Otte smaa Noter til Forhandlingen om Grosserer-Societetets Komité og Handelskamre.

Uagtet det er min Hensigt i en ikke fjern Fremtid udførligere at behandle Spørgsmaalene om Varetagelsen af de økonomiske Interesser, Grosserer-Socieléls-Komitéen, Handelskamre osv., skal jeg dog allerede nu — i den største Korthed — se at forebygge, nogle Misforstaaelser, der korn til Orde under Forhandlingen Nationaløkonomisk Forening sætte sig fast i den offenlige Bevidsthed. Da Forsamlingen Kl. lOV2 (efter Etalsraad sidste Udtalelse) begyndte at tænke paa Opbrud, ansaa jeg det for mindre hensigtsmæssigt at forsøge paa at opholde Forsamlingen ved nedenstaaende Bemærkninger.

1. Hvor der — saaledes som i Tyskland — findes tvungne Handelskamre , viser Tvangen sig selvfølgelig navnlig deri, at der skal befales til Handelskamrene; — men derfor bliver det ingenlunde korrekt at sige, al »hele den lyske Handelsstand er (med Hensyn til Handelskamrene) organiseret som hos os.» Per er Forskjelligheder tilstede; (deri er jeg enig med Elatsraad Levy) paa Ordningen Valgret og Valgbarhed ligger ikke Hovedvægten. Det Væsenlige er, at de tyske Kamres Virksomhed er ganske anderledes omfattende end den kjøbenhavnske Komités. Naar Grosserer Fritsche «i de fleste Henseender ikke kan se nogen Forskjel paa de udenlandske Handelskamre og vor Societets Komités, saa maa jeg svare ham, at i de væsenligstft er der en særdeles betydelig Forskjel.

2. Medens en Taler (Grosserer Frilsche) meute, al Handelskamrenes og den kjøbenkavnske Komilés Opgaver omtrent sammen, erklærede en anden (Grosserer Mannheimer), "Udlandets Handelskamre have ganske anderledes udvidede Formaal end Komitéen«. Imidlertid har (hvad jeg ogsaa udtalte under Diskussionen) Grosserer Fritsche virkelig liei i, at Handelskamrenes Opgaver ikke lyde meget anderledes Komitéens; — Forskjellen viser sig først, naar vi undersøge, hvorledes der i Praxis virkes for Opgaverne! Grosserer Mannheimer har Ret, i, at Komitéens Medlemmer «kun ere Repræsentanter for en enkelt Korporation, — Grossererne.« De ere Repræsentanter for Grossererne og for de kjøb en havnske Grosserere; men deres '<Fornjaa!» række videre end til blot al varelage de kjøb en havnske Grossereres Interesser. Det kommer ikke saa meget an paa at udvide «Formaalene» ; men det kommer an paa at udvide af dem, paa at udvide Virkemidlerne, og paa at udvide Repræsentationen.

3. Hvad det angaar «at maale Beretningerne alenvis«, hvilket Grosserer Fritsche bebrejdede mig, saa fremhævede jeg netop, at en saadan Fremgangsmaade ikke gik an, fordi den vilde føre til el for den kjobenhavnske Komité - Beretning for gunstigt Resultat. Mellem de udenlandske Handelskammer- Beretninger og den kjøbenhavnske Komité-Beretning er der, foruden den kvantitative, meget væsenlige kvalitative Forskjelligheder, vel Ingen, der kjender de udenlandske Beretninger, benegie.

4. Højesteretssagfører Octavius Hansen rejste det Hovedspørgsmaal: skal Arbejdet fordeles mellem Regeringsavtoritelerne Ministerium eller Departement) og det af Handelsstanden selv dannede Organ (Handelskammer)? er ikke vanskeligt at besvare, og jeg kan næsten ikke tro, at mit (men maaske en senere Talers) Foredrag kan have foranledigl Højesteretssagfører Hansen til al stille del.

Naar jeg foreslog Omændringer i Regeringskontorerne,
var Meningen ikke den at give Kontorerne væsenligt andre

Arbejder end deres nuværende, men den at skaffe dem flere økonomisk-sagkyndige Kræfter end dem, de for Tiden raade over. Og naar jeg foreslog Oprettelsen af Handelskamre, var Meningen ikke den at tildele disse Institutioner Opgaver der ere principielt forskjellige fra Grosserer-Societets-Komitéens, men den: at skaffe Handelsstanden Organer, der bedre formaa al hævde dens Interesser.

Svaret paa det opstillede Spørgsmaal lyder allsaa saaledes: nogen egenlig Omfordeling af Arbejdet mellem Regeringsavtoritelerne og Handelstandens Organer er her ikke Tale; det gjælder kun at faa Arbejdet bedre udført.

5. Grosserer Thune har Ret i, at jeg helt undlod at omtale Komitéens Legatvirksomhed og Uddeling af Understøttelser Grosserernes Enker og Døtre ni. Fl. Denne Side af Virksomheden slaar nemlig, efter min Opfattelse, i en noget fjernere Forbindelse med Spørgsmaalet om Varetagelsen af de kommercielle Interesser.

