Hvad er en «Generation» ?

Jjegrebet «Generation» tilhører Befolkningslæren og Statistiken, imidlertid hidtil ikke har bekymret sig meget herom. Allerede Sprogbrugen er vaklende og vildledende. Vi tillægge Ordet aabenbart ganske forskjeilige Betydninger. man siger: den nuværende Generation vil neppe opleve, at Folk rejser til Amerika pr. Luftballon, saa forstaar man ved Generation Totaliteten af alle nulevende Naar man siger: Trediveaarskrigen ligger syv Generationer eller Menneskealdre bag os, saa mener man dermed, at de Nulevende maa gaa syv Grader tilbage for blandt deres Forfædre at finde Trediveaarskrigens Herefter er ethvert Menneske adskilt fra sin Fader eller sit Barn ved én, fra sin Bedstefader eller sit Barnebarn ved to Generationer. Og i denne Betydning der altid to, tildels endog tre eller fire Generationer samtidig, medens der i Ordets først anførte Betydning kun lever én Generation ad Gangen. Som Synonym, af en noget übestemtere Betydning, bruge vi ogsaa Udtrykket «Menneskealder», der tillige spiller over i Middellevetidens Begreb.

Allerede i den ældste Oldtid træffe vi Begrebet Generation. Mangel af Kalendere og fast Tidsregning tjente Slægtregistrene som Tidsmaal. Det er interessant, at det græske Ord ytvta allerede brugtes i samme Dobbel-Betydning «Generation» hos os. Naar Jesus, talende om sin Gjenkomst, siger (Mat. 14, 34): «Sandelig siger jeg eder: denne Slægt skal ikke forgaa, førend dette sker altsammen», forstaar han ved «denne Slægt» Totaliteten af alle sine Samtidige, og vil udtale, at der blandt de Dalevende findes Folk, der ville opleve, hvad han forudsiger.

Og hvem tænker ikke paa Nestor, der — som det
hedder hos Homer (11. I, 250) — saa tre Menneskealdre:

Alt var barn svundne forbi to sprogbegavede Slægters
Mænd, som i forrige Dage med ham opvoxed og leved

Hist i det hellige Tylos, nu hersked han over den tredje. Homers Ord ere forøvrigt lidt uklare; thi blot at se tre Generationer er der ikke noget Mærkeligt i: Enhver der i sin Barndom har en Bedstefader og i sin Alderdom selv bliver Bedstefader, ser fem Generationer, og dette Tilfælde vel egenligt det normale. Sandsynligvis har Homer ment, at de Krigere, Nestor førte for Troja, var Børnebørn af Mænd, med hvilke han i tidligere Dage var draget i Felten. Herefter behøvede Nestor ikke at være 100 Aar; 80 Aar vilde forslaa, naar vi tænke os Krigerne som gjennemsnitligt omtrent 30 Aar gamle.

Herodot bruger jævnlig «Generation» som et Tidsmaal.
regner tre Generationer paa et Aarhundrede;
altsaa er en Generation omtrent 33 Aar.

Det er efter Herodot blevet almindelig Brug at betragteen eller «Menneskealder» som V3 af et Aarhundrede, altsaa som 33V3 Aar. Men er en Generationvirkelig bestemt Tidsstørrelse? er den konstant

eller variabel? og, hvis det Sidste er Tilfældet, hvad Betydninghar om den er længere eller kortere? Ved hvilke Midler formaar Statistiken at give Svar paa disse Spørgsmaal?

Det statistiske Udtryk for Generationen som Tidsmaal være den gjennemsnitlige Aldersdifference mellem og Børn for en given Tid og under givne Samfundsforhold. sige udtrykkeligt ikke: mellem Forældre Børn, og af Hensigtsmæssighedsgrunde heller ikke: mellem Fædre og Sønner. Aldersdifferencen mellem Mødre og Børn vilde være en Opgave for sig, som vi imidlertid ikke her skulle løse. At tage Midtpunktet mellem Faderens og Moderens Alder og dermed sammenligne Alder, vilde gjøre Opgaven overordenlig kompliceret og sluttelig dog kun hvile paa en værdiløs Fiktion.

Det nærmest liggende og virksomste Middel til at finde Aldersforskellen mellem Fædre og Børn, vilde være den direkte Undersøgelse, idet man paa Folketællingslisterne Siden af de enkelte Individers Alder noterede deres Fædres Alder, og derefter beregnede Gjennemsnittet. Dette er endnu aldrig sket, og vil af flere Grunde neppe blive forsøgt saa snart. Derfor er man indtil Videre henvist indirekte Midler, til Kalkulationer og Kombinationer, til Slutninger fra et større eller mindre Antal Exempler.

