V. Socialisme og Socialistlov.

Den nu af Rigsdag og Forbundsraad, af alle Lovgivningsfaktorer tyske «Socialistlov» er kun en Begyndelse; — derom synes man, trods al øvrig Uenighed Opfattelsen af Loven, at være enig: De Ultramontane gjennem deres Blad «Germania», at den saakaldte Socialistlov kun er et første Skridt: Undtagelseslove altid frugtbare, og denne Lov vil, som sine Lige, avle Børn, Moderen værdige. Fra den modstaaende indrømmes det aabent, f. Ex. gjennem «Nordd. allgem. Zeitung», at Loven kun er en «Abschlagszahlung», «efter al Sandsynlighed vil blive fulgt af ny Krav». Og i de Ord, hvormed Fyrst Bismark den tyske Rigsdag, antydede selve Rigskansleren tilstrækkeligt tydeligt, at hines Frygt og disses Haab med Hensyn til Lovens Forstaaelse ere vel begrundede.

Loven, er et «første Skridt», — derom ere Klerikale og Præstehadere, Konservative og Radikale, Rigsvenner og Rigsfjender enige. Det er just ikke noget nyt Princip, der ved den er bleven indført: den har tværtimod adskilligeSidestykker,

skilligeSidestykker,og Historien har tilstrækkeligt ofte haft Lejlighed til, med tvivlsomt Held, at belære os om, hvad der kan udrettes og hvad ikke ved den Slags Forholdsregler,hvormed tyske Regering nu igjen vil prøve sin Lykke. Alligevel har denne Begyndelse, dette «første Skridt» sin Interesse og bør ikke lades uænset af, hvem der følger den sociale Bevægelses Udvikling. Denne sociale Bevægelse er, siden Pariser-Kommunens Undertrykkelse, ikke i noget Land fremtraadt i interessantereFormer i Tyskland; og skrev Interessen sig først fra den Dristighed og Styrke, hvormed de tyske Socialdemokrater skred frem imod Samfundet, saa vil den nu forøges ved den Maade, hvorpaa — man tør ikke sige «Samfundet»), men Regeringen søger at værge sig imod de truende Angreb.

Lovens Historie er jo i Korthed følgende: Hödels Attentat d. 11. Maj gav den tyske Regering Lejlighed til at indbringe i Rigsdagen et Forslag til en Lov om «Forebyggelseaf Udskejelser», — en yderlig elastisk Lov, ved Hjælp af hvilken Regeringen ikke blot vilde kunne ramme Socialdemokraterne, paa hvem Loven nominelt nærmest var møntet, men en hvilkensomhelstMand, den af en eller anden Grund ikke syntes om. Lovforslaget var et Slag i Ansigtet paa alle liberale Principer; de Nationalliberale følte sig yderst indignerede herover, og med stort Flertal blev Forslaget forkastet. Saa kom Nobilings Attentat 2. Juni. Nu fandt Regeringen, at Øjeblikket var bekvemt for en Opløsning: Rigsdagen opløstes, og ved Valget sidst i Juli mistede det nationalliberale Parti endel Pladser, omend ikke saa mange som Regeringen havde haabet og paaregnet. For den ny Rigsdag, der traadte sammen i September, forelagdeRegeringen

lagdeRegeringenet Lovforslag, der var noget udførligere og udarbejdet med noget større Omhu og Forsigtighed end det tidligere, men som i Realiteten ikke var bedre, men tværtimod mere vidtgaaende. Ved Valgene havde Regeringen vel vundet, men dog ikke vundet en tilstrækkeligsikker Lovforslagets Skjæbne laa fremdeles ide Nationalliberales Haand. De Nationalliberale havde nu Valget imellem at hævde Principerne eller at udsætte sig for Farerne ved en ny Opløsning. De viste sig at være, ikke Heroer, men ganske almindelige dødelige Mennesker: trak det korteste Straa, Pladserne i Rigsdagenvare for dyrebare! Denne Fremgangsmaade betegnedes som «statsmandsmæssig»: det var «statsmandsmæssigt»i at sige ja til, hvad man i Maj havde sagt nej til! Men dette «Ja» maatte der dog betalesNoget de Konservative maatte gjøre de Nationalliberalenogle mellem de to konservative Partier og det nationalliberale kom der et Kompromis i Stand; de Nationalliberale opnaaede den væsenlige Indrømmelse,at Varighed begrænsedes til 2V2Aar; de opnaaede endvidere nogle andre mindre vigtige Lempelser,men forøvrigt, hvad der tidligere var blevet fordømt. Fremskridtspartiet fastholdt sin Modstand konsekvent; de «Rigsfjendlige» bøjede sig naturligvis endnu mindre; men Kompromiset mellem de Nationalliberale,de og de Konservative førte til, at af den tyske Rigsdags 397 Medlemmer stemmede 221 ja og 149 nej, saa at Socialistloven d. 19. Oktober forelaa vedtaget fra Rigsdagens Side. Forbundsraadets Godkjendelseog Udstedelse paafulgte omtrent umiddelbart. Og øjeblikkeligt efter at Loven var udkommen, begyndte Politiet sin Virksomhed.

I sine Slutningsord til den tyske Rigsdag udtalte Fyrst Bismark Frygt for, at 2V2 Aar neppe vilde forslaa til «Helbredelsen», og at de Nationalliberale m. Fl. endnu en Gang vilde blive anmodede om at gjemme Principerne til en gunstigere Tid; men han lovede samtidigt, at Regeringen de, desværre vistnok utilstrækkelige Midler, Rigsdagen havde indrømmet, vilde gjøre «eftertrykkelige Forsøg» paa at «helbrede den Sygdom, der har angrebet vort Samfund». Og til Opfyldelsen af dette Løfte blev der strax skredet: neppe var Loven udkommen før Politiet Opløsning af Arbejderforeninger, Forbud mod Salg af socialistiske Skrifter, Undertrykkelse af den socialdemokratiske m. m. m. lagde sin blide Haand paa Socialdemokraterne.