6. Naar Grosserer Thune taler om »Handelsstandens egenSkyld», saa kan del naturligvis ikke betvivles, at Handelsstandenhar en vis Mangel paa Energi, naar den ikke allerede har skaffet sig den Repræsentation, hvortil den trænger; men Grosserer Thunes Bemærkning om "Handelsstandens egen Skyld: den kunde jo selv supplere Societetet med saadanneMænd, den antog bedst vilde fremme dens Interessere— uklar. Ved »Societetet« forstaas vel her «Komitéen»; Komitéen bestaar ifølge Lov af en Formand og tolv Medlemmer, og yderligere kan Handelstanden ikke «supplere«den*), Handelsstanden ikke paa egen Haand kan forandre de bestaaende Love. Er Meningen med den citerede Bemærkning den, at Handelsstanden kan vælge, hvilke Medlemmerden vil, (altsaa: «remplacere», ikke »supplere*) saa vare vi jo i Mødet enige om, at Fejlen (d. v. s. den

---

*) Jeg har heller ikke erkjendt at "Rammen til Udfyldning« tilstede. Eller i det Mindste forstaar jeg ikke, hvortil Grosserer Th. sigter med denne »Ramme til Udfyldning.«

utilstrækkelige Virksomhed) ikke laa hos Personerne, men i Institutionen. Det nytter ikke at vælge andre Medlemmer,det heller ikke at vælge flere Medlemmer (hvilket, som bemærket, Handelstanden heller ikke uden Videre kan gjare); men: selve Institutionen .maa omdannes. — En saadan almindelig, rent upersonlig Bemærkning burde kunne udtales, uden at Kogen følte sig saarel. — Naar Komité- Medlemmerne Grossererne Thune og Fritsehe forsvarede Komitéen, som om de kæmpede pro aris et fods, kan der maaske være Grund til at minde om, al selve Komitéens Formand tidligere har lovet at tage under Overvejelse, om der ikke burde gives Komitéen en ny Organisation. Et saadant Løfte vilde Formandenvel have givet, naar han havde været af samme Overbevisning som de lo Komité-Medlemmer, der talte i Nalioriaiakoiioujisk Forening, nemlig af den Overbevisning, at om Komitéen kan det siges: tout est pour le mieux dans le fneilleur des tnondes possibles.

7. Naar Grosserer Thune kan sammenligne Oprettelsen af et Handelskammer i en Provinsby med Aabningen af en Børs i en Provinsby, er han aabenbart ikke rigtig paa del Rene med, hvad det er for Handelskamre Indledningsforedraget anbefalede. Den Børs, han talte om, var en rent privat Indretning,der synke sammen, saasnarl Interessen for den var borle; — de Handelskamre, jeg talte om, ere Institutioneraf Karakter, Institutioner der ikke kunne forsvindefør Lov, der skabte dem. Det er muligt, at der kun i de største af Provinsbyerne vil kunne findes de fornødneKræfter at lede Handelskammerforretningerne; og det er muligt, al andre Grunde tale imod Oprettelsen af Handelskamre i Provinsbyerne; men det er umuligt, at de, naar de først ere officielt konstituerede, kunne forsvinde paa den af Grosserer Thune omlnlte Maade. — At der ikke o trænges» til dem, er en mærkelig BemaM'kning: Naar adskilligeProvinsbyer oprettet og fremdeles opretholde Foreninger til Varetagelsen af de kommercielle Interesser, saa maa der dog vel have været følt en vis Trang. Trangen er der; men medens de provincielle Handelsforeninger kun

yderst mangelfuldt have formaaet at afhjælpe Trangen, vilde
officielle Handelskamre i saa Henseende vise sig at være betydeligtmere

8. Tilbage staar nu kun ét Punkt: det meget vigtige og af flere Talere fremdragne Pengespørgsmaal. Med Hensyn til det gjorde flere af de Tilstedeværende sig højst overdrevne Forestillinger. De forestillede sig el Handelskammer Noget saa uendeligt dyrt, at den kjøbenhavnske Handelstand umulig kunde overkomme det. «Hvor skal Pengene fra?» udbrød Højesteretssagfører Oct. Hansen. «Paalæg Grossererne et Kontingent paa 10 Kr. til!» svarede Etatsraad Levy. Men Tingen kan i Virkeligheden gjøres for endnu bedre Kjøb. Det drejer sig ikke her om særdeles store Summer; thi der er naturligvis Ingen, der vil opfordre et dansk Handelskammer til at udgive saa kostbare Værker som de store østrigske og ungarske Værker, jeg fremlagde i Mødet. (Ogsaa i Udlandet er det ganske undtagelsesvis at saa store og kostbare Værker fremkomme). — I Koln har Tyskland et af sine største Handelskamre. Hvad koster det? I de senere Aar har det, Alt i Alt, kostet en 13000 Kr. Skulde den kjøbenhavnske Handelsstand ikke kunne præstere saa stor en Sum? I Forretningsaaret 1878^—79 havde Handelskamret i Koln følgende Udgifter:

Kan den kjøbenhavnske Handelsstand faa et ligesaa dygtigt og virksomt Handelskammer som det kølnske, kan den være glad. Den vilde da faa sine pekuniære Ofre mere end erstattede den vilde faa et meget rigeligt Vederlag for sine Penge. —

Med disse Bemærkninger tror jeg foreløbig al have besvaret
de fremsatte Indvendinger.