Ejendomsbegrebet. A. Samter: Der Eigenthumsbegriff. Jena,^• G. Fischer. 1878. (35 S.).

Der gives Verdensanskuelser, som ofte i mange Aarhundreder saa nøje sammenvoxede med Folks Bevidsthed, at de først naar de Institutioner, med hvilke de ere sammenknyttede, med tvingende Magt have vist sig at være uholdbare, anerkjendes som urigtige og gradvis blive opgivne. Slaveriet forekom Folk i lange Aartusinder at være den naturligste af Verden, og først efter at de faktiske Forhold havde godtgjort umuligheden af dets fortsatte Existens, blev Troen 'paa dets Berettigelse opgivet. Paa samme Maade vil det gaa med de gængse Anskuelser om Privatejendomsretten: er Forholdenes faktiske Udvikling der vil rokke ved dem, og Ejendomsforholdene have i Virkeligheden udviklet sig saaledes, at en Prøvelse af Ejendomsbegrebet vil blive anerkjendt at være tidssvarende.

Det Hovedresultat, hvortil Samter kommer, er Læserne bekjendt. har allerede oftere været omtalt i dette Tidsskrift, derfra vide Læserne, at han bestræber sig for at faa Bugt med den Fiktion, at «Ejendomsret kun er Privatejendomsret», ligeoverfor den opstiller Sætningen: «Privatejendommen ikke være absolut; ved Siden af Privatejendommen staar der en ligeberettiget Socialejendom.» Men for at fatte Socialejendommens Begreb maa det almindelige Ejendomsbegreb

«Det er», bemærker Ahrens med Rette i sin Naturret, «en paafaldende Kjendsgjerning, at en hos alle Kulturfolk tilstedeværendeIndretning Ejendomsretten endnu ikke har fundet nogen tilfredsstillende videnskabelig Bestemmelse hverken

med Hensyn lil Grund og Væsen eller med Hensyn til Begreb og Omfang.» Ja, der hersker i Virkeligheden fuldstændig Uklarhed og fuldstændig uenighed om alle de Punkter, der indgaa i Ejendomsbegrebet: der er uenighed om, hvad der kan være Ejendomsobjekt, og hvad ikke; der er en endnu større Uenighed om, hvem der kan være Ej endomssubjekt; og der hersker den allerstørste Uenighed om Retsforholdet mellem Ejendomssubjektet og Ejendomsobjektet, om EjendomsretlensGrænser.

Ejendomsobjekter kunne, i snævrere, egenlig Forstand, Ting, materielle Gjenstande, være; i en videre Forstand der ogsaa om Ejendomsret over ikke materielle Gjenstande. Den første Betingelse er nu, at Tingen er tilegnelig; maa den have en afsondret Existens, og der maa tillægges den en eller anden Værdi (en absolut værdiløs Ejendom er en Modsigelse); endelig maa den offenlige Retsorden anerkjende Tingen som Ejendomsobjekt.

Ejendomssubjekter ere Personer. Personen fordrer Ejendom for at kunne hævde sin Personlighed, og ligeoverfor Puehtas Sætning: «ingen Formue uden Person» , kan stilles Sætningen: «ingen Person uden Formue». Ejendomssubjekter ere: 1. Enkeltpersoner; 2. frivilligt sluttede Foreninger af Personer (Familier, Selskaber, Korporationer, Kirken); 3. sociale Tvangsfællesskaber (Kommune, Stat). Tilsyneladende er denne Sætning ganske simpel; men i Virkeligheden, mener Samter, gjør man med den Front imod den farlige Vildfarelse , at al Ejendom skulde være Privatejendom. Vel har man selvfølgeligt ogsaa tidligere anerkjendl Ejendom, der ikke var ligefrem privat; men man har dog altid saavidt muligt betragtet Sagen fra Privatejendommens Synspunkt, og de forskjellige Former af Sameje, hvis Bestemmelse var at holde Privatejendommens EnsidighedStangen, dog — siger Dernburg — efler juridiske Begreber igjen ind i Privatejendommens Ramme. Ja det er, tilføjer Samler, ligefrem forbavsende, hvilken Umage man har gjort sig for paa de Punkler, hvor man ikke kunde bruge det rene Privalejendomsbegreb, at overføre det privatretligeSynspunkt den ikke-private Ejendom. Man ligesom