Vil nu Helbredelsesmethoden vise sig at være hensigtssvarende
Ville de tilsigtede Resultater opnaas ved
den bismarkske Lægebehandling?

Om Socialistlovens nærmeste Følger er det vanskeligtat Det er jo tænkeligt, at de blive, saaledessom og de Konservative ønske. Det er jo tænkeligt, at Politiet vil forstaa at forvandle Socialdemokraternetil Lam; det er jo tænkeligt, at det vil vide at fremtrylle en Tilstand af Ro og tilsyneladende Tilfredshed med Alt, hvad Regeringen gjør, en rent idyllisk eller — rent bismarkisk Tilstand. Det er tænkeligt,sige Men det er ikke mindre muligt, at de af Socialdemokraterne forudsagte Følger ville indtræffe. At Virkeligheden vil bekræfte de ildevarslende Spaadomme om Revolution og Blod, er der i og for sig ikke noget Urimeligt i. Tør man benegte Sandsynligheden af, at den store sociale Revolution, der er bleven spaat, vil udbryde først i Politistaterne, enten i Tyskland eller i Rusland?

Tør man benegte Muligheden af, at Socialistloven vil fremskyndeRevolutionen? være ikke altfor tillidsfuld; man være i det Mindste forsigtig med sine Profetier om de øjeblikkelige Følger!

Mindre vanskeligt er det at gjøre sig en Forestilling
en fortsat Socialistforfølgelses fjernere Virkninger.

Det, det gjælder om, er, som Bismark siger, at «helbrede» Der stikker en Sygdom i dette; denne Sygdom benævner Lægen «Socialisme». Lægebehandlingen fornuftigvis rette sig efter Sygdommens Art og Oprindelse. Flere Tilfælde ere nu her mulige. Det er, for det Første, muligt, at Sygdommen skyldes Fejl i den sociale Organisme, Uordner i de sociale Funktioner el. Lign.; — dette burde man undersøge, og hvis der opdages saadanne Fejl, vilde det være logisk rigtigt, om Lægen søgte at fjerne dem, hvad enten dette nu skulde ske ved en Operation eller ved mildere Midler. Det er, for det Andet, muligt, at Sygdommen er saa at sige mere indbildt: den sociale Organisme er i god Orden og er i og for sig sund og fejlfri; men hos en Del af Samfundets Medlemmer er der opstaaet den urigtige Formening, at der er noget Galt i det sociale Maskineri; — her maa da Lægebehandlingen fornuftigvis bestaa i Anvendelsen af de Midler, hvorved disse Medlemmer bedst overbevises om deres Vildfarelse. Et tredje, ikke urimeligt, maaske tværtimod ret sandsynligt Tilfælde er, at Sygdommen for en Del er virkelig og for en anden Del indbildt; — her maa Lægebehandlingen aabenbart være en Kombination af de to tidligere. Imellem disse tre Tilfælde træffe man nu sit Valg! Et fjerde gives ikke.

Lad os vælge det andet. Lad os forudsætte, at al

denne Tale om en daarlig social Organisation er noget Snak; lad os forudsætte, at Samfundet er saa godt, som det kan være, at «tout va pour le mieux dans le meilleur des mondes». Denne Forudsætning er den nemmeste; den fritager os for Reformpligten, en af de besværligste Pligter. Det er ikke let at faa de Besiddende til at indrømme,at Besiddelsesløse have Grund til at klage; de, der befinde sig vel i Samfundet, ville naturligvis ikke have dette forandret, og de betragte dem, der ikke befindesig og derfor forlange Forandringer, som Taaber eller maaske endog som Forbrydere. De konservative Partier indrømme vel undertiden, at Alt ikke er saa godt som det kunde og burde være; — men om hvor og hvorledes Reformer skulle gjennemføres, er det ikke saa let at faa Enighed: de konservative Partiers Indrømmelse af Samfundets mulige Mangler har, synes det, større theoretisk end praktisk Værdi. Som . sagt: det er langt nemmere at forudsætte, saaledes som de Regerende gjøre, at de Utilfredse svæve ien Vildfarelse. Saa gjælder det blot at finde Midlerne til Vildfarelsens Bortfjernelse.

I Tyskland søger man Midlerne i: Ophævelse eller Indskrænkning af Pressefrihed, Foreningsfrihed, Forsamlingsfrihed;Udvisning Landet af de falske Lærere; Indespærring i Fængsel af de Vildledte o. L. Midlerne præciseres i en Lov, der kaldes «Lov imod Socialdemokratietsalmenfarlige — en Lov, som man har kaldt en «Undtagelseslov», idet den ikke er rettet imod samfundsopløsende eller «almenfarlige» Bestræbelseroverhovedet kun imod et enkelt Partis «almenfarlige Bestræbelser», men som, paa den anden Side, dog i sin praktiske Anvendelse vil vise sig ret elastisk, saalænge Begrebet «Socialdemokrater» snart indskrænkestil

