Moralstatistiken og den fri Vilje.

«Kun saa ufllosofiske Hoveder som Ad. Quetelel og Th. Buckle,» skriver Rümelin, (i en af de i «Reden und Aufsätze» optagne Smaanotitser) «kunde støtte den nu saa udbredte Lære, at Moralstatistikens Kjendsgjerninger maa føre til den fri Viljes Negation. Naar man først har opstilletet Friheds-Begreb, er det ikke underligt, at Kjendsgjerningerne bagefter ikke ville stemme med det. Naar kun Den skal kaldes fri, der ikke lader sig bestemme ved Motiver, eller i det Mindste ikke ved saadanne der ogsaa indvirkepaa Lige og ere forstaaelige for Alle, men øser sine Beslutninger af en uregen og enestaaende Individualitets uudgrundeligeog Dybder, — saa ere de Manges Handlinger overhovedet ikke sammenlignelige indbyrdes, og enhver Konstans er uforstaaelig. Holde \i os nærmere til Erfaringen,saa vi kun tale om den menneskelige fri Vilje i den Forstand, at der er indrømmet Mennesket i Sammenligningmed dyriske Motivers Snæverhed et uendeligt rigere Spillerum af Drifter og Anlæg, at til det dyriske Livs mangfoldigeDrifter der sig Modtagelighed for Følelser af en højere Orden, at disse mangfoldige Motiver træde i forskjelligartedeForbindelser og Modsætninger til hverandre, og at dette brogede Spil af Tilskyndelser foregaar i et bevidst Centralpunkt,som kalde vort Jeg, der følende og overvejende udmaaler de forskjellige Tilskyndelsers Værd og sluttelig med Vilje giver et Udslag i den ene eller den anden Retning, — et Udslag der ganske vist maa stemme med den Enkelles Karakter, o: med det samlede Komplex af medfødte og uddannedeog Øvelse forstærkede Egenskaber, og som derfor

kunde forudsiges af hvem der fuldstændigt kjendte denne Karakter, men som dog ved sin Side har en Følelse af andre udslags Mulighed. Med el saadant Frihedsbegreb staar det ikke i Strid, at mange Mennesker under lignende Betingelser handle ens. — Min individuelle Frihed forlanger kun, at jeg i Overensstemmelsemed Natur kan reagere imod de ydre Indvirkninger;men en Anden ved Siden af mig handler ligesomjeg bevæges af de samme Moliver, har Intet at gjøre med min Viljes Frihed. De menneskelige Individualiteter forholdesig til hverandre som ikke-sammenlignelige Originaler,men alle indenfor den samme Artskarakters Grænser; alle Mennesker have de samme Drifter og Anlæg; Forskjellen ligger kun i den relative Styrkegrad, i hvilken de enkelte Træk ere udprægede hos hver især, og i hvilken de enkelte Motiver indvirke bestemmende. Tallet paa fælles Motiver, som Ingen ganske kan unddrage sig fra, er overordenligt stort. Ingen er i Stand til at fornegte sit Kjøns og sin Alders fysiologiske Indvirken. En Mængde andre Faktorer_—Klima, Race, Nationalitet,Sprog, , Bolig, Opdragelse, historiske Traditioner, politiske Tilstande osv. —• danne en Gruppering af Menneskene, og anviser hver Enkelt indenfor den samme Gruppe, hvor forskjellig Modtageligheden for de enkelte Motiver end er, en vis fælles Grundtype; men man kan dog ikke sige, at hver Enkelt kun er et Produkt af denne Gruppekarakter, men med lige saa stor Ret det Omvendte: her er et Vexelvirkningsforhold.Menneskets bestaar ikke i, at intet ydre Moment indvirker bestemmende paa det, men i det Spillerum og i den Mængde af Former og Grader, hvori Individualiteten formaar at reagere imod hvert enkelt af hine Momenter.

«Hvorledes kan man da overraskes over, at Tallet paa Vielser i et Aar ikke er mærkeligt forskjelligt fra Tallet paa Vielser i det foregaaende eller efterfølgende Aar, naar der ikke foreligger nogen særlig Grund til Afvigelse, men at del i høj Grad paavirkes af Forandringer i de økonomiske Betingelser for Giftermaal, at det stiger, naar Erhvervsforholdene lettes, og falder, naar der indtræder Dyrtid, i Krigsaar, under industrielle Kriser osv.? Ikke dette, men det Modsatte vilde — hvis det