opfandt «den juridiske Person», i det Øjemed at tvinge den sociale Ejendom ind under Privatejendomsbegrebet; Staten opfattedessom for at dens Ejendom kunde passes sammen med Privatejendom, og al Ejendom der fuldstændigt savnede en privatretlig Karakter, blev betegnet som res naturali jure omnium communes, som res extra 'eommercium, d. v. s. blev overhovedetberøvet Og dog er der ikke den ringeste indre Grund til at fastslaa,^xat — fordi Ejendomssubjektetmaa en Person — denne Person nødvendigvis skulde være en Enkeltperson. AlEjendomssubjekternes forskjelligeBeskaffenhed paavirke Retsforholdet i forskjellige Retninger, staar ikke i Strid hermed. — Vilde man gaa ind paa det i Virkeligheden temmeligt ørkesløse Spørgsmaal, om hvem der er «mest» berettiget til at være Ejendomssubjekt — Privatperson eller Stat og Kommune? — saa synes det at være mere logisk rigtigt og tildels vel ogsaa mere stemmende med Historien at gaa ud fra Fællesejendommen og at udvikle Privatejendommenaf end omvendt at stemple Stats- og Kommuneejendomsom Sekundære. — Endelig maa fremhæves, at ogsaa naar Talen er om, hvem der kan være Ejendomssubjekter Anerkjendelse nødvendig. Den offenligeRet anerkjende Ejendomsobjekterne og -subjekterne som saadanne, for at de kunne blive levedygtige og faa social Gyldighed; den offenlige Ret er i denne Henseende dog bunden; for det Første derved, at Gjenstandene maa have visse Egenskaberfor at kunne blive Ejendomsobjekter, og for det Andet fordi Personerne resp. Foreningerne af Personer have et bestemt Krav paa den offenlige Rets Anerkjendelse, saa at der vilde blive begaaet Uret, naar der ikke toges tilstrækkeligtHensyn disse Krav.

En væsenligt videregaaende Betydning faar den offenlige Ret ligeoverfor Retsforholdet mellem Ejendomsobjektet og Ejendomssubjektet, hvis Omfang og Indhold den har at bestemme.—Den Sætning, der her bliver at fastholde, er denne: Ejeren har en udelukkende Raadighed over sin Ejendom. Dette ligger allerede udtalt i selve Ordet «Ejendom». — Det andet Moment, der er afgjørende for Ejendomsbegrebet,

er dette: Ejeren har en i og for sig übegrænset Raadig hed over sin Ejendom, men (—(^— maa der strax tilføjes (or at forebygge enhver Misforslaael se) Samfundslivet gjør Indskrænkningernødvendige,og har Retsordenenatfastsætte. maa gaa ud fra Ejerens übegrænsede Raadighed over hans Ting; men det maa samtidigt fastholde, at Ejendomsinstitulionen ikke er et blot singulært og individuelt Forhold mellem Ejendomssubjekt og -objekt, der kun angaar Individet, men at det ogsaa har sin sociale Side. Den sociale Interesse træder altsaa begrænsendeogindskrænkende og den udelukkende individuelle Raadighed maa opgives, hvor en bestemt Fastholden af den vilde krænke Socialinteressen. Ligesom Fiktionen, at «Ejendom kun er Privatejendom», maa opgives, saaledes maa man ogsaa forkaste den gamle romerretlige Sætning, at Ejeren har Ret til at bruge og misbruge sin Ting, jus utendi et abutendi; (hi denne Sætning har kun Krav paa Gyldighed i de Tilfælde, hvor Misbruget udelukkende vilde berøre det individuelle Forhold mellem Ejer og Ejendom; men de Tilfælde, hvor saadanne Misbrug fremtræde som rent indre Anliggender, der ikke berøre den sociale Interesse, ere sjeldne. — De to Punkter maa nu fastholdes lige bestemt: Ejendomsbegrebet maa gaa ud fra Ejerens fuldstændige Herredømme over Tingen, — og denne Ret maa nærmere bestemmes og begrænses af den sociale Interesse.Glemmerman Første, øver man strax fra BegyndelsenafVold Ejendomsbegrebet; glemmer man det Sidste, kommer man til den ufuldstændige individuelle Ejendomstheori. Men det Individuelles Krav og det Sociales Krav have en forskjelligVægtligeoverfor forskjellige Ejendomssubjekter og -objekter, og dertil maa Retsordenen tage tilbørligt Hensyn. Og det vilde være urigtigt at opstille en Ejendomstheori, der saa bort fra de forskjellige Ejendomsarter og de forskjellige Kategorier af Ejere. Ejendomsforholdet maa for det Første tage i Betragtning, om Ejendomsobjektet kan, relativt taget, forøges efter Behag eller ej; thi den forskjellige Beskaffenhed af GrænserneforFrembringelsen, en saa stor økonomisk Betydning,atder klæbe den største Mangelfuldhed ved den