skrænkestilkun at indbefatte Petrolører, snart udvides til for Exempel ogsaa at omfatte kathedersocialistiske Professorer. (I den tyske Rigsdag betegnede f. Ex. Bambergerde kathedersocialistiske Universitetsprofessorersom Repræsentanter»). Ifølge Lovens første Paragraf ville «Foreninger, der ved socialdemokratiske,socialistiske kommunistiske Bestræbelsertilsigte Omstyrtning af den bestaaende Stats- eller Samfundsordning være at forbyde». Foreninger, der i reaktionære politiske Øjemed, af religiøse eller andre Grunde tilsigte en «Omstyrtning af den bestaaende StatsellerSamfundsordning», herefter ikke forbudte; — paa den anden Side er rigtignok Ordet «socialistisk» (det er jo ikke blot «socialdemokratiske» men endog «socialistiske»Bestræbelser, forbydes!) næsten altomfattende, og vil give Politiet omtrent saa frie Hænder, som det kan ønske sig. Ikke blot Foreninger, der have den nævnte «Omstyrtning» til deres Formaal («bezwecken») ere at forbyde,men Foreninger, hvor de socialdemokratiske, etc. Bestræbelser komme til Orde «paa en for den offenlige Fred, særlig BefolkningsklassernesEndrægtighed, Maade» (§1). Forsamlinger,i socialdemokratiske, socialistiske etc. Bestræbelser træde for Dagen skulle opløses. Ja Forsamlinger(saavel offenlige Festligheder osv.), om hvilke Politiet «formedelst Kjendsgjerninger» kan antage, at de ere bestemte til at tjene de nævnte Bestræbelser, skulle forbydes (§9). Bøger, i hvilke socialdemokratiske, socialistiske etc. Bestræbelser træde frem «paa en den offenlige Fred, særlig Befolkningsmassernes Endrægtighed truende Maade» ere at forbyde. Ved periodiske Skrifter kan Forbudet udstrækkes til den fremtidige

Udgivelse (§ 11). (I hvilken «liberal» Aand det tyske Politi fortolker Sætningen «en for den offenlige Fred, særlig Befolkningsklassernes Endrægtighed faretruende Maade» beviser en Række af Forbud mod dels ganske betydningsløse dels halvt videnskabelige Skrifter). Endog Inden der er udstedt noget Forbud mod de i § 11 nævnte Skrifter, kan Politiet «foreløbig» beslaglægge dem (§l5). Indsamling af Bidrag til socialdemokratiske, socialistiske Formaal forbydes (§l6). Ledere og Talere ide forbudte Foreninger straffes med Fængsel paa indtil et Aar; de simple Medlemmer slippe lidt billigere (§ 17). Den, der giver Lokale til de forbudte og Forsamlinger, faar Fængsel indtil et Aar(§lB). Den, der driver socialistisk Agitation som Forretning, vil ikke blot blive straffet med Fængsel; men Politiet kan forbyde ham at opholde sig i visse nærmere betegnede Egne (§ 22). Gjæstgivere, Bogtrykkere, og Lejebibliotheksholdere ikke blot med Frihedens Berøvelse, men desforuden medFratagelse af Næringsbevillingen, naar de drive socialistisk Agitation som Forretning (§ 23). Klager i Anledning af Politiets Forbud mod Foreninger, Bøger etc. skulle fremsættes inden Udløbet af en Uge fra Meddelelsen om Forbudet. Til Afgjørelsen af disse Klager dannes en Kommission, hvortil Forbundsraadet udvælger Medlemmer af sin Midte og fem Medlemmer af Rigets eller Forbundstaternes højeste Retter. Kejseren udnævner Formanden (§ 26). I Egne, der ere særligt truede af de socialistiske Bestræbelser kan der, med visse Begrænsninger, gives Bestemmelse om, at Forsamlinger (med Undt. af Valgforsamlinger) kun maa finde Sted efter en hos Politiet indhentet Tilladelse, at Udbredelsen af

trykte Skrifter ikke maa tillades paa offenlig Vej eller offenlige Steder, at det forbydes socialistisk-farlige Personer opholde sig dér, og at det forbydes eller kun tillades under visse Betingelser at besidde, bære og sælge Vaaben (g 28). Den sidste Paragraf (g 80) bestemmer at Loven træder i Kraft den Dag, den offenliggjøres (o: d. 21. Oktober 1878) og gjælder indtil d. 31. Marts 1881.

Altsaa: det forbydes Socialisterne — eller hvem Politiet behager at betragte som «Socialist» — offenligt at udtale deres Tanker, skriftligt eller mundtligt! Hvem der handler mod Socialistlovens elastiske Ord, trues med Bøder, Fængsel, Næringsrets Fortabelse, Udvisning af Landet! Det er de Medikamenter, hvormed de Konservative at læge en Sygdom, som de betragte som udelukkende overvejende indbildt!

Det er interessant at høre, hvorledes denne ejendommelige
søges motiveret.

«Socialdemokratiets Bestræbelser,» hedder det i Motiverne Loven, efter at der først er blevet henvist til Attentaterne og Majestætsfornærmelserne som Udtryk for den socialdemokratiske «Gesinnung»—, «Socialdemokratiets ere rettede mod den praktiske Virkeliggjørelse den moderne Socialismes og Kommunismes radikale Theorier. Efter disse Theorier er den nuværende Produktionsmaade at forkaste som uøkonomisk og som en uretfærdig Exploitering af Arbejdet ved Kapitalen. Arbejdet emanciperes fra Kapitalen, Privatkapitalen forvandles Kollektivkapital, den individuelle, ved fri Konkurrence Produktion afløses af en planmæssig Associations-Produktion. Individet skal gaa op i Samfundet.