fandt Sted — være et Argument imod den menneskelige Frihed.Dyrene sig, hvadenten deres Næringsmidler ere rigeligere eller ere mere knebent tilstede, og overlade Ungerne til deres Skjæbne. Mennesket, frit for Naturdriflens tvingende Magt, overlægger, om det er raadeligt al skride til at stifte Familie. At nu ikke En men Mange under lignende Betingelseranstille saa fornuftig Overvejelse, og at denne Faktors Indvirken viser sig ved Folketælling, er et haandgribeligt Bevis for, ikke imod, Viljens Frihed, saafremt man ikke gjør denne til en logisk uting. Paa samme Maade forholder det sig med de andre Hovedbeviser fra Kriminal- og Selvmordsstatistiken. At brutale Voldsgjerninger mere udøves af Mænd end af Kvinder og mere af Folk i en kraftig Alder end af Oldinge og Drenge, det kunde man vide paa Forhaand; andre Forbrydelser, vide vi, ere afhængige af en bestemt Gruppes Kulturtrin, Karakter og økonomiske Forhold; — men at i den samme Gruppe og i korte Tidsrum Fristelserne og Modstandsevnen imod Fristelsernebevæge indenfor snævre Grænser, er ikke saa forunderligt.Ja maa lænke os, at disse Regelmæssigheder ville med den stigende Kultur ikke formindskes men tværtimodforøges. vi forsøge at foreslille os et Folk af Filosofer eller ægte Kristne eller en Republik af Engle, saa ville vi snarere vente en større end en ringere Konstans i Moralstatistiken, skjønt og fordi vi her maalte forudsætte et større Maal af fri Vilje. Det moralske Ideal viser hen til en stadig Harmoni mellem Kræfterne.

«Forøvrigt ligger det Interessante ved Moralstatistiken slet ikke i Paavisningen af saadanne Regelmæssigheder i MenneskenesHandlinger, tværtimod i Tallenes fremtrædende stadige Bevægelser. Hin Konstans er for en stor Del kun tilsyneladende; kommer kun til den, naar man, seende bort fra det Enkelte og udviskende det Forskelligartede, gaar løs paa de store Gjennemsnitstal, i hvilke det Variable træder tilbageog I Virkeligheden ere de moralske Tilstande og de menneskelige Handlingers Retninger i bestandig Bevægelse,frem tilbage. Fra Decennium til Decennium, fra Folk til Folk, overalt viser en nejere Betragtning en stadig

Forandring. Selvmordsfrekvensen stiger endnu uafbrudt; den er overalt forskjellig, og selv den saa gjerne fremhævede Scala i de valgte Dødsmaader forandrer sig bestandigt og vil om nogle Tiaar fremvise et helt andet Billede. Naar Statistiken kun antydede for os de konstante Forhold i disse Ting, vilde den, naar disse én Gang vare paaviste, være færdig med det Samme. Først idet den lærer os at følge Folkenes langsomme, stille Gang paa ny Baner, viser den os Tidens sande Tegn, der ellers saa let skjule sig ogsaa for det mere opmærksomme Blik i de forvirrede Fremtoningers Virvar. Saadanne Forandringerlade kun tænke som Massevirkninger af en aandelig Bevægelse og have individuel Ejendommeligheds og udviklings vide Spillerum til nødvendig Forudsætning. Blandt ufri Væsener vilde de slet ikke være tænkelige. Fysiologisk interessante og overraskende ere uden Tvivl Moralstatistikens meget omtalte Regelmæssigheder, saaledes som de paa den mest lærerige Maade vise sig i det statistiske Mønsterkapitel om Selvmord, med Hensyn til Selvmordernes Alder, Kjøn, Nationaliteter, Trosbekjendelser,Motiver, osv. Men de fordringsfulde Ord, Lov og Nødvendighed, skulde man dog ikke saa let føre i Munden, hvor man kun kan tale om fysiologiske Tilskyndelserog Dispositioner. Man nævne os blot en eneste Lov, som den saakaldte Moralstatistik skulde have fundet! Dens, ogsaa herefter store, Fortjeneste bestaar blot i, at den empirisk har fastslaaet og nøjere begrænset visse Kavsalforbindelseraf fysiologisk dels psykologisk Indhold, der i og for sig kunde formodes og vare forstaaelige; den har ved Hjælp af Masseiagttagelser lagt Nationers og Tidsaldres faktiske moralskeTilstande og mere omfattende for Dagen, end dette var muligt ved Hjælp af den Enkeltes utilstrækkelige og subjektive lagttagelser.

«Det Problem, hvortil Moralslatistiken fører, er kun alter Spørgsmaalet om Vexelvirkningen mellem Samfundet og den Enkelte. Med det metafysiske Spørgsmaal om den menneskelige Frihed har den Intet at gjøre.»

Ret har Rümelin utvivlsomt i, at hverken Quetelet eller
andre Moralstatistikere have bevist den fri Viljes Ikke-Existens;

de have bevist dens Ikke-Existens lige saa lidt, som Rumelin beviser dens Existens; thi hans positive Antydninger i denne Retning ere ikke ganske heldige. Osgaa gjør han Ret i at fremhæve, at Spørgsmaalet om Menneskets fri Vilje er et metafysiskSpørgsmaal: Moralstatistikerne i Almindelighed skrevet sig det bag Øret, vilde vi vel være blevne fritagne for en Del af de yderligt uklare Betragtninger, hvormed adskillige moralstatistiske Værker ere fyldte. Om Oklarheden i Behandlingenaf her omhandlede Sag kan man faa en lille Forestilling,naar vil læse det paagjældende Kapitel i det Værk af Maurice Block, der nylig anmeldtes her i Tidsskriftet (se S. 70). Heller ikke har G. Mayr i sin forøvrigt fortjenstfulde Bog (ogsaa anmeldt her i Tidsskriftet 11. Bd. S. 125) været videre heldig, med hvad han siger om den fri Vilje.