Nationaløkonomisk Forening

afholdt Møde Onsdagen d. 6. November. Hr. Grosserer Pritsche
indledede en Forhandling om

Sparekassesagen.

Indlederen gjorde opmærksom paa, at det Spørgsmaal, der var behandlet af Sparekassekommissionen, ikke var skabt alene ved de Kalamiteter, som havde givet Anledning til Kommissionensudnævnelse, at det havde staaet paa Dagsordenen i lange Tider og lejlighedsvis atter og atter var blevet berørt i de sidste Aars Diskussionsmøder i denne Forening samt udførligtvar behandlet i Dagspressen. Man var Tak skyldig til Enhver, der havde arbejdet for Løsningen af dette vigtige økonomiske Spørgsmaal, som angik ikke mindre end en Sum af 221 Mill. Kroner, fordelte paa en Hær af 400,000 Sparere, hvoraf den aller største Del vare uformuende Smaafolk, uden Forstand paa Pengeomsætning, for hvis Interesser Staten maatte synes at være naturlig Værge. — Var der nu Grund for Staten til at gribe ind i Ordningen af Sparekassernes Forhold? og var Staten i det Hele taget berettiget til en saadan Indgriben? — Begge Spørgsmaal fandt Taleren besvaret bekræftende ved den af Kommissionen afgivne Betænkning, hvis Oplysninger han fandt slaaende og den derpaa byggede Dom ingenlunde for slræng; tværtimod maatte det snarere betegnes som den gunstigst mulige Dom, da den var afsagt alene i Henhold til de af de Dømte selv tilvejebragte Oplysninger. — Det fremgik af Betænkningen, al Kasserne gjennemgaaende manglede tilstrækkeligReservefond ikke havde udsigt til indenfor en

rimelig Tidsfrist at faa denne Mangel afhjulpen; at Formen for Regnskabsaflæggelse og Offenliggjørelse var mangelfuld; at Kassebeholdningerne vare for smaa, Aktiverne mindre let realisablesamt paa en mindre forstandig Maade, og naar hertil føjes Kommissionens sikkert vel overvejede Udtalelse i Betænkningen, Pag. 2.

«Der er endog enkelte Kasser, der ifølge de fremsendte »Oplysninger, dels ved uforstandige Dispositioner, delsved «indtrufne Tab, allerede nu maa antages at have en Under»balance, andre, som ved en eventuel Likvidation ikke »vilde være i Stand til at opfylde deres Forpligtelser og »betale Interessenterne deres fulde Tilgodehavende og saa«ledes insolvente,«

saa fremtraadte derved for Øjet et saa truende og afskrækkende Billede, at det opfordrede til en øjeblikkelig og kraftig Ind griben. — Taleren maalle altsaa i Overensstemmelse med Sparekassekommissionen mene, at der var tilstrækkelig Grund for Staten til at træde til for at regulere Institutioner, der ikke længer kunde overlades til den übundne Frihed, som visselig havde givet Sparekasseudviklingen i vort Land et mægtigt Opsving, som sluttelig havde medført slige Kalamiteter, som dem i Aarhus, i Odense og i Slagelse, og hvoraf der mulig endnu forestod flere. Ja han ansaa det for Statens uafviselige at skride ind, for at tilvejebringe en bedre og paalideligere og han beklagede stærkt, at delte ikke var sket paa et langt tidligere Stadium, da langt lempeligere Midler kunde have været anvendte end de, som nu maatte til, for at tilvejebringe en tilfredsstillende Kontrol; heldigt var det imidlertid at Reformen nu kunde gjennemføres i en forholdsvis stille Periode, hvorved den store Vanskelighed, at finde en Form for Kontrollen, som kunde passe med Sparekassernes store Uensarlethed i Formaal, Administration og Virkemaade, hvilken den frie Udvikling havde medført, væsenligt kunde lettes.

Spørgsmaalet var nu, hvor langt man turde gribe ind, og
hvor stærkt det var nødvendigt at baandlægge Friheden?

De Mangler, som maatte siges at være tilstede og som

maatte fordres afhjulpne, vare af Kommissionen samlede i
5 Punkter, nemlig:

1) Tilvejebringelse af en mere betryggende Bestyrelse med
en forøget Følelse af Ansvar.

2) Begrænsning af Konkurrencen mellem Sparekasserne indbyrdes
mellem Sparekasserne og de Banker, der drive
Sparekasseforretning.

3) Forøgelse af Kassernes Reservefond.

4) Fremkaldelse af tydelige, fuldstændige og paalidelige Regnskabsaflæggelser, Tilvejebringelse af et bedre Grundlag for saavel det Offenliges som Publikums Kontrol med Sparekasserne.