Om nu disse «den moderne Socialismes og KommunismesradikaleTheorier»i
for sig ere absolut forkastelige,—deromhar
første Statsmand sine

egne Meninger. Han fordømmer naturligvis den Maa de, hvorpaa Theorierne søges udførte: «den socialdemokratiskeBevægelseadskillersig fra de humanitære Bestræbelser for de arbejdende Klassers Vel derved, at den gaar ud fra, at Forbedringen af de arbejdende KlassersStillingerumulig den nuværende SamfundsordningsGrundogkun mulig ved en Socialrevolution». Det er dette, det er den voldsomme Udførelsesmaade,dererfordømmelig; men Theorierne kunne i og for sig indeholde meget Sandt og Berettiget, mener Fyrst Bismark. I sin berømte Svartale til Bebel under Socialistlovens første Behandling d. 17. Sptbr. udtalte Rigskanslerensigherompaa Maade, der har forfærdet mangen en «indskrænket Gehejmeraadsforstand». «Der er,» skriver et anset tysk Blad, «ved denne Tale givet et uigjendriveligt Bevis for, at den største tyske Statsmand ikke blot i enkelte Yndlingskapitler, saasom Tobaksmonopol,Rigsjernbaner,Beskyttelsestold,men i fundamentaleSpørgsmaalerden sociale Kjætter. Hans Politiforholdsregler mod den socialdemokratiske Agitation staa langt tilhøjre for de liberale Anskuelser; — men hans sociale Verdensanskuelse fjerner sig endnu længere tilvenstre fra disse liberale Anskuelser.»OmLassalleudtalte sig med den højeste Grad af Anerkjendelse. Ikke blot «beklagede» Rigskansleren,athanspolitiske ikke tillod ham at omgaas meget med Lassalle; ikke blot fandt han «timelange» Samtalermeddensocialistiske for yderst «lærerige»; ikke blot vilde han sætte Pris paa, at have saadan en Mand til Godsnabo; ikke blot blev han ikke træt af at berømme Lassalles «Aandrighed og Elskværdighed»; — men, hvad mere er, de lassalleske Ideer blev for en stor

Del accepterede af Rigskansleren: ogsaa Bismark er, erklærerhan,stemtfor Produktionsforeninger.Naarman læse, hvad paa den ene Side Bismark siger, og hvad paa den anden Side f. Ex. Mænd som Treitschke og Bamberger mene om Lassalle og Lassalle'ismen, vil man overbevise sig om, at «i intet andet Spørgsmaal har man hidtil bemærket en saa voldsom Afstand mellem Tysklands første Minister og de Nationalliberale som i det sociale Spørgsmaal.» Derfor ere da ogsaa Bismarks Udtalelser fra liberal Side blevne betegnede som farlige, og kun Talerens Stilling som Tysklands Rigskansler beskytter ham mod den Straf, der venter sociale Kjættere. Fra Rodbertus — Tysklands største videnskabelige Socialist, efter Wagner^— adskiller Bismark sig navnlig i politisk Henseende, idet Bismark har accepteret den almindelige Valgret, hvilken den socialistiskeGodsejerforkastede!Den Godsejer var i politiske Spørgsmaal Rigskansleren for konservativ; — hans udprægede Socialisme befindes derimod ikke at være afskrækkende! Men naar Bismark indtager en saadan Holdning ligeoverfor Socialismens Theorier, hvad betyder da hans Socialistlov? Derpaa svarer han: «Min Stilling til det sociale Spørgsmaal blev en anden i det Øjeblik, da Bebel eller Liebknecht i Rigsdagen pathetisk fremhævede Pariser-Kommunen som Exempel paa politisk Visdom og aabenlyst bekjendte sig til dette Morder- og Mordbrænder-Evangelium». De socialistiske Ideer accepterer han; den Maade, hvorpaa Socialdemokraternesøgerdemudførte, og brændemærker han. Socialistiske Bestræbelser, der ere truende for «den bestaaende Stats- og Samfundsorden», for «den offenlige Fred» og «Befolkningsmassernes Endrægtighed», kunne

ikke taales, og dem skal Politiet forfølge. Han har personligtikkenogetimod tværtimod! — at omgaas med socialistiske Agitatorer (især naar Socialisten er baade en «aandrig og elskværdig» Mand og «en Socialist i lakerede Støvler og med Glacéhandsker»); han har heller ikke noget imod en Godsejer-Socialisme, især naar denne udvikles i et for Arbejderne uforstaaeligt Sprog; — men saasnart den socialistiske Agitation begynder at paavirke Masserne, bliver Sagen en anden. Han læser selv gjerne socialistiske Værker, og han vil vist ogsaa tillade sine Gehejmeraader at læse dem; — men Arbejderne have ikke godt af den Slags Lekture. Kunde der skaffes en Garanti for, at socialistiske Skrifter og Taler kun blev læste og hørte af Folk, der ere interesserede i Bevaringen af den bestaaende Stats- og Samfundsorden, vilde Bismark ikke forbyde dem. Men nu er det saa uheldigt, at der ikke kan skaffes Garanti for, at de socialistiske Theorier kun høres af Rigskanslere, Gehejmeraader, Godsejere og Andre, som uden Skade kunne høre dem; de kunne ogsaa let blive hørte af Folk, der ikke have godt af at høre dem; — derfor maa vi have en Socialistlov.

Det er altsaa de tyske Socialdemokraters Lovprisning af Panser-Kommunen og dens Gjerninger, der har gjort Fyrst Bismark bange. Naar vi holde os, ikke til den store Tale i Rigsdagen, men til selve Socialistlovens Motiver, vi dog opdage noget Andet. Vi ville se, at det Skrækindjagende er: den sociale Bevægelses hele kosmopolitiske Karakter. Det staar Fyrst Bismark klart, at faar Kosmopolitismen først sikkert Fodfæste i de tyske Kaserner, vil det bismarkske Regeringssystem, navnlig bismarkske Udenrigspolitik være alvorligt truet.

