Tysklands socialpolitiske Partier. H. v. Scheel: Unsere socialpolitische Parteien. Leipzig, 1878. F. A. Brockhaus. (173 S.)

En almenfattelig og for Størstedelen objektiv Fremstilling Tysklands forskjellige socialpolitiske Partier. Ikke noget i theoretisk Henseende betydeligt Værk, men et praktisk Værk, navnlig fordi det paa en bekvem Maade vejleder det ikke specielt sagkyndige Publikum og leverer det de forskjellige Partiers Programmer. Forf. har som bekjendt selv taget flittig Del i de socialpolitiske Diskussioner; Folk, der staa de omstridte Spørgsmaal saa nær, kan man neppe vente eller forlange en mere upartisk Fremstilling end den nærværende.

Forf. angiver først, hvad han forstaar ved «socialpolitisk»i til «social», «politisk», «økonomisk». Vi finde intet Interessant at notere her. — Han fremhæver derefter — med Rette —, at den sejeste Fastholden ved de sociale Tilstande sandsynligvis vil gives i den politiske Forfatningsform,der den største Del af de forskjellige Interesser umiddelbart til at gjælde og medvirke: det rene Demokrati maa yde den største Konservatisme; — Erfaringensynes bekræfte denne theoretiske Sætning (jfr.

Schweiz: det demokratiske Referendum har vist en Konservatismehos der vækker Misundelse hos andre Landes Konservative, og bringer Reformvenner til at fortvivle).Omvendt grundige sociale Omvæltninger, pludselige økonomiske Reformer sig intetsteds saa let gjennemføre som under det absolute Monarki, fordi dot yder kraftige Statsmænd et fortræffeligt Apparat til hurtigt og i det gunstige Øjeblik at gjennemføre Reformideer (jfr. Bondeemancipationen i Rusland, de store preussiske Reformeri af dette Aarhundrede osv.). Men i det Hele maa dog Sammenhængen mellem det Socialpolitiskeog Politiske betegnes som temmeligt løs: i Stater, der høre under samme Civiiisationskreds, vil der ved Siden af de forskjelligste politiske i Almindelighed findes de samme socialpolitiske Partier. Dog ikke blot i Stater, der høre under samme Civilisationskreds, men overhovedet paa alle Civilisationsstandpunkter og til alle Tider vil der være én stor Modsætning mellem de socialpolitiske Partier:Modsætningen dem, der befinde sig vel under de givne Samfundsforhold og derfor have Interesse i at bevare dem, og paa den anden Side dem, der stræbe efter principielle sociale Forandringer, fordi de ikke føle sig vel. Af denne Modsætning udspringe de sociale Spørgsmaal. Om dem gruppere sig de forskjellige socialpolitiskePartier konservative, Mellempartier, radikale —, der indbyrdes strides dels om selve Spørgsmaalenes Existens, dels om Midlerne til deres Løsning.

For ret at forstaa de socialpolitiske Parlier er det nødvendigt, mener Forf., først at belyse dem paa «en historisk Baggrund». Derfor giver han Læserne en Fremstillingaf«desocialpolitiske historiske Grundlag». De socialpolitiske Partier, der ere FremstillingeusGjenstand,erevel

stillingeusGjenstand,erevelfortrinsvis Tysklands, men kunne dog i Almindelighed betegnes som det moderne Samfunds. Det moderne Samfunds Udgangspunkt er den store franske Revolution. Men ligesom den politiske Revolution var bleven forberedt ved Montesquieu og Rousseau, saaledes forberededes den økonomiske ved en Skole af Økonomister, der stod i nær Berøring med hin Tids materialistiske Filosofi: Fysiokraterne. Ud af den fysiokratiske Lære udviklede Smithianismen sig. SamtidigtmedatLovgivningen stedse mere gjennemtrængtafSmithianismensIdeer, samtidigt med at Industrien stedse mere antog Karakter af Storindustri, opstod der en Arbejderstand, som staar i et juridisk set frit og i et fuldstændigt løst Forhold til Arbejdsgiverstanden,—sommodtager Pengeløn (der ikke umiddelbartharNogetat med det ved Arbejdet tilvejebragteProduktsVærdi),— efterhaanden som Storindustrienudvidersig,stedse taber Udsigten til at opnaa økonomisk Selvstændighed, — og som stedse mere bliver afhængig af Produktionsforholdenes Omskiftelser. Idet nu denne Arbejds- og Lønningsform stedse mere udbreder sig, skabes der en stor og ifølge sine Livskaar ensartet Masse af Lønarbejdere, en særlig Arbejderstand, ved Hjælp af hvilken overordenligt store industrielle Resultaterganskevistkunne men som dog netop i sin Egenskab af særlig Arbejderstand træder i en vis Modsætning til det øvrige Samfund, og ved de bestandige Kampe om Lønningshøjden meget let trænges hen i en oppositionel Stilling, der finder sit Udtryk i særlige socialpolitiskeKrav.Naarnu, den ene Side, denne ifølge sin Besiddelsesløshed økonomisk lidet modstandskraftige Klasse overlodes til den fri Konkurrencekamp, medens,