5) Cdvidet Adgang for Myndighederne til Kontrol og til i Tilfælde
Misbrug at skride ind med Undersøgelse, —

hvilke Indlederen i Prineipet kunde tiltræde, medens han delvis var af en noget afvigende Mening med Hensyn til. den Maade* hvorpaa disse Formaal burde søges gjennemførte i det foreliggendeLovudkast. Kommissionen saaledes i Lovforslagets§ andel Stykke foreslog en Begrænsning af Indskudsrententil pCt., saa kunde han ikke paa nogen Maade erkjende Berettigelsen til eller Nødvendigheden af ved Lov at binde Rentefoden, hvis Frihed jo var en af de første, almindeligtanerkjendle Grundsætninger. — Han skulde paa den mest utvetydige Maade erkjende, at Sparekassernes sunde Liv afhang af, at der var et tilstrækkeligt Spatium mellemIndskuds og Udlaansrenten, og han maatte fuldt anerkendeRigtigheden de Betragtninger, der i saa Henseende vare fremførte i Betænkningen, særligt af Kommissionens Mindretal, men netop fordi Nødvendighedens Magt vilde tvinge enhver Sparekassebestyrelse til at respektere denne Grundregel for al Sparekassevirksomhed, ansaa han det for urigtigt ved Lov at etablere en saa væsenlig Indskrænkning i Kassernes fri Virksomhed; dette kunde kun forsvares som et sidste Nødværge, naar alle andre Midler vare udtømte. Saaledes var jo Stillingeningenlunde dette Øjeblik! Intet Kontrolmiddel var hidtil forsøgt, og han var fuldt overtydet om, at man ved forstandigAnvendelse saadanne maatte kunne tvinge Sparekassebestyrelsernetil

kassebestyrelsernetilfornuftige Grundregler for Administrationen. — Af den af Kommissionen meddelte Oversigt over SparekassernesIndskudsrenle iøvrigt, at i Aarene 1875 og 1876 var der resp. 340 og 350 Kasser der gave 4 pCt. Rente, eller netop den Rente, som Kommissionen foreslog fastsat ved Lov, medens samtidigt kun resp. 20 og 32 Kasser havde givet en højere Rente end 4 pCt.

Dette viste altsaa, at selve Forholdene havde udviklet den Tilstand, man ønskede fastslaaet ved Lov, og det var dermed givet, at dette Middel ikke kunde hjælpe mod de nu tilstedeværendeUlemper. lille Mindretal af Kasser, som give over 4 pCt. Indskudsrente, turde ikke nødvendiggjøre en Lovbestemmelseaf tvivlsom Natur, som tvungen Rentefod, saa meget mere, som der imellem disse Kasser utvivlsomt regnedes de kjøbenhavnske Sparekasser, om hvis solide Administration der ikke var rejst Tvivl, og som iøvrigt kun i Undtagelsestilfældegave højere Indskudsrente t. Ex. Sparekassens 4de og ste Afdeling og Arbejderbankens Alderdomssparekasse, hvilke man ikke bør hindre. — Det var berettiget at give en højere Rente for Penge, som indskødes paa længere Tid og mod lang Opsigelsesfrist, og det vilde være Uret at forhindre Sygekasser, Begravelseskasser og andre lignende Institutioner i at faa den tilbørlige Rente af deres opsamlede Kapitaler. Hvis man vilde henvise slige Kapitaler til Anbringelse i Statspapirer, handlede man uklogt; thi selv om de til en Begyndelse anbragtes i 4 pCt. kgl. Obligationer, turde det dog befrygtes, at de sent eller lidligt vilde havne i forskjellige fristende mindre solide inden- eller udenlandske Værdipapirer. Disse Penges rette Hjem var Sparekasserne, og det Samme turde vistnok siges om de Landet over Aar efter Aar opsamlede Kapitaler, som man frem for Alt maalte ønske bevarede fra Anbringelse paa ukyndig eller letsindig Maade i Spekulationspapirer. Men hertil vilde der under skiftende Pengeforhold være en stor Fristelse, naar man for Sparekasserne indførte tvungen Indskudsrente, der alene lod sig forandre ad Lovgivningens Vej, hvilket ikke let og hurtig nok lod sig gjøre. Kommissionen havde selv henledet Opmærksomheden paa, at der var Forskjel paa Rentefodeni