Herom hedder det, tilstrækkeligt tydeligt, i Motiverne
i umiddelbar Tilslutning til den sidst citerede Passus om
«Socialrevolutionen»:

«Gennemførelsen af en saadan Revolution skal, under samtidig Omvæltning af de bestaaende Statsforfatninger, gaa for sig ved Hjælp af en international Kooperationmellem Kulturstaters arbejdende Klasser. Navnlig efter Stiftelsen af «Internationale » i London, Septbr. 1864, har Bevægelsen faaet denne revolutionære og internationale Karakter. — I Tysklandfandt første Organisation af socialdemokratiske Bevægelser Sted i 1863 ved Lassalle. Den af ham stiftede «Almindelige tyske Arbejderforening» havde endnu et nogenlunde reformatorisk og nationalt Præg. Men snart udskilte de radikale Elementer sig, og i Avgust 1869 blev der i Eisenach under Betegnelsen «socialdemokratisk Arbejderparti»stiftet Filial af «Internationale». — Det «socialdemokratiske Arbejderparti» og den «almindeligeArbejderforening» en Tid lang hinanden gjensidig paa det Heftigste, indtil den radikale og antinationaleRetning vandt Overhaand. I Maj 1875 fandt paa Kongressen i Gotha Gjenforeningen af de adskilte Grupper af det tyske Socialdemokrati Sted under Navnet «Tysklands socialistiske Arbejderparti«. Den ny Forbindelses Program tilsteder ingen Tvivl med Hensyn til de revolutionære og kommunistiske, med «Internationales»Tendenser Grundsætninger og Forma al. — Forbindelsen strækker sig over hele Tyskland. Ved Siden deraf bestaar der et stort Antal lokale socialdemokratiskeForeninger, industrielle Fagforeninger af samme Retning forgrene sig over hele Forbundsterritoriet. — Paa den almindelige Socialist - Kongres, der afholdtes i Efteraaret 1877 i Gent, fandt det tyske Socialdemokratis «storartede Organisation» udelt Anerkjendelse. Paa denne Kongres blev det internationale Forbund fornyet ved Konstitueringen af en almindelig socialistisk Union. KongressensManifest, fremstiller den fælles Organisationsplanog fremhæver Nødvendigheden af en politisk Agitation, slutter med Ordene: «Lad i ethvert Folk de Arveløses Klasse konstituere sig som et stort, fra alle Storborger-Partier skarpt afgrænset Parti, og lad dette socialistiske Parti marchere Haand i Haand med alle øvrige Landes socialistiske Partier! Det

gjælder om Kamp for alle Eders Rettigheder, for Tilihtetgjørelsenaf Privilegier! Proletarier fra alle Lande forener Eder!» Det drejer sig altsaa ikke om noget Mindre end et Brud med Kulturstaternes hele hidtidigeRetsudvikling, en radikal Omvæltning fra neden af af de bestaaende Besiddelses- og Ejendomsforhold. «Proletariatets» Organisation, Tilintetgjørelsen af den bestaaendeStats og Samfundsorden, Tilvejebringelsen af «den socialistiske Stat og det socialistiske Samfund» ved det organiserede Proletariat, — disse ere Socialdemokratietsudtalte Med disse Maal stemmer den i Ord og Skrift med lidenskabelig Energi drevne, velorganiseredesocialistiske og dens Methode. Agitationen søger at gjøre de fattigere og mindre dannede Befolkningslag utilfredse med deres Stilling, og at udbrede den Overbevisning, at en Forbedring er haabløs under den bestaaende Retsorden; den søger, idet den bilder dem ind, at de ere «berøvede deres Arv», at ægge dem til Had og Misundelse mod de øvrige Samfundsklasser. De moralske og religiøse Overbevisninger, der holde Samfundetsammen, Ærefrygt og Pietet haanes; Massernes Retsbegreber forvirres; Agtelsen for Loven ødelægges. De mest hadefulde Angreb og Forhaanelsermod tyske Rige og dets Institutioner,imod og imod Hæren, hvis berømmelige Historie forhaanes, — give den socialistiske Agitation i Tyskland et specifikt antinationaltPræg, den vender Sindene bort fra de hjemlige Sæder og fra Fædrelandet!»

Det fremgaar klart af dette Hovedstykke i Motiverne, at det, der i den tyske Regerings Øjne gjør den socialdemokratiske socialistiske Bevægelse særligt farligt er: dens stærkt udprægede internationa'le Karakter. Er det nu rimeligt, at Forsøg paa Modarbejden af dette Moment ville have gode Chancer for sig?

Vi tro det ikke. Vel er det sandt, at den kosmopolitiske som Arbejderbevægelsen i de senere Tider, særligt siden «Internationales» Stiftelse i 1864, stedse mere har taget, fortjener den alvorligste Opmærksomhed; men Forsøg paa at modarbejde denne Be-

vægelses Retning, vilde omtrent være det Samme som Forsøg paa en Modarbejden af selve Civilisationen. Internationalismen ikke noget for Arbejderbevægelsen Ejendommeligt: gjennemtrænger tværtimod Samfundets hele aandelige og materielle Liv. Man kan endog uden Overdrivelse sige, at Internationalisme og Civilisation gaa Haand i Haand. Den, der ikke vil have noget at gjøre med Internationalismen, kan ikke leve iEvropa, men kun i Kina, ja knap nok dér. Forholdsregler som den tyske Socialistlovs vil være magtesløse ligeoverfor den sociale Bevægelses internationale Tendenser. Er det virkeligt Alvor at modarbejde disse, burde man istedetfor at ty til rent afmægtige Forholdsregler, hellere begynde for Exempel at ødelægge alle Jernbaner; man opbrænde Damp- og Sejlskibsflaaderne, man standse hele den udenrigske man afskaffe Verdensudstillingerne, man forbyde Videnskabsmændenes internationale Kongresser,

— kort sagt: man tilintetgjøre hele dette Solidaritetsforhold Nationerne, dette Forhold, hvortil Fredsvennen sætter sit Haab, og hvorpaa Videnskabsmanden saavel som Handelsmanden bygger, ja hvortil vi i Virkeligheden Alle støtte os; thi — det er Sagen — vi ere Alle Medlem af en eller anden «Internationale», og saalænge vi ere det, har Opløsningen af Karl Marx's ikke stort at sige.