paa den anden Side, Driftsherrerne energisk opfyldte den dem af Smithianismen saa indstændigt paa Hjerte lagte Pligt, at producere saa meget som muligt, uden Hensyn til Forbruget af Menneskemateriale, — saa kunde det ikke være Andet, end at der i de arbejdende Klasser maatte udvikle sig Misfornøjelse og Misligheder, der maatte føre til Kampe, naar man ikke ved Hjælp af Reformer blev Herre over dem. I ethvert Fald var der i den ny ErhvervsordningsMislighedergivetStof en Opposition og Kritik, der vilde avle ny socialpolitiske Ideer, — og som den egenlige Skaber af den socialpolitiske Kritik betegnerScheeldaSaint-Simon. Simon havde opkastet det for sin Tid dristige Spørgsmaal: hvad vil være værst for Landet: at det pludseligt mister hele den kongelige Familie, hele Hofstaten, den øverste Gejstlighed, kort sagt de tre tusinde højst staaende Personer, — eller at det mister de tre tusinde største Lærde og bedste Arbejdere?DetSvar,han sig selv, lød paa, at de tre tusinde fine Folk meget let kunde erstattes, og at det vilde være uendeligt vanskeligere at udfylde de tre tusinde Arbejderes og Lærdes Pladser. En alvorlig Sandhed iklædt en pudsig Form! Med hint Spørgsmaal og dette Svar havde Saint-Simon udtalt, at Arbejdet ikke indtager den Plads i Samfundet, der tilkommer det. Smithianerne, der ansaa deres Theori for ufejlbar, fordi den var den naturbestemte, havde bevist, at Arbejdet frembringer alle Værdier; men i det virkelige Liv er det ikke Arbejdet, men Besiddelsen, der sidder til Højbords i den sociale Ordning; — nu kom Saint-Simon og drog de sociale Konsekvenser af hin Theori: thi Saint-Simon fordrede, at den Kraft, der, efter hvad Videnskaben hævder, bærer og opretholder Samfundet, ogsaa skal indtage den første

Plads i dette. Sarafundets betydeligste Klasse staar nu i sidste Række; — den skal fremtidigt, hævdede Saint- Simon, staa i første. Smithianerne havde opfattet «Arbejdet»somtekniskProduktionsfaktor, Middel til Dannelse af Kapital; men heraf havde de ikke uddraget Slutninger til Fordel for Arbejderne; vel havde de proklameretArbejdetsomNationalvelstandens — men af Arbejdets økonomiske Væsen uddrog de ingen social Berettigelse.Saint-SimonhævedeArbejdet et teknisk Element op til et socialt, og paaviste Sammenhængen mellem den økonomiske og den sociale Ordning. «Og idet han videnskabeligt forfølger denne Tanke, grundlæggerhanSocialismen!»