fodeniJylland og paa Øerne, hvilket vistnok er rigtigt, men som kun er et nyt Bevis for det uheldige i en lovbunden Rente; de skiftende Tidsforhold og de forskjellige Stedforhold fordre Frihed og Bevægelighed i Rentefoden. — I Sverig havde man ved den nylig stedfundne Reform af Sparekasselovgivningen ikke fundet Anledning til at slaa Indskudsrenten fast, og det uagtet den ordinære Sparekasserente dér er 5 pCt.; man havde dér nøjedes med i Sparekassernes Vedtægter at forbeholde BestyrelserneRet efter en bestemt Tidsfrist at kunne forandre Indskudsrenten, hvilket vistnok maatte anses for fuldt tilstrækkeligt.— har vistnok ved den tvungne Rentefod ogsaa haft til Formaal at faa de større Indskud — over 2000 Kr. — bort fra Sparekasserne, for hvilke de menes at være farlige; men denne Frygt er überettiget, thi de slørre Indskud modtages selvfølgelig kun mod lang Opsigelsesfrist eller til udbetaling paa forud fastsat Tid og ere i saa Tilfælde gode Penge for Kasserne, idet de hverken tvinge til at holde særlig stor Kasse eller til hurtige og derfor kostbare Dispositioner. — Ved en pludselig umotiveret Panik vil det ikke være disse større Indskud,der Fare eller volde Besværligheder. Det er muligt, at det havde været heldigere om Sparekasserne ikke havde udviklet sig saa bankmæssigt, men vare vedblevne at være det, der oprindeligt var deres Bestemmelse, nemlig Opbevaringsstederfor smaa opsparede Pengebeløb; men som Forholdene nu en Gang under Friheden have udviklet sig, er det umuligt og urigtigt pludseligt at ville skrue dem tilbage til et forlængst forladt Stade, og man skal ikke kue en Bevægelse, som i alt Fald delvis har givet gode Resultater.

Renteforholdet bør altsaa regulere sig selv og Sikkerheden søges paa andre Maader, navnlig ved en indgaaende Kontrol med hele Virksomheden gjennem Regnskabsførelsen og ved Offenliggjørelsen af Virksomhedens Resultater.

Som et første Kontrolmiddel bør fastsættes, at ingen Sparekassekan i Virksomhed før dens Vedtægter eller Love ere godkjendte af Indenrigsministeriet, der er berettiget til at kræve dem ændrede, ligesom ogsaa Tilstaaelsen eller Bevarelsenaf og andre Begunstigelser og Undtageiserfra

tageiserfrade almindelige Love og Bestemmelser gjøres afhængigaf nævnte Godkjendelse. — Det er vistnok nødvendigt,som Kommissionen foreslaaet, at forøge Antallet af Bestyrelsesmedlemmer, saa at Bestyrelsen nærmest kan-virke kontrollerende. Den bør være ulønnet, men hvis Kassens Stør^relsefordrer Medhjælp, maa den være berettiget til at antage dertil Personer udenfor sin egen Midte og fastsætte Lønnens Størrelse. Det synes mindre heldigt at lægge Valget af Bestyrelser i Hænderne paa By- og Amtsraad, hvor der ofte vil savnes den fornødne baade saglige og personlige Kundskab, og hvor politiske Sympathier og Antipathien let kunne være virkende. Hertil kommer, at det maa anses for et for dybt Indgreb i Sparekassernes Frihed, fuldstændigt at berøve dem Retten til selv at vælge deres Bestyrelse, hvorfor det formentligvil rigtigst at lade Valgene foregaa som hidtil, kun med den Indskrænkning, at intet Bestyrelsesvalg er gyldigt, før det er godkjendt af Indenrigsministeriet, hvor den hele Kontrol med Sparekasserne bør samles. Af samme Grunde bør ej heller Valget af Revisorer henlægges til By- og Amtsraad, men foretages efter Vedtægtens Bestemmelser paa IndenrigsministerietsGodkjendelse, Revisionen bør udføres i Overensstemmelsemed af Ministeriet given Instrux. Den sidste Kontrol bør, som af Kommissionens Flertal foreslaaet, udøves ved Sparekasseinspektører; men der bør lægges Vægt paa dertil at erhverve dygtige, særligt sagkyndige Mænd, hvilket ikke vil falde vanskeligt, naar man vil fastsætte tilstrækkelig høj Løn for denne Virksomhed. Samler man hele Tilsynet med og derved ogsaa Hovedansvaret for Sparekassernes forsvarlige Ledelsei Haand, maa man ogsaa give dette en Lejlighed til umiddelbar og stærk Kontrol, hvilket næppe kan opnaas paa anden Maade end ved Inspektør-Institutionen.