Den tyske Regering bebrejder de tyske Arbejdere, at de ere «antinationale») og «upatriotiske», hvilke Ord i dens Mund ere synonyme med «kosmopolitiske»! Med hvad Ret? Hvilken Samfundsklasse er mere patriotisk eller mindre upatriotisk end Arbejdernes? Man bebrejder de tyske Arbejdere, at de, endog midt under selve Krigen, ikke undsaa sig ved at indgaa Fostbroderskab med franske Arbejdere, og at de tilstrækkeligt tydsligt vise, at deres

personlige fysiske Velvære er dem kjærere end «Fædrelandetsgloire».Glemmerman hvorledes den ligeoverfordemstaaendeKlasse, og Kapitalisternes,bærersigad? man da, at tyske Arbejdsherrer ikke undse sig ved at ofre tyske Interesser for franske, naar det stemmer med den personlige Fordel? Glemmer man da, at tyske Kapitalister under selve den fransk-tyske Krig ikke undsaa sig ved at laane den franske Regering Penge, og derfor ligefrem maatte ønske de franske Vaaben Sejr? «De tre store Internationaler» skriver Joh. Huber i sine Artikler i «Augsb. Allgem. Zeitung»,«detrestore som man saa ofte nævner, den gyldne, den sorte og den røde, staa som de mægtigste Magter i vor Tidshistorie. Fædrelandet er for dem, selv om de ikke ville indrømme det, kun et tomt Ord og Grundlæggelsen af Nationalstater er for dem en Anakronisme. Vel protesterer den gyldne Internationale, Bourgeoisiet, i Almindelighed imod Beskyldningen for «Vaterlandslosigkeit»; dog har der aldrig været og er der ikke nogen anden Samfundsklasse, der i den Grad som Bourgeoisiet bidrog og bidrager til Nationaliteternes Ødelæggelse.Idagvildette have Frihandel, fordi Varerne tør regne paa heldigt at bestaa Konkurrencen paa Verdensmarkedet, og for at bevare denne heldige Stilling exploiteres den indenlandske Arbejder til det Yderste, eller man engagerer billigere udenlandsk Arbejdskraft; — imorgen forlanger det maaske derimod Beskyttelse, fordi den udenlandske Produktion nu ikke blot fortrænger Varerne fra Verdensmarkedet men endog fra det indenlandske;nulyderRaabet, det gjælder at frelse FædrelandetsIndustri,ogder til Konsumenternes nationale Følelser, — disse Konsumenter, hvem man nu

af ren Patriotisme vil give den Fornøjelse at kjøbe slettere Varer til højere Priser. Med andre Ord: Nationen er Intet for Bourgeoisiet, dets egne Velvære Alt. Dér hvor Bourgeoisiet grundlægger en Stat i sin Aand, saaledes som i Nordamerika, dér strømme Folk fra alle Nationer til, Enhver kun søgende sin individuelle Interesse; alle nationale Forskelligheder udviskes, og under denne Tilstrømmenafstedseny kan der kun danne sig et Samfund med anational Karakter, men ingen Nationalstat.DenInteresse,som saadan Stats Undersaatter nære for den, er ingen anden eller højere end den, som Aktionærerne i et Aktieselskab nære for dettes Forretninger.»Bourgeoisietgiversig ud for at være patriotisk par excellence^ for at være Nationens sande Støtte, uagtet det i Virkeligheden (efter hvad der udvikles i det nævnte ansete tyske Bourgeois-Blad) kraftigere end nogen anden Magt undergraver den; — den sorte Internationaleerderimodendel og uagtet ogsaa den taler om Kjærlighed til Fædrelandet, indrømmer den dog, naar Alt kommer til Alt, at den ikke har noget jordisk Fædreland, og at dér hvor det maatte komme til en KonfliktmellemKirkenog dér maa Staten ofres. — Foruden de materielle og de religiøse Interessers Internationale,kundemannævne og Kunstnernes, overhovedet de aandelige Interessers Internationale.Ogsaaforden den skarpt afgrænsede Nationalstat som en kinesisk Indretning, som en med al Udvikling uforenelig Indretning. Lad nu Den, der staar uden al Berøring enten med Kapitalisternes eller VidenskabsmændenesellerKirkenskosmopolitiske kaste Sten paa Arbejdernes! Imellem Arbejderne og de andre Samfundsklasser er der i dette Forhold kun den

formelle Forskjel, at hine udtale sig i et usminket eller, om man vil, cynisk Sprog. Ved at forhindre al Tale vil Socialistloven ogsaa forhindre den cyniske; — dette maa indrømmes. Men videre gaar dens Magt heller ikke: den vil ikke kunne vende Arbejderne bort fra Internationalismen,saalængeden vender Kapitalens, Videnskabens og Troens Tjenere herfra.

Foruden til Internationalismen henvise Socialistlovens Motiver til Arbejdernes «Irreligiøsitet», til deres «Materialisme», «forvirrrede Retsbegreber», Mangel paa «Følelse for Ret og Sædelighed». Det indrømmes imidlertid, at Socialistloven alene ikke vil formaa at gjenindføre Religiøsiteten m. m.: «Socialistloven en Betingelse for at Ondet kan helbredes (!), men den giver ikke selve Helbredelsen»; — for at denne skal opnaas, er «en daadkraftig Medvirken fra alle det borgerlige bevarende Elementer nødvendig». Vil Appellen en saadan Medvirken blive hørt og fulgt!