Ved at henpege paa Forskjellen mellem Arbejdets økonomiske og dets sociale Plads havde Saint-Simon draget et mægtigt, hidtil uløst Problem frem, og han havde ud i Folkets store, arbejdende, besiddelsesløse Masse kastet en Tanke, der kunde voxe til en Utilfredshedensog Magt. Hans Efterfølgere, Bazard og de andre Saint-Simonister, søgte at afpasse Theorierne efter den praktiske Agitations Behov. Og af den efter dem følgende Louis Blanc, med hans projekterede Socialværksteder, og hans Forslag om at ødelægge Konkurrencenved o: S tat s konkurrencen, fik Arbejderne at vide, at de godt kunde ,bruge den nuværendeStat en Gjennemførelse af de Reformer, der maatte ønskes. Louis Blanc forlangte hverken et absolut nyt socialt Princip eller en egenlig Omvæltning af den økonomiske Ordning efter hidtil aldrig prøvede Grundsætninger; han vilde kun reorganisere Retningen af tilstedeværende og bekjendte Kræfters Virksomhed. Med denne Tanke er nu egenlig først Overgangen fra den

sociale Reformides hele abstrakte Bevægelse til det praktiske Liv givet. Arbejderne fik nu Øjet op for, at det, som det for dem kom an paa, var: den politiske Magt! Vil de Besiddelsesløse have Noget forandret til deres Fordel, maa de se at erobre Statsmagten! Den politiske Magt bliver det Middel, hvoraf det sociale Demokrati tænker at betjene sig. Og saa udvikler sig da de to sociale Partidannelser: paa den ene Side de Besiddende, der ere tilfredse med det Bestaaende, og interesserede i dettes Bevaren; paa den anden Side, de Besiddelsesløse, der ere interesserede i at erobre den politiske Magt for ved Hjælp af den at sætte Socialreformenigjennem: den konservative Socialpolitik ligeoverfor Socialdemokratiet.

Af de i socialpolitisk Forstand konservative Partier er det saakaldte liberale Parti det vigtigste. Naar det betegnes som «konservativt», saa udtales dermed kun, at det ønsker at bevare de givne Tilstande, og nogen Ros eller Dadel ligger der ikke i det nævnte Adjektiv. len vis Forstand vilde det maaske være nok saa rigtigt at bruge Betegnelsen «konservativ» om dem, der ikke blot arbejde paa en Bevarelse af men ogsaa paa en Videreudvikling af de forhaandenværende Tilstande, i det Øjemed at forebygge Modsigelsen mellem de ydre sociale Former og det indre Liv og Trang til Udvikling; •— men disse Partier betegnes i Almindelighed som Reformpartier.Detliberale der navnlig bestaar af Repræsentanter for den bevægelige Kapital, for Industri og Handel, og for «den dannede Middelstand» (et forøvrigthøjstübestemt idet, selv om dets Grænser nedad lader sig fortsætte, dets Grænse opad er aldeles übestemt) — hylder den rene Smithianisme, Læren om

den uindskrænkede Privatejendom, fordi denne Lære er den fordelagtigste for de Besiddende, for de i økonomisk Henseende Stærkeste. «Som Forsvarer for de Grundtanker,hvorpaavort Samfund hviler, i deres mindst modificerede Skikkelse, er det liberale Parti (der som parlamentarisk Parti kaldes det nationalliberale) uomtvisteligtdetmest af alle socialpolitiske Partier.» Tidligere billigede og fremmede hele dette Parti Schulze-Delitzsch og hans Associationsbestræbelser; senere er der dog tildels indtraadt en vis Lunkenhed for «Selvhjælpen»: de store Løfter blev ikke holdt; de store Løfter om, at de Schulze-Delitzsch'ske Foreninger vilde forsone Arbejderne med den bestaaende social-økonomiske Ordning, kunde ikke opfyldes; den Nytte, Arbejderne faktisk drog af Selvhjælps-Foreningerne, var i Forhold til hvad der var blevet lovet, saa mikroskopisk, at Interessen for dem maatte afsvales. «Dette vil Ingen mere nægte, trods al Sympathi for hine almennyttige og i intet Fald skadelige Bestræbelser. Ved Behandlingen af «det sociale Spørgsmaal» blive de jo nu næsten aldrig omtalt, ikke engang som Angrebspunkter, da Ingen har nogen fornuftigGrundtil bekæmpe dem». — Det liberale Parti er altsaa det i socialpolitisk Forstand strengt konservative. Det politiske konservative Parti, der fortrinsvis bestaarafLandejendomsbesiddere, i socialpolitisk Forstandikkesaa konservativt. Paa Grund af forskjelligeMisligheder,som Gjennemførelse har paaført Landejendomsbesidderne, have de endog oftere gjort Front mod Liberalismen; de have rejst Anklager mod «den omsiggribende Pengekapitalisme», mod «den vilde Spekulation», mod «de Liberales Afsky for Staten», mod de Liberales «Kosmopolitisme», og de have overhovedetoftegjort