Kommissionen har Ret, naar den iøvrigt lægger Hovedvægtenpaa af et virkeligt Reservefond, og dens Forslag i saa Henseende maa billiges. Dog er det vistnok undgaaet dens Opmærksomhed, at ifølge Ordiyden vil dens Forslag kollidere med forskjellige beslaaende Forhold, som det ikke kan antages, at Kommissionen skulde ønske forandrede

eller hæmmede. Hvis, som i Forslaget §4, Bde Stykke, bestemt,det aarlige Overskud skal henlægges til Reservefond,bliver umuligt for «Bikuben» at yde Garanterne det betingede udbytte, ligesom denne Kasse vil være forhindret i som hidtil at assistere sine Børne- og Alderdomsforsørgelsessparere;ligeledes «Arbejderbanken» blive hindret i sin lovbestemteFordeling Udbyttet imellem Aktionærer, Alderdomssparereog Det bør derfor bestemmes, at kun hvad der af Kassernes Aarsindtægt ikke godskrives Indskyderneeller til Administration, henlægges til et Reservefond, hvorhos, hvis Kassen er sikret ved Garanter,Garantifond Aktiekapital, en vis Del af det aarlige Overskud kan anvendes som Vederlagfor saaledes tilvejebragte Sikkerhed, forudsat,at Udgift tillige har Hjemmel i de af Indenrigsministerietgodkjendte

De øvrige af Kommissionen i Forslag bragte Ansvars- og Kontrol-Bestemmelser synes hensigtssvarende og vel overvejede; det kan være et Spørgsmaal, om enkelte af dem bør have Plads i en Lov, eller om de ikke rettere bør optages i Vedtægter Instruxer, saaledes exempelvis Lovforslagets § 4, 3dje Stykke, der omhandler Til- og Afskrivning i Sparekassebøger. enkelt Side er bleven fremsat den Paastand, at de nævnte Bestemmelser vare rettede imod Brugen af Sparekasseanvisninger, at dette ikke er Meningen, synes at fremgaa af Stykkets Ordlyd, sammenholdt med Kommissionens Bemærkninger 3, Side 10. Ogsaa vilde det sikkert være urigtigt ved et saadant Forbud at fortrædige Sparerne, særligt i Kjøbenhavn, Anvisningssystemet er trængt igjennem og gjør Nytte netop for Mellemklassen af Sparere.

Til Bestemmelsen om Udlaan mod Pant i faste Ejendomme bør vistnok føjes Forlangende om et aarligt Afdrag paa Laanesummen, vil være saavel i Laantagers som i Laangivers sande Interesse.

Kommissionen har foreslaaet, at Regnskabsopgjørelsen for
Papirers Vedkommende skal foretages efter den Kurs, som
noteres paa Afslutningsdagen. Man bør dog ikke blive slaaende

herved, men udtrykkelig forlange, at Opgjørelsen sker efter den lavest noterede Kurs; Forskjellen mellem lavest og højst noteretKurs give et temmeligt anseligt Udslag, naar der er Tale om store Summer. Rettest vilde det dog være at optage det af «Arbejderbanken» benyttede System, hvorefter anvendes en Middelkurs for et vist Antal Aar, som dog ingenlunde maa være højere end Dagens laveste Kursnotering; Fluktuationen i Værdiansættelserne bliver derved væsenlig begrænset.

Kommissionens Skjelnen i Forslagets § 13 imellem Sparekasser Banker med Sparekasseafdelinger er vilkaarlig, og der kan derfor rejses Tvivl, om Grænsen er riglig valgt. I den svenske Sparekasselov har man bestemt sig til at skjelne skarpt imellem Banker og Sparekasser; vii man imidlertid ikke her gaa samme Vej, bør dog Banker med Sparekasseafdelinger uden Hensyn til Forholdet imellem Aktiekapital og Sparekasseindskud underkastede Lovforslagets Bestemmelser om Revision, om Regnskabsopgjørelse og om sammes Offenliggjørelse.

Indlederens gode Ønsker vilde følge Lovforslaget paa dets Vej igjennem Lovgivningsmagten; men, hvorledes end dets Skjæbne maatte blive, vilde han for det omfangsrige, samvittighedsfulde omhyggelige Arbejde, som var udført af Sparekassekommissionen, udtale stærk Anerkjendelse og en varm Tak, som han ønskede at rette særligt til Kommissionens Formand, Levy.

Bureauchef Marius Gad Yar vel i flere Punkter enig med Indlederen, men var paa den anden Side temmelig uenig med ham i ikke saa ganske faa. Han er enig med ham i, at baade Regeringen og Kommissionen fortjente Tak: Regeringen fordi den havde bragt det vigtige Spørgsmaal om SparekassevæsenetsOrdningved under Overvejelse; — Kommissionen, fordi den saa hurtigt havde formuleret sine Forslag i et Udkast til Lov. Derimod havde han stærk Tvivl om , hvorvidt KommissionensHovedstandpunktvar og forsvarligt; det var nok værd nærmere at overveje, om det virkelig med Rette kunde siges at være Statens Pligt eller Ret at gribe saaledes ind, at en Tvangslov kom til al omfatte alle bestaaende Sparekasser.StatensOpgave