Forinden dette Spørgsmaal besvares, burde man undersøge, hvor Arbejderne have lært Irreligiøsitet og Materialisme. Hvis denne Undersøgelses Resultat skulde blive, at Irreligiøsitetens og Materialismens Filosofer netop findes blandt «det borgerlige Samfunds bevarende Elementer»,burdeman overveje, om det er sandsynligt,atFolk, Religiøsitet i det Højeste er et ydre Skin, hvis Filosofi er udpræget materialistisk, og hvis Følelse for Ret og Sandhed ikke altid er stærkt udviklet, — skulde være i Stand til at omvende Andre til den Tro, de selv mangle. Ide alt citerede Huber'ske Artikler hedder det: «DaStrauss for fem Aar siden offenliggjorde sin «Den gamle og den ny Tro», kunde han vel endnu hengive sig til den Mening, at den af ham udviklede

Verdensanskuelse var et aristokratisk Aandsprodukt og et dannet Mindretals Ejendom. Men allerede dengang vilde han, hvis han havde haft bedre Forstand paa Massernes aandelige Bevægelse, have maattet opdage, at det af ham saa stærkt dadlede Dusbroderskab mellem hine den ny Tros dannede Bekjendere og de raa Arbejdere i SkjorteærmerogBluse var aandeligt og i sit inderste Væsen færdigt, idet den af ham for Salon'erne forbeholdte Filosofi allerede var velbekjendt paa Værkstederne og Knejperne. Ide sidste faa Aar har Materialismens og Atheismens Propaganda kun bredet sig endnu videre. Ligesom kort før den store franske Revolution hin Barbér sagde til den Hertug, han barberede: «i Sammenligning med Monseigneur er jeg vel kun en ringe Fyr, men jeg er dog lige saa godt som Monseigneur Atheist», saaledes ville nu Hundredtusinder af Arbejdere kunne meddele hine den ny Tros formentlige Aandsaristokrater, at deres hele Verdensvisdom alt er en Trivialitet». Det er ikke mod Most og Bebel, mod den simple Bogbinder og den tarveligeDrejer,det mod Strauss og Renan, Darwin og Häckel, Schopenhauer, Feuerbach og Hartmann, det er mod saadanne Stormænd og deres Tilhængere i aristokratiskeogborgerlige at Socialistloven maa rette sine Hovedangreb, hvis det virkeligt er Alvor at bekæmpe Irreligiøsitet, Materialisme og Pessimisme. Politiet faar Ordre til at «skaffe Religion i Landet»; — men de, der forlange Religion, forbeholde sig selv Tænkefrihed. Bismarkkorsersig at «den socialistiske Agitation er en Appel til Magten»; — men den samme Statsmand har erklæret, at de store Spørgsmaal kun løses med «Blod og Jern». Bismark forlanger, at de arbejdende Klassers Følelse for «Recht und Sitte» skal styrkes og deres

«Retsbegreber» klares; — men han forbeholder sig selv Frihed til at følge den Politik, han tidligere har fulgt, en Politik der dog vel ikke altid har holdt sig i RetfærdighedensSpor,og hvis «Retsbegrebers» Klarhed der i det Mindste kan tvistes. Modsætningen mellem FordringernetilAndre Fordringerne til En selv gjør Folket lidt vaklende og tvivlende. —

Det er altsaa Socialdemokraternes Internationalisme, Irreligiøsitet, Materialisme og Tilskyndelser til Revolution, der gjør det «nødvendigt, ja til en Selvopholdelsens Pligt for Stat og Samfund at optræde bestemt mod den socialdemokratiske Regeringen anser det forgivet, at det er denne socialdemokratiske Bevægelse, der truer Samfundet med Opløsning; den forbyder de Millioner af Tyskere, der mene, at Opløsningsspirerne ligge i selve Samfundslegemet, at udtale, hvad de efter dybeste Overbevisning for Sandhed og Ret; den standser ved sin Socialistlov al Tankeudvexling, al Meningskamp; — og alligevel, skriver den i sine egne Motiver: «Tanken kan ikke undertrykkes ved ydre Tvang; den aandelige Bevægelse kun overvindes i aandelig Kamp». Hvorledes den «aandelige Kamp» overhovedet er mulig dér, hvor den ene Part ligger bundet og bastet, forklares ikke.

Med dette Ord: «den aandelige Bevægelse kan kun overvindes i aandelig Kamp», have Socialistlovsmotiverne betegnet Socialistloven som formaalsstridig: Lovens Formaal «den aandelige Bevægelses Overvindelse», og det eneste Middel, hvorved dette Formaal kunde naas, «den aandelige Kamp», forbyder Loven at anvende! Loven er saaledes af sine egne Ophavsmænd betegnet som unyttig eller rettere som — skadelig.