hovedetoftegjortLiberalismen til Gjenstand for en skarp Kritik. Men stort videre end til det Negative ere de ikke komne; positive Reformtanker af principiel Vigtighed have de ikke frembragt, og derfor kan der ikke være Tale om at opføre dem blandt Reformpartierne. Som «reaktionære»isocialpolitisk kunne de politiske Konservativedogheller betegnes; vel pleje Socialdemokraterneatkalde Besiddende «en reaktionær Masse»; men hvor reaktionær i religiøs og politisk Henseende de Konservative end ere (mærk: Agitationen mod den almindeligeValgret,uagtet i Virkeligkeden er en yderst konservativ Institution!) — saa ere de det dog ikke i socialpolitisk Henseende; ja socialpolitisk reaktionære Partier ere endog omtrent utænkelige.

De Besiddende ere ikke »en reaktionær Masse», men de kunne betegnes som «en konservativ Masse». Alt er dog ikke stillestaaende i denne Masse; der spores tværtimod og her en Bevægelse, — en Bevægelse der gaar ud paa ikke blot at forsvare den bestaaende Ordning men at udvikle den videre. Dels politiske Synspunkter, dels økonomiske Interesser, dels videnskabelige Overbevisninger sig gjældende. De Reformpartier og de socialreformatoriske Retninger, der opstille ny socialpolitiske Tanker af principiel Betydning, ere: Fremskridtspartiet, det agrariske Parti, de Ultramontane, Statssocialisterne og Kathedersocialisterne.

Fremskridtspartiet er ganske vist oprindeligt en Afart af Liberalismen og repræsenterer sociale Tanker, der ikke væsenligt afvige fra de liberale Grundanskuelser; men det har dog ikke følt sig tilfredsstillet med den rene Smithianisme, og medens de socialpolitisk Konservative slet ikke behøve noget økonomisk Program, da en Henvisningtil

visningtilFrihandelslæren er dem nok, har Fremskridtspartietfølt til at udtale sine Fordringer i et bestemtProgram. tyske Fremskridtspartis politiske Fordringer vedkomme os ikke her; dets Stilling ligeoverfordet Spørgsmaal belyse følgende Sætninger af dets Program:

Formindskelse af Militærbyrderne. Skattebyrdens Fordeling i Overensstemmelse med Skatteevnen; derfor Indskrænkning af de indirekte Skatter. Toldtariffens Simplifikation. Opretholdelse af Næringsfrihed, Koalitionsfrihed m. De arbejdende Klassers, særligt Lærlingernes og tekniske Uddannelse. Lovmæssig Anerkjendelse Selvhjælpsforeningerne. Beskyttelse af Arbejdernes Liv og Sundhed. Bestemmelser om Kvindeog Fabrikordning, industrielle Voldgiftsdomstole Arbejdskamre. Reform af Aktielovgivningen; Grundernes Ansvarlighed; virksom Kontrol fra Aktionærernes

Karakteristisk for Fremskridtspartiet er dets Bestræbelser
at vinde Arbejderne (Max Hirsch's «Gewerkvereine»)
dets ivrige Kamp mod Socialdemokratiet.