kasser.StatensOpgavegik næppe videre end til at etablere en Kontrol ligeoverfor Institutioner, der henvendte sig til Lægmænd,som vare i Stand til fuldt at bedømme dem (f. Ex. foruden Sparekasser Livrente- og andre Forsikringsanstalter), for saa vidt Befolkningen maalte antages at ønske dette Sikkerhedsmiddel.Detvar Mangel i vor Lovgivning, at der ikke var en Ordning tilstede, hvorved Sparekasser og andre Kasser, som det store Puklikum fornuftigvis skulle benytte, kunne komme under offenlig Kontrol;' men det vil ikke være rigtigt ved en saadan Ordning nu at se bort fra den historiske Udvikling. Det maa ikke overses, at mange af vore Sparekasserhavdeudviklet saaledes, at de mere ere Banker end egenlige Sparekasser. Vilde Publikum vedblive med at betro dem sine Penge uden nærmere Kontrol, hvorfor saa blande sig heri, naar Publikum virkelig var frit, det vil sige, ogsaa har Adgang til al henvende sig til kontrollerede Sparekasser.Detforekom Taleren tilstrækkeligt, om Loven bestemte, at nye Sparekasser skulde undergives Kontrol, samt at de værende Kasser, der selv ønskede det, kunne blive stilledeunderen — Naar man fastholder, at Omraadet for Sparekasseloven begrænses, som af Taleren angivet, kan man tillige uden Betænkelighed billige Kommissionens MindretalsForslagom saadan Maximumsrenle, at den absolut kan gives ved den forsigligsle Anbringelse af Midlerne. Der kunde dog maaske aabnes Adgang til en Forhøjelse af Maximumsrenten,naarReservefonden naaet 10 pCt. Hvad de store Indskud angik, hørte de egenlig ikke hjemme i Sparekasserne,derved bleve tvungne til at holde store kostbareKassebeholdninger.— Forslag om Bestyrelsensudnævnelseved kommunale Raad var ikke heldigt; heri sluttede han sig til Indlederen, men denne havde ikke Ret i, at Bestyrelsen fornemlig skulde være kun kontrollerende; i alt Fald for en Del burde den være virkelig ledende Bestyrelse. At forlange, at den ledende Del af Bestyrelsen skulde være ulønnet, vilde være i høj Grad urigtigt. Naar der kræves betydeligtArbejdeaf praktisk dygtige og paa det givne Omraade kyndige Mænd, bør man ogsaa være villig

til at yde dem en passende Løn. Indlederens Forslag om Indenrigsministeriets Godkjendelse af Valgene kunde ikke billiges, da Ministeriet i Almindelighed vil savne det fornødne Kjendskab til Personer og stedlige Forbold. En god Konlrol er Hovedsagen,ogderfor de stedlige daglige Revisorer ikke udnævnesafBestyrelsen af Myndigheder, der tør antages at være tilstrækkeligt upartiske. Af stor Vigtighed er det at faa Sparekasseinspektører eller en anden Avtoritet, der kan staa ganske uafhængig af de stedlige Forhold og som Kontrollens øverste Spids, for hvem Revisorerne altsaa særlig have deres Hovedansvar. Kommissionens Forslag, at en s passende» Del af Sparekassemidlerne burde anbringes i let realisable Effekter, er alifor vagt. Taleren saa endelig ingen Grund til at forbydeAnvisningssystemetpaa det frembød store Fordele for Publikum, og der var jo Intet til Hinder for at kræve, at det tydeligt skal fremhæves foran i en Sparekassebog,naarder den er udleveret Anvisningsblanket; enhver vidste da, at det ikke var givet, at Alt var indført i Bogen.

Overretssagfører Hein udtalte sig derefter om den foreliggende (Hr. Heins Foredrag refereres ikke her, da de i det udtalte Tanker findes i den S. 308^—325 optagne Artikel. Vi fremhæve dog med Hensyn til denne Artikel, at den var nedskreven før Diskussionens Afholdelse).

Elatsraad Nationalbankdirektør Levy vilde ikke indlade sig paa alle de fremdragne Enkeltheder, der næppe egnede sig til den mundlige Forhandling her; men han vilde holde sig til Hovedpunkterne. Kommissionen havde efter hans Mening været heldigt sammensat, da ikke mindre end fem af dens Medlemmerumiddelbarthavde gjøre med Sparekasseforhold, saa at den altsaa omfattede betydelig Sagkundskab. Dens Opgave havde ikke været stillet den frit, da det var forlangt, at den skulde udarbejde et Lovforslag, hvorefter alle Sparekasser kunde virke. Man havde derfor maatte begynde med at undersøge disse Kasser, og det havde været baade et besværligt og et lidet glædeligt Arbejde. Den Kritik, der i Henhold til Undersøgelsenvarfældet, nøje overvejet, og den var med Flid holdt i saa milde udtryk som muligt for ikke at vække Uro i