Det kan ikke benægtes, at en skarp Politiforfølgelse vil kunne undertrykke den socialistiske Tanke eller rettere: standse dens videre Udbredelse, — for en Tid, vel at mærke. Socialdemokraterne benægte det rigtignok. De paastaa, at de ville vide, trods Loven, at agitere for deres Ideer. Selvfølgelig indse de, at Most, Bebel, Liebknecht og overhovedet den halve eller hele Million Tyskere, der offenligt have lagt socialistiske Anskuelser for Dagen, under Socialistlovens Regimente ikke ville faa Lov til at tale eller skrive. «Vi ville vide at klare den Vanskelighed!»svare «For vore kosmopolitiske Ideer ville vi agitere ved at aftrykke passende Steder af Biblen. I samme Bog ville vi finde Forsvar for vor Opfattelse af Ejendomsordningenog sociale Ordning. Af berømte NaturforskeresSkrifter vi servere Folkeudgaver, for derved at virke for vore «irreligiøse» og «materialistiske» Ideer. Af berømte Historieskriveres Værker ville vi uddrage Steder, der kunne give Folket Smag for «Revolution», sætte dets «Lidenskaber» i Bevægelse, —o.s. fr.» Denne Trusel gjør ikke Politiet bange; det skal nok forstaa at forhindre den Slags «Folkebøger». For «den sociale Kjætter», LassallesVen Rodbertus's Elev, maa det være beklageligt, at Politiet forbyder Læsningen af Lassalles Skrifter, og at det «Sande og Berettigede» i den socialistiske Tanke saaledes, samtidigt med det Ikke-Sande og Ikke-Berettigede,bliver Men for de Andre, for dem, der slet ikke kunne øjne dette «Sande og Berettigede», hvorom Bismark taler, — hvorledes bliver Stillingen for dem? Ikke videre lystelig! Fremskridtspartiet var tidligere det Parti, der stærkere end noget andet laa i Kamp med Socialdemokraterne; — for denne Kamp er der nu sat en Stopper: som en af Fremskridtspartiets

Førere, Prof. Hänel, sagde, bliver det herefter umuligt at paavise Socialisternes Vildfarelser; thi de Vranglærdomme, der tvinges til at holde sig skjulte, bliver det umuligt at faa fat i. Ikke bedre ere de Nationalliberale stillede; ja de nationalliberale Foreninger og Forsamlinger trues jo endog med Opløsning, da Socialdemokraterne have bebudetfremtidig holde deres Foredrag dér! — For intet Parti er den Situation, Socialistloven skaber, lystelig;— der kan tvistes om, for hvem den er værst: for Socialisterne eller for — Socialisternes Fjender!

I Behandlingen af økonomiske og sociale Problemer stod hidtil Tyskland over ethvert andet Land; — dette er, netop af nærværende Linjers Forfatter, blevet tilstrækkeligtofte Hvad er Grunden til denne Overlegenhed?Aabenbart Flid og Frihed, hvormed Tyskerne i de senere Aar have givet sig i Lag med alle den sociale Videnskabs Spørgsmaal. Franskmændene spærre sig inde i deres eget Land, og berøve sig selv saaledes Friheden; Englands Nationaløkonomer synes enten at være bundne af en vis pessimistisk Opfattelse af deres Videnskab eller af en overdreven Forguden af, en frihedstilintetgjørende Forguden af Fortidens Stormænd.Tyskerne have i£de senere Aar kastet sig med fuldFrihed ind i den social-økonomiske Debat; — derfor have de ogsaa høstet gode og smukke Frugter. Med denne Frihed, med denne Debat er det nu forbi: kun indenfor de af Politiet dragne Grænser maa der tales! Er man misfornøjet med de af Politiet afstukne Grænser, kan man — men selvfølgeligt uden derved at forhale Udførelsenaf Ordrer — indgive Klage til et Ti- Mands-Raad. Dette Ti-Mands-Raad er den ufejlbare Avtoritet. Ufejlbarheds-Dogmet, som den tyske Regering

ikke vil tillade Katholikerne at tro paa i religiøse Spørgsmaal,er Socialistloven blevet godkjendt paa de socialøkonomiskeSpørgsmaals Naar Ti-Mands-Raadet har erklæret Noget at være «socialistisk» — og derfor falskt, skadeligt, fordømmeligt osv._— saa er det «socialistisk».Det ikke, at alle Andre protestere imod denne Afgjørelse : naar de ti Mænd, Tysklands ti Paver, have erklæret, at det forholder sig saadan, saa nytter det ikke mere at tale om den Sag. Det nytter ikke, at selve Rigskansleren paastaar, at Lassalie slet ikke lignede NutidensSocialdemokrater; Politiet har erklæret og dermed,trods Rigskansleres Indsigelser, sat udenfor al Tvivl, at ogsaa Lassalles Skrifter tilsigte en «Omstyrtning af de bestaaende Stats- eller Samfundstilstande», og at de «true den offenligeFred, særligtEndrægtigheden mellem Befolkningsklasserne».De Professorer, som Bamberger kalder «Socialdemokratiets Repræsentanter»,og Enhver, der ikke erjganske sikker paa at staa sig godt med Politiøvrighederne og Tysklands ti mægtigste Mænd, maa bevæge sig med den yderste Varsomhed, og gjør bedst iat tie helt stille. Paa de Frygtsomme vil der lægges et Tryk, der vil hindre al kraftig og selvstændig Udvikling. De, der Intet have at frygte, kunne føre en Monolog, men heller ikke mere; Samtale er umulig: der er jo Ingen, der kan svare. De store sociale Spørgsmaal maa ikke debatteres. Paa den ene Side af dem maa der kastes Lys; den anden skal holdes i Mørke; — er det da muligt, at de ville blive sete i deres sande Skikkelse? Hvad der maa tros, og hvad ikke, afgjøres af ti Mænd; for alle Andre er al Tænken over social-økonomiske Spørgsmaal overflødig; — er det da rimeligt, at der vil findes et tænkende Folk?

Socialistloven vil fra Socialisternes Fjender tage deres bedste Vaaben. Den vil tilintetgjøre den fri, alsidige gjennem hvilken Sandheden bedst lutres og styrkes og gjøres levende. Den tilintetgjør Betingelsen for politisk Liv, for aandelig Virksomhed. Den befaler det tyske Folk at standse sin Fremgang.

De ville komme til at angre: Straffen vil ikke udeblive.
Fjender have mindst af Alle Grund
til at glæde sig.

31/io.

A. P.