Ejendomsordning og den Ejendomslheori, der oversaa denne Forskjel. Og for det Andet kræve de forskjellige Kategorier af Ejere en ganske forskjellig Behandling. Ejendomsindehavernes væsenligt forskjellige Natur maa finde sit Udtryk i Ejendomsordningen,ogEjendomstheorien stedse mindes, at den har at gjøre med forskjellige Elementer, hvis forskjellige Natur kræve særlig Hensyntagen. Privatejendomsretten o: den Ret, der indrømmes Enkeltpersoner over deres Ejendom, maa have et ganske andet Indhold, end den Ret, Staten tilkjender sig over den Ejendom, den forbeholder sig; thi omend Stålen og Enkeltpersonerne i visse Retninger forfølge samme Maal, saa er der dog i andre Retninger den største Forskjellighed tilstede. Hvor meget Praxis nu end har været nødt til at tage Hensyn til disse Forskjelligheder, saa har Ejendomstheorien dog — idet den bestræbte sig for i saa høj Grad som mulig at fremtrædesomen — kun altfor ofte set bort fra dem; den har søgt at forme Ejendomsretten som rent privat og tilmed uden at gjøre nogen Forskjel mellem de forskjellige Arter af Ejendom; men for den Ejendornstheori, der kan se bort herfra, maa der ligge et falsk Ejendomsbegreb til Grund.

Ligesom man maa fastholde, at Ejendomsretten ikke lader sig behandle som en ensartet Materie, saaledes maa man ogsaa fastholde, at den er foranderlig. Ejendomsretten er i Virkelighedenundergiven fortsatte Omskiftelser. Efterhaandensom økonomiske Forhold og Kulturforholdene udviklesig, efterhaanden som Retsanskuelserne lulres. udvikler ogsaa Ejendomsretten sig iny Retninger. Hvad der er nødvendigtfor Tid, passer ikke for en anden. Vel bilder enhverTidsalder ind at have fundet den absolute Ret; men efter kortere eller længere Tid viser det sig dog altid , at den opstillede Ret har sine Betænkeligheder og at den maa omformes,og vi tilbage paa Retshistorien, opdage vi en uafbrudtOmskiftelighed. Grundlag, hvorpaa Ejendomsbegrebet hviler, er stedse omskiftende, og derved bliver faktisk EjendomsbegrebelsIndhold — fra dette Standpunkt maa man da sige, at Ejendomsbegrebet stiller sig forskjelligt lil de forskjellige Tider, og at Fremtidens aabenbart ogsaa vil

blive forskjelligt fra Nutidens. Ifølge sit Indhold kan Ejendomsbegrebetkun
for bestemte Tids- og Kulturepoker.

I det Ejendomsbegreb, som Samter — bortseende fra dets specielle Indhold — opstiller, indgaar der altsaa følgende Bestemmelser: kunne ikke blot Enkeltpersoner men ogsaa frivillige Foreninger af Personer og Tvangssamfund, Stat og Kommune, være; — den udelukkende Raadighed over Ejendomsgjenstandene haves kun med de Begrænsninger, Retsordenen ligeoverfor Ejendomsrettighederne staa Ejendomspligler; Ejendomsobjeklerne, Ejendomssubjekterne og den ved Retsordenen bestemte Ejendomsret ere de konstituerende Elementer, der ifølge deres omskiftende Karakter lade Ejendommen under meget forskjellige Former. — Det er herefter klart, at Samter er den bestemteste Modstander af Savignys Definition af Ejendomsbegrebet som «en Persons übegrænsede udelukkende Herredømme over en Ting», af Puchtas: «den fuldstændige Magt over en legemlig Ting, en Tings totalretlige underkastelse, det fuldstændige retlige Herredømme en legemlig Gjenstand»,^— og af lignende absolute Derimod er han enig med Jhering, naar denne siger: «Lægmænd og Jurister ere enige om, at Ejendommens Væsen bestaar i Uindskrænketheden af Ejerens Herredømme, og at enhver Indskrænkning af dette i Grunden indeholder et Indgreb Ejendommen og staar i Strid med Institutets Ide. Efter min Mening er denne Anskuelse grundfalsk. Det er ikke sandt, at Ejendommen ifølge sin Ide indeslutter den absolute Raadighed i sig. En saaledes formet Ejendom kan Samfundet ikke taale, og har aldrig taalt. Ejendommens Ide kan ikke bringe Noget med sig, der staar i Strid med Samfundets Ide, og der gives, kort sagt, ingen Ejendom, der kan lade være med at tage Hensyn til Samfundet.»

Det lille Skrift, hvis Hovedtanker her ere blevne refererede, dvæler kun ved Ejendomsbegrebet i dets Almindelighed, og indlader ikke paa nogen Undersøgelse af det specielle Spørgsmaal hvilken Stilling der bør indrømmes de forskjellige Kategorier af Ejere ligeoverfor de forskjellige Ejendomsarier.

A. P.