Landet. Jo dybere Taleren satte sig ind i Sagen, desto stærkere rodfæstede den Anskuelse sig hos ham, at radikale Bestemmelservarenødvendige at skabe et sundt Sparekassevæsen. Den stedfundne undersøgelse af Kassernes Sikkerhed havde bl. A. vist, hvor utilstrækkelige Reservefondene oftest vare. Regnskabernevarefor Kasser tilfredsstillende; men nogle vare i en saadan Forfatning, at de burde likvidere. Ved udgangenaf1876 der c. 400 Sparekasser med en Interessenlkapitalpaaover Mill. Kr. Regnskaberne udviste en opsamlet Kapital paa 9V2 Mill. Kr., hvoraf 729 000 Kr. var Aktiekapital;Reservefondene allsaa kun 414¹ /s pCt. af Indskudene,ogfraregnedes blev det knap 4 pCt.; tog man Hensyn til Tabet paa Effekter efter Direktionernes egen Regning, blev Reservefonden endog i det Højeste kun noget over 3 pCt. Og saa var der dog ikke her taget Hensyn til de uundgaaelige Tab paa Prioritetslaan og Laan mod Selvskyldnerkavtion.VoreKreditforeninger, havde arbejdet under solide og gunstige Forhold, forlangte 5 pCt. Reservefond. De norske Sparekassers Reservefond var over 10 pCt. Vore Sparekassers Kassebeholdning var ult. 1876 3,7 Mill. Kr., og i Bankerne indestod 3,8 Mill. Kr., tilsammen 7V2 Mill. Kr., eller kun 3x/23^x/2 pCt. af Indskudskapitalen. En Bank, der havde en saa lille Beholdning, kunde ikke vente nogen gunstig Bedømmelse.Holdtesde Kasser udenfor Betragtningen, havde de øvrige Kasser (med 166 Mill. Kr. i Indskud) kun 2Vs pCt. Kassebeholdning, samtidigt med at de i Bankerne havde laant næsten 2 Mill. Kr., der for en meget væsenlig Del udgjorde deres Beholdning. Mange Steder vare Beholdningerne næsten forsvindende (ikke engang 50 Kr.); ja, der var Sparekasser, som havde slet ingen Kassebeholdning. — Forholdsvis vare de yngre Kasser uheldigst stillede. — Det maatte da indrømmes, at Sparekassedirektionerne, hvor hæderlige de end maalte være, paa mange Steder havde overset Nødvendigheden af et Reservefondmoduudblivelige For at raade Bod paa Mislighederneide Sparekasseforhold, havde man foreslaaetReglerfor og Revisionen; men en Hovedstøttemaattesøges : en bestemt Rentefod. Kun derved

forhindredes den uheldige Konkurrence med Bankerne og mellem Kasserne indbyrdes, og kun derved kunde der tilvejebringes det rette Forhold mellem Indiaans- og Ddlaansrenter samt skaffes Midler til Kontrol og Reservefond. Taleren holdt paa Friheden, hvor den var gavnlig; men hvor den skadede, maatte den indskrænkes. Paa mange Omraader, ved Overformynderiet, Byggeloven etc., var der jo alt Indskrænkninger i Friheden. Hvis man ikke vilde gaa ind paa lovbunden Rente, burde hele Sagen lægges hen, og Opmærksomheden rettes mod OprettelsenafStatssparekasser. andre Steder (f. Ex. det fri EnglandogNorge) man imidlertid ikke haft Betænkeligheder ved de foreslaaede Forholdsregler.

uirekiør Biiig kunde ikke iale i den anerkjendende Tone, som et Par Talere havde anslaael, saaledes ogsaa Indlederen, uagtet denne i alle de vigtigste Punkter forkastede KommissionensForslag.Dersom skulde have sagt noget Rosende om Kommissionens Arbejde, vilde dette have faldet ham meget vanskeligt. Da saa meget allerede var fremdraget af de foregaaendeTalere,skulde kun springvis berøre enkelte Punkter. Det var blevet sagt, at tvungen Rentefod var nødvendig, fordi Forholdene vare saa slemme, men uagtet han ikke kjendte Forholdene saa nøje som Kommissionen, maatte han dog betvivle,atde være saa ravgale, al det skulde være nødvendigtatetablere formelig Belejringstilstand, hvor alt Bestaaendeskuldeunderkastes Regler og til en Begyndelse helt og holdent omkalfatres. — Levy var vel mødt med mange Tal; men de beviste aldeles ikke Nødvendigheden af en tvungen Rentefod. Dersom det var blevet sagt, at de Kasser, der havde givet over 4 pCt., vare slet situerede, medens de andre stode godt, ja saa havde der dog været Logik i at bære sig ad som man gjorde, i at tvinge alle Kasserne til at holde sig til de 4 pCt.; men var der en saadan Forskjel ? Vilde Kassernes ReservefondforTiden væsenligt større , dersom der havde været en tvungen Rentefod? Forøvrigt maatte han anse LovudkastetsBestemmelserfor hyggelige for Bankerne; naar der kom en saadan Lov, saa kunde de ganske anderledes faa Bugt med Sparekassernes Konkurrence; men vilde SparekassernesSoliditetikke