Medens Fremskridtspartiet, i politisk og i socialpolitiskHenseende, paa venstre Side af Liberalismen, gaa Agrarier ne eller «Steuer- und Wirthschaftsreformer» — som deres officielle Navn lyder — i socialpolitisk Henseende endnu længere tilhøjre end de politisk Konservative.Partiet, omfatter mange af de ældste Adelsfamiliermed af bedste Klang, er ikke som Fremskridtspartietet politisk Parti, men nærmest et økonomisk Parti med socialpolitisk Tendens. Det vil beskytte Grundejendommen imod Liberalismens Tilbøjelighedtil at skjærme om den bevægelige

Kapital. Dets Program indledes med en Bemærkning om, at den økonomiske Ordning skal hvile paa «et kristeligtGrundlag», indeholder bl. A. følgende Sætninger:

Skatterne skulle fordeles ligeligt, saaledes at den nu overbebyrdede Grundbesiddelse og det redelige Arbejde fritages for endel af sine nuværende Byrder. Den Dobbeltbeskatning, ligger i Grund-, Bygnings- og Næringsskatten, fjernes. Renteindkomst skal beskattes højere end Arbejdsindkomst. Imod Pengekapitalens Omgaaen af Beskatningen skal der tages virksomme Sikkerhedsforholdsregler. absolute Frihandelssystem er uigjennemførligt; nationale Arbejde og Produktion bør beskyttes. Børsskat og Beskatning af udenlandske Værdipapirer er absolut nødvendig. I Jernbanevæsenet skal en billigere og sikrere Statsdrift træde i Stedet for Aktiedrift. Ophævelse Banknote-Privilegier. Reform af Aktievæsenet; Forholdsregler mod de moralske og økonomiske Farer ved Grundernes utilstrækkelige Ansvarlighed. Revision af Næringsloven. Loven skal anvise en Form for Kontrakter mellem landlige Arbejdsgivere og Arbejdere, der virksomt beskytter begge Parter. Landejendomsbesidderne skal der indrømmes en efter dem afpasset Gjældsform og en med tyske Sæder stemmende Arveret.

Agrarierne ville altsaa have, at det økonomiske Samfundskal paa et «kristeligt Grundlag». Maaske er det derfor, at de rase saa voldsomt mod «das Judenthum».Dog Grunden ogsaa være den mere personlige,at af Landejendomsbesidderne staa i et trykkende Gjældsforhold til jødiske Kapitalister. Sikkerter i ethvert Tilfælde, at der i Tyskland er opstasetet andre Lande ukjendt «Jødespørgsmaal»,

og at Agrarierne specielt have taget sig af det. Det er navnlig i de senere Aar, efter Milliardbevægelsen og Gründerperioden, at dette Spørgsmaal bliver mere og mere diskuteret i Tyskland. Man udtaler først Frygt for, at Jøderne, en fremmed Nation, med væsenligt kosmopolitiskeTendenser, skulle fortrænge den ægte tyske Aand og Moral; og denne Frygt næres navnligi og Egnene østligt for Elben, hvor Jøderne ere saa talrige; men Frygten synes temmelig ugrundet. Man udtaler dernæst sin Uvilje imod den Behændighed, hvormed Jøderne have vidst at koncentrere Pengemagten i deres Hænder, og er bange for, at den germaniskkristeligeMajoritet blive økonomisk afhængig af og skatskyldig til den jødiske Minoritet; og det lader sig ganske vist heller ikke benægte, at Jøderne gjennemgaaendeere behændige end de Kristne, men Forholdetsynes endnu ikke at have antaget en saadan Karakter, at Agrarierne ere berettigede til at indføre et nyt «socialt Spørgsmaal», Jødespørgsmaalet.

Foruden at hævde «det Kristelige» søge Agrarierne navnlig at værne om Landejendomsbesiddernes Interesser, og ønske endelig Forholdet mellem Arbejder og Arbejdsgiver ved Lov. Endnu mere vidtgaaende Forslag opstilles af de Ultramontane. Den afdøde Biskop i Mainz, Frih. v. Ketteler, var tidligere Ordfører for de ultramontane Socialreformatorer; men det egenlige katholsk-sociale maa endnu søges i den Tale, Domkapitular d. 27. Fbr. 1871 holdt for sine Vælgere i Mainz. Her findes følgende Sætninger:

Staten maa tage sig af de fattigere Klasser ved Beskyttelseslove,ved
ved Formindskelse
af Skatte- og Militærbyrden, ved Indskrænkning af Kapitalmagten.Beskyttelse

magten.Beskyttelseaf Arbejderforeninger. Lovmæssig Ordning af Arbejdstiden, Lønningsforholdene, Kvinde- og Børnearbejdet. Stats-Pengeunderstøttelse til Produktionsforeningerog Foretagender, der have det Formaalat Arbejderne selvstændige. Kirken skal fremme socialpolitiske Øjemed ved at præke Kjærlighedens Aand, ved at udøve og lære at udøve det Gode, ved at styrke Haabet om et bedre Hinsides.