Det er indlysende, at en Generations Længde afhængeraf Faktorer: 1. om Mændene gifte sig i en yngre eller ældre Alder; 2. om Frugtbarhedsperioden i Ægteskabet er kortere eller længere. Begge Momenter gribe for saa vidt ind i hverandre, som der ved Gifter* maal i en yngre Alder bliver Sandsynlighed for en længere Frugtbarhedsperiode. Forskjellen mellem Faderens og

Børnenes Alder skal hverken beregnes efter den Førstefødteeller den Sidstfødte, men efter Børnenes Gjennemsnitsalder;og Mangel af Detailopgivelser maa man tage den halve Forskjel mellem det ældste og det yngste Barns Alder. Det statistiske Udtryk for en Generations Varighed bliver saaledes: Mændenes gjennemsnitlige gteskabsalderplus halve Varighed af Ægteskabernes gjennemsnitlige„Frugtbarhedsperiode.

Men ogsaa ligeoverfor det saaledes stillede Spørgsmaal Statistiken for Tiden med kun meget utilstrækkelige hverken om Giftermaalsalderen eller om Frugtbarhedsperiodens Længde haves der fyldestgj_ørende

Der foreligger ingen Kjendsgjerninger, der berettige til at antage en Forskjel i Tilbøjeligheden til at gifte sig indenfor den kristne evropæiske Civilisations Omraade. Kjønsmodenheden indtræder vel i de nordlige Lande ikke til samme Tid som i de sydlige; men bortset fra denne fysiske Forskjel, er Viljen (men ikke den økonomiske Evne) til at gifte sig altid tilstede. Det Afgjørende ligger ide økonomiske Betingelser. Hvor det er let at stifte og ernæreen gifter man sig tidligt; hvor det er vanskeligt, sent: hist blive faa, her mange Mænd ugifte. De gunstigste Betingelser findes dér, hvor der er frugtbarJord Overflod tilstede, hvor Arbejdet er søgt og lønnende, saaledes som paa forskjellige Steder i den ny Verden. Her gifte Mændene sig allerede i Begyndelsen af Tyverne. Det Modsatte ses dér, hvor det af retlige eller faktiske Grunde er forbundet med Vanskelighed at nedsætte sig: her kan den Gjennemsnitsalder, i hvilken Mændene gifte sig, godt være 35 Aar eller mere. Men mellem disse to Grænser — Midten af Tyverne og Midten

af Trediverne — vil i de fleste evropæiske Lande den Gjennemsnitsalder, i hvilken Mændene gifte sig, sædvanlig ligge, og uden at tage meget fejl kan man for Evropa, navnlig Mellemevropa, sætte denne Alder til c. 30 Aar.

Det andet Punkt, der bliver at bestemme, er den ægteskabelige Frugtbarhedsperiodes gjennemsnitlige Varighed. her lade Statistikens hidtidige Midler os næsten ganske i Stikken. At bestemme Frugtbarhedens Varighed har imidlertid — ogsaa bortset fra Spørgsmaalet om Generationens — sin Interesse.

Rümelin har da, for at vinde nogle faste Holdepunkter, undersøgt 500 (württembergske) Familier, seende bort fra barnløse Ægteskaber og saadanne Ægteskaber hvor Børaeavlen kunde betragtes som afsluttet. I disse 500 gteskaber Frugtbarhedsperioden gjennemsnitligt 12,2 Aar. Frugtbarheden varede i

Paa hvert af disse 500 frugtbare Ægteskaber kom der gjennemsnitligt 6 Børn. De barnløse Ægteskaber beregnes her til x_li eller 14^—15 pCt. af alle Ægteskaber. — Den Befolkning, blandt hvilken Rümelin har foretaget disse Beregninger, bestaar for Størstedelen af Vingaardsfolk og smaa Haandværkere, med meget talrige Familier, mellem hvis Børn der hersker en uhyre stor Dødelighed: et Dusin Børn, hvoraf to Tredjedele i meget ung Alder dø bort, er her noget ganske Almindeligt.

Endvidere gjennemgik Rümelin, for at hente sine
Exempler fra de forskj elligste Samfundskredse, Gotha-
Kalenderen, og fandt dér 264 Ægteskaber, blandt hvilke

Frugtbarheden gjennemsnitligt varede 12,7 Aar, — et Tal
der ikke afviger meget fra det ovenfor nævnte. Der var
deriblandt

Tallet paa Børn er sandsynligvis ringere end i de ovenfor nævnte Familier, men lader sig ikke bestemme, da kun de levende Børn findes anførte i Kalenderen. — At Frngtbarhedsperioden dog er lidt længere, ligger vel deri, at i de Samfundsklasser, der her komme i Betragtning, Mændene, naar de overhovedet gifte sig, at gifte sig tidligt, da en Opsætten sjeldent vil forandre meget i de økonomiske og andre Betingelser.

Overensstemmelsen i Resultaterne fra to saa forskjellige er i ethvert Fald interessant og gjør det sandsynligt, at Tallet 12 saa nogenlunde vil stemme med det virkelige Gjennemsnitstal. I England, hvor Mændene gifte sig noget tidligere, og hvor der hersker stor Rigdom paa Børn, vil Frugtbarheden maaske vare 13_—14Aar, i Frankrig, hvor Ægteskaberne i Almindelighed ere lidet frugtbare, maaske 7—B7_—8 Aar. 7 og 14Aar ere sikkert Minimum og Maximum for den gteskabelige

Hermed haves de to Elementer til Bestemmelsen af en Generations Længde. En lille Modifikation i den ovenfor angivne Formel (Mændenes gjennemsnitlige Giftermaalsalderplus halve Varighed af den gjennemsnitligeægteskabelige er dog nødvendig. Af praktiske Grunde var det nødvendigt at regne den gteskabeligeFrugtbarhed Vielsen til det sidste Barns

Fødsel; men egenlig kommer det an paa at finde Aldersdifferencenmellem ældste og det yngste Barn af samme Ægteskab. I Reglen falder nu det ældste Barns Fødsel først henved et Aar efter Vielsen; omfatter den ægteskabelige Frugtbarhed et Tidsrum af 12 Aar, bliver altsaa Aldersforskellen mellem det ældste og det yngste Barn gjennemsnitligt kun 11 Aar. Man maa altsaa føje det første Aar efter Ægteskabet til Ægteskabsalderen og trække det fra Frugtbarhedsperioden. Hvor Mændenes Ægteskabsalder gjennemsnitligt er 30 Aar, og hvor det sidste Barn fødes gjennemsnitligt 12 Aar efter Vielsen, bestemmes da Generationens Varighed paa følgende Maade: 30 -f 1 -f- u/2u/2 = 36V2 Aar. I Landene med tidlige gteskaber(de Stater, Rusland, Avstralien), vil GenerationensVarighed endel kortere; i Lande med de modsatte Forhold, derimod endel længere. Hos den tempererede Zones Nationer med monogamiske gteskaber,ville yderste Grænser for Generationens Længde vel være omtrent 32 og 39 Aar. — Herodots 33^x/ 3x_/3 Aar, eller tre Generationer paa et Aarhundrede, stemmede sikkertret med Virkeligheden; men man maa ikke.opfatteAngivelsen en Generation til 33^3 Aar, som om dermed mentes, at der ordenligvis vil fødes og dø tre Generationer i et Aarhundrede; tværtimod bør det betragtessom Normalt, naar der allerede mellem Faderens Fødsel og Sønnens Død forløber et Aarhundrede.

Som Fuldstændiggjørelse og Illustration af det Foransagte
vi nogle historiske Data:

Dronning Viktoria nedstammer i direkte opstigende Linje i 25de Grad fra Vilhelm Erobrer, der fødtes omtr. 800 Aar før hende; en Generations Længde er altsaa 32 Aar; — men Regenternes gjennemsnitlige Regeringstid var kun

omtrent 23 Aar. — Greven af Chambord nedstammer i direkte Linje i 27de Grad fra det franske Kongehus's Stifter, Hugo Capet, der fødtes henved 900Aar før ham; en Generations Længde er altsaa her 33 Aar; — men Kongernes gjennemsnitlige Regeringstid var kun omtrent 26 Aar. — Fra Kejser Frans Josef til Rudolf af Habsburg er der 18 Generationer ä knap 33 Aar.^— Fra Kejser Vilhelmtil Frederik af Hohenzollern 14 Generationerå Aar. — Fra Kejser Alexander II til Mikael Romanof 7 Generationer ä kun 31V2 Aar. Fra Kejser Alexander til den ældste oldenburgske Stamfader, Elimar, 22 Generationer ä 33 Aar. — Ganske lignende Forhold finde vi i Italien, Kongeriget Sachsen, Württemberg, Bajern m. fl. Lande._— Vende vi os til Danmark, se vi at der mellem Kristiern I og Kristian IX ligger 392 Aar (hin født 1426, denne 1818). Gjennem Mand af Mand nedstammer Kristian IX i Ilte Grad fra Kristiern I; én Generation altsaa ä 35V2 Aar. Derimod ligger der 12 Generationer (altsaa å 32V2 Aar) mellem de to Konger, naar vi betragte Kristian Xl.s Nedstammen gjennem Frederik V.s Datter. Men i de 415 Aar mellem Kristierns I.s Tronbestigelse og Frederik VH.s Død regerede der 16 Konger, altsaa gjennemsnitligti Tidsrum af 26 Aar.

Man ser, at Generationernes Længde stemmer saa temmeligt med det ovenfor Angivne. Da Prinser og Tronarvinger Almindelighed gifte sig i en ung Alder, vil Generationerne i Kongefamilier naturligt blive noget kortere end det Sædvanlige. —

Tilbage staar nu dette Spørgsmaal: hvilken Betydning
det overhovedet, om Generationen er kortere
eller længere?

