvang gjennem Toldsatserne dyre indenlandske Produkter i Stedet for de tidligere billige fremmede. Priserne steg til en saadan Højde, at det blev umuligt for den amerikanske Rheder at bygge og udruste et Skib, hverken Sejl- eller Dampskib,til saadan Pris, at han kunde konkurrere med den britiske, som saaledes har beholdt Farten for sig selv, medens den amerikanske Koffardiflaade er indskrænkettil Fart (som ganske vist lægger Beslag paa en stor Læstedrægtighed) i den Udstrækning, at Unionens egne Frembringelser afskibes i fremmede Skibe fra dens egne Havne. Af de 107 for det meste store Skibe, som ifølge sidste Numer af Dornbusch's "Floating Grain Cargoes List« laa under Indladning for Hvede til

England i San Francisco og Portland, vare 84 britiske,
9 tyske, 2 franske og kun 12 amerikanske.

Den Nedgang i Handel og Omsætning, hvis Aarsager vi her have søgt at udfinde, er uden al Tvivl bleven forøget Frygten for, at de politiske Forviklinger, særlig det orientalske Spørgsmaal, skulde medføre Krig. De skadelige Følger af en Krig med Hensyn til Handel og Omsætning vise sig før dens Begyndelse, som Følge af Uvisheden, og efter dens Ophør, som Følge af Tilbageslagel, selve Krigen tvinger Regeringerne til store Udgifter som bevirke en forøget Virksomhed i man^e Retninger. Efterspørgselen efter Arbejde forøges og fremkalder et tilsvarende Opsving i Detaillisternes Virk= somhed. »Pengene cirkulere» livligt, og de handlende og industridrivende Klasser glæde sig for en Tid ved et kunstigt Velvære. Men naar Krigen hører op, kommer Tilbageslaget, der i meget ligner det, som fulgte paa Opsvinget 1872^—73, og Stilstand og Mangel indtager Pladsen. Saaledes gik det efter Freden 1815, som fulgtes af en Krise, haardere og voldsommere end nogen. Hundrede Tusinder mistede deres Arbejde og nedsank i Nød og Elendighed, og Ildspaasættelse, Plyndring og »Brød eller Blod »-Oprør spredte Forfærdelse over Landet i Aarene 1816 og 17. Ligeledes var Tilendebringelsen af Krigen med Rusland i 1856 fulgt af Paniken i 1857, som fremkaldte mangfoldige Fallissementer med Passiva til et samlet Beløb af 45 Mill. £, indtil Regeringen maatte lægge sig imellem ved at bemyndige Banken til en Noteemission det legale Forhold.

Vi tro dog ikke, at politiske Bekymringer have øvet

nogen særlig betydelig Indflydelse paa Omsætningens nuværendeTilstand sikkert mindre end de Tab, som britiske Laangivere have lidt ved Udeblivelsen af Renterne fra forskjellige Stater. Ikke blot var Rentebeløbet tabt, men dette fremkaldte atter Frygt for, at ogsaa Hovedstolenvar Fare; thi baade offenlige og private Betalingsstandsningerblive i de sjeldneste Tilfælde fulgte af en Gjenoptagelse af Betalingerne. Naar et Land først har svækket sin Kredit ved at standse sine Betalinger, har det samtidig mistet en kraftig Spore til en punktlig Opfyldelse af sine Forpligtelser for Fremtiden, nemlig Haabet om i paakommende Tilfælde at kunne erholde nye Laan. Disse Tab medførte en Formindskelse af vor flydende Kapital og bidroge saaledes i en vis Grad til den almindelige Nedgang. Heldigvis faldt de for største Delen paa Rigmænd, hvem de kunde sætte i Forlegenhed, men ikke ødelægge, og ét Gode medførte de. De rystede de engelske Kapitalisters Tillid til fremmede Regeringers Evne og Vilje til at opfylde deres Forpligtelser, saa at Landets opsparede Kapital, som gjennemsnitlig anslaas til mellem 180 og 220 Mill. £ om Aaret, er forblevet i Landet, hvor den dog for Øjeblikket kun forøger de uhyre Summer,som hidtil ukjendt Udstrækning henligge saagodtsomledige forgjæves søge nye Felter for en fordelagtig Anvendelse.

Den Slutning, vi uddrage af disse vore Betragtninger, er den, at den nuværende Forbindelse mellem lave Priser og Overflod af Kapital berettiger til Forventningen om, at der inden lang Tid vil komme en Bevægelse henimod

højere Priser. Fra samme Stund ville Forretningerne kunne drives med større Fordel, Kapitalen vil fatte ny Tillid, Handelen tage ny Flugt og vi Alle indtræde i en ny Periode af heldigere Aar. Da ville vi Alle efter nogen Tids Forløb presse paa af al vor Magt indtil Priserne have naaet Højdepunktet, og et nyt Tilbageslag hidfører en ny Periode af Nedgang, Tab og Ødelæggelse i Lighed med den, som vi nu opleve, og som vi haabe og tro, om ikke lang Tid at have lagt tilbage.