Den katholske Kirke har ganske vist arbejdet med en ingenlunde almindelig Iver for at fremme Arbejdernes Vel. Langt ligegyldigere ligeoverfor den sociale Bevægelse den evangeliske Gejstlighed forholdt sig. For nogle Maaneder siden have dog flere af dennes Medlemmer Forening med andre orthodoxe Protestanter dannet et «kristeligt s ocialt Arbejderparti» og stiftet et Blad, kaldet « Stats socialis ten». I de liberale Blade betegnes dette Partis Medlemmer som «Mucker». Scheel har en modsat Opfattelse; men til at indlade os paa hans Betragtninger over Statssocialisterne og de Kristeligt-Sociale have vi saa meget mindre Grund, som vi alt tidligere tilstrækkeligt udførligt have belyst denne Art Socialisme.*)

Af Scheels Udtalelser om Kathedersocialismen skulle vi kun anføre, at han nærer Tvivl om Hensigtsmæssighedenaf af Eisenacher-Foreningen, og at han tager Kathedersocialisterne i Forsvar ligeoverfor den Beskyldning, at de ved deres Kritik af den bestaaende Samfundsordning skulde have befordret den socialdemokratiskeBevægelse, en Beskyldning der jo er bleven fremsat bl. A. af Bamberger i hans i forrige Hefte omtalte

---

*) Nationaløkon. Tidsskrift XI, 157 fg.

Bog. Overhovedet har deres Indflydelse paa Socialdemokraterneaabenbart
lig Nul.

Blandt de radikale Partier finde vi det socialdemokratiske, det kommunistiske og de bakuninske Anarkister. Hovedpersonerne ereLassalle og Marx. Hovedtankerne ere Ophævelsen (ved Hjælp af Produktionsforeninger) af en egenlig Arbejderstand, Arbejderbevægelsens Karakter og dens kommunistiske Forlangendet om en Omdannelse af Familieforholdene og af Ejendomsforholdene. Vi finde ingen Anledning til at dvæle ved, hvad Scheel meddeler herom. Naturligvis har han Ret, naar han udtaler, at man maa mangle alt Kjendskab til den sociale Historie, naar man mener — hvad faktisk mange «praktiske» Folk mene —, at Socialdemokratiet kunstigt er skabt af nogle faa Personer, og at man derfor, naar man expederer «Førerne» enten ud af Landet eller ind i Fængsler og lignende Opholdssteder, er færdig med Socialdemokratiet. Socialdemokratiet er et Vidnesbyrd om Sygdom i Samfundslegemet, det lader sig desværre lige saa lidt som andre Sygdomme tilintetgjøre ved dialektiske Gjendrivelser. ved Hjælp af dem eller ved at fjerne de revolutionære Personligheder, men kun ved at bekæmpe de i Samfundsforfatningen liggende Aarsager, ud af hvilke Sygdommen har udviklet sig, vil man kunne faa Bugt med denne. —

Ligeoverfor det moderne Samfunds to store Ideer, Frihedens og Lighedens, indtager Liberalismen en Stilling, Radikalismen en modsat, og de socialreformatoriske en Mellemstilling, en Mæglerstilling. Efter denMaade, hvorpaaLiberalismenopfattede gjaldt det i størst mulig Grad at værne om Individualismen, og navnlig blev