Begrebet Generation er et af de Midler, hvorved Befoikningsstatistikensøgerat

foikningsstatistikensøgeratkarakterisere og sammenligne Nationernes sociale Tilstande. De unge, fremadstræbende, stærkt fremadskridende, hurtigt voxende Nationer have korte Generationer. De unge Mænd lære tidligt at staa paa egne Ben, komme hurtigt i selvstændige Stillinger og stifte allerede i en ung Alder Familie, medens deres Fædre endnu ere i en kraftig Alder. Tidligt og stærkt gjør den unge Slægt sig gjældende i Stat og Kommune, i det økonomiske Liv. Ogsaa i Ide-Verdenen finder en hurtigere Omsætning Sted. Ungdommelige, ideale, radikale Anskuelsertrængesig og med Held frem. De unge Mænds Stemme faar her i alle Spørgsmaai en stor Vægt. — Det er vel tænkeligt, at Tendensen til en hurtig, fremstyrtendeUdviklingmodvirkes andre Faktorer: i Kina for Exempel, findes der vel korte Generationer og gteskaberindgaasi saa ung Alder, at, som man siger, de Mænd, der endnu ien Alder af tyve Aar ere ugifte, maa ligeoverfor Øvrighed gjøre Regnskab for Grundene til at de endnu ikke have giftet sig; men FædrenemyndighedensenormeUdstrækning übegrænsede Varighed forhindreriForening de øvrige Garantier for Stabilitet den raske Bevægelse, der ellers er karakteristisk for Landene med korte Generationer. Dog lader det sig ikke nægte, at hin Tendens i og for sig er begrundet i Sagens Natur; den finder sit frieste Spillerum i de civiliserede Folks Koloniallande, især under republikanske Statsformer. Kolonierne leve altid hurtigere end Moderlandet, hvadenten det er fremad eller tilbage. — Alt dette forholder sig anderledes hos de gamle modne Folk, med fuldstændigt optagen Jord, med større og mere komplicerede Fornødenheder.Mændenekomme og først efter en længere Fordannelse til økonomisk Selvstændighed og til at stifte

Familie. Tyngdepunktet for det politiske, økonomiske og aandelige Livs Udvikling ligger i de midaldrende Aldersklasser.EthvertFremskridt kun for sig under større Vanskeligheder og Kampe; paa en langsom, sindig Maade bryde Forandringerne sig deres Vej i Samfundet. Og alt dette hænger nøje sammen dermed, at Generationerne ligge langt fra hverandre, saa at Sønnerne ikke opnaa Indflydelse ved Siden af, men først efter Fædrene.

Man vil maaske mene, at en Forskjel paa højst B—lo8_—10 Aar i Generationens Længde ikke kan have saa store Virkninger; — men den er dog netop tilstrækkelig til at begrunde meget indgribende Forskelligheder. Naar, efter Biblen, Støvets Aar er 70, og Aldersforskellen mellem og Børn gjennemsnitligt er 35^—36 Aar, — saa er det knap nok, at to fulde Generationer komme til at leve ved Siden af hverandre. Ere Børnene kun en 28—30 Aar yngre end Fædrene, lader en Livsgrænse ved 70 Aar Plads for 2V2 Generation. Her vil en langt mere forskjelligartet Berøring mellem de forskjellige Aldersklasser finde Sted. Forholdsvis Mange ville her komme til at nyde den Lykke at have Bedsteforældre, og det endog til hen i Ungdomsaarene; i det andet Tilfælde kun Færre og kun i de første Barndomsaar. Det er ikke uden Betydning, at den opvoxende Slægt umiddelbart lærer at kjende den bortdøende Slægts Opfattelsesmaader. —

En Generation, Aldersafstanden mellem Fader og Søn, er os et mere naturligt og forstaaeligt Tidsmaal end et Aarhundrede. Hele Verdenshistorien synes at træde os nærmere, naar vi forestille os, hvor ofte vi have at tilbagelæggeden endte Vej fra Fader til Søn. Forskjelleni mellem Forældre og Børn synes os en relativt mindre og mere som en let Nuancering af den

samme Grundfarve: og dog ligger Voltaires Tidsalder kun tre, og Gustav Adolfs, Cromwells, Richelieus og Kristian d. Fjerdes kun syv Generationer bag os, og vor tredivte Forfader ofrede endnu til Thor og Odin. Ikke voldsomme Omvæltninger og vulkanske Udbrud forme Menneskehedens Liv; men de smaa, successive Forandringer i Fædrenes og Sønnernes Opfattelser samle sig til de Massevirkninger, hvis Indhold og Rækkefølge vi kalde Menneskehedens Kulturhistorie.