sernesSoliditetikkeskades derved? Om nogle Aar steg maaske den almindelige Rente, saa at Bankerne kunde byde højere Indlaansrente og trække Indskyderne til sig; en Mængde Penge blev da berøvet Sparekasserne, som derfor maatte sælge en stor Del af deres Værdipapirer netop paa den Tid, da de vilde staa lavt; det vilde altsaa volde Kasserne Tab og det kunde da i alt Fald ikke gavne Reservefonden. — Taleren havde en fra Kommissionen aldeles modsat Anskuelse angaaende de større Summer, som indestode i Sparekasserne; han ansaa dem nemligforet Supplement til de smaa Indskud. Naar en Mand kom i December til en Sparekassebestyrer med 40 000 Kroner og spurgte, om han vilde modtage dem saaledes, at de kunde hæves i Midten af Januar, saa gad Taleren vide, om det ikke var fornuftigt af Bestyreren at tage imod dem, naar han vidste, at der gik meget ud i December, medens han i Januar vilde have Vanskelighed med at anbringe alle de Penge, der kom ind. Naar saadanne Penge kunde faas, slap Kassen for først at sælge Papirer og senere at ligge med stor Kassebeholdning.—Naar havde talt om Sikkerheden for Kasserne,undrededet at han aldeles ikke tog Hensyn til den Sikkerhed, som blev opnaaet ved Garanter; en hel Del Gaardmænds Garanti med deres Ejendomme kunde vel maale sig med Garantien ved et Reservefond. Han "skulde tilføje, at naar der udelukkende taltes om Kassernes Sikkerhed, saa tog man ikke Hensyn til Indskyderne; det spillede dog ogsaa en Rolle, at man gav Indskyderne saa meget i Rente, som man kunde. Kommissionen havde skaaret AH over én Kam og derved glemt, at det Udbytte, som en Kasse kunde give, for en stor Del beroede paa Bestyrerens Dygtighed; en dygtig Bestyrer kunde gjøre Pengene frugtbringende paa solidere Maade og alligevel med større Vinding end den udygtige. Han vilde gjøre opmærksom paa, at naar man havde omtalt, at SlatssparekasseniBelgien gav 3 pCt. Rente, havde man glemt, at der hvert ste Aar gives en Bonus til Indskyderne, hvorved udbyttet var steget, saavidt han mindedes, til 4 pCt. — Taleren ansaa det for tvivlsomt, om § 4, 3dje Stykke, virkeligt forbød Sparekasseanvisninger og beklagede, at Levy ikke havde givet

Oplysning herom; del var derfor i hvert Fald sikrest, at Bestemmelsenudgik,da jo aldeles ingen Grund var til at forbyde disse Anvisninger. Han skulde dernæst berøre Bestemmelseni§ 2det Stykke, om Opsigelsesfristen, der næppe gjorde nogen Nytte, saaledes som den stod. Det var udtalt, ogsaa i Falbe Hansens Pjece, at det vilde være let at indrette Vedtægterne saaledes, at det forhindredes at man omgik det, som Bestemmelsen tilsigtede, men i saa Fald behøvedes UdkastetsBestemmelsealdeles saaledes som den stod, gjorde den hverken fra eller til og burde derfor ikke findes i en Lov.

Etalsraad Levy henviste til, at den kgl garanterede Livrcßtcsnstslt
fcascrct ps« en iSSu j.i6ui6 ai * piji.

Direktør Bing kunde ikke forslaa Sammenstillingen med Livsforsikringsanslalten; Rentefoden i denne var vel fast og kun 2 pCt. halvaarlig, men her skulde der jo ogsaa afsluttes Kontrakter paa 30^—40^—50 Aar, man maalte altsaa gjøre Brug af en vis bestemt og rimelig lav Rentefod ved Tarifberegningen.

Cand. polit. Rubin fremhævede Nødvendigheden af at skjelne mellem Aktiesparekasser (derunder saadanne, der ere Led af Banker) og andre Sparekasser: de første havde ansvarlige Ejere og en Aktiekapital til at begynde med, og Bestemmelserne om dem maatte gaa ind under en rationel Aktielov; — for de andre kunde der kun være Tale om at udarbejde en Forfatningslov, ingen Lov der greb ind i Kassernes Forvaltning, hvad aldrig og intetsteds havde været Tanken. Grunden til at man andre Steder havde og nu har tænkt paa at indføre en Sparekasselov, var den, al man maatte værne om Interessenterne, i disse Sparekasser stod ligeoverfor ukontrollerede og uansvarlige Bestyrere. Kun med Hensyn til Kontrollen, hvor stærk den nu maatte være, kunde Staten Iræde til.

Bankkasserer Bing foretrak ligesom flere af de foregaaende Talere langt Indlederens Ændringsforslag fremfor de tilsvarende Punkter i Kommissionens Lovforslag. Derimod var han ikke saa enig med Indlederen i, at det vilde have været übetinget heldigt om Størstedelen af de Summer, der nu fandtes i Sparekasserne,havdefundet

kasserne,havdefundetderes Vej til Bankerne. Han fandt dette tvivlsomt. I det Hele troede han, man var tilbøjelig til at bedømmeSparekassernevel Der stod f. Ex. i Kommissionsbelænkningen,atder Sparekasser, som havde Bøger med Indskud paa 50, 60 å70 000 Kroner, som kunde tages ud uden Varsel; — at noget Saadant var Tilfældet, var i det Mindste aldeles übekjendt i Forretningsverdenen. Det var tidligereblevetsagt tildels gjenlaget af Kommissionen, at de daarlige Pengeforhold for en ikke ringe Del skyldtes Sparekasserne;detvilde være interessant at faa at vide, hvor store Krav de havde stillet til Nationalbanken og andre Pengeinstituter. Hvis man fik at vide, hvorm'eget de i det Hele havde maattet laane, saa var det maaske ikke saa forfærdeligtiForhold de 221 Millioner-Kroner i Indskud. Med HensyntilBestemmelsen at faslslaa Maximums-Renten, var nu Overbevisningen om det Naturlige i en fri Rentefod gaaet saaledesoveri almindelige Bevidsthed, at det maatte paahvile de Herrer, der vilde fastbinde Renten, al bevise Nødvendighedenheraf.Men dette nu sket? Ingenlunde! man havde ikke engang besvaret flere af de rejste Spørgsmaal, saasom: Have de 32 Sparekasser, der give over 4 pCt. mindre Reservefondogdaarligere end de 370 Sparekasser, der give 4 pCt. og derunder? Hvor stort Beløb repræsenterer disse 32 Sparekasser? Mon det ikke for Størstedelen er smaa Kasser eller Kasser under særlige Forhold? Det var ogsaa ganske naturligt, at de i de senere Aar oprettede Sparekasser gave højere Rente , thi Renten var vistnok stegen i Almindelighed. Hvad endelig angik Inddelingen i de før og efter 1856 oprettedeSparekasser,var virkelig ikke noget Forunderligt i, at de ældre Kasser havde sparet mere op end de yngre. Naar Etatsraad Levy viste hen paa Forholdene i Norge, saa burde han ikke glemme, at de norske Sparebanker gave 5 pCt. Rente og dog havde opsparet over 10 pCt. Reservefond. Hertillands var det ikke Indskudsrenlens Højde, der væsenligt havde influeretpaaReservefondenes Nej, den virkelige Grund til at Reservefondene vare saa smaa, var den overalt paa Landet udbredte Anskuelse, at det var Pligt at laane saa billigt ud

som muligt. Der var jo endogsaa enkelte Steder, hvor man laante ud til samme Rente som man selv gav. Forholdene vilde nu nok tvinge Sparekasserne bort fra denne overdrevne Filantropi. Man havde nævnt England som Exempel paa, at man ogsaa i andre Lande bandt Rentefoden. Men Sagen var jo den, at i England vare Sparekasserne udelukkende filantropiskeForetagender,medens hos os for den største Del maatte betragtes som Pengeinstituler, og kun for en ringe Del vare Opsparingskasser for de mindre Remidlede, thi del maatte ikke glemmes, at endogsaa en betydelig Del af de mindre Indskud vare løse Penge og ikke virkelige Opsparinger. Hvis nu Sparekasserneudfyldtederes og gjorde god Nytte som en Art Pengeinstituter, saa var det ikke rigligt at ødelægge dem, men man burde kun- ved at tving« dem til stor Offenlighed i deres Regnskabsvæsen og ved offenlig Kontrol erstatte det Tilsyn som der ellers i almindelige Aktieforetagender blev udøvet igjennem Generalforsamlingerne. Derimod kunde det være rigtigt at skaffe de virkelige smaa Sparere en fuldtud garanteret Sikkerhed, ved at oprette Postsparekasser. —

Efter et Par mindre Bemærkninger fra nogle af de foregaaende
og en afsluttende Replik fra Indlederen, Grosserer
sluttedes Forhandlingerne.