i dette Øjemed Privatejendomsretten stærkt accentueret. Ligheden fik for Liberalismen egenlig ikke nogen selvstændigTilværelse,idet kun blev en formel Lighed, en «Lighed for Loven», en Indrømmelse af samme formelleFrihedtil ; for nogen anden Lighed end den blot formelle kunde de Besiddende heller ikke have nogen dybere Interesse. — De radikale Partier lægge derimod Hovedvægten paa Ligheden. Friheden og Ligheden ere ikke forenelige efter den Maade, hvorpaa de Liberale opfattedisseBegreber: Liberales Frihed modarbejder i Virkeligheden Ligheden; Liberalismens Frihed medfører faktisk, at de fra tidligere Tider overleverede og endnu bestaaende sociale Uligheder, Besiddelses-Uligheder og Erhvervs-Uligheder forstærkes; thi en saadan formelt lige Frihed vil bevirke, at den Stærkere fortrænger den Svagere og tilintetgjør ham; men naar Uligheden saaledes stedse tager til, frembringes der en med Friheden uforenelig Tilstand: Friheden bliver illusorisk. Paa Ligheden maa der derfor navnlig lægges Vægt, og derfor er det ikke rigtigt, saaledes som Liberalismen, at gaa ud fra Individet og at søge at omgive de individuelle Interesser med Garantier; men man maa gaa ud fra det Hele, fra Samfundetogfra Organ, Staten, der maa holde IndividetindenforSkranker, Indholdet af dets Frihed og virke for Ligheden. — Saaledes ræsonneres der fra radikal Side, og nægtes kan det heller ikke, at Frihed og Lighed under Liberalismen ikke er kommet de BesiddelsesløsetilGode samme Grad som de Besiddende. Et oppositionelt Parti, der protesterer imod Liberalismens Frihed og Lighed og fordrer en ny, mere tidssvarende Formulering af disse Begreber, er for saa vidt berettiget; — men deraf følger rigtignok ikke uden Videre, at NutidensSocialdemokratier

tidensSocialdemokratierlivskraftigt. Den socialdemokratiskeTanke:at politisk Magt for ved Hjælp af den at sætte sociale Reformer igjennem, — kan man bekæmpefrakonservativ men maa dog indrømme, at den i og for sig ikke kan siges at være uskikket til at skabe et livskraftigt Parti. Nej, Mangelen ved Nutidens Socialdemokrati ligger deri, at det saa godt som udelukkendegiversig med Angreb paa det Bestaaende, altsaa deri at det næsten er et rent negativt Parti; thi de Fremtidsidealer,Marxhar ere i ethvert Fald saa fjerne, at de ikke kunne give Partiet et for den nærværendeTidbrugbart Grundlag at holde sig paa. Saaledes som Socialdemokratiet for Tiden ledes, hidses det enten henimod en Revolution, der vil mislykkes, eller ogsaa maa det trække sig tilbage for et andet oppositionelt,omendogsaa Parti med klarere Maal og mere praktiske Ideer. Saaledes som de radikalt socialistiske Partier for Tiden arbejde kunne de ikke gjennemføre positive Reformer men kunne kun samle og ophidse de utilfredse Elementer. De kunne vel voxe i Omfang, men de kunne ikke længe holde sig paa deres nuværende Grundlag; de maa antage et nyt, eller give Plads for andre oppositionelle Partier.

Af de i det Foregaaende omtalte social-reformatoriske Partier tager det agrariske sig lidt for exclusivt af en enkeltInteresse, Fremskridtspartiet,derimod, sig af de Besiddelsesløse,Arbejderne, de økonomisk Svage, men søger samtidigt saavidt muligt at hævde det liberale Standpunktog holde sig borte fra alt «Socialistisk», om det end søger at «organisere Individualismen», at tilvejebriugeFabriklovgivning andre socialistiske Indskrænkningeraf

ningerafPrivatejendommen. Det andet Reformparti, der tager sig af de Besiddelsesløse og Arbejderne, det katholskeParti, ikke saa bange for Socialismen. Ja, det har vist endog nærmet sig Socialisterne mere end mange af dets Medlemmer i Hjertet billige; thi man kan ikke godt antage, at alle de Elementer, hvoraf det katholskeParti Tiden er sammensat, vilde være tilbøjeligetil fastholde en saa afgjort fjendlig Holdning ligeoverforLiberalismen Partiets nuværende, naar politiskeOppositionshensyn forbød dem at virke sammen med de regerende Partier. Disse «socialreformatoriske Partier» saavel som det med det sidstnævnte beslægtede statssocialistiske betegner Scheel som «udviklingsdygtige»og dem en Fremtid. En saadan kan han derimod ikke indrømme den rent konservative Liberalisme.